Pr e sented to the LIBRARY oj the

UNIVERSITY OF TORONTO

by

Estate of the late JOHN B. C. WATKINS

Digitized by the Internet Archive

in 2011 With funding from

University of Toronto

http://www.archive.org/details/mennesl<erogvaerkOObran

MENNESKER OG VÆRKER,

MENNESKER OG VÆRKER

I NYERE EYROPJEISK LITERATUR

SKILDREDE

GEORG BRANDES.

KJØBENHAVX.

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL i SØN). GRÆBES BOGTRYKKERI.

[883.

^7^

AUG12 1965 \

998582

FORORD.

^Mennesker og Værker har jeg kaldt denne Samling — Hovedeftertrykket ligger paa Ordet ^lennesker; thi jeg har som Kritiker en Misfor- staaelse at værge mig imod. Min Bog er ikke en Bog om Boger, men om Livet selv.

Den forholdsvis ringe Interesse, det store Publikum viser kritisk fremstillende Skrifter, beror paa, at det endnu ikke er gaaet op for den almindelige Bevidsthed, at den moderne Kritik ingen Lighed har med hvad man i gamle Dage gav dette Navn. Hvor man sér fordom.sfriest paa Kritiken, betragter man den som anvendt Videnskab. Den er det til et vist Punkt; men den er ikke desmindre en Kunst; thi ingen methodisk Forskning kan give En Noglen til en sammensat menneskelig Aand. Hvor der er gjort et heldigt Forsøg paa at forstaa en saadan Aand, (et Forsøg f. Ex., hvis Rigtighed ikke

VI

lader sig bestride, da det bringer sine I^evis- steder med sig, saa Læseren selv kan gjore PrGve") dér maa man ikke tro, at man staar overfor en rent videnskabelig Undersogelses Facit. Kritikeren er, selv om han efter et ihærdigt Studium længe har folt sig som Herre over sit Stof, ikke gaaet til sit egenlige Arbejde, Ned- skrivningen, for han var naaet saa vidt, at han folte det Menneske, han vilde fremstille, leve indeni sig, og han har undertiden i Maaneder maattet vente derpaa. Men h'kkes det ham fra Grunden af at forstaa og fremstille en hel Personlighed, da har han ogsaa stundom leveret et Arbejd, som den digteriske Fremstilling ikke giver noget Sidestykke til. Thi saa meget en Digters Menneskeskildring kan overgaa hans i Henseende til Friskhed og Ynde, Vid og ydre, anskueligt Liv, saa fremtræde til Gjengjæld sjældent eller aldrig hos Digterne saa betydelige og originale Aander, som de, med hvis Skildring han er sysselsat. Digtekunsten fremstiller Karak- terer i Handling, ikke theoretisk eller produktivt begavede Naturers indre Liv, allersjældnest og og vanskeligst Genier. Rige og dybe Aander, der have dannet sig en selvstændig og sammen- hængende Verdensanskuelse og som leve i et helt, individuelt, filosofisk, politisk, eller digterisk

VII

System, forekomme ikke i vore Dages Romaner eller Dramer.

Det er med en vis Vemod, at man samler mangfoldige spredte Arbejdstimers Resultater og foler, hvor lidt de tilsammen veje paa Tidens Vægt. Det er Ens Bedste. Under Form af at være Billeder og Studier af andre Mennesker er det Sider af Ens eget Væsen, udrevne Blade af Ens egen Livsbog, Stykker af Ens eget Liv. Det er paa én Gang Ens Arbejd, Ens Beundring, Ens Interesser, Ens Venskabsforbindelser, Ens Ungdom ... en ringe Levning af alt det, der flyer og svinder, alt det, der et Øjeblik spiller paa Tidsbølgernes Overflade , for det synker tilbunds — Skyggen af en Drom!

Læseren har her en Oversigt over Idé- bevægelser i nyere dansk, svensk, t\-sk, engelsk og fransk Aandsliv, snart kun berørte, snart grundigt drøftede, et Rundblik over nogle af de Bedste i Samtiden, over Hovedskikkelser i Ev- ropas moderne Literatur, snart kun skitsérte med faa Konturer, snart udfoldede fra Cellen af. Denne Art Bøger have deres Svaghed i Ind- holdets Mangel paa umiddelbar Sammenhæng, deres Styrke i dets Forskjelligartethed , som gjør det sandsynligt, at af Læsere med uens-

VIII

artede Interesser vil luer Enkelt kunne finde en eller anden Oplysning, han netop har l^rug for, eller et Æmne, der særlig tiltaler ham. Disse Stykker ere skrevne i Lobet af det sidste Tiaar, men alle enten gjennemrettede eller helt omarbejdede til Udgivelsen. Det er min Agt at lade denne Samling folge af en anden, der fremstiller Personer og Gjenstande af den moderne dansk-norske Literatur.

G. B.

INDHOLD.

Side

Forord V

Goethe og Danmark i

Schack Staffeldt 80

Søren Kierkegaard 185

Esaias Tegner 206

Carl Snoilsky 219

Berthold Auerbach 237

Paul Heyse 256

John Stuart Mill 338

Ernest Renan 375

Gustave Flaubert 416

Edmond og Jules de Goncourt 483

GOETHE OG DANMARK,

(1881.)

I

uoethe er ikke blot den d\-beste og mest omfattende digteriske Begavelse, men ov^erhovedet det rigest udrustede Menneske, som er fremtraadt i evropæisk Literatur siden Renaissancens Dage. Skjont de forste halvtredsindstyve Aar af hans Levnet og Virken tilhøre det attende Aarhundrede og give dettes Idé- og Følelsesliv det mest fuldttonende Udtryk, som det i bekræftende Form har modtaget, strækker hans Scepter sig ind over det nittende Aarhundrede, og skjont vi nutildags paa mange Punkter se hans Ev^iers Begrænsning, ojnes Grænsen for hans Herre- domme i Tid og Rum endnu ikke. Han fødtes 1749 og døde 1832, men det tyvende Aar- hundrede vil modtage ham af det nittende, som dette modtog ham af det forgangne, og alt som Folkeslagene stige i Kultur, stræbe de i stedse fuldere Maal at tilegne sig hans Digte, Skikkelser og Tanker.

2 Mennesker og Værker.

Man vilde kunne stille Goethe i Forhold til ethvert civiliseret Folk og vilde kunne maale dette Folks Udviklingstrin i den moderne Tid paa Graden af dets Forstaaelse af denne ene Aand; thi enhver Fpoke, ethvert Land og ethvert Menneske karakteriserer sig selv mærkværdigt ved den Dom, som af dem fældes over Goethe. Berthold Auerbach har dannet det heldige Ord goethemoden ». Goethemodent var intet Folke- slag, ikke engang det tyske, i den første Periode af Goethe's Liv. Men Folkene modnes hurtigere eller langsommere til at forstaa ham.

Det har ud fra dette Synspunkt syntes mig en tiltrækkende Opgave at fremstille Forholdet mellem den store Mand og vort lille Land saaledes, at man derigjennem har et sammen- trængt Overblik over hundrede Aar af Danmarks Kulturhistorie. Der bliver her ligesom gjort Prøve paa vor Aandslivs Frihed og Fylde. V^i følge Goethe fra hans første epokegj ørende V^ærk, hvor Ynglingens geniale Ubændighed bryder igjennem. Han er her allerede stor, men Forstaaelsen i Danmark er svag og ringe. Hele det attende Aarhundrede gaaer hen uden at man her i Norden formaar at danne sig en Forestilling om det Væsenlige i Goethe's Virken. Han er en aldrende Mand, da han heroppe anes og begribes af de første Ynglinge. Fra nu af

I

Goethe og Danmark. ^

voxer Forstaaelsen langsomt men sikkert. De forskjelligartede Aander begribe forskjellige Sider af hans Væsen og snart bliver Forstaaelsen produktiv. Men vi se samtidigt ogsaa Goethe voxe. Ynglingen, hvis Bøger forbydes og paro- dieres, bliver Manden, hvem Samtidens Bedste hylde og hvis Værker de fortolke, og denne Mand bliver Oldingen, hvis Ry er Tidsalderens største og til hvis Opholdssted der valfartes. Hans Levnetsløb er allerede Historie, og neppe er han død, før den historiske Skikkelse for- vandler sig til en mythisk. Han sés i sit Slægtskab med de ældste af Grækenlands Vise, og dog som en Grundlægger af moderne Natur- videnskab ikke mindre end af moderne Poesi og Kritik. Han rækker Thales sin ene Haand, Darwin sin anden og hans Aand svæver over den moderne «Verdensliteratur», om hvilken han spaaede og hvis Grundvold hans Værker er. Det Stof, jeg behandler, er tilgængeligt for Enhver og her kun omhyggeligt samlet og sigtet; jeg har i Berlin ikke kunnet tye til utrykte Kilder. Fremstillingen har oprindelig heller ikke været beregnet paa Danske; den aabner i forkortet Form Goethe-Jahrbicch for 1 88 1. Men jeg har tænkt mig Muligheden af, at den dels ved sine Synspunkter, dels ved sin

A Mennesker og Værker.

knappe og sluttede Form knude have nogen Interesse oc:saa for mine Landsmænd.

I.

Den 9. September 1776 tilskrev Hans konge- lige Hojhed Arveprinsen Kancelliet for gjennem det at afæske det theologiske Fakultet en Be- tæ-nkniufT .om den Bog Werthers Leiden, hvoraf Proft har anmeldt en Oversættelse, uden Skade for gode Sæder kan læses x, hvis ikke, <^ ville Cancelliet (thi det har Kongen befalet) strax see dette Skrivt standset og casseret .

19. September fulgte Kancelliets Svar til Kongen: «Til allerunderdanigst Efterlevelse af Deres Majestæts Cabinetsordre af 9de hujus er det theologiske Facultet tilskreven at give dets Betænkning o. s. v., og som det theologiske Facultet i deres Betænkning, som herved aller- underdanigst vedlægges, anseer bemeldte Bog for et Skrift, der bespotter Religionen, besmykker Lasterne og kan fordærve gode Sæder, saa har Cancelliet idag tilskrevet Politimester, at tilkjende- give Proft, at han strax skal standse den fore- havende Oversættelse , som ingenlunde maa trykkes og debiteres-. (Luxdorphiana 258).

Blandt Medlemmerne af det theologiske Facultet ved Universitetet i Kjøbenhavn, der

Goethe og Danmark. C

foraarsagede dette burleske Forbud, var den senere Biskop N. E. Balle, der ved et besynder- ligt Tilfælde havde studeret to x-\ar i Leipzig samtidigt med Goethe og Jerusalem.

Man vilde gjøre Danmark Uret, hvis man vilde soge et Bevis for ualmindelig national Indskrænkethed i et Aktstykke, i hvilket kun Datidens saa hyppige theologiske Bornerthed ud- taler sig. I Milano havde, som Goethe selv fortæller det til Eckermann , Biskoppen ladet det hele Oplag af den udkomne Wertherover- sættelse opkjøbe af Gejstligheden rundt omkring i Kommunerne for i al Stilhed at bringe Bogen ud af Verden igjen — et ^Middel, der iovrigt let havde kunnet hidføre det modsatte Resultat. Og i Tyskland selv var <(Werthers Leiden paa mere end ét Sted bleven fuldt saa fjendtlig modtaget som. i Danmark. I Hamborg havde den af Lessing udødeliggjorte Hauptpastor J. 'SI. Goetze 1775 udgivet sine Kortfattede men nødvendige Erindringer angaaende den unge Werthers Lidelsers , ifølge hvilke den hele Xharteque» intet andet Formaal har end at vaske en ung Friskfyrs Selvmord ren for den Skjændsel, der klæber derved, og at foregjogle Læserne hin sorte Handling som Heltemod., og i Leipzig blev Werther endog af Stadens vise

(j Mennesker og Værker.

r^udrc forbudt under en lM)de af hundrede Rigsdaler. (J. \V. Appell: Werthcr og hans Tid). Forbudet ha\'de da heller ikke det Ringeste at betyde i et Land, hvor alle Dannede forstode Tysk. Skjondt Werther først 1832 udkom i dansk Oversættelse (ved Meisling), var alt i Halvfjerdserne i det forrige Aarhundrede Werther- epedemien stærkt udbredt blandt Ungdommen i Danmark. Rahbek, den følsomme Elegiker og Drikkevisedigter, snart Udgiver af et for sin Tid d}'gtigt Tidsskrift og overhovedet den eneste egentlige Literator i hin Overgangstid fra det 1 8de Aarhundrede til det følgende, var i sit nittende Aar angreben af hin Farsot. Hvor han i sine (Erindringer taler om den og gjor op- mærksom paa dens samtidige Optræden i for- skjellige Lande, henstiller han det som uafgjort, om Bogen var Kilde til eller Udspring af denne Feber, véd ikke, om han var bleven en Sværmer, fordi han altid gik med Werther i Lommen , eller om han bestandig gik med Werther, fordi han var bleven en Sværmer>;. Goethe selv, der i sit Levnet tyer til den almindelige Paavirkning af Tidsalderen og Læs- ningen af engelske Forfattere for at forklare Bogens" Opstaaen, var senere (Eckermann III, 29) tilbøjelig til at opfatte dens Oprindelse mere individuelt: (Den mecret omtalte Werthertid

Goethe og Danmark. j

horer, naar man seer nærmere til, ganske vist ikke til A'erdenskulturens Udviklingsgang, men til hver Enkelts Livsbane, der med fri, medfødt Xatursands skal lære at finde og skikke sig i en forældet Verdens indskrænkede Former. ^ Nutiden vil vel nærmest tro paa en Vexelvirk- ning mellem Werther og Tidsalderen. (Smlgn. mit Skrift: Emigrantliteraturen , 2den Udg. 64— 78;^

Skjøndt nu Sværmeriet for Goethes Ung- domsarbejde fyldte mange Hjærter og indbragte mangen ung gift Kone Suk og Taarer fra ung- dommelige Tilbedere, vare de danske literære Tilstande dog ingenlunde af den Art, at man i Aarhundredets sidste Decennier kunde vurdere Goethe og følge hans Udvikling med Forstaaelse og Glæde. Rahbek er, saa indskrænket hans Synskreds end var, som afgjort Repræsentant for Følsomhedsperioden næsten den Eneste, der i denne Tid har et Indtryk af Goethe. Og selv han var personlig indtagen mod Goethe paa Grund af hans foregivne Stoltheds, og var endnu i Aaret 1803 ikke kommen videre end til ^.den første Goethe, som han kaldte ham. Forfatteren til Werther, Gotz, Stella og Clavigo. Hvad Goethe senere havde skrevet, holdt han ikke af, skjønt han 1801 udgav en Oversættelse af Wilhelm Meisters Læreaar.

8 Mennesker og Værker.

Dc ;uldrc franskdannedc, temmelig ubegavede Digtere, Pram og Tliaarup kunde hverken lide Goethe eller Schiller og afskyede overhovedet den hele nyere t}'ske Literatur. De skrev vel aldrig en Linje mod de store Tyske, men karakteristiske mundtlige Ytringer ere opbe- varede. Oehlenschlager har jo f. Ex. meddelt os Anekdoten om Pram, der paastod ved Trusel om 27 Stokkeprygl at kunne faa den første den bedste tyske Underofficer til i 24 Timer at skrive et Stykke som Wallenstein. Den op- brusende Særling vilde ikke saa meget udtrykke Ringeagt for Schiller -- thi han indrømmede strax, at Overdrivelsen var grotesk — som overhovedet en Afsky for det Ny, der hverken kunde eller vilde give Grunde.

Den eneste Digter af den gamle Skole, der virkelig rettede en Pil mod Goethe, var den geniale Wessel (1742 — 85), der et Aar før sin Død udgav den komiske Fortælling Stella, som parodierer Goethes Skuespil af samme Navn. Men Wessel var kun altfor hurtigt sunket fra det poetiske Højdepunkt, han med « Kjærlighed uden Strømper)^ havde indtaget, og havde i Firserne sat det Meste af sit Lune til. Goethes Stella kunde sikkert nok ved den overspændte Følsomhed og den vovede Slutning udfordre

Goethe og Danmark. O

Latteren, men Wessels Digt er mindre vittigt end plumpt.

En femte Digter af den ældre Generation, Sander, hvem Oehlenschlåger skyldte sit første, sene Bekjendtskab med Goethe, talte om den store Digter som om en ]\Iand med vilde, stolte Lidenskaber, der havde misbrugt sit skjonne Geni;>, og laante Ynglingen nogle af hans Værker med en faderlig Advarsel, som var de Krudt og Kugler eller giftige [Medikamenter . Den Gang var Oehlenschlåger allerede 19 Aar gam- mel; hidtil havde han kun hort Goethe omtale som en overspændt Sværmer, der forforte unge Mænd til at skyde sig en Kugle for Panden, eller som en usædelig Skribent, som det ikke sommede sig for unge ^lennesker at læse.

IL

Hvor langt de intelligenteste Kredse, ja selv de tyske og tysktalende Familier i Dan- mark vare fra at have Sands for Goethes Storhed, viser tydeligt den 1764, altsaa 15 Aar senere end Goethe, fødte Baggesens Standpunkt; thi han omgikkes stadig disse Familier. I Slut- ningen af 1790 besøgte han for første Gang Weim^ar, boede hos Wieland og saa' ikke Goethe, der den Gang var i Schiesien; men han synes

10 Mennesker og Værker.

ogsaa her kun at have indsuget Misstemning og Uvilje mod den Fraværende. Vistnok maatte Goethes selvsikre Ro være den ustadige, hyste- risk folsomme Dansker fremmed og us}'mpathisk. Baggesen forstod det Aandrige ikke som Goethe, men som Sterne og Jean Paul. Men saavel hans Breve til Reinhold som hans Dagboger vise, at han, ogsaa fraset dette, af Goetiies « Venner V, som han naivt udtrykker det, lod sig tude Ørene fulde om dennes Hovmod, Selv- kjærlighed og Genistolthed.

Først i Begyndelsen af 1795 kommer Bagge- sen til at gjøre Goethe sit Besøg, der dog maa være faldet lidet tilfredsstillende ud, siden han med sin Skrivesyge har ladet det uomtalt. Et fordelagtigt Indtryk har han ikke modtaget, og for at gjengive det ugunstige har han, der ellers saa fuldstændig bevæger sig i klassiske Betegnelser, brugt et romantisk klingende Skjælds- ord; i det følgende Aar kalder han i et Brev til Reinhold med en om Novalis mindende V^en- ding Goethe eden ophøjede Brygger i Weimars. Heller ikke et følgende Besøg hos Goethe har efterladt noget Spor i Baggesens Papirer. Men hvilken Sky han har følt overfor den store Mands ham saa fremmede Væsen, det viser skarpest en Ytring i et Brev til Jacobi fra 25. Septbr. 1797: «Lavater saa' jeg denne Gang ikke —

Goethe og Danmark. I i

Og sandt at sige var Aarsagen den, at jeg fryg- tede for hos ham at træffe Goethe, der hge var ankommen til Ziirich.

Baggesen, der trods al sin Splittethed var et spekulativt Hoved og hele sit Liv igjennem følte sig hge saa stærkt tiltrukket af Filosofien som af Poesien, havde faaet sin højere Opdra- gelse i den Kant'ske Filosofi. Hans Begejstring for Kant forte ham som bekjendt endog til at optage dennes Fornavn Immanuel efter sit eget, og han saa' i sin Ungdom alle aandelige Særsyn gjennem Kant'ske Briller. Derfor var han ude afstand til at forstaa Goethe. Maalt med Kants Morallov syntes Goethe ham frivol, og sét fra Rationalismens Standpunkt var han irrationel. Da henimod Aarhundredskiftet Reaktionens Time slog for ham som for saa mange Andre, for- maaede han ei at hæve sig til Schelling, hvis Naturfilosofi, der i Danmark banede Goethe Vejen, virkede afskrækkende paa hans rent lo- giske Aand, men tog sin Tilflugt til Følelses- og Tros-Filosofien, sluttede sig med Inderlighed først til Reinhold, saa til Jacobi. Hans Uvilje mod Goethe gav sig i Begyndelsen af det ny Aarhundrede Luft i et tysk Digt, hvilket man, hvis man vi], kan fordømme som højst taabe- ligt, men som er skrevet ganske i den for- gangne Tidsalders Aand, og som har sin In-

I 2 Mennesker og Værker.

teressc, fordi det, onicndskjunt beroende paa et yderst mangelfuldt Kjendskab til Goethe, bærer Præget af den historiske Evneløshed til over- hovedet at forstaa ham aldeles aabent til Skue. Baggesen karakteriserer her Goethe som en Ski.L'lmsmcstcr, der leger Blindebuk med Muserne, Skjul med Gratierne, og som næppe staar .stjærnekranset paa Søjler eller Tinder, før han kaster sig ned paa Jorden og bedækker sig med Agern. Kaad er han i al sin Gjøren og Laden, Kaadhed er for ham det Første og det Sidste: Medens Andre møjsomt søge Tankerne og en- delig finde dem i deres Ansigts Sved, søge omvendt Tankerne ham og finde ham — men kun ved et Tilfælde: thi han hader alvorlige Besøg, og stod det til ham, lod han sig aldrig træffe hjemme. (Det lyder næsten som en Stump Rejseerindring.) Goethe har skjænket Pøbelen mangen Bog, hvori han aldrig har tæ-nkt og hvori hver Linje tæ^iker; men vilde han bære sig manerligere ad og ikke gjøre Nar ad Læse- verdenen, saa var der ingen Grænse for, hvor stor han kunde blive.

Det forekom altsaa Baggesen, som var det Goethe ikke Alvor med Noget. Han syntes Baggesen uberegnelig oi; lunefuld, fordi denne ikke hos ham formaaede at udfinde den bevidste Plan, paa hvis Betydning for Digtekunsten han

Goethe og: Danmark.

13

troede. Det forvirrede ham fuldstændig, at Goethe endog brugte Begejstringen som Stof og i et og samme Værk gik over fra dette Stof til et spøgefuldt. Og Goethe stræbte ikke; man sporede intet Tankearbejde hos ham; han syntes som Kunstner ubevidst, han havde ikke tænkt, og hver Linje tænkte. Det er meget betegnende, at denne Vending, der et Aarti senere næsten overalt i Evropa gjaldt for den høie.ste Ros, her skal udtrykke en bitter Be- brejdelse. Det er ogsaa værd at mærke, hvor beslægtet dette Angreb er med det, som Bagge- sen nogle Aar senere i sin berømte poetiske Epistel ' Nureddin til Aladdin / rettede mod Oehlenschlåger. Ganske i det i8de Aarhun- dredes Aand var for ham ikke Vorden og Voxen, men det at tænke og virkeliggjøre det Tænkte de høieste aandelige Funktioner. Man begriber, at Baggesen hos Goethe fandt .den dannede Smags )- Regler overtraadte; men der hørte ikke desmindre meget Overmod og nogen Frivolitet til mod en saadan Mand at rette den platte Beskyldning, at han havde skrevet «Pobelen» mangen Bog.

Digtet blev skjæbnesvangert i den danske Literatur; thi da det oprørte Oehlenschlåger og overhovedet forstemte ham overfor Baggesen, gav det det hidtil gode, ja inderlige Forhold

I 1 Mennesker og Værker.

mellem de to Digtere den forste Rift. Baggesen havde, da han i Aaret 1800 forlod Danmark, som bekjendt testamenteret Oehlenschliiger sin danske Lyre » ; han saa' den Gang med Rette i Ynglingen en begejstret Beundrer. Men kort derpaa var Omslaget fulgt i dan.sk Literatur. Slaget paa Rheden havde vækket Nationalfølelsen, og Steffens' Anlcomst fra Tyskland som en ny Tids Apostel havde gjort det dybeste Indtryk paa Un -dommen, især paa næsten alle vor- dende Digtere og Skribenter. Steffens var i Virkeligheden den Forste, der aabnede den yngre Generations Øjne for Goethes Storhed og Betydning, han, ^den slemme Atheist», som han kalder sig, der vovede at kalde '< Tidsal derens Visdom apokryf og den ud.skregne Goethe kanoniske. Rundt om i den nu uddøde Slægts Breve og Memoirer finder man Vidnesbyrd om den omfattende Virkning af hans første Fore- læsninger.

Grundtvig har i sit cKirkespejl;> gjengivet det Indtryk, som de gjorde paa ham, med disse Ord: Jeg fandt det vel helt utroligt, men og helt mærkværdigt, hvad han med sit forvovne Frisprog kaldte unægteligt, at Alt, hvad vi i Kjøbenhavn læste og skrev og løftede til Skyerne, var tysk og fransk Makulatur ... og at naar man vilde vide, hvad Poesi var, da skulde man

Goethe og Danmark. I ^

bare læse Shakespeare og Goethe, hvem jeg- aldrig havde hort nævne, og vilde man have et Begreb om Filosofi, da skulde man hore Steffens og læse Schelling.)

Hvilken Omvæltning Steffens fremkaldte i den unge Oehlenschlagers Sjæl er for bekjendt til at behøve mere end en Antydning. \^el havde Oehlenschlager 'alt fire Aar for lært at elske Goethe; han havde den Gang fordybet sig i Gotz von Berlichingen med det samme Sværmeri, med hvilket han i sin Barndom havde læst sine Yndlingsboger: Jeg fulgte Goethes x\and som den trofaste Dreng Georg sin Herre i Slaget. Jeg krob i det store Digterharnisk, og skjont jeg endnu ikke kunde udfylde det, trøstede mig Gotz' Ord: Ogsaa de kommende Tider behøve Mænd > . Men hint Studium havde været ganske naivt ; til en Xyden eller Forstaaen af den høie Kunst hos Goethe havde Oehlen- schlager endnu langt igjen. Han tilstaar selv, at han slet ikke mærkede, det var Poesi, han læste; det var ham, som oplevede han Begi- venheden selv. Samtalerne med Steffens og dennes Forelæsninger over Goethes Værker bi- bragte Oehlenschlager Blik for Kunstneren og Tænkeren i Goethe.

Da saa i Aaret 1803 Baggesens tydske Digte udkom, maatte det til Goethe rettede

1 6 Mennesker og Værker.

nødvendigvis opbringe Oehlcnschlager i hojeste Grad. Siden han var blc\en indxiet i det nye Aarhundrcdcs Aand, \ar hans ungdommehge Begejstring for den ældre Landsmands fine og smidige Talent fordampet. Han skrev nogle Satirer mod ham, som han dog kun forelæste \'enner. En Strofe begynder:

Hvad? Synger Han «for Pobel»?

Sligt ormestukket Mobel

vil styrte Helten ned ?

Du! hojt en Jens for Piger,

som Goethes Kjortelfliger

bør kysse med Besked !

Oehlenschlager er tilbøjelig til at udlede den hele senere Baggesen'ske Opposition mod den poetiske Retning, han slog ind paa, af Vreden over disse Satirer. Han gaar heri, uden Tvivl i den ubevidste Hensigt at fraskrive hin Oppo- sition al indre Berettigelse, meget for vidt; men uden hidflydelse paa en saa letpaavirkelig Mands Stemning som Baggesen have de sikkert ikke været. Oehlenschlager bemærker i den Anled- ning videre: « Flere Aar efter var det atter hans Faust, et stort Smædedigt over Goethe, der var første Aarsag til hans Fjendskab imod mig, fordi jeg ytrede ham min Indignation over saa- ledes at forhaane en stor Mand. Det var altsaa for Goethes Skyld, at jeg fik å^w mangeaarige

Goethe o er Danmark

17

Forfølgelse. Aldrig har jeg dog givet denne et Nys derom, maatte ogsaa i mange Aar taale, at Goethe ignorerte mig og endelig i nogle Breve til Zelter behandlede mig å la Baggesen. >. Efter faa Aars Forlob indtraadte dog en stor Forandring i Baggesens Stilling til Goethe. Medens han i Efteraaret 1806 opholdt sig i Kjobenhavn, blev han bekjendt og fortrolig med det Ørsted'ske Hus. Den store Jurist Anders Sandøe Ørsted, maaské den betydeligste af de to berømte Brødre, var gift med Oehlenschlågers Søster, den skjønne og begavede Sophia. Den unge Kone var en af de den Gang ikke meget talrige danske Damer, der havde Hvlige aande- lige Interesser; hun havde et uroligt higende og stræbende Naturel, levede i Musik og Poesi, var smagfuld, vittig og dog tilbøjelig til Tung- sind, næppe synderlig lykkelig i sit Ægteskab med den sygelige og med Arbejde overlæssede Embedsmand. I de Breve fra hende, som ere udgivne, viser hun sig iøvrigt mere sentimental og mindre frisk, end man skulde vente. Af fremmede Sprog forstod og talte hun kun Tysk, men med fin Følelse for alle ejendommelige Vendinger og Udtryksmaader. Hun modtog som Gjæst i sit Hus Fichte — hvem hendes Mand havde indført i det danske Aandsliv — da denne Tænker, efter som cAtheistv at have

1 3 Mennesker og Værker.

mistet sit Professorat, besøgte Kjobenhavn. Hun læste Tieck, Xovalis, Fichte. Goethe var hendes Yndlingscligter.

l^aggesen følte sig hæftig tiltrukket af hende, og man sporede snart, at hun udøvede en be- tydelig Indflydelse paa ham. Hun var den Gang 24, han 42 Aar gammel. En Dag blev han syg i hendes Hus og blev fra da af, selv efter sin hurtig paafulgte Helbredelse, boende der. I September 1806 skriver H. C. Ørsted til Oehlenschlager: « Baggesen er her . . . din Søster arbejder, ej ganske uden Held, paa at omvende ham til Goethe. Han føler allerede, at Meget i hans Domme over denne store Digter kom af personlige Forhold. »

Det udmærket smukke Digt, der tilbage- kalder Angrebet paa Goethe, og som under Titlen Palinodie blev trykt i <^Haideblumen;> 1808, findes udkastet i Baggesens Skrivekalender fra denne Tid. Dets Indhold er, at den Uskyld, som hvilte over hans Livs svale Morgen, den første Kjærligheds Blufærdighed, Ungdommens Kristusaabenbaring, den ængstelige Kamp mod vilde Drifter, en altfor sky og endnu umoden Følelse for det Sædelige længe have fjærnet hans syge Hjærte fra Goethe, men nu har den fri Visdoms Middagssol, den Ligevægt, som Erfa- ring giver. Mandens større Guddomsaabenbaring,

Goethe og Danmark. I O

en helt betagende Elskovs fulde Glæde draget ham tilbage til Tysklands største Digter. I sin Dagbog fra 1807 erklærer han udtrykkelig, at det var Lilia (p: Sophia Ørsted\ som bragte ham til i Aarene 1806 — 7 at læse Goethe, i hvem han for kun havde bladet: «Hans Iphi genia finder jeg unægtelig saaledes beskaffen, at jeg nu ønsker at opnaa, hvad jeg tidligere søgte at undfly. » Ejendommeligt nok er det Goethes mest klassiske Drama, som imponerer Baggesen mest.

Han begyndte at skamme sig en Smule over sit gamle sønlige Forhold til Wieland og at udslette Sporene deraf i sine Værker. I '< Poesiens Oprindelse;., var oprindelig (1785) Vol- taire nævnt sammen med Shakespeare og Klop- stock, hvor de Mænd anføres, der have drukket af den ægte Digtermjød; fra 1791 af var Vol- taire bleven afløst af Wieland; fra 1806 af for- trænges nu Wielands Navn af Goethes.

I den store nye Fortale til ; Labyrinthen > fra Maj 1807 taler Baggesen om sin Optræden paa det Vendepunkt, da det ny Aarhundrede løsrev sig fra det gamle, og fortæller, hvorledes den Omstændighed, at han blev inddragen i Wielands Kreds i Steden for i Goethes, blev skjæbnesvanger for ham. Baggesen beklager dog ikke det Skete, da Studiet af Goethe efter

20 Mennesker og Værker.

hans Mening vilde være blevet skadeligt for hans Selvstændighed, medens Wieland ikke kunde paavirke ham: Klopstock, Voss og selv Schiller have ha\'t mere Indfl)Tlelse paa min Digtekunst end Wieland. Sætningen er formodenlig nedskrevet med subjektiv Sandhed. Baggesens Odestil røber Paavirkning af Klopstock, hans Hexametre kun i altfor høj Grad Paavirk- ning af Voss, men som aandelig Personlighed var han nærmere i Slægt med Wieland end med nogen anden tysk Digter. Forunderligt er det, at den til Goethe nyom vendte Poet, der besad saa fint et Øre for Vers, endnu bestandig ved- blev rent metrisk at sætte Voss med hans tek- niske Griller over Goethe, hvem han dog selv kalder (den Første af alle Nyere ;^ i egentlig poetisk Kraft. Voss skal være den P'ørste «i egentlig Versekunst. Dog efter at dette ringe Offer var bragt de gamle Guder, gav han sig hensynsløst den nye Kultus i Vold. Han drejede nu det Uviljens Spyd, som han — den klassisk Troende — tidligere havde rettet mod Goethe, mod den i fuldt Overmod opblomstrende roman- tiske Skole, og var henrykt over hos den nu mindre end nogensinde romantiske Mester at spore en stor om end behersket Utaalmodighed over de Yngres Færd.

<Det var netop det Tidspunkt, da Natur-

Goethe og Danmark. 21

filosoferne og Romantikerne cffenligt og end mere privat gave deres Utilfredshed med Goethe frit Løb. Siden hans Afhandhng ^;\Vinckelmann» var kommen ud, kunde de jo ikke mere i ham se en Beskytter og Patriark. *) Oehlenschlågers Breve til FL C. Ørsted fra Aaret 1807 afgive rigeligt Vidnesbyrd om denne gjensidige ]\lis- stemning. Han beklager sig bittert over sin gamle Ven Steffens: Selv Goethe var ham ikke noget ret tilsidst >, og Schlegelernes Ytringer have ganske særdeles opbragt ham: Da jeg personlig talte til ham i^Friedrich) om Goethes Sygdom, sagde han koldtgrinende : ,Der alte Kerl hat faule Nieren und wird's nicht lange mehr machen." August Wilhelm sagde til mig^ som han \'idste kom fra Goethe og var elsket af ham: , Goethe soli sich sehr niedertrachtfg geåussert haben in der Literaturzeitung'. Jeg havde al Contenanze nodig for ikke at slaa A. W. Schlegel paa Snuden, saa at det lille Skidt var dejset under Bordet.)^

Om Goethes Stemiuing har Oehlenschlager det stærke Ord: «Jeg saa' den gamle Løves stumme Indignation cfver den nyere Frækhed og kaade Petulanz^, og i samme Aar (1807)

*) G. Brandes : Den romantiske Skole i Tyskland S. 164 ff.

22 Mennesker og -Værker.

beder Bagi^esen i et Brev til Kjobenhavn om at hilse Sophia og sige hende at Freden er skittet mellem hendes Goethe og hendes Bag- gesen; , at Goethe har ladet ham takke for Parthenais, og at de Begge ere « fuldstændig enige om den nye Skoles Værd eller Uværd » *).

Til en ubetinget Fordommeise af Roman- tikerne er Baggesen i dette Øjeblik paa ingen Maade tilbøjelig. Hans Digt «Min Gjenganger og jeg selv:> beviser, at den oprigtige, om end ikke dybtgaaende Forandring, der var foregaaet med ham, havde aabnet hai'is Øjne for det Poetisk-Geniale i Barnligheden hos Tieck og i Overstadigheden hos Brødrene Schlegel, ja han \'ar maaske i denne Overgangsperiode retfærdigere stemt mod Romantikerne end selve Oehlen- schlager; men for hvad han fandt anerkjendelses- værdigt hos dem, havde den ham indpodede Beundring for Goethe givet ham Blik.

Hans tyske Digtsamling <;Haideblumen>. indeholder ikke blot Ffterklang af Goethe men direkte Hyldest i^DerMeister, Schiller und Goethe). Goethe kaldes <; Digtningens straalende Gudmen-

*) Om Brødrene Ørsted se O. Borchsenius: Literære Feuilletoner 1880. Baggesens Forhold til Sophia Ørsted er første Gang fremstillet i Kr. Arentzens righoldige, men altfor vidtløftige Værk: Baggesen og Oehlenschlager.

Goethe og Danmark. 23

neske;^, og i den unge Goethes Stambog, hvem Baggesen traf i Heidelberg hos Voss, skildrede han Faderen som Tagende op mellem Homer og Shakespeare >; .

Begejstringen for en paa saa ganske for- skjellig aandelig Grund staaende Digter var dog hos Baggesen kun Noget, han havde paadraget sig (i den Forstand, hvori man taler om at paa- drage sig en S}'gdom), og den kunde ikke længe holde sig paa denne Hojde. Lidt efter hdt, alt som hans Forhold til de tyske Roman- tikere og til Oehlenschlager stedse formede sig mere kritisk og polemisk, alt som Oehlenschlager uden aandeligt at skride fremad stedse stærkere overstraalede ham i den offentlige Mening, og især efter at i November 181 1 den kolde, frem- mede Modtagelse, som mødte ham hos Sophia Ørsted, der havde fundet en anden og yngre Ven, havde bragt Baandet, der oprindelig -for- bandt ham med Goethe og Oehlenschlager, til at briste — blev hans Tone mod den store Tysker koldere og pietetlosere.

Alt i sin «Taschenbuch fi-ir Liebende- 18 10, end mere i danske Prosaskrifter og Poesier fra 1 8 14 og 1 817 behandler han Goethe som vidt- løftig, halvironisk eller alderssløv Romantiker. I Abrakadabramythologien^) hedder det: .Lær Goethe, Tieck og Schlegel udenad — især hvad

24 Mennesker og Værker.

T)'skland allerede har glemt af dette Klover- blad!:) Baggesen mente altsaa, at Tyskland i 1 817 overhovedet allerede havde glemt Noget som helst af Goethe.

Forst 1836 udkom som tredje Del af Bag- gesens tyske Værker hans allerede 1 804 skrevne store aristofaniske Drama < Der voUendete Faust oder Romanien in Jauer», et Arbejde, der efter Oehlenschlagers Udtalelser at domme i sin op- rindelige Skikkelse maa have været en fortrinsvis mod Goethe rettet Satire, men som forandret 1 806 og renskrevet 1809 kun bærer svage Spor af den fordums Grundtendens. Goethe, der op- y ; træder under Navnet Opitz, er fremstillet som - staaende over Satiren. Stykket, dér, maaské fordi higen læser det, i Danmark nyder et Ry, det ikke fortjener, foregaar i Weimar under Fru de Staels Besog. Den fremtrængende franske Hær staar som truende Magt i Baggrunden, og en fremmed Officer betræder tilsidst, efter at hele Romanien er bleven erobret uden Sværdslag, som sejrrig Fortinbras Scenen. Under opdig- tede Navne optræder Goethe, Wieland, Jean Paul, Fichte, Dr. Gall, Fru de Staél, Schelling, Tieck og Baggesen selv som Hans Wurst. Jeg tilstaar, at Satiren ikke altid er mig forstaaehg og kun undtagelsesvis forekommer mig vittig; alene den Skjemt, der drives med Romantikerne,

Goethe og Danmark. 25

især med Tiecks skjødeslose Versemaal og Sonet- fabrikanternes fremmedklingende lyriske Vrovl, er helt igjennem træffende og morsom.

Et vist aandeligt Armodsbevis har Baggesen udstedt sig selv derved, at denne dramatiske Parodi, i hvilken det fortrinsvis gaar ud over Tieck, i sin hele Form eller Formloshed — Theatret i Theatret o. s. v. — nojagtigt minder om Tiecks polemisk-fantastiske Lystspil. De Nyere blive (just ikke dybt) opfattede som Bar- barer, der ville udrydde den græsk-romerske Kultur og afskaffe alle '^Skoler?, Schelling og hans Venner blive (just ikke aandrigt) frem- stillede som Vandaler, der med store Knipler ville slaa ^de uromantiske Filistre Homers og Virgils Buster sonder og sammen. I en Kor- sang bliver Goethe udtrykkelig frikjendt for Skyld i al den Ulykke, hans Epigoner anrette, men da Æblet ikke falder langt fra Stammen, synes Goethe dog paa en eller anden Maade at maatte bære Ansvaret for sine Tilhængeres Vild- farelser. Baggesens Søn bemærker i sin Fortale, at Faderen vel anerkj endte Goethe som Tysk- lands største Digter, ^;men,» hedder det, -han afskyede overhovedet al Forgudelse og hadede i Literaturen Skoler. . Det være med den sidste Sætning som det vil, skjontden khnger pudsigt om Den, der bebrejdede Romantikerne deres Mangel

26 Mennesker og Værker.

paa Respekt for de gamle Skoler som brutal Vandalisme , men den første Sætning udsiger ligefrem en Usandhed. Hvorledes? Baggesen, som hele sit Liv igjennem ikke blev træt af at forgude, var fjendtlig sindet mod al Forgudelse I Baggesen har af den Grund kun flygtigt, i et kort Tidsrum af sit literære Liv vurderet og h}'ldet Goethe! Nej, Aarsagerne laa meget dybere. Den adspredte, urolige, enthousiastiske. h\'perkritiske Baggesen kunde ikke hens}'nsløst erkjende Goethe uden samtidigt at fordømme sit eget poetiske Væsen eller idetmindste anse det for et underordnet Udviklingstrin. Det gjorde ham i hint Øjeblik, da han inspireret af en sværmerisk Forelskelse hengav sig til Beundringen for sin store Antipode; thi netop paa den Tid brod han i Digtet ^-Min Gj enganger og jeg selv med sin hele digteriske Fortid. Men saasnart den Drøm, med ét Slag fra Grunden af at kunne forandre sit Naturel, var bortblæst, maatte han nødvendigvis vende tilbage til den gamle, nu kun mildnede Antipathi.

m.

Oehlenschlagers Stilling til Baggesen er, for- saavidt denne blev betinget af den Sidstes For- hold til Goethe, digterisk omskrevet i cHroars

Goethe os[ Danmark.

27

Saga;^ 18 1 7, hvor Hrane udleder Ragnvalds Fjend- skab imod ham af den uskrømtede Forbitrelse, han i sin Tid lagde for Dagen over Ragnvalds Nidviser om eden herlige gamle angelsachsiske Skjald Hofting >^.

Det er af Oehlenschlagers c Erindringer >. be- kjendt, at han under sit første Ophold i Weimar blev faderlig modtaget af Goethe, at <. Hakon Jarl. ved den første Oplæsning ikke behagede synderlig , men at Oehlenschlager under sin Vandring i den hertugelige Have sugede Mod af de smukke Goethe' ske Vers, der staa ind- huggede i Klippevæggen, og snart derefter op- naaede at vinde Goethe's Bifald for sit Drama. Fra Weimar reiste han næsten direkte til Dres- den, hvor Ludwig Tieck, hvis Nærværelse i denne By han ikke anede, opsøgte ham først og ved den uforbeholdne Anerkj endelse, han skjænkede Aladdin, Hakon, Aarets Evangelium, lyksahggjorde den for Ros og Dadel saa mod- tagelige Digter. 1 Dresden saa' Oehlenschlager for første Gang Malerier af Correggio.

Jeg grupperer disse Kjendsgjerninger, fordi det forekommer mig utvivlsomt, at man her har de Hovedbegivenheder samlede, af hvilke < Cor- reggio» fremgik, dette Drama, der undtagelsesvis først blev skrevet paa Tysk. Oehlenschlager er naturligvis selv Forbilledet for den naive,

28 Mennesker og Værker.

begejstrede Kolorist, mod hvis Tegning der lader sig gjore Indvendinger, men som ved sin Farve- pragt dækker sin Formgivnings Mangler. I den store, strænge, af Alle beundrede, næsten ufeil- bare Buonarotti , der ved sin første haarde Dom rover den stakkels Correggio al Tillid til sine Evner, men saa des mere uforbeholdent paaskjønner ham og ved sin Ros henrykker den Bedrøvede, er det ikke vanskeligt at gjenkjende Goethe, der allerede ved dette første Besøg efter Oehlenschlagers egne Ord « altfor ofte fandt Be- hag i et vist hovmodigt, tilbageholdende Væsens . Tieck endehg, den fintdannede, kunstforstandige Lærling af de Store, der saa broderlig var kommen Oehlenschlager imøde, er øjensynlig Forbilledet for GiuHo Romano, hvem Digteren med sin Mangel paa Blik for Kunstnernes finere Eiendommelighed har gjort til den humane Dannelses Repræsentant. To af Goethes Digte, Kiinstlers Erdewallen og Kiinstlers Apotheose, som Oehlenschlager begge have oversat, inde- holde (som K. Arentzen træffende har paavist) desuden i Grundrids Dramets Idé.

'< Correggio > , der i Danmark altid har gjældt for et af Oehlenschlagers svagere Arbejder, grund- lagde som bekjendt ved sin Overensstemmelse med den paa hin Tid herskende tyske Smag Dig- terens Ry i Tyskland, og bliver endnu den

Goethe 02: Danmark.

29

Dag idag, vel alene blandt alle hans Dramer, spillet paa tyske Scener; ja denne tragiske Idyl blev endog Forbilledet for en hel evropæisk Genre, Kunstnerdramerne.

Hvis den Formodning er rigtig, at Goethe og Tieck (ubevidst, ja maaske endog uden at Digteren var sig det fuldt bevidst) have staaet Model til Michel Angelo og Giulio Romano, saa lader det sig ikke nægte, at den Indflydelse, som cCorreggio;: udovede paa Oehlenschlågers StiUing til de to tyske Beskyttere og Venner, var en i eminent Forstand tragikomisk. Tieck skrev en lidenskabelig bidende Kritik mod det dog i mange Henseender skjønne og værdifulde Stykke, og Goethe vilde ikke engang tillade den stakkels Poet, der havde gjort en Omvej af tyve Mile for at vise ham Frugten af sit ita- lienske Ophold, at læse sit Drama hojt for ham. Goethes Stemning overfor Oehlenschlager var bleven koldere; den fremfusende og ikke altid taktfulde Elev vilde gjerne paa Xy tiltrodse sig det gamle hj ærtelige Forhold til Mesteren. ]\Ian véd, at Forsøget mislykkedes, og at Oehlen- schlager sorgmodig maatte rejse hjem efter at have mistet den store Goethes Gunst .

Han havde fortjent at beholde denne Yndest, der var ham saa dyrebar, han, der senere ned- skrev disse Ord: Ingen Mand i Verden har jeg

50 Mennesker og Værker.

agtet Og elsket niere end Goetlie . Umiddelbart og direkte sk)'lder han ham som Digter ikke meget. Næsten kun i hans herlige Ungdoms- arbejde St. Hans Aften -Spil sporer man Ind- flydelsen af et bestemt Goethesk Forbillede, Jahrmarktsfest zii Plundersweilen , og selv her staar det danske Digt, der fremstiller en aarlig tilbagevendende Folkefest i Skoven nord for Kjobenhavn, og som er bleven det hele Folks aandelige Ejendom i den Grad, at dets Repliker ere gaaede over til at blive Ordsprog og Tale- maader, fuldkommen selvstændigt overfor det tyske, som det endda overtræffer i Betydning.

Hvad Oehlenschlager derimod i det Hele og Almindelige skylder Goethe, er sikkert saare Meget. Det lader sig dog naturligvis ikke efter- vise med Bestemthed. Gotz har uden Tvivl medvirket stærkt til, at han allerede i sin tidlige Ungdom greb tilbage til sit Folks nationale Fortid; hans Begejstring for Danmarks middel- alderlige Mindesmærker, for Roskilde Domkirke f. Ex., har maaske tændt sin Glød ved Goethes Enthousiasme for Strassburgermynsteren; Goe- thes Exempel har indgivet ham Mod til at følge sin Tilbøjelighed og optage gamle Folkevise- rytmer, gamle folkelige eller fra Dialekterne stammende Ord i det poetiske Sprog; Goethe havde endelig med sit West-Oestlicher Diwan»

Goethe og Danmark. 7. 1

beredt den Vei til Østerlandet, som Aladdins Digter betraadte. løvrigt have hverken Oehlen- schlagers Fortrin eller hans Fejl Noget tilfælles med Goethe. Han var i sin Friskked og i sin Pathos som i sin Slaphed fuldstændig national. I Digtet «Mine Mestere ; nævner Oehlenschlager efter Ewald , Shakespeare , Cervantes , Homer, Sophokles og Schiller tilsidst ogsaa Goethe som den, der staaer tilbage for de Andre i hver enkelt Evne, men som i sig forener alle deres Kræfter. Han følte og beundrede i sin ædle Naivetet den universelle Aand hos Goethe.

Denne har ikke vist ham Retfærdighed, hvor han i de bekjendte Breve til Zelter slaar ham sammen med Werner, Arnim, Brentanc og flere som en, hvis Arbejde og Stræben « fuld- stændig løber ud i det Form- og Karakterløse;). Ikke at Dommen simpelthen er for haard, men den er ganske og aldeles ikke træffende. Og næppe mere slaaende er det, naar Goethe skriver: j ^L^

Denne gode Oehlenschlager er ogsaa en af de ; Halve, der holde sig for hele, ja for endnu noget mere. Disse Nordboer gaa til Itahen og bringe det dog ikke videre end til at stille deres Bjørn paa Bagbenene, og naar den nogenledes har lært at danse, saa mene de, at det er noget Stort. » Thi det Bjørneagtige var over- hovedet ikke Oehlenschlågers Sag, og V'ildhedeii

•3 2 Mennesker og Værker.

var hos ham kun altfor lærvillig til at nemme Velopdrag-enhedens Dans. Man foler, at Goethe, frastødt af Oehlenschliigers lidet vindende Væsen, ikke har gjort sig den Ulejlighed at læse ham. Han priste paa sin Veninde, Amalia von Helhvigs Foranledning Tegners ^.Frithiofs Saga:>, endog under Overskriften cFolkepoesi:^ (det i Verden, som denne Digtning mindst er); dens originale og saa meget kraftigere Forbillede , Oehlen- schlagers « Helge :. , nævnede han ved denne Lei- Hghed ikke og har han øjensynlig ikke kjendt.

IV.

Som i Almindelighed Romantikerne, fremfor Alle Tieck, til Uh-kke for den danske Literatur, have udøvet en langt større direkte Indfl}'delse paa den end Goethe, saaledes staar Oehlen- schlager med sin ubetingede Ærefrygt for ham ogsaa .ene blandt Datidens Digtere og Skribenter. Næsten alle øvrige Domme om Goethe, der forekomme i danske Breve og Memoirer fra hin Tid, ere theologisk eller æsthetisk hildede.

Bredahl, Indignationspessimismens grove og vilde Dramatiker, kjendte, da han begyndte at skrive , af Goethe kun Clavigo , Meister og Werther, hvilke ikke behagede ham; end ikke Wilhelm Meister ansaa han for et Mester-

Goethe os Danmark.

33

I

værk , og han skattede Oehlenschlager langt højere end Goethe. Den Hlle romantiske Poet N. Søtoft skriver endnu i Aaret 1820 (efter en Lovprisning af Tieck): « Schiller er vist en stor Aand med Gemyt, men ægte Genialitet syntes mig aldrig at aande af hans Arbejder, og hos Goethe synes Frivolitet, Fripostighed og i Sær- deleshed en Marmorkulde at have sejret over Gemyttet.: Saa store Fordringer til Genialitet stiller undertiden Lidenheden, og saa frivolt moraliserende er undertiden Ubetydeligheden. Den barnligt religiøse, halvt pietistiske Ingemann, der i sin Ungdom havde forfattet en elendig Efter- ligning af Werther, skriver i sit & Tilbageblik : (Hans Personlighed, forsaavidt som den aaben- barer sig i hans Skrifter, har jeg aldrig elsket, og med den fuldeste Erkj endelse af hans Geni har jeg altid baaret et Slags Had til den Livs- anskuelse , jeg har fundet i hans Værker. >. Goethe var en Aand med aabne Sanser, der uden falsk Blu som uden Letfærdighed var sine Sanser bekjendt; han var et Naturens Barn, der ikke skammede sig over sin Moder. Ingemann hadede Goethe, som han hadede Sanserne og Sanseverdenen.

Til hin samme Gruppe af religiøst og poe- tisk hildede Bedømmere af Goethe maa endnu regnes den iovrigt langt mere gjennemdannede

3

^A Mennesker og Værker.

Og frisindede Biskop Jens Paludan-AIiiller, Dig- terens Fader. I sine Breve til Sibbern skatter han i hoj Grad Goethe som Kunstner og : pla- stisk Fremstiller af Mennesket som Naturprodukt, forædlet ved Smagens og Forstandens Kultur >; han finder Goethe < uendelig rig indenfor sin Sfære ) ; men fangen som han er i den middel- alderlige Verdensanskuelses Dualisme opererer han med Kategorierne Natur og Frihed som med absolute Alodsætninger : Goethe kjender Naturen i dens hele Udstrækning og med alle dens Grundformer, Frihedens Rige derimod er ham et ubekjendt Land; Goethe formaar kun at skildre Mennesket som en Jordens Borger, ikke tillige som en Himlens Arving, og dette er hans Mangel, ja mere: < hans store Brøde . Intet Under derfor, at Præsten Pustkuchens pietistiske Parodi, de falske ^ Vandreaar:. , hvis Tendens er den at vække alle gode Kristnes Afsky for Goethes Livsanskuelse, læses af Paludan-Miiller med sympathetisk Interesse. Han ønsker den i Hænderne paa alle Goethes « blinde Beundrere* for at aabne deres Øjne for hans egentlige Ka- rakter som Digter.

Denne Gejstliges Standpunkt overfor Goethe, den næsten uindskrænkede Anerkjendelse af hans Kunstnerstorhed, der staar i en ikke bevidst Strid med en Afvisning af hans hele Livs- og Verdens-

Goethe og Danmark. 7 C

anskuelse, hvilken sidste derfor i Granden ogsaa kun er formel, blev i Trediverne den herskende i det dannede danske Kleresi, der fik sit Præg af den ivrige Goethe-Beundrer Biskop Mynster. Mynster har end ingen Betænkelighed havt ved som Motto for sin Selvbiografi at anvende de i en kristen Biskops Mund unægtelig besynderligt klingende Ord af Goethe (i et Brev til Auguste Stolberg):

Alles geben die Gotter die unendlichen

Ihren Lieblingen ganz,

Alle Freiiden die unendlichen

Alle Schmerzen die unendlichen

Ganz.

Det var Goethes Ligevægt, hans omfattende Verdensklogskab, det Beskuende, over Partierne Staaende hos ham, hans tilkæmpede Lidenskabs- løshed og ophøjede Egoisme, der tiltrak Mænd som Mynster og hans Lige. Dybden og Sand- heden af hans i Lidelser og Studier indvundne Levevisdom formaaede de ikke at lodde og for- stode de ej.

Interessantere end disse højkirkelige Gejst- liges Ytringer om Goethe ere N. F. S. Grundt- vigs langt mere barokke, men langt friskere Udtalelser. Det er alt berørt, at han i 1802 første Gang hørte Goethes Navn af Steffens. Ti Aar senere udtaler han sig for første Gang om ham.

3*

2 6 Mennesker og Værker.

I sin : Verdenskronike 1812, i In'ilkcn han efter sit Frafald fra Rationalismen som overbevist Tilhænger af den historiske Skole med Biblen i Haanden fordommer Tidsalderens Aand og priser Historien, roser han Goethe, < det mest opvakte Hoved, T\'skland i mere end to Aarhundreder har fostret , fordi han som Forfatter af « Gotz ^ har oplivet Krøniken og forfærdet Dværgcætten ved at fremføre dens Kænipefæ^dre for den. cWerther^^ og ^. Faust sér han udelukkende fra Aabenbaringstroens S}'nspunkt. Werther kalder han '-et Gemyt med dybe Længsler, som med et Suk vender sig fra Troen », i « Fausts, mener han, at Digteren er bleven bange for sine egne Tanker, hvor Helten slutter sin Pagt med Djæ- velen; i ethvert Tilfælde (erklærer han) vende vi, der ■■■ mindes Slægtens Fald og Arvesynd , os gysende bort. Goethes Mesterværkers Runding er d}Tekjobt, de synes mere skikkede til at inddysse Tidsalderen end til at vække den. I < Tasso>; og < Egmont viser Digteren, at man kommer galt afsted, naar man ej vil være klog efter Verdens Vis, og i <: Wilhelm Meister», hvor herligt man kan leve, naar man forstaar at bruge Verden med Smag.

I .sin < Udsigt over Verdenskrøniken >> 1817 har Grundtvig valgt sig et n\'t historisk Stand- punkt til Bedømmelsen af Goethe. Efter at have

I

Goethe og Danmark. ^7

betegnet Sachser, Schwaber o«; Franker som de oprindeligste t}'ske Stammer og blandt dem atter Frankerne som den grundtyske Stamme, opstiller han den Paastand, at hvad enten nu Goethe oprindelig har været en Frankfurter og Frankfurt oprindelig frankisk eller ikke, saa er Goethe dog indvortes en ægte frankisk Tysker, staar som Udtrykket for den egentlige Tyskhed, for den højeste Forklaring, alle Stammerne i Tyskland ere komne til med hinanden.. At Goethe be- tegnes som langt dybere greben af Ossian end af Shakespeare , er en af de lose Paastande , paa hvilke Grundtvig er rig. Ivlindre greben ud af Luften er unægtelig den, at han er den tyske eller tydeligere den virkelige Voltaire . , om end Begrundelsen er saare svag, nemlig denne, at hvad Voltaire kun havde Skin af, finde vi hos Goethe, Magt til at sætte Glans paa hvad han vil - . Aled uhyre Smagløshed følger saa: -Denne Kunst er mærkværdig, thi saaledes forgylde med Aand kan Incren, i hvem ikke en æijte Kraft er smeltet, og det vilde i den Henseende uden Tvivl være træffende sagt, at Goethe forgylder med den døende Werthers inddrukne Aande. . Ikke syn- derlig mere slaaende er Tilføjelsen: « Goethes Glans er kold og død, han har med den i sine Værker stræbt at adle megen Urenhed./

Grundtvig tager Goethe det højst ilde op.

38 Menneskei- og Værker.

at han saa tidlig opgav de historiske Stoffer for i Faust:; og <- Valgslægtskaberne . at hellige sig til det rent Naturlige: Hvor Goethes Natur- historie bliver Tidens Dronning, er Saga natur- ligvis domt fra Tronen. ^ Han bebrejder liden- skabelig Goethe, at denne sér Historien over Skulderen og ikke en Gang agter den værd at bekjæmpe, men kun bruger den som Form < til at stobe sin egen velbehagelige Roman i , og truer ham med, at Historien til Straf vil vende sig ikke mindre fornemt fra ham end fra Vol- taire, «der paa sin Vis ligeledes satte Historien Stolen for Doren og derved -gik glip af dens Lovtale.. Man sér, at Forfatteren stikker dybt i Hadet til Rationalismens Aarhundrede og be- tragter Reaktionen imod det som definitiv. Naivt og ikke uden Finhed siger han saa: Til Wiirtem- bergeren Friedrich Schiller er det Historien iog Grundtvig] venskabelig vender sig>., og nu følger en ganske træffende Fremstilling af Forholdet mellem Schiller og Goethe: ^ Friheden stræbte Schiller at male i alle Stillinger, som en Røver, som en Oprorer, som en Fædrelandsforsvarer, som en Soldat, endelig som en Drømmerske . . . han var da en historisk Skuespiller som Goethe en naturlig Romanhelt. Schillers Kunst var ædlere og renere, men stod i Liv og Glans og Fnhed langt under Goethes. — Dette er i

Goethe og Danmark. ^n

det Væsenlige Grundtvig-s Dom , hvor\'ed han sikkert er bleven staaende hele sit Liv. Om en Indflydelse af nogen som helst Art fra Goethes Side paa den folkelige Psalmedigter kan der naturligvis ikke være Tale.

Der gives endnu en med Oehlenschlager samtidig Digter, der som de fleste Andre i Be- g}-ndelsen værgede sig mod Goethe, men hos hvem hans Indflydelse med stor Bestemthed lader sig paavise; det er den mærkværdige, t>^skfødte Poet Schack Staffeldt, der med Vold og Magt vilde være dansk L}-riker og til Trods for alle sine sproglige Synderligheder og Synder oo;saa virkehq; blev det. Hans danske Poesier have i Reglen en ultraromantisk Karakter, men de robe det æ^te t\'skmetafvsiske , crrublende Træk i hans Væsen, ved hvilket han staar saa egen og selvstændig i den Literatur, han valgte at tilhore. Han havde i sin tidlige Ungdom delt de almindelige Fordomme mod Goethe. Efter et Besøg hos Klopstock skriver han: < Hos Goethe dadlede han med Føje den i Blinde priste Natur, uden Udvalg og Forskjønnelse ;. JNIen efter at Oehlenschlager, hans heldige og saa meget rigere begavede IMedbejler, havde brudt den danske Poesi den nye Bane, begyndte han at studere og efterligne ikke blot ham, men ogsaa hans fremmede Mester, Goethe. Direkte

40 Mennesker og Værker.

Efterligninger af Goethe forekomme hos ham i ikke ringe Tal.*) Vigtigere er det dog, at han øjensynlig aldrig uden sit Studium af Goethe havde naaet den høje Rang han indtager i den danske Lyrik. For Skjonhedcn i saadanne Værker som Iphigenia v og .<Tassov havde han mere Sans end for Goethes tysknationale Ung- domsdigtninger. Thi han var ikke som Oehlen- schlager i sin Poesi national, men blev, skjont han i sin Ungdom havde rettet et fanatisk Angreb paa Tyskeriet i Danmark, med de modnere Aar stedse mere kosmopolitisk sindet. ]\Iedens Oehlenschlager som naiv sansehg-frisk Kunstner og fodt Dramatiker overfor Goethes senere Skuespil, særlig Die natiirliche Tochter >, skarpt dadlede «den abstrakte Diktionsforgudelse, denne Fornemhed i Stilen, der bringer den dramatiske Bevægelse til at nærme sig Menuettakten », hilste Staffeldt Die natiirliche Tochter >, som Forbud om en ny Kunstepokc, hvor de nationale For- skjellc vilde trænges tilbage eller afshbes og de almenmenneskelige Træk alene træde frtm. Den

*) Han« « Fossen '' er en Efterligning af «Mahomets Gesang«, Troubadouren« af «Der Sanger«, «Juledød'> af "Erlkonig , «Vnglingen fra Megara - og «Jomfruen og Guden« ere begge Variationer af Theniaet i ^'Die Braut von Corinth'j. Hans tyske Digt <fAn Theodora» er en Efterklang af '^Xahe des Geliebten«.

I

Goethe og Danmark. Al

abstrakte metalysiske Digter rober sig i denne Forkj ærlighed, der iovrigt leverer Beviset for at der ogsaa udenfor Tyskland gaves enkelte Beundrere, som priste den gamle Goethe paa den unges Bekostning.

V.

Forstaaeisen af Goethe var, som vi saa, af Steffens bleven saa at sige indfort i Danmark samtidig med Naturfilosofien og Romantiken. Goethes første Modstandere vare, for saa vidt de ikke af rent theologisk Indskrænkethed lukkede sig for det Nye, som Voltairianere, Lessingianere , Kantianere egentlig filosofiske ^Modstandere. De forste lidenskabelige Til- hængere, som han fandt i Danmark, vare Ro- mantikere med et Anstrøg af Naturfilosofi.

Der findes imidlertid mellem de betydehgste og inderligste Beundrere af Goethe en hlle Gruppe Naturfilosofer, der toge det alvorligt med deres Forskning, og der, skjønt de havde deres fælles Udgangspunkt i Schelling og for- enede Dyrkelsen af Identitetsfilosofien med For- dybelsen i Goethe, somx Naturforskere,- Digtere, Tænkere fremstillede deres Verdensanskuelse med tiltrækkende Originalitet. Jeg tænker især paa Hauch, Sibbern, og Hans Christian ørsted.

^2 Mennesker og Værker.

Carsten Hauch, en dygtig Zoolog og frem- ragende romantisk Digter, der tidlig sluttede sig varmt til Oehknschlagcr, snart inspirerede ham ved sin Ild, snart forsvarede ham mod Om- verdenen, folte sig allerede i sin Ungdom hæftig tiltrukket af Goethes mindre Digte. -^ Næppe, > siger han, <: kunde de gamle Runesange virke stærkere paa deres Tilhørere, end den musikalske Lyrik, hvori Goethe fremfor alle andre Digtere har sin Styrke, virkede paa mig. Slige Sange som c Da droben auf jenem Berge-^ eller «Fetter gri.ine, du Laub • elier rFiillest wieder Busch und Thal» eller xWie kommst, dass du so traurig bist» kunde følge mig paa mine Veje i flere Uger, og jeg sang dem tidt højt for mig selv, naar jeg var alene, til Melodier, som jeg- selv opfandt, saa godt jeg formaaede det.>. Man vil i Hauchs egoe lyriske Poesier finde større Slægtskab med Novalis og Tieck og Oehlenschlåger end med Goethe, men han \-ar ligefuldt dybt paavirket af Xaturtonen hos denne, og han forstod fuldtud hans Kunst.

Sikkert \ar fra den Tid af, da Hauch, ud- nævnt til Professor i Æsthetik, fra Kiel flyttede over til -Kjobenhavn, det Hauch'ske Hus det Sted i Danmark, hvor Goethes Aand blev dybest forstaaet og højligst beundret. Skjønt jeg (i Tredserne) er kommen meijet i dette Hus, erindrer

Goethe o ir Danmark.

43

jeg næppe en Aften der, hvor Goethes Navn ikke blev nævnet og hvor der ikke taltes om hans Kunst. Den var den Maalestok, med hvilken Andres Kunst blev maalt og fundet for ringe eller for lidet simpel. Man tænkte sig i Kjobenhavn Hauch som en Forguder af Oehlen- schlåger. Han elskede ham visselig højt, men dog var hans Beundring mere begrænset end man af hajis offentlige Udtalelser kan sé. Han betragtede det som en Pligt overfor Ungdommens formentlige Pietetløshed at tage Oehlenschlåger principielt og ubetinget i Forsvar. Privat beundrede han af Digtere kun Shakespeare og Goethe uindskrænket ; han var ikke uimodtagelig for Paavirkning at sine Omgivelser; den Goethekultus, der dreves i hans Hjem, maatte nødvendigvis stille Oehlen- schlågers Fortjeneste noget i Skygge, og aldrig har jeg hørt skarpere og ubarmhjertigere Kritik over Oehlenschlågers aandelige Personhghed, aldrig en mere forstaaende Beundring af Goethe end i den Hauch'ske Familiekreds. Og det var ikke alene Digteren Goethe, hvis Aand svævede over Huset. Man hyldede i Livets praktiske Anliggender — ikke ved Efterligning, men paa Grund af naturhg, oprindelig Overensstemmelse — saEidanne Anskuelser, som Goethe nærede; man sporede hans Aand i den store Vægt, der lagdes paa legemlige Færdigheder som at svømme

11 Mennesker og Værker,

godt, seile godt, kunne tegne og bygge et Hus, eller redde et Menneskeliv paa Isen. Ikke blot at man forstod og gjorde Sligt, men det var, som gjorde man det i en unævnt Mesters Navn.

Mauch var aldrig saa lykkelig at komme til Weimar og see Stedets Skytsaand Ansigt til .Ansigt. Denne Lod tilfaldt Ørsted og Sibbern.

H. C. Ørsted har for Danmark en lignende Bet\dning som Alexander von Humboldt for Tyskland. Hans store Ry er blandt de Indsigts- fuldere i Danmark blegnet noget; hans Filosofi med dens Blanding af frygtsom Pantheisme og Fornuftkristendom er længst forladt som Halvhed \ den Glans, som hans store Opdagelse gav hans Navn, bliver i Manges Øine fordunklet ved hans Mangel paa Evne til at behandle denne Opdagelse videnskabeligt og frugtbargjøre den i nogen som helst Retning; men han har den ubestridte Fortjeneste, med stor Kundskabsfylde, uafbrudt Forsken, barnlig ren Hengivelse til ideale For- maal og med den Avtoritet, som en epoke- gjørende Stordaad giver, at have virket og udrettet Mangfoldigt for sit Folks naturviden- skabelige Opdragelse og Dannelse. Han har grundet den polytekniske Læreanstalt i Kjøben- havn og har ved sin Bog «Aanden i Naturen » i sin Tid udbredt Humanitet, Tolerance og Indsigt i vide Kredse.

Goethe og Danmark. ac

Tidlig havde han brudt med den egentlige saakaldte Naturfilosoli. Læren om en eneste stor Verdensorganisme maatte han forblive tro, men i Mystikens Halvtaage kunde han med sin Trang til stræng, alvorlig Forskning ikke finde sig tilpas eller tilrette. En af hans Yndhngs- tanker var den, at Poesien, der paa hans Tid endnu gjennemgaaende bevægede sig i over- naturlige og usunde fantastiske Forestillinger, lidt efter lidt skulde tilegne sig og fremstille den naturvidenskabelige Yerdensbetragtning. Han havde selv, for at illustrere denne Tanke, skrevet et middelmaadigt Hexameterdigt Luft- skibet». Han mener, at Naturvidenskabens Fremskridt og den almindelige Udbredelse af naturvidenskabelige Kundskaber ubrugbargjør en Mængde Forestillinger, som Digterne tidligere anvendte, og nødvendigvis maa banlyse dem til en forgangen Tids Rustkammer; men han er tillige overbevist om , at Videnskaben byder Digterne rig og fuld Erstatning for dette Tab. Da denne Anskuelse blev hæftig angrebet af Biskop Mynster, beraabte han sig (i anden Del af < Aanden i Naturen/) paa Goethe som paa en stor Digter, der havde laant langt Mindre end de fleste Andre af hint poetiske Rust- kammer og uden Omveje havde hentet sine Midler direkte fra Naturen. Han gjor gj ældende

a(5 Mennesker og Værker.

at Goethe i sit Dic;t Planternes ]\Ietamorfose» gav den Lære, han som Naturforsker havde forelagt \^erden, i sammentrængt og dog poetisk Form. Han næ\'ncr med Beundring Goethes Digt om den Howard' ske Opfattelse af Skyforma- tionerne. Han fremhæver, at man rundt omkring i Goethes Væ-rker træffer paa digteriske Frem- stillinger af videnskabeligt opfattede Naturfor- hold og beklager kun , at han saa groveHgt misforstod den mathematiske Naturlære. Saa skitter han med en Paavisning af, at Goethe ikke mindre i sin Menneskefremstilling end i sine Naturskildringer har lagt en hidtil uset Gave til Naturiagttagelse for Dagen; thi selv hvad hans Indbildningskraft tilsyneladende frit har skabt, det har Naturiagttagelsen præ^get.

I Aaret 1822 besøgte Ørsted Goethe i Weimar. lin vidtløftigere Fremstilling af dette Besøg (til hans Plustru) synes desværre at være gaaet tabt. En kortere sender han 10. Oktober 1823 til sin Datter Fru Bull:

;Hvad der maaské vil more dig mest, er at jeg paa det Venskabeligste blev modtagen af Goethe, hvis store Digteraand du elsker. Han har i de sildigere Aar af sit Liv med fordoblet Iver lagt sig efter Naturvidenskaberne og modtog mig som én Fysiker en anden. Da jeg sagde ham, at jeg glædede mig ved, at

Goethe og Danmark. aj

min Videnskab nu forte mig nærmere til en ]\Iand, som jeg allerede fra min tidligste Ungdom havde beundret, svarede han mig: ,Hvad kan vel en Mand i sin Alderdom gjore bedre end at kaste sig i Naturens Arme I'. Jeg tilbragte en af de skjonneste Aftener i hans Familie- kreds.»

At Ørsted paa sin Side ikke var Goethe ligegyldig, beviser den Omstændighed, at — som den bekjendte Politiker Dr. Loewe-Rochum har meddelt mig — den tyske Fysiker Schweigger ofte og bittert beklagede sig over, at Goethe stedse havde overset hans Opdagelse af den elek- tromagnetiske Multiplikator og altid i Steden for ham (vel med Rette) nævnet Ørsted som den egenthge epokegjorende Opdager.

Det er alt berørt, at Baggesen, da han ved sin Hjemkomst fra Udlandet i Aaret 1811 ilede til Anders Sandøe Ørsteds Hus, allerede ved den første, kolde Modtagelse følte sig fortrængt af Sophia Ørsteds Yndest. Under hans Fra- værelse var F. C. Sibbern, en oprindelig og human, mansresidio; dannet ung; Tænker, bleven indfort i Huset, havde forelsket sig lidenskabeligt i Husets Frue og blev nu paa sin Side af hende indviet i den glødende Beundring for Goethe, der fem Aar for som ved Smitte havde grebet Baggesen. Forholdet, der iovrigt i flere Aar

aS Mennesker og \'ærker.

Optog Sibbern helt, wir sikkert et ganske usk}'l- digt; det var to Sjæle, der modte hinanden i Goethe og gave deres gjensidige Tilbojelighed Goethereligionens Indvielse.

1811 — 12 foretog Sibbern, inden han til- traadte den Stilling som Professor i Filosofi i Kjobenhavn, hvilken han i mere end halvhundrede Aar beklædte, en Rejse i Udlandet. I hans Breve fra denne Rejse spiller Goethe en stor Rolle.

Den 14de April 181 2 skriver Sophia Ørsted til Sibbern: <^De lykkelige Menneske, som nu rejser til Weimar. Gud velsigne Dem! jeg under Dem det af mit inderste Hjærte. Glem ej Deres Løfte , nemlig at tigge eller stjæle Noget fra Goethe til mig ... til min Personlighed passer Schiller ikke saaledes som Goethe; den Simpelhed, Knift og Fasthed, den ufattelige, Alt gjennemgribende og dog saa menneskelig milde Styrke, der, lig Magneten gjennem Jorden, gaar igjennem ethvert nok saa lille Stykke af Goethe, den mangler han, og den er det just, der hos Goethe hæ-ver, trøster, glæder og be- roliger mig.

Sibbern traf ikke Goethe, hverken i Weimar eller i Jena. Han opholdt sig den Gang i Karlsbad. Men Sibbern vilde ikke undlade at gjore hans P^rues Bekjendtskab. Han skriver

Goethe og Danmark. ^Q

fra Weimar i6de Maj 1812: -Min Forventning var spændt , thi den Ene havde fortalt mig værre om hende end den Anden. EndeHg saa' jeg da selv. Det er og bliver en Gaade, hvor- ledes Goethe har kunnet tage hende til Kone . . . hun er rigtignok hverken smuk eller dannet. I Jena saa' jeg hende danse en hel Aften til Klokken i næsten hver eneste Dans. Det er Studenternes Skik at gjore Kur til hende, dels naturligvis for at holde sig op over hende, dels for det Pikantes Skyld. De kappes om at faa danset med hende. > (Hun var den Gang 48 Aar gammel).

I sin Utaalmodighed efter at faa Goethe at se, holdt Sibbern ikke ud at oppebie hans Tilbagekomst til Weimar, men vandrede paa sin Fod efter ham til Karlsbad. I et Brev til Sophia Ørsted fra Jena, i6de Juh 18 12, har han nedlagt sine Indtryk af Goethes Personlighed :

'Men jeg skulde tale om Goethe, nu jeg har havt den Lykke at finde den vidunderlige Mand tilgængelig for mig, træffe ham i god og lykkelig Stemning, og flere Gange har talt med ham. Jeg kunde ret være fuld af Glæde, og det var billigt, jeg var det, naar kun Hj ærtet var mere nøjsomt. Han har modtaget mig saa godt, som jeg vel turde haabe: alligevel — hvis jeg ikke havde det Haab eller rettere det Forsæt

4

CQ Mennesker og \'ærker.

at komme til ham endnu en Gang for min Hjemrejse, vilde jeg være fuld af Mismod. Dog priser jeg de Timer, jeg var hos ham (4 Gange i Alt), og dem, i hvilke jeg- saa' ham hos Fru V. d. Recke, og de Øjeblikke, da jeg hilste ham ved Kilden og paa Spaseregangene, jeg priser mig lykkelig for dem alle og beklager kun, at de ikke vare flere, og at jeg ikke kom ham langt nærmere. — Han er af en majestætisk Skjønhed, fuld af Kraft i Blik, Holdning og Gang, som en Mand i sine bedste Aar, og alligevel bærer hans Ansigt Præg af de 6;^. Han har en Figur og en Anstand som en Fyrste, eller hellere vilde jeg sige som en Minister, hvorved jeg næsten vilde tænke paa den gamle Bernstorff . . . Leve og virke vil han vist, uden al Hæmmeise, i det Mindste 20 Aar endnu. Han sér ud, som om han kan blive 80 Aar, uden endnu at blive en Olding. Glæd De Dem, at han endnu kan leve saa mange Aar sammen med Dem, og hvert Aar bringe Dem n}'e Gaver . . .

Jeg tog ind i Gjæstgivergaarden i Karlsbad og gik den følgende Morgen ud i Byen, for at søge mig et Logis og for at hente min Kufl"ert paa Posthuset. Da jeg gik over <Ringen/), saaledes hedder her Torvet, mødte jeg ham- han kom gaaende imod mig med et Bæger i

Goethe og Danmark. C j

Haanden, kom altsaa fra Brønden; jeg kjendte ham ojeblikkelig og greb allerede til Hatten. ]\Ien da betænkte jeg, at han jo ikke kjendte mig . . .

Jeg stod da nu for ham. Han modtog mig venligt: jeg var der et Kvarter, saa bukkede han og lod mig gaa. Det var ikke stort bevendt, hvad jeg talede med ham om; det tager jo allerede Tid at sige, hvorfra man komm.er og hvorhen man gaar; noget var Talen om det nye Universitet i Xorge, hvilket overhovedet er mig en bekvem Gjenstand, som altid giver Noget at begynde med. Om min Begejstring for ham. sagde jeg ikke et eneste Ord; det vovede jeg ikke. Jeg stod med ham henne ved Vinduet; han stod der, høj og kraftig, i den blaa Frakke, som han ogsaa havde havt paa Dagen i Forvejen. Da jeg gik fra ham, stod det ligesom stille i min Sjæl; jeg kunde vende dens Stemning, hvorhen jeg vilde: til Glæde, til Mismod . . .

Naar jeg nu langt borte saa' en blaa Frakke og en høj, anseHg Figur, kom jeg strax i Be- vægelse. Og end ydermere, da jeg et Par Dage efter virkelig mødte Goethe paa Gaden, og han venligt tiltalte mig: Hvordan gaar det?/; — Det var ligesom da en Gang forhen et gult Shawl i Frastand kunde vække min

c 2 Mennesker og Værker.

Glæde, og jeg vedblev at stirre derpaa, om jeg ogsaa havde kjendt, at det ikke var det rette.

Hvor stærkt Sibbern vedblev at beskjæftige sig med Goethe, derom vidne forst og fremmest hans Breve efter Tilbagekomsten fra Rejsen. Næsten hele hans Brevvexling med Henriette Herz er helliget Goethe. I 1815 skriver han til hende, at der næppe gaar en Dag, hvor han ikke tænker paa Goethe, at han holder sig til ham i Glæde som i Sorg, men især i de bitre Timer. Han finder, at de Lidelser, Goethe frigjorde sig fra ved sine Skrifter, dem frigjores Læseren fra ved at læse dem, ja det er ham, som havde Goethe skrevet Alt netop for ham. Han har ^som han senere lader sin Gabrielis gjentage det^ en smerteblandet Fryd af at læse < Wahrheit und Dichtung , thi Indholdet hen- rykker ham, men Sammenligningen mellem det fulde, rige Liv og hans eget er nedslaaende. Goethes Ro, hans Sindsligevægt, hans Aands Alsidighed er, hvad Sibbern aldrig kan blive træt af at prise. En mere fuldendt Mand,> siger han, «i Alt, hvad der er blot og rent menneskeligt, har vor Tidsalder næppe frem- bragt.) Man sér, at der alligevel ogsaa for ham gaves en Mennesker tilgængelig Sfære, der skulde være mere end blot og rent men- neskelig.

Goethe og Danmark. 53

Henriette Herz er Kvinde nok til at fole sig næsten tilsidesat af Sibbern for Goethes Skyld; hun sammenligner sin danske Vens Passion for denne med hans tidligere for Sophia Ørsted: -Som De en Gang hver Aften under- holdt mig om et Par skjonne Øjne, der havde ramt Demi i Deres Inderste, saaledes er Deres Brev saa fuldt af Goethe, at De glemmer mig selv derover. ^> Hun svarer iøvrigt i samme Aand, beundrer Goethe, men har alt længe vidst, at det Helligste ikke er det Helligste for ham.) Hun, der paa Grund af de Paralleler, som ualmindelige Evner, Forbindelser med Tidens udmærkede Mænd og fælles Afstamning indbyde til at drage, saa tidt nævnes sammen med Rahel, havde Intet af den oprindelige, usvigelige Sans for Goethes Storhed, som er et af mest paafaldende Vidnesbyrd om Rahels aandsfrie Genialitet.

Da den unge filosofiske Professor efter faa Aars Forlob optraadte med en digterisk Produk- tion — ■ i Danmark er man, hvad man end ellers er, i Reglen en Smule Poet — indtog i hans Efter- ladte Papirer af Gabrielis , en Wertheriade, for hvilken hans Forhold til Fru Ørsted afgav Stoftet, Goethe en endnu større Plads end Ossian i Vv^erther. De Elskende spasere i Sjællands Bøgeskove, og hun synger Sange af

54

Mennesker otr Værki

Goethe for liam. Hun har Noget af Goethes Naturharmoni i sit l^lod. Hvad der saa om Dagen kan ha\e bevæget mig med Uro,» siger hun, G om Aftenen Hgger Alt opløst for mig i blid Rolighed. Og hun forstaaer som Goethe at nyde det Hele i det Enkelte. (.De ypperligste Væsener, » siger han til hende, <have altid den længste Ungdom; thi de begjære Næring af hele Naturens uendelige Liv, og i enhver Nydelse nyde de Universet. Saaledes gik det Dem med Goethe, med hvem De voxede op og langsomt udfoldede Dem.^

I Sibberns < Om Poesi og Kunst;, er Goethe endelig ligefrem opstillet .som den ideale Kunstner, thi han repræsenterer den Sammensmeltning af Genialitet og Besindighed, som er Sibbern det Højeste. Meget forstandigt bliver det her ud- viklet, hvorledes Goethe vel kun synes at ha\e arbejdet i alle Retninger af Kunst og Videnskab for at gjore sig selv til et dygtigt, fuldendt Organ for sin Genius, men hvorledes han netop derved skjænkede sine Medmennesker en hel, klar og ren Verden. Særligt Dybt eller Nyt finder man ikke i Sibberns kunstfilosofiske Skrifter, og af de mest Begavede blandt hans Samtidige bleve de næsten oversete paa Grund af deres brede, besynderlige Stil. Hvad hans Forhold til Goethe anc^aar, maatte det allerede

Goethe 02: Danmark.

55

være Datidens Intelligens- Aristokrati et Anstod, at heller ikke han havde Øje for det Største hos Goethe, den altomfattende Monisme, men trods rent frisindede Tillob ikke kunde lade være med — ligesom hans Veninde Henriette Herz — at savne den kristelige Folelse og Gudhengivenhed hos den store Hedning.

Det var ikke Sibbern, hvem det h'kkedes, som Æsthetiker at fastslaa Goethes aandelige og kunstneriske Ov^erlegenhed i det danske Folks Bevidsthed.

VI.

Denne Opgave og dens heldige Løsning var forbeholdt en polær Modstander af Sibbern, den smidige og geniale Digter og Tænker Johan Ludvig Heiberg. - Blandt alle danske Storheder er Heiberg den, som med klarest Bevidsthed om sit Maal har villet virke direkte i Goethes Aand, og da han besad den Gave, at meddele Hovedstadens hele Intelligens sine Anskuelser og Sympathier, da han sin Mandsalder igjennem var de Dannedes Afgud og den absolute Overdommer i Literaturen, saa har han ogsaa i sin Tid gjort det, han havde opfattet og optaget i sig af Goethe til de højere Klassers aandelige Ejendom oe derved saavel fremmet Indsieten i Goethes

r5 Mennesker og Værker.

Kunst som gjort Meget til at befæste hans Navns rent udvortes Avtoritet.

Heiberg er ustridigt en af de mest frem- ragende Personligheder i det 19de Aarhundredes danske Literatur. Yndet, ja populær som ro- mantisk Lyriker og vittig, glinn-ende Lystspil- digter, i hoj Grad indflydelsesrig som Indfører og talentfuld Forfægter af den hegelske Filosofi, og det selv efter at denne Filosofi udenfor Dan- mark havde mistet sin Magt over Sindene, som Kritiker og Æsthetiker endelig i bogstavelig Forstand en Opdrager af sit Folk, har han om- trent fra 1824 — 42 udøvet et i det Væsentlige gavnligt og civilisatorisk Aandsherredomme. Hvad der især fattedes ham var en fuld, original Xaturtone; Primitivitet havde han kun i sit Vid. I Digtekunsten grupperede sig om ham en fin, reflekterende, ikke meget naturkraftig Formskole (Henrik Hertz, Fr. Paludan- Muller, Fru Gyllem- bourg o. FL). Henimod Halvtredserne blev dog et Hang, han stedse havde havt, til Skematisme og Sofistik i sin Tæ^nkning, tom Formalisme i Kunst og Kritik saa stærkt, at han som Kritiker, Theaterdirektør og Politiker snarere hæmmede end fremmede Folkets Udvikling.

Der laa i hans Væsen Noget af den olym- piske Overlegenhed, den guddommelig muntre Ironi, den diplomatiske Selvbeherskelske, som

Goethe og Danmark. 5 7

han havde forstaaet hos Goethe. Den uud- tømmelige Xaturf}'lde, den evige Friskhed, der laa i Goethes Væsen, besad han ikke. Hans Ungdom havde aldrig havt den Lidenskabens Ild, der henriver hos Goethe, hans Alderdom havde heller ikke den høje Msdom , der hos Goethe vederkvæger. Ikke at Naturen og Natur- studiet var ham fremmed. Tværtimod, han var fra sin Ungdom af en ivrig Dilettant i Natur- videnskab (især Insektstudiet) , og han hengav sig i sine senere Leveaar med st©r Forkj ærlighed til astronomiske Forskninger; hans sidste Skrifter ere optiske og akustiske Monografier. Det natur- videnskabelige Omraade af Goethes Viden var ham altsaa ingenlunde ubekjendt; han fulgte sin tyske Mester i alle dennes beklagelige Vildfarelser, var som han en Fjende af Experimentet og Viden- skabens hele empiriske Retning, var, som de fleste Hegelianere, en Tilhænger af Goethe's usalige Farvelære. Men han havde Intet af den verdens- omspændende Opdageraand, den store naturali- stiske Pantheisme, gjennem hvilken Goethe er beslægtet med Filosofiens Aner, en Thales eller en Heraklit. Han var intet Urmenneske.

Heiberg var, omtrent 30 Aar gamm.el, bleven mægtigt greben af Hegels Filosofi, var 1824 i Berlin kommen i personlig Berøring med Hegel, og betragtede det fra nu af som en af

c 3 Mennesker og Værker.

sine væsenligste Livsopgaver , at skaffe den Hegelske Lære Indgang i Danmark. Men for ham som for ikke faa af den første Tids Hegel- ianere var Hegels Filosofi ikke til at skille fra Goethes Digtning. Det var dem to Former for samme aandelige hidhold. Med Heibergs Op- træden beg}'nder derfor en Periode i dansk Aandsliv, i hvilken man opfattede Goethe saaledes som han tog sig ud sét gjennem det Hegelske Tankenet, og hvor man mindre beundrede ham for hans egen Skyld end som poetisk Illustration til Hegels metafysiske og æ.sthetiske Lærdomme. Med al sin Goethebeundring synes Heiberg indtil sin Dod aldrig at have anet, hvor kortvarig hans Yndlingsfilosofs Verdensherredømme skulde blive i Sammenligning med hans Yndlingsdigters. I vore Dage have ved Tysklands forste Universitet ingen af de yngre Professorer, end ikke af Professorerne i Pllosofi, læst blot et Par Bind af Hegel; Studiet gjælder, endog mere end billigt, for ufrugtbart. I Afhandlingen «0m Filosofiens Betydning, findes Heibergs Grundanskuelse af Goethe. Hvad der adskiller Goethe fra alle samtidige Digtere, det er efter Heibergs Opfattelse det Samme, der hæver Dante og Calderon saa højt over deres Samtid; han fremstiller sin Tidsalders Filosofi, han er en soekulativ Dieter. Heiberjr udtaler sig ifølge denne Opfattelse med stor Bestemthed

Goethe og Danmark. 50

mod den i Danmark herskende Shakespeare- Dyrkelse: Shakespeare har ikke været nogen hgnende Repræsentant for jMenneskeheden. Han, der tilhorer et Land, som altid har været hildet i lutter endelige Bestræbelser, er altfor national til ikke at være Realist. Interessante Karakter- skildringer, psykologiske Memiorabilier ere, siger Heiberg, deÆmner i hvilke Shakespeare fordyber sig, men aldrig sporer man en Bevidsthed om, at disse som endelige og forgængelige Sider saavel af Livet som af Poesien tabe sig i Anskuelsen af det Uendelige. Han kalder den overdrevne Beundring af Shakespeare latterlig og utilgivelig i en Tidsalder, der besidder en langt større Digter. Han hævder, at Goethe aldeles ikke staar tilbage for Shakespeare i Kjærlighed til Naturens og Menneskelivets Enkeltheder; tvært- imod, han overtræffer ham i den kjærlige For- dybelse i det Endelige, kun ere saavel Begiven- hederne som Karaktererne hos ham holdte som underordnede Momenter i den ideelle Enhed. Som han i Tasso hverken foretrækker Digteren eller Statsmanden, saaledes vil han overhovedet ikke begejstre os for en Helt eller en Elsker, men for Ideer, der ikke ere individuelt eller personligt begrænsede. Heiberg viser, hvorledes denne Goethes dobbelte Ejendommelighed og Storhed forklarer de gængse Misforstaaelser af

(3o Mennesker og Værker.

hans Væsen: 'De, som liolde sig til det første Moment [hans overraskende Kjærhghed til det Endeligej , hndc ham sansehg og materiel; de, som holde sig til det andet, finde ham uden Varme og Begejstring og sige, at han ikke mener det alvorligt med nogen Ting ... og saavel fra den ene som fra den anden af disse to modsatte Indvendinger mod Goethe kommer man let til de yderligere Beskyldninger: at han er umoralsk, fordi han fremstiller de moralske Pligt-Bestemmelser, ved hvilke Mængden be- roliger sig, som ved faste Punkter, i deres Endelighed og betager dem den formentlige absolute Gyldighed; fremdeles at han er irreli- giøs, fordi hans Poesi, i Steden for at stille sig under Religionen, har, ved at smelte sammen med Filosofien, tværtimod optaget det religiøse Standpunkt i sit eget Omfang. I begge disse Henseender har Goethe imidlertid ikke gjort Andet end bragt vore egne Tanker til vor Be- vidsthed ; men det er netop det , som Mange tage ilde op. Ingen lader i sine Handlinger de isolerede Pligtbestemmelser gjælde for absolute, men man vil alligevel indbilde sig, at man gjør det. Ligeledes, hvad det religiøse Punkt angaar, er Verden temmelig enig om, ikke længer at taale Hierarkiet, hverken i det Almindelige eller i det Individuelle; men ikke desmindre bøjer

Goethe og Danmark. 6 1

man sig for det, idet man kalder Goethe irreli- giøs, fordi han hæver hin vor alvorlige Tanke til Bevidstheden. .

Disse Ord, der træffe Sømmet paa Hovedet og uden Tvivl indeholde den sandeste og dybeste Opfattelse af Goethe, der hidtil var bleven ud- talt i Danmark, vare i en Grad dristige, som en Ikke-Dansk næppe kan forstaa. De udtalte i et orthodox og kirkeligt Land et nyt Princip; de indeholdt et direkte, bevidst og afgjort Angreb paa den Alt oversvømmende officielle, theologiske Synsmaade, som man rundtom bekj endte med Læberne, medens de Fleste levede hen i en slap Halvbevidsthed om at hylde en ganske forskjellig Verdensanskuelse. Disse Ord vare saa dristige, at Heiberg selv i sine ældre Aar opgav det Standpunkt, de betegne, og, da den theologiske Reaktion i Fyrrerne tog sit Opsving, vendte eller syntes at vende tilbage fra Pantheismen til den spekulative Dogmatik. ^Digtet « Gudstjeneste ..)

Rundt om i Heibergs Værker findes spredte Bidrag til den Goethe ske Poesis Æsthetik. Han var den utrættelige Forfægter af den af Goethe udtalte, strængt kunstneriske Anskuelse af Poe- sien. Han udgav et Udtog af Schillers og Goethes Brevvexling med Noter, og naar han i sin skarpe (stundom sofistiske) Polemik mod Hebbel (1843) gaar den meget yngre tyske

62 Mennesker og Værker.

Digter, for hvis siL-rc Genialitet han manglede Blik, saa haardt paa Klingen, saa havde det især sin Grund i, at han hos Hebbel (som hos Gutz- kow) ikke formaaede at opdage nogen ny, ud over Goethe førende Retning, men kun Tilbage- fald i Trivialiteter og Ensidigheder, som længst vare overvundne af Goethe*).

Heiberg selv, og endnu mere hans trofaste poetiske Forbundsfæ-Ue Henrik Hertz, der aldrig slog sig til Ro ved én Uigtart, én Gruppe af Stoffer eller én Behandlingsmaade, men stadig aabenbarede sit Talent i nye Former, staa som Digtere begge ganske og aldeles paa Goethes Grund. I deres Poesier aander man Goethesk Luft, rigtignok meget fortyndet. Disse Aander havde kun det aristokratisk Forfinede og den mangfoldiggjørende kritiske Evne tilfælles med Goethe ; dem fattedes det eminent Menneskelige og derfor storartet Folkelige, der laa i Goethes Naturgrund. Heiberg havde, som alt berørt,

*) Man se Heiberg: Prosaiske Skrifter I 416 — 430, III 256, 348 ff., IV 443. 471, V 215 ff., 353 ff. Naar Emil Kuh i sin Biografi af Hebbel af sin Begejstring for sin Gjen- stand lader sig henrive til at stemple Heiberg som en Gott- sched med et Anstrøg af Hegelianisme, saa lader dette Misgreb sig kun forklare ved denne iøvrigt saa anerkj endelses- værdige Literaturhistorikers Ubekjendtskab med det danske Sprog.

Goethe og Danmark. 63

Adskilligt af den gamle Goethe, Intet af den unge. Hertz, der i Dramet Hundrede Aar-^; overfor Grundtvigs Ultradanskhed direkte forer sin poetiske Stræben tilbage til Goethe i^ Vi har øst af et Væld, der i Weimar sprang ud.\ er baade i sin lyriske Form og i sin Prosa stærkt bestemt af hans Kunst. Fru Gyllembourg, der hos os overhovedet repræsenterer det 1 8de Aar- hundredes Humanitetsmoral — rigtignok i en forfinet og udvisket Skikkelse — er som For- fatterinde vel nærmest sin Sons, men tillige Goethes Elev. Hendes Livsanskuelse var op- rindeligt Revolutionsperiodens Naturtro og Fri- hedstro. Hun synes fra forst af at have følt med Rousseau. Hertil har da — rimeligvis gjennem Sønnen — Goethes Indflydelse naturligt sluttet sig. Hendes Dannelsesideal er det Goethe' ske, dog opspædet og, alt som Aarene gik og den theologiske Reaktion tog til, ændret ved rigelig Tilsætning af traditionelle Elementer. Under- tiden, som i « Fregatskibet Svanen*, griber huri dog; helt tilbas^e til ^ Stella '^. — Paludan-Miiller er i sit Hovedværk paavirket ikke blot af Byron, men af Goethe. Saadanne Ting som Maske- ballet og som Almas Frelsen af sin Elsker i Adam Homo» have ligefremme Analogier i Maskeraden og Gretchens Apotheose i andea Del af «Faust>. Fortællerstilen i Prosa er hos

64 -^i^

?>ker oc: Værker.

Paludan-Muller som hos Heiberg, Fru G\ilem- bourg, Hertz, Chr. Winther, H. P. Holst ganske formet efter Goethes Mønster.

De af Datidens yngre danske Digtere, der mindre formalistiske og reflekterende end Heiberg stede Oehlenschliiger nok saa nær som ham, Poul Møller, Chr. Winther, Emil Aarestrup, befinde sig som Lyrikere ikke i stor Gjæld til Goethe. Winther og Aarestrup oversætte ham undertiden, men erc begge langt dybere paa- virkede af Heine end af ham. Poul Møller følte sig (se Recensionen af «Extremerne») tiltrukken af den Goetheske Skoles Uvilje mod den poli- tiske Opposition, men frastødt af dens Ringeagt for Livets praktiske P^ormaal, der forkastedes under Navn af Interesse for det Endelige. I Dan- mark gik Skolen til Grunde i Formalisme. Derfor ere Heiberg og hans nærmeste Venner paa det danske Folks og dets Literaturs nærværende Udviklingstrin saa fuldstændig skudte til Side, at de, der dog indtil for saa kort Tid siden endnu vare i Live (Heiberg døde 1860, Hertz 1870), næsten ere .som glemte. Man har lært af dem Alt, hvad der lod sig lære af dem. De have alt i deres Levetid nydt deres Løn. Den unge Slægt finder iblandt dem ingen Modstander at bekjæmpe, ingen Plører og intet Forbillede.

Goethe og Danmark. 65

VII.

Paa Heiberg folger i Danmarks aandelige Liv den konstitutionelle Liberalismes og den især ved Kierkegaard karakterbestemte religiøse Reak- tions Tidsalder. Hverken den politiske Liberal- isme eller det theologiske Tilbageslag afgav gunstige Betingelser for den sympathetiske og indtrængende Forstaaelse af Goethe.

Fra de Politikeres Side, der bekjæmpede Absolutismen, kom i Danmark som i Tyskland en Opfattelse af Goethe til Orde, der væsenlig betegner ham som indifferent Olympier eller epikuræisk Hellener. Blandt de Skribenter, der oprindelig tilhørte denne Gruppe, er Journalisten og Digteren M. Goldschmidt ustridig den talent- fuldeste. Hans romantiske Religiøsitet havde desuden en Sky for Goethes Naturfromhed. Man finder rundtom i Goldschmidts Skrifter Antyd- ninger af en i Tyskland nærmest af Heine repræsenteret beundrende Utilbøjelighed til af- gjort Anerkj endelse af Goethe. Han fremhæver især Goethes og Schillers Ligegyldighed for det Politiske. Dog var han langtfra at føle en Borne' s ærlige, brændende, dumme Had mod Goethe, endnu længere fra at istemme en Menzels Smæde- skrig og Vredesbrøl. I en Artikel < Lyrisk Poesi . fra 1857 siger han meget rigtigt: <s Goethe var

5

^^ Mennesker og Værker.

■en Hellener eller Hedning, der har optaget alt 'det af Kristendommen, som ikke ved sværmerisk eller overnaturligt Hang forstyrrede hans Har- moni. Han er noget forarget over Goethes Ytring, at « det Religiøse beroer paa den fineste Forvexling af det Subjektive og det Objektive: , og ikke mindre over et Ønske, Schiller udtaler for Goethes Nætter, ^ og det medens Bonaparte o. s. V. . <;Vcd begge >, siger han, ^^var kommen en særegen Ligegyldighed i tyske Gemytter, en egoistisk Stræben efter i Nydelse og Velbehag at sætte sig personlig udenfor det Almene?^. I Almindelighed kan man sige, at den Antipathi, som Flertallet af de liberale Politikere nærede mod Heiberg og hans Indflydelse, bevirkede, at den af Heiberg altid lovpriste Goethe paa en r^Iaade kom til at staa for dem som Tysklands (kun meget større) Heiberg. Som saadan blev han bekjæmpet af dem , hvor de udtalte sig imod ham.

Ganske anderledes formede sig den fra Kierkegaard udgaaende Reaktion mod Goethe. For Kierkegaard med hans kristelige Pathos, hans glødende Lidenskabelighed , hans ethiske Begejstring og hans Overbevisning om, at Mar- tyriet er enhver sand Aandshelts Lod paa Jorden, maatte Goethes Livsgjerning og Livsførelse nød- vendigvis være en Forargelse. Ham, hvem det

Goethe og Danmark. 6 7

desuden var blevet et Dogma, at man kun elsker én Gang, og som med saa ubrodeiig Troskab, om end kun i Erindringen, havde holdt fast ved sit Livs eneste Elskovstilbojelighed, maatte Goe- thes Forhold til Kvinderne og Kjærligheden være en Anstødssten.

Hans udførhgste Opgj oreise med Goethe findes som bekjendt i anden Del af Stadier paa Livets Vej » i Assessorens Afhandling om Ægte- skabet. Assessoren gaar strængt og spotsk i Rette med Helten i Goethes Selvbiografi i An- ledning af hans Adfærd overfor Friederike. Han bebrejder ham især hans Forklaringsforsog. Han finder i den Maade, paa hvilken han bryder, fjærner sig og forsvarer Fjærnelsen, en Impietet mod Elskoven, en Svig mod det Ethiske og en Satire over ham selv: ^<0m nemlig en lille Landsby skjønhed har været saa uheldig at mis- forstaa hans Excellence, dersom hun bliver sig selv tro, saa véd jeg af min Børnelærdom og véd endnu ikke rettere end at hun avancerer: fra Idyllen til Tragedien. Dersom derimod hans Excellence har været saa uheldig at misforstaa sig selv, og yderligere er uheldig i den Maade, paa hvilken han vil gjøre det godt igjen, saa véd jeg af min Børnelærdom, og véd endnu ikke rettere, saa er han gaaet af fra Tragedien og Dramaet og er bosiddende i Vaudevillen). Han,

5*

68 Mennesker og Værker.

den ellers saa omsigtige og dybe Psykolog, betragter Hjærteforholdet mellem Manden og Kvinden i dette Tilfælde ganske som om Talen var om et udvortes Gjældsforhold , der maa og skal ordnes ved Betaling. Han kalder det et Falsum, at ikke hvilken som helst Pige, naar det er givet, at en Mand har kontraheret For- pligtelsen , skulde være en uafviselig Kreditor . Det falder udenfor min Hensigt at tage Goethe i Forsvar i disse delikate og vanskelige Sporgsmaal, men det er let at opdage de yderst svage Punkter i Kierkegaards Angreb. Ingen Steds sporer man hos ham Bevidsthed om Vanskeligheden af at angive Grænsen, hvor < det er givet, at Manden har kontraheret Forpligtelsen v , i Modsætning til den Hj ærternes Konstellation, hvor Forpligtelsen endnu ikke er indtraadt. Ingen Steds opkaster og besvarer han det Spørgsmaal, om og naar Manden har Lov til at give sig selv og sit hele Liv som Gave mod sit Ønske, til Trods for advarende Anelser, ude- lukkende for at indløse sit Ord. Ingen Steds dukker Tvivlen op, om det ogsaa lader sig gjøre, om det ikke i mange Tilfælde vilde være et P'orræderi mod den elskende Kvinde — lutter Spørgsmaal, Tanker og Tvivl, med hvilke Kierke- gaard maa have været fortrolig som Faa. Inter- essant er hans Angreb især, fordi det kommer

Goethe og Danmark. 6q

fra en Mand , der selv , under Opbyden af uendelig" Reflexion og med en trykkende Folelse af Ansvar, havde taget det Ord, han havde givet en ung Pige, tilbage og nu hele sit Liv igjennem rugede over dette Brud og dets Følger. Kierkegaard mener i Goethes Levnet at finde Forklaringen af, at Pathos er det, man mest savner hos ham. Den er udebleven af hans Digtning, fordi den fattedes i hans Liv. Han finder deri fremdeles Aarsagen til, at hans kvindelige Figurer — formentlig — altid sés i en Belysning, i hvilken den overlegne For- standighed, der forstaar at nyde og at fjærne sig, sés som berettiget eller i det Mindste und- skyldelig. Paa Clavigo eller Faust kan han ved Nedskrivningen af denne Paastand dog vel næppe have tænkt. Bittert spotter han endelig de Sam- tidiges krybende Beundring af Goethes Færdighed i at fjærne et Livsforhold, der truede med at overvælde ham, fra sig ved at digte det. Thi hvad er, siger han, denne Naturejendommelighed Andet end «det naturlige og lystne Menneskes Parade mod det Ethiske»? Det forstaar sig, at ikke Enhver, der «digter», frembringer Mester- værker, men hvad gjør dette ethisk til Sagen? Ogsaa denne Vending er især interessant, fordi den stammer fra en Skribent, der selv netop kun overvandt sit Ungdomslivs Hovedkval ved

JO Mennesker og Værker.

Stedse og bestandig fornyede digteriske Frem stillinger og Omskri\ninger af den.

Men til den ethiske Misbilligelse af Goethe kom hos Kierkegaard endnu den religiøse, og saaledes dannede der sig efterhaanden for Kierke- gaards Sjæl et Vrængbillede af Goethe, ikke meget sandere end det, Verden skylder Wolf- gang Menzel. Goethe var bleven stranigt reli- giøst opdragen som Kierkegaard selv, men han havde ikke kænnpet dennes fortvivlede Kamp mod sin Fornuft for at fastholde Barndommens bibelske Forestillinger til sin Død. For Kierke- gaard staar det selvfølgelig som var det Pligt at gjøre dette <med Forsagelse af enhver For- dring paa Livet eller paa en betydningsfuld Existens:^ og han laster bittert Goethe for det formenthge Pligtbrud : «Ligesom den sidste P'i- losofi har gjort det til et Skjældsord at tale om Kants ærlige \^ej, saaledes smiler Goethe for- nemt ad Klopstock, fordi det beskjæftigede ham saa meget, om Meta, hans første Kjærlighed, der havde giftet sig igjen [skal øjensynligtvære: om Fanny, hans første Kjærlighed, der havde giftet sig med en Anden], vilde tilhøre ham i et andet Liv.» Det er ham ufatteligt, at der med Hens>'n til overleverede Trossætninger skulde gives nogen højere Pligt end Pietetens. Han bebrejder, som jeg en Gang har udtr}-kt

Goethe oe Danmark.

71

det, Goethe, at han ikke har baaret sig ad som han, ikke har stemmet sig imod den hele Kuhurudvikhng i Steden for at bhve dens yp- perste Bærer siden Renaissancens Dage — han tænker sig MuHgheden af, at Goethe kunde have udviklet sig til hvad han blev, ja til mere end hvad han blev, ifald han, i Steden for at resumere den t}^ske Aands hele Udvikling hos Lessing og Winckelmann, Burger og AVieland, Herder og Kant, i Steden for at straale som det Alt fordunklende Midtpunkt i det Stjærnebillede, som dannes af Schiller, Holderlin, Kleist, Heine og de andre fribaarne Digteraander, var bleven en Magus som Hamann, en Hellig som Lavater eller en Barde som Klopstock, der alle bleve deres religiøse Barndomsindtryk tro, men hvis Værker nu kun opsøges af Literærhistorikeren som Kuriositeter.

Lidt efter hdt smeltede endog for Kierke- gaard Goethes høje Levevisdom sammen med Biskop Mynsters ham saa forhadte fine Verdens- klogskab. Han danner sig et Ord, en Sammen- sætning, ; det Mynster-Goethe' ske ; , med hvilket han stempler den fejge Epikuræisme, som han foragter. Saaledes hedder det f. Ex. i hans Efterladte Papirer fra 1849 om Mynsters Efter- følger paa Sjællands Bispestol : «Tag Martensen Han er et Exempel paa det Mynster-Goethe'ske,

72 Mennesker og Værker.

at gjore Omgivelserne til den hojeste Instans; kun staar han endnu lavere. » Der lod sig næppe sige noget mere Urimeligt om Goethe, end at han havde stræbt for enhver Pris at be- hage sine Samtidige ; og at placere ham imellem to Biskopper som en Typus paa Nydelsessyge er en skrigende Uretfærdighed. Denne An- skuelse var ligefuldt paa den Tid, da de Kierke- gaardske Ideer triumferede ^omtrent 1856 — 1866), den fremherskende i mange ellers intelligente Kredse i Danmark.

En Gruppe af Mænd fandtes der dog, i hvilken Goethes Geni og hans Fortjenester aldrig overskyggedes af Hensyn til det, der gjaldt for absolut Moral eller absolut Trosforpligtelse, den, som dannedes af nogle faa frit tænkende Filo- sofer og Naturforskere.

Hans Brøchner, der i 1875 døde som Pro- fessor i Filosofi og som har efterladt sig dyg- tige Værker over Filosofiens Historie — den første afgjorte Fritænker i Danmark, der ud- øvede en betydeligere Indflydelse paa Ungdom- men — en Metafysiker, der som Goethe var en trofast Beundrer af Spinoza, en pantheistisk religiøs Idealist, hvis Dannelse var fuldstændig græsk og tysk, levede i Goethe. Der var et Glimt af noget Faustagtigt i hans Natur, og

I

Goethe og Danmark. 73

Goethes Faust var sjældent fra hans Bord og" sjældnere ude af hans Tanker.

Ogsaa blandt Naturforskerne havde Goethe tro Tilhængere. Det kunde næppe være ander- ledes. Mig i det Mindste har det altid fore- kommet, som straalede ^^lesterens Geni paa intet Omraade fuldere og mere overraskende, som var Slægtskabet mellem hans Frembringen og Verdensaltets skabende Kraft ingen Steds mere indlysende og gribende end i de Forskninger, ved hvilke han har grundlagt den filosofiske Botanik og Anatomi. Hvo foler ikke her, at Goethe som hans P'^aust var stegen ned til <Mødrene», hvo sér ikke, at hans Lynceusblik trængte ind i Naturens store Laboratorium!

Jeg har, for at give dette Udkast en vis Fuldstændighed, bedet en af de første danske Naturforskere, Entomologen Schiødte, med et Par Ord at antyde mig, hvilke Indtryk han under sin videnskabelige Løbebane formaar at føre tilbage til Goethe. Professor Schiødte til- skriver mig bl. A. :

«Jeg er ved ham bleven befæstet i den Arbejdsmaade, jeg af egen Natur er ført ind paa, og styrket til at fastholde og udvikle den under Ugunst og Modsigelse i Hjemmet. Den bestaar i at redde sig ud af den endeløse Mang- foldighed ved at behandle sine Gjenstande syrn-

'JA Mennesker og Værker.

bolsk, d: gjcnnemtrænge dem saa fuldstændigt og alsidigt som mulig og saaledes henstille Be- arbejdelsen som et instar omnium, i Henhold til den Erkjendelse, at enhver afsluttet Organisme eller sammenhængende Gruppe af Organismer repræsenterer den hele organiske Natur. En saadan Arbejdsmaade kræver et rigt og fyldigt Materiale, der er altid og let tilgængeligt og altsaa kun haves dér, hvor man selv er født og baaren og har kunnet leve sig sammen med det. Er man kommen saa vidt, har man kun liden Brug for Boglærdom; man bevæger sig nemlig stadig paa jorrifruelig Bund og sér Alt i et ganske nyt Lys og en hel anden Sammen- hæng, end der forhen havdes Begreb om. Under alle disse Bestræbelser er jeg paa mange Maader bleven paavirket af Goethe, ogsaa med Hensyn til min Fremstillingsmaade i morfologiske og systematiske Conspectus, i Afbildningskunst o. A. Om naturhistorisk Tegning har han Meget, som har været mig frugtbringende. Jeg anfører efter Hukommelsen nogle mig særligt kjære Steder af Goethe: Was ist das Allgemeine? Der ein- zelnc Fall. Was ist das Besondere? Millionen Falle. — Willst du dich am Ganzen erquicken, so musst du das Ganze im Kleinsten blicken.

Det synes mig, at disse saa forskjelligartede og saa uensartet begrundede Vidnesbyrd om Be-

Goethe og Danmark. 75

undring, Uvilje eller Taknemmelighed fra de forskjelligste Mænd indenfor et lille P^olk bedre end de varmeste Lovtaler give en Forestilling om de i alle Retninger udbredte Impulser og Tilsk^-ndelser, der uafbrudt udstraale fra Goethes Aand som fra en Sol.

VIII.

Hvad den }'ngste, nu i Mandsalderen staa- ende Generation i Danmark skylder Goethe, lader sig næppe bestemme eller udmaale. Hans Digtning, hans \'erdensanskuelse, hans Ideer ere gaaede saaledes over i Blodet paa Mange, hans Indflydelse har \'irket gjennem saa mange Kanaler, at kun Faa med nogenlunde Nojag- tighed formaa at angive deres Gjæld til ham. Man læste i de Aar, da den Slægt, som nu befinder sig i Trediverne, voxede op, lidet Tysk i Danmark. Nationalfjendskabet mod Tyskland, hvilket vi Alle som Ynglinge lidenskabeligt delte og som efter hele Slesvigs Tab luede hæftigt op paa Ny, gjorde os den tyske Literatur i det Store og Hele lidet sympathisk. Overhovedet er det tyske Aandspræg de Danske mere frem- med, end man, efter Slægtskabet mellem Folkene og den lange Afhængighed af Tyskland, skulde tro, især meget mere fremmed end de Tyske ane.

75 Mennesker og Værker.

Men Goethe var ^tilligemed Heine) en af de faa Stjærner, der ogsaa paa den Tid, da Nationalfølelsen drog Skrankerne mod Tyskland højest, sendte deres Lys over Grænsen. Ikke at hans Værker forelaa i gode, kunstnerisk udførte Oversættelser; de Oversættelser, som findes af dem. ere næsten uden Undtagelse daarlige eller forældede eller dog ude af Han- delen, og have aldrig været populære. End ikke Oehlenschlagers Oversættelser ere blevne virkelig Folkelæsning. '•'•) Hvem der kjender Goethe, har læst ham i Originalsproget. Endnu mindre lærte vi fra den nationale Skueplads af Goethe at kjende. Han er saa at sige aldrig bleven opført paa det kongelige Theater i Kjø- benhavn. Fraset at man i Juni 1832 spilte et af Heiberg og Hertz i Forening oversat Frag- ment af Faust, har man i Danmark givet Clau- dine von Villabella tre Gange, Clavigo fem Gange, Egmont fire Gange, Die Geschwister tre Gange. Og det er Alt, hvad der er bleven spillet af Goethe. De ikke-danske, samtidige Digtere, der have havt størst Indflydelse paa Ungdommen, Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen, have lært Lidet, altfor Lidet af Goethe

*) Først i 1880. udkom P. Hansens Oversættelse af Fausts første Del.

Goethe og Danmark. nn

Og have Intet tilfælles med ham. Vel finder man hist og her en enkelt rent udvortes Paa- virkning som naar Solvejgs Rolle i Slutningen af Peer Gynt» gjenkalder Gretchens Optræden i Slutningen af « Faust ». Men dels er selv et saadant lille Træk snarest fremkaldt paa anden Haand (gjennem Alma i «Adam Homo» som Mellemled), dels berører det kun i ringe Grad Livsanskuelsen. De danske Skribenter af Slægten fra 1870 synes aldeles ikke direkte paavirkede af Goethe.

De ere det middelbart, dels ved den literære Arv, de have overtaget fra deres Fædre, og dels ved den mægtige Indflydelse, som Goethe har udøvet paa næsten al den udmærkede sam- tidige Literatur, der i de sidste Aartier har paa- virket Sindene i Danmark. Mest har maaské den store franske Kritik, som den havde ud- viklet sig for 1870, medvirket til at fore os til- bage til Goethe. Jeg taler ikke i mit eget Navn. Allerede i mit attende Aar gjorde (;\Vahr- heit und Dichtung :^ et Indtryk paa mig, der for flere Aar blev bestemmende for min Studie- plan. Men der var Mange, hvem Tyskland i de Aar, den politiske Spænding var stærkest, næsten var bleven fremmed, og som kun saa' det igjennem et Medium af national Antipathi og tidligt indsugede Fordomme. Værker som

jS Mennesker og Værker.

Taine's Engelske Literaturhistorie eller som Lewes's Goethe-Biografi, der begge bleve over- satte i Begyndelsen af Hahtjerdserne, lærte os at forstaa og vurdere Tyskland paa Ny, og Goethe blev os det ideale Tyskland.

Hvad der stærkest hendrog vore Fædre til Goethe, hans ophøjede Ligevægt, hans Rolighed, hans Væsens fuldendte Harmoni er os Yngre ikke dyrebarest hos ham; hans Alderdoms Ro er næsten bleven os imod, fordi vi have set, hvorledes vore Fædres nationale Flegma spejlede sig i den og af den inddrak Bevidstheden om sin Værdighed og sin Ret. Os er Goethe især saa dyrebar, fordi vi ikke anerkjende Magter udenfor eller over Naturen, og fordi Goethe er den store, den sande, Kampen afgjørende Protest mod Supranaturalismen, han, der — som man taler om en Stat i Staten ■ — kan kaldes en Natur i Naturen. Os er Goethe fremdeles saa dyrebar, fordi vi elske Kunsten lidenskabeligt, og fordi Goethe paa to eller tre Omraader er os Kunstneren over alle andre. Han, der som Morfolog og Anatom næsten udelukkende stræbte at definere Formen, og der bestemte Form som Dannelse, et Ord, der paa én Gang omfatter selve Dannelsens Akt og det Dannede som færdigt, han repræ-

Goethe 05 Danmark.

79

senterer os den højeste Dannelse og den højeste Form.

Hvad vore nationale Koryfæer prædikede for os, var enten det blinde Haab eller den blinde Tro eller den blinde Kjærlighed; nogle forkyndte den nationale Selvfølelses, andre den ubetingede Forsagelses Evangelium; fra Goethe kom det Tilraab til os: Forstaa!

Vi saa' andre af Evropas store Aander ende i Selvbespejling, Selvforgudelse, Selvbe- døvelse. Selvopgiven eller Selvtilintetgj øreise; Goethe blev os det store Paradigma paa Selv- udvikling. Vi lærte af ham, at den, der frem- for Alt arbejder paa at udvikle sig selv, har mest Udsigt til at gribe ind i den almindelige Udvikling. Hans Aands Universalitet er og bliv^er et Ideal; man glæder sig over den uden at attraa den; men af den have vi lært, i det Enkelte aldrig at tabe det Hele af Syne.

SCHACK STAFFELDT.

(I Anledning af F. L. Liebenbergs Udgave af hans «Digte»).

(1882).

Lidet læst og kjendt, aldrig sunget, sjæl- dent anfort, mens han levede; død som dansk Digter atten Aar før sin Død ; opmanet af Graven ved en Literaturelskers Begejstring sytten Aar efter at Jorden havde lukket sig over ham; saa lovprist og skamrost af Datidens største kritiske Avtoritet som Danmarks, ja maaské Jordens største Lyriker, saa biograferet og karakteriseret af en smaalig, skarpsindig og nedsættende Kri- tiker, stadigt upopulær, og først nu, fulde hun- drede og tretten Aar efter sin Fødsel atter ført frem i Dagslyset af den samme kjærlige Haand, der for en Menneskealder siden fremmanede hans Skygge — det har til nu været Schack Staffeldts Digterskjæbne.

Den svarer til hans Skjæbne og Ejendomme- lighed som Menneske. Han var en sær og

Schack Staffeldt. 8 1

sjælden Natur, en IMisfornojet og Utilfredsstillet, rig paa Aand, som han stadig holdt i Spæn- ding til han overspændte den, fuld af Ild, som fortærede ham selv uden at afgive synderlig Varme for x-Vndre, dybtfølende, trofast, begejstret, men uden Gratie og uden Elskværdighed, uden Evne til at vinde Menneskene eller sysselsætte dem, fra sin Ungdom af bevægende sig som i et Harnisk af stiv Stolthed og streng, stundom pedantisk Alvorlighed. Hans Liv opruller sig paa en Baggrund af haardnakket Melankoli, der øjensynlig var udsprunget af et sart, altid skrøbeligt Helbred og et medfødt Anlæg til at tage tungt paa Alting, og som blev næret ved uforsætlig og forsætlig Ensomhed, fremmet ved Ufrugtbarhed, skjærpet ved Ærgj ær righedens Kvaler, ved Skuffelsen af et Haab om Digterr}', der uopfyldt antager Form af Attraa efter Rang og ydre Magt. Et ulykkeligt Natureli en Ka- rakter, der var altfor æresyg til ikke at ville underkaste sig en Embedsstillings DiscipHn for derigjennem at være eller blive en Overordnet, og der samtidig var altfor ærekjær og altfor pirrelig i sin Stolthed til i Længden at kunne bevare det gode Forhold til Foresatte og Lige- stillede eller til at kunne finde sig i sine Under- ordnedes Selvstændighed.

I alle ydre Forhold finder han Beskyttelse,

6

82 Mennesker og Værker.

n\'dei' endog Begunstigelse; han har bestandig den officielle Medbør i sine Sejl; men Tilfreds- stillelsen af hans Ønsker med Hensyn til ydre Stilling )der ikke hans Sjæl nogen Tilfreds- stillelse. Han har fra sin Ungdom af den Gave at suge Giften ud af enhver Situation. Det synes sunget for hans Vugge, at han aldrig med helt Sind skal kunne hengive sig til nogen af de Opgaver, hans Skjæbne stiller ham.

Han var tysk af Æt, tysk i sit Følelsesliv og sin Tankegang, dansk af Fødsel, som Stats- borger og som Digter. Han skrev for Offen- ligheden i et Sprog, der ej var hans og hvis Aand han kun glimtvis trængte ind i; han var Digter med sand Indvielse og et adeligt Talent, men uden Held og uden Almenyndest, og blev overstraalet ved Begyndelsen af sin Bane. Han var Officer uden Kald dertil, som Yngling en Rejsende uden Naivetetens eller Overlegenhedens Sindsligevægt, som Mand Assessor i et Kolle- gium uden noget eget ham tildelt Fag og uden synderlig Udsigt til Befordring, saa Hofkavaler hos en Hertug, opvartende Kammerjunker hos en Kronprinsesse, Hofdigter paa Tysk efter at have været Romancedigter paa Dansk, endelig fra sit fyrretyvende Aar Amtmand i Hertug- dømmerne, tre Aar i et mindre, tretten Aar i et stort og betydeligt Amt, misfornøjet overalt

I

Schack Staffeldt. 83

enten med sin Livsstillings Beskaffenhed som ved Hove eller med sine Kolleger, Omgivelser, Omgangsfæller som i de mange Aar han var Embedsmand.

I.

Kilderne til Kundskab om Schack Staffeldts Liv flyde sparsomt. En blot tilnærmelsesvis udtømmende Fremstilling af hans Sjælehistorie lader sig ikke give. Men det ^lateriale, der foreligger, er tilstrækkeligt til at en Kritiker kan oplyse Hovedpunkterne og drage Hovedlinjerne.

Adolf Wilhelm Schack von Staffeldt fodtes paa Ri.igen den 28. Marts 1769. Moderen var en pommersk Adelsdame, Faderen en tysk Officer i dansk Tjeneste, der ved sit Giftermaal 1756 forlod Danmark for at bosætte sig i Pom- mern, men urolig og utilfreds, som han var, snart derefter begav sig paa Rejser, forst be- søgte Tyskland og Ungarn, senere Sverig, Dan- mark og atter Sverig, indtil han 1761 paany indtraadte i den danske Hær. Da han i Aaret 1780 døde, efterlod han sine Børn forældreløse. Der var tre Sønner, af hvilke den ii-aarige x\dolf var den yngste, og en otteaarig Datter. I et Brev (1807} fra Adolf til en af Brodrene hedder det: (Vor ulykkelige Fader I Hans Liv

34 Mennesker og Værker.

\ar kun kort i Tiden, men langt i Lidelser.-. Den tilkommende Digter gjennemgik, under- støttet af brave Slægtninge og disses formaaende Venner, hele Kadetskolen ved Akademiet i Kjo- benhavn og afgik i sit 17de Aar derfra som Fænrik. Om hans Liv i Aarene 1786 — 1791, da han gjorde Tjeneste som Officer, vides meget lidt. Kun se vi ham i hans tyvende Aar i to kort efter hinanden følgende Indlæg med en Lidenskabelighed, der betegner den Fremmed- fodte, udtale sig mod Tyskheden i Danmark og lægge sin Fædrelandskj ærlighed for Dagen. Anledningerne vare forskjelligartede. Staffeldts første polemiske Brochure var rettet mod en i Danmark en kort Tid bosat Charlatan, en Cag- liostro i allermindste Miniature-Format, der som det synes ved et heldigt Ydre og en fl}-dende Tunge søgte at gjore sig gj ældende som Uni- versalgeni, Alchymist og Magiker. Han maa en Tid lang fuldstænidig have blændet den god- troende og fantastiske Yngling. Næst efter de ungdommelige Udfald mod Tyskheden («rive Masken af og vise Tyskerens fælt grinende Karikatur-), istemme en Haanlatter, der som en Stormvind kaster Uslingen ud af Landet, og truende gjenlyder i Tysklands Dale ), næst In- dignationen over at Pallini har vovet «at tale med ussel Spot om det danske Sprog >. , er det

Schack Staffeldt. 85

eneste Interessante i dette Aktstykke den Karak- teristik, Schack Staffeldt her leverer af sig selv som Yngling for at forklare hvorledes det gik til at en Gjøgler som Pallini kunde vinde hans Tillid: ^<Ung og uden Erfarenhed, faldt det mig aldrig ind, at Romandigterne bygge deres Verden af Ideer; tvertimod troede jeg (man troer saa let, hvad man ønsker), at disse Idéverdener kun vare, saa at sige, Oversættelser af den virkelige Verden. Dette levende Træk i min Sjæls Fysiognomi kunde ikke undgaa Pallinis Opmærksomhed. Han opdagede min Be- gjærlighed efter Overspændeiser og Kolosser ...» Den anden Brochure er et Indlæg i Striden om Baggesens «Holger Danske; og P. A. Hei- bergs <. Holger Tyske s, foranlediget ved et smag- løst Flyveskrift af den bekj endte Fru Friederike Brun, og som uden Tilsidesættelse af noget Hensyn til hvad den danske Kultur skyldte Tyskland eller hvad dets Literatur havde Paa- virkningen fra udmærkede T3'skere at takke for, gav den i Samfundet dengang raadende Harme Luft mod hovmodige og begj ærlige Indvandrede, «mod dem, der haansmilende til begge Sider stige op til Landets Isse , det vil sige dem, som aldrig forsømte nogen Lejlighed til at ned- sætte det Folk, i hvis Midte de levede og i hvilket de ved Hofgunst banede sig Vej til

86 Mennesker og Værker.

Mai^^t Og Rigdom. Han betegner her Danmark som et Land, hvor Tyskere til Trods og Haan for de Indfødte endnu sidde øverst ved Bordet; hvor tysk B}'rd er den største Fortjeneste o. s. V., og udbryder: Bort med den Nidding, der ikke foler Blodet skumme i hans [sine] Aarer, naar Tyskhed, eller hvad man vil kalde dette Uhyre, sætter ham Jærnfoden paa Nakken.:.

Man har, sikkert med Rette, fort denne patriotiske Iver og Indignation tilbage til den Indflydelse, Werner Abrahamson, den iovrigt ogsaa tyskfødte danske Patriot, som Staffeldts mangeaarige Lærer ved Landkadetakademiet, har maattet udøve paa ham; man har fyldigt paavist disse antit}'ske Smaaskrifters Sammen- hæng med hele den i hine Aar vakte nationale Reaktion mod tysk Indfl}'delse i Danmark; men hvad man fremfor Alt ikke bor tabe af S}'ne, det er dog den ikke blot hos Renegater, men hos nye Medlemmer af enhver Nationalitet tidt bemærkede Drift og Trang til at bringe Fød- selsmæ^rket i Glemme ved med mere end al- mindelig Lidenskab at omfatte det religiøse eller politiske Samfund, i hvilket de ere optagne. Den Kjærlighed, der fylder deres Bryst, er saåre hyppigt ulykkelig, fordi Samfundet sjældent paaskjønner eller gjengjælder den.

Hvad vi forøvrigt vide om Staffeldts Ung-

Schack Staffeldt. 87

domsliv i Kjobenhavn er egentlig kun hvad vi lære af en Ytring i et Brev fra Gottingen (1792), der udtaler, at han der c trods uafbrudt Arbejd og uafbrudt Ildebefindende dog var langt lyk- keligere end i Kjobenhavn, hvor han led meget, saare meget, mere end hans unge Sjæl og fint byggede Legem kunde udholde.?

Efter at han i Aarene 1788 — 89 havde ladet sine forste danske Vers trykke, opholdt han sig med Understøttelse fra danske Prinser fra Sep- tember 1 79 1 til Foraaret 1793 i Gottingen, stu- derede der dels Arkæologi og Kunsthistorie, dels Handels- og Statsvidenskab og vandt gjennem sine Studier i det sidstnævnte Fag den berømte Schloezers Yndest. Han skrev her sine første tyske Digte, der paavirkede af samtidig tysk Poesi særlig af Schiller dog allerede robe Staf- feldts ejendommehge digterisk-filosonske Anlæg. Han viser sig ved sin Tilbagevenden til Dan- mark i Besiddelse af et poetisk Herredømme over sit Modersmaal, som han kun stænkvis og maaské aldrig saa fuldstændigt naaede i sin Be- handling af det Danske. Hans skjonne i For- aaret 1793 ved Tilbagekomsten til Danmark nedskrevne f<Gruss an den Sund> viser, i hvor hoj Grad den unge Digter følte sig baaret af en Tidsstrømning, og hvor spændt og spor-

38 Mennesker og Værker.

gende han stirrede det ny Aarhundrede imode. Det hedder her:

Sieh, ich komm' auf rother Wogenbahn, von der Zeitquell' siiuselt Ahnung nieder, ungeborne Zeiten wehn mich an.

Om Schack Staffeldts nu fol^jende mere end hah'tredjeaarige Ophold i Kjobenhavn vides meget lidt; det ses kun, at den unge Premier- løjtnant har omgaaedes flere af Datidens danske Literatorer, deriblandt J. K. Host, hvem han allerede i Gottingen havde lært at kjende, at han udgav enkelte Digte paa Dansk i Samlinger, og i Efteraaret 1794 tænkte paa at sende eller virkelig sendte Schiller nogle tyske Digte til Bedommelse og mulig Udgivelse.

I de sidste Dage af 1795, altsaa i hans 27de Aar, tiltraadte han saa med rundelig Un- derstøttelse dels af Stipendier, dels af den konge- lige Kasse en næsten femaarig Udenlandsrejse. Den udmærkede Statsmand Bernstorff, med hvem Staffeldt tidlig synes at være traadt i Forbin- delse — han priser ham allerede i sin første antityske Brochure — er ved denne Lejlighed sikkert optraadt som Staffeldts indflydelsesrige Talsmand.

Hans ejendommeligt nok tyskførte Rejse- dagbog giver en interessant om end ikke fuld-

Schack Staffeldt. 89

stændig Indsigt i hans aandelige Liv. Skjont halvvejs beregnet paa fremmede Bhkke, delvis ojensynhgt endog paa senere Offenliggj øreise, er den intet literært Produkt. Det er umuligt at sammenligne endog blot Stykker af den med noget Brudstykke af Ewalds Levnet og Me- ninger? eller af Baggesens -Labyrinth.. Det er en med ofte smaalig Samvittighedsfuldhed afifattet, i Regelen tor og objektiv Redegj oreise for det Sete og de Tanker, hvortil det har givet Anledning. Tonen er forsaavidt meget for- skjelligartet, som man snart tror at læse en Kameral-Embedsmands, snart en katalogiserende Kunstpedants, snart en noget deklamatorisk Poets Optegnelser. Der er mere beskrivende Begejstring for Natur- og Kunstskjønhed end frisk og hj ærtelig Glæde derover. Det dybest- gaaende Træk er dog overalt den Kjærlighed til Oplysning og den Retsfølelse, som det attende Aarhundrede benævnede Humanitet og som var dets sande Religion. I\Ien Oplysningsiveren former sig hos Staffeldt individuelt især som levende Foragt for aandelig Sløvhed eller Hildethed, og Retsfølelsen faar sit individuelle Udtyk i en noget gammelagtig Moraliseren og Fordommen. Da Staffeldts energiske Aand næsten helt sav- nede Godmodighed, da hans Vid — hvor det nu og da br>^der igjennem — aldrig er lunefuldt

QO Mennesker og Værker.

olier humoristisk, men den skjærende, næsten cyniske Satires, saa maattc han som Moralist nødvendigvis blive i hoj Grad rigoristisk.

Imidlertid Moralisten war ung og langt fra at være uimodtagelig for sensuelle Indtryk og GLæder. En længe nedkjæniipet, men hæftig Sanselighed, som han gav efter for uden at ville indrømme den Plads i sit System, som han vel ikke skammede sig over, men som han dog hverken menneskeligt eller digterisk kunde gjøre noget Smukt og Harmonisk ud af, synes at have ligget dybt i Staffeldts Natur og at have spillet en Rolle i hans Ungdomsliv. Hans rent leo;emli^e Velbefindende i det svbaritiske Wien staar allerede i en pudsig Strid med hans haarde Fordommelsesdomme over sanseligt Vellevnet. Men mærkeligere er dog det Omslag, der i Ve- nedig, hvor han lod sig forlokke til at blive næsten et helt Aar (Efteraaret 1797 — Avgust 1798), foregik med hans Holdning som ung- dommelig Censor morum. Under sit første Besøg i denne Stad (Avgust 1797) havde han kun følt sig frastødt; under det andet lange Op- hold fortrylledes han. Han havde efter sit første Besøg givet en skjærende sand Fremstilling af Skyggesiderne ved den italienske Opløsning af alle faste Sæder. Nu gik det ham, som det var gaaet Goethe, som det snart skulde gaa

Schack Staffeldt. 9 1

Byron og efter ham saa mangen anden nordisk Genius, at paa Italiens Grund Sydens indtagende Sensualisme gjennemtrængte og ligesom smeltede hans Væsen. ]\Iange af hans senere Udtalelser robe, at der til hans italienske Ophold knyttede sig de sødeste jNIinder i hans Liv. Han helligede Digtet « Erindringer 5 til en venetiansk Veninde, og skrev i Digtet « Apologi en Gjendrivelse af alle nordiske Fordomme mod den italienske Frihed i Sæder:

Lig Orangerne gro de finere, ædlere Kjendsler

hist af sig selv, mens her Drivhusvæxter de er.

Og han slutter med en brændende og karak- teristisk Anraabelse af Solen:

Skabende himmelske Ild, som styrer Aarets Omvæltning!

Sansens ypperste Gud ! Glimt af det evige Liv ! rul ej saa fjærnt fra os bag Storme og Nætter af Skyer,

smelt den Himmel af Bly, Vinteren hvælver om os.

Kom i din Herlighed, kom med alt dit romantiske Følge, giv os Orangernes Guld, Druernes Purpur os giv!

Desværre var Staffeldts kunstneriske Naturel altfor abstrakt og spiritualistisk til at dette Glimt af 'Sansens ypperste Gud; kunde faa nogen varig Indflydelse paa hans Poesi. At han var sikret mod nogensinde at overvældes eller be- herskes af Sansernes Magt, det viser sig bedst

02 Mennesker og Værker.

deri, at han endnu i \'enedic,^ i et italiensk Brev indtrængende formaner Vennen til at foretrække Intelligensens Glæder for dem, som Sanserne kunne yde. ■'■■)

Staffeldts religiose og politiske Anskuelser, der i hans Rejseoptegnelser og Breve vise sig at være de hos Landenes intelligente Ungdom herskende paa Revolutionstiden, modtage en særegen Farve af hans Gemyts theoretisk ubøje- lige og praktisk forstandige Karakter. Han er en erklæret Fjende, ja Foragter af al aaben- baret Religion, særlig nærer han mod Katho- licismen et Had, som ved enhver nok saa ringe Anledning kommer til Udbrud, og som end ikke formildes af hans Sans for den romanske Kul- turs Skjonhedssidc. Et Nonnekloster er ham -en Stald for helligt Fedekvæg, som Hunde- og Katte-Hospitierne i Orienten >; alt Præste- herredomme er ham en Skjændsel og en Rædsel. Kirkens Symboler indgyde ham en Afsky, der i sine Udtryk intet Hensyn kjender; •*•'■■■■••■) enhver

*) Non h necessario il dire a voi che i piaceri dell' intelletto ci acconipagnono fin alla tomba, e che i piaceri de' sensi ci abandonano a mezza strada, o ci rendono ridi- coli se restano.

'■'*) Entsetzliche L'nterdriickung des Geistes! Entsetz- liche Hierarchie! Der aufgeklarte Europaer frisst noch immer seinen Goit. Eskimo und Kamtschadale, spottet

Schack Staffeldt. 93

Dogmetroende er ham en Hykler eller en Sinds- svag. Det synes endda ikke som om denne antikirkelige Lidenskab tog synderlig af med Aarene; han gjaldt endnu i sine seneste Leveaar for en Spotter af den positive Religion og dens Dogmer, udtalte sig med religiøs Begejstring kun om Guddomsmagten i Naturen og sagde gjerne, formodentlig for at forklare sin Udebliven fra den offenlige Gudstjeneste, at det var under den aabne Himmel, at han dyrkede Gud. Allerede paa sine Rejser som ogsaa senere se vi ham iovrigt bedømme l'^olketroen væsenlig fra politiske Syns- punkter. Men saa aabenlyst Staffeldts Fritænkeri ligger for Dagen, saa vanskeligt er det nøjagtigt at angive hans religiøs-filosofiske Anskuelsers Beskaffenhed. I et af Brevene fra Rejsen se vi ham endnu som en søgende, men tillige som en mandigt stræbende Aand, der skjønt smerte- ligt berørt ved Tabet af den formentlige Vished er paa sin Post mod ethvert Selvbedrag. Han tror ikke mere paa en videnskabeligt paaviselig Teleologi, og han kritiserer med Kant uden at kunne tro som Kantianerne. Tidligere var han

seiner! (»Samlinger til Schack Staffeldts Levnet » I. 474, man se ogsaa det skjønne Udbrud om Joseph den Anden I- 363 og Stedet II. 133, hvor Udtrykkene ere af en Vold- somhed, der gjør det vanskeligt at citere dem).

gj. Mennesker og Værker.

sikker paa Udodeligheden, nu tvivler han, skjønt han vil tro, og han afviser den hele Bekymrethed om theoretiske Spørgsmaal med et mandigt Op- raab til sii;- selv om ikke at tabe Modet, men tage fat, arbejde praktisk, give sig hen til det fælles store Værk: Menneskehedens Forædling. Og selv om han i Forskningens Labyrinth helt skulde tabe Troen paa Gud og Udødelighed, saa lover han dog sig selv, at han aldrig af den Grund vil begaa Frafald fra •-< Fornuftens Lovtavler ^>, men at enhver Brøde, han begaar, skal finde en ubestikkelig Dommer i hans Selv- kritik, en ubønhørlig Hævner i Selvforagt og Skamfølelse.

P>a den politiske Side lære vi Staffeldt især at kjende gjennem Koncepten til det store Brev, han for at aflægge Regnskab for Udbyttet af sin Rejse i Juni 1797 sender til Bernstoff, et Brev, der røber politisk Modenhed, Iagttagelses- evne og Dømmekraft. Staffeldt viser sig her besjælet af Oplysningstidsalderens Idealer, fuld af Tillid til og Beundring for den oplyste Absolu- tisme, som denne i Danmark var optraadt under den udmærkede Mand, til hvem Brevet er rettet. Han er stolt af Pressefriheden i Danmark, ja han mener, at denne Frihed er det ufejlbarligste Middel til at forene den monarkiske Forvaltnings Hurtighed og Eftertrykkelighed med den demo-

Schack Staffeldt.

95

kratiske Forfatnings Folkelighed ( ;Almenaand»), thi Pressefriheden er ^< Moder til en ædel Datter, den offenlige Mening , der er lige sa^ meget værd som Repræsentation, Parlament og Rigs- dag». Denne Fremhæven af den frie Presses og den offenlige Menings Kontrol som bet}"d- ningsfuldere end en Rigdags kan det ikke undre nogen at finde udtalt af en dansk Liberal i Slutningen af det forrige Aarhundrede, siden man endnu i det indeværende har kunnet finde dette Træk hos en engelsk Konservativ som Lord Beaconsfield, men vel kan det undre at finde denne Anskuelse særhgt hos Staffeldt, der fra sin Ungdom af indtil sin Død forblev en haardnakket Foragter af « Meningens. Det er vel klart, at Staffeldt for sig selv gjør en Forskjel mellem hvad han kalder T opinion publique (den oplyste Almendom) og paa den anden Side Meningen (nærmest Tidens Fordring), men aUigevel er der her en indre Modsigelse mellem det demokratiske Element i hans politiske Grund - anskuelse og det Grundaristokratiske i hans Tænkemaade iøvrigt.

]\Ieget drastisk skildrer Staffeldt i dette Brev Reaktionen, som han i det ostlige Tyskland har lært den at kjende. Overalt sidder den fyrstelige Mistros usalige Dæmon paa Tronen, overalt indbilder man sig at hore det frygtelige

qC Mennesker og Værker.

Spøgelse Jakobinismens sagte Aandetrin og stiller Censorer og Angivere paa Lur. En Straale af Naturretten, kastet paa den overleverede Politiks more Bygning, kaldes Mordbrand, en beskeden Dom over de Herskendes P^remfærd kaldes Opror ^, skjont Regeringen dog ikke som Hier- arkiet har betegnet sig selv som ufejlbar. Han er ikke mere som i sin tidlige Ungdom en Beundrer af den franske Revolution, hvilken han,, som alle Evropas ypperste Aander, ved dens Udbrud hilste med Jubel, men han mener, at der vil komme noget godt ud af dens Rædsler som af Reformationstidens skrækkelige Krige. Det bliver nu, som han naivt udtrykker sig, en Opgave for Forsynet at oplose den franske Revolution i Harmoni med Menneskehedens Vel og Værdighed.

Om Revolutionens Aarsager ytrer han sig med stærk og selvstændig Dømmekraft. Ikke af 'de fulde Hoveder » udsprang den, men af «de tomme Maver ». I Tyskland truer ingen Revolution. Massen af en Nation ønsker aldrig politisk, kun borgerlig Frihed, og det første, der i Tyskland er at gjore, det er at forvandle Censorerne til dygtige Sættere og Politispionerne til brave Natvægtere. En Sammenstilling mellem Datidens Preussen og Østerrig er dog den mest glimrende Del af Brevet. Der er Enkeltheder

Schack Staffeldt. 97

i Karakteristiken, der gjælde endnu den Dag i Dag. Saaledes hedder det f. Ex. om Preussen: (Den befalende Magt maa der anstrænge sig for at blive rig, da den adlydende ikke er det. Statens politiske Existens udfordrer et fyldt Skatkammer, en ovet Hær og en Rigsforstander, hvis Geni er allestedsnærværende i Statslegemets Nerver og Sener. » Kun faa, yderst faa af vore Digtere fra dette Aarhundredes forste Halvdel have havt saa megen Sans som Schack Staffeldt for de verdenshistoriske Tilstande paa deres Tid. Det er derfor dobbelt uheldigt, at den Skillehnje, han tidligt i sit Sind havde draget mellem Poesiens og Prosaens formentlige Omraader, forbød ham at optage endog blot det Ringeste af sin Erfarings Indhold i sin Poesi. Hans Musa gjorde et Par Vingeslag og forsvandt i det Blaa. Hans Digtning forholdt sig til hans Personlighed, som en Papirsdrage forholder sig til den legende Dreng, der sætter den op; den stiger og stiger og rykker ligesom utaalmodigt i den tynde Snor, der forbinder den med Jorden, fra hvilken den syijes at hige bort. Meget betegnende skriver Staffeldt selv i Aaret 1807 i et Brev til Baggesen, der efter hans Mening har gjort Uret i at indlade sig i poetisk Polemik, at han for sin Del ; søger at adskille sin Poesi fra Dagligdagsheden og rulle sin idealske Sfære

q8 Mennesker og Værker.

saa hojt omkring-, at den ikke stoder sammen med nogen jordisk Planet . 'AIaaské,^> tilføjer han med et mærkeligt Glimt af Selverkjendelse, «er dette Karaktersvaghed, grundet i fysisk Afspændelse, der lader mig frygte denne Kolli- sion, ligemeget! jeg frelser dog paa denne Maade min poetiske Luftballon for al Forvikling med jordiske Gjenstande». Staffeldts danske Digte fra Rejsen ere næsten kun Sonetter, dybsindige, noget kunstlede Tankedigte, undertiden af stor Skjønhed, men hvis sammentrængte Stil vanske- liggjor Forstaaelsen.

Efter at Staffeldt, rimeligvis tilskyndet af Grev Bernstofif, havde bestemt sig for Stats- tjenesten , og i 1 80 1, sandsynligvis paa Grev Schimmelmanns Anbefaling , var bleven ansat som extraordinæT Assessor og havde faaet Titlen Kammerjunker, gjorde han i April samme Aar som Officer i Studenterkorpset Tjeneste mod Englaénderne, men blev snart derefter afskediget af Militærtjenesten, og hengav sig nu samtidigt til økonomiske Studier og til Dyrkelsen af sit poetiske Talent.

Da skete det, at i December 1802 Oehlen- schlagers første Digte, der ansloge en hidtil uhort Tone i den danske Literatur, med Et gave Læseverdenen nye poetiske Idealer og en ny Maalestok i Hænde. Der kan ingen Tvivl være

Schack Staffeldt.

99

om, at denne Samling har gjort et mægtigt Indtryk paa Schack Staffeldt, et mægtigere end den havde behovet at gjore, ifald han under sine Rejser, i Stedet for at studere AUehaande, havde fulgt og sympathetisk forstaaet den tyske Poesis Udvikling hos Goethe og Tieck. Nu synes han — det er kun en Formodning, men ingen ugrundet — først gjennem de Oehlen- schlågerske Digte at have faaet Øjnene op for Digtekunstens store Opsving i hans Tidsalder. Han, der i sin tidligste Ungdom havde udkastet et Syngespil i Thaarups Stil (det først efter hans Død trykte '<Kjærhghed gjør alle lige.', han, der i sine lyriske Digte glimtvis havde mindet om Ewald, dog kun om den reflekterende Ewald, der hidtil i sin Poesi fuldstændig havde savnet Legemlighed, Folkelighed og Farve, be- gyndte at fordybe sig i Folkeviserne, at skrive Romancer, at stræbe efter Opnaaelsen af en nordisk Tone og at studere, hyppigt endog at efterligne Goethe og Oehlenschlager. Følgen var en mægtig Gjæring i hans Fantasi, under hvilken ogsaa alt, hvad der boede af Ejen- dommeligt og virkehg Oprindeligt i hans Sjæl, med Et fik Væxt, under hvilken han gjorde store, hurtige Fremskridt i Behandlingen af det danske Sprog, og som satte ham i Stand til, alt et Aar efter Oehlenschlager (December

7*

100 Mennesker og Værker.

1803), at træde frem med sin første rige Samling (. Digte >>. En hojst beklagelig, uværdig, men forstaaelig Svaghed — Angsten for at frakj endes Originalitet — bragte ham til at ledsage disse Digte med den bevislig usande Erklæring, at af de i Samlingen optagne Stykker ikkun sex, som han nævnede, vare udarbejdede efter 1800, altsaa efter Oehlenschlagers Fremkomst.

Staffeldts tidligste, ufuldkomne Digte havde vakt Kjenderes Opmærksomhed, vare endog blevne forholdsvis udforligt og ingenlunde uskjon- somt bedomte, men denne hans første, saa langt betydningsfuldere og originalere Digtsamling, der forst gav Billedet af hans Talent, faldt næsten uændset til Jorden. Publikum modtog den koldt, og den fandt end ikke en Anmelder.

Aarsagerne vare flere: hans Aands util- gængelige Karakter, hans Sammentræf med en anden, ti Aar yngre, ganske frisk og folkelig Digters første triumferende Værker, hans Mangel paa en saadan absolut Selvstændighed overfor den store Medbejler, der havde kunnet gjøre hans Forskjellighed fra ham iøjnespringende; men Hovedaarsagen var dog Schack Staffeldts enestaaende Forhold til det Sprog, han som lyrisk Digter skrev, et Forhold, der vel kan betegnes som hans Digterlivs tragiske Skjæbne. Et saa stort Antal t>'ske Avtorer — Klopstock,

Schack Staffeldt. lOl

J. E. Schlegel, Gerstenberg — have i kortere eller længere Tid havt et Hjem i Danmark, saa mange af vore bedste n^/ere Digtere — Ewald, Baggesen, Oehlenschlager , Heiberg, Hertz, Christian Winther — have, som det naturligt maatte forekomme i et dansk -tysk Monarki, efterladt hele Værker eller enkelte Digte paa Tysk, at man har været tilbøjelig til at overse den afgjorende Forskjel mellem disse Digteres Stilling til det Sprog, i hvilket de vandt deres Digterry, og Schack Stafteldts.

Hine skreve enten lejlighedsvis som E^^■ald eller Heiberg eller Winther paa Tysk en enkelt Digtning, der aldrig kom Tyskland for Øje, eller de oversatte med tvivlsomt Held deres Værker, eller de fordoblede sig i Kraft af en svækkende Smidighed som Baggesen; men alle søgte og erhvervede de deres Hovedry gjennem Digtning i Modersmaalet.

Med Schack Staffeldt forholder det sig omvendt. Som Tode og Sander var han tysk og vilde være dansk; men han alene har, skjønt tyskfødt, skrevet danske Digte, som vi endnu læse. Hans Biograf, C. Molbech, har med uendelige Gjentagelser gjort opmærksom paa Staffeldts fremmede Forhold til det danske Sprog for deraf at uddrage lutter for Digteren ugunstige Slutninger og beklage, at han ikke blev sit

102 Mennesker og Værker.

Modersmaal tro, som han tumledt: med langt storre Sikkerlied og Frihed. Og dog skulde det synes, som om Danmark fremfor Alt burde være glad og stolt over at have kunnet fravriste den tyske Literatur saa fin og sjælden en Aand! H\'or kan en Mand med Hjærte overse det i Sandhed Rorende ved Schack Staffeldts Kjærlig- hed til Danmark og det danske Sprog! Han \'ar tysk af Fodsel, har bevæget sig frit, ogsaa digterisk frit i et Sprog, hvis Læ^sekreds om- fattede vel tredive Millioner, og han valgte at være lyrisk Digter paa Dansk. Ingen paa- skjønnede hans Valg, Ingen vidste ham Tak derfor, men han blev haardnakket ved at digte i dette Sprog, hvori han kun faa Aar af sit Liv tænkte eller drømte, og han udgav, efter at hans første Digtsamling var bleven overset og nedtiet, en endnu .skjonnere og fyldigere i samme 'Sprog uden bedre Held. Og til Tak for denne hans lidenskabelige Kjærlighed til Danmark har den danske Kritik leveret alenlange Lister over hans Sprogfejl og lingvistiske Vilkaarligheder. Stakkels Digter, selv dit Eftermæle har man overspyet med Galde! Og den Haand, der har ridset dit Levnet ned, har ikke forsømt nogen Lejlighed eller noget Paaskud til at forringe din Hæder! I den Grad er vor Skjæbne i Tilfældighedens Vold.

Schack Staffeldt.

103

Og her om nogen Sinde var vel Anledning til at give ikke blot Taknemmelighed, men Medfølelse, ja Medlidenhed Luft. Taknemme- lighed; thi vi Danske ere vel ikke dem, som skulle bebrejde Schack Staffeldt, at han foretrak vort Modersmaal for sit eget. Medfølelse; thi man har kun lidet betænkt, hvad det i Virkelig- heden vil sige for en frembringende Aand at pro- ducere i et Sprog, der ikke oprindelig og umiddel- bart er dens. Kun den, der har forsøgt det, kan gjøre sig et Begreb derom. I Modersmaalet er Forestillingen og Ordet, Billedet og Navnet, Tanken og dens Udtryk ét, selv naar Udtrykket savnes eller ikke vil indfinde sig, føler Skribenten sig som ubetinget Herre derover, han kan efter- spore dets fineste Afskygning indtil det svarer til hans Vilje, han kan forme det, bøje det, danne det til, ja skabe det og dog altid være sikker paa, at det skabte er i Sprogets Aand og at det siger nøjagtigt det, han ønsker det skal sige. Hvor ganske forskjeUigt er ikke den stillet, som skriver i et fremmed Sprog, selv om han kj ender saa meget til det, har talt og skrevet det saalænge, som Staffeldt Dansk! Lad ham være fuldkommen sikret mod Sprogfejl, lad et Brev fra ham ikke være til at skjelne fra et Brev fra en Indfødt — og hvor faa naa selv dette laveste Trin! — hvor mange Trin ere saa

104 Mennesker og Værker.

ikke tilba^jc, for han opnaar det Standpunkt, at Ordene klinge i hans Ore nøjagtigt med det Raaderum og den Rækkevidde, nøjagtigt med den Lyd og de Erindringer, som for den Ind- fødte, og hvilken Afstand selv derfra til det Punkt, hvor han med fuld Frihed og Tryghed kan anslaa en fortrolig Tone uden at blive plat, en stærkt pathetisk Tone uden at blive højtidelig eller komisk, indskyde en Dialcktvending, med \'irkning optage et gammelt Ord eller Udtryk og overhovedet frembringe nøjagtigt den sprog- lige Stemning han vil! Han skal faa Sproget til at male, den Stakkel, og han véd ikke om hans Øjne se dets Farver som Andre se dem, han vil bringe Sproget til at synge, og han griber i dets Strænge med famlende Haand, aldrig fuldstændigt vis paa, at der ikke umærke- ligt for ham selv undslipper Instrumentet en ]VIislyd. Og nu tilmed i lyrisk Poesi, der ikke taaler nogensomhelst nok saa ringe Mislyd. Naar man tænker sig, at han i 1794 kunde offenlig- gjøre et Digt <^Paa Arveprinsessens Død>;, eller at han for fuldt Alvor vil indføre Ordet '<Havn» for Ideal V, fordi han indbilder sig etsteds at have sét, at det paa Svensk har denne Betyd- ning; naar man sér, at han ved Gjennemsyn og Rettelser af sine Digte maa stræbe at fjærne Anstød mod Sprogets grammatiske Regler ikke

Schack Staffeldt. IO5

at tale om Germanismer, uheldige Ordformer og stive, knudrede Udtryk, at han kort sagt har ligget i stadig Kamp med det blode og smidige, men saa vanskelige Sprog, i hvilket han skrev: saa beundrer man nærmest, at han nu og da har kunnet frembringe noget saa udadleligt Skjønt som hans bedste Digte.

Schack Staffeldts anden Samling af Poesier «Nye Digte» udgaves 1808 i Kiel; thi han havde fra 1807 opholdt sig der for at være i Nærheden af Hoffet , ved hvilket han søgte Ansættelse. Han nærmede sig her Kronprins- regenten og blev forst udnævnt til anden Hof- kavaler hos den sindssvage Hertug af Oldenburg, der levede paa Slottet i Ploen under Formynder- skab af Kongen af Danmark, kort derefter blev han imidlertid opvartende Kammerjunker hos Kronprinsessen, og da denne strax derefter blev Dronning:, fik han i Kraft af nv Udnævnelse fast Ansættelse i samme Egenskab.

Han havde allerede paa sin Udenlandsrejse følt sig tiltrukken af den fornemme Verden, havde i Wien havt x^dgang til de mest ansete Huse, han var trods sin humanitære Uvilje mod Fødselsprivilegier med Liv og Sjæl Aristokrat; det var derfor ikke unaturligt, at et Hofembede med den nære Berøring med den kongelige Famihe, som det medførte, og den rundelige

I06 Mennesker og Værker.

Frihed , det bragte , inaatte synes ham attraa- værdigt. Han skulde jo desuden fortjene sit Brod, og af Poesien kunde han ikke lev'C.

Ikke desmindre formaaede Staffeklt med sit evigt higende, evigt stræbende Sind ikke at slaa sig til Ro i den nye Stilling. Den tilfreds- stillede ikke hans Arbejdsdrift, og den ydmygede ham ligesaa meget, som den hævede ham. «En Mand som jeg er ikke skabt til at lukke Døre op og i'), plejede han at sige. Det var Poeten i ham, som reagerede mod Afhængigheden og Ceremoniellet. Han havde ikke ^kunnet være helt Poet og kunde nu ligesaa lidt være helt Hofmand. Hans Ulykke var, at han, som Steffens bidende sandt sagde om ham, « vilde være Digter blandt Kammerjunkere og Kammer- junker blandt Digtere ». En større Ulykke var det dog for ham , at ogsaa hans anden og ypperste Digtsamling, der udkom Aaret efter Kjøbenhavns Bombardement, og paa en Tid, da Oehlenschlåger og Baggesen delte Nationens poetiske Interesse, blev overset og overstraalet. Hans Talent, der sart og fint som det var trængte til at møde Opmuntring ja Ømhed, tørredes ind. Efter faa Aars Forløb var Staffeldt ufrugtbar.

Til Skuffelsen i Forhaabningerne om Digterry kom en anden , ikke mindre alvorlig og bitter

Schack Staffeldt.

107

Skuffelse. Han nærede en lidenskabelig og dybt- gaaende Kjærlighed til en ung Pige af fornem Familie, og denne Kjærlighed blev ikke gjen- gjældt. Allerede 1806 taler han i et Brev til Søsteren om at hans kjæreste Forhaabninger ere blevne skuffede, 18 10 svarer han sin Broder paa en Opfordring til at indgaa Giftermaal : <yiit Embede føder næppe mig, end sige tillige Kone og Bom. Dog vovede jeg, i Tillid til min ædle Konges Naade, derpaa, ifald én vilde. Men hun vil ikke, eller tor ikke. Rigtignok har hun ikke sagt det eller skrevet det, men hun har vist det. Du véd hvem jeg mener og hvem jeg ikke kan glemme V. Det synes mig ikke vanskeligt af Brevene at se, hvem den Elskede var: dertil forekommer hendes Navn for ofte og paa en altfor betegnende IMaade i Brevene til Søsteren. Det var, antager jeg, Hofdamen Kammerfroken Fritze (Frederike^' von der Maase , den samme, hvem Oehlenschlager har besunget. Staffeldt havde, som han ved hendes Død i 1823 skriver, kjendt hende alt som Barn: Vi legede med hinanden, adskiltes siden, saas efter mange Aar senere og — forenedes ved et varigt Venskabs- baand.»

Det synes som om dette har været Ho\-ed- lidenskaben i Schack Staffeldts Liv. Vi træffe vel hos ham paa mange fl\'gtige Forbindelser,

I08 Mennesker og Værker.

I Ian s\-ærmcr og fabler paa sin Udenlandsrejse om en Julie, han har efterladt i Danmark, han har i Italien hyldet en Therese o. s. v. , hans Digte bære Spor af andre, rimeligvis ikke lang- varige Passioner, men for den langvarige Besid- delses Lykke var han ikke skabt, og den blev ham aldrig til Del.

Maaské har den uigjengjældte Lidenskab fremkaldt Staffeldts Ønske om at opgive Hof- tjenesten; dette Ønske næredes i hvert Tilfælde ved hans ringe Udsigt til hurtigt Avancement, ved hans utilfredsstillede Ærgjærrighed og for- modentlig ogsaa ved hans Trang til at forbedre sin økonomiske Stilling; han var en daarlig Husholder og havde endnu Gjæ-ld paa sig fra Rejsen af, en Gjæld der end ikke fandtes fuldt betalt ved hans Død.

Han blev i Marts 1810 udnævnt til at be- klæde Amtmandsposten i Cismar, der i Alminde- lighed betragtedes som en Proveskole for til- kommende Amtmænd. Han besad fra først af insren af de Kundskaber, der udfordredes til at overtage en saadan efter Datidens Ordning meget betroet og ansvarsfuld Stilling, hverken den Kundskab til Hertugdømmernes Love i Alminde- lighed og til det forhenværende storfyrstelige Distrikts Love i Særdeleshed, eller den admini- strative Færdighed og Vane eller det Kjendskab

Schack Staffeldt. IO9

til Befolkningen og dens Liv, som var nødven- digt. Men med hans overordentlige Flid, hans Karakterfasthed og hoje Selvfølelse lykkedes det ham efter ikke lang Tids Forløb at tilfreds- stille sine egne Fordringer, der vare forholdsvis store, da han gjorde sig de højeste Forestillinger om sit Embedes Betydning. Han betragtede sig som Kongens umiddelbare Repræsentant i sit Distrikt og gjentog betegnende nok h}-ppigt Napoleons Ord: Les préfets sont des petits em- pereurs. I Begyndelsen læste han flittigt alle Akter igjennem, senere kjedede de ham altfor meget dertil; han plejede da i Kraft af den usalige Spaltning mellem hans Tilbøjelighed og hans StilUng, der paa ethvert Punkt i hans Liv fremtræder hos ham, at sige, at han i sine Dage havde læst saa meget Skjønt og Herligt, at det vel var til at undskylde, naar dette Smøreri var ham væmmeligt.

Næppe var han bleven indviet i sit Embedes administrative Forhold, før han var betænkt paa at hævde ja endog udvide sin Avtoritet, og med sit myndige Temperament og sin strænge Rets- sands kom han derved til at ligge i en uophørlig Strid med Amtsforvalteren, der ikke vilde an- erkjende, at han, som Staffeldt paastod, var Amtmanden underordnet. Formodentlig er det til dette sit bete noire, at Staffeldt sigter, naar

1 10 Mennesker og Værker.

han til Broderen skriver: ^<Her er aldeles ingen Omgang, thi X., som jeg i saa mange Tilfælde skal kontrollere og som desuden er maaské Kongens skjødesløseste og uredeligste Embeds- mand, kan og vil jeg ikke omgaas med». Man sporer hans strænge Retskaffenhed i Tilføjelsen: vHer er Misbrug i Gang, som jeg ikke kan tie stille til. Hvor lykkelig vilde jeg føle mig, ifald mine gode Hensigter ikke fandt Modstand i andres onde Hensigter! ifald de Embedsmænd, jeg arbejdede med til samme Maal, kun havde Kongens Tjeneste og Amtets Vel for Øjnene! Saaledes er det desværre! ikke^. Endnu skar- pere og klarere træder Staffeldts ideale Retssans frem i et Brevsted fra 1823: «Der er noget i Verden, jeg gad kaldet det usynlige Helvede (man taler jo om den usynlige Kirke), jeg ikke forstaar og vil forstaa: det er en tavs Overens- kommeise blandt næsten alle Mennesker, ikkun til en vis Grad at ville øve Ret. Dette Lands Embedsmænd kjende dette Helvede, boe og b}'gge deri — — jeg ikke og aldrig! Her er Oprindelsen til min Kummer, ja til min uendelige Hypokondri . En Mand med saa principielle Begreber om Ret og Pligt maatte nødvendigvis atter og atter støde an mod de virkelige Forhold og Tilstande, og de uophørlige Rivninger føltes endnu eftertrvkkelicrere i Ensomheden. Amt-

I

Schack Staffeldt. III

mandsboligens isolerede Beliggenhed , i en Af- stand fra større Byer, der i hin Tid var betydelig, vanskeliggjorde enhver Omgang med Stadboere, og de nærliggende Godser ejedes mest af Fa- milier, der vare bosatte andensteds. En.somheden var forsaavidt Staffeldt ikke ukjær , som han havde Trangen til ensom at ruge over sit skuffede Haab om Gjenkj ærlighed; men hans Dage vare tomme. Til sin Søster skriver han i 1811: ^< Livet her er det glædesløseste , jeg nogensinde har fort .... Pligt er min Kone og Arbejde min Ven;;. Hertil kom, at han, der i sine digteriske og fisosofiske Bestræbelser saa den indre Modstander mod sin praktiske Virk- somhed, var ivrigt betænkt paa ikke at lade noget fremmed Øje føle hans Uskikkethed til denne. Han arbejdede ufortrødent paa at afkaste ethvert ydre Præg af Digteren eller af Hofmanden og i Modsætning dertil vise sig barsk og haard. Det faldt ham i Begyndelsen vanskeligt nok men lykkedes ham snart kun altfor godt- Hans medfødte Stolthed, hans Lidenskabelighed, som han mente at turde give frit Løb, hans Verdens- og Menneskekundskab, endelig et umiskj endeligt praktisk Talent, alt dette virkede i Forening og understøttede ham^ i hans indre Kamp. Han plejede at sige om sig selv, at han bar en Jern- maske. Om hans Heftighed mere end om hans

I j 2 Mennesker og Værker.

Fasthed vidner det, at Bønderne der i Egnen længe efter plejede at betegne ham i Modsætning til hans Forgjænger og Navnefælle som «de dulle Staffeldt).

Da Staffeldt i 1813 ombyttede det mindre Embede i Cismar med Posten som Amtmand over Gottorp Amt og Overdirektør i Slesvig, altsaa opnaaede en for en Mand, der havde været skabt til Embedskarrieren , misundelses- værdig Livsstilling, vedblev hans sjælelige Til- stand at være ligesaa unaturlig, sorgelig, ufrugtbar udadtil og utilfredsstillende for ham selv. Ja man kan sige, at Staffeldts sidste ti Leveaar kun be- tegne hans lange Dødskamp som Digter.

Han satte stor Pris paa sit Embedes Magt- fuldkommenhed, stræbte som i Cismar at udvide den og kom som der i Strid med de øvrige Myndigheder. Med den Trang, han stedse havde, til at se sin Gjerning i et idealere Lys, plejede han at betegne sit Amt som <. Normalamtet . Han var i høj Grad nøjagtig, hævdede at der for Forretningsmanden ikke gaves Smaating, og anførte tidt Mundheldet: ^ Les bagatelles se vengent>>. Han var i høj Grad formel, sagde ofte, at Form var ikke Form men Sagen selv, anvendte den yderste Opmærksomhed paa det skriftlige Udtryk og uddannede sin tyske For- retningsstil til det Mønsterværdige af Fasthed og

Schack Staffeldt. n 7

Præcision, O^ som han ved Poetens Forgudelse af Formen adlede det af hans Stilling og hans Stemning medførte Pedanteri , saaledes ind- blandede han ogsaa Digterens ideale og i større Forstand naive Syn paa Sagerne i Amtmandens Dommervirksomhed, Hans Uegennyttighed var saa stor , at han ofte gav Summer af sin egen Lomme for at udjævne Forskj ellen mellem Par- ternes Tilbud og Fordring og saaledes bringe dem til Forlig.

Hans fuldkomne Redelighed , hans Foragt for Vindesyge, hans ideale Uegennyttighed kunde dog saa lidt som hans /\andsoverlegenhed fængsle Omgivelserne til ham. Dertil manglede hans Sind i altfor hoj Grad Ligevægt, dertil var hans Stolt- hed for afvisende og hans Bitterhed for saarende og hensynsløs. I Byen Slesvig mente han ikke at være forstaaet af Xogen. Enkelte Venner, som han vandt, reves tilfældigvis tidligt bort af Døden , og senere hen fandt han ingen Venner mere, da han ingen søgte. I Selskabslivet del- tog han ikke, da han betragtede Byens Selskaber som -øde Stepper. , I sin Stolthed af medfødte, nedarvede Fortrin troede han ikke der i Eenen at kunne finde nogen Jævnbyrdig: Der var vel nogle enkelte af hgesaa gammel Adel , men Ingen, der var hans Ligemand i Aand. Saa gav han sig da hen til en Alle nivellerende Foragt.

j II Mennesker og Værker.

Og- jo mere uselskabelig Selvfølelse og Adels- stolthed nu gjorde ham, des bitrere bleve hans Domme over Omgivelserne. Han vedblev at sætte det danske Folk yderst højt, det tyske ligeledes; han priste begge Folkeslag som for- træffelige Stammer, derimod foragtede han den blandede Nationalitet, der findes i Slesvig, paa det Dybeste, indbildte sig at Hertugdømmets Befolkning kun besad begge Folkeslagenes Fejl, kaldte Indbyggerne et karakterløst, egoistisk, lavttænkende Folkefærd og paastod særligt om Staden Slesvig, at der fra den udgik en aandeligt og sædeligt dræbende Smitte. Under denne hos ham snart permanente Sindsstemning overudvik- ledes hans tidligere lidet fremtrædende Hang til bidende Sarkasme. I de faa Kredse, han om- gikkes, udsøgte han sig bestandig Skiver for sin Ironi; disputeresyg og paastaaelig, som han var, kunde han forfølge Anderledessindede, virkelige eller formentlige Dumrianer indtil det Trættende med sit haanlige Vid, kunde forfægte aabenbare Paradoxer, og tyede i Ordstriden hyppigt til Ordspil, naar Argumenterne glippede. Havde han saa saaret og krænket en Uskyldig eller Værgeløs, kunde han bittert fortryde sin Uskaan- somhed og med Øjnene svømmende i Taarer bede om Forladelse; der var nu og da ligesom

Schack Staffeldt. I I 5

noget Dæmonisk i hans Væsen; han var ikke Herre over sine Ord.

Snart kom han ved denne Færd til det Punkt, at han troede, Alle vare hans Fjender, og derfor nærede Mistro til Enhver. Og jo mere isoleret han følte sig, des mere aristokra- tisk blev hans Tænkemaade. De slette Erfaringer, han havde gjort med Bondestanden, ledede ham til i denne Stand kun at se en umyndig og ufornuftig Modstander af ethvert Fremskridt, hvem man ingen politisk Stemme turde ind- romme. Til Gjengjæld hævdede han Læren om Kongernes guddommelige Ret, ja forsvarede endog den blodige Reaktion i Spanien. Mere og mere Vægt lagde han bestandig paa Nød- vendigheden af et paa Grundbesiddelse hvilende Aristokrati, ivrede mod de <-< Liberale » og :Tids- aanden», advarede Bønderne faderligt mod Læs- ning af Aviser, og hadede Ordet dannet , fordi det syntes ham at nivellere Samfundsforskj ellene og sætte ^<det Gemene;; paa Tronen. Ulykkelig som han følte sig, og i Privatlivet begavet med den divinatoriske Gave til at forudse tilkommende Ulykker, som findes hos alle de Mennesker, hvis Naturel leder dem til at parere paa Sort, saa' han ogsaa kun Ulykke i alt det historisk Vordende.

Under alle disse Udbrud af Menneskefjend-

I 1 6 Mennesker og Værker.

skab ligger det digteriske Naturels Fortvivlelse over Uoverensstemmelsen med de Sysler, hvortil det var fordømt, med de -^ otte til nitusind Sager om Aaret» der forelaa til Afgjorelse, Fortvivlelsen over et nødtvungent poetisk Selvmord, at sammen- ligne med et Menneskes, der var fordømt til dagligt at tage en Draabe langsomt virkende Gift. Han følte sig som en Desertør fra Kun- stens Lejr. Han er ikke mere Kunstens Dyrker, kun Dyrker af ^ Routine >.• og «Chicane>^. Til sin Søster skriver han: «En Afgrund af Melan- koli trur med at opsluge mig .... mit Embeds- kald fordrer mig helt, og jeg er lig en, til alle- haande Færdigheder i at staa Skildvagt, fyre en Kanon af, stille sig død, afrettet Sangfugl, som derved har ophørt at synge ».

Han vedblev selvfølgelig med Interesse at følge Bevægelserne i samtidig dansk Poesi. Det var naturligt, at han, der paa en Maade var optraadt som Oehlenschlagers Medbejler, der endog undertiden i^som i Digtet over V^ahl eller i ;, Trende Nætter ») havde indladt sig i formelig Kappestrid med ham i samme Versemaal over samme Æmne, der i Privatlivet forgjæves havde bragt ham sin Hyldest og var bleven afvist med ufortjent Haardhed, under Striden mellem Bagge- sen og Oehlcnschlåger følte sig personligt til- trukket af den første, der desuden tilfulde paa-

Schack Staffeldt.

117

skjonnede hans digteriske Gave. Han udtaler sig til denne med en kritisk Skarpsynethed, der vilde have været til Gavn for hans egen Poesi, hvis den tidligere havde gjort sig gj ældende, mod Gjenoptagelsen af de gammelnordiske Stoffer og om Poesiens nødvendige Forhold til sin Sam- tid. Det forholder sig med ham som med Tegner, at hans Kritik stundom naaede videre end hans Poesi; begge holdt de tilsidst i Theo- rien kun paa moderne Æmner. Xaar han i Anledning af Oehlenschlagers beundringsværdige Balder kun bemærker, at han ikke kan ■for- liges med disse Nordguder, der stundom have Feber og Asthma>, saa føler man vel i denne Dom den Overstraaledes Søgen efter et kritisk Angrebspunkt, men der er mere, end man paa hans Tid vilde anerkjende, i hans Kritik, naar han siger: Dette ATarionetspil med den eddaiske Mythologi, disse med de bekj endte ombres chi- noises analogiske ombres scandinaviennes have, synes mig, forrykket den danske Poesis Stand- punkt nu omstunden thi Poesien er en Tids- aldersblomst og kun saa er den en Xaturblomst;>. Naturligvis beskjæftigede ,det Spørgsmaal ham mest, om han var aldeles glemt som Digter » eller ikke. Jeg gad dog vidst, skriver han til Baggesen. :om det Gemyt, der har udsukket, udgrædt og udbasunet sig i mine Digte, ikke

I I 8 Mennesker og Wx^rker.

hilder noi^en Lige, nogen beslægtet Aand, som deri horer Ordet til sin lonligste Tanke og Sukket til sin ædleste Lænigsel . Nu og da stodte han som hos Ingemann paa varm S\m- pathi , en enkelt Gang som hos Thiele paa brændende Beundring for sine Digte. Den unge J. M. Thiele forherligede ham allerede som Skole- discipel i smukke og folte Vers, og blev ham ogsaa som voxen Yngling tro. I sine Erindringer <<Af mit Livs Aarbøger . beskriver Thiele paa følgende Maade den 48aarige Staffeldt , hvem han i Sommeren 1817 traf hos Friederike Brun, der havde vundet en oprigtig Ven i den fordums Modstander: « Snittet paa hans Klæder var just ikke gammeldags, men dog langtfra efter dette Aars Mode; dog var der en vis Sirlighed eller Stivhed i hans Toilette , og hans Hoved , som hverken var smukt eller aandrigt, var et vissent Ansigt under en Frisure af tætaf klippede Haar, der vare pudrede .... men da jeg kj endte hans Aand, fik jeg strax Indtrykket af en udbrændt Vulkan — en Askehob efter et dejligt Baal. Hans Tale havde en Betoning af det Tyske og han talede det danske Sprog markeret ;., Naar man har fulgt Staffeldts indre Historie i dette hans Livs sidste Afsnit, har denne Skildring af hans Ydre unægtelig Troværdighedens fulde Præs^.

Schack Staffeldt.

119

Det var ikke blot sit Fædrelands Poesi, Schack Staffeldt i sine senere Leveaar fulgte. Blandt de tyske Digtere var han paa det Xøjeste fortrolig med Lessing og Klopstock, men især sværmede han for Schiller, hvem han vurderede højere end Goethe. Med sine fortrinlige Kund- skaber i moderne Sprog læste han — og til Stadighed — Dante , Ariosto , Tasso , Shake- speare og af de nyere Digtere fortrinsvis Byron og Lamartine. Han fandt sig beslægtet med begge disse sidste, med Byron gjennem sin Sjæls Sønderrevethed , med Lamartine gjennem sin Poesis ætheriske og reflekterende \^æsen. Med største Spænding fulgte han Byrons politiske Optræden under den græske Frihedskamp, han haabede at se ham hyldet som Grækenlands Konge og var smerteligt greben, da disse For- haabninger sønderreves ved hans tidlige Død. Selv skrev han i disse sine sidste Aar kun faa Digte (alle paa Tysk) , men de hore til de følelsesfuldeste, skjønneste og mest tragiske, han har forfattet.

Stedse mere blev efterhaanden Embeds- virksomheden ham forhadt. Han folte sig som fastsmeddet ved en Lænke og ytrede tidt, at han, hvis ikke Æren forbød det, vilde foretrække en Galej slaves Stilling for sin. Ofte anførte han ogsaa Theklas Ord c Es geht ein finstrer Geist

I 20 Mennesker og Værker.

durch dieses [unser] Haus.' med Hensyn paa sig selv og sit Hjem, og Ytringer af denne Art, tilfojer hans forstandige Biograf Engel, vare uden Tvivl Udtrykket for hans dybeste Følelser. Hans Omgangskreds i Slesvig snevrede sig bestandig mere ind; i hans sidste Aar saa man ham sjældent udenfor hans Bolig og Gjæstgiver- gaarden, hvor han indfandt sig for at spise til Middag, siden han troede sig bedraget af sin Husholderske. Aftenerne tilbragte han i Regelen alene hjemme. Da kunde, især om Vinteren, en Følelse af hans Ensomhed gribe ham mæg- tigt. Ikke sjældent lod han da under Indtrykket af denne Følelse alle Værelser i det Stokværk, han beboede, oplyse og vandrede op og ned i de tomme Rum indtil efter Midnat, og han skal ved saadanne Lejligheder ofte have talt højt med sig selv, idet han med sin levende Ind- bildningskraft forestillede sig, at andre Personer vare tilstede, med hvem han da underholdt sig. Det er Fænomener, som de vise sig hos dem, der ere dømte til Ensomheds- og Tavshedsstraf. Efter at han forsætlig havde isoleret sig fra Verden, var det som Trangen til Meddelelse bragte ham til fuldstændigt at sætte sig ud over Hensynet til Muligheden af en Tilegnelse hos dem, hvem han undtagelsesvis meddelte sig til. Undertiden lod han sin Skriver, sin Karl eller

Schack Staffeldt. 121

sin gamle Husholderske kalde for at holde for- melige ^Moralprædikener for dem; om Sommeren forsamlede han dem ikke sjældent om sig i Gaarden og anstillede i deres Nærværelse Natur- betragtninger over den nedgaaende Sol, over Græsarterne eller over sin Yndlingsfugl Storken, der havde sin Rede paa Husets Tag, ja han kunde give sig til at tiltale Fuglen og lovprise den i digteriske Udtryk for disse Tilhørere — der til hans Uheld endda var slette, egennyttige, utro Tjenestefolk. Det vil ikke undre Nogen, at han under disse aandelige Lidelser, der led- sagedes af Nervesvækkelse, nu og da søgte Lindring i stærke Drikke.

Udespærret som han følte sig, utilgængelig som han var, tyede han tilsidst fra Menneskenes Selskab til Planternes. Blomsterdyrkning blev hans sidste Trøst og Adspredelse. Med stor Bekostning forskaffede han sig skjønne og sjældne Exemplarer af Planter. Ofte saas han helt hen- sunken i Beskuelsen af sine Blomster. ]Med sit dybe Had til de Amusiske paastod han, at ]\Ien- nesker, der vare uden Modtagelighed for Blom- sters Skjønhed eller som ingen Sans havde for Statuer, Malerier og Musik, var absolut for- kastelige, onde. Han troede, at det ufordær- vede Menneske ogsaa uden Dannelse maatte

122 Mennesker og Værker.

modtage et d}-bt sjæleligt Indtn'k af det Skjonne.

Imidlertid iicermede Oplosningen sig. Han havde i Grunden længe været færdig med Livet. Allerede i 1823 havde han skrevet til sin Broder: (Jeg for min Del forlader gjerne dette Liv, thi hvad har jeg at vente her: Turde jeg dog, maaské imod Naturlovene, sætte en Betingelse, saa maatte det være den, uden svære Lidelser. O jeg kan ikke sige dig, bedste, elskede Broder, hvor følsom jeg er mod legemlige Smerter! De martre mig usigeligen, ja! de forbitre mig indtil det Yderste. Gid jeg havde enten den mandlige Haardnakkenhed eller det kvindelige Taalmod!v — en Udtalelse i hvilken den Livs- trættes hele nervøse Forsagthed og Uro kommer til Orde. To Aar senere hedder det i et Brev til Søsteren: c Jeg har hverken Ven eller Ven- inde, i disse Ords højere Betydning, ingen søde Glutter-, af hvilke jeg kunde øse ungdommeligt Hjertelevnet, ingen Paarorende, hvis Kjærlighed gjor saa tryg, saa at man ikke kan føle sig ene og forladt paa Jorden: en Følelse, lig en Af- grund foruden Lys og Læ, men fuld af Klagesuk og Skrækbilleder. Selv den himmelske Muse forlod mig og sammenfoldede alle sine udspændte Himle. En Pligtens Træl, gisper jeg under Byrden af mine Embedssysler, 8000 Sager aarlig

Schack Staffeldt. 1 23

strømme ind paa mig, og hvilke Sager! til hvis Afgjørelse jeg kun kan holde én Sekretær og to Skrivere. Og nu min Sundhed — min Sundhed, siger jeg? Min Sygelighed skulde jeg i det mindste have sagt . . . Jeg lader mig kun se ved Hoffet, og lever, eller rettere sagt, jeg træller forresten paa min Galej, Amthuset. Jeg vil i Forvejen, søde Søster, forberede Dig paa, at jeg vil søge om Forflyttelse eller Afgang paa Vartpenge. Min Sygdom kræver dette, ikke lette Offer >.

Staffeldts Haab at dø uden mange forud - gaaende Lidelser gik ikke i Opfyldelse. I hans sidste Leveaar udviklede et lokalt Sygdomstil- fælde i Underlivet sig paa saa alvorlig Maade, at han led mange Smerter. Han søgte Helbre- delse ved at trække sig tilbage fra sine Forret- ninger, ved at foretage maanedlange Rejser og endelig ved at underkaste sig en anset Læges Behandling i Kiel. Imidlertid kunde Ondet kun lindres. Helbredelse viste sig umuhg. Efter Schack Staffeldts Tilbagekomst til Slesvig i Efteraaret 1826 toge hans Legemskræfter synligt af, og nu mistede han alt Livsmod. Han kunde bryde ud i Graad, naar han talte om sin lidende Tilstand. Tilmed lod en nagende Frygt for at blive sindsforvirret ham ingen Ro. En af de sidste Da^e, da han endnu kunde forlade sit

124

Mennesker o<i Værker.

Hus, stod han paa Gottorp Vold, hensunken i dybe Tanker og betragtede Solnedgangen. En, der var traadt hen til ham, lod et Par Ord falde om det skjonne Syn. Han svarede: ''<Jeg ser heri kun et Billede paa Tilintetgjorelsen ..

Han blev ramt af et Slag og laa tre Dage i hjælpelos Tilstand med tilsyneladende kun svag Bevidsthed uden anden Pleje end den han fik af en Husholderske og en Tjener, hvis raa Ytringer skulle have forbitret hans sidste Timer. Han dode den 26. December 1826.

IL

Det afgjorende Grundtræk i Schack Staf- feldts Digterpersonlighed er det, at han var en Idealist.

Den Opfattelse af Digtekunstens Væsen, der betegner sig selv som Idealisme og der endnu den Dag idag formaar at samle mange Sympathier om sig, skjondt den nutildags kun optræder mat og principløst, har i den første Halvdel af dette Aarhundrede behersket den danske Poesi. I vore Dage lægger den sig sjældent for Dagen i Digterværker, men frem- træder som dømmende og fordømmende Kritik. Den tager paa Veje overfor Ord og Enkelt- heder. Naar en Forfatter i sin Dialog indforer

Schack Staffeldt.

125

enkelte nødvendigt eller unodigt grove Tale- maader, naar en Digter berorer en Last eller en Sygdom, som man hidtil havde betragtet som und- draget Kunstens Domæne, saa lader Idealismen høre fra sig for at kalde den Vildfarende tilbage til hans Pligter mod det Skjønne og Idealet.

Det Principielle i Standpunktet berøres imid- lertid aldrig mere. ^lan synes ligesom at have glemt Grundanskuelsen, hvoraf disse Domme og Advarsler udspringe, en Grundanskuelse, der endnu for en Menneskealder siden var i Alles Tanker og som havde behersket den danske Literatur i den Forstand, at den ingen bevidste Modstandere fandt. Hvor uenige end Oehlen- schlåger og Baggesen eller Oehlenschlåger og Heiberg eller Heiberg og Ingemann eller Heiberg og Hauch ere — i Grundanskuelsen ere de som^ poetiske Idealister i fuldstændig Forstaaelse med hinanden. Hvis en eller anden Digter (som Blicher i sine Noveller) tilsyneladende hylder en modsat Poetik, saa er det ubevidst; han gjør den aldrig gj ældende, han anser sig for ganske ligesaa idealistisk som sine Samtidige og straffes endda med Ligegyldighed og Tavshed af Banner- førerne; Heiberg nævner ham aldrig i sine Værker.

Den poetiske Idealisme gaar ud fra den Grundtanke, at det ikke er Kunstens Sag at

126 Mennesker og Værker.

efterligne Virkeligheden. Den saakaldte « Natur- efterlignings som Poesiens Princip er den Fjende, den bekjæmper. Den gjør den tils}-neladende rigtige og sunde Betragtning gj ældende, at kan Kunsten ikkun efterligne Virkeligheden, saa er den overflodig. Hvortil behove vi en Gjen- tagelse? \^i have jo allerede en bedre og langt mere levende Virkelighed udenfor Kunsten. Nej Poesiens Opgave er omvendt den at føre os bort fra Virkeligheden med dens hverdagslige Sorger, dens Hæslighed, dens Smuds og bringe os til at glemme alt dette i en anden, højere Verden.

Men Idealismen har historisk gjort sig skyldig i en dobbelt Fejl.

For det Første karikerede den sin Mod- stander; den oversaa, at der blandt Naturstudiets Tilhængere fandtes mange, der ingenlunde op- fattede Principet som gjaldt det en raa, tilfældig Afstøbning af et Stykke Virkelighed, men som indrommede Kunstnerens Individualitet den videst mulige Ret til at gjennemtrænge Stoffet med sit Temperament og sin Aand.

For det Andet overvurderede Idealismen den digteriske Fantasi. I Indbildningskraften, der kun formaar at omdanne og udvikle Virke- lighedsforestillingerne, saa den en guddommelig, af Intet skabende Magt. Den betvivlede ikke,

Schack Staffeldt.

127

at den tr\-gt kunde lade haant om Virkeligheds- studiet; Fantasiens indre Kilde sprudlede jo uophørligt.

Længe indbefattede man hele Samtiden i den Virkelighed, der laa for lavt for Kunsten. Oehlenschlåger fremstillede dels Guder, der vare hævede over Menneskelivets lavere Kaar, dels Søkonger og Jarler, Helte og Elskere, der stil- lede Samtidens Helte og Elskere i Skygge. Ikke en af Hauchs Romaner skildrede Samtiden. Ingen Digter gav sig til at studere den, og ingen bemærkede, at hvad der fandtes af sandt Menne- skeligt i hine Guder, Helte eller Fortidspersoner, det skyldtes udelukkende de Iagttagelser, Dig- teren i Reglen halvt ufrivillig havde gjort af sin Samtid.

Fremstillede Dramatikeren en lavere Virke- lighed, saa fordrede Idealismen, at man stadig skulde se denne gjennembrudt af en højere over- naturlig, som i Heibergs « Alferne og Syv- soverdag;;, og denne højere Verden, der gjor Brud paa Naturlovene og den hverdagslige Orden, er endnu bevaret i Hostrups iøvrigt saa virke- lighedstro Lystspil, i ^;Gjenboerne» og i ^Mester og Lærling;). Man véd hvilken Storm af Indig- nation Heibergs Vaudeviller vakte. Man be- kjæmpede disse overgivne Fantasifostre som i Kunsten utilladelige Virkelighedsbilleder. Og

128 Mennesker og Værker.

en lignende Opposition fra flere af Datidens ret- troende Idealister modte Fru Gyllembourgs No- veller. Vel sandt, det var Damearbejde, det \'ar fint og pænt og paa sin Vis idealistisk, og det fordømte Datiden, men — det skildrede den, og det var slemt: i disse fyrretyveaarige ædle Herrer med hvide X'este, i disse ridderlige og lidenskabelige Legationsattachéer, i disse unge fintfølende Koner, i alt dette nydelige Porcelæns- maleri fandt man et begyndende Virkeligheds- studium, der var adskillige blandt Mændene af den ældre Slægt imod og som først senere saa forskjelligartede Forfattere som Saint- Aubain, Carl Bagger, M. Goldschmidt hver paa sin Vis toge op.

Hvor det var muligt, der levede man af den historiske Legende som Ingemann i sine Romaner, eller af Luften som Paludan-Miiller i <.Amor og Psyche ; , eller af Kjæmpevisens og Troubadourstilens Duft som Hertz i « Svend Dyrings Hus» og «Kong Renés Datter*. Selv naar Virkeligheden uimodstaaeligt trængte sig frem, som i <Adam Homo:., var det kun for at fordømmes og atter tabes af Syne. Og selv naar en Legendedigter som Ingemann eller en Eventyrdigter som Andersen i deres Romaner (« Landsbybørnene^^, « De to Baronesser ») traadte i Berøring med Nutiden, saas deri ikke noget

I

Schack Staffeldt. I 29

Tegn paa Strommens Gang eller noget Brud med Idealismens Princip; thi hos de allerfleste af Digterne fremtraadte de idealistiske Sympa- thier saa stærkt blandede med realistiske Ten- denser, at det var umuligt at gribe Principet i dets Renhed.

Schack Staffeldt er den eneste af dette Aarhundredes danske Digtere, hos hvem man kan studere den strænge Idealisme uforfalsket ocr usvækket, i dens Væsen oq; i dens Konse- kvenser, og se den i dens Kamp med en kraftig digterisk Individualitet. For ham var Idealismen begejstret Alvor.

IdeaHsmen er et tysk Fænomen. Den har aldrig i en længere Aarrække været eneraadende i nogen anden Filosofi og Poesi end den tyske; den var ukjendt i dansk Poesi, saalænge denne under Holberg endnu ikke var bleven berort af tysk Indflydelse, den blomster op fra det Øje- blik af, da vor Poesi gjennem Ewald paavirkes afKlopstock, gjennem Oehlenschlåger af Schiller og Tieck, gjennem Hauch afTieck og Schelling, gjennem Heiberg af Tieck og Hegel, og den findes klarest og renest hos Schack Staffeldt, der var tysk af Herkomst og hvis Modersmaal var det tyske.

Vi have ingen dybere germanisk Aand i vor Literatur. Med al sin Fædrelandskj ærlighed

9

1^0 Mennesker og Værker.

\ar han tysk i sit hele Anlæg, og det vilde dengang sige fodt Ultra-Idealist.

Man ser det allerede af hin ovenfor anførte Ytring i hans Brochure mod Pallini om hans Opfattelse af Romandigternes Forhold til den virkelige Verden. Schack Staffeldt har efter sin egen Tilstaaelse oprindeligt troet at finde Virkeligheden i Datidens Romaner, Datidens Poesi. Med Et er det gaaet op for ham, at Virkeligheden var af en helt anden Beskaffenhed end i Romanerne. Men istedenfor deraf at slutte sig til Nødvendigheden og Berettigelsen af en Poesi, der ikke vildleder Ungdommen, men giver den et sandt Verdensbillede, drog han ifølge sit idealistiske Naturel kun den Slutning, at V^irkeligheden i sin Brutalitet faldt udenfor Poesien og ingen Gjenstand afgav for den.

Derfor faldt hans Liv fra hinanden i to ad- skilte Halvdele: en Virkelighed uden Poesi og en Poesi uden Virkelighed. Han gik, som han .skrev til Baggesen, ud paa «at rulle sin idealske Sfære saa hojt omkring, at den ikke stødte sammen med nogen jordisk Planet », det vil sige: han lod alle sine ikke-poetiske Interesser som Menneske blive udenfor, naar han selv steg ind i sin poetiske Ballon.

Han formaaede trods sin mangesidige Be- gavelse ikke at lade sine reelle Studier og Kund-

Schack Staffeldt.

131

skaber komme sin Poesi til Gode; han tillod ikke sin antikirkelige Lidenskab at komme til Orde i den; han udelukkede sine politiske Idéer og sin Fremskridtsbegej string af den, som han havde stræbt at udespærre sin Sensualisme fra den.

Hvad Under at Forholdet til den saaledes indsnevrede og omgrænsede Poesi ikke kunde tilfredsstille et rigtbegavet og mangesidigt Sind!

Han kunde og vilde ikke nojes med at være Digter. Han stræbte bestandig ud imod det, han selv kaldte Prosaen, søgte og fik for- skjeUige Slags Em.beder og sad tilsidst til Halsen i «Prosa». Prosaen, det vil sige Virkeligheden, var ham det Stof, han behøvede for deraf at ælte sit daglige Brød, det Materiale, han attraaede for deraf at forme sig borgerlig Anseelse og Indflydelse, men taget i og for sig, uden Hen- syn til den Mættelse, den bød hans Fornøden- heder og hans Ærgjærrighed, nærede han en sand Afsky for den. Den var ham det Grove og Lave; det var høje Sjæles Kjende, at de hævede sig over den ; i Poesien havde den først og fremmest Intet at gjøre. Det er let for- staaeligt, at Staffeldt, anlagt som han var, maatte med Lidenskab indsuge enhver nok saa hyperidealistisk Theori om Poesien, og være redebon til at illustrere den i sine Digte, selv

9*

132

Mennesker ojj Værker.

om de Digtere, hos hvem han troede at finde den, som Schiller f. Ex., i deres Værker havde indrommet Virkeligheden langt større Plads end man af Thcorien skulde slutte. Han gik da i sit Sjæleliv ud fra en Forestilling om Poesiens Natur og Væsen, der uden Overdrivelse kan betegnes som den ulyksaligste, en Digter kunde falde paa at danne sig, den at Iagttagelse, Gjen- givelse, Opfattelse, Sammentrængen af det Vir- kelige var noget, der stred mod Digtekunstens Væsen, ja endog var uantageligt som Grundlag for Digtningen. Han nærede den Overbevisning- og hyldede den Lære, at Livet som saadant ingen Gjenstand var for Poesien, den sande Digter nærede sig kun af Dromme, stirrede kun ud mod det Usynlige, attraaede kun det Uop- naaelige, byggede kun Luftkasteller og havde lige nær til det Materiale, hvoraf de opførtes, om han boede i en Udørk eller med Menneske- livet for Øje.

Naar han ikke desmindre bliver en af vor Literaturs mest udmærkede Lyrikere, saa er det tiltrods for hans fordærvelige Poetik i Kraft af hans sjældne poetiske Anlæg. Og yderst inter- essant er det at se, hvorledes han nu efter at have gjort tabula rasa af Virkeligheden, forsøger paa ud af sit eget Indre at skabe en Poesi.

Schack Staffeldt.

133

Det lykkes ham, og vi se et helt poetisk-filo- sofisk System bygge sig op for vort Øje.

Naar hele den ydre Virkelighed er sløjfet, hvad bliver da tilbage for Digteren.^ Intet Andet end hans poetiske Længsel. Schack Staffeldt var en Aand der længtes, og hans Poesi blev Længselens Poesi. Vi længes alle efter Lykken, men Forskjellen mellem os beror paa den P'ore- stiUing, vi efter vor Natur gjore os om den. Schack Staffeldt var en højtstræbende Aand; han attraaede en ideal Fuldkommenhed. Derved hæver han sig over Mængden af de smægtende og længselsfulde Naturer. Han var dernæst en fuldstændigt rationel Aand, hvis Begreb om Fuldkommenheden ikke var formet ud fra posi- tivt religiøse, supranaturalistiske P'orudsætninger. Hans Sværmeri var et filosofisk Sværmeri, hans Uvilje mod Virkeligheden en Metafysikers eller metafysisk Romantikers, ikke en Troendes eller en Theologs. Derved adskiller han sig fra Mængden af vore bløde eller uklare poetiske Sværmere som Ingemann eller Hauch. Han stammer i hge Linje ned fra Ewald, men han var ikke det store, syge, elskelige Barn som han, ikke som han Digter i Et og x'\lt, ikke som han ren Genius. Hans Sværmeri var en Ynglings, men det havde ikke frit Spil i hans Sjæl; det var omgivet, ligesom cerneret af en

I 7A Mennesker og Værker.

Mands haardc og; faste Væsen; det sprudlede ikke stilfærdigt frem som af en Kilde, det steg med en vis tvungen Voldsomhed i Vejret som et Vandspring, fra alle Sider indesluttet i en Stensætning af noget frastødende og stiv Ka- rakter. Det fik kun Lov at komme til Udbrud i hans Poesi, o«' derfor bemæsfticrede det sig; den

'o o o o

næsten helt.

Hvis man imidlertid havde sagt Schack Staffeldt, at det, han i Grunden længtes efter og mod, det var intet andet end Virkeligheden, saa vilde han have taget dette meget ilde op; thi med den vilde han netop Intet have at gjore.

I Digtet (Dtt højere Liv» hedder det:

Hvo til det Virkelige sit Liv og sit Kunstværk befæster, ligner hin Urtegaardsmand (sikkert han vanvittig var),

da han de spæde Planter med Toppen i Jordbunden satte og dog ikke begreb, hvorfor de alle slog fejl.

Billedet -Tingens Rod i det dybe, evige Liv er.

Tingen som vexlende Lov falder i Tiderne af.

Dybt i dit bundløse Selvs til Tempel indviede Dybde risler det evige Liv klart og oprindeligt frem;

der er den højeste Fryd, der Gudernes salige Arne,

der det forjættede Land, ikke bag Stjernerne hist.

Der skjuler sig i dette smukke og varme Ud- brud, som gjor Tænkeren i Schack Staffeldt al mulig Ære, en Synsmaade, der maatte være

Schack Staffeldt.

135

hojst farlig for Digteren. Denne skal, mener Staffeldt, fæste sit Blik paa Tingenes evige, platoniske Urbillede, ikke paa de enkelte Ting; han skal ene og alene fordybe sig i Jeget, der opfattes som i Fichte's ^< Anvisning til det salige Liv>^. Hvor skal da Jordens brogede Liv faa Adgang til hans Digtning?

I Digterbekj endelses hedder det endnu udtrykkeligere :

Op, Digtre! alt det Jordiske bortfjerner,

da skal I snart det Himmelske opnaa, thi Kunsten er lig Troens skjønne Rige, kun ubesmittet Frahold did tør stige.

^. Frahold;; betyder i Staffeldts Sprog Afkald, Forsagelse. Det gj ælder, mener han, for Dig- teren om ubetinget at forsage enhver Berøring med hvad Jordens er. Ja det Jordiske vilde « besmittes hans Poesi. Den synes da ganske at maatte dreje sig om sig selv, ganske at maatte tære paa sig selv. Og Formodningen bestyrkes, naar man læser Epigrammet:

Til de æsthetiske Realister.

Daarer, hvis lavere Id vil tærske Geniens Blomster

og ved den himmelske Ild koge de jordiske Ro'r I

eller Modstykket:

136 Mennesker og Værker.

Digterprove.

Vil du vide, om dig Naturen til Digter indvied,

og om Begejstringens Gud kasted sit Lyn i dit Bryst?

Fly til Ørkenens Favn, for stedse adskilt fra Vidner, der slaa Harpen, og da Genius hilser jeg dig.

Den Stakkels Staffeldt, hvis poetiske Genius ikke overlevede Ungdomsaarene og som end ikke taalte Ensomheden i Cismar og Sle.svig, vilde kun daarligt have bestaaet Ørkenproven, hvor gunstigt end det ode Opholdssted kan synes for en Længselens Poesi.

Thi længes, det gjorde han. Han længtes som den Tørstende, der foregjøgler sig en kjolig Drik, som Elskeren, der brændende savner sin Elskte, og alt hvad han saa: ethvert Natur- skuespil, alt hvad han hørte: enhver skjøn Sang, enhver dejlig Menneskestemme, alt hvad han tænkte: hans platoniske eller schellingsk metafysiske Grublerier, ja selv alt hvad han følte, de Følelser, der havde en bestemt endelig Gjenstand og som gjengjældtes. Alt mundede ud i hin Længsel. Det var en underlig, ve- modigt-drømmeri.sk, i sin første Spire ganske ubestemt Længsel. I Digtet «Til Hjertet » hedder det betegnende:

Mit Savn mig fortærer og ak jeg begjærer,

jeg véd ikke hvad.

Schack Staffeldt. 137

Havets og Vindens ]\Iusik, Stjernehimlen og Maanens Lys forlokke ham til Sværmeri:

Jeg undrende stirrer og længselfuld dirrer af smertelig Lyst.

Og saaledes skriver han ogsaa i -Det kjærere Bedrag), at naar han ser ]\Iaanen skinne paa Kjæmpehøje, gaar han helt op i Længsel:

Da min Sjæl i trange Fængsel bæver

og i Anelser bortile gad,

thi et himmelsk, ak! jeg véd ei hvad, den i Længselssuk fra Jorden hæver.

Dette Element af vagt, ubestemmeligt Svær- meri, dette flydende Element i Staffeldts Længsel, adskiller ham skarpt fra en ganske samtidig Digter, der ligesom han var ren Lyriker m.ed udpræget filosofisk Hang, og der ligesom han alt i en ung Alder forstummede for bestandig. Jeg mener Holderlin, der fodtes nøjagtigt et Aar efter Staffeldt (Marts 1770), og der kun 32 Aar gammel ramtes af Vanvid. Ogsaa Holderlins Digte ere baarne af Længselens Stemning, ogsaa de ere tankerige og aldeles virkelighedsfremmede, men ved Holderlin kan man kort og bestemt udtrykke, hvorefter han længtes, og det ligeligt fra hans første Digt af

1^8 Mennesker og Værker.

til hans sidste bevidste Suk: det var det gamle Hellas, som han dromte sig det, med dets herlige Sol, dets Skjonhedsliv, dets fuldendte Frisind. Holderlin svarer i den tyske Literatur til hvad André Chénier er i den franske. Men medens denne Theokrits og Lucretius' Lærling i Kraft af sin hellenisk-franske Afstamning især forstod det Skarptbegrænsede, fint Sanselige i Atticismen, det Samme, som en CatuUus tilegnede sig deraf, forholder Holderlin sig religiost til Græciteten og fra hans Læber stige tysk-græske Hymner. Hans Ideal er et bestemt, quasi- historisk, lettere at betegne end Schack Staffeldts, men snævrere, mindre interessant, en fattigere og mindre dybsindig Aands Ideal.

Ogsaa hos Staffeldt kan det vel undtagelses- vis se ud, som gjaldt hans Længel Fortiden, især den nordiske Middelalder; det er imidlertid kun i de Digte, i h\-ilke han ikke helt er sig selv, men under Paavirkning af Oehlenschlåger har forsøgt at tilegne sig en ham fremmed Aand (« Forfædrene), « Kunstnerlængsel v). I Reglen er det noget Hinsidigt, han attraaer, og for at for- klare sig denne Attraa ynder han i sit Tanke- og Drømmeliv at dvæle ved Forestillingen om en himmelsk Præexistens. Saaledes hedder det i « Platonisme >; :

Schack Staffeldt. I^Q

Da vor Æt fra Aanders Trængsel

stodtes ned i Sansers Fængsel, Mindet af vort Fødeland fulgte med til Trællens Stand, men det blev paa Gravens Rand

snart til Anelse og Længsel.

Alt, hvad der paa Jorden en kort Tid kan fængsle og vinde os er kun Varsel om, kun Skær af hin tidligere Tilværelses tabte Salighed. Og Fantasiens, Digtekunstens Betydning er den at fremtrylle hins Billede for os. Paa Grundlag af denne til poetisk Brug fastholdte Tro bygger Staffeldt sin Kjærlighedens Metafysik. Overalt kommer han under de forskjelligste Lignelser tilbage til, at de Elskende oprindelig have været Et. I c Myrtegrenen >. siger han:

I en flækket Straale udgik I fra Verdenens Indre, didhen, i samlet Glans stræbte I begge igjen !

«De tvende Draaber > falde ned fra Himlen som én og blive paa Jorden tilsidst atter én. Til «Lina;) synger han :

Halvdel af mit første Væsen, før

vi sank ned fra bedre Verdners Høje!

Udmærket dybt og skjont hedder det i Digtet <; Lillas Minde V efter Skildringen af Aftenens Skjønhed og af det Blomsterly, i hvilket de Elskende fandt hinanden:

I IQ Mennesker og Værker.

Da strommede en Livets Bolge,

o Verdenshjærte ! ud fra dig igjennem hoj're Væsners Følge

og brød i vor Bevidsthed sig, og lig en Tvillinggnist forened

i Samkys vore Sjæle sig, og lig en Tvillingblomst forened

i Samlyst vore Sanser sig.

Det er da et oprindeligt Fællesskab, som forklarer Sjælenes Længsel mod hinanden, og selve denne Længsel er af højere Natur end dens Tilfredsstillelse. Thi det er det dybt Ejen- dommelige ved Staffeldts Erotik: hvor brændende hvor potenseret hans Attraa end er, han formaar slet ikke at besidde, næppe i et flygtigt Øjeblik at nyde Besiddelsens Lykke, saa begynder han selv med gjennem tusind nagende og tærende Reflexioner at undergrave den. I « Lillas Minde ) og ^ Sonetkrans », de to Digtcycler, i hvilke han med størst Held , øjensynlig paa Grundlag af noget Selvoplevet, har fremstilt en erotisk Liden- skabs Levnetslob, har Elskeren næppe naaet det i saa sugende Længsel attraaede Maal, før han river sig løs fra den Elskedes Favn for at kaste sig hovedkulds ud i kvalfulde Overvejelser, om hvor hurtigt Tiden iler, hvor snart Alderen vil komme og kjølnc Lidenskaben og umuliggjøre Glæden; thi, hedder det, kun Gudernes Attraa er varig; rundt om os forgaa de største Værker,

Schack Staffeldt. iai

men størst er Undergangen dog i vort Indre. I det sidste Digt nøjes han med denne sande og for ham nødvendige Skitning; i det første har han fordærvet Virkningen ved unødigt at tildigte et Afsnit om Lillas Troløshed, der foles som lavet, ikke oplevet, og der i ethvert Tilfælde intet har med Digtets Plan eller Idé at gjøre.

Med denne Mangel paa Evne til varig Besidden og virkelig Nyden maatte Fantasi- billedet af den attraaede Gjenstand blive ham helligere og skjønnere end denne selv, fordi det var uhaandgribeligt og luftigt. Derfor dvæler han længe nydende ved Aftrykket af den Elskedes Skikkelse i Græsset (^xLina:^ eller Lejets Puder («Sonetkransv), derfor udmaler han, hvorledes han i Fantasien besidder hende (sTil Seraphine /).

I Digtet «Ved Søen >^ hedder det analogt om hans Glæde ved en skjøn Egn:

Og stirrende ned i billedfuld Sø i underlig Længsel vil jeg bortdø. Mig vinker dybt i den stille Azur en anden Himmel en anden Natur, ætherisk og idealisk er Alt, lig Tingenes allerførste Gestalt

Som de tyske Romantikere dvæler Staffeldt med Forkj ærlighed ved Landskabets Spejlbillede i Vandet; det er som Billede idealere end det virkelige Landskab.

IA2 Mennesker og Værker.

Uendeligt karakteristisk er det derfor ogsaa, at han, der selv har saa meget af Endymion, ikke blot tre Gange har dvælet ved Endymions- mythen (;Den anden Endymion, « Nattergalen og Natfiolen » , «Til Fantasien»), men har forestillet sig Endymionssagnet saaledes, at Luna ikke virke- ligt hengiver sig til sin Elskede, men at denne kun i Drømme besidder hende, efter at Gudinden, bøjet over ham, har trykket et Kys paa hans Læber:

Drømmende sin Favn han hæver

og udsukker hendes Navn, men Gudinden selv undsvæ^ver

For den mér end drømte Favn.

Med en saadan Sky for Virkeligheden og en saadan Frygt for Besiddelsen maatte Længselen mod « det Ideale og Ætheriske . blot som saadan blive Staffeldt hellig, ja det eneste Hellige.

Han har lovprist den under utaUige, ganske modsatte Former. Han har f. Ex. fremstillet den som kristelig sanselig-mystisk Længsel i '<Den hellige Therese »:

O kom da, min Brudgom, som hisset du gaar, syv Stjærner til Krans i dit straalende Haar!

Bønhør mig, o søde Alkjærlighed, kom! o kom til Kjærligheds Helligdom! Min Sjæl kun bæver paa Læbernes Rand, i et Kys bortfør den til Saliges Land !

Saa sværmed hun hen i himmelsk Begjær —

Schack Staffeldt. 143

Og- han har forherhget den i -Ganymed) som hedensk, men ganske Hge saa hellig Længsel mod Alfader. Denne Ganymedes er hgesaa forskjellig fra Thorvaldsens rolige Yngling som fra Rembrandts burleske Dreng. Han er heller ikke den unge Skjonhed, hvem Zeus elsker; nej han fortæres af en uendelig Trang, for hvilken han ikke formaar c at finde Xavn eller Billed ». Han udbr}^der:

Hvi er dog, ak! for denne Jord min Længsel og min Trang for stor?

Han kalder sin Ensomhed «et ædelt Savns ind- viede Tempels; han svarer sin Hustru, der bønfalder ham om at blive paa Jorden:

Min Attraa Verdners Alt omfatter, kun evig Skjønhed er min Lyst.

Saaledes svarer ogsaa den himmelfaldne Dug- draabe sin jordiske Tilbederinde (<Xiljen og Dugdraaben»):

Hold op at friste mig, hold op ! Snart maa din natlig lukte Top

for Solen sig oplade ; da stige Morgenstraaler ned og løfte mig til Herlighed

fra dødelige Blade.

11^ Mennesker og Værker.

Derfor virker heller Intet saa berusende, saa fortryllende paa denne Digter som Udtrykket for den himmelstræbende Længsel. Ganske dejligt hedder det i Digtet Til den natlige Sangerinde :

Paa Nattens sorte Læber

du lægger liflig KUtng, anende fijærtet stræber

at smeltes i din Sang.

Din Sjæl fra Jorden higer,

kun Længsel er din Lod,

alle de gyldne Riger

n e d g 1 i ui r e r i din G r a a d. '

Derfor betegner han Længselen som sit eget Væsens Kjærne. Digtet Kransen >> begynder:

En tidlig Længsel forunderlig

jeg føled. Og intet af Alt, som lokkede mig,

den kjoled.

Derfor siger han om sig selv og sit Kald i Digtet «til Musen ^>:

Da bandt du mig med evig LængseL

til Alt hvad Ingen her opnaar,

og som i Billed kun let over Jorden gaar —

Derfor hedder det som endeligt Udtryk for Staffeldt Livsanskuelse i det filosofiske Digt «Det Ene»:

Schack Staffeldt.

Alt det Skjønne forgaar, at Aanden ikke skal noies

i sin fornedrede Stand, stedse skal Længslerne her brænde i Menneskets Barm — —

145

Nøje er Menneskets Fald, Længsel dets højeste Flugt.

Og det er Grunden til, at i Oehlenschlagers «Vau- lundurs Saga» Eigil, der øjensynlig svarer til Schack Staffeldt, udbryder:

Jeg haver intet Haab, og drives kun af en ængstelig Forlængsel langt, langt hen i den vide Verden efter noget Bedre. Derfor har jeg begivet mig paa Rejsen, og derfor stirrer mit BHk hele Timer ud i den tomme, blaa Himmel og derfor er Stenen i min Hjælm blaa, og derfor var Alrunes Klædebon blaat; og den matte, dunkle, tærende Forlængsel er min Val- ky^rie > .

Ligefuldt gjorde Oehlenschlager Staffeldt Uret, naar han hos ham ikke fandt andet end xden utydelige, uvisse, vejløse Længsel, som ikke vidste selv, hvor den vilde hen, og som ingen Rist eller Ro havde Dag eller Xat, men var bestandig Bevægelse og Forandring under- kastet, ret som Vandet, og uden Ende eller Maal, som det vide Himmelrum («Vaulundurs Saga;>). Thi denne Længsel var trods sin Navnløshed ikke vejløs eller maallos. Den var sig imidlertid kun undtagelsesvis sit Maal bevidst.

IaC Mennesker og Værker.

For sig selv attraaede Staffeldt den fulde ideale Udvikling- af sit V'æsen som Menneske og Kunstner, den fuldkomne Udfoldelse af de Evner, han kun fragmentarisk besad. Det Stykkevise var ham en Sorg, den indre Splittethed en Gru og han folte sit Indre delt og sin Evne splintret i Brudstykker. Derfor i ^Det Uopnaaelige» denne Strofe:

Mellem Jord og Himmel her

alt mit Eje Længsel er. Vilde Skjæbnens Almagt mig forlene,

Kraft med Vnde, Pligt med Lyst, jordisk Ringhed med det Himmelrene, Ideal med Udtryk at forene

i et dødigjennemaandet Bryst!

Udadtil attraaede han en hojere Virkelighed, der var undergaaet en tilsvarende Forandring: en anden Natur, i hvilken Stykværk, Kulde, Livloshed, Upersonlighed var veget for et ro- mantisk Liv, der kun var en Spejling af det i hans eget Hjærte. I det fuldendt skjonne Digt .Indvielsen), fortæller han, hvorledes han en Aften ved Sundet længselfuld stirrede ned i Dybet, da ved Solnedgang Musen steg ned fra Himlen og rakte ham Harpen med et brændende Kys :

Da rundt en anden Xatur der blev, Vindene talte, fra Skyer, som blege for Maanen hendrev, Aanderne kaldte;

Schack Staffeldt. 1 47

et Hjærte slog varmt og kjærligt i Alt,

i Alt mig vink ed min egen Gestalt.

Dog for hin anden Natur, han længtes mod og undertiden skimtede, dannede han sig tidlig et Symbol. Den var Blomsten af Naturen, Naturens eller Livets Blomst. I Digtet Kransen hedder det derfor med stærk Fremhævelse af Ordet:

Blandt Verdens Børn jeg sorrigfuld

mig tabte : et Blændværk af Meningens Bladeguld

de skabte og dyrisk oproded den djærve (?) Rod; forgjæves jeg spurgte, hvor Blomsten stod.

I « Elskovs Rige;> kaldes Elskoven Den første ]Moderblomst:> , hv(3raf den lave og den hoje Natur fra forst af udviklede sig:

Og denne Alblomsts indre Bæger

er Guders dybe Helligdom, og denne Alblomsts Rand os kvæger,

ak! med et Xektar-Duftatom.

Under Paavirkning af den tyske Romantik gled saa dette Symbol over til Sammensmeltning med den tysk-romantiske Skoles beromte mystiske Sindbillede -Den blaa Blomst . I - Blomstens hedder det:

j^S Mennesker og Værker.

Aldrig skal jeg kunne sige, hvad det kjælne Hjærte vil.

det er det Ulignelige.

det er hele Verdens Smil!

Tidt jeg som en Blomst mig tænker dette, ak! jeg véd ej hvad:

Ingen Aarstid den forkrænker, himmelblaat er hvert et Blad;

om dens Rod paa Guldets Strømme

sés Naturen rundt at svømme, evig god og evig glad.

Kalken, blaa og guldbestænket, er en Himmel i det Smaa;

Solen syntes den indsænket

og igjen af den at gaa o. s. v.

Paa ganske lignende Maade hedder det i et smukt lille Brudstykke, der fandtes blandt Staf- feldts Papirer:

Alt var en Blomst,

Luften Kalken,

Jorden Stilken,

Stjærnerne Spidserne i Stovtraadene,

og paa Kalkens Bund

Englene sad og Harpen slog.

Og trindt om i Staffeldts Poesier forekomme Udtr}'k, der henpege paa, hvor stærkt dette

Schack Staffeldt. 149

Billede havde fæstnet sig i hans Sind. I ^Prome- theus>' staar:

Rundt Naturen syntes sprungen ud til en eneste Blomst for sin Gud.

<^^ Kunstnerlængsel > , der giver Digterens Smægten efter Forverdenens Herlighed Udtryk, slutter med Ordene:

Selv Himmelen, med lysblaa Grund og Stjærneguld, mig synes kun en grænseløs Kjærminde.

Men i det dybsindige Digt « Forvandlingerne >, der har en langt betydningsfuldere Idé, er Bil- ledet optaget og udvidet saaledes:

Thi Kjærligheds Alkjærminde vil

udslaa af det livfulde Hele, som Bæger Ætheren runder sig til,

de Stjærner til Kors sig afdele; til Stængel sig hæver den lave Jord, som Duft opstiger Sjælenes Kor.

Dog dette Billedsprog, der, skjont ikke di- rekte anvendt af Andre, ligefuldt minder om Andres, er ikke det, i hvilket Staffeldt er origi- nalest. Hvor hans Naturel har udfoldet sig friest og oprindeligst, der har han skildret og prist den usynlige, usanselige Al-Enhed, hvis Nærværelse han savnede og smægtede efter, under Symboler, i hvilke ingen Anden havde tilbedt den. Man

I50

Mennesker og V:crker.

kan sige, at han cfterhaanden har dannet sig selv sin Religion. For ham var Al-Enheden nøjagtigt det, 'som den Troende mener med Gud, og hans brændende Higen mod det Al-Ene, hans Kjærlighed til det, hans Henrykkelse, hver Gang han ojner et Glimt af det i jordisk Form eller horer en Klang deraf i jordiske Toner, ere Vidnesbyrd om den Hen-kai-pan-Fanatisme, der fyldte hans Sind og som, langtfra at være blot en poetisk Kultus hos ham, øjensynlig har be- mægtiget sig ham helt, siden den ved de mest forskjellige Anledninger blusser op i hans Poesi. At Staffeldt kun sjældent skildrer den danske Natur, beror derpaa, at den Natur, om hvilken han drømmer og taler, er Naturen i dens Hel- hed, Universet. Den Naturkraft, der driver For- vandlingens knusende Hjul med saadan Vælde, at Aarhundreder « stænke hen som Draaber>., den Naturnødvendighed, der har Verdens Lov i den højre, Tidens Flod i den venstre Haand>. , der skaber hver Tanke i Tænkerens Sjæl, og under hvilken Heroernes Vilje træller, er Gj en- stand for hans Sang (se Digtene ^<Til Natur- kraften., «Nødvendighed»), Han forherliger stundom Naturen som den kolde tvingende Nødvendighed uden at elske den; man undres undertiden over Tonen i hans Hymner til den, fordi Ordenes ikke trostelige Indhold synes at

Schack Staffeldt.

151

staa i Strid med den begejstrede Form. Til <. Nødvendigheden V synger han f. Ex.:

Altings Styrer, jeg dig hilser med Hymneklang 1 Uforkrænket du er evig og overalt.

Kraft og Drift og Instinkt lyde dit Enebud, og Beslutningen stolt dølger sin Lænke kun. Støvet, Stjærnen og Ormen, Aanden trælle i samme Baand.

Man synes i Staffeldts Forhold til Naturen at kunne spore to Udviklingstrin, svarende til den tyske Filosofis samtidige Udvikling. Først stiller Digteren sig koldt og fremmed overfor den ydre Natur; paa Fichte's Vis føler han overfor den kun sit eget Jeg, og jo stærkere den larmer eller skrækker, des mere. Langt fra at besynge den, hvor den synes mest frygteHg eller mest sublim — som ved Ætnas Krater eller under Uvejr mellem Alperne — foler han overfor den kun den Andagt i sit Bryst, der hæver ham over Dødsangst og Fejghed. Langt fra at smelte sammen med Naturen, hævder han i slige Digte kun sin Menneskefornemhed overfor den. Det hedder i c Digterfantasi » :

I Ætnas røde Helvedluer

du med heroisk Apathi,

som Barnet paa en Glod, nedskuer.

IC2 Mennesker og Værker.

Og- paa samme Vis i Digtet Paa Toppen af i\Iont Cenis :

Denne Tryghed ved Naturens Gruen, denne Fasthed midt i Altings Fald,

denne Fryd ved Undergangs Beskuen vidner om mit grænseløse Kald.

Dog, i de langt talrigere og betydeligere Digte, der betegne Staffeldts definitive Føle- og Tænke- maade, stiller han sig ganske paa Schellings Stand- punkt. Altets Enhed under alle tilsyneladende Forskjelligheder, alle Fænomeners Overgang i hinanden og Sammensmeltning med hinanden, den store Harmoni i Naturen sysselsætter her uafbrudt hans Reflexion og hans Indbildnings- kraft.

Et Landskab tiltaler ham kun, naar det forekommer ham at rumme Alnaturens eller Tidens hele Fylde indenfor sin snævre Ramme. Saaledes hedder det f. Ex. i Sonetten « Udsigt over Ai-nodalen ^ , hvor Egnen, der ligner «et Ocean af Frugtbarhed;., synes ham ligesom Naturens « skjulte Virkested*:

Hellige Almoder! du er her: Disse Høje, dine Bryster, hæve

sig med Nok for alle Væsners Hær,

Og parallelt for Tidens Vedkommende i '<Aften- hojtid . :

Schack Staffeldt. 153

O hvor festlig, o hvor hellig-stille

hviler Alt paa Jord, i Luft og Hav ■

Selv Gestalterne sig ikke skille,

blandede i Natten. Altings Grav.

Fantasien sagte Haabets Riger,

Dødens Afgrund lukker op, og brat

ufødt Fremtid ned fra Himlen stiger, jordet Fortid op af Glem els Nat.

Og som na Landskabet særligt henriver ham, hvor det fantastisk opfattet S}'ne5 ham at omspænde Altet, saaledes fryder det enkelte Særsyn i Naturen ham i samme Grad som det synes at sammensm.elte adskilte Modsætninger oo- crive et Billede af Helheden.

Saaledes henrives han i « Erindringer;) til Udbrud af Ærefrygt ved Synet af en Frugt, der paa én Gang ligner en Pommerants og en Fersken og der synes ham en Sammensmeltning af Kunst og Natur; saaledes henrives han til Udbrud af den hojeste Fryd ved en usædvanlig mild Efteraarsmaaned , der forekommer ham at forene Foraarets Ynde med sin egen Skjønhed. Man har i Digtet Til Septembermaaned (i804)» det som Spørgsmaal formulerede, men saa ægte Staffeldtske Svar paa Sporgsmaalet, hvad dette Under vel betyder:

I ; 1 Mennesker og Værker.

Sig, hvad bebuder det Under? et andet Rige paa Jorden?

Markens frivillige Frugt ? Barnets ustrafifede Lyst ? Møjens Ixionshjul, med Menneskeheden omhvirvlet,

staar det stille engang? Sluttes der endelig Fred mellem de tvende Magter, som styre Verden . . .

Og saaledes begejstres Staffeldt ved Synet af et Æbletræ, der paa én Gang bærer Frugter og Blomster (<^Ved et Æbletræ»), til denne eksta- tiske Flugt:

Skjønne Hesperiens Billed, Forening af Ophav og Ende, ikke Hesperiens blot, Evigheds Billed, o Par!

Thi forunde du mig, med varsomt Tryk dig at plukke, at et Hesperien jeg slutte i heldige Haand,

at mit Øje i dig det evige Ene beskue, thi det Herligste kun sænker i Billed sig ned.

Og han anraaber i Glæden over dette Særsyn Naturen :

Faldt af din Kjæde den Ring, til hvilken du Vinteren fæsted,

over hvis Skulder af Is Høsten sin frugtfulde Kurv rækker den smilende Vaar? og skal da Sangenes Rige,

Længselens yppige Drøm stanse i synlig Gestalt? Dig er intet umuligt, du Aand, som i Verdeners Følge

kun i skiftet Gestalt, evig og én kun. bestaar: Verdenshistorien er dit gigantiske, mægtige

Levnet,

skrevet med Folkeslag her, hisset fremstilt i

Basalt.

Denne for Staffeldt saa særegne, filosofisk-poe- tiske Lyksalighed ved at mode Altets polære

Schack Staffeldt. I r r

Modsætninger som Vaar og Host eller Naturens forskjellige Udviklingsstadier som Blomst ' og Frugt forenede forklarer ogsaa et Fænomen, der ellers maatte synes forunderligt og stodende især hos den strænge Moralist og lidenskabelige Hader af Katholicismen , som \'i i Digterens Rejseoptegnelser have modt. Jeg mener hans Maal og Maade overskridende Begejstring for Kastratsangen i de katholske Kirker. Han stiller Kastraten Crescentinis Sang i lige kunstnerisk Hojde med Raphaels sixtinske Madonna. Han udbryder om den: ^Det er ikke sandt, saadanne Toner komme ikke fra Lungerne, de dannes i Hj ærtet, i Følelsens inderste Helligdom. Saaledes maa Englene synge, eller de maa lære det af Crescentini . ( -Samlinger til S. Staffeldts Levnet >.' L 448). Man begriber den Staffeldt selv øjen- synligt ubevidste Aarsag, naar man i hans Sonet til en anden Kastrat IMarchesi (Efter en blid Aria») læser:

Mandens Højhed i din Hmimelsang idealsk med Møens Ynde stemmer, saa tvetydigt Kjøn om Libers Lemmer

sig i yndig-blandet Omrids svang.

Det var Foreningen af Mandligt og Kvindeligt i én ^Menneskestemme, de tvende, ellers stedse adskilte Kjøns Sammensmeltning i melodisk En- hed, som fortryllede ham, og berøvede ham ikke

ic6 Mennesker og Værker.

blot Sindsligevægt, men kunstnerisk Dømmekraft. Han sammenligner her selv Indtrykket med det af mandlige og kvindelige Formers harmoniske Forbindelse i Bacchus- Skikkelsen. Og i Virkelig- heden finde vi ham henrexcn af denne plastiske Sammensmeltning af Kjonsmodsætningerne ganske som af den musikalske. Hermafroditismen var et af de Symboler, hvorunder han følte hint Al-Ene, hin natura naturans, Længselens Gjen- stand, i hvilken Længselen sluktes, træde .sig imøde. Derfor hedder det i Digtet I Canovas Værksted » :

det salige Tvekjon Hermafroditen. den store Enheds længselsløse Billed,

Og derfor benævnes i ^^Digterbekj endelse » Natur- altet som saadant uden videre den store Alherma- frodit •.

I Enkeltheders bolgefulde Rige

er Kraft og Ynde i en evig Splid;

Athleter lig, de for hinanden vige, og stedse vexler den uvisse Strid ;

til fælles Sejr de kun sig sanimensmige i hin den store Alhermafrod i t ,

ham, som det hele med Gestalt omskriver,

mens Tidens Strømme ham som Blod opliver.

]\Ien at Digteren nu saaledes bestandig maa smægte mod hin store Alhermafrodit, Natur-

Schack Staffeldt.

157

guddommen, det formaar Staffeldt da ogsaa til- sJdst — og dette kroner hans besynderlige poetisk-metafysiske System — meget godt at forklare. Digterens Længsel mod Guden er kun Gudens Attraa efter at blive sig bevidst i Dig- terens Aand.

Staffeldt udtrykker det i '. Fantasos' Rige^> saaledes:

Med Jovis store Blik den drukne Aand Æoner, i et Nu forente, nyder, mens alle Zoner, alle Tider gyder

af omvendt Urne deres rige Laan.

I «Genien> hedder det kort og fyndigt:

Poesi er indskrænket Evighed, Alt i det Ene, Guddommen er Poesi. Tiden Indfatningen er.

Digtet «I Canovas Værksted, kulminerer i Udbruddet:

Hellige Kunst! den Eviges Selverkjendelse i det Endelige ! Straale af den uendelige Selvkjærlighed, som holder det Hele sammen!

Og i -xDigterbekj endelse:^ er Tanken, hegelsk- spekulativ før Hegel, udtrykt ligesaa nøgent:

Kan Millioner lavrbærfulde Hænder

belønne Kunsten, ved hvis høje Id den store Alaand sig i os er kj ender

og vi i ham, i Evigheden Tid?

I ;;8 Mennesker og Værker.

Alaandens Blik igjennem Kunsten tindre, hans dagende Bevidsthed i vort Indre.

Hvad er dette andet end den Hegelske Scetnini^^ at Menneskets Bevidsthed om Gud er Guds Selv- bevidsthed! Det forhegelske, romantiske, Schel- ling-Statteldtske deri, er kun, at Fantasien, ikke Tanken, er denne Gudsbevidstheds Medium.

Allerede hos Fichte var i den t>^ske Filosofi Forgudelsen af Fantasien begyndt. Forst ved Indbildningskraften , paastod Fichte , blev den \'erden, vi sanse, for os til en virkelig Verden ; fra den skabende Indbildningskraft udgik efter hans Lære Menneskeaandens hele Virksomhed, dens Erkj enden og dens Villen ; thi Indbildnings- kraften er, som Jegets sig selv frembringende Stræben i det Uendelige, den Drift, der af Fichte betegnes som det stræbende Jegs indre Kraft. Allerede hos Fichte oversaas det, at Fantasien ingenlunde er, hvad den hos Staffeldt bestandig kaldes, en Gestaltnings-Evne» , men kun en Evne til Omdannelse, Omgestaltning. Dens \'irksomhed har jo kun Forestillingernes Form, ikke deres Indhold til Gjenstand.

Hos Schelling blev Overvurderingen af Fantasien forst ret sat i System. Schellings Naturfilosofi var i Virkeligheden ikke Natur- erkjendelse og Naturvidenskab, men en Naturens Poesi, en af Indbildningskraften formet og bag-

Schack Staffeldt. I -9

efter i Begreber omsat Naturtheori. Xovalis robede Hemmeligheden i den romantisk-paradoxe Sætning, at Fysiken var Læren om Fantasien.

For Staffeldt bliver den digteriske Fantasis Betydning den, paa aandig ]\Iaade at iværksætte Sammensmeltningen af Altets Yderled Materie og Aand; thi Fantasien er det, som i Billed- huggerkunsten forvandler den dode Sten til et levende Idealbillede, som gjennem Elskov forener Menneske med Menneske og gjennem Andagt Mennesket med Altet*). Ved Fantasien er det da, at, som det hedder i Digtet: 'Til Fantasien :

Elskovs Trang af Formernes Forstening stræber over Enkelthedens Bred,

Andagt, Andagt kun er Alforening, Alliv, evig Alselvkjærlighed !

Og som det er denne Besjæling og Optoen af al stivnet Egoisme og Enkeltværen, der giver Fantasien dens hoje Rang, saaledes har alt det Mægtigste i Naturen: Vaaren blandt Aarstiderne, Vandet blandt Elementerne, Metamorfosens Lov blandt Naturlovene ingen anden Bet\-dning; thi Foraaret optør alt det Frosne, Vandet lader sig ikke binde i nogen enkelt Form og de store

*J Paa dette Sted er indflettet nogle i min Afhandling om Christian Winther («Danske Digtere«) tidligere offentlig- gjorte Sider om Schack Staffeldt.

l6o Mennesker og Værker.

lovbundne Formforvandlinger i Naturen henpege tydeligt paa alt Stofs Ensartethed og alle For- mers Enhed.

I Staffeldts <J^"oraarsh}'mne hedder det:

Hvert et Væsen bryndigt sig beruse

af den Himmelild, du brænder i. og i vilde Vellysthvirvler bruse

i et Hav af Hymneharmoni ! Al Naturen ved din Fakkel stræbe

ud af Formens frosne Favn at tø!

Den berømte Hymne til Vandet », som det er Heibergs Fortjeneste at have analyseret, inde- holder samme Tanke om det Element, der for- binder alle Draaber til ét Hav, der, naar det en kort Stund har været stivnet til Is, med Solen til Allieret bekæmper Forsteningen , og som bestandig tilstræber Alforening»:

Sangværdige Vand! utomt du udgaar

fra Havet i talløse Aarer, ■ paa Naturens Kind du som Roser udslaar,

af Menneskets Øje som Taarer, dog aldrig opholder dig nogen Gestalt, du stræber igjen til det formløse Alt.

Selv hisset, hvor Formen ved istakt Pol i Favn dig, Forhærdede, tager,

du vaagner af Døden for nærmere Sol, det Hele sit Tabte tildrager,

thi strider du mod Forsteningen,

fælder Taarer — og dør igjen.

Schack Staffeldt. l6l

I Digtet « Forvandlingerne v endelig optager Staffeldt et af Folkevisens hyppigste Motiver, den magiske Forvandling, der ved et Vidunder ombytter en Skikkelse med en anden. Snart er jo der en skjon Kvinde forvandlet til et Træ, snart til en Orm, snart til en Fugl, snart til en Hind, snart først til Hind, saa til Falk eller først til Lax, saa til Sværd, saa til Hind*). Allerede den Orden, hvori Naturrigerne her forekomme, viser Afstanden fra Staffeldt. Hos ham med hans filosofiske Naturbetragtning foregaar For- vandlingen som en Stigen gjennem Naturrigerne, som et stort Symbol paa Naturens Stræben mod den fuldkomne Form. I hans Digt bliver den haarde Karfunkel til Rose, Rosen til Fugl og Fuglen til en dejlig Jomfru. Forvandlingen be- gynder med hin Blødgjøring af den forhærdede Forstening, der er Staffeldts Yndlingstanke, og ender med at Dyrehammen falder for den skjonne Menneskeskikkelses Fødder. Dette er ikke Folke- visens fantastiske Naturbetragtning; man øjner Darwin noget borte. Og Digtet kulminerer i denne varme Fantheisme:

*) Se Svend Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser IL Nr. 66, 59, 56, 58.

1 62 Mennesker og Værker.

Thi Alt er i Et, og Et er i Alt, forskjellig kun Enheden banker

som Pulsslag, dybt i hver Livsgestalt, den samme i talløse Skranker:

Forsteningen selv kun dolger den,

thi Kjærligheds Aande optor den igjen.

Der er i Schack Staffeldts Naturopfattelse et spirende videnskabeligt Element. Overfor ethvert Naturs\'n, hvorved han dvæler, mindes han dets naturlige Tilbliven gjennem den hele Række af Formforandringer. Selv Blomster- verdenens Skjonhed, den mest udvortes, Sanserne mest gjennemtrængende i Naturen, minder ham om den Naturlov, der ligger bagved. I et Digt <Til Naturen ;>^ lader han Blomsterne sige til Solen :

Sol, du straaled os ud, drag os igjen til dig, du vort Udløb og Væld! Straaler af dig, vi steg ned til Jorden og hylled os til farvede Blomster ind.

Hvad er dette andet end Naturloven om Varmens Overgang til Kraft og Kraftens til Varme udtalt i det fjerde asklepiadeiske Metrum istedenfor i en mathematisk Formel!

Men denne Ejendommelighed ved Staffeldts Blik for den ydre Natur gjor ogsaa, at de Skue- spil, der fortrinsvis tiltrække ham, ere alt Andet end Danmarks Agre og Høje, Skove og Sunde.

Schack Staffeldt. 1 63

Hvad der fængsler ham i Naturen, det er de Særsyn, han paa Rejser træffer, de særegne og forunderlige Naturdannelser, der for hans ydre Øje ligesom virkeliggjøre den Al-Enhed i Alfor- vandlingen, den Optøen af det Forstenede, paa hvilken hans indre Øje bestandig er fæstet. Jeg husker endnu den Forundring, hvormed jeg i min tidlige Ungdom under Sysselsættelse med Schack Staffeldt studsede ved, efter at have læst Sonetten d en Dryppestengrotte» at komme til den næste I en Dryppestengrotte» og strax derefter til en tredje 'I en Dryppe- stenhule«. Tager dette ingen Ende.^ tænkte jeg. Men nej! den næste hed I en Dryppe- stengrotte med et Naturtempel > og saa fulgte < Vanvids Rige. I en Dryppestengrotte. > Nu undrer dette mig ikke mere. Dryppestengrotten er Staffeldt det haandgribelige Symbol paa det Al-Ene; her, hvor Stenen synes paa Nippet til at forvandle sig til Dug og Dunst, og hvor Draaben synes at være stivnet til Arkitektur, har den grublende Digter følt sig mere hjemme og mere opløftet end i Bøgeskoven eller ved Sundets Strande. I en af disse Sonetter udbryder han grebet:

Stedse det i Undergang sig skiller og i Ophav samler sig igjen.

164 Mennesker og Værker.

I en anden studser han ved den Blanding af Tilfældighed og Fornuft, der her har æltet Stenens Dejg, i en tredje udtaler han Anelsen om, at Aander ved at lytte til disse Stendug- draabers harmoniske Fald kunne indvies tjl at fatte c Verdens Ideal . I Virkeligheden var Naturidealet, som han opfattede det, for ham virkeliggjort paa dette Sted.

Det vilde imidlertid give en altfor sne\'er og upoetisk Forestilling om Staffeldts levende Natursans, hvis man skildrede ham som for- trinsvis optaget af Særsyn i lukkede Grotter. Denne Sans har givet sig saa friske og levende Udtryk som nogensteds i saadanne Frembrin- gelser, hvor den faar Lov til at udfolde sig frit og kun udmunder i Digterens Naturfilosofi eller Naturreligion uden at Billedets medfødte Un domsrødme dør i det syge, gustne Overlæg og uden at et enkelt Naturfænomen fremhæves som Naturreligionens Symbol. Man læ^se Digtet ^<Vaaren>', efter min Opfattelse ikke blot i denne Henseende Staffeldts mest betegnende, men tillige hans mest fuldttonende, sproglig og ryt- misk fuldkomneste Digt.

End Vinteren sit Hoved lofter

i Snefog over Fjeldets Top, fra Nordens uoptø'de Kløfter

Schack Staffeldt. 1 65

han kalder Stormes vilde Trop; de hylende Titaner ad Lysets stejle Baner

Dunstfjelde vælter op.

Men lig en Flok af Amoriner

hidvifte Vindene fra Syd om Polens Drot, med milde Miner forstyrrende hans Kjæmpepryd:

i Dunst hans Snehjelm svinder, til Vandfald smeltet, rinder Krystallet af hans Spyd.

Og se ! ved Vaarens første Straaler

en Slægt af Blomster rundt slaar ud, de virakfyldte Offerskaaler

opløfte de mod Lysets Gud og smilende bebuder, lig Cyperns Elskovsguder: Xatur er atter Brud.

Det pragtfulde Maleri af Vinteren i dens Kamp mod Vaaren, af Slaget mellem Titaner og Amoriner afsluttes med Linjen: ^^ Natur er atter Brud», som udtrykker Digtets Idé. Nu skildres i en Strofe for sig, hvorledes ved For- aarets Komme Digterojet bliver klartskuende, ser det Enkelte forsvinde i Helheden, Skikkel- serne knytte sig til hinanden og samle sig til Enhed. Saa folger i tre uforlignelige Strofer Skildringen af Elskovsforholdet mellem Sol

I 66 Mennesker og \'ærker.

oi^ Jord. r^>rst den k}\skc, \'cmodis^e Læng- sels Tid :

I Skovens Melodier taler

Natur med elskede Gemal, i Klomsterskrift den Ømme maler

et Elskovsbrev |)aa Hoj og Dal; i dulgte Sølveraarer henrinde hendes Taarer

med Længsels Fryd og Kval.

Saa stiger Længselen til ildfuld Attraa; Bejleren er forsvunden, Llskeren er traadt i hans Sted, og Elskerinden higer og gloder:

Da, fyrig som et Elskerøje,

i mørke Blaa en himmelsk Ild, Solguden skuer fra det Høje,

og Dagen er hans Elskovssmil. Naturen opad stræber, med tusind Blomsterlæber hun Lyset drager til.

Elskeren er ble\^en Brudgom, han og Bruden have deres Stævne:

Og snart i fyrig Aftenrøde,

opholdt paa Brudens ømme Bryst, hans Brudgomskys saa hede gløde med Hyrdetimens drukne Lyst.

Dog naar ham Skjæbnen kalder, hans Afskedstaare falder, i Perledug opløst.

Schack Staffeldt. 1 6/

Saa folger den store mystiske Brudefest, Altets Sammensmeltning i Elskov:

Den store Hyrdetime atter

til Brudefesten Tegnet gav : Guds Son med Guds opelskte Datter forener sig i Jord og Hav; berust af Elskovs Bæger, i hendes Indre præger

han Himlens Billed af.

Den sidste Strofe er saa helliget den mæg- tige Befrugtning, der fremskynder Naturlivets Selvforvandling, Overgangen til hojere Former, det Livloses Besjæling, det Stummes Udbryden i Toner, og Livets Oplosning i Evighed under Klaner af Sfærernes Harmonier:

't>

Hvert Støvgran til en Blomst vil blive, hvert Luftpust til en Harpeklang, og Livet helt sig overgive

til Evighed i Svanesang:

Som Lyd af rørte Strænge Aiguden vil fremtrænge

af alle Skrankers Tvang.

III.

Schack Staffeldts Levnet var ulvkkelig^t o«-

fe

tomt, hans Poetik var falsk, hans Filosofi er forældet; tilbage staar kun et L'dvalg af hans

I 58 Mennesker og Værker.

lyriske Digte, og det Antal, der af dem vil komme til Efterverdenen, bliver ikke meget stort. Dog dette er ikke det Væsenlige, men det, at han overhovedet har frembragt nogle faa Poesier af uforgængelig Skjonhed. Et men- neskeligt Væsen, selv et ualmindeligt begavet, er noget saa forgængeligt, at det altid er en Art Under, hvis overhovedet nogetsomhelst Uforgængeligt har sit Udspring derfra.

Til den forgængelige Del af Staffeldts Pro- duktion regner jeg forst og fremmest dem iblandt hans Digte, i hvilke Sprogformen har mange fremmede Elementer eller paa Grund af Digterens Kamp med Materialet er bleven uigjennemsigtig. Hans mærkværdige Forhold til det danske Sprog som et tilegnet, med hvilket han bestandig var fristet til at experimentere — ved Adskillelse af sammenhørende Ord (som Rist og Ro), ved Indforelse af ubrugelige svenske Udtryk (som Kjendslcr for Følelser), overhovedet ved stili- stiske og grammatiske Vilkaarligheder — udgjør et Modstykke til Baggesens geniale men hen- synsløse og tidt udanske Sproglaveri. Staffeldt havde saa at sige Sproget udenfor sig som sit ^Materiale, sørgede som en Filolog over tabte virksomme Ordformer, ærgrede sig som en i fremmede Sprog bevandret Udlænding over slæ-

Schaclc Staffeldt. 1 69

bende og klangløse Endelser. Det er hojst be- tegnende, at han som ung I\Iand paa Abraham- sons Opfordring sang vort Sprogs tabte Dativ » i et Digt « Dativen ; , og senere brændemærkede en af det danske Sprogs besværligste Ende- stavelser i et lille spøgefuldt Poem ^ Til Elsé»,

Hvor lidet Staffeldt i Grunden var hjemme i det danske Sprog, det beviser vel bedst den Omstændighed, at han trods sin Afsky for «Elsé» ikke desmindre har anvendt denne En- delse i Ord som ^ Forskrivelse for Forskriv- ning;), 'Skabelse^ for (Skabning o. s. v.

Næsten lige saa meget som hans fremmede Fødsel har hans Hang til abstrakte og mytho- logiske Udtryk, hans Lyst til at lægge en tidt kun hdet grundfæstet Lærdom for Dagen, bi- draget til at svække Virkningen af mange blandt hans Digte. Han kunde kun lidet Latin og slet intet Græ.sk, ikke desmindre vrimle især hans Ungdomsdigte af klassiske Talemaader, hvis blotte Accent stundom forraader den Skrivendes Uvidenhed. Staffeldt betoner f. Ex. Evoe, Orgie '^).

*) I højeste Grad pudserligt og yderst betegnende for den poetiske Værdi af forældede O ver naturligheder er det, at baade Staffeldt. Oehlenschlager og Ingemann (som F. L. Liebenberg gjør mig opmærksom paa) er lobet vild i

I yo Mennesker og Værker.

Noget langt Liv kan jeg for min Del ikke spaa den Gruppe blandt Staffeldts Digte, som man med en Fællesbenævnelse kunde kalde hans Ballader, ikke blot fordi de hyppigt have bestemte Forbilleder snart hos Oehlenschlager, snart hos Goethe, men fordi den hele Kunstform var Staffeldt fremmed og af ham kun tilegnedes for at tilfredsstille Tidens Modesmag. Hv^or han vil være nordisk, som i det af Oehlen- schlager paavirkede Digt < Barden », minder han om Kratzenstein-Stub. Næsten latterlig bliver den ultrarationalistiske Staffeldt, naar han i Bal- lader som (Den ottende Søn > eller «St. Jørgen fra Soen > giver sig ind paa Romantikens poetiske

«Dryader» og «Druider». Fra Staffeldts Haand læstes i Poulsens Nytaarsgave for 1803 i fjerde Strofe af Digtet «Til Hjertet« : «Eglundens Skygger, hvor Gysen betrygger Druidernes 13o», hvad Digteren senere rettede ved Revisionen af sine omspredte Digte. I alle Oehlenschlagers egne fem danske Udgaver af «Axel og Valborg« (og i hans første tyske) læses :

Druide! syng med sagte Røst i Stammen Om det ulykkelige Par i Nord For Sydens Hyrdepiger, mens du ryster I Aftenvinden dine grønne Lokker.

I Ingemanns « Digte ^^ II 181 2 læses en Dialog mellem »Elskeren og Druiden«, og deri den Linie: »Hulde Druide !>>. Anden Udgave (18 17) har Elskeren og Dryaden« og »Dryas, du Blide!«.

Schack Staffeldt. I7I

Troldetro og Helgenkultus, eller i Digte som -Tiderne, giver sig til i Schlegelsk Stil at for- herlige Romanzia, Middelalder, Korstog og des- lige, saa han endog i en Fortale (til ^ Nye Digte ) maa forsvare sig — Joseph den andens lidenskabelige Beundrer — mod « Tendens til Katholicisme». Nu og da lykkes vel et Digt i Romance- eller Balladeform for ham, som f. Ex. det af Goethes «Der Sanger;) stærkt paavirkede « Troubadouren :>, men hvad originalt og blivende han har frembragt, er af rent lyrisk Natur.

Jeg vil til Slutning kortelig antyde, hvilket Indbegreb af Stemninger, Følelser og Reflexioner der udgjor hans Omfang, og hvilke Evner til Skildring og Selvskildring der paa det rent lyriske Omraade staa til hans Raadighed.

Hans Grundstemning er et forklaret A'emod. Jeg finder dens mest slaaende Udtryk i Strofer som denne i Digtet «Til Fantasien »:

Endymions Gudinde lig du daler til den Dødelige,

imedens ved din fromme Svig et lyst, ætherisk Drømmerige

rundt om hans Tinding drejer sig,

som denne i < Kunstnerlængsel >; :

O Vemod, som jeg smelter i ! o mystisk-dybe Sværmeri !

o Graad, som stille flyder!

172

Ustandselige, sig, er du ei Duggen, Tidens Aften nu paa Skyggerne udgyder?

Og endelig som denne, skarpt betegnende, af Til Lidelsens Charis»:

O søde, vellystfulde Smerte,

o bange, smertefulde Lyst, du blide Vemod, som mig lærte

at fly for Lindring og for Trøst! uljlandet Glæde intet ejer, som din Tvetydighed opvejer.

Hans Evne til at iidtr}kke Følelser er ikke meget omfangsrig. Blandt de folelsesfulde Digte rage kun de erotiske frem og blandt disse de erotisk- længselsfulde. Det er ejendommeligt for Staffeldt, at han med Forkj ærlighed og ypperst skildrer den Ventendes Følelsesliv umiddelbart for et Stævnemode med den Elskte. To smukke Digte have Titlen Paa et aftalt Samlingssteds. Det sidste iblandt dem indeholder saa skjønne og for Digteren saa betegnende Strofer som disse:

Staar Dagens Vogn paa Himmelbuen stille?

og standsed rundtomkring Bevægelsen? Saa sent, som om det var det sidste, trille

Minuterne af Tidens Urne hen. Styrt, gyldne Dag, styrt dig i Havets Bølge ! Kom, hemmelige Nat, med Stjerners Følge!

Schack Staffeldt. 173

Hvor stille rundt! Med ubetvungen Grøde her Ensomhed sin Xeldekrone snor,

kun min Forventning dette bange Øde, ulæsket. Ørknens matte Gjæst. bebor,

saa Vandreren til haarde Himmel skuer,

mens han vansmægter i Saharas Luer.

Men langt flere Digte end de netop Staffeldts ypperste kunde føre denne samme Titel. I dem alle er Skildringen af Naturomgivelserne harmonisk sammensmeltet med Forventningen om den Elskedes Komme. Saa- ledes i de skjønne Sonetter, der ere indfattede i den uheldige Hexameterramme, der hedder (Lina . Man læse f. Ex. den, som begynder:

O skjønne Af een, purpurrød og stille!

i Elskovsroser Himlen rundt udspringer, og trefold sødt min Æolsharpe klinger, thi skjulte Amoriner paa den spille,

Og som udtr}-kker Angsten for at hun skal ude- blive fra Stævnet, eller Sonetten 'Linakommer» som maler Forventningens Glæde.

I højeste Grad ejendommeligt er endelig blandt de erotiske Digte det metrisk saa skjønne «Til den natlige Sangerinde » d: til en Kvinde, Digteren aldrig har set og hvis Stemme han kun kjender, men som lokker ham med det Hemmelighedsfuldes og Melodiskes Magi:

I n A Mennesker og Værker.

Paa Melodiens Bølger

din Sjæl let svæver hen, min sympathetisk følger

j hver en Tone den; usynlige, vi finde

os ved Akkorders Væld, Sjælene samnienrinde

til én forædlet Sjæl.

Næst de erotiske Digte udmærke de sig for- trinligt, der indeholde Naturbeskrivelser. Skjønt Staffeldt med sin overvejende Reflexion ikke nogensinde stræbte at udvikle den descriptive Evne hos sig, lykkes undertiden Beskrivelser ham som faa af vore andre Digtere. Man læse Skildringen af en italiensk Maaneskinsnat i Digtet '< Under Lillas Vinduer >, med de betegnende Linjer:

O Nattens kyske Lys, i dit Englesmil spire Fantasiens Blomster til et Eden !

Maanelandskaber, Aftenbilleder, Solnedgange ligge bedst for Staffeldts Stemning og Talent. Han elsker og maler det døende Lys. Man se det fuldendte Digt « Aftenrøden , der begynder:

Rose i en Vase af Lazur, som af Solens Bølgegrav fremstiger,

hvergang fra den sørgende Natnr hendes Ven til andre Verdner viger!

75

Schack Staffeldt.

Ikkun Maanen, rodmende for dig, dristig i din Purpurkalk nedskuer ;

Himlens Stjerner langtfra holde sig, Elskere med tavse, dulgte Luer.

Og man sammenligne denne Strofe af et Fragment :

1 Rosenblade falder Solen af, en Purpurkilde Jorden overstrømmer, i Espens Løv Bevægelsen kun drømmer,

og hellig Tavshed holder Jord og Hav,

eller Xaturstemningen i Digtet «Aftenhojtid:; :

Solen daler, Natten aander Taage

ud fra Østen over Vang og Vig;

Alting hviler, selv fredløse Maage

dybt i Strandens Rifter skjuler sig.

Næppe Luftens matte Pulsslag bæver

i din lette Krone, stille Bøg ! Rank, som Pillen, Engens Damp sig hæver,

og den er Naturens Offerrøg.

Et fuldendt og for Staffeldt absolut ejen- dommeligt Natur- og Stemningsbillede giver endelig det korte Digt «I Hosten).

Ren og ublandet Beskrivelse forekommer

ikke hos Staffeldt. Reflexionen indfinder sig (som i det sidstnævnte Digt) i Regelen lige strax efter Beskrivelsen sædvanligvis rigtignok

I 76 Mennesker og \'ærker.

for paany som f. Ex. i den tredje Strofe af <I Hosten > at glide over i Lyrik. Et Digt af denne Art gjor derfor Overgangen til Staf feldts rent reflekterende Digte som de store filosofiske ;;Til Naturkraften », <iTil Naturen; o. s. V.

Hvad der gjor disse Digte til Poesi er den Anskuelighed, hans Fantasi har formaaet at give det i og for sig Legemløse. Med fuldendt Plastik fremtræde hos ham f. Ex. saadanne Per- sonificationer som <^ Erindring' og ^ Glemsel . Om den første hedder det:

Ved Soen i Maanskin Erindring sad og tabte i Bolgen det visne Blad,

den anden er malt i disse mesterlige Linjer:

Stumme Glemsel, med en Krans af Nelder og et Spindelvæv til Pryd og Slør!

I dette Punkt hæver Staffeldt sig langt over Tyskerne (især Schiller), hvem han ellers staar saa nær og af hvem han har lært saa meget, og nærmer sig til sine Samtidige blandt Eng- lænderne, hvem han ikke har kunnet kjende. Om Keats erindrer f. Ex. Begyndelsen af Digtet < Opfordring » med dens mesterlige Allegori:

Om Tindingen en Krands af visnet Straa, som Mejeren i Furen levnede,

Schack Staffeldt. 1 77

forfalsket Maal og Vægt i slappe Haand, med knækket Vinge, Middelmaadighed til Jorden svæver ned i doven Flugt.

Samme Stemning er med lignende Energi udtrykt i et Fragment, der synes møntet paa de Danske, og som begynder:

Med Blidhed praler du, nedsunkne Folk?

med Middelvejens Støvkrans, der

tung, lig en Jærnring, ligger om

din dorske Tinding? Vaagn af dine Drømme

og blues heller ved din Kraftloshed !

Hver Middelvej det sande Intet er,

og Kræfters Ligevægt er Døden selv.

Om Shelley minder i sin hele Stil og-

Rytmik mærkværdigt et andet reflekterende

Digt c Til Lykkens. Man hore f. Ex. denne Strofe:

Nej! du tidt din Krone fletter

af den karske Mejers Neg, tidt med foldet Vinge sætter

dig ved Børneflokkens Leg,

thi hvor mindst du ventes, der,

Lunefulde ! helst du er.

Af de store Digte til Universet er < Til Naturkraften >; trods skjonne Enkeltheder altfor langt og uoverskueligt, derimod er det senere og mindre < Til Naturens et mesterligt Digt. Æmnet er ganske vist filosofisk og abstrakt,

178 Mennesker og Værker.

men under Behandlingen træder Naturen frem for Læseren i synlig Kvindeskikkelse med Stjerne- krans om Haaret og med «Guldaarens Ring om sin Ankel sno"t».

Et blivende Værd ville endelig de Digte eller Digtsteder bevare, hvor Schack Staffeldt direkte har skildret sig selv. Jeg tænker ikke hermed paa de Steder, i hvilke han har lagt Eftertrykket paa sit Geni, sin Begavelse og Værdighed som Digter. Jeg tilstaar, at netop disse ere mig uudstaaelige. Den aldeles taabe- lige Forgudelse af Digterkaldet og af sig selv som dets Bærer, der i dem træder frem, er maaske det mest Forældede i Schack Staffeldts Produktion og i Regelen tilstrækkelig til at jage en moderne Læser i et Musehul. Forfærdende er det allerede at læse en Række Titler som denne: Digterbekjendelse, Digterprove, Digter- værdio-hed, Digterne, Digrterfantasi, Di^terlofte, Til en . ung Digter, Den unge Digters Klage o. s. V. Vi befinde os, hvor i disse Produk- tioner den almindelige Selvfølelse kommer til Orde, bestandig paa Hojhedsvan viddets Rand, ja i et efterladt Brudstykke, af hvilket jeg vil citere nogle Strofer, hvor Digter-Selvtilbedelsen begrundes paa den almenmenneskelige Evne til at se sig selv i Spejl i Naturen, slaar dette Vanvid formelig ud i Flammer. Det lyder:

Schack Staffeldt. lyg

Saa ærer Digtren ! en himmelsk Magt

ham gav de hellige Strenge: Han vil — brat visner Naturens Pragt

paa døende Høje og Enge. Igjen han vil — og den evige Vaar med Uskyld og Fryd over Jorden gaar.

Og træder han frem mod den bange Natur,

da falder fra Himmelen Solen, en Giftkalk bliver den høje Azur,

og Døden nedstiger fra Polen; thi Alt paa Jordklodens vide Rund er et Gjenskin af hans Inderste kun.

Jeg sigter derimod til de Steder i de Staffeldtske Digte, hvor hans sande, hans menneskelige og skrøbelige Væsen lægger sig aabent for Dagen med dets Skuffelser, dets Higen og Stræben. Saaledes Stedet i «Digterlofte^, hvor han øjen- synligt værger sig mod Beskyldningen for at efterligne Oehlenschlager og tillægger sig selv en mindre glimrende, men lige saa ejendommelig Evne:

Men i min Kraft vil jeg staa, som Træet suser i Skoven, og i mit sagtere Liv ligne selvstændige Blomst.

Saaledes Slutningslinjerne i Til en ung Digter; :

Mig frister ikke Malmets Stemme højt fra Navnkundighedens Dom; kjendt eller ukjendt, Verden mig forglemme,

I go Mennesker og Værker.

min Poesi er evig som jeg selv ;

i andre Verdner den oprinder,

et stille Stjerneglimt i Tidens rørte Elv.

det glimter end, naar Elv og Bolge svinder.

Og dog indeholde begge disse Digte et Over- maal og mere end berettiget Overmaal af Selv- følelse.

Personligere og beskednere ere de afgjorende Strofer i < Den unge Digters Klage »:

At jeg ikke fuldendt kan udtrykke,

hvad en himmelsk Røst i Barmen sang,

at selv ej mit elskte Mesterstykke sig til Idealets Højde svang,

at min Skabelse fra mig vanslægter,

denne Kval jeg ej at tolke mægter.

Stort, af tvende Verdner, var mit Rige.

grænseløst mit Levnets Udkast var; snart jeg saas i Kunstens Flugt at stige,

snart jeg, styret, Borgerlænker bar; gjennem Fantasi og Trællevane, gjennem Jord og Himmel gik min Bane.

Men for vidt og bristende udspændte

sig mit Livs for kunstigt spundne Traad,

lig en Alterild min Aand udbrændte, og min Marv opløste sig i Graad:

Vid og glem det aldrig. Dødelige!

Ingen saa' ustraffet Skjønheds Rige.

Schack Staffeldt. l8l

I disse Linjer er Digterens dobbelte Ulykke, hans Livs Spaltning mellem borgerlig og digte- risk Stræben og Utilstrækkeligheden af hans kunstneriske Midler udtalt. Den samme Folelse er med lige saa stort og lige saa poetisk Vemod udtr>^kt i Digtet -^Til Vaaren , allerskjønnest dog maaske i den i 1815 — 17 forfattede Række af tyske Sonetter. Navnlig ere de to, 16 Januar 1 817 daterede, der fore Titelen . Selbstpriifung >; ejendommehge og følte. De have enkelte Strofer, som grænse lige op til Heines dengang endnu ikke fødte Stil. Saaledes f. Ex. denne:

Verbliiht ist's Bliimlein und das Lied >-erklungen, mein Lenz ist schon, mein Sommer bald dahin, dort kommt der Herbst mit neblicht triibem Sinn.

Was ist es nun? was hab' ich dcnn errungen?

Skade at enkelte stive Danismer, som Linjen

Besinnung hat sich klar und scharf entfaltet.

svække Virkningen af Digterens tyske Sprog- form, ligesom Germanismer saa ofte plettede hans danske.

Saa indtraf hans Livs sidste Periode, den, i hvilken de Ord, han engang i Italien under en ojebhkkelig Forstemning havde skrevet, blev til varier Sandhed:

I $2 Mennesker og Værker.

Hvad jeg i hver slappet Nerve finder, del er mer end Død, er folet Død, i Melankoliens kvalme Skjød

dybt paa Chaos' Rand mig Skjæbnen binder.

Der kom Øjeblikke, da han bønfaldt Na- turen om at tage hvert unyttigt Ønske, hver Erindring om svundne Dage fra ham:

Tag det Alt — knus denne Nervelyre, hvis vilkaarlig egne Melodi taber sig i ængstligt Sværmeri!

indtil den Dag kom, da han som < Den Doende» i hans Digt udbrod:

Hellige Alaand ! herude vil jeg modtage det sidste, ojDgive det sidste Aandedræts Viften. End engang jeg drikker dybt af dit blaa, altid omvendte bundløse Bæger, af hvilket du gyder Dagen og Duggen.

Schack Staffeldts Navn er nuomstunder, skjont kjendt og anset, for den store Læseverden ikke mere end et Navn. Han har ikke manglet enkelte begejstrede Talsmænd. I Aaret 1820

Schack Staffeldt. 1 83

skete et plumpt Forsøg paa at forherlige ham i en Brochure Natur og Kunst; (af H. iVIarius Svane og T. Algreen-Ussing ved den smagløse Dedikation: (Schack Staffeldt. Helliget vorde dit Navn!» I Ære er hans Xavn blevet holdt, men folkekjære bleve hans Digte ikke derfor. Efter hans Død blev hans Navn af Heiberg spillet ud mod Oehlenschlåger, hans Dybsind forherliget, hans filosofiske Alvor og Dannelse prist, hans rent lyriske Begavelse fastslaaet. Han fik lidenskabelige Beundrere som Kaalund, han fik endog Efterabere som en vis Deichmann, hvis « Digte >^ kun indeholde Efterklang af hans. Men lige upopulær var og blev han. Det ligger i hans Evners Art. Han stod som halvt udansk ligesom udenfor den inderlige Sammenhæng, der knytter den danske Poesi til det danske Væsen og den danske Natur. Og dog er han knyttet til begge.

Man tænke paa en af hine Maaneskinsnætter, af hvilke den danske Sommer aarligt har fem eller sex, en Sommernat ved Sundet, fortryllende ved det røde Skjær ov^er Havet i Nord, lys af Maanestraaler, duftfyldt, varm endnu af Dagens Sol, med en ren blond Luft, der kvæger Lun- gerne og beruser sødere, inderligere end Yin, en af de Nætter, i hvilke Kvinden føler Savn

[84 Mennesker og Værker.

Og Manden Attraa, og i hvilken Hjærtet langt mere end Sanserne smægter.

Saa ofte jeg mindes Schack Staffeldt, falder en saadan Nat mig ind. Dens Skjonhed er Skjonheden hos ham, thi for ham var Skjon- heden ikke saameget den indenfra udprægede Form som det udenfra over Skikkelser og Former kastede Skjær, hint overjordiske Skjær, der virker forklarende, svagtfarvende, forsølvende paa Naturen. Dens Stemning er hans Stemning, et mystisk Sværmeri, der skuer det Jordiske og det Overjordiske i en Skjonhedens Brudenat sammensmeltede til Et, og dens Attraa er hans Attraa — en Længsel, der higer og skjælver i en nordisk Maanestraale.

SØREN KIERKEG.URD.

(I xA.nledning af Efterladte Papirer 1849.) (1880.)

U dgivelsen af Kierkegaards Papirer vil efter al Sandsynlighed have den Virkning, at Sand- heden og Betydningen af hans Sag, som opfriskes i Erindringen, bliver mere indlysende og aner- kjendt, men at man vil skatte ham adskilligt mindre højt som Karakter end man gjorde det, før disse Optegnelser forelaa trykte.

Jeg tager forst det sidste Punkt.

I.

Dagbøgerne lære os, at Kierkegaards Aand i mange Maader havde modtaget et Stempel af de Forholds Smaalighed, hvorunder han tilbragte sit Liv. Hans urimelige Forbitrelse paa Hostrup, hans Altererthed over et Par Taabeligheder af Frederika Bremer, hans udelukkende Syssel-

I ^5 Mennesker og Værker.

sættclse med de ubetydelige literære Begiven- heder, der berøre hans egen Stilling som For- fatter, medens de største Verdensbegivenheder lade ham urørt, gjøre et pinligt Indtryk. Den slesvigske Krig ærgrer ham især, fordi man i den Anledning tog Anders [hans Tjener] fra ham, og denne Ærgrelse synes at sluge al Med- lidenhed med de Saarede og de Faldnes Efter- ladte. Han er saa opfyldt af sit Eget, at der i Dagbøgerne kun }'derst sjældent forekommer en Optegnelse, der ikke umiddelbart angaar ham selv.

Kierkegaard var da øjensynlig langt mindre Helt og langt mere Fantast (eller som han kalder det: Digter), end man tidligere havde Grund til at tro. Vi se, at han endnu i 1849 ikke var videre, end at han bestandig .syslede med Tanken om at søge Embede, endda som Præst, med det Forsæt, nu, da hans Formue er taget stærkt af, at ophøre med Forfatterskabet og i Tide sikre sig mod Bekymringer for Ud- kommet. Naar han dog lader være dermed, er det ikke af ideelle Grunde, men formedelst det Tungsind, der « næsten er en stille Sindssvaghed >- og formentlig gjor ham uskikket til Embedsmand. Han maa have et Embede, han tor ikke udsætte sig hens\-nsløst , det modsatte vilde være c at friste Gud :

Søren Kierkegaard. 18?

«Nej, nej, naar jeg ikke har Formue, maa jeg sikre mig ved en Embedsstilling eller paa anden Maade, hvad jeg altid har tænkt mig — mere formaar jeg ikke o : at gaa længere ud er for mig at friste Gud». «l mine Tanker er det at friste Gud, naar jeg med min Forvænthed ved at have havt Formue, nu med denne nye Fare vilde vove efter en Maalestok som ikke hidtil«.

Mangen Præst i Folkekirken har maaské, da Kierkegaards Angreb paa Standen skete, følt Lyst til at nedlægge sit Embede, men har ogsaa ment, at dette vilde være «at friste Gud,. Men den, der kjender de Kierkegaardske Op- byggelsesskrifters Udtalelser om Næringsorg, vil ikke uden Forbavselse læse hine Ord saa vel som følgende Bekjendelse:

«Den økonomiske Bekymring kom mig pludselig og altfor nær. To saa uensartede Vægter som Verdens Mod- stand [nærmest Eftervirkningerne af Korsarens Artikler! og Sorg for Udkommet kan jeg ikke løfte paa én Gang. Det var min Tanke, da jeg lejede Lejligheden i Tornebuskegaden, at leve der et Halvaars Tid, stille tænkende over mit Liv og saa søge Embede. Da bryder pludselig Forvirringen los. Det var en Tilstand i et Par Maaneder, som ejede jeg maaské i Morgen ingen Ting. men var bogstavelig i Penge- Forlegenhed. Det tog svært paa mig.«

Mangen En, der aldrig har tillagt sig en Troens Ridders Uanfægtelighed af det Timelige, har vel c bogstavelig været i Pengeforlegenhed:, og dog udholdt større Modstand fra Omverdenen end den Kierkegaard mødte.

1 88 Mennesker og Værker.

Som Replik af en digterisk Individualitet folger saa nogen Tid senere en Henvisning til Den, der nærer Bekymring for sit Udkomme, om at gaa til Tugthuset og indhente Oplysning om, h\'or meget et Menneske behøver for at leve. ]Man sporer Overgangen i Kierkegaards Sind fra en fantastisk Angst til et fantastisk Sværmeri. Han har havt en Tran«" oq: et Hane til at male sig Skræmmebilleder paa Væggen. Undertiden gyser han for dem, og saa er han frygtsom, undertiden samler han sig i vild En- thousiasme til Stormlob imod dem. Derfor vender ogsaa stereotypt den Tanke tilbage hos ham, at han (paa Grund af hint Dusin tre Aar gamle Korsarartikler) vil kunne blive overfaldet, «slaaet i Hatten >, ja endog, som det mangfoldige Gange hedder, slaaet ihjel, og dette bliver da atter Anledning til hans Sysselsættelse med Pseudo- nymen H. H.'s Problem: om Martyren har Lov til frivilligt at paabyrde sine Omgivelser en saadan Skyld som den at dræbe ham. Hvad Kierkegaard siger herom er, som hans allerfleste theoretiske Overvejelser, slaaende genialt, men hvor liden Fare der var for, at han kunde komme til at lide noget legemligt Martyrium, viste sig tydeligt i Krisen 1854 — 55, da end ikke Statsmagten skred ind mod ham for Ytringer, som andre senere ere blevne dømte for blot at

Søren Kierkegaard. i8q

citere. Hvor meget mindre kunde da Korsar- angrebene gjore ham til Blodvidne! Det over- rasker derfor smerteligt at se, med hvilken Overlegenhedsfølelse og hvilken hjærtelos Kulde han skriver om et virkeligt Blodvidne for en Sag, med hvilken han ikke sympathiserer :

«0g Martyrer er det eneste, som behøves. Naturligvis ikke saadanne Æventyrere som en Robert Blum, der ikke har mere af en Martyr end slet intet. Thi ikke blot var det i Usandhedens [o: Demokratiets] Tjeneste, han virkede, men ogsaa dette fraset, rent formelt betragtet har han end ikke selv Anelse om at ville noget saadant — han bliver taget og skudt. Det kaldes i vor Tid en Martyr.«

Robert Blum, der fra en ringe Samfunds- stilling hævede sig til at blive en politisk Fører, som i denne Egenskab bestandig virkede dæm- pende, som endelig i 1848 kæmpede som en Helt paa Wiens Barrikader i den hæftigste Ild, saa fangedes og domtes til Galgen for endelig at benaades til Krudt og Bly — havde vel fortjent et bedre Eftermæle.

Kierkegaard parelleliserer i denne Periode sin Stilling til en Embedsvirksomhed med sin StiUing til Ægteskabet. Han havde ^ heller end gjærnev villet ind i begge Dele, kun hans Tung- sind har hindret. Imidlertid gjør han med Stolthed gj ældende, at har han end ikke giftet sig, saa har han dog leveret eet af de talent-

IQO Mennesker og Værker.

' fuldeste Forsvar for Ægteskabets. Medens andre I Mænd kun tænke paa , med hvem de skulle gifte sig, har han tænkt over Ægteskabet over- hovedet, fordi han er et Geni, og « ethvert Geni er en Revision af et eller flere Sporgsmaal i Tilværelsen . I ovrigt er hans Opfattelse vak- lende: snart erklærer han med Glæde at ville vie et Par hj ærteligt Forelskede, snart at det kristeligt er «det aldeles ligegyldige, hvilken Pige Du faar. Det er din Pligt at giftes». Naar Talen er om Andre svajer hans Sinds- stemning mellem menneskelig Billighed og reli- giøst Konsekvensmageri. Naar Talen er om ham selv , forbeholder han sig større Frihed. I Hvor langt han til sine Tider privat har været * fra at betragte Vielsen med det samme avtoritets- dyrkende Sind. fra hvilket Afhandhngerne i Ænten-Eller» og « Stadierne* ereudgaaede, derom foreligger et højst paafaldende Vidnesbyrd i en Ud- talelse om Hamann fra 1847. Hamann, der som leligiøs Skribent var et af Kierkegaards Idealer, men som i ovrigt var en i høj Grad afskyelig Karakter, holdt den Kvinde, han levede sammen med, som stod under ham i Dannelse og P2vner, men ikke des mindre var hans Børns Moder, i et fuldstændigt Afhængighedsforhold. Han vilde ikke ægte hende, fordi han frygtede, at hun i saa Fald skulde betracfte sig som ligestillet med

Søren Kierkegaard. igi

ham. Kierkegaard synes ikke at have kjendt til Hamanns '^ Samvittighedsægteskab > , da han selv var forlovet, thi i Papirerne findes følgende Notits:

»Forunderligt! I Gaar talte jeg med Jørgen Jørgensen, som nu er bleven en ivrig Læser af Hamann. Han har i hans Skrifter fundet den Oplysning, at Hamann ikke var gift med sin Kone, men levede med hende uden Vielse, altsaa som en Konkubine. Og jeg, som paa det ivrigste har søgt det, har ikke fundet det. Det havde i sin Tid været mig af yderste Vigtighed. Og dog havde det vel ikke hjulpet; men det havde altid givet Sagen en lidt anden Vending, at jeg havde vidst, at Hamann havde vovet sligt. Jeg har naturligvis tænkt mig Muligheden, men jeg har ikke vidst, at Hamann havde realiseret den. Dog forvissede jeg mig i sin Tid om, at det ikke saaledes lod sig gjore.

Én Ting bevise Dagbøgerne paa det mest indlysende, den overordenlige og afgj ørende Be- tydning, som Korsarartiklerne fik for Kierke- gaards Forfatterv^irksomhed. Et Sted hedder det, at Forbitrelsen over dem >;muligen har virket paa ham til at ville svinge sig et Stadium højere, end han nogen Sinde havde tænkt sig'<- et andet Sted bestemmes hans Martyrium som :>Latterens Martyrium . ; han er -ganske nøjagtigt Latterens Martyr > og han sammenligner sig, i Anledning af hans bekj endte Opfordring til Korsaren om at udskjælde ham, med Marschal

1Q2 Mennesker og \'ærker.

Ney, som selv kommanderede Soldaterne, der skjod ham. De ansete Forfatteres Tavshed til KorsarensAngreb var et (National-Forræderiv som blev begaaet imod ham ; vel vare Angrebene kun M}'ggestik, men 100,000 Myggestik kunne dræbe en ]\Iand. Hans Hjærte svulmer endnu fire Aar efter ved Tanken om det Mod, han har udvist.

«Det, at jeg frivilligt udsatte mig for Korsarens Angreb, er i Retning af Genialitet vistnok det Intensiveste, jeg har gjort. Det vil komme igjen i hele mit Forfatterskabs Proces, vil blive af største Betydning for hele min Opgave i Forhold til Kristendommen og til min Belysning af Kristendommen, til at sætte den ganske ind i Re- flexion. Det er ofte sagt, at dersom Kristus nu kom til Verden, vilde han igjen blive korsfæstet. Dette er ikke ganske sandt. Verden har forandret sig, den ligger nu i »Forstanden«. Derfor vilde Kristus blive udlet, behandlet som gal, men som en Gal, man ler af.»

, Han føler sig altsaa overbevist om, at det

Martyrium, han har lidt, er det, der i vore Dage vilde have været Kristi, Atter og atter nager det ham, at han, der c'i ethvert andet Land vilde have tjent en stor Formue og gjældt for et Geni af første Rang«, er bleven en Slags Gale-Meyer, kjendt, insulteret af enhver Gade- dreng (ganske bogstavelig), selv af Slavernec Han, der før havde en mild Hilsen til Enhver, er nu ordknap, undvigende, hilser 'Som i tredje Person >.. 'Og det maa jeg gjøre; jeg maa

Søren Kierkegaard. 1 93

ord enlig huske mig selv paa at gjøre det — thi Verdens Frelser kan jeg ikke være, og holder jeg ikke lidt igjen i den Retning, saa ender det med, at jeg bliver slaaet ihjel v. Men kan han end ikke selv være ^: Verdens Frelser >., saa bliver Goldschmidt dog ved Modsætningen Judas, ja værre end Judas, thi Goldschmidt har beholdt de Penge, Korsaren indbragte, medens Judas egav Pengene igjen-;.

Det forekommer mig ikke, at der efter disse Udtalelser kan finde nogen Tvivl Sted længere om den afgjørende Betydning, Korsar- angrebene havde for Kierkegaards Opfattelse af det Kristelige og Kristus i hans sidste Periode. Det forstaar sig imidlertid, at Forholdet til Mynster og Katastrofen 1848 have været med- virkende Momenter til at bestemme Kierkegaards seneste Holdning. Efter en af de sædvanlige Meddelelser om, at det indtil 1845 (Afsluttende Efterskrifts Udgivelse og Korsarangrebenej havde været hans Agt at nøjes med u humoristisk Form at give Samtiden et Vink ;> uden at træde angribende op eller forfærde andre, siger han:

«Da saa jeg med Forfærdelse, hvad der forstaas ved en kristelig Stat (og det saa jeg især i 48), jeg saa, at de, der skulde herske i Kirke og Stat, fejgt skjulte sig, medens Nederdrægtigheden frækt rasede; og jeg erfarede, hvor- ledes en i Sandhed uegennyttig og i Sandhed gud-

13

IQ^ Mennesker og Værker.

frygtig Stræben (og det var min For fatter-Stræben) lonnes — i den kristelige Stat. Hermed var min Skjæbne afgjort . . . Jeg baade har været og er villig nok til at bede Gud fritage mig for den forfærdelige Forretning ; og desuden, jeg er selv Menneske, elsker ogsaa det, men- neskeligt talt, at leve lykkeligt paa Jorden. Men naar det skal være Kristenhed, en kristelig Stat, det, man nu ser Evropa rundt, saa agter jeg at gjøre Begyndelsen her i Danmark, at notere Prisen paa det at være Krislen saaledes. at hele Begrebet : Stats-Kirke, Embedsmand, Levebrød — springer. »

Der slaar en Flamme op af disse Udtalelser, som faa Aar efter skulde gribe mægtigt om sig og efter hvis Hærjen den danske Statskirke har hgnet Tuileriernes Ruiner siden 1871; men Harmen over Korsarens Par Artikler var den Gnist, som tændte den.

IL

Der forekommer, som jeg i sin Tid godt- gjorde det i mit Skrift om Kierkegaard, to af- gjørende Kollisioner i hans Liv: Forlovelsen og Forholdet til Kjobenha\-n efter Korsarangrebene. Han siger det selv rentud i disse Papirer:

«Min erotiske Kollision havde den Potensation: at det ikke var nogen anden Magt, der skilte os ad, ej heller Pigen, der brød med mig, men at det var mig selv, der maatte tiliutetgjore en virkelig Elskov, saa jeg foruden min egen erotiske Smerte fik en sympathetisk i Forhold til

Søren Kierkegaard. ig^

hende, som jeg gjorde ulykkelig, og endelig Ansvarets Li- delse dobbelt skjærpet ved. at det, der bestemte hele Skridtet, var Anger over et tidligere Liv og Tungsind. Dette er unægtelig en saa kombineret erotisk Kollision, som det er muligt.

Min anden Kollision er den med Verden. Her er igjen Potensationen, at jeg er den. der frivilligt har udsat mig for det Hele.»

Efter denne ligefremme Erklæring kan vel, hvad jeg i sin Tid anede, betragtes som uigjen- driveligt godtgjort. Som den første Kollision havde gjort ham til Digter, saaledes gav den anden Kollision ham et nyt «Udtræk;> som kristelig Skribent Ogsaa dette siger han selv rentud. Under Overskriften »Følgerne for mig selv af mit Skridt mod Korsaren hedder det:

«Havde jeg ikke gjort dette Skridt, var rent Dobbelt- Faren i Forhold til det Kristelige undgaaet mig, saa jeg bestandig kun var kommet til at opfatte det Kristelige med Hensyn til Inderlighedens Vanskelighed.

Det er blevet min egen Opdragelse og Udvikling.

Jeg har som Forfatter faaet ligefrem en ny f Stræng til paa mit Instrument, er blevet i Stand * til at tage Toner, som jeg ellers aldrig havde drømt om.

Jeg har i strængere Forstand naaet « Virkelighed ».»

Som man ser, indeholde disse Ord den mest ubetingede Bekræftelse af hin omstridte Sætning i min Bog: «Paradoxet viger for Passionen:^. Opfattelsen af Kristendom.men med Hensyn til

13*

Iq5 Mennesker og Værker.

Inderlighedens Vanskelighed trænges tilbage af Tanken paa den Kristnes Stilling til Verden, til €Virkeligheden». Uden Korsaren vilde rent Dobbeltheden ved det Kristelige være undgaaet ham, d: han var aldrig bleven Statskirkens Angriber.

Lig-esom det at læ^se disse Ord har været en Tilfredsstillelse for mig, saaledes maa det, skulde man tro, være en Smule beskjæmmende for alle dem, der i sin Tid gjorde deres Over- legenhed gj ældende overfor min Opfattelse og mit Skrift i det Hele. Af dem er der kun en Enkelt, jeg finder det rigtigt at udpege, og det er en vis t}'sk Pastor Barthold, der har skrevet en Brochure mod min Bog, som med Hensyn til enfoldig Misforstaaen og selvglad Spræng- vigtighed overgaar det Normale, og selv ham vilde jeg ikke have nævnt, hvis ikke den af- traadte Udgiver af de Kierkegaardske Papirer, Hr. Barfod, havde fundet det passende i For- ordet til Papirerne fra 1848 at prise denne fremmede Kierkegaardman i høje Toner som Gjendriver af en Opfattelse af Kierkegaard, jeg aldrig har havt eller }'tret. De gode Pastorer og Theologer ere Modstandere, som overfor mig have let Spil; thi jeg svarer dem aldrig, da jeg anser P'orhandlinger, som føres fra saa forskjellige Standpunkter som deres og mit, for ufrugtbare;

Soren Kierkefraard.

197

kun Et burde de i egen Interesse lade være med; det er at optræde som glødende Tilhængere; af Søren Kierkegaard; det er og bliver nemlig altid komisk at ville være Kierkegaards For- fægter ud fra Theologien, som han har sprængt/ og ud fra Statskirken, som han har haanet., Naar de Herrer begynde med at opgive Theo- logien og Præsteembedet, da kunde vi maaské tales ved. •

Jeg sagde ovenfor, at de udgivne Papirer sikkert vilde styrke Indtrykket af Kierkegaards Sag, Bevidstheden om dens Betydning, ligesom af hans egen Bet>'dning som Aand.

Det beror forst og fremmest paa, at der for os Efterlevende ikke mere er Tale om for Alvor at stille hans Modstandere op imod ham. Vi sympathisere med hans literære Stilling. Vi se, at han i alt Væsenligt har Ret i sin Skildring af den. Det er sandt, hvad han siger, at de « fornemme » Skribenter viste sig mærkeligt uvil- lige til at vurdere ham. Heiberg stødte han vel til Dels selv fra sig ved, hver Gang denne nævnede ham eller gav sig til paa sin Vis at behandle hans Tanker, strax at overfuse ham med Spot og Spas, og Heiberg var desuden som ældre moden Mand ikke mere i Stand til at anerkjende en Virksomhed, der gik ud fra

jg3 Mennesker og Værker.

— det folte han — havde til Hensigt eller Folge at undergrave hans eget Standpunkt; men Hei- bergs Færd var dog mere diplomatisk end til- talende. Martensen indtog fra først af den Stilling fornemt at ignorere; om der var Valuta for Fornemheden, er nutildags næppe mere et aabent Sporgsmaal. Mynster' s Holdning overfor det i hans Oldingealder opdukkende Geni var næppe det smukkeste, og hvor meget der end kan tale til den gamle Mands Undskyldning, begribe vi, at Kierkegaard maatte være utilfreds med den. Hvad endelig R. Nielsen angaar, havde Kierkegaard ikke Uret i at anse ham for en farlig og kompromitterende Discipel, om det end gjor En ondt nu at se al den Haan og Galde, den Døde fra sin Grav spyr ud over den fordums Tilhængers Hoved. Kort sagt, vi Nulevende føle og have længe følt: Denne Mand y^ havde ingen Overmand i sin Samtid, ingen, der fuldt forstod ham, ingen, der simpelt hen udtalte, hvad han var værd og betød, derimod nok, mere end nok, der krænkede, nedsatte og misundte eller ved deres Tilslutning generede ham. Vi se hans Magt over Publikum, hans Prestige en lang Aarrække igjennem brydes af Karikeringer i et Vittighedsblad, og vi se ham tilsidst udaande med Landets hele Gejstlighed over sig, af hvilken ikke én selv kan mene, at hans Navn vil leve

Søren Kierkegaard.

199

en Femtedel af den Tid som den døde Præste- haders.

Denne ejendommelige Situation, hvori den store Mand befandt sig, gjor det interessant for os at studere hans Domme over sin Samtid og sit Land. Disse Domme ere ikke afgivne med et roligt prøvende Sind, ikke begrundede paa en omhyggelig folkepsykologisk Iagttagelse, det er Domme, der ere prægede af Lidenskab og| udmøntede af Foragt, men det er Domme, det' danske Folk ikke bør overhøre. Der er ofte en skjærende Sandhed i dem; det er Ord, som til en vis Grad berettige den Titel, Kierkegaard foreslaar for sine efterladte Papirer: Dommerens Bog.

Man kan sige, at Kierkegaard her har leveret en Naturbeskrivelse af de danske Laster; han har skrevet de danske Skjødesynders Psykologi.

Gjennemgaar man hans Dagbøger som et Hele, vil man finde, at der er visse Grundlaster, han bestandig vender tilbage til som typiske for de Danske, og det er: Smaalighed, Mis- undelse og Forgudelse af Middelmaadig- heden.

Smaaligheden synes ham Grundskaden. Han berører tidt, at den findes hos de bedste, og er sig øjensynlig ikke bevidst, at den heller ikke fattes hos ham. Han henfører den forst

200 Mennesker og Værker.

til Armoden i Landet. Han taler et Steds om, at de faa udmærkede Mænd, med hvilke han lever samtidic["t, slet ikke forstaa ham, o«;

o ' 'o

ikke fordi de mangle Evner, men, siger han, fra tidlig Tid have de maattet være bekymrede for Udkommet, og derved har deres Sjæl faaet en indskrænkende Begrænsnings . Denne Be- grænsning forhindrer dem fra at vinde det frie og hensynsløse Blik paa Livet, som er hans Fortrin og Ulykke i Danmark. Han udleder den dernæst fra Landets Lidenhed. I Dan- mark er der naturligvis ikke Tale om nogen Bedømmelse, nogen virkelig Maalestok for en Kunstner, en Digter, en Tænker o. s. v. Det Par Mennesker vi ere, som alle kjende hinanden, lege alle aldeles ligeligt med, og Bedømmelsen er derfor den: er han godt lidt?; Han udleder den fremdeles fra Sprogets ringe Udbredelse. Han hævder, at han, hvis han havde en Søn, vilde sige til ham: ^<Bliv for Guds Skyld ikke Forfatter i Danmark, stræ'b saa tidlig som muligt at lære et fremmed Sprog, saa du kan skrive det, skriv ikke en Linje paa Dansk, men begynd , strax i det fremmede Sprog. Ikke blot er Dan- mark et lille Land, hvor Du ingen Læsere faar og maa give næsten Penge til for at være For- fatter. Men Danmark er slet intet Land, det er en Kjøbstad, en Knejpe />. Han fortæller, at

Søren Kierkegaard. 20I

allerede hans Fader har advaret ham mod at • skrive i det Krahwinkel - Sprog som kaldes f Dansk ; , og han billiger Advarslen paa Grund af den i Danmark formedelst Sprogets snævre \ Grænser ustraffet herskende Smaalighed. Hans ' Tanke er øjensynlig den : sker der Uret i Schweitz . eller i Belgien, som jo ogsaa er smaa Lande, ; saa meddeles det øjeblikkelig Alverden paa I Landets Sprog, paa Tysk eller Fransk, og den hele civiliserede Verden kan kontrollere, hvad der foregaar i Landet. Hvad der derimod sker i Danmark, derom skrives der kun eller næsten kun paa et Sprog, som den civiliserede Verden ikke læser.

Han henfører sluttelig Smaaligheden til Misforholdet mellem Danmark og Kjøben- havn. Under Overskriften .Æventyret om det r^«-;>' Land Danmarks skriver han et Steds: ^I dette ^ Land er der kun én By, men den er ogsaa hele Landet saa kisteglad over, uagtet det kun er en Kjobstad. Den hedder Kjøbenhavn :-. Et andet Steds kombinerer han sine Reflexioner over Sprogets ringe Udbredelse med den over Mangelen paa B}'er i følgende Karakteristik:

« Ingen By i Evropa vil kunne demoralisere i den Grad som Kjøbenhavn. Dette ligger i, at Kjøbenhavn er uden komparativ Maalestok med andre store Byer — fordi den er den eneste i et Land, den eneste i det Sprog — og i et

202 Mennesker og Værker.

Land, der aldeles gaar op i Kjøbenhavn, fordi det ikke en Gang har et Landbo-Aristokrati (som Sverig f. Ex.). Enhver stor By, der bliver sig bevidst som en lille Del af et stort Land, maa for en Skams Skyld holde lidt paa Undseelse og Velanstændighed — thi de andre Byer faa det jo at vide. Men i Kjøbenhavn dér kan Demoralisationen sige (ligesom Daaren i Davids Psalme) : Ingen ser mig. Naar vi nemlig alle eller Pluraliteten i denne eneste Landets Smule Stor-By blive enige om mere og mere at overgive os til alle disse væmmelige Misundelsens. Dumhedens, Kjøbstadsaandens Lidenskaber: saa ser ingen os.

Fremdeles: dersom en Enkelt, der levede i en større By i Evropa, dér blev et Offer for Misundelsens Lumpenhed: saa vilde han, da han som Forfatter, Kunstner o. s. v. til- hørte hele Landet, kunne gaa til en anden stor By i samme Land. Og hvem vilde saa lide derved? Ganske rigtigt den By. i hvilken han før havde levet. Men Kjøbenhavn kan man ikke forlade uden at forlade Danmark, dansk Sprog og Nationalitet. Men dette er aldeles uproportioneret. Herved kommer igjeu Kjøbenhavn i Fordelen — for saa vidt der er Tale om Held og Lykke til totalt at demoralisere.«

Af Smaaligheden flyder øjensynligt efter Kierkega-ards Opfattelse de andre nationale Fejl, Misundelsen og Forgudelsen af det Middel- maadige. Thi Smaaligheden indbefatter nød- vendigvis Uvilje og Mistænksomhed overfor det, som hæver sig over Mængden, Stemninger, der føre til at ville nivellere det ved Misundelsen, og disse negative Tilbøjeligheder og Kræfter medføre nødvendigvis, da Hj ærtet dog skal have noget at beundre og Tungen noget at prise,

Søren Kierkegaard. 203

Forherligelsen af det Trivielle. Derfor skriver Kierkegaard: « Det Onde, der allerede i lang Tid har været Danmarks specifike Onde, er Smaalig- hed, pjanket Misundelse, grundet i Ligemands- Herligheden og Middelmaadighedens Forgudelse, / ^ saa Middelmaadigheden er den eneste offenlige ' Dyd i Danmark i.

Misundelsen forer Kierkegaard tilbage til forskjellige Sjælsegenskaber, men paastaar at have lidt under alle Sorter af den. c Man taler om den Pinsel at blive stegt ved en langsom Ild: det varer dog vel ikke Aar ud og Aar ind som det at blive langsomt ædt af Misundelsens Utoj. Den danske Misundelse er væmmelig, og der er snart ikke mange tilbage, uden at de ere inficerede af den, og med at gnave paa En>.. Han skjelner mellem en Misundelse, hvilken det tilfredsstiller at forhaane, at udgrine, en anden, som nyder det at se til, og gotter sig over Krænkelserne, endvidere en Art, som det mætter at have lidt Medlidenhed, sige ^ Stakkel !» o. s. v., endelig en Misundelse, som fryder sig ved at holde sig i Afstand og tie ubetinget.

Fra denne Misundelse ligger Overgangen til Middelmaadighedens Forgudelse ganske nær. Kierkegaard viser, med hvilken Lethed et lille Folk, der har sit Sprog for sig selv, og kun én større By, i hvilken det næsten gaar op,

204 Mennesker og Værker.

kan forvandle sig til ^Middelmaadighedens for- jættede Land > : 'Man smigrer Middelmaadighed-, INIiddelmaadighed beundrer Middelmaadighed ; man knækker ved Misundelse og Fortrædigelse enhver hojere Stræben, som afgiver Maale- stokkcn . I det lille Folk antager et Noget, som i intet storre Land kan blive en Magt eller spille en Rolle, kæ'mpemæssige Forhold; det er Bysnak, Bagtalelse, eller den idelige Tale mellem Mand og Mand om Mand og Mand». Vel gives der i alle Lande Bysnak og Bagtalelse, men hvor Statsmaskinen arbejder med I00,000 Hestes Kraft .>, hvor daglig Begivenhederne strømme til, der forsvinder og overhores eller overdøves Snakken. Altsaa Forholdet er i de store Lande et andet. Han skriver 1847 (Ud- hævelserne ere af ham):

«Men man agte dog vel paa Forholdet, Proportionen. Og just fordi man i Danmark ikke har agtet derpaa, saa tør jeg sige, og jeg tor egenlig ikke fortie det, og det er i uforsvarligt, at det ikke er sagt: at i intet Land i Evropa V- er Bysnak saaledes det herskende som i Danmark. Det følger dog af sig selv, at der i smaa Værelser oftere maa luftes ud — dette tænker man slet ikke paa i Dan- mark. Vi leve i Henseende til Bysnak og Bagtalelse, som var det i Paris's eller Londons store Værelser. Det følger dog af sig selv, at naar Beholdningen, hvori der skal bades, er lille, maa man oftere skylle ud og passe paa, at ikke for mange gaa i Vandet paa én Gang. Det tænker man slet ikke paa i Danmark«.

Soren Kierkegaard. 205

Kierkegaards Papirer afgive som sagt et Inventar over de Laster og Skj odesynder, som han mener fortrinsvis findes hos det danske Folk. De ere nedskrevne i en ahfor polemisk og for- bitret Stemning til at der nogen Steds bliver Plads til en Om.tale af det danske Folks gode Egenskaber. Han taler bestandig kun som Advocatus Diaboli. Og om denne < Djævelens Advokat >> har fuld Ret i sine Paastande, er et stort og vanskeligt Spørgsmaal. For ham taler den Omstændighed, at de Fejl, han fremhæver, ere de samme, der ere blev^ne udhævede af den danske Nationalitets ivTige Talsmænd. Fædre- landet har ^29de April 1875) betegnet Mis- undelsen som s de Danskes Arvesynd) og skrev (27de Juli 1875): «et Folk, der i enhver Hen- seende er saa middelmaadigt som det danske . Kierkegaard havde maaske dog større x-\dkomst end Ploug til at sige Danmark ubehagelige Sandheder.

Hans Papirer indeholdt en Skat af skarpe Udtalelser om det Folk og den By, han har tilhørt. Udtalelser, der vel fortjene at prøves med Kritik og som egne sig godt til at fremme Selverkj endelse.

ESAIAS TEGNER.

(1882.)

Uen 13de November er det netop hun- drede Aar siden, at Sverigs Nationaldigter fødtes. Han var et stort lalent og har havt det mærkværdige Held at vinde et evropæisk Ry, langt større end det, noget andet Talent af hans Rang, det skulde da være H. C. Andersen, har opnaaet. Og dog var han større som Aand end som Digter; thi han havde et stort fordoms- frit Blik paa sin Tids religiøse og politiske Til- stande, .medens han trods sine mægtige Fortrin som Digter var fangen i sin Tidsalders Hang til det Abstrakt-Skjønne i Figurtegningen og til en yppig, vel urolig Rhetorik. Man lærer ham som Aand bedst at kjende af hans Breve, der er nogle af de ypperligst skrevne, de nor- diske Literaturer frembyde; her er han ligesaa aaben og naturfrisk som aandfuld og frisindet; her er han desuden i højere Grad sig selv end

Esaias Tegner. 207

i sin Digtemrksomhed, der med alt sit originale Præg nu og da afspejler Oehlenschlåger, Schiller og endnu mere af den samtidige Literatur.

Tegners Liv er endnu ikke skrevet. Det er kun 36 Aar siden han døde, og i Sverig har Pieteten overfor den store og kjære Afdøde været saa stærk, at Sandhedskj ærligheden fore- løbig er bleven trængt tilbage. Man har paa mange Maader stræbt at idealisere Tegners Skikkelse for Folkebevidstheden, men Skikkelsen har tabt i Sandhed og Liv, hvad den vandt i saakaldt Idealitet. Det er Følgen af hin morali- serende Betragting af historiske Fænomener, der er fremherskende i Norden. ]\Ian opstiller først en stærkt spændt sædelig Fordring, en Fordring, der mange Gange kræver ligesaa mange kunstige som virkelige Phgter opfyldte — saa anlægger man den paa politiske eller kunstneriske Stor- heder, og nødes da til at bortlyve eller borttie saa meget som. muligt, for at Misforholdet mellem Maalestokken og det Maalte ikke skal blive altfor skrigende. Havde man fra først af vænnet sig til at se paa Menneskelivet med Natur- forskerens Øje og med Naturvidenskabsmandens rolige Sind, vilde man kunne være Psykolog i Literaturhistorien , i Stedet for at man nu i Regelen nøjes med at være en mere eller mindre flad, æsthetisk Beundrer.

208 Mennesker og Værker.

Tegners Levnet frembyder i dets rolige luisformighed ingen mærkelige Handlinger. Men det deles ved en sjælelig Krise, der falder i Aaret 1825, og som lægger Grunden til det Vanvid, der i Aaret 1840 kommer til Udbrud, og som kaster et saa vemodigt Skjær over Digterens sidste Aar.

Han havde saa sent som i Aaret 18 19 paa Vers forkyndt sin lyse, overmodige Lære om, at Poesien intet andet er end Livets Sundhed, Sangen intet andet end Menneskehedens Jubel, der bryder modigt frem af friske Lunger. Han han havde begyndt Udarbejdelsen af sin store Digtning (Frithiofs Sagav ud fra denne Grund- anskuelse af Digtekunsten, der lige saa hæftig protesterede mod Romantikernes sentimentale og længselsfulde som mod Byron'inanernes for- tvivlede, smertefyldte Poesi. I Aaret 1826 ned- skriver han saa selv i sit Digt <; Melankolien » (Mjeltsjukan) en Bekjendelse, der er saa syg og saa sorgfuld, at den i saa Henseende ikke staar tilbage for nogen af de poetiske Trosbekjendelser, der vare Tegner mest forhadte.

Han havde efter en treaarig Studietid i Lund, i samfulde 23 Aar (1802 — 1825) holdt Foredrag ved Universitetet dér, først otte Aar som Docent, dernæst femten Aar som Professor i græsk Literatur, æret og yndet i den lille

Esaias Tegner. 2O9

Stad som udenfor den. Samtidig med at han blev udnævnt til Professor, blev han efter Da- tidens Skik i Sverig Præst for nogle Landsogne i Nærheden af Lund. Hans Naturel var kraftig sanseligt, hans Aandsretning hedensk, hans Lune godt og vittigt, hans Hang til Frimodighed og Vellevnet udpræget. Han havde giftet sig tidligt, alt 23 Aar gammel, paa Grundlag af en Barn- domsforelskelse, hvorefter en femaarig Forlovelse var fulgt; men monsterværdig som Ægtemand har han ikke været. Hans nære Forhold til en Dame i Lund var Samtalegjenstand i den hlle By, og der herskede blandt de Indviede ingen Tvivl om, at en lille Pige, som (født 1821) bar et andet Navn end hans, men hvis Lighed med ham var paafaldende (og som senere blev van- vittig i samme Alder som han) var hans Datter.

Fra Aaret 1824 af udviklede der sig hos Tegner en Leversygdom , som virkede højst trykkende paa Humøret, og omtrent samtidig med den opstod der hos ham en Frygt for Sindssyge, der mange Gange helt betog og nedslog ham. Han havde havt en ældre Broder, der fra Barndommen af var sindssvag, og den Tanke begyndte at nage ham, at der var Vanvid i Slægten.

I Slutningen af 1823 hændte det sig saa, at Biskopsembedet i Vexio blev ledigt. Tegner

14

2IO Mennesker og Værker.

nærede, især af pekuniære Grunde, et levende Ønske om at opnaa denne Plads. Skjønt hans Indtægter vare rundelige, var nemlig hans Hus- væsen , der ikke forestodes af nogen k}'ndig Haand, saa uordenligt, at han befandt sig i evig Pengeforlegenhed. I den officielle Biografi af Tegner fremstilles det, som om Biskops- Embedet kom dumpende ned til ham uden noget Skridt, ja uden noget Ønske fra hans Side. Det forholdt sig ingenlunde saaledes. De Breve fra Tegner til Stats -Sekretæren Kuli- berg, der findes i Rigsbibliotheket i Stockholm, og som, øjensynlig med Vilje, ere blevne forbi- gaaede ved Udgivelsen af hans efterladte Papirer, bevise, at Udnævnelsen var ham overordenlig vigtig; han siger endog, at han vil betragte det som en ; Chikane » i Fald han ikke bliver ud- nævnt. * Skjønt han selv ganske sikkert ikke satte noget uædelt Middel i Bevægelse, anvendtes dog saadanne af nogle af hans ivrigste Be- undrere og Venner særlig af den daværende Lektor, (senere Biskop) i Vexiø C. Heurlin; denne Mand bearbejdede den Smaalandske Præstestand paa det eftertrykkeligste, skrev (som han selv, dog vel med nogen Øverdrivelse har fortalt til en af mine Hjemmelsmænd) over tusind (!) Breve om Sagen for at faa Præsterne til at afstaa fra den af dem foretrukne Professor

Esaias Tegner. 211

Lindfors til Bedste for Tegner, kort sagt lagde en saadan Lidenskab for Dagen, at Tegner i et Brev (af 19de Decbr. 1823) maatte opfordre ham til ikke i sin L'er at glemme « Ærens Love>. Men da Tegner endelig var bleven valgt, fulgte for ham en Tid af pinlig Uro; thi Rygtet gik, at der vilde indløbe Klager over det stedfundne Valgtryk, og at alle de anvendte Makinationer vilde blive afslørede; og selv da Faren derfor var dreven over, gik Tegner i Uro for, at hans Modstander, Excel- lencen Rosenblad, i Statsraadet skulde fremlægge saadanne Beviser for det stedfundne, at Valget blev kasseret. Ogsaa denne Angst for offenlig Vanære viste sig ugrundet; men en Følelse af Forpinthed og Ydmygelse blev tilbage i Digterens Sind, og til denne Uro kom Harme og Bitterhed, da der alt i Sommeren 1824, efter at han paa sin første Visitatsrej se havde afskediget to Præster, der syntes ham pligtforsømmende, viste sig en stedse stigende Gjæring mod ham i hans Stift, og Domkapitlet ved alle Lejligheder tog Beslut- ninger, der stred mod hans Ønsker og Forslag. Og saa kom hertil endda, at han var Biskop og Fritænker paa én Gang.

I det samme Aar havde Tegner paa det erotiske Omraade en Skuffelse, der greb ham dybt. Han havde i lang Tid hyldet en fornem

14*

2 I 2 Mennesker og Værker.

Og begavet svensk Dame, hvis Navn ofte fore- kommer i hans Skrifter, han var en hyppig Gjæst paa hendes Gods og stod i livh'g Brev- vexUng med hende. I 1824 ophørte Omgangen og BrevvexHngen pUidselig. Det eneste Livs- tegn, Tegner gav overfor hende, var at sende hende Frithiof-, da den kom ud, men med en saa bebrejdende Tilegnelse, at hun skar den ud af Bogen. Det synes, som havde Tegner er- faret, at denne Dame, hvem han satte saa hojt og stod saa nær, havde taget en ganske udannet og raa Person til Elsker.

Alle de nævnte Tildragelser i Forening havde undergravet Tegners Nervesystem og gjort det pirreligt til det yderste. I Aaret 1825 kom saa dertil huslig Sorg af overvældende Art. Tegners Hustru havde paa den Tid intet Spor af fordums Skjønhed tilbage. Hun var middel- høj, stærk og svær, med grove næsten mand- lige Ansigtstræk, svulmende Læber og et haardt Blik. Hendes Holdning var trodsig, hendes Udtalelser skarpe og befalende; der raadede hverken Ynde eller Hygge i hendes Hjem. Det havde altid været Tegners Vane at føre et letfærdigt, ja slibrigt Sprog, naar han sad mellem Venner i sit Hjem. Han var ikke i Stand til at aflægge denne Vane, da han blev Biskop. Men omtrent ved denne Tid begyndte hans

Esaias Tegner. 2 1 3

Hustru at efterligne ham heri. Samtidig med at hun som Bispinde optraadte langt fordrings- fuldere, end hun nogensinde for havde gjort, gav hun sit Naturel friere Tøjler. Det hændte, at Damer blandt hendes Omgivelser af den Grund trak sig tilbage fra hende og erklærede ikke at kunne taale Tonen og Stilen i hendes Konversation. Forholdet mellem Tegner og hans Hustru havde længe ikke været godt. Det synes, som om han i Aaret 1825 paa Grund af Meddelelser, der bleve ham gjorte, fik et helt nyt Syn paa hendes Karakter. Ægteskabet synes at have været at betragte som opløst fra begge Sider, og der forefaldt stadig saa hæftige Scener mellem Ægtefolkene, at en fælles Ven, der boede i Nærheden, jævnlig maatte hentes for at bringe en Art Forsoning til Veje.

Den Kvindeforagt, der fra nu af strømmer over i alle Tegners Produktioner, stammer nøj- agtig fra hin Tid, og i hans hele Livsbetragt- ning foregik det Omslag, som jeg i mit Skrift '< Esaias Tegner » vidtløftig har skildret"^). Han

*) For saa vidt ovenstaaende Skitse af Aarsågeme til Krisen i Digterens Liv fjærner sig fra den i mit Skrift givne Fremstilling, beror det paa. at et meget rigt Materiale, der siden da fra forskjellige Sider er kommet mig i Hænde,

214 Mennesker og Værker.

vedblev vel at være den samme letfængelige Erotiker — endnu i Aaret 1839 affødte den lidenskabeligste Kjærlighedsforbindelse i hans Liv det mærkelige Digt Den dode>^ — men hans Tro til Kvinden var borte og med den Troen paa menneskelig Renhed ogSjæleskjønhed. Han havde været frejdig og livsglad, han var bleven sønderreven og melankolsk, han havde været frihedselskende og politisk liberal; han blev avtoritetselskende til det yderste og politisk ultrakonservativ.

Skjont Tegner som Digter staar langt til- bage for Oehlenschlager, saa har han dog for det svenske Folk en Betydning, der ganske sv^arer til den, som Oehlenschlager har for det danske. Han betegner den nordiske Renaissance i Poesien, og han bærer og fremstiller det svenske Nationalpræg lige saa skarpt som Oehlenschlager vort. I sin digteriske Form be- tegner han dog et noget tidligere Standpunkt. Han var udgaaet fra det i8de Aarhundrede, var klassisk ikke romantisk sindet og følte sig til sin Død som en <. Gustavian >^ , det vil sige som Gustav den 3 dies Mand. Oehlenschlager

og som lige fuldt opfordrer til en og samme Tydning, nu har oplyst mig om mange Forhold, med hvilke jeg i Aaret 1878 var ubekjendt.

Esaias Tegner. 2 I 5

Stammer derimod som Digter fra det 19de Aar- hundredes Begyndelse; hans Udgangspunkt er romantisk, og han folte sig til sin Dod som en •Modstander af den Aand, der herskede ved Oplysningstidens Despoters Hoffer. Tegner har faaet sin Dannelse fra Frankrig, medens Oehlen- schlager fik sin fra Tyskland, men Tegner var desuden i sit Naturel paa mange Punkter lige saa fransk, som Oehlenschlager i Kraft af sin Afstamning var tysk. Herpaa beroede det ogsaa, at den franske Aand slog saa stærkt ned i ham; den mødte Forudsætninger i hans Væsen som i den svenske Kultur.

Som Aand betragtet overstraales Oehlen- schlager af Tegner. Er denne end langtfra den danske Digters Ligemand i Evne til Menneske- fremstilling, saa staar han over ham i Evne til at forstaa sin Samtid. Oehlenschlager begreb egenlig kun i sin første Ungdom, hvad der foregik i Evropa paa hans Tid. Tegner forstod det hele sit Liv igjennem og paa en ganske anderledes indtrængende Maade. Oehlenschlågers Intelligens var flegmatisk, Tegners var liden- skabelig i sin Søgen og elektrisk gnistrende under sin Tumlen med sine Fund. Man ser det af hans Breve, der stille Oehlenschlågers dybt i Skygge.

Tegner havde store Dyder som Menneske.

2 1 6 Mennesker og Værker.

Han var sandhed skj ærlig, og han var det ikke som man kan være det, naar man io\rigt ikke har noget mod det halvvejs Tænkte, det Taagedc eller Hemmelighedsfulde, men som man er det, naar man elsker Lys og Klarhed over Alt; og han var efter hele sit Væsen en saadan Apollodyrker, at hans literære Stand- punkt lader sig definere med disse Ord: For- k\'ndelse af Lysets og Klarhedens Evangelium.

Han var, saa længe han stod i sin ubrudte Kraft, frihedskj ærlig i ualmindelig Grad, var det med saa varm Overbevisning, at da den svenske som den danske Literatur fra 1 8 1 5 af slog ind paa den politiske Konservatismes og den religiøse Reaktions Baner, stod han, selv hvor han stod alene, imod som en Mand. Han var og blev den hellige Alliances karakterfaste og ubøjelige Avindsmand. I Reaktionens værste Aar, i 18 17, vovede han som Universitetspro- fessor i eji Tale ved Reformationsfesten i Lund at sige om Frihedens Genius: «Det skræmmer mig ikke, at der er Blod paa hans Hænder, thi jeg véd, hvis Blod det er.»

Han var u forfængelig, uden Digterhov- mod. Han indbildte sig ikke, at en Digter var et højere Væsen, hvis Liv var vigtigere for Menneske- slægten end noget andet Menneskebarns. Han af- skyede Romantikernes fornuft^jendske Opfattelse af

Esaias Tegner. 217

Poesien som hellig Inspiration og Aabenbaring, betragtede denne Opfattelse som et Produkt af Selvforgudelse og fromt Hykleri. Han udledede Poesien fra Associationsgave, ikke fra Inspiration. Atter og atter polemiserer han ogsaa mod Urimeligheden af at sætte Besyngelse af en Bedrift over Bedriften selv, Digteren over den Helt, han besynger. Han hævder bestandig, at ogsaa udvortes set med Hens}-n til Varigheden virker en stor Mands Handlinger videre i Rum og Tid end en stor Digters V^ers. Man kan stride om, hvorvidt han har fuld Ret, men man kan ikke andet end beundre og anerkjende en saa sjælden Selvfornægtelse hos en Poet.

Han var umisundelig, som uforfængelig. Han undte andre Digtere deres Ry og han lod sig ikke af den uhyre Anerkj endelse, der blev ham til Del, et Øjeblik forlede til at overvurdere sine Evner som Digter. Han besang Bellman som Nordens storste Sanger, han bekransede Oehlenschlager som Datidens storste Digter, ja han blev aldrig træt af at stemple sig selv som en ren Dilettant og at spaa om en anden, meget større svensk Skjald, der vilde blive hans Efter- følger. Han rakte stadig Andre Kranse, men beholdt ingen Krans tilbage for sig selv. Skjøn- heden af hans Digteraasyn forhøjes ved denne saa ukunstlede og saa uskyldige Glemsel af hans

2l8

Mennesker og Værker.

Landsmænds og den hele germaniske Stammes Beundring. Det er utroligt, hvor det forskjonner et aandeligt Fysiognomi, naar man ser, at det aldrig er blevet arrangeret for Omverdenen eller beskuet med Selvtilfredshed i Spejlet. Og Tegners aabne Ansigt under Lokkef\iden er allerede forud saa smukt.

CARL SNOILSKY.

I.

(1875O

(jrev Carl Snoilsky er for Tiden Sverigs mest fremragende Lyriker. En samlet Udgave af hans «Dikter:> udkom 1874 i Stockholm, og selv de Mange, der have læst disse Poesier gruppevis, efterhaanden som de ere blevne til, ville med Fornøjelse finde dem forenede i et enkelt smukt udstyret Bind og gribe Lejligheden til at forny deres Indtryk af den indtagende Autor. Skade kun, at dette Indtryk forvirres noget derved, at Sonetterne fra 1872, der i Aand og Tone staa de tidligere Digte temmelig fjærnt, her ere kilede ind foran saa uskyldige og ordrige Troubadourpoesier som Sangen til Kvinden fra Studentermødet 1862; den krono- logiske Orden havde været naturligere.

Indledningsdigtet er et prægtigt Stykke

2 20 Mennesker og Værker.

L\iik; faa B(i£^cr kunne rose sig af en skjonncre Portal end denne; hojthvælvet, omvunden med Roser og Druer aabner den en vid og vinkende Udsigt; der er i denne Inledningssång», ikke blot Friskhed og Fylde, men en overdaadig Ungdoms hele Overmod Der er saa megen virkelig Kraft deri, at Udraabet -Min unge Love!>, hvor Digteren tiltaler sit eget Hjærte, ikke synes for dristigt, end mindre latterligt. Man domme selv:

0 hvad mit hjerta har våndats, fanget

1 frack, i flard och i onatur!

Mitt unga lejon, tag nu ut språnget Och slå med tassen omkull din bur.

Der gaar en mild Epikuræisme gjennem denne Ouvertures Jubelsang over Landet med de solbrændte Vingaardspiger, divor de rodeste Læber lev, men en saadan, der smelter sammen med varm Begejstring for Folkenes Uafhængig- hedskamp. Det varsler godt, at Digteren vil holde sin Gudstjeneste ikke i Domkirkerne, men paa Marken ved Magenta, og at alle de gamle Vaser af Guld og Ler ere ham Intet i Sammen- ligning med ^det simple Sværd paa Caprera^. Saaledes anslaar Forspillet begge de Strænge, der klinge gjennem Snoilskys Ungdomspoesier: den erotiske og den politiske Stræng, den friske

Carl Snoilsky. 221

Og sanselige Nydelseslyst, ved hvilken han var nærmere beslægtet med Christian Winther end med nogen lyrisk Digter i sit eget Land, og det ungdommelige Sværmeri for et Ideal af aandelig og politisk Frihed, gjennem hvilket han stod i Forbindelse med sin Tidsalder og med Verdenshistorien. — Har han endnu de samme sunde og aabne Sanser: Staar han endnu i Forhold til sin Tid og dens Historie? Det er et Sporgsmaal, som Digterens sidste Sonetter ikke give noget aldeles fy Idestgj ørende Svar paa.

Snoilsky er som Digter Turist. Hvad han hyppigst har formet til Vers det er Rejseindtryk fra Itahen, Spanien, Frankrig, Danmark og; Tysk- land. Hvad vi med ham forst og fremmest opleve det er Gondolfarter, Gallerivandringer, Ambassadeballer og Badestedernes fashionale Aftenselskaber; ja selv Sverig synes han at se «ur waggonsf6nsteret» ; han har i sit Album en Vaskerpige fra Neapel, en stolt ung Pige fra Zaragoza, en Brasilianerinde, en Zigeunerske, en Kreolerinde, en Pariserinde og et Par Irlænder- inder, alle malte med Kjækhed og Elegance, men det er altsammen Turisterindringer. Det Bedste er, at disse Studier næsten alle ere gjorte lejlighedsvis, henkastede alt som Øjeblikket frem- bød en Anlednincr til at foretage dem, og kun

222 Mennesker og Værker.

ved ganske enkelte af dem, som nogle af de spanske, har man det Indtryk, at selve Studie- samlingen har været Rejsens Formaal. Jeg vil ikke sværge paa, at Digterens iøvrigt saa ud- prægede Liberalisme ikke har en lille Bismag af den samme Turistkarakter. Og.saa den er Had og Kjærlighed i Forhold til det Fremmede og Fjærne. Digteren er ingen Beundrer af Pave- dømmet og en varmblodig Fjende af Rusland. Men man kan have en levende Uvilje mod Oskurantismen — i Rom, og en levende Sym- pathi for Friheden — i Polen, uden at Ens Digte derfor ere en mindre velset Gjæst i nogen skandinavisk Salon. Jeg vilde ønske, at der blandt disse saa varme og inderlige Udtalelser mod de Former af Tyranni, af hvilke man kan erklære sig for Fjende uden at undre eller støde nogen Filister i Norden, ogsaa fandtes et Par, der berøvede den formfuldendte og i Ordets gode Mening fornemme Digtsamling ethvert Skjær af Salonpoesi.

Snoilsky er en Digter, der har Pen og Pensel fuldstændigt i sin Magt. I en af sine Sonetter antyder han, at den sproglige og metriske Fuldkommenhed, der udmærker hans Digte, skyldes en Kamp med det stridige Kunst- material; man skulde ikke tro det^ hans Digtes Form er næsten altid en saadan, at man siger

Carl Snoilsky. 223

til sig selv: Saaledes randt Ordene i Formen, saadan faldt de uden at nogen Høvl eller Fil eller Kniv gik dem efter. Man har i ethvert Tilfælde under Læsningen af Snoilsky det Ind- tryk, der virker saa velgjorende og betryggende paa Læseren, at man har med en Mester at gjøre, som forstaar sin Kunst, som aldrig leverer halvgjort Arbejde og som aldrig begaar et Dilet- tanteri. Hans egenlige Styrke som Artist er vel Varmen og Farven, men til hvilken Grad han er Herre over Haandværket i sin Kunst har han bevist i nogle Snese af Sonetter, der maaske næppe alene og uden de første Sange havde gjort hans Navn saa bekjendt som det er blevet, men som alle ere gode. Blandt hans malende Digte ere de fra Neapel maaské de bedste: Nina la lavandaja., der giver en yndig Skikkelse lyslevende, saa man aner dens Lev- netsløb, og c<Chiajan», som maler den syd- italienske Type i et enkelt Symbol, men alle de italienske Digte gjemme Straaler af Sydens Sol, selv Regnvejret i Rom;, med dets originale Versbehandling, og den gratiøse sanselige Spøg 4 Sirenernes Grotte;., der er en Elev af Correggio værdig. — I Indledningsdigtet erklærede Snoilsky, at han kun besang, hvad han med sine fem Sanser havde prøvet: de Digte fra Spanien, som følge efter den første Samling og hvis

2 24 Mennesker og Værker.

R>'tmer bevæge sig i en med Stoffet stemmende mere værdig Pasgang, svare allerede ikke mere nøje til dette Program; der er her allerede en hel Del Refleksion, og Allegorien er stundom en Smule sogt (Aloen, Titians Ariadne). Til Gjcngjæld ere de enkelte Digte fra Danmark (Paa Odins Hoj, Eremitage o. s. v.) varme i Tonen, blussende i Farven, som gjennemtrukne med Kloverduft, Nattergaleslag og Sommerbriser fra Sundet.

Men Snoilsky formaar mere end blot at skildre og male i velklingende Vers. Der er i hans bedste Digte en henrivende lyrisk Flugt, snart udsprungen af en ungdommelig Kækhed, snart af et medfølende Hj ærtes hede Sympathi. Man er Digter, om man ej har skrevet mere end disse fem brusende Strofer:

I morgon lemnar St. Peter Med suckan sin Valican. Kring all naturen det heter : Nu vaknar den store Pan !

Det varma, rorliga lifvet, Som bundet i bojor fros, Af kufvande tvang omgifvet Och osallt se'n hedenhos,

Ur tusen knoppar det bryter, En yster, chaotisk vår, Och hafvet af glådje ryter Och Tibern jublande går

i

Carl Snoilsky. 22 5

Att sjunga vaggsång for slafvar Hesperiens vind iir for god, For god att sucka bland grafvar Der lagarn på hån blott stod :

For god, att prester och skalmar Sig skulle bada deri; — Kring hjeltars bucklige hjelmar Han sveper nu stok och fri !

Og" det nvtter ikke, man senere vil fortælle sin Læser, at man kun viser ham Fantasiens Luftsyn, ikke aabner ham Følelsens Helligdom (Noli me tangere), naar man har skrevet et Digt som «For Polen .. Det er ungt, det er varmt, det er sjælfuldt, det er følt, og den Talende frygter saa lidet at lade sin Følelse ane, at al hans Attraa gaar ud' paa ved den at røre og paavirke Andre.

Blandt Snoilskys politiske Digte er der mange smukke; ét er klassisk skjønt. Det er Sangen om Storken paa Dybbøl Mølle. Idet Digtet skildrer den største Sorg ved de simp- leste Midler, har det i sin uforlignelige Naivetet en egen rørende Ynde. Det minder herved om det Digt i «Les chåtiments . , hvor Victor Hugo maler den 2 den Decembers Rædsler ved Hjælp af en Rede og en Vugge (Livre premier, XIIL^

15

226 Mennesker og Værker.

Hvar ar du hemma, du storkefar,

Som ofver angarna går och spetar?

Du klapprar angstligt och brådt du har -

Hvad ar det val du så ifrigt letar?

Hvar ar du hemma? Seså, gif svar!

På mjolnarns stuga vid Dybbøls qvarn Jag bodde rymligt, jag och de mina. Jag tyckte mig vara rike karln, Nar jag sag soln in i boet skina På fem valartade storkebarn.

En morgon blef der ett grufligt gny: Kring berget krålade pickelhufvor, Och mjolnarns stuga brann hogt i sky, Snart såg man blott några svedda tufvor Ack, mina små icke orka fly!

Nu ar jag barnlos och utan hem Och går och letar i våta mossar: Jag blir så glad, då jag hittar dem, De rosenkindade danske gossar — En gang de hamnas de brånda fem!

Jeg nævnede Digtet «Noli Det aabner den sidste Række af Sonetter fra 1872. Dets Grundtanke er, som alt berørt, at Digteren vil beholde sin Følelse for sig selv. Læseren faar kun Adgang til Sjælens Uden- værker. Hvilken Afstand fra den Tid, da Snoil- sky sang: «Jag bringar drufvor, jag bringar rosor, jag skanker i af mitt unga vin:.. Nu ynder han at fremstille sin Muse som den

Carl Snoilsky. 22 7

strængeste af alle knibske Skjønne. Han byder ikke mere Roser udenvidere, han <andb}'der paa Alperoser under Sneen >, han skjænker ikke i af sin simple Vin, men drikker selv den Champagne, han har kølnet i Is (Alprosen, Min van och jag% Jeg tror ikke Digteren egenlig har ment noget Upoetisk med Sonetten Noli me tangere- . Naar han siger, han ikke vil give sin Følelse til Pris, mener han slet ikke Følelsen, men Privatlivet. Og heri og hertil har han al Ret, enhver ære- kjær og stolt og forbeholden Mands. Men Snoilsky skuffer sig, ifald han mener, at nogen med poetisk Sans udrustet Læser overhovedet skulde fordre nysgjærrigt at trænge ind paa Folelsesomraader hos Digteren, der ene komme Privatlivet ved. Vi tænke ikke paa at ville udspejde den Offenligheden unddragne og privat- personlige Side af en endnu levende Forfatters Existens, hvad bekymre vi os om hans person- lige Sorger og Glæder, Dyder og Laster I Vi savne slet ikke Udtrykket for disse hos ham.

Nej, lad ham omvendt trænge det Private, endnu mere tilbage, end han har gjort det, for stedse mere, stedse alvorsfuldere at være og blive Organ! Han beundrer Béranger, beundrer ham højere end man skulde vente af en Digter, der øjensynligt har læst Théophile Gautier og Baudelaire med Udbytte; men Béranger havde

15*

2 28 Mennesker og Værker.

med al sin Prosa det Fortrin, at Folkets Hjærte slog- i hans J^ryst. Snoilskys Digte ere for talentfulde til at have Fejl. Men de have én stor Grundniangel : vi lære for lidet af dem om andre end ham selv, for lidet om det Sam- fund, hvori han er Led. Hvad vil hans Folk? Hvilke ere dets Dromme, dets Forhaabninger, dets Forsætter? Det var det, vi sogte til hans Digte for at lære, da vi horte, at han var Sverigs første lyri.ske Digter, og hans Poesier fortælle os altfor lidt herom!

De sidste Sonetter spærre snarere end de aabne Udsigten til, at Snoilsky har isinde at besvare en fremmed Læser disse Spørgsmaal. Lad mig for ikke at misforstaas endnu engang bemærke, at de fleste af dem, som Sonetter betragtede, ere fortræffelige, og tilføje, at de utvivlsomt betegne et aandeligt om end ikke et poetisk P^-emskridt. Der er i dem en mange Gange større Verdcnskundskab, en ganske anden Modenhed end i de tidligste Digte. Der ligger P>faring bag dem. Ja man kan sige, at de ere formede af Erfaring som de første Digte af Inspiration. Man finder iblandt dem smaa plastiske og maleriske Mesterstykker, her en Camée som Leda med Svanen », hist et Kabinets- stykke i Rokoko-Stil som <;Petite maison»; man finder dybsindige Symboler fremstillede med

Carl Snoilsky. 220

epigrammatisk Kraft som : Båltespannerne og Benvenuto Cellini v. der klinge alleslags Toner igjennem dem, mandige og menneskekj ærlige (humanitære), saavelsom blaserte og bitre, men alle have de et fælles Præg: de ere snarere skrevne af en Tilskuer end af en Deltager i Verdenslivet. De have alle det samme underlige, halvt fornemme, halvt afmægtige defensive Præg, som stemplede den forste Sonet. Kan en Digter glemme, hvormange Fordele, poetiske som andre. Offensiven b\"derr Snoilsky har snart skrevet for mange Sonetter. Det er som om hans Genius følte sig indespærret i denne snævre Verseform, bag hvis 14 blanke Stænger den bevæger sig med bestandig de samme metrisk afmaalte Skridt; lad ham endnu engang sige:

Mitt unga lejon, tag nu ut språnget Och slå med tassen omkull din bur !

Jeg vilde meget nødig gjore Digteren Uret. Der findes i disse Sonetter en sund og ædel Smerte, den der udtaler sig i Festen for Polen ; der findes en højsindet og trofast Følelse, den, der kommer til Orde i den smukke Sonet om Digterens uforandrede Kjærlighed til det slagne Frankrig (eTill den hogforståndige v ) ; der findes endelig et gribende Digt « Strandvrak . , der taler om stum Sorg og brustne Forhaabninger. Men

230 Mennesker og Værker.

selv disse de skjonneste blandt Digtene indeholde draabevis den passive Bitterhed, der strømmevis fl}'der fra ikke faa af de øvrige Sonetter, den overlegent blaserte ' Théåtre frangais», den uhel- digt formede < Herwegh v og de fire, der bære Titlen -La pétroleuse^. Jeg holder ikke af disse fire Sonetter, og jeg tror ikke, at min Uvilje mod dem har noget Personligt ved sig. Disse Digte se ud som versificerede ledende Artikler af et eller andet Børsblad. Fejlen er paa ingen Maade den, at de udtale Rædsel og Gru over blodig^e Voldshandlin"-er, men at de med en underlig slap Fantasi gruppere disse om Kurtisanen, det vil sige, at de have saa smaat et Syn paa saa store vulkanske Udbrud. F> det en Digter, som vil lære os, at Hand- linger, som et Barn maatte kunne udlede fra en dybt motiveret Fortvivlelse i hele brede Sam- fundslag, vare et Par slette Subjekters og utugtige K\'inder.s letsindige Værk? Er det en Digter, som slet intet Øje har for, at der under alle hine Forvanskninger af store Tanker og For- vildelser af berettigede P'olelser ligge dybe Lær- domme og Varsler for den, som forstaar at tyde dem: Den, som engang kaldte sig <^ Tidernes }'ngste Son , burde føle sig for god til at ned- skrive Taabeligheder som den, at under Kom- munen Ministeren for de offenlige Arbejder var

Carl Snoilsky. 23 I

en Galejslave, eller at Undervisningschefen frem- kom med den gamle Brander, at Retskrivning lugter af Aristokrati. Digteren har intet ondt Ord tilovers for en Helt som Napoleon den tredje. Men det klæder da heller ikke smukt at overvælde en saa haardtstraffet Mand som hans Dødsfjende Rochefort — hvis Navn maa udtales paa Tysk for at passe i Snoilskys Metrum — med de plumpeste Haansord. Hvis Læseren vil sammenligne disse Sonetter af Snoil- sky med den skjonne sangvinske Ode, hvormed Swinburne fejrede Republikens Proklamation i Frankrig, da vil han føle Forskjellen mellem en liberal og en helt frisindet Digters Syn paa Samtidens Historie.

Snoilskys Blik paa Verdenshistorien i det sidste Aarti er en Misfornojets, en Frondeurs. Der er visselig for en Mand med denne Digters Aandsretning og Sympathier ingen Aarsag til at være glad, eller endog blot rolig. Men selv Sorgen og Uroen behøve ikke at have denne passive Raadvildhedens og Ikke-Forstaaelsens Karakter. Denne sidste er i ethvert Tilfælde ikke poetisk. Det nytter nu engang ikke noget at være fornærmet paa Verdenshistorien ; man maa stræbe at forstaa den. Vor Misfornøjelse skader ikke. den, men vor Forstaaelse kan altid gavne os, øer den Plan at ville sove over, indtil vore

-O'

Mennesker og Værker.

Dromme og Ønsker ere gaaede i Opfyldelse ^Sonetten Théåtre frangais), er en l^arnefantasi ; men Evropa er voxcnt og vaagen er Tiden . Frederik Paludan Muller plejede med et Smil at sige til os Unge: Fremfor Alt pas paa ikke at tabe Dem som Rhinen i Sandet ved Leyden! Snoilsk}' er ung endnu, han er for livskraftig og talentfuld til at kunne ville slutte sin Digterbane som Malkontent. Han har i denne Digtsamling « gjort op > med sin første Ungdom, og det lader til at med dens Roser og dens unge Vin er han færdig. Han har med et bittert Smil sét Roserne blive til Pot- pourri (smlgn. Sonetten «Brånneoffer;^) og den unge Vin forvandle sig til Vineddike. Men gid hans Manddom maa bringe os n\'e, endnu skjønnere Blomster og P^ rugter ! Han har selv i Sonetten «Svenskhet>; tegnet sig sin Fremtidsopgave. Hans Fædreland trænger til at faa den lost og han er Manden, som bør forsøge at løse den.

IL

(1883.)

Efter mange Aars Tavshed har Snoilsky i 1 88 1 udgivet et Bind Xya Dikter» fra de to foregaaende Aar og i denne Bog aabenbaret et

Carl Snoilsky. 233

nyt Stemningsliv, et fuldt harmonisk. Der er i alle disse Digte ingen Tone, der ikke er anslaaet sikkert og ikke klinger rent. Denne Samling af smaa Kunstværker gjor et ualmindeligt Ind- tryk af forsonet Ro; Ungdommens gnistrende Sanselighed er forsvunden , istedenfor den er traadt en deltagelsesfuld Sjælsblidhed , en vis poetisk Ømhed, der ikke blot fremtræder i de faa Digte, der give en erotisk Følelse et knapt, glimtvis frembrydende Udtr\k, men som stempler Digterens Syn paa historiske Personer og Forhold ikke mindre end hans Blik paa de Figurer og Billeder af det daglige Liv, som han under sit Ophold i fremmede Lande og Verdens- dele har havt for Øje. Der er nu et stort Fond af Fred og Mildhed i hans Sjæl.

Snoilsky er bleven udpræget svensk. Han har givet sig til med stort Talent og varm Kjærlighed til sin Gjenstand i Romanceform at skildre en Række Scener af Sverigs historiske Liv, og han har leveret Historiemalerier som v. Rosen maler dem; sjælfulde, udførte med en Kj enders Ømhu for Interiør og Kostyme. Han har ikke kunnet undgaa nu og da at minde om Runebergs Formning af slige Æmner; kun er Sprogbehandlingen mere delikat. I Snoilskys Sind findes Fædrelandskj ærlighedens og Konge- beundringens hele Religiøsitet lyslevende, Sverigs

34

Mennesker oe Vv"crker.

Karler og Gustav'er og Oscar'er ere Gjenstande for hans oprigtige og barnlige Dyrkelse; han har under alle sine Ungdomsstrejftog bevaret det kongelig svenske Følelsesliv uskadt i sin Sjæl. Han er saaledes optraadt som National- digter i en noget anden Forstand end jeg per- sonlig havde onsket, han skulde blive det. Jeg havde hellere sét harn digte i Pagt med Sverigs Nutidsliv end med Sverigs historiske Minder. Snoilsky er paa samme Tid som han er bleven mere national bleven mindre moderne.

Snoilsky er dernæst bleven mere human og ethisk. Næsten alle hans Poesier forherlige Dyder: Tapperhed, Kriger- og Vasaltroskab, Kyskhed, Kjærlighed udover Graven, Medliden- hed med de Ulykkelige, ægteskabelig TiUid og Ømhed o. s. v. I det smukke Digt < General- skan » vises f. Ex,, hvorledes end ikke den gamle tapre Ægtemands Podagra har noget afskrækkende for hans unge trofaste Frue. Paa en høj.st poetisk Maade er i «Almosorv og «For sent:^ de lykkeligt Stilledes Ligegyldighed mod Armoden bekjæmpet. Særlig staar det sidste Digt, som fremstiller Angeren over af ren Doven.skab ikke at have givet en Almisse, lige højt ved sin Følelse og sin Form.

Som Kunstner er Snoilsky i sin sidste Fremtræden mere udadlelig end nogensinde.

Carl Snoilsky. 235

Hemmeligheden ved hans Stil er dens Diskre- tion. Ingen forstaar i nordisk Lyrik som han den Kunst at antyde og lade ane, hvad han er for behersket og for stolt til at udbrede sig over. Han har efterhaanden fundet den Form, under hvilken han kan gjore Læseren delagtig i sin Sjæls fineste Rørelser uden dog at give sit Allerhelligste til Pris. Han siger to Ord, som aabne en Dør og strax lade den falde i paany. Han var altid en Mester i den diskrete Skildring. I hans første Digtsamling var der et lille Still- Lebens Stykke fra et Boudoir i Paris, der upersonligt som det var fortalte et helt lille Livsafsnit. I denne er Digtene «Blåa grottan» og «Palazzo Strozzi» skjønne Mønstre paa en Hgnende Kunst. I Forening med Snoilskys klare Form, varme Farve og fuldendte Rytmik virker denne Evne højst indtagende. Den af- spejler hans Væsens Noblesse, røber hans aande- lige Holdnings Sikkerhed under de tusind Hensyn han synes at maatte eller ville tage i sin Digtning. Thi dette er utvivlsomt. Paa det Ud- vikHngstrin, den sidste Bog betegner, er Snoilsky langt m.ere Kun.stner end Digter. Som blot Poesi betragtet gjør den et mærkeligt gammel- dags Indtryk. Der er noget Afmaalt baade ved Strofebygningens Regelmæssighed og ved Romancedigterens hele Fremstillingsmaade. Der

236 Mennesker og Værker.

er nu og da noget Officielt ved hans Patriotisme og hans Ethik. Og dog forekommer der i Digt- samlingen et enkelt Digt, der ligesom bærer l^ud fra en anden Verden. Det forer Titlen « S\'arta svanor og l}'der :

Svarta svanor, svarta svanor Glida som i sorgetåg Leta sjunkna solars skimmer 1 den nattligt dunkla våg.

Mork, liksom i eld forkolnad, Ar den rika fjåderskrud Xiibben, stum i blodig purpur, Annu bar om branden bud.

Hvita svanor tamt i vassen Kryssa efter gunst och brod; Ut paa djupet, svarta svanor! Ut, I barn af natt och glod !

I disse nye Digte have vi fulgt de hvide Svaners stille Sejlads i blanke Kanaler og rolige Bassin' er; maatte vi næste Gang faa de sorte Svaners Flugt at se! Snoilsky har her gjort det første Skridt, han som Digter havde at gjore: at blive national, at suge Kræfter af det inderlige Forhold til sit Folk. Lad ham gjøre det andet og fuldt saa nødvendige Skridt: at blive moderne, at stille sig i lige saa inderligt et Forhold til sin Tid!

BERTHOLD AUERBACH,

Født 28 Febr. 181 2 — død 8 Febr. 1882. (1882.)

Intet Hjærte har elsket Tyskland varmere end dette, der brast dernede i den lille syd- franske By. Det var en haard Skjæbne, at denne glodende Patriot, der altid kun ugjerne og modstræbende forlod sit Land, skulde udaande blandt et fremmed Folk, det Folk endda, der stod ham fjærnest. Det var en dobbelt haard Skjæbne, at dette store Barn ikke skulde opleve sin halvfjerdsindstyvende Fødselsdag, som han var saa nær og til hvilken han havde glædet sig saa meget, ikke skulde modtage den sidste Hyldest af de Venner og Beundrere, han endnu talte. Det var tungt, at han skulde dø paa et Tidspunkt, hvor hans en Gang saa store Popu- laritet paa Grund af den offenlige Gunsts Usta- dighed og middelalderlige Lidenskabers Rasen

2*^8 Mennesker og Værker.

var sunket saa d\'bt; det er tragisk, at det ikke er Sygdom alene, der har dræbt ham, men Græmmelse, nagende, tærende Græmmelse, som gjorde Sygdommen det muligt at faa Bugt først med dette ungdommelige Sinds virksomme, for- haabningsrige Tillid, saa med det kraftige Le- gemes faste Bygning i saa kort en Frist. Hele sit Liv igjennem havde han sat sin Ære i at være en ægte Tysker, T}sklands nationale, ja, mere end det, Tysklands folkelige Digter. Han havde været dette Lands lidenskabelige Elsker, han havde som Yngling, som Tiibinger Bur- schenschafter ivret og kæmpet for sine og Fol- kets politiske Idealer, havde siddet i Fæ^ngsel derfor paa Hohenasperg, havde i sine Bonde- noveller fremstillet Folkets ægteste og kraftigste Typer i sunde og dog idealiserede Former, havde gjennem sine filosofiske Skrifter og sine talrige Folkekalendere gjort den jævne Mand delagtig i de mest Udvikledes Dannelse og Livs- betragtning, havde nu og da ogsaa med For- kjærlighed valgt jødiske Æmner for at bidrage sit til at sammensmelte tyske Borgere af hans egen Stamme med de tyske Borgere af ger- manisk og slavisk Afstamning til et eneste Folk uden Hensyn til Konfessionernes eller Racernes Forskjellighed; han havde sat sit Livs Ære, sin Stolthed i dette Arbejde, han troede det

Berthold Auerbach. 239

næsten fuldfort, Drommer, Tænker, Barn og Optimist som han var, og saa — da han nær- mede sig Stovets Aar — med ét dette Skraal fra de forskjeUigste Sider, at han var en Fremmed i dette Folk, helst burde gaa sin \'ej, ikke regnedes med — denne Hagl af Skjældsord, der traf hans aabne Pande som Stene, det elemen- tære, animalske Had, der skruede sig op omkring ham og lagde sig om hans gamle varme Hjærte som Is — det forvirrede ham forst, gjorde ham usikker i sin Tro paa Tidsalderen, paa dette store Tyskland, han havde tilbedt, paa ^lenne- skeheden og Fremtiden; nu og da undslap der ham saa et vildt Raab af \'rede eller Smerte som i hint Svarbrev til Forfattermodet i \\ ien, at han først nu forstod Sagnet om den Mand, der i én Nat blev gammel ; saa forstummede han. Jeg sad forleden i en festlig Kreds i den ved Heines Digt og Hauffs Fantasier beromte Raadhuskj ælder i Bremen. Halvandethundred- aarig Rhinskvin blinkede i Glassene for os, da min Xabo ved Bordet hviskede mig i Øret: De har vel hørt, at Auerbach er død.;> Jeg satte Glasset fra mig og min Feststemning var borte. Ikke at jeg har staaet den Afdode sær- ligt nær; jeg var en af hans tusinde Bekjendte. ]\Ien han var mig kjær og han gav enhver af os Tusind sit Venskab og sin Interesse helt.

2AO Mennesker og Værker.

Det er store Hjærters Særkjende. Filistrene troede det ikke muligt, at en Mand, der kjendte Alverden, der havde Venner i hver Gade i Berlin, i hver By 014- hver Landsby i Tyskland, talrige Beundrere i alle Lande — at han kunde mene noget Virkeligt med den inderlige, patri- arkalske Deltagelse han folte for alle dem, der kom til ham og til hvem han kom. Men Auer- bach var saaledes. Denne Mand, der var en Arbejder i storste Stil, og som umuligt hvert Øjeblik kunde lade alle sine Bekj endte passere Revue for sin Erindring, denne Mand, om hvem jeg har hort Bekjendte sige: Han holder af En, mens han ser En., mindedes alle, fulgte alle, havde en brændende, uudslukkelig Længsel efter at være elsket og afholdt af alle.

At han var en stor og vis gammel Mand, hvis fl}'gtigste Ord det var værd at hore og opbevare, odsel i aandelig Henseende, sprud- lende aandfuld, dybsindig i Overvejelse, uudtøm- melig i Erfaring, det oversaas og glemtes i de senere Aar, fordi denne Vismand tillige var et Barn, der glædede sig over Ros som en ung Begynder og der ikke rastede, før han havde aflokket En et rosende Ord. Hans Forfænge- lighed var af den uskyldigste Art og fandt netop derfor saa ringe Overbærenhed; thi Verden be- undrer let de Hovmodige, men der var ikke

Berthold Auerbach. 24 1

Gnist af Hovmod i ham. Han trængte som en Kvinde til at beundres, som et Barn til at elskes, og han gjorde sig ingen Umag for at lægge Skjul derpaa. Men i det stive og strenge Nordtyskland, særligt i Berlin hvor han boede i den sidste Snes Aar, skadede denne Holdning hans x'\nseelse. Han blev uskaansomt omtalt, uskaansommere næsten end H. C. Andersen i Kjøbenhavn, skjont han dog var saa uendelig langt mere Mand, og han følte det tilsidst dun- kelt, skjønt Uviljen eller Spotten sjældent traadte ham personligt i Møde.

Fra hin Dag- af, da han dode i Cannes, og-

o ' 'o

til i Dag, da hans tætbekransede Kiste sænkes i Jorden i den lille Schwarzwalder by, hvor han blev født, have hans Venner rundt om i den tyske Presse meddelt deres Erindringer om ham, have fortalt Anekdoter, have gjenkaldt sig og Andre hans Væsen, som hver af dem har op- fattet det. Det er det ene Rette. Istedenfor at afskrive Lexikonner og Literaturhistorier bør Enhver, naar en stor Mand dør, yde sin Skjærv til Fremtidens Skildring af ham ved simpelt og sanddru at meddele det, for hvilket han selv kan staa inde. Næppe har et fjendtligt eller bittert Ord blandet sig ind i disse Smaa-Artikler eller Feuilletoner, thi Auerbach havde ingen Fjende, han blev kun hadet af dem, der i ham

16

2J.2 Mennesker og Værker.

hadede eller ringeagtede Andre, for hvem han blev betragtet som Repræsentant. Jeg vil følge det af saa mange givne Exempel og stræbe at ordne de Erindringer om den Afdøde, der i Øjeblikket falde mig ind.

Det er ti Aar siden, at jeg gjorde Auer- bachs Bekjendtskab. Jeg skyldte ham saa Meget, havde modtaget saa tidlige og dybe Indtryk af hans ældste Arbejder ■ Spinoza v og a Dichter und Kaufmann . (det sidste et lille Mesterværk af taalmodigt Sjælemaleri), havde glædet mig saa levende over Landsbyhistorierne, Barfiissele, Die Frau Professorin, havde sværmet saa stærkt for den revolutionære og lige fuldt milde Pathos i «Neues Leben v, at jeg nærmede mig ham med oprigtig Ærefrygt. Ærefrygt var imidlertid en Følelse, det var umuligt at bevare i hans Nærhed. Den veg øjeblikkeligt, fordi hans Svagheder saa naivt lagde sig for Dagen. Den veg for en Følelse af, — hvad skal jeg kalde det — Overlegenhed over denne gamle Mand, der strax læste et lige modtaget Brev fra en Beundrer op for En, hvori han tituleredes -Crosser Meister!;>, og med den uvilkaarlige Overlegenhedsfølelse fulgte en vis Ømhed, Be- undring af hans Friskhed og Taknemmelighed for hans Interesse. Jeg husker, han talte om Andersen og bebrejdede P^olk, at de havde saa

Berthold Auerbach.

243

travlt med hans Forfængelighed. c Ej hvad.>, sagde han, Manden er Skytte, han har skudt, nu vil han vide om han har truffet, og horer det gjerne. Han læste et inderligt Brev for mig, som han samme Dag havde faaet fra Strauss med Bogen <Den gamle og den nye Tro. > Der stod deri, at Strauss vel kj endte Bogens Mangler, men følte, at saadan en Bog maatte skrives, og vidste, at Ingen kunde skrive den uden han. Auerbach havde allerede gjennem- bladet den og var glad over den. Han bebrej- dede mig, at jeg etsteds havde stillet hans Navn sammen med Heines. Alan kan ikke nævne os i én Linje , sagde han, jeg vil Noget, med alt sit Talent vilde han ingen Ting, det var ham ikke x-\lvor med Noget. » Auerbach havde Uret, men Udtalelsen er betegnende for ham. Det manglede ham paa den intellektuelle Fordobling, der udfordres til at forstaa en Aand af Heines Art. Han læste ikke meget i de senere Aar; den nyere t}'ske Belletristik, der blev ham sendt, optog hans meste Læsetid. Mit Skrift om Søren Kierkegaard forsøgte han paa min Anmod- ning at komme igjennem, men Gjenstanden var ham saa antipathisk, Kierkegaards Personlighed forekom ham i den Grad « vanvittig v , at end ikke min Forsikring om, at han selv stod rost et Steds i Bogen, kunde bevæge ham til at læse den til

16*

244 Mennesker og Værker.

Ende; derimod bad han mig med megen Iver at vise ham Stedet og var mig taknemmehg for det. I det Punkt var han overhovedet rorende. Saaledes \-ar han ht^nge straalende over, at jeg i min Afhandling « Goethe og Danmark havde mindet om Ordet '<goethereif», som han (i Deutsche Abende ^^, anden Række) har dannet og forklaret. Kun en eneste af mine Boger havde fængslet ham, ja havde in- teresseret ham saa levende, at han længe tænkte paa at anmelde den, det var mit Skrift om «Lord Beaconsfield >, og jeg ser endnu for mig det Ansigt, med hvilket han en Nat stansede mig i Sejersalleen for at fortælle mig, at to engelske Forlæggere samtidig havde skrevet til vor fælles tyske Forlægger for at erhværve sig Avtorisation for en Oversættelse. Jeg troede, der var passeret ham noget glædeligt, saa op- rømt var han. Den Bog bragte mig i et nær- mere Forhold til ham, vistnok mindre ved Be- handlingsmaaden, end ved sit Stof.

Af nordiske Forfattere kjendte han Gold- schmidt og Bjornson personligt. Han var kjed af, at Goldschmidts Livserindringer, om hvilke han havde hort, ikke vare ham tilgængelige; han havde, da han begyndte Nedskrivningen af sine Memoirer, gjerne anstillet en Sammenligning. Bjørnson var ham simpelthen en <Ven>^, han

Berthold Auerbach. 245

sympathiserede levende med ham, kjendte og skattede hans Ting, betragtede ham som en af Samtidens store Digtere. Med Kompositionen af Magnhild^/, for hvis Fortrin han manglede Blik, var han dog meget utilfreds. «Sig til Bjørnson-, sagde han, da Novellen udkom i Deutsche Rundschau, ^at han med sit store Navn godt kan skrive fire eller fem daarlige Noveller endnu uden at miste det, — men — saa tor han heller ikke skrive flere. . Hvad han satte storst Pris paa hos Bjørnson, det var hans Væsens Naivetet; hvor han i Kunst ikke fandt denne Egenskab, der var han ubønhørlige anerkjendte ligefrem intet. Om Tegners Frithiofs Saga> sagde han: ^Det er ingen Ting, det har intet Fysiognomi . , om Hebbels hele Produktion, om Karl Gutzkows og mange lignende Aanders : Det er tort, der er ingen Naturtone deri.» Mod Richardt Wagner nærede han, vist nærmest paa Grund af Wagners Udtalelser mod ]\Iendels- sohns og AIe}'erbeers Musik, en Art Had. «Der bliver ikke saa meget tilbage af W^agner som af Lortzing», sagde han en Dag.

Han elskede og beundrede det preussiske Væsen, som stod hans eget saa fjærnt, og han følte sig vel til Mode i Berlin, hvor han oversaa, hvad der maatte støde hans Gemyt, og bestandig holdt sig alt det for Øje, som tiltalte ham.

246 Mennesker og Værker.

Han var Preussen inderlii^^t, brændende tak- nemmelig, fordi det havde virkeliggjort hans Ungdoms Forhaabninger. Jeg traf ham en Dag, ikke længe efter Krigen, da han var særligt enthousiastisk, hos fælles Bekjendte. Jeg gik for at aflægge et Besøg et andet Sted og Auerbach fik Lyst til at gjore mig Selskab; han kjendte jo Alle. Vi stege sammen ind i en Vogn. ^Hvilket Folk!: sagde Auerbach, <;dette nord- tyske Folk, og hvilken By, Berlin! Ingen Droskekusk her vil nogen Sinde bede om Drikke- penge. Vi stege ud, jeg betalte, Kusken kunde naturligvis ikke give tilbage. «Men ingen kan heller give Penge tilbage, » sagde jeg. « Rigtig, svarede Auerbach uforbløffet, <'han kan ikke give tilbage, men han beder ikke om noget.

I sin ihærdige Arbejdsomhed var Auerbach Preusser. Han stod tidligt op, og begyndte alt paa fastende Hjærte at diktere. Han tvang sig til Arbejdet. «Naar jeg,^' sagde han en Dag, « undertiden mærker, jeg er doven, véd De saa, hvordan jeg gjor? Jeg siger til mig selv: Det nytter Dig ikke noget. Før Du har dikteret dit Stykke, faar Du ingen Kaffe, ingen Aviser, ingen Breve, ingen Ting, nu ser Du selv, at Du maa arbejde.;. Det var iøvrigt langt fra, at hans Arbejde var tilende, saasnart han forlod sit Pljem. Han havde bestandig en tyk Note-

Berthold Auerbach. 247

bog Og en Blyant i Lommen og jeg har aldrig sét ham deltage i nogen Samtale uden at han tog den frem og noterede alt Mærkeligt, som blev sagt, og ethvert slaaende Indfald, der under Samtalen foer ham selv gjennem Hovedet.

Hans Arbejdsværelse var et stort, mægtigt Rum, hvor han gjerne modtog efter sit Mid- dagsmaaltid. Mellem 6 og 7 var man altid velkommen paa en Kop Kaffe. Han boede i de forste Aar efter Krigen i Konigin- Augusta Strasse, men flyttede snart hen i en prægtig Lejlighed i den smukke og dyre HohenzoUern- strasse. (faa Huse fra Spielhagens Bolig), hvor han boede til sin Død. Jeg husker, at han i den forrige Lejlighed havde en meget smuk Statuette af Barfiissele paa sin Kakkelovn, i det nye store Arbejdsværelse vare Væggene, saavidt jeg mindes, kun dækkede med Boger. I den ene Ende af Stuen stod et Møbel, i hvilket Auerbach opbevarede de indlobende Breve. Med et stort Barns Selvfølelse tog han gjerne ud deraf nogle Breve fra Konger, Dronninger eller fyrstelige Personer og opfordrede En til at læse. Eller han tog Sukkergodt i Guldpapir ud deraf og bad En tage det med til Ens Børn. Auer- bach havde intet egenligt Hjem; det var en Sag, som hele Berlin vidste, som han selv ikke lagde Skjul paa og som han nu og da endog

2 i8 Mennesker og Værker.

antydede i Breve, at hans Husliv var ulykkeligt. En hel Række Skikkelser i hans Bøger forstaas først ret, naar man har denne Kommentar. Imidlertid var han meget inderligt knyttet til en af sine Sønner, hans fortrolige Ven: tDet er min Son, sagde han en Gang ved en første Præsentation til mig, - «ikke et Geni,» til- føjede han med naiv Forfængelighed, som maatte Sligt nødvendigvis forudsættes om hans Søn, «men et herligt Menneske..- løvrigt var hans Arbejdsværelse hans Hjem. Den, som besøgte ham der og forstod at spørge og at høre, var sikker paa at gaa beriget bort. For at give en Idé om, hvor aaben og imødekommende han kunde være, og om hvilke interessante Oplys- ninger han uforbeholdent gav, meddeler jeg føl- gende Notits, som jeg finder mellem mine Papirer:

':.Auerbach meddelte mig i Aften den lode Marts 1879 paa min Opfordring, hvorledes Die Frau Professorin, Barfiissele og hans nye Bog ere blevne til.

Die Frau Professorin. i) Han læser i Leipzig, siddende i Curanda's Værelse og ven- tende paa ham, i en Novelle, hvori disse Ord forekom: Die Hirten pflegten sich mit den Kohlermadchen zu verheirathen.» Han tænkte over, hvorledes dette videre gik. 2) Han erfor i Carlsruhe, at Obergerichtsrath Baader havde

Berthold Auerbach. 249

forelsket sig i en Bondepige og giftet sig med hende, at de var lykkelige, saalænge hun bar Bondehuen, der med sine Baand indfattede An- sigtet som i en Ramme, men senere saas de aldrig sammen, han gik kun ud alene. 3") I Dresden traf han Maleren Hildebrandt, der for- talte, hvorledes han, da han var bleven gift, havde slaaet en Tallerken i Stykker med det Udraab: «Nu kan jeg slaa den itu og behøver ikke at betale den. Det var de tre faste Punkter, over hvilke Bogen dannede sig, — af højeste Interesse for mig med Hensyn til Spørgs- maalet om Idéassociationerne i den frembrin- gende Fantasi.

Barfiissele. i) Han hørte fortælle om to Børn i Byen La Peyrouse i Schwarzwald, der mistede deres Forældre med to Dages Mellemrum. Menigheden tog sig af dem, men Børnene kunde ej forstaa, at Forældrene vare døde og gik hver Dag til Huset og bankede paa. Hvorledes gik det videre de Bornr 2) Hans Søster Rosle var Tjenestepige (de var elleve Børn og ganske fattige) og kom en Gang til den anden Søster med fjorten Par Støvler, udstoppede med Hø; hun havde faaet et Par hvert halve Aar af sin Tjenestetid og gik helst barfodet. 3) Han hørte om en Pige, der ganske ofrede sig for sin Broder og gav ham alt hvad

2 CO Mennesker og Værker.

hun fortjente; han duede ikke, gik til Amerika, kom hjem. — Han sagde mig at Hacklander især havde rost Scenen, hvor baade Bonden og Bondekonen give Barfiissele Penge for at hun kan staa med Ære for den anden.

I den Bog, han skriver paa, (Brigitta), er Udgangspunktet, at han hos sin Søster, som har et Hotel i Sydt\'skland, horte, at Pigen dér saa den Mand komme til dem, der havde ruineret hendes Fader i en anden By. Heraf har han udspundet den hele sindrige og dramatiske Plan, hvorledes Pigens Avindsmand bliver blind osv., Øjenkliniken og det øvrige. Grundtanken er Umuligheden af at elske sine Fjender.

I Anledning af hans Tale i Spielhagens Hus forleden paa dennes halvtredsindstyveaarige Fødselsdag og den Ytring i Spielhagens Svar, at den Velvilje, som nu vistes ham ikke gjaldt Digteren, men Personen som ^et godt Menneske », sagde Auerbach: Han er slet ikke ^et godt Menneske , han er en Gentleman. Se blot paa hans Stil. Man havde i Middelalderen burgun- diske Heste, der dresseredes for Fyrster; de kunde ikke trave, ikke løbe, gik i Pasgang. Deres Fol fødtes som Pasgængere. Den Gang, der var dem naturlig, var ikke den naturlige Gang. Det er Spielhagens Stil. Han hører

Berthold Auerbach. 25 I

sin Prosa deklamere, han har rhetoriske Gjen- tagelser i sit Foredrag.

Undertiden traf man Auerbach i Forelæs- ningssale, thi han var videbegjærhg indtil det sidste, og den Talende var næsten altid hans personlige Bekjendt. Vi modtes i Fjor ved et Foredrag om Spinoza, holdt i en Berlinsk For- ening af en højt anset, men meget konciliant og indsmigrende Taler. Auerbach sagde Fore- dragsholderen nogle Komplimenter, da han havde sluttet, men derpaa til mig med et ypperligt Ordspil: «Er hat ihn gemalt>. Meningen var: Han har sminket ham; men kun Smil og Skulder- træk sagde det. Om Spinoza, hans Øjesten, taalte han overhovedet ingen Halvhed. Den Tale f. Ex. som Renan holdt over ham i Haag paa Tohundredaarsdagen efter hans Død yeg har oversat den for «Det nittende Aarhundrede.) var ham paa Grund af sin fromladne Tone en Væmmelse. «Man havde lige saa gjerne strax kunnet sende Bud efter en Theolog v , sagde han, '-hvis man vilde have saadan en Tale». Han havde saare gjærne selv været til Stede ved Festen og vel helst selv været Dagens Taler, men han paastod dengang ikke at have Raad til Rejsen.

Traf man Auerbach i Selskabslivet, var han en anden: den rette Selskabsmand, i højeste

252 Mennesker og Værker-

Grad oplivet, bevægende sig- med ungdommelig Lethed fra Gruppe til Gruppe, seende sig rundt overalt med sit spejdende, kloge Blik, hvert Øjeblik kastende Lorgnetten til Øjet, talende kort, men }'derst livligt med hver enkelt. Den lille kraftigt byggede, firskaarne Mand med det store Hoved, de noget fremstaaende Øjne, den flygtende Pande, det kraftige, kortklippede Haar og Skjæg, brunrode Kinder og en Mund, der blussede af Sundhed om to kraftige, hvide Rækker Tænder, banede sig i sin sirlige Pynt \^ej fra den ene til den anden, hilsede med godlidende Hjærtelighed paa sine mangfoldige Venner og stroede sine Indfald ud med odsel Haand. Gjerne bar han \-ed saadanne Lejlig- heder sine mange Ordener, dem, hvis Plads var i Knaphullet, og de fornemmere, der hang i Baand om Halsen; kun gjorde han det nødigt, naar hans liberale Venner, der ingen Ordener modtog, vare til Stede, saa lod han med et lille Suk sine Prydelser blive hjemme. Jeg véd fra bedste Kilde, at han en Aften, da Lasker ufor- modet indfandt sig i et Selskab, gik hen i en Krog og stak alle sine Ordener i Buxelommen. Han havde en overordenlig Respekt for Laskers Karakter.

Ved Hove, hvor han som ivrig Patriot og tidligere Forelæser for Kejserinden var særdeles

Berthold Auerbach.

253

vel anskrevet, glimrede han naturligvis i sin hele Pragt. Jeg traf ham i Fjor paa et Hofbal, hvor han bevægede sig som en Fisk i Vandet, og i en Haandevending havde forestilt mig for et Par Kammerherrer og Literaturelskere, Direk- tøren for Observ^atoriet, den amerikanske Gesandt og endnu en halv Snes Personer. Jeg ser ham dreje en uhyre Kage rundt for at vise mig Stedet, hvor det gjaldt om at lade Tjeneren gjøre det rette Snit. Imedens talte han om Bismarck, hvis Angreb paa Lasker havde for- bitret og bed rovet ham i højeste Grad. (De husker fra Nathan den Vi.se ^>, sagde han, hvad Nathan siger til Tempelherren: Gross! Gross und abscheulich ! » — det er i to Ord Bismarcks Karakteristik.

Sidste Gang saa jeg ham i Fjor Foraar; han kom en Formiddag sammen med den osterrigske Forfatter Karl Emil Franzos, der paa sin Side har givet en Skildring af dette Besøg, bænkede sig ret hyggeligt, drak et Par Glas Vin, og talte længe om Kritiken, om hvad man lærte og ikke lærte af den, om Strauss's og Vischer"s Afhandlinger om hans Skrifter, og lagde mig det nær at skrive et Essay om ham. Jeg havde desværre ikke Tid tilovers til saa vidtløftigt et P'oretagende og maa nu nøjes med at notere mine

2C.A Mennesker og Værker.

personlige Erindringer om den store Elskvær- dige efter hans Død.

Auerbach var en af de trofasteste Naturer. Han slap aldrig Pieteten for dem, han en Gang havde elsket. Man maa have hørt ham tale om Schelling, hvis personlige Elev han havde været, for at vide, med hvilken Hengivenhed han hang ved sin Ungdoms Lærere. Han var fra første Eæ^d af harmonisk anlagt. Han blev halvfjerdsindstyve Aar gammel og havde ikke før i det sidste Aar af sit Liv et Stænk af Bitterhed i sin Sjæl, ingen Menneskeforagt, ingen underløben Harme. Han gjennemskuede med sit kloge Blik alle Slags Naturer, lod sig ikke narre af nogen, men tog dem som de vare og holdt af dem trods Eejl af den Art, der maatte være ham modbydeligst, fordi de laa hans Væsen fjærnest. Han var uden Misundelse. Han har ikke vist det smukkere overfor nogen end overfor Gottfried Keller. Han var den, der oprindeligt havde udrevet den udmærkede Schweizerdigter af den ufortjente Ubekjendthed, hvori han havde henlevet sin Ungdom. Keller havde fra først af gaaet i Auerbachs Spor, men det var ikke, kunde ikke væ-re en Hemmelighed for den gamle Mester, at den literære Verden i Tyskland i kunstnerisk Henseende satte Eleven højt over ham, at Kellers Ry var i stadig Stigen,

Berthold Auerbach.

255

hans eget i Synkeii. Ikke desmindre hilste han endnu for faa Aar siden en ny stor Novelle- samHng af Keller paany med et begejstret Essay i *Rundschau), i hvilket han fremhævede Fortrinnene ved den Digters literære Lod, der som Keller kun skrev nu og da, med sin egen Stilling som «Digter af Fag).

Det forekommer mig, at ingen nulevende tysk Forfatter har den Ret, som Auerbach havde, til at betragte sig som Folkets nationale Skribent. Gustav Freytags Bøger ere patriotiske i den Forstand, at de paavirke fremmede Nationer koldt og fremmed. Der er derimod i Auerbachs Fortællinger en Hjærtevarme, som har vundet dem Hjærterne overalt. Han var en Sydtysker, nærmere en Schwaber, substantiel, dybsindig,, inderlig, seende Symboler overalt. Hans tidhge Talmudstudier enedes med de sydtyske Om- givelser i at give hans Sjæleliv Hang mod det Betydende og Tilgrundliggende. Man havde i hans wiirtembergske Væsen Kjærnen i det tyske Væsen overhovedet. Og hvad der fattedes ham i nordtysk Aand, det bødede hans jødiske Af- stamning paa ved Forstandsklarhed og Tanke- dristighed. Saaledes kom noget Helt og Sundt i Stand, et lille Rige, der ikke var splidagtigt med sig selv, og som afspejlede et meget større Hele.

PAUL HEYSE.

(1874-75-81.)

Uen Interesse, der drager Portrætmaleren til den ydre Individualitet, er nær beslægtet med den, som drager Kritikeren til den indre. Ogsaa for Kritikeren er det at gjore et Portræt en besynderligt fængslende Beskjæftigelse. Des- værre staa hans Midler kun altfor langt tilbage for Malerens. Hvad kan være vanskeligere og frugteslosere end i Ord at ville udtrykke det rent Individuelle, der som saadant ikke lader sig ramme med Ord! Er Cirklens Kvadratur en mere umulig Opgaver Er ikke Individualiteten i sin uafbrudte indre Strøm det sande per- petuum mobile, der ikke lader sig konstruere?

Og dog pirre og friste disse uløselige Op- gaver En bestandig paany. Naar man efter- haanden er bleven fortrolig med en Forfatter, bevæger sig frit i hans Skrifter, dunkelt føler,

Paul Hey^e. 25?

at visse Karaktermærker hos ham beherske de andre, og saa af Naturen har en kritisk Drift, lader det En ingen Ro, før man har gjort sis: selv Rede for sit Indtrvk o«- klaret sis^ det utydelige Billede af et fremmed Jeg, der har dannet sig i Ens Indre. Man hører eller læser Domme om en Skribent og finder dem dumme Hvorfor ere de dummer Andre Udtalelser om ham synes En halvsande. Hvad mangle de i at være virkelig sander ]\Ian bliver næsten nysgjærrig efter at vide , hvorledes man selv vilde karakterisere hans Talent — og man til- fredsstiller sin Xysgjærrighed.

I.

Af alle Tysklands Skribenter er Paul Heyse i dette Øjeblik — og med Rette — den, der som Kunstner nyder højest Anseelse. Ingen nulevende Digter i Verden nedstammer i saa lige Linje fra Goethe som han. Hans Verdens- anskuelse er nær beslægtet med Goethes, men aldeles ejendommeligt og selvstændigt udviklet, ikke blot som Goethes moderne i sit Væsen, men i alle sine Forgreninger og udtalte Konse- kvenser. Hans Prosa stammer ned fra Goethes, men er slankere og mere plastisk i sit Udtryk; hans Novelleform, der er klassisk i sin Art, er

1^8 Mennesker og Værker.

en Videre-Udvikling af en Genre, der hos Goethe kun laa i Spiren. Hans lyriske Form røber dog maaské allerstærkest Ætlingen af Goethe. Ingen tysk Digter i vore Dage overgaar ham som Lyriker, og havde han slet ikke skrevet andet end sine tre lyriske Samlinger xGedichte-, Skizzenbuch > og ^Verse aus Italien:) vilde han være en af Tidens mest fremragende Lyrikere. Ingen Nulevende overgaar ham i Versets Kunst. Som metrisk Oversætter har han overstraalet A. W. Schlegel og Riickert, og han har ikke som de kjobt den sjældne metriske Færdighed med Følelsens Varme. Havde han kun skrevet Noveller, vilde han i Novellens Historie være uoverspringelig og uforgængelig. Som tysk Romandigter indtager han en høj Rang, som t}'sk Dramatiker ingen ringe,

Paul Heyse har fra den tyske Olympier arvet det apolloniske Udseende, en Skikkelse, hvis Skjønhed og Værdighed gjør Indtryk paa Enhver. Hovedet, som han bærer højt og smukt, er indfattet i en Ramme af sorte Lokker. Hudfarven er bleg, Øjnene ere blaa og, naar Heyse er rolig, trods Blikkets Varme, underligt blege i deres Farve. Hans Gang er smuk, hans Væsen behersket og vindende. Dets Form er en Gratie, som jeg aldrig har truffet hos nogen ]\Iand eller havde troet mulig hos en Mand.

Paul Heyse. 259

Ingen nok saa ringe Samtale, hvor ikke hans medfødte Skjonhedssans lægger sig for Dagen; ingen nok saa ubetydelig Billet fra hans Haand, som ikke har sin Ynde.

Han lever i Miinchen^ i et smukt indrettet Hus med en lille Forhave; han har bygget det lige op ad en offenlig Park. Han lever her, gift for anden Gang, i et lykkeligt Ægteskab med en dejlig Hustru, et Ægteskab, som dog er overskygget af dyb Sorg, siden Parret i 1877 mistede sit eneste Barn.

Den , der kaster Blikket hen over den lange Række tættrykte Bind, der udgjore Paul Heyses .samlede Værker, og som erindrer, at Forfatterens Fødselsdag falder i Aaret 1830, vil rimeligvis først udbryde : Hvilken Flid ! U\'il- kaarlig vil han tilbageføre denne store Produk- tion til en .sjældent udholdende Vilje. Ikke desmindre stammer den fra en sjældent lykkelig Natur. Denne Natur har i sig selv været saa frodig, at den uden Viljeanspændelse eller Kraft- anstrængelse har givet sin Grode; den har givet den saa mangefold, at man kunde tro den dyrket efter en Plan og med aarvaagen Vilje; den har imidlertid øjensynlig faaet Lov til at raade ganske frit.

At lade Naturen raade («sich gehen zu lassen ») har, som man føler, fra først af været

26o Mennesker og Værker.

Heyses Devise '■■), og det er da med Egenskaber, der pleje at fore til en spredt og knap, frag- mentarisk Produktion, at han har faaet ethvert af sine Foretagender færdigt og afrundet, og skrevet flere Bind lyriske og episke Digte, et større Epos (^Thekla), mere end et Dusin Dramer, mere end et halvt Hundrede Noveller og et Par store Romaner. Han begyndte tidligt, alt som Skoledreng begav han sig paa Vej. Og sorglos som en Fodvandrer, fløjtende sin Vise, aldrig hastende, drikkende af alle Kilder, .stand- sende foran Vejens Buske og plukkende baade Blomster og Bær, hvilende i Skyggen og van- drende i Skyggen er det, at han eftqrhaanden har gjennemløbet en Bane, der synes at forud- sætte Øjet hæftet paa Maalet under aandelos Marche.

Den Stemme, Heyse følger som Skribent, er da utvivlsomt histinktets. Intet er ham, hvorvel han er Nordt}^sker, fjærnere end Instinkt- løshed og Forsætlighed. Skjønt født i Berlin slaar han Rod i ^Miinchen oe finder i den fuld-

*) Auf Schritt und Tritt sich aufzupassen Was soli es frommen?

Wer nicht wagen darf sich gehn zu lassen Wird nicht weit kommen.

P. II,

Paul Heyse. 26 1

blodige, sydtyske Race og i det saftrige, sydtyske Liv de Omgivelser, der stemme med hans Anlæg. Skjont hjemme i Sydtyskland foler han sig stedse dragen til Italien som til det Land, hvor Men- neskeplanten har naaet en af Reflexionen endnu mindre forstyrret, skjonnere og yppigere Væxt, og hvor Blodets Rost er klarest og stærkest. Denne Stemme er Sirenestemmen, som lokker ham. Natur! Naturi lyder det i hans Øre. Tyskland har Skribenter, der altid have været bevidste og hvem især en kraftig nordtysk Vilje har gjort til hvad de ere (som Karl Gutzkow f. Ex.), andre (som Fanny Lewald), hvis Værker fremfor Alt bære Præget af en kraftig nordtysk Forstand. Ikke villende eller overvejende, m.en følgende sin Drift er det, at Heyse frembringer og former.

Det er for mangen Digter en Fristelse at meddele Læseren et noget andet Billede af sig selv end det virkelige. Han fremstiller sig gjærne som det han ønskede at være, i gamle Dage enten som mere følsom eller mere melan- kolsk, i nyere Tid stundom som mere erfaren, eller mere kold eller mere barsk end han er. Mere end én udmærket Digter frygter som ]\Iérimée eller Leconte de Lisle saa stærkt at stille sine Følelser tilskue, at han omvendt kommer til at lægge en Følelsesløshed for Dagen, der ikke

252 Mennesker og Værker.

er ham ganske naturlig. Man sætter en Ære i forst at aande ret let og frit oppe over Sne- linjen, h\'or det Menneskelige ender, og af P'oragt for dem, der lavt nede søge Mængdens Medlidenhed, fristes man til at drive sig selv i Vejret til en Højde, op til hvilken ikke Instinktet men Stoltheden byder En at stige. For Heyse existerer denne Fristelse ikke. Han har aldrig et Øjeblik kunnet eller villet skrive sig ind i en større Hede eller Kulde end den han følte. Han har aldrig forsøgt at lade som skrev han med sit Hj ærteblod, naar han rolig formede som Kunstner, og han har taalmodigt fundet sig i, at Kritiken bebrejdede ham Mangel paa Varme. Han har paa den anden Side aldrig som saa mange af Frankrigs ypperste Forfattere kunnet meddele en rædselsfuld eller oprørende Handling med den samme stoiske Ro og i den samme Tone, hvori man meddeler, hvor en Mand af Verden kjøber sine Cigarer eller hvor den bedste Champagne faas. Han stræber hverken efter de ildfulde Temperamenters Flammestil eller efter Verdensmandens Selvbeherskelse. I Sammenligning med Swinburne synes han kølig og i Sammenligning med Flaubert naiv. Men den smalle Vej, ad hvilken han gaar, er nøj- agtigt den, som anvises ham af Instinktet i hans

Paul Heyse. 263

Indre, af det rent individuelle og dog saa sammen- satte Væsen, der udgjor hans Xatur.

II.

Den Magt, man selv som Kunstner lyder, bliver nødvendigvis den Magt, man i sine Værker løfter paa Højsædet og dyrker. Heri ligger det da, at hvad Heyse som Forfatter dyrker er Naturen. Ikke hvad Mennesket tænker eller vil, men hvad det af Naturen er, giver det Interesse for ham. Den højeste Pligt er for ham at ære Naturen og lytte til dens Røst, den sande Synd er Synd imod Naturen. Man lade den raade!

Der gives derfor ikke mange Forfattere, der ere saa udprægede Determinister som Heyse. Paa den fri Vilje i Ordets traditionelle Forstand tror han ikke og staar øjensynligt ganske ligesaa skeptisk som hans Edwin eller Felix "^j overfor Kants kategoriske Imperativ. Men tror han end ikke paa medfødte Ideer, saa tror han paa det medfødte Instinkt, og det er dette Instinkt, som er ham helligt. Han har i sine Noveller skildret, hvor ulykkehg Sjælen føler sig, naar dette Instinkt er blevet forst}Tret eller gjort usikkert.

*) Kinder der Welt II, 17. Im Paradiese I, 31.

264 Mennesker og Værker.

I Novellen ^Kjend dig selv» er det Intelligensen, i « Rejsen efter Lykken » Moralen som er Freds- forstyrreren.

I den første Novelle har Heyse fremstillet den Kval, som følger med en for tidlig eller forsætlig intellektuel Indgriben i Sjælens instink- tive Liv. « Sjælen maa skaanes,-^ siger han her, <aiaar Aanden i Sandhed skal komme til sig selv. Hin Ungdommens skjonne Dumphed, hin drømmeriske ubevidste Fylde og hin rene Kraft til at nyde, som friske Sanser besidde, gik tabt for Frants under hans altfor tidlige Stræben mod Selvbevidsthed. » Han skildrer her den Aandens Søvnløshed, der er ligesaa farlig for Sjælens Sundhed, som virkelig Søvn- løshed for Legemets Vel, og viser hvorledes den Reflexionssyge taber ^<hin hemmelige dunkle Kjærne, der er vor Personligheds Spire- punkt. »

I Novellen ^Rejsen efter Lykken v er det den konventionelle Moral, der har splittet Sjælen ved at fortrænge Instinktet. En ung Pige har med Overvindelse af sit Hj ærtes Drift paa Grund af indprentede Sædelighedshensyn en sildig Nat afvist sin Elskede og er derved uforskyldt bleven Aarsag til hans Død. Nu forfølger Erindringen om denne Ulykke hende bestandig. «Naar Ens eget Hjærte, ^ siger hun,

Paul Heyse. 265

«ikke viser En Vej, lober man bestandig vild. Jeg er allerede én Gang bleven ulykkelig, fordi jeg ikke vilde hore, om mit Hjærte end skreg nok saa højt. Nu vil jeg passe paa, selv naar det kun hvisker halvhøjt og ikke have Øre for noget Andet;..

I Instinktet er Naturen hel tilstede. Er den indre Splittethed og Delthed, der opstaar, hvor Instinktet har tabt sin vejledende Kraft, nu saaledes for Heyse den dybeste Ulykke, saa bestaar omvendt for de Karakterer, han skildrer, Livsfølelsen, den dybeste P^olelse af Lykke, i Nydelsen af deres Naturs Helhed og Harmoni. Det er selvfølgelig langt fra, at Heyse uden videre skulde betragte Selvreflexionen som et for den sunde Livsfølelse fjendthgt Princip. Det synes omtrent at være hans egen Anskuelse, .som den Syge i «Kjend dig selv» udtaler med de Ord, at ligesaa behageHgt som det er ham at vaagne op om Natten, tænke sig om og vide at han endnu kan sove videre, ligesaa herligt tænker han sig, det maa være for Andre at rive sig ud af drømmeagtige Lykkestemninger, samle sig, reflektere og da ligesom lægge sig om paa den anden Side og nyde videre. Idetmindste har Heyse i sin Roman « Verdens Børn ladet Balder, Bogens mest idealt mente Karakter, udføre denne sidste Tanke med mere Fylde.

266 Mennesker og Værker.

Melankolske Betragtninger over Livets Nød ere lige blevne udtalte, Betragtninger over Solen, der ligegyldigt skinner paa Retfærdige og Uret- færdige og belyser mere Elendighed end Lykke, over Ulykkernes ubegrænsede Frodighed, da en af dem altid bryder ud, ligesaa hurtigt som en anden fordrives o. s. v. Franzel , den unge socialistiske Bogtrykker har udviklet, hvorledes den, der betænker Menneskenes almene Lod, allermindst er istand til at komme til Ro, og har i sin Smerte kaldt Livet en Ulykke og en Logn, da Balder forsøger at vise ham, hvorledes et Liv, hvori man kom til Ro, ikke mere vilde fortjene Navn af Liv. Og Balder forklarer ham saa, hvori Livsnydelse for ham bestaar, nemlig deri, paa én Gang i Nuet at føle Fortid og Fremtid. Højst ejendommeligt fremhæver han , at han ikke kan nyde, med mindre han fornemmer sig helt, og at han i Betragtningens stille Øjeblikke samler a-Ue sit Væsens spredte Elementer til en Samklang: ^<Saa ofte jeg havde Lyst dertil o: saa ofte jeg vilde have en rigtig Livsfest, har jeg saa at sige opvakt alle Livets Aldere i mig, min leende, legende Barndom, da jeg endnu var ganske rask, dernæst de første Glimt af Tanker og Følelser, de første Ynglingekvaler, Anelsen om hvad et fuldt, sandt Mandsliv maatte være, og endelig Resigna- tionen, der ellers kun plejer at falde helt gamle

Paul Heyse. 26/

Mennesker let . For en saadan Livsopfattelse er Menneskelivet ikke udparcelleret i Øjeblikke, der forsvinde og hvis Forsvinden beklages, ikke heller adsplittet i hinanden bekæmpende Drifters og Tankers Tjeneste; for en saadan Evne til i hvert Øjeblik at kaste Anker og fornemme sit Væsens Helhed og Virkelighed kan Livet ikke rinde hen som en ond Drøm. <^;Tror Du, siger Balder, at den, der i ethvert Øjeblik for- maar at fremkalde en saadan Fylde af Tilværelses- følelse i sig, kan mene at det var bedre ikke at være fodt?» Man mærke, at det er en dødssyg Krøbling som taler og ovenikjøbet en Krøbling, hvem Digteren øjensynlig har formet i den saa forskjelligt tænkende Leopardis Billede. Den ejendommelige x-\rt af Nydelsesfilosofi, der er udtalt i disse Ord og som ved en Art synthetisk Reflexion samler hele Tiden i det evige Nu, er i Grunden Digterens endelige Livsbetragtning. Det er den harmonisk anlagte Naturs L}'tten til sine egne Harmonier. Alt give de uendelige Guder jo deres Yndlinge helt, alle de uendelige Glæder og aUe de uendelige Smerter helt. Denne Livsfilosofi optager selv den uendelige Smertes Misklang i sin indre Harmoni og formaar for sig selv at opløse den. Her er det Punkt, hvor Heyse skarpest skiller sig fra Turgénjew og Poesiens andre store moderne Pessimister. Han

268 Mennesker og Værker.

vover at tillægge sine Yndlingspersoner selv meget iiskjonne og afskrækkende Forseelser for efter allehaande Prøvelser og Kvaler at gjengive dem den indre Fred. Den unge Baron i Ro- manen I Paradiset ^^ er et Exempel En Synd mod hans bedre Jeg tynger paa hans Samvittig- hed. Den indre Harmoni med hans egen Følelse «paa hvilken Alt kommer an v har han mistet. Det viser sig i P^ortællingens Løb at han tilmed ved hin Forseelse har forbrudt sig mod sin bedste V^en. Men gjennem alle Vildfarelser og al den Ulykke, som udspringer fra dem, finder han sig selv paany. Naturharmonien var kun for en Tid ophævet, ikke, som han frygtede, uhel- bredeligt ødelagt.

Umiddelbart er histinktet Blodets Røst. Heri ligger at Individerne hos Heyse grunde dybt i Stamme og Race. De synes at lære med Mose Lov, at <' Sjælen er i Blodet >>. De følge Blodets Stemme og appellere til den. De uudviklede ere et kraftigt Udtryk for en Racetype, de ud- viklede iblandt dem kjende deres Natur og re- spektere den, de tage den som givet i P'ølelsen af at den ikke lader sig ændre; de ledes ligesaa gjennemgaaende af deres Naturinstinkt som Bal- zacs Karakterer af Egennytten. Jeg anfører for at tydeliggjøre min Mening et Par Steder af Romanen Verdens Børn..: Da Edwin er bræn-

Paul Heyse. 269

dende forelsket i Toinette, er hans Broder Balder uden hans Vidende gaaet til denne for at bon- falde hende om ikke af en Grille eller i Letsind at vise Broderen tilbage og kaste sig bort til en Fremmed. Hertil svarer hun, at hun først i de Dage er kommen under Vejr med, hvori det ligger, at hun ingen Lykke kan vinde i Livet. Hun har erfaret Hemmeligheden ved sin Herkomst, at hendes ulykkelige Moder nemlig kun tvungen er kommen i hendes Faders Magt, og heraf for- klarer hun sig det nu, at hun, som hun tror, ikke kan elske, c Min Ven, siger hun, jeg tror De mener det godt med mig, baade De og Deres Broder. Men det var en Forbrydelse, hvis jeg indbildte mig, at De kunde hjælpe mig, nu da jeg klart indser Alt og véd min Skjæbne, at den nu én Gang ligger mig i Blodet» (udhævet i Romanen). Dette er for hende det sidste, absolut uimodsigelige Argument. Og hos alle Bogens Personer kommer denne til Overtro grænsende Respekt for Naturen frem. Som den findes hos Toinette, saaledes hos hendes Modpol Lea. De ere paa alle Punkter Kontraster, kun i denne ene Henseende stemme de overens. Da Lea som Edwins Hustru har erfaret, hvor megen Magt Erindringen om Toinette endnu har over hans Hjærte, og under sin Sorg et Øjeblik, læsende i en af Edwins Bøger, trøster sig ved.

2 70 Mennesker og Værker.

livor godt hun forstaar Meget af det, han har skrevet, der vilde været mangen anden Kvinde for hojt, kaster hun pkidsehgt Bogen tilside, thi det farer hende gjennem Sindet, <::hvor afmægtig enhver A an dem es Forstaaelse er imod Na- turernes blinde, ufornuftige, elementære Til- trækning til hinanden, der trælbinder al Frihed og endog bedaarer den Forstandigste ^^. -Hun er en tilsyneladende rent intellektuelt anlagt Kvinde. En levende Trang til Kundskab og aandelig Klarhed har ledet hende til Edwin, han har undervist hende i — Filosofi. Man kunde da tro, at hun nu paa sin Side vilde forsøge en Kamp imod hin Blodets magiske Magt ved en Appel til de Aandsmagter, der saa længe have sammenknyttet hende med Edwin. Lige om- vendt! Langt fra at være karakteriseret som lutter Sjæl og Aand er hun først og fremmest en Natur. Hun har altid elsket ham glødende, men hun ' har frygtet for, at hans Kjærlighed, mindre hed end hendes, skulde skræmmes til- bage ved hendes Lidenskabsudbrud og dog har hun — Filosofinden — i sin Ensomhed sagt til sig selv : ^< Elskov er Daarskab — .saligt Vanvid — Latter og Graad uden Mening og Forstand. Saa- ledes har jeg altid elsket ham til Opgivelse og Glemsel af al Fornuft ». Nu, da hendes Ægteskabs Lykke .staar paa Spil, udbryder hun:

Paul Heyse. 271

Xaar han mærker, at jeg har min Moders Blod i mine Aarer, hedt gammeltestamentarisk Blod — saa opdager han maaské, at han højligt har forregnet sig, naar han troede at kunne slutte et ^^Fornuftgiftermaal» med saadant et Væsen . . . Maaské kommer den Dag, hvor jeg tør sige ham Alt, fordi han selv ikke mere er til- freds med en beskeden Livslykke , hvor han forlanger noget Stoltere, Overmodigere — da kan jeg sige til ham: Du behøver ikke at søge langt borte, de stille Vande ere dybe :^ .'''■■) Alt er her karakteristisk, saavel Tilbageførelsen til Afstam- ning og Race, som den hede, kraftige Naturs Protest mod Formuleringen af Natur og Liden- skab som abstrakt Fornuft.

Den, der har gjort sig fortrolig med dette Grundtræk hos He3'se, vil ogsaa først ret forstaa og med Interesse læse et af hans Dramer, der ellers turde være det svageste, han har skrevet, og som af flere Grunde ikke synes mig ham ganske værdigt; jeg mener < Fornuftgudinden ». Eller er det ikke højst ejendommeligt, at Heyse med den hele gigantiske franske Revolution udbredt for sit Øje i den tilskærer sig netop dette Stof, og behandler det netop saaledes? Mangen Digter vilde i Valget af et saadant

'") Kinder der Welt. III. 242, 210, 256

2 72 Mennesker og Værker.

Æmne have søgt sig et Organ for Revolutionens Lidenskab eller ladet Fornuftgudindens rent ide- elle Begejstring i det historiske Moment adle en uværdig og tankeløs Fortid , som dog hævnede sig tragisk. En Digter som Hamerling havde maaské kunnet gjore noget Tiltalende ud af denne Gjenstand. Heyse studser i Kraft af sit Naturanlæg ved dette Særsyn: En Kvinde, et Stykke Natur med kvindeligt Instinkt og kvindelig Lidenskab udgivet for Fornuften, For- nuftgudinden, det vil siije det i8de Aarhundredes tørre, stive, døde, rationalistiske Fornuft! Og han digter da en Kvinde , der i Kraft af sin Naturs Dybde (forud for sin Tid i Grunden) føler, at det uhyre xA-lliv ikke lader sig føre til- bage til nogen Skoleformel, der elsker og frygter, lider og haaber, skjælver for sin Faders og sin Elskedes Liv, og som fortvivler under Smerten over at miskjendes af sin Elsker — og han lader saa denne Kvinde, der som et ægte Barn af sin Digter har sagt: ^ For mig er det Højeste det, ikke at gjore Noget, der bringer mig i Splid med mig selv» , hende lader han med alle Fibrer skjælvende af Lidenskab, i personlig Fortvivlelse, uden en Tanke for det Almene og Abstrakte, for Republik eller Aands- frihed, og medens hendes Fader dræbes foran Kirkedøren, nødtvungen fra Alteret forkynde For- standens nye Evangelium, som hun selv spotvis

Paul Heyse. 2/3

har betegnet som den Verdenslov, at to Gange to er fire. Langt mere værdifuldt end i poetisk Henseende synes da dette Stykke mig som Bi- drag til Digterens Psykologi.

Man vilde gjore Heyse højlig Uret, ifald man af det nu Fremhævede vilde slutte, at han intet Højere erkjendte end den elementære Natur og dens Drifter. Med Ordet Instinkt er her ment noget fra den enkelte Drift fuld- stændig forskjelligt. Instinktet er Driften til at bevare sig hel. Derfor kan Heyse ogsaa ypper- ligt lade en fri Sympathi triumfere over Blodets Baand og selv over det næreste Slægtskabs- forhold. I Novellen ^^Den fortabte Søn> skjuler og plejer en Moder uden at vide det sin egen Søns uskyldige Drabsmand, og da denne ved sin Elskværdighed vinder saavel Moderens som hendes Datters Hjærte, lader Digteren ham hjemføre Datteren som Brud. -^ Den fortabte Son.' blev fældet i "ærligt Nødværge og hans Banemand har aldrig vidst hans Navn. Selv da Moderen erfarer Sammenhængen med Sønnens Drab, lægger hun derfor ikke Brylluppet nogen Hindring i Vejen, men bærer alene og uden at indvie nogen i sin Hemmelighed den Ulykke, der har ramt hende. Her er da med Personlig- hedens fulde Samtykke et rent aandeligt Baand traadt i Steden for Blodets- Moderen optager

2'- 1 Mennesker og Værker.

den som sin Søn, for hvis Haand hendes egen Son er falden; men idet hun gjor det, handler hun i Overensstemmelse med sin dybeste Natur og bevarer sin Sjæl udelt. Det Samme gj ælder i alle de Tilfælde, hvor hos Heyse Personlig- heden af Pligthensyn trænger en virkelig Liden- skab, en dyb Elskov tilbage. Hvor det sker (som i Dramet « Maria Moroni » , i Novellen ^;Die Pfadfinderin . eller i Romanen « Verdens Børn>,), der sker det netop for at bevare Troskaben mod sig selv, for ikke at tilsætte sit eget Væsens Helhed og Sundhed, og Pligten ses som ud- strømmende af Naturens eget Væld, idet den højeste og afgj ørende Regel for Pligten er den at sikre Mennesket mod Splid med sit eget Jeg. Saa langt er det fra at Heyse skulde opfatte Naturen som fjendtlig mod Aand og Pligt.

For ham er den Alt: Alt, hvad der staar i vor Magt, hvad vi udføre eller frembringe, bærer," forsaavidt det duer Noget, usvigeligt dens Stempel og over Alt, hvad der ikke staar i vor Magt, over hele vor medfødte Skjæbne raader den direkte, umiddelbart, almægtig og enevældig. Selv den ulykkeligste Karakter han har skildret finder, saa ilde behandlet hun end er bleven af Skjæbnen, en Trøst deri, at hun er Naturens Barn, det vil sige, at hun ikke er bleven forurettet. «Naar mit Væ.sens Elementer,

Paul Heyse. 27 5

der udelukke mig fra Lykken, have fundet hver- andre i Kraft af en stor bhnd Foranstaltning af Verdensomløbet og jeg maa gaa til Grunde ved denne Konstellation — saa er det fatalt, men ingen uudholdelig Tanke. En Gudfader derimod, der enten af Ligegyldighed eller af pædagogisk Visdom lod mig usalige Skabning løbe saa sørgeligt om mellem Himmel og Jord — for senere en Gang i Evigheden at lade mig tilfl}'de en Gratifikation for den forfuskede Tid — nej min Ven, sligt kan al durchlauchtig og udurch- lauchtig Theologi tilsammen ikke gjore mig troværdigt: .

Saaledes tyr hos Heyse selv den, hvis Liv er mest kvalfuldt forfejlet, til Naturbegrebet som den sidste beroligende Tanke, og saaledes har han selv i sit Livs smerteligste Timer tyet dertil, og de vidunderhge Digte cMarianne > og «Ernst^>, det Dybeste og mest Gribende han har skrevet, ere blevne tilbage som Vidnesbyrd derom. Naturen er hans Udgangspunkt og hans IMaal, Kilden til hans Poesi og dens sidste Ord, hans Et og Alt, hans Trøst, hans Credo.

m.

Hvad han følger, dyrker, ærer og fremstiller, det er da i Almindelighed udtrykt Naturen. l\Ien

1 8*

2 76 Mennesker og Værker.

som lian folger sin egen Natur, saaledes frem- stiller han ogsaa sin egen, og Grundtrækket i hans egen Natur er det, at den er oprindelig harmonisk. En saadan Betegnelse er meget vid og vag. Den henfører, ubestemt som den er, vel nærmest kun Heyse til Goethes Æt og passer lige saa godt paa den store Mester. Denne Harmoni er imidlertid nærmere bestemt ikke verdensomspændende, men forholdsvis snæver, det er en aristokratisk Harmoni. Der er Meget, den udelukker, Meget, den ej forsoner, ja ikke en Gang berører. Ikke som Naturforsker, men som Skjonhedsdyrker betragter Heyse Livets brogede Færd. Det er tydeligt nok, at han ikke begriber, hvorledes man kan have L}'st til som * Kunstner med Forkj ærlighed at skildre saadanne Skikkelser, som man i Livet vilde lukke sin Dør for*), ja han har selv med stor Aabenhed udtalt, at han aldrig har kunnet tegne nogen Figur, som ikke besad noget Elskværdigt, ingen kvindelig Karakter, i hvilken han ikke til en vis Grad var forelsket**). Derfor bestaar da hans hele Persongalleri ogsaa med faa Und- tagelser (som Lorinser i Verdens Børnv eller

") Se K. d.W. I. III. hvor Edwin udtaler denne Sætning. **)'Se Indledningen til <Enken i Pisa». Gesammelte Werke VI. 206.

Paul Heyse. 2//

Fru Jansen i Paradiset-) af ensartede Figurer. De have ikke blot Race, men ædel Race, det vil sige medfødt Adel. Deres fælles Egenskab er hvad Heyse selv betegner som Fornemhed. Hvad forstaar han ved dette Ord? Fornemheden er hos alle hans Karakterer den medfodte Ufor- muenhed til at begaa noget Lavt eller Smudsigt^ hos Naturbarnet betinget ved Sjælens enfoldige Godhed og Sundhed, hos Kulturmennesket forsat med Personlighedens bevidste Følelse af sit ]\Ien- neskeværd, af et fuldt og kraftigt Menneskelivs Ret, der har sin Xorm og sin Domstol i sig selv og g\^ser for Halvhed mere end for Vild- farelse. Heyse har selv etsteds defineret sin Yndlingsterminus. I Salamanderen, hedder det:

Ich håbe meiner Tugenden und Fehler Mich nie geschamt. mit jenen nie geprunkt Und meinen Siinden macht ich nie den Hehler.

Denn dies vor Allem, dlinkt mich, ist der Punkt Wo Freigeborne sich vom Pobel scheiden, Der feig und heuchlerisch herumhallunkt.

Den nenn" ich vornehm, der sich streng bescheiden Die eigne Ehre giebt und wenig fragt Ob ihn die Nachbarn lastern oder neiden.

Og med næsten ganske lignende Ord udtaler Edwin denne Grundtanke til den af det aristo- kratiske Skin betagne Toinette : Der gives kun

278 Mennesker og Værker.

én sand Fornemhed : at blive sig selv tro .... Gemene Mennesker bryde sig om, hvad Folk sige om dem og bede Andre om Oplysninger om, hvorledes de egentlig skulle være. Den, der har Adel i sig, lever og dør af sin egen Naade og er altsaa souveræn ^ . Denne Art af Adel er da det Stempel, som hele den af denne Digterhjærne udsprungne Menneskerace bærer. De besidde den alle fra Bonden til Filosofen og fra F'iskerpigen til Grevinden. Den simple Op- vartningspige i 'Rejsen efter Lykken » udtaler en Livsanskuelse, der nøje falder sammen med den nys anførte*), og Den, der overhovedet vil gjøre sig den Ulejlighed at gjennemblade Heyses Skrifter, vil finde, at det lille Ord fornem eller et af Ækvivalenterne derfor altid er et af de første, han anbringer, naar det gj ælder om at karakterisere eller prise. Man se f. Ex. i et enkelt Bind af Novellerne Brugen af Ordet fornem for at betegne den ydre Tilsyneladelse, Blik og Holdning (i « Mutter und Kind», i «Am todten See&, i «Ein Abenteueri' G. W. VIII, 44, 246, 321). Eller man gjennemblade for at overbevise sig om dette Karaktermærkes gjennemgribende Betydning Heyses to Romaner. Alle de sym-

*) G. W. V. 201. Side 175 anvendes Ordet « fornem* om hende.

Paul Heyse. 2/9

pathetiske Personer betegne hverandre som adelige Aander: Franzelius kalder Edwin og Balder Men- neskehedens sande Aristokrater, Edwin finder i Lidenskabens Sværmeri ingen højere Ros for Toinette og Lea end den, at de bære Adels- præget '••), og da Toinette efter Mødet med Lea anerkjender hende som Leas værdige Hustru, er det atter det samme Udtryk, der allerforst frembyder sig for hende; hun betegner i Brevet Lea som Edwins csaa fornemme, kloge og indtagende Hustru*. Og i Romanen « I Paradiset », hvis første Udkast man rimeligvis har i det versificerede Fragment ^ Schlechte Gesellschafts, staar helt igjennem det saakaldte « slette » Kunstnerselskab som det i Sandhed gode og fornemme overfor det saakaldte fornemme Sel- skab. Af Kunstnerne er ingen i Ordets gængse Mening Aristokrat. Deres Herkomst er gjennem- gaaende yderst uanselig og de have næsten alle saare demokratiske Principer. Men Fornem- heden ligger dem i Blodet, de børe til de Ud- kaarne, der handle godt og skjønt og rigtigt ikke af Pligtfølelse eller ved møjsom Overvindelse af slette Drifter, men af Natur. Hvad Toinette

*) K. d. \V. II, 333, III, 335: «Dass du das besste, tiefste, boldeste, adligste Menschenbild bist». — «Das arme tapfre, freigeborne Herz — es hat seinen Adel bewahrt«.

2 80 Mennesker og Værker.

etsteds kalder den redelige Vilje til ikke at gjore iVIenneskeheden Skam har ogsaa •; I Pa- radiset opstillet som den naturlige Adel i Mod- sætning til den paa kunstige Principer beroende Noblesse.

Faa Digtere have da skildret en saadan Række af Karakterer uden Falsk og uden Lav- hed som Heyse. Ingen har havt en bedre Tro til Menneskene. Det bedste Bevis for, hvor levende Trangen hos ham er til overalt at frem- hæve det ædle Malm i Menneskenaturen, leverer den Omstændighed, at hvor hos ham et Omslag i den Handlendes Karakter bereder Læser eller Tilskuer en dramatisk Overraskelse, der beror Desillusionen altid paa, at Forventningen over- træffes og den Paagj ældende viser sig langt bedre og dygtigere, langt mere ædelsindet end Nogen havde anet. Hos næsten alle andre Digtere er Skuffelsen den modsatte. I Novellerne, som f. E:x. i '<Barbarossa > og i 'Die Pfadfinderin.^, kommer P'orsoningen istand ved at den slette Person i Fortællingen i sidste Instans gaar i sig selv, og da dette Selv oprindeligt er godt, og den Paagj ældende vel har mangen hidsig og slet, men ingen ond Blodsdraabe i sig, kommer en Slags Fredslutning mellem ham og Læseren til den sidstes P^orundring istand. Men af langt storre Betydning end i Novellerne har denne

Paul Heyse. 28 I

karakteristiske Optimisme vist sig at være i Heyses Dramer. De skylde den uden Sporgs- maal deres bedste og virkningsfuldeste, maaské deres mest afgjort dramatiske Scener. Jeg vil anføre et Par Exempler. I -< Elisabeth Charlottes har Chevalieren af Lorraine benyttet alle Slags uædle Midler for at styrte Heltinden og fjærne Stykkets mandlige Hovedperson, den tyske Ud- sending Grev Wied, fra Frankrig. Udfordret af Greven er han bleven haardt saaret, og da Greven omsnæret af politiske Intriguer er bleven sendt i Bastillen , optræder han i 5te Akt i Kongens Avdiensværelse. Hvad kan han ville.' Anklage Greven yderligerer Fortsætte den uhæderlige Færd, der har bragt hans iVIodstander saa mecren Ulvkke os; indbragt ham selv et Saar, som man maa vente, han vil hævne.- Nej han kommer for højtideligt at erklære, at Greven har handlet som en ægte Adelsmand, og at han selv er Skyld i Duellen. Han udbeder sig endog at blive sendt til Bastillen for at hans ^Modstander ikke skal tro, han æreløst har angivet en urigtig Anledning til Duellen; med andre Ord: selv i i denne fordærvede Hofmand lever Æresfølelsen som Rest af den gammelfranske Ridderaand, erstatter til en vis Grad Samvittigheden og bringer i det afgj ørende Øjeblik sin Besidder til at rejse sig fra sit smertelige Sygeleje for at

282 Mennesker og Værker.

skride ind til Fordel for en Fjende, hvem han haardnakket og hens^'nslost har forfulgt. — I det levende og smukke Theaterstykke -^^Hans Lange » er der en Scene, som ved Opførelsen holder Tilskuerne i aandelos Spænding og hvis Udgang altid bringer Taarerne til at trille ned ad Manges Kinder: det er den, hvor den unge Junkers Liv staar paa Spil, ifald Rytterne ane, at det er ham, der ligger forklædt paa Bænken som Jodens Son. Da træder Avlskarlen Henning op, fort af Ryttere, der have hørt ham brumme Noget i Stalden om, at han vel véd, hvor Fyren stikker. Henning er bleven fortrængt af Jun- keren; for denne kom til Lanzke var han som Barn i Huset; nu er han bleven Skumpelskud og han har altid baaret Nag til den Foretrukne. Med største Kunst er nu Scenen ført saaledes, at Henning trods alle de Indviedes Bønner og Forbandelser bestandig tydeligere lader forstaa, at han vil hævne sig paa Junkeren, at han véd, hvor denne er og at ingen Magt i Verden skal afholde ham fra at forraade sin Fjende — indtil han, sankende gloende Kul paa de Andres Hoved og tilfreds med den indjagne Skræk som Hævn, endelig taler rent ud af Posen for at lede Forfølgerne, der selvfølgelig nu tro ham blindt, fuldstændigt paa Vildspor. — Og nøjagtigt af samme Natur er endelig den smukkeste og

Paul Heyse. 283

afgjørende Scene i det patriotiske Drama «Col- berg>;. Der holdes Krigsraad, men ogsaa Bor- gerne ere tilkaldte ; thi Øjeblikkets Vigtighed gjor det ønskeligt at alle Stemmer høres. Alt Haab synes ude for den belejrede By. Den franske General har skrevet for at opfordre Gneisenau til en hæderlig Kapitulation. Det hele* Officerkorps bestemmer strax, at der ej kan være Tale om Fæstningens Overgivelse, og Gneisenau forelægger da Borgerskabet det Spørgs- maal, hvorvidt man bor udbede sig en Frist af Fjenden, for at Byens Borgere, Kvinder og Børn kunne forlade den til alle Rædsler prisgivne Stad. Da rejser den gamle pedantiske Skolemand Zipfel, en ægte gammeldags tysk Filolog, sig for at svare. i Borgerskabets Xavn. Med lange Omsvøb, med latinske Talemaader spinder han under almindelig Utaalmodighed sin Tale ud. Man afbr}'der ham, man lader ham forstaa, at man vel véd, han kun tænker paa at overlade Kommandanten og Tropperne det farlige Hverv at forsvare Byen — indtil det endelig lykkes ham at faa den Mening udtrykt, som han har havt med sin lange Fortælling om Persiens store Konge og Leonidas med hans Spartanere, den Mening nemlig, at alle uden Forskjel bor blive og dø. Denne Scene har Heyse skrevet con amore. Den indeholder saa at sige hele hans

284 Mennesker og Værker.

System. Thi naar triumferer vel i den Grad lians gode Tro til Menneskenaturen som naar han saaledes i Spidsborgeren kan afsløre Helten, og i den stakkels Pedant paavise den ubøjelige Mand, hvis sande Væsen Ingen har anet, Ingen uden Digteren alene, der véd at enhver af de Skikkelser, han frembringer, dybest inde i sin Sjæl har et uudsletteligt Adelsmærke.

IV.

De Skribenter, der som Spielhagen f. Ex. oftest dvæle ved Bevidsthedens og Viljens Kampe og som helst skildre de store sociale og poli- tiske Konflikter, ville i Regelen have mere Held med sig i Mands- end i Kvindefigurerne. En Mandskarakter som Leo's i «In Reih und Glied;.^ staar meget højt, men en ligesaa fortrinlig Kvindeskikkelse har Spielhagen ikke tegnet. Den derimod, hvis Aand søger den umiddelbare Naturligheds Adel og Ynde, den synlige og sjælelige Skjønhed, vil nødvendigvis hellere og bedre skildre Kvinder end Mænd. Heri ligner Heyse sin Mester Goethe. I alle hans Produk- tioner næsten staar Kvindekarakteren i første Plan og de mandlige Skikkelser tjene mest til at fremhæve eller udvikle den. Da Kvinde- naturen naar sin kraftigste Udfoldelse og sætter

Paul Heyse. 285

sin skjønneste Blomst i Elskov, og da Naturen som Natur i Elskoven ved tusinde Illusioner er adlet til Aand, forherliger Heyse med Forkj ær- lighed Elskoven hos Kvinden. Det er hans største Glæde at fremstille Kvindehj ærtet i dets Kæmpen mod Kj ærligheden. Thi idet Elskoven sejrer, idet den staar som den Magt, hvis Bud for- gæves trodses, ses den overvældende Modstanden som en Almagt, og idet den har den Virkning, at Kvinden under dens Indflydelse, i Trods mod den, i Kamp med den, besjælet af den, samler sig i sit Kjøns hele Stolthed, meddeler den hende den aristokratiske Skjonhed, som Heyse maler bedst.

Den medfødte Pigestolthed, det er for Heyse det skjønneste i Naturen. En hel Gruppe af hans Noveller kunde til Overskrift have Ordet Pigetrods. Hos Kierkegaard findes etsteds den Udtalelse, at Kvindens V^æsen er en Hengi- velse, hvis Form er Modstand. Det er talt ud af Heyses Hjerte, og det er denne « Modstand v, der som den adehge Naturs Sær- kjende interesserer og fortryller ham. Det er Kvinden som Fæstning, der fremfor Alt synes ham en værdig Gjenstand for Poesien, det er Kvinden som Sfinks, hvis Gaade han véd. Den søde Kjærne er dobbelt sod i sin haarde Skal. Der er om Kvinden, som Hevse skildrer

286 Mennesker og Værker.

hende ^fra L'Arrabbiata til Toinette og Lea, Julie og Irene), en Isskorpe, der skjuler, afviser, vildleder — brister og smelter. Hun hævder sin Adel, idet hun saalænge som muligt vægrer sig ved at give sit Selv ud af sine Hænder, idet hun opsparer og opbevarer sin Kjærligheds Skat. Hun bevarer sin Adel, idet hun ude- lukkende lægger sit Selv i en Enestes Hænder og staar afvisende overfor den øvrige Verden. Hun er ikke en blind Magt underkastet. Er Pigestoltheden overvunden og gjennembrudt, finder hun sig selv paa den anden Side af Svælget og giver sig frit, naturfrit gad jeg sige. Aldrig forekommer hos Heyse en Forførelse^ omtales den en eneste Gang som forbigangen Begivenhed («Moder og Barn»), tjener den kun til at skille den stolte Selvhævdelse og stolte, bevidste Selvhengivelse i det skarpeste Lys.

Denne Selvhævdelse og denne Modstands- kraft (Rabbia) er i Skildringen paa det Mang- foldigste varieret: Atalanta i Dramet ^ Meleager .^ har Amazonetypens hele friske Vildhed; hun foretrækker Livet og Legen i den friske Natur, Lob og Spydkamp og Jagtens Bedrift for blød- agtig Ømhed og Kjælenskab, som hun ikke for- staar, Sejerskransen for Brudekransen. I Syritha er den allerførste Blufærdighed, der opskræmmet flyr for Brylluppet, skildret, i L'Arrabbiata Pige-

Paul Heyse. 287

trodsen, der véd hvor nær ved den frygtsomme Bøn i Mandens Sjæl 'den raa Fordring ligger, i Pigen fra Treppi Jomfruelighedens instinktive Vægring, i Marianne (]Moder og Barn Kvinde- stoltheden, der hos den saakaldte faldne Kvinde fordobler sig under den uforskyldte Skam, hos Madeleine (Rejsen efter Lykken"; Pligtfølelsen mod det fra Barndommen indprægede Sædelig- hedsbegreb, hos Lore (Lorenz og Lore) Skam- følelsen over et Øjeblik med Døden for Øje at have ladet Tilstaaelsen komme over sine Læber, hos Lottka den melankolske Tilb^eholdenhed i Følelsen af nedarvet Fornedrelse, hos den skjonne Kåthchen den fortvivlede Uvilje over at behage Alle, der ønsker alle Beundrere og den egne Skjønhed Pokker i Vold, hos Lea den udviklede og reserverte Kvindes Sky for at lade sin Svaghed ane, hos Toinette det indefrosne Hj ærtes Afsky for at hykle en Lidenskab, det endnu ikke føler, hos Irene en hlle Prinsesses moralske Strænghed, hos Julie den Kulde, der udmærker en Cordelia-Natur — indtil Øjebhkket kommer, da alle disse Baand blive sprængte, da alle disse Hj ærter flamme, da Amazonens Mandshad, Pige- barnets Blu, Jomfruens Sky, Kvindens Stolthed, den Strængtopdragnes Pligt, den Fornedredes Tungsind og Snedronningens Br^'stværn, Alt, Alt, Alt som Ved til et eneste uhvre Baal

2 88 Mennesker og Værker.

gaar op i en sod Rog paa Elskovsgudens Alter.

Thi ikke i Modstanden, der kun er Form og Slor, men i Hengivelsen ser Heyse Kvindens Væsen og hendes sande Natur, og Naturdyrker som han er, priser han Eros som den Uimod- staaelige, der gjennembr)'der alle Skranker. Kvinden fortryder sjældent at have underkastet sig hans Magt, men hun kan fortryde at have trodset. Bettina siger etsteds i sifie Breve om- trent saaledes: '^^De Jordbær, jeg ranede, dem har jeg glemt, men de, jeg lod staa, brænde mig endnu paa Sjælen. » Heyse har givet mere end én Variation af dette Thema: Pigen fra Treppi har brugt syv Aar til at angre sin ung- dommelige Knibskhed og overvinder, da den Elskede atter ved et Tilfælde kommer til hendes Landsby, i Kraft af en begejstret og overtroisk Overbevisning om sin Kjærligheds Magt og Ret alle de ydre og indre Hindringer, der stille sig i Vejen for hendes Lykke, først og sidst den Elskedes Ligegyldighed og Kulde. Madeleine i «Rejsen efter Lykken » har som ovenfor berørt en Nat vist sin Elskede bort fra sin Dør og da han i Mulm og Morke maa ride bort, er han styrtet med Hesten og død paa Stedet. Angeren over hendes Trods mod Kjærligheden lader hende ingen Ro. «Hvad hjælper min Dyd mig,

Paul Heyse. 289

siger hun; den er hel nok, og jeg kan vikle mig helt ind i den, men dog fr}-ser jeg i den til mit inderste Hjærte.» Dog ikke nok med at hun fortryder at have fulgt den konventionelle ■Moral: Billedet af den Dode forfølger hende Aar efter Aar; skinsyg synes han at vaage over hende. Hver Gang hun i sit Liv tror at kunne glemme det Skete og finde Lykken paany, hører hun den Dødes Finger banke paa Døren, som han bankede den Nat, han blev af\ist. Strængt straffer Eros den, der ikke ofrer paa hans Alter. Og Heyse udforer i andre Digtninge denne Tanke videre endnu. Her har den afviste Elsker dog kun fundet Døden som tilfældig Følge af den Strænghed, Gjenstanden for hans Attraa har vist. Lad os sætte det Til- fælde, at han ikke nærmer sig som Bedende, men som Voldsmand og at den stolte Kvindes Modstand istedenfor at bero paa en Pligtfølelse, der overvinder Fristelsen, kun er Nødværge mod en frygtet Overrumpling, hvad dar Ogsaa da straffer Eros som en nidkjær Gud den, der ikke ofrer paa hans Alter. Sit Drama «Sabiner- inderne>. har Heyse øjensynhgt skrevet for en enkelt Karakters Skyld. Hvorledes kunde han ellers falde paa at vælge sig det til tragisk Be- handhng mindst skikkede af alle for Tragedien umulige, rent burleske Sujetter I Denne Karakter

2go Mennesker og Værker.

er Tullia, den sabinske Kongedatter. Ranet af en romersk Kriger, indesluttet i hans Hus, dræber hun ham, da han i Brudenatten vover at nærme sig hende. At en tragisk Lidelse i Skikkelse af Romernes Hævn nu ramte den Dumdristige, vilde ikke undre Nogen- men den psykologiske Pointe viser sig i Overensstemmelse med Heyses hele Erotik at være den, at hun ved Drabet af sin Mand har søgt at dræbe sit eget Hj ærtes Drift og saaledes irreligiøst har sat sig op mod Eros.

Er neigte Sein Angesicht herab zu meiner Stim, Dass mich des Athems Hauch umrieselte Und seine leise Stimme mir wie Gift Schleichend durch alle Adern rann.

Xu ræddes hun med søndersplittet Sjæl over sin dog saa ægte kvindelige, saa dybt be- rettigede Gjerning. Overalt forfølger Synet af den dødeligt Saarede hende, men endnu mere end Synet af hans Lig Erindringen om hans Kjærtegn. «Kun en Dag og en Nat, siger hun, er det siden hin Daad blev fuldbragt, og dog er det, som laa der bag mig tusinde Aar og tusinde Døde. Et kun er nærværende og jeg vil bestandig føle det som nu: Hans Kys paa mit Øjenlaag, hans Haand paa min Haand.»

Paul Heyse. 201

Henimod Slutninoen udtaler hun da til sin Søster Stykkets Grundidé i disse Ord:

Flieh vor der Liebe nicht, Sie holt dich dennoch ein. Geh ihr entgegen Und beuge dich vor ihr. Denn todtlich ziirnt sie Dem, der ihr trotzt und saugt das Blut ihm aus. Hat nicht der grimme Gott die Jungfraun alle Sich unterworfen? Ich allein, o Schwester Entgelt' es, dass ich frei mich aufgelehnt.

Selv paa Voldsmanden kan Jomfruen ikke vredes: Han brød Freden: men hvad gjør Elskov Andet? Han overlistede; men Elskov er listig. Han haanede ; men spotter ikke Elskov selv den Vældige og Frier — Med andre Ord: er ikke Eros selv en Voldsmand uden Blu, en Forbryder, der sprænger alle vedtagne Lover

Aller det er for meget sagt. Heyse kan vel paa saadanne Punkter som de berørte fole en Tilbøjelighed, der nu og da erindrer om Kleist, til rent pathologiske erotiske Problemer, men han er altfor harmonisk anlagt, altfor tysk- national til at han uden videre skulde skildre Lidenskaben som gjennembrydende Samfundets Orden og Lov. Han er udviklet nok til at indse, at Lidenskabens Love og Samfundets Love ere to højst uensartede Ting, der have saare lidet med hinanden at gjøre , men han viser disse sidste den Respekt som de fortjene,

19*

29^

Mennesker on Værker

det vil sige en betinget. Fra hans tidligste Ungdom af har det lokket og tiltrukket ham at fremstille disse Loves kun relative Sandhed og Værd, at digte Tilfælde, hvor de overtrædes paa en saadan Maade, at Undtagelsen øjensynligt har Ret mod Reglen og selv den mest for- hærdede Spidsborger vil betænke sig paa at fordomme. I sin Bek>'mrethed for at give Undtagelsen fuld uomstødelig Ret er han da undertiden gaaet til Opsøgen af rent barokke Undtagelser som i sit allerførste — i de samlede Værker ikke optagne — Drama «Francesca af Rimini ; men gjennemgaaende er det hans Be- stræbelse at omgjærde Tilfældet saaledes med Palisader, at intet Stormløb af den almindelige gængse Moral kan føre til Overspringen af dette Værn. Naar Goethe sammenstiller Egmont og Clårchen, fremstiller han ikke Forholdet som om det træ^ngte til Undskyldning; dets Skjønhed er dets eneste Forsvar. Heyse, den mindre storladne, ligesaa forsigtige som dristige Digter- natur, har altid et Øje fæstet paa den gængse Moral og stræber stedse enten at forsone Moralen ved ligesom at give den Ret i alle andre Tilfælde end netop dette ene, han skildrer, hvor dens Overtrædelse var saa at sige uundgaaelig, eller at udsone Forseelsen imod Moralen, idet Individet med fuldt Forsæt kjøber den forbudne L}'kke

Paul Heyse. 2Q3

for saa hoj en Pris, at den saa dyrekjobt ikke vilde lokke nogen Filister.

I Francesca af Rimini er Tilfældet dette. Lanciotto er hæslig, raa og fordærvet, hans Broder Paolo ædel og smuk. Lanciotto bliver lidenskabeligt forelsket i Francesca. Forledet af BroderkjærHghed til den aldeles uværdige Lanciotto har Paolo ladet sig misbruge til ikke blot som Frier, men paa selve Bryllupsdagen i Forklædning at forestille sin Broder, der frygter for, at hans egen Hæslighed aldrig vil kunne vinde Pigens Ja. Forst i Brudekamrets Morke vover da Brudgommen at tilegne sig sin Brud. Men ogsaa Paolo elsker Francesca som hun ham igjen. rivad Under da, at den unge Brud, da hun opdager det plumpe Bedrageri, hvis Bytte hun er bleven, føler sig vanæret ved sin Ægtemands Kjærtegn og langt fra at betragte sin Kjærlighed til Paolo som Synd, anser den for berettiget og hellig.

Der Kuss von deinem Mund war wie die Hostie Die den entehrten Mund mir neu gereinigt.

P"or at faa sin Forskansning forsvarlig b}'gget har da Digteren i dette naive Ungdomsarbejde konstrueret sig det umuligste og mest haar- trukne Tilfælde ; thi hvad kan være urimeligere end at Paolo af pur Lammegodhed mod en

?94

Mennesker o£[ Værker.

foragtelig Broder prisgiver sin Elskede til det nedrigste Bedrag, der ovenikjobet tilintetgjor hans egen Livslykke! men man finder i dette grelle Exempel Typen, hvorefter i Heyses saa mange senere taktfulde og fine Arbejder den moralske Kollision er konstrueret. Jeg tager nogle Exempler paa Slump. I -Beatrice er det legitime Ægteskab, som Kjærlighedshistorien gjennembryder, et Tvangsægteskab, ligesaa van- helligt som Francescas, om end bedre motiveret. I C'^ Cleopatra » værger den unge Tysker sig saa haardnakket mod den skjonne Ægypterindes Kjærlighed som Grev Wetter hos Kleist forsvarer sig mod Kathchen von Heilbronn's. Først da Savnet af ham bringer Cleopatra Doden nær, er det at han forbarmer sig over hende. Den stolte Gabriele i Tm Grafenschloss >; lader sig først overtale til at indgaa sit « Samvittigheds- ægteskab ^ med Greven, da han har sat Li\et paa Spil for hendes Skyld. Den unge Kvinde i 'Rafael, tilkjober sig nogle Timers Samliv med den Elskede for Indespærring i Klosteret paa Livstid, Garcindes og Lottkas Selvhengivelse adles, idet det udadtil bundne, inderligt frie Jeg ikke kan tænke sig en Hen- givelse, som Forholdene forbyde, paa andet Vilkaar end det, at den har Doden i Følge.

Paul Heyse. 295

Retten til et flygtigt Øjebliks Lykke kjobes her ved Selvmord.

Det Lykkebæger, disse Personligheder tømme, har deres Skæbne krydret med Gift. Heyse hævder da disse heroiske Sjæle Retten til at løse en Strid mellem Pligter anderledes end den ængstelige Filister med sine smaalige Vaner og Hensyn plejer at gjore det, og i Indledningen til sin Novelle .: Beatrice ^ har han selv theoretisk udtalt sit ethiske Kjætteri med de Ord: Geniale Naturer, der have deres Stotte i sig selv, udvide ved deres Handlinger ligesaa sikkert det sæde- lige Omraades Grænser, som geniale Kunstnere gjennembryde de overleverede Skranker for deres Kunst og rykke disse videre ud. Og hvad der i hine heroiske Sjæle maa kaldes Selv- følelsens Overmod eller et Overmaal af den, bliver det ikke lutret og udsonet ved den tra- giske Undergang?) —

Ikke mindre end ved denne stedse rede- bonne Association med Død og Ophør adler Heyse endehg Elskoven, legitim eller illegitim, som allerede berørt ved Hengivelsens Art. Den er altid bevidst. Disse Kvinder lade sig aldrig rive hen, de skjænke sig selv frit bort som en Gave — ifald de ellers skjænke sig bort. Saa- ledes allerede i Arbejder fra Heyses tidligeste

2g6 Mennesker og Værker.

Ungdom som f. Ex. « Kredsdommeren »*), saa- ledes i <<Rafaei% i sLottka» og i saa mange andre Noveller i Prosa og Vers. Overalt er Individets; Selvherredomme og Selvbestemmelses- ret hævdet. Frit raader Kvinden i denne Poesi over sin Person og sit Liv. P^rit giver hun sig hen til sin Elskede, frit gaar hun Tilintetgjørelsen imode eller giver sig Døden med egen Haand, og hvor Elskovslykken ikke adles ved den Pris, den koster, der adles den idetmindste ved den Stolthed, hvormed den skjænkes og nydes. Det er i Kraft af denne Stolthed, at Personligheden, endog behersket af den stærkeste Naturmagt, foler sig uafhængig i Hævdelsen af sin Souve- rænitet. I Romanen «I Paradiset:^ har Heyse imidlertid principielt behandlet Kjærlighedens Frihed i Modsætning til Samfundets Love som Problem og forsvaret den som Ret. Romanens Grundidé er ingen anden end den, at Elskovens Sædelighed og Værdighed er uafhængig af Ægte- skabets udvortes Baand. Efter sin Vane har Heyse forsynet det fremstilte Tilfælde med de kraftigste Bevæggrunde : Jansen kan ikke uden

*) G. W. VI, 71: Ich bin einmal in meinem Leben verkauft geworden. Wie wollen die Menschen mich nun schelten, wenn ich mich verschenke um jenen Schmach zu verschmerzen.

Paul Hevse.

297

at beskæmme sin Ven befri sig fra en foragtelig Hustru, og uden Julie gaar han tilgrunde baade som Kunstner og som Menneske. Hvor imid- lertid Julie i alle Venners Nærværelse, smykket med JMyrtekransen , frit formæler sig med Jansen, dér rettes utvivlsomt et Angreb paa Samfundets almindelige Moral, skjont Begivenheden ikke er frem.stilt som et Exempel til Efterfølgelse. Det forekommer mig langtfra, at Problemet her er taget op i sin hele Dybde; men hvad Digteren har villet, er klart. Som han i 'Verdens Børn» vilde lægge sin Samtid paa Hjærte, at den Enkeltes Moralitet er uafhængig af hans meta- fysiske Overbevisning, saaledes har han her villet vise, at Kjærligheden udenfor Ægteskabet som i Ægteskabet kan være sædelig og usædelig, sand og usand. Paa Hjærtets Adel alene kommer det ham an.

V.

Heyse er som Digter umiddelbart udgaaet fra Eichendorff. Som Helten i hans Novelle. «Ein Abenteuer* synes han at have valgt sig den romantiske Taugenichts til Ledsager under sine første Vandreaar. Hvor han i en af sine Noveller (Lottka) indforer sig selv som Yndling, synger han i den Eichendorffske Tonart, og

2q8 iSIennesker og \'ærker.

det er t)-dt'ligt , at han meget tidligt har trallet de romantiske Vandremelodier efter med sjælden Volubilitet. I den Samling af romantiske Borne-Æventyr, han som Skoledreng udgav under Titlen Der Jungbrunnen, Neue Mahrchen von einem fahrenden Schiller » er Musje Morgenroth en kjødelig Broder til den berømte Eichendorffske Helt. Bogen er Barncværk, men har dog som angivende Digterens forste Standpunkt sin Inter- esse. Den viser ogsaa med hvilke Gaver han fra først af var udrustet: den barnagtige, men aldrig smagløse Prosa flyder let, og V^ersene, der staa betydeligt højere, ere med al deres Efterklang uaffekterede, sikkert formede og friske. Han synger efter, men han synger rent; det er den almindelige romantiske Taktart, men anslaaet med ungdommelig Frihed og Ynde. At produ- cere naivt i Labansalderen, det er allerede at være et Fænomen, og det ualmindelige medfødte Herredømme over Sproget sikrede den digtende Skolediscipel imod Forcerthed og Maner. Den Sprogsans, han sandsynligvis havde arvet fra Fa- deren, den bekj endte Filolog, udviklede sig hos ham til en Sprogfærdighed, en Lethed til at tumle med Ord og Rytmer, der allerede i den første Ynglingealder ikke var langt fra Virtuositet. Denne Sprogfærdighed betingede som et Grund- element i Heyses Begavelse de øvrige Ej en-

Pau] Heyse. 299

dommeligheder, som hans Talent efterhaanden har udviklet. Han sang fra først af, ikke fordi han havde mere paa Hjærte end de fleste andre, men fordi det faldt ham langt naturligere og lettere end Andre at udsynge det, han havde paa Hjærte. Da der ikke udfordredes stærke indre Omvæltninger eller indgribende ydre Hæn- delser for at aabne hans Læber, som for at vække Frembringelseslysten hos dem , hvem Formningen falder vanskelig og hvem det kun i Lidenskabens Øjeblikke lykkes at bringe Inder- lighedens Skatte op i Dagslyset, saa saa' han ikke indad, men udefter, grublede kun Hdet over sit Selv, sit Kald og sine Evner, men vel vidende, at han i sit Indre bar et klart Spejl, der opfangede alt det af Omverdenen, der tiltalte ham, kastede han med en bildende Kunstners Modtagelighed og Gjenfremstillelses- drift Blikket til alle Sider.

Med en bildende Kunstners, siger jeg; thi længe vedblev han ikke at istemme den roman- tiske Musik. Selv har han sagt:

Schon ist romantische Poesie,

Doch was man nennt beauté de nuit.

De rette Mænd, mener Heyse," forstaa at fatte deres Tanker a jour, og han er i altfor høj Grad et Solbarn, til at han kunde være

•^00 Mennesker og Værker.

bleven stikkende i det romantiske Tusmørke. Naturomgivelserne indgjøde ham heller ikke nogen selvstændig poetisk Interesse; en saadan Havets og Landskabets Friskhed, som er udbredt over Blichers Noveller, maa man ikke vente at finde i hans; han er ikke Landskabsmaler og har aldrig benyttet Landskabet uden som Baggrund. Hvad der tidligst og forst mødte hans Blik, saasnart han var udviklet nok til at se med egne Øjne, det var Mennesket og Mennesket vel at mærke ikke som en Intelligens betjent af Organer eller som en Vilje paa to Ben eller som psykologisk Mærkværdighed , men som plastisk Skikkelse. Allerførst har han efter min Opfattelse ganske som Billedhuggeren eller Figur- maleren, naar han lukkede sine Øjne, sét sin Synskreds befolket med' Konturer og Profiler. Skjonne ydre Former og Bevægelser, Holdningen af et yndefuldt Hoved, en indtagende Ejen- dommelighed i Stilling eller Gang har sysselsat ham ganske paa samme Maade som det syssel- sætter den bildende Kunstner og er af ham gjengivet med samme Forkj ærlighed, ja stundom næsten med tekniske Udtryk. Og ikke blot Fortælleren, men ogsaa de optrædende Personer opfatte ofte nok paa samme Maade. Saaledes siger f. Ex. Hovedpersonen i Novellen « Kreds- dommeren*: '< Ungdommen her er sund og det

Paul Heyse. ^01

er i de unge Aar den halve Skjonhed. Desuden have de endnu P..ace. Vil De lægge Mærke til Hovedernes fine Form og Tindingernes sarte Bøjning og den naturlige Ynde i Gang og Dans og Sidden ». Et slaaende Exempel paa denne Digterens Maade at se paa finder man i Novellen «Die Einsamen . , hvor hans Mismod over med sin Kunsts Midler kun saa ufuldkomment at kunne male, har faaet Luft i disse Ord:

Kun Omridset I sa^de Dio-teren i sin Liden-

o o

skab hen for sig, kun et Par Dusin Linjer! Hvor hun traver afsted paa det lille Æsel med det ene Ben hvilende fladt og sikkert over Dyrets Ryg, det andet næsten strejfende Jorden med Fodspidsen; og den højre Albu støttet paa det hvilende Knæ, Haanden let under Hagen, legende med Halsbaandet, Ansigtet vendt ud imod Havet; hvilken Byrde af sorte Fletninger i Nakken! det lyser rødt deri, et Koral- smykke, nej — friske Granatblomster. \'inden spiller med det løst omknyttede Tørklæde — hvor mørk brænder Kinden og hvor meget mørkere Øjet . . . *).

Det er Billeder som disse, optegnede og

«) G. W. VI, 5. Smlgn. det lille Digt I, 43 «Nacli der Xaturi), der indeholder samme Desperation over ikke bedre at kunne beskrive et ganske lignende Skue.

■^02 Mennesker og Værker.

fastholdte Skitser som den sidste, med hvilke Heyses Fantasi fra forst af har opereret og som danne dens ene Udgangspunkt. Og om man end nok saa meget foler, hvor langt fornuftigere det er at skildre en Digter end at rose ham, saa kan man dog ikke tilbageholde et Udbrud af Beundring over, hvor fortrinligt det overalt er lykkedes Heyse at fremstille sine Skikkelser, i Særdeleshed rigtignok Kvindeskikkelserne, for Øjet. Han horer ikke til den beskrivende Skole, han karakteriserer ikke vidtløftigt h\'erken som Balzac eller som Turgénjew, der undertiden længe før Personen overhovedet har begyndt at interessere os, meddele os en Mængde Enkelt- heder om dens ydre Fremtræden, hvilke nødven- digvis strax glemmes. Heyse skildrer med faa Træk; men hans Figurer blive i Erindringen af den simple Grund, at de alle have Stil. En Bondepige fra Neapel eller Tyrol, en Tjeneste- pige eller en ung Froken fra Tyskland faa, malte af ham, et højere, uvirkeligt og dog ufor- glemmeligt Liv, fordi de alle ere adlede ved Fremstillingens strængt idealistiske Methode og Kunst. De ere formfuldkomne som Statuer, de bære sig som Dronninger. Ingen uden Maleren Leopold Robert, om hvem nogle af Heyses italienske Arbejder minde, har, mig bevidst, lagt saa stor en Stil for Dagen i Tegningen af

Paul Heyse. 303

Fiskere og Bonder. — Og denne Plastik bliver ikke staaende ved den ydre Skikkelse, den strækker sig til Folelseslivet. Heyse skildrer Elskoven mere plastisk end lyrisk. Medens Romantikerne havde deres Styrke i at analysere den romantiske Betagethed som saadan og i at give de selsomste ellers navnløse Stemninger Navn, afspejler hos Heyse ethvert psykologisk Moment sig i en Mine eller en Bevægelse; Alt bliver hos ham strax Anskuelse og synligt Liv.

VI.

Jeg sagde, at Evnen til at fastholde og idealisere Skikkelser var det ene Udgangspunkt for Heyses Fantasi. Den har endnu et andet. Sikkert næsten ligesaa oprindelig som den karak- terdannende Evne hos ham har Lysten været til at opleve eller digte ':Æventyr:>, det vil sige Begiven- heder af ejendommelio-, æventvrli«- Art oo; som have — hvad virkelige Æventyr næsten aldrig have — en sikker Kontur, en bestemt Begyn- delse, Midte og Slutning, saa at de for Fantasien staa som indesluttede i en Ramme paa et Kunst- værks Vis. Af en hvilkensomhelst ydre eller indre Iagttagelse — et Brudstykke af en Drøm, en Stemning ved S}'net af en gammel Bys middelalderlige Taarne i Solnedgangsbelysning,

304

Mennesker off Værker.

et Mode paa Gaden — er saa hos ham ved rivende hurtig Idéassociation en Historie ud- sprunget, en Begivenhedsrække, og da han er saa strængt kunstnerisk anlagt, har denne Be- givenhedsfolge ahid antaget en rytmisk Form. Den bliver saa at sige ligesaa plastisk formet som Karaktererne. Den har sin Leddeling, sin Fylde, fremfor Alt sin tydelige og smalle Taille. Evnen til at meddele en Historie i knap og sluttet Form, til saa at sige at rytmisere den harmonisk, udspringer umiddelbart af Heyses gjennemharmoniske Natur. Novelleformen, som han har skaaret og ciseleret den, er en fuld- stændigt original og selvstændig Skabning, hans sande Ejendom. I Uddannelsen af denne Kunst- form har hans Originalitet hidtil sat sig sit sikreste Vidnesbyrd. Derfor er det ogsaa, at han især ved Prosanovellen er bleven populær. Hans Novelle har altid yderst faa og simple Faktorer, Personernes Antal er saa ringe som muligt. Handlingen er sammentrængt og over- skuelig med et eneste Blik. Men den er ikke blot til for Personernes Skyld som for det meste i danske Noveller, hvor det psykologiske Element er Hoved-sagen- den har sin særegne Udviklingsgang og sin selvstændige Interesse. En Novelle som Chr. Winthers ved Stilens gammeldags Ynde saa henrivende <sEn Aften-

Paul Heyse. ^QC

scene ' har den Mangel, at der ikke sker Noget i den. Novellen er hos Heyse ikke et lille Tidsbillede eller Genrebillede; der sker Noget, og der sker altid noget Uventet. Handlingen er i Reglen saaledes anlagt, at der paa et vist givet Punkt indtræffer et uforudset Omslag, en Overraskelse, der, naar Læseren saa tænker til- bage, altid viser sig at være overmaade grundigt og omhyggeligt motiveret i alt det Foregaaende. Det er paa dette Punkt, at Handlingen snævrer sig sanmien til hvad jeg har kaldt dens Taille, dens slanke Midje, som giver det Hele Form og Sving. Læserens Nydelse beror paa den Kunst, hvormed det Maal, hvortil Handlingen stræber, gradvis dækkes og tilsløres stedse mere, indtil Dækket pludseligt falder. Læserens Over- raskelse beror paa den Behændighed, hvormed han tilsyneladende fjærnes mere og mere fra det lige over Udgangspunktet liggende Ende- punkt, indtil han sluttelig opdager, at han er bleven ført i en Spiral og befinder sig lige over det Punkt, hvor Fortællingen begyndte.

Heyse har selv etsteds i Indledningen til sin «Novellenschatz > udtalt sig om det Princip, han i Novellekompositionen hylder. Her, som i Indledningen til '^cBrodérpigen fra Treviso» gjør han overfor dem, der ville lægge hele Vægten paa Stil og Foredrag, opmærksom paa,

20

^06 Mennesker og Værker.

at Fortællini;cn som Fortælling, hvad Born kalde Historien , dog er og bliver den nød- vendige Grundv'old for Novellen og har sin egen særskilte Skjonhed. Han betoner, at han efter sin Æsthetik giver den Novelle Fortrinet, hvis Grundmotiv afrunder sig tydeligst og som — hvad enten den nu har mere eller mindre Ind- holdsværd - forraader noget Særegent, Speci- fikt i selve Ankeget. En stærk Silhouet, fortsætter han, burde ikke fattes det, vi i egentlig Forstand kalde Novelle >.*) Ved Udtrykket Silhouet forstaar Heyse Historiens Grundrids som en sammentrængt Indholdsangivelse udviser det. Med et siaaende Exempel og en slaaende Betegnelse tydeliggjør han sin Mening. Han anfører Indholdsangivelsen af en Novelle hos Boccacio:

Federigho degli Alberighi elsker uden at finde Gjenkjærlighed. Under ridderlig Bejlen bortødsler han al sin Ejendom og beholder kun en eneste Falk tilbage. Da den af ham. elskede Dame tilfældigt besøger hans Hus og han intet Andet har at byde hende end den, lader han den tilberede og sætter den for hende paa Bordet. Hun erfarer, hvad han har gjort, for-

*) Deutscher Novellenschatz, herausgegeben von Paul Hevse und Hermann Kurz. B. I, S. XIX.

Paul Hevse.

307

andrer pludi^elig sit Sindelag og belonner hans Kjærlighed, idet hun gjor ham til Herre over sin Haand og sin Formue, v

Heyse fremhæver, at der i disse faa Linjer ligge alle Elementerne til en rørende Novelle, i hvilken to ^Menneskers Skæbne ved et ydre Tilfælde, der imidlertid udvikler Karaktererne dybere, fuldbyrdes paa den smukkeste Maade, og han opfordrer derfor ogsaa den moderne Fortæller til endog ved det inderligste eller rigeste Stof forst at spørge sig selv, hvor -Falken er, det Specifike, der adskiller denne Historie fra tusinde andre.

Han har i den Fordrmg, han stiller til Novellen, nærmest karakteriseret den Fordring, han stiller til sig selv og som han har opfyldt. Overalt i hans Prosafortællinger kan man være ligesaa sikker paa at finde en -Falk:, som hin Undersøgelsesdommer var det paa at finde en Kvinde. (At Kvinden iøvrigt heller ikke mangler her — det forstaar sig af sig selv.) I «L'Arrab- biata- er Biddet i Haanden « Falken, i « Mo- derens Billede -^^ Bortførelsen, i < Fætter Gabriel » det af Brevbog for Elskende afskrevne Brev. I den danske og ægte danske blandt Goldschmidts Kjærlighedshistorier . , Henrik og Rosalia er Falken den uromantiske Gris, der har faaet et Ben i Halsen . . Læseren kan ved selv hos

to8 Mennesker og Værker.

Heyse at soge efter den næ\nte vilde Fucjl skaffe sig et Indblik i Digterens Kompositions- maade. Ikke altid er den saa let at fange som i de anførte Tilfælde. Med en Opfindsomhed, en behændig Gratie, der er saare sjælden hos en Ikke-Romaner, har Heyse forstaaet at slynge og atter opvikle den Begivenhedsknude, at stille og løse det psykologiske Problem, som han i Novellen isolerer. Med et sandt Mesterskab forstaar han at holde det enkelte ejendommelige Tilfælde rent og skarpt novellistisk ud fra den almindelige Kultur- eller Samfundstilstand, hvori det er et Led, uden dog nogensinde derved som de romantiske Novelleforfattere at berøve det sin Virkelighedskarakter og uden nogen- sinde at lade det løbe ud i en blot Pointe. Hans Noveller ere hverken korte Romaner eller lange Epigrammer. De have paa engang Fylde og strængt sluttet Form. Og saa knap denne Form end er, saa har den dog vist sig smidig nok til at kunne optage det mest forskjellig- artcde Stof. Heyses Novelle anslaar mange Strenge, vel hyppigst de ømme og sjælfulde, men ogsaa de komiske (som i den morsomme Spøg Enken fra Pisa>), de fantastiske (som i Hoffmanniaden c< C leopatra v), ja en enkelt Gang de rædselsfulde (i det pinlige Natbillede <- Bør- nenes Brøde P'ædrenes Forbandelse >). Novellen,

Paul Heyse. 309

som han har behandlet den, grænser op mod Alfred de Mussets, Mérimées, Hoffmanns og Tiecks Gebeter, men har dog sin helt særegne Domæne ligesom sin helt ejendommelige Sil- houet >.

VII.

Saa redebon jeg nu imidlertid er til at anerkjende denne skarpe Silhouets Betydning som individuelt Karaktermærke for den He}'seske Novelle, saa gjerne jeg indrommer dens absolute Betydning for Novellens Værd som Novelle, saa vanskeligt falder det mig at tillægge den Gyldighed som afgj ørende Norm for en \^ærd- sættelse af den enkelte Fortælling.

Novellen er jo som ethvertsomhelst Kunst- værk en Organismie, i hvilken skjønne Forhold af højst forskjellig Art relativt uafhængige af hinanden bidrage til Totalindtr>'kket. Vi have talt om Karaktererne og om Historien, Stilen er det tredje Element. Min Overbevisning er nu den, at disse tre Elementer ere hinanden ikke underordnede, men sideordnede, og at ethvert af dem , naar det er udviklet til ]\Iester- skab, kan bibringe Læseren en lige fuldkommen Nydelse .

Ganske vist kan, som Heyse hævder, Fore-

■^ I o Mennesker og \'ærker.

dragets ensidige Udvikling fore til aandrige Kapriccio'cr uden Thema, men paa den anden Side kan jo Den, der lægger for megen Vægt paa Historien* drives ud i den pure Under- hold ni ngsl i teratur r

Turgénjews Foraarsbølger er en Novelle, hvor Handlingen er utilfredsstillende fort -- om Stilen i strængere Forstand kan jeg ikke domme, da jeg ikke kj ender Fortællingen i Original- sproget — men betyder denne Mangel Stort ved et saadant Mesterværk af individuel Karak- tertegning? Opvejer ikke Skildringen af den italienske Familie i og for sig enhver Ufuld- kommenhed i Begivenhedernes Motivering?

Blichers En Landsb)-degns Dagbog er en Novelle, hvor Handlingen er intetsigende og desuden plat, Karaktererne med Undtagelse af den Skrivendes frastødende ved den Raahed, de efterhaanden udfolde, men den er derfor ikke mindre et Værk af det højeste Kunstværd, det ypperste Kunstværk blandt Blichers Noveller; dens Hovedstyrke ligger nemlig i Stilen, i den gamle Degns paa ethvert Punkts vedligeholdte næsten to hundrede Aar gamle Diktion? Denne Diktion er os en Borgen for Fortællingens skæ- rende Sandhed, en Sandhed, hvortil man ikke let kommer ad Idealismens \^ej, oj som derfor hverken søges eller naas af Heyse, jeg mener

Paul Hevse.

311

den Sandhed, der af de Franske betegnes som «la vérité vraie».

Og kunde man ikke siaa Heyse med hans egne Vaaben? Jeg tror det. Han vil med sin Accentueren af det, som er Novellen i Novellen, paa én Gang gjøre Front mod Overvurderingen af Stilen og Overvurderingen af det ideelle Indholdsværd. Men af alle hans versificerede No- veller synes « Salamanderen« mig at staa højest, af hans Prosanoveller er cDen sidste Centaurx« mig en af de kjæreste, og hin bærer Prisen paa Grund af Foredraget, denne paa Grund af Ideen.

I i Salamanderen skal man ikke gjore sig den Ulejlighed at søge efter nogen Falk- i der er ingen. Handling findes ikke, Karak- tererne udvikle sig saa godt som slet ikke, og dog vil enhver poetisk modtagelig Læser under Indflydelsen af disse Terziners Trylleri fole en saa levende Nydelse, at det forekommer ham, som havde Digtet foruden alle sine egne For- trin tillige alle dem, det mangler. Af den episke Ro, af den objektive Stil, der er Heyses egentlige Ideal for Novellefaget, vil man her ikke finde Meget. Denne episke Ro passer maaské overhovedet mindre for vor Tids urolige Aand. Fuldstændigt er He)'se vel egentlig heller ikke naaet til at realisere dette Ideal uden

-^ I 2 Mennesker og Værker.

i de Prosanoveller, der slet ikke berøre det moderne Kulturliv, som i de c^eniale Pasticher fra Fortiden: Brodérpigen fra Treviso» og Geoffroy og Garcinde , hvor den gammel- italienske eller provengalske Fortællemaades ædelt enfoldige Stil er idealiseret, og i de Æmner, der ere grebne ud af den italienske eller tyrolske Almues Liv, thi Almuen er i disse Lande selv et naivt og helstøbt Stykke Middelalder. P2n Fortælling som den lille Juvel «L'Arrabbiata», der grundlagde Meyses Berømmelse, kommer forst ved sin simple strænge Indfatning til sin Ret; udarbejdet med stilistiske Forsiringer eller med psykologisk tilslebne Facetter vilde den tabe sin hele Skjonhed, eller rettere være umulig. Ligeledes er « Brodérpigen fraTreviso», der vel næst efter den foregaaende er den af Heyses Noveller, der har gjort mest Lykke, i sin rørende Simpelhed og Storhed saaledes Et med sin Krønikeform, at den ikke kan tænkes udenfor den. Men hvor rent moderne Kulturscener skildres, der kan .Stilen næ^ppe være for indi- viduel og nervøs. Heyse selv kan ikke undlade i denne Henseende at rette sig efter sit Sujet; hvor febrilsk er ikke Fremstillingen i den smukke Sygehistorie i Breve ' Unheilbar>, ! Dog er det øjensynligt kun ligesom modstræbende eller ufri- villigt, at han lader sig henrive til en i den

Paul Kevse.

313

Grad lidenskabeligt bølgende og sitrende Stil som den i Der Salamander;. Det er lutter Foredrag, om man vil; men dog er det visselig, som Svenskerne sige, icke snak, men sak». Alt er her levende Liv, hvert Ord og hver stilistisk Vending er følt og gjennemsigtig, man ser derigjennem lige ned i den Skrivendes kæmpende Sjæl. Situationerne ere ubetydelige og hverdags, ingen bengalsk Belysning, end ikke i et Slutningstableau. Men disse mærkværdige, utroligt udmærkede, naturstridigt lette, personligt lidenskabelige Terziner, der spørge og svare, spøge, synge og klage, give den skuespillerinde- agtigt naturlige, behersket forelskede, blaseret kokette Heltinde og den Lidenskab, hun ind- gyder, en saadan Tiltrækning, at ingen spæn- dende Historie med Vendepunkt og Katastrofe kunde være mere fængslende. Til Afslutning udmunde disse herlige Terziner, der ved Be- handHngen ere blevne et ganske nyt Versemaal, ligesaa overraskende som genialt og dristigt i tre naturfriske Ritornellers Akkorder. Trods alle Theorier hævder en Digtning som denne sin Plads.

Det forekommer mig da overhovedet, at Heyse gjor sig et urigtigt Begreb om den poetiske Stils Betydning. Theoretisk frygter han dens selvstændige Udvikling og }'nder ikke

^11 Mennesker og Værker.

Værker, der ere ^lutter Foredrag og Stil . Ikke desmindre har han i Digte som '<Das Feenkind>> og endnu mere i et Digt som < Fraueneman- cipationv selv leveret saadanne Produktioner. Det forste af disse Digte er fint og gratiøst, men Spøgen noget \el lang; af Flødeskum spiser man jo ikke gjerne meget; det andet, hvis Tendens iøvrigt er meget fortræffelig, lider under en Snaksomhed uden Salt. Men en ud- arbejdet Stil er jo heller ikke Et med den for- melle Virtuositet i Foredraget. At en Sprog- kun.stner som Heyse, Giusti's, Troubadourernes, de italienske og spanske Folkesanges Oversætter, besidder denne i allerfuldestc Maal, forstaar sig af sig selv. Men den i Sandhed kunstneriske Stil er ikke den formelle Ynde, der udbreder sig ligeligt over Alt: Stil i Ordets højeste For- stand er Gjennemførthed, punktuel gjennem- ført Form. Hvor Sprogfarve, Udtryk, Diktion, personlig Accent endnu har en vis abstrakt Ensartethed, hvor det ikke er lykkedes paa ethvert Punkt at lade Karakteren afspejle sig i alle disse ydre Former, der hænger Sprog- drapperiet, af hvor let et Væv det end er, stivt og dødt om den Talendes Personlighed. Den fuldkomne moderne Stil derimod slutter om den, som Gevandtet om den græske Taler, fremhævende Legemets Holdning og enhver af

Paul Hevse.

315

dets Bevægelser. Den virtuosagtige Stil kan selv naar den er « glimrende, være traditionel og triviel; den ægte Stil er det aldrig. Paa Fortællemaaden i Heyses Noveller har jeg Intet at udsætte; hans dramatiske Diktion derimod tiltaler mig mindre.

Mangen vil maaske mene, at naar nogle af Heyses historiske Dramer ikke have vundet den Anerkjendelse som hans Noveller, saa ligger det i, at de have for lidt Handhng og for megen Stil. Hvis Ordet Stil tages som jeg her har bestemt det, maa man sikkert snarere sige, at deres Jambeform var opslidt, og at de ikke have Stil nok. Diktionen i Elisabeth Charlotte » har hverken Fan^e nok af Tiden eller af Personen, som taler. Man sammenligne blot Prinsessens egne djærve Memoirer. Digteren har med sin formidable Færdighed til at gaa ind i enhver poetisk Genre, til at bringe et Drama paa Benene lige saa let som han fortæller en Historie, taget sig Arbejdet noget for let. Den lille Tra- gedie « Maria Moroni», det af Skuespillene, der nærmer sig mest til Heyses Noveller, kunde saavel ved sin Plan som ved sin Karaktertegning hævde sig Rang med Alfred de Mussets italienske Dramer, hvorom det minder, hvis det ikke var saa meget torrere i Sprogfarven. ]\Iusset5 Dialog er ikke blot tindrende af Vid, men blussende af

^ I (3 Mennesker og Værker.

Inderlighed og Liv. Heyse har ikke saa per- sonligt og med hele sin Sjæl været tilstede paa ethvert Punkt i sine Dramer, medens han skrev dem. Men dette Paa-ethvert Punkt er Stilen.

Som jeg da nu paa Grund af Foredragets Ypperlighed maa sætte ' Salamanderen » øverst blandt de versifice-ede Noveller, saaledes maa jeg give «Centaurenv en høj Plads blandt Prosa- fortællingerne, skjønt den ligeledes horer til de Noveller, der staa Definitionen fjærnest, og det paa Grund af Ideen. Denne Novelle drejer sig nemlig ikke om en Begivenhed fra en enkelt Livskreds eller en enkelt Konflikt, ikke om et særegent psykologisk Tilfælde, overhovedet ikke om et Stykke Liv, men om Livet selv; den giver det moderne Liv afspejlet i en snæver Ramme. Et Skud i Centrum gjør saa godt. Hvorfor nægte det? Den periferiske Karakter, som enkelte af He\'ses andre Arbejder have, er Skyld i^ at de interessere mindre. Naar man har gjennemlæst en lang Række Noveller, kan man ikke godt lade være at længes efter Kunst- former, der give mere betydningsfulde, almen- gyldige Ideer og Problemer poetisk Form.

VIII.

Hans Dramer ere højst uensartede: bor- gerlige Tragedier, mythologiske, historisk-pa-

Paul Heyse. ^ I /

triotiske Skuespil med meget forskjellig Kunst- retning; hans Talent er saa smidigt, at det tør vove sig i Kast med enhver Opgave. En stærk Drift til det Historiske har Heyse ikke havt, de historiske Dramer ere alle udsprungne af en patriotisk Følelse og virke mest ved den. Den for Digteren mest karakteristiske af disse Drama- grupper er den, som drejer sig om antike Sujetter. I den Tid, da man overalt fordrede politisk, moderne Aktion af Digteren, har man i Tyskland dumt lamenteret eller spottet o\^er denne Syslen med gammelgræske og romerske Sujetter. Man spurgte hvad i al Verden der kunde interessere os i Stoffer som Sabinerindernes Rov, eller Meleager og Althæa eller Hadrian. For den, der læser med Kritik, er det, som alt berørt, tydeligt nok, hvad der har draget Heyse til disse Æmner. De iegemhggjøre hans Yndlingsideer om Kvindekj ærlighed og Kvindeskjæbne; hans eget Væsen spejler sig i dem. Den, der vil sam.menligne hans « Meleager - med Swinburnes «Atalanta>), som behandler samme Stof, vil derved faa Anledning til mange interessante Iagttagelser over de to Digteres Ejendommelighed. Med Hensyn til Hadrian har Kritiken maaske været mest i Vildrede. Hvad der kunde lokke Digteren til et saa fremmed og tilmed om Skyggesiderne ved det

:; I J;> Mennesker og Værker.

antike Liv erindrende Forhold som det mellem Hadrian og Antinous, s)'ntes næsten ufatteligt. Jeg for min Part betragter Hadrian som et af de bedste blandt Heyscs Dramcr, og det af den Aar- sag, at det er et af de mest personlige og dybest følte. Det har været mig umuligt at læse denne Tragedie om den unge skjønne Ægypter, der saa lidenskabeligt yndet af Verdensherskeren, omgiven af al Hoffets Herlighed og Glans, fri i alle Henseender undtagen i den, at han er bunden til sin kejserlige Beundrer, længes og smægter efter fuldstændig Frihed — uden at tænke paa en vis ung Digter, der alt i sin tid- ligste Ungdom blev kaldet til et S3'dtysk Hof, blev en elskværdig og vennesæl Konges Yndling og levede misundt som et af Lykken forkælet Barn, medens han dog inderst inde i mangen en Stund maatte ønske sig langt bort fra Hoffet, og i mangen bunden Time fole, hvor lidet selv den bedste Herres Yndest vejer op mod den mest Ubeskyttedes, men helt Uafhængiges Frihed. I dette Drama er alt det Sceniske og Thea- tralske undtagelsesvis af stor Effekt. Den egent- lige Aarsag til at Fleyse med sine store Evner for Scenen dog ikke er træ^ngt afgjort igjennem paa Theatret, maa efter min Anskuelse søges i, at den egentlig tyske dramatiske Pathos (den Schillerske) ikke ligger for ham. Først naar en Pathos er

Paul Hevse.

319

brudt eller knækket, naar det Pathetiske er halvt pathologisk, formaar han at behandle det med udpræget Originalitet. Den ligefremme dramatiske Pathos af fuldt Br\st bliver hos ham let ukunst- nerisk-folkehg, fædrelandskjærhg og en Smule hverdags. Hertil kommer, at Fremstillingen af den egentlig mandlige Aktion ikke er hans Sag. I hvor hoj en Grad han end i sin Poesi er Herre over det Mandiges passive Egenskaber som Værdighed, Alvor, Ro, Uforsagthed, mangler der ham ligesom Goethe dog helt det aktive Mo- ment. En kraftig, direkte indgribende Handlen med et Maal for Øje udgjor ligesaa lidt Kjærnen i hans Dramer som i hans Noveller. Sker nu og da en energisk Handlng, er den næsten altid desperat: Individet er drevet ind i en Snævring, i hvilken det ikke ser anden Udvej end at vove de }der5te Midler. (Sammenlign den unge Forstmands Handling i « Moder og Barns, da han raner sin Elskedes Son, eller Bortforeisen i »Moderens Billed ). I ;< Paradiset er den Scene, hvor Jans^rn i sin Forbitrelse over alle de Halv- heder, i hvilke han har tilbragt sit Liv, slaar Lageret af sine Helgene i St\kker, et godt Exempel. Det var umandigt af Billedhuggeren at have en Helgenfabrik — den hele Idé er morsom som fl>'gtig Spog, men lader sig ikke fastholde uden at forvanske Karakteren — det

■^20 Mennesker og Værker.

cr imidlertid endnu umandigere, ja kvindagtigt, at lade sin Vrede gaa ud over de døde Gibs- figurer. Skjont nu saaledes den stærkeste drama- tiske Nerve vel i Regelen vil fattes i Heyses Ar- bejder, ere de Hindringer, der have stillet sig i Vejen for hans afgjorende Held paa Theatret, Alt i Alt ikke betydeligere, end at han med Tiden vil kunne oxervinde dem og fejre en scenisk Triumf. Foreløbig er han til Alles For- undring optraadt i en Digtart, der syntes at ligge ham ganske fjærn, men hvor han med ét Slag opnaaede et stort succes.

Kun den, der i 1872 opholdt sig i Berlin, kan vide hvilken Opsigt det gjorde, da «Kinder der Welt>> dengang udkom som Feuilleton i ^.Spe- nersche Zeitung». Man talte bogstaveligt i en Maanedstid næsten ikke om Andet; pludseligt havde den uskyldige, for Verdenslivet saa frem- mede Novellist afsløret sig som en rent moderne Aand, der sluttede en filosofisk Roman med Holderlins Ord:

Verlass mit Deinem Gotterschilde Verlass, o Du, der Kiihnen Genius, Die Unschuld nie!

Man havde øjensynhg hidtil overset, at der gjennem Heyses indsmigrende Poesi gik en heftig Frihedstrang, en fuldkomn:ien Uafhængighed af

Paul Heyse. ^2 1

Dogmer og konventionelle Baand. Derfor over- raskedes man nu langt mere end tilbørligt. Dig- teren er af blandet Herkomst: fra sin flader har han arvet det Positive i sit Væsen, Følelsens Fylde og Skjonhed, fra Moderen, som var Jød- inde, en kritisk x-\are. For første Gang bleve begge Sider af hans \'æsen aabenbare for det store Publikum. Det kunde ikke Andet end gjore en betydelig Virkning paa Sindene, at denne Fabius Cunctator, der saa længe havde holdt sig tilbage fra Tidens Problemer, nu følte ØjebHkket kommet til at indtage sin Position iblandt de Mænd, der fægte Tidens Kamp. Ro- manen er en værdig og fornem Protest, nedlagt mod dem, der endnu i vore Dage ville lægge Baand paa Tænke- og Lærefriheden. Den har al Polemik mod Dogmerne bag sig. Den frem- stiller alle sine Hovedpersoner som levende klart og bevidst i den Atmosfære af frie Ideer, der er den moderne Tids Livsluft. Det er et af de Værker, der have en længe tilbageholdt, lang- somt modnet personlig Bekj endelses Inderlighed og som derfor besidde en Levedygtighed, hvilken ingen formel Ubehændighed eller Mangel kan skade. Bogen mangler som et første Forsøg adskilligt i at være en ret Roman: Det skorter, som det var at vente, dens Helt paa Aktivitet, paa virksom Mandskraft, Bogen samler sig ikke

^22 Mennesker og Værker.

om cn enkelt, absolut herskende, aandelie: In- teresse, den altopslugende Erotik lader ikke Ideen fremtræde saa klart og centralt som den er tænkt af Digteren. Den afgjorende Vending i Bogen synes at forestaa, hvor Franzelius efter Balders Begravelse paa Lorinsers Angivelse er bleven kastet i Fængsel. Her siger Edwin iidtr\kkeligt: 'De ville den aabne Krig, de udfordre den selv, og der vil ikke blive Fred, for den ærligt er fægtet ud. » Men den aabne Krig udebliver, I^^dwin og Romanens hele lille Skare nøjes med Defensiven, og da Edwin endelig bliver færdig med sin epokegjørende Bog, er Romanen tilende. — I nær Sammen- hæng med denne Mangel paa krigerisk Tempe- rament hos Helten staar den vel store Blødhed i Følelserne, som hersker i Partierne om hans Ikoder Balder. Os Nordboer vil det altid fore- komme ligesaa besynderligt og fremmed, at Mænd uforbeholdent lægge deres varme Følelser for hinanden for Dagen, som den Idræt at krænge sit Hjærte falder mangen Sydbo naturlig. Den strænge Iagttagen af Maal og Grænse, der udmærker Heyses Noveller, savnes her. Men hvor var det muligt andet end at store Fortrin i et saa omfangsrigt Arbejde maatte kjøbes med nogle Mangler! Ikke nok med at de ideale Kvindeskikkelser her have samme Fortrin som

Paul Hevse.

323

i Novellerne: He>'se har her i hoj Grad ud- videt sit Omraade; netop de mindst ideale Figurer: Christiane, Mohr, Marquard ere uover- træffelige. Og hvilken Strom af ægte Menne- skelighed gaar ikke igjennem denne Roman! hvilket Fond af ægte alsidig Dannelse rummer den ikke! Den er ikke blot en modig, men en opbyggelig Bog.

Ved de enkelte smudsige Angreb, for hvilke den har udsat sin Forfatter, vil jeg ikke dvæle. Et Par smaa tyske Smudsblades Denunciationer interessere mig kun fordi den norske Oversætter af Goethe's Faust fandt det passende i Kristiania- « Morgenbladet / at aftrykke en af disse Smæde- artikler, der i Sprogets raaeste Udtryk resumerede Bogen saaledes, som drejede den sig om lutter dyrisk Forvorpenhed og Sanselighed, med en Indledning, der gik ud paa at advare norske Familiefædre mod at lade denne Bog komme over deres Tærskel. '•'')

*) Eller vilde maaské ikke i sin Tid en af Datidens Herrer F. G. kunne have forfattet en »Advarsel« mod Goethes Faust ganske i Stil med den ovennævnte saaledes: »Indholdet af dette usædelige Skrift er følgende: En allerede halvgammel Læge (Dr. med.) er træt af sine Studeringer og længes efter at styrte sig ind i kjødelige Lyster. Til den Ende giver han sig Djævelen i Vold. Denne fører ham efter forskjellige lave Forlystelser (som f. Ex. bestaa i at

21*

324 Mennesker og Værker.

Paa et lille Hib fra Frankrig af burde Heyse være forberedt. Det vilde ikke været ufortjent; thi de i hans Roman forekommende Udtalelser om fransk Literatur og Aand ere ganske i den almindelige Germanismes Stil; men Hugget burde da have været riddeligere og bedre ført end i en af Nationalhadet og Selvopholdelsesdriften dikteret, uædel og indskrænket Artikel af Albert

drikke halvdrukne Drankere endnu mere fulde) til en ung Borgerdatter, som Faust (Doktoren) strax prøver paa at for- føre. Nogle Stævnemøder hos en gammel Rufferske bane Vejen. Men da Forførelsen ikke lykkes hurtigt nok, giver Djævelen Faust et Juvelskrin, som han kan forære Pigen. Ude af Stand til at modstaa denne Gave, altsaa ikke engang forført, men kjøbt, hengiver Gretchen sig da til Faust, og for at være des mere uforstyrret med sin Galan, indgiver hun sin gamle Moder en Sovedrik, der dræber denne. Efter dernæst at være bleven Skyld i sin Broders Drab, myrder hun det Barn, hun har undfanget i Utugt. I Fængslet synger hun smudsige Viser; en begynder med de Ord: «Meine Mutter, die Hur'». At hendes Forfører lader hende aldeles i Stikken, kan ikke undre, naar man har hørt hans religiøse Principer. Han er, som Scenen, hvor hans Donna udspørger ham. tydeligt viser, ingen Kristen, ja synes ikke engang at tro paa nogen Gud, om han end griber til en hel Del tomme Udflugter for at dække sin absolute Vantro. — Da denne modbydelige Bog nu ligefuldt, som vi til vor Forundring høre, finder Læsere, ja endog Læserinder og tilmed skal laanes ret flittigt ud fra vor Bys «Athenæum», opfordre vi alle Familiefædre til at være paa deres Post«.

Paul Heyse. 325

Réville i Revue des deux mondes - , der bedst imødegaas ved disse Ord af Eduard von Hart- mann : De liberale Protestanters Uliberale Intole- rance mod mere frisindede Standpunkter i Al- mindelighed beror paa Følelsen af deres Stillings Usikkerhed. Jo mindre Kristeligt, de have i deres Lære, desto kunstigere søge de at holde Illusionen angaaende deres Kristelighed oppe, desto ivrigere maa de naturligvis vaage over den smalle Grænse, der ogsaa i deres egne Øjne adskiller dem fra Ukristelighed. Kristne, der endnu have en positiv Religions hele Skat- kammer at raade over, kunne til en vis Grad være tolerante; men hvor kun Haarkløveri og Æggedans kan holde Illusionen om Kristelighed vedlige, der er enhver Tolerance umulig.. Tankens Frihed var Grundideen i «V^erdens Børn ^ ; Sædernes Frihed er Grundtanken i Ro- manen 4 1 Paradiset;, dog ikke saaledes, at den ubetinget kan betragtes som Forsvarsindlæg der- for; thi medens Tænkefriheden kan betegnes som absolut, er den berettigede Frihed i Sæder dog kun relativ, og Digteren har ikke villet hævde mere end en relativ Frihed paa det sædelige Omraade. «I Paradiset- er desuden ogsaa et Værk af en ganske anden Art end den første Roman. Alle- rede den Omstændighed , at hin foregaar i det forstandsskarpe Berlin, denne i det sorgløse og

2 26 Mennesker og \"ærker.

sansclii^e Miinchen , aiit\'(ler denne Forskiel. Medens Verdens Bom kunde kaldes en filo- sofisk Roman, er I Paradiset > en Art roman comique^>, let, gratios og rig paa alvorsblandet Spøg. Den har maaské sit storste Værd som Ps>i<ologi af en hel større By og som Portræt af de selskabelige og kunstneriske Tilstande der. Hele Miinchen lever i denne By og i Kunst- staden indtager selvfølgelig Kunstnerlivet den forste Plads. Samtalerne og Reflexionerne over Kunst have ikke her det abstrakte og overflødige Præg som i de sædvanlige Kunstnerromaner; man foler, at de ikke have en Theoretiker men en Kjender til Ophavsmand, og en sand Atelier- duft er udbredt over alle disse Partier af Bogen. Forfatterens hele Æsthetik lader sig sammen- fatte i Ingres' gamle Definition: ?L'art c'est le nu .

Med Hensyn til Handlingens Komposition betegner' I Paradiset et utvivlsomt F'remskridt. Interessen vedligeholdes her helt igjennem , ja er i stadig Stigen , en Ros , man ikke kunde give c Verdens Børn». Af og til ere dog de Midler, der bringe Handlingen fremad, vel ube- hændige eller vilkaarlige; saaledes f. Ex. den hele Rolle, Hunden Homo spiller som deus ex machina. Den minder med sit overmenneskelige Skarpblik om hine Løver, hvem Baroktidens

Paul Heyse. ^2 7

Kunst fremstillede med menneskelige og maje- stætiske Ansigter, om hvilke der flagrede Manker, som i altfor høj Grad lignede Allongeparykker. Dog i tyske Romaner er fra Goethes Tid af ikke Handlingen, der gjerne opløser sig i flere Handlinger, men Karakteristiken Hovedsagen, og i næsten alle Bifigurerne aabenbarer denne Bog en helt ny Side af Heyses Talent. Skik- kelser som Angelica, Rosenbusch, Kohle, Schnetz have et spillende, mangfoldigt Liv, der tidligere næ.sten var udelukket ved Heyses Stilart. Hans Aand har med ét Ord vundet Humor, den modne Mandsalders fine og stille Humor, der fuldstændiggjør hans digteriske Evne og har givet de Farver, han har paa sin Palet, den sidste Sammensmeltning.

IX.

Vi have gjennemløbet Kredsen af de Ideer og de Former, i hvilke denne Digteraand har givet sig Udtryk, og vi have set, hvorledes de organisk udvikle sig af hinanden. Vi saa, hvor- ledes Heyse tilsidst i Romanen kom i Kast med den moderne Tids bevægende Tanker, hvilke Novelleformen som saadan ikke kunde give Rum. Jeg udhævede imidlertid en enkelt Novelle, der ikke udmærker sig mindre ved sin Idé , end « Salamanderen •^ ved sin Stil.

-2 28 Mennesker og Værker.

Hver Ganii^ Heyse hdr forsøgt at afvinde de gamle Myther en moderne Interesse, har han ha\'t Lykken med sig. Det lille henrivende Ungdomsdigt ^< Furien > horer til det Bedste, han har skrevet. I et lille Drama iPerseus» (ikke optaget i de Samlede Værker) har han givet en ny Fortolkning af Medusa- Ah'then: han har følt Medlidenhed med den stakkels skjønne Medusa, hvem den grusomme Skjæbne er bleven beskikket at virke forstenende paa Enhver, og lærer os, at det er avindsyge Gudinders Nid over hendes Kjærlighed til Perseus, der er Skyld deri. Hendes Hoved falder for hendes egen Elskedes Haand, medens hun begraver sit Ansigt i Sandet for ikke at skade ham med Blikket. Heyse har af den gamle Mythe gjort et originalt og tragisk Æventyr. Historien om Centauren» er lystig og dybsindig. Man undrer sig ikke naar I Paradiset ; lærer os, at denne Novelle har begejstret Maleren Kohle til hans skjønne Fresker. - Vor kjære Frue fra Milo"s > Pilgrimsgang, som man tror at se for sine Øjne, saa levende er Fresken beskrevet, er som Digt nær beslægtet med ^ Den sidste Centaur . Den sidste Cen- taurl det klinger næsten som den sidste Mohi- kaner. Hvad véd Heyse om den sidste Centaur? Hvor faar han den indført i en regulær Novelle ? O det sker med megen Kunst og dog paa den

Paul Heyse. ^2Q

naturligste Maade af Verden. Han drager først saa at sige to Ringe inden i hinanden, saa en tredje Ring inderst, og i den maner han Cen- tauren frem. Den forste Ring er de Levendes, den anden de Dødes Verden, den tredje inde- slutter let og naturligt det Overnaturliges Rige. Fortællingen begynder mod Heyses Sædvane rent selvbiografisk, altsaa med -det stærkest mulige Virkelighedselement: Forfatteren kommer en sildig Aften forbi en Vinstue, hvor han i sin Ungdom én Gang ugentlig plejede at træffe sine kjæreste Kammerater og Venner, og nu lader han disse, alle afdøde, passere Revue i Erin- dringen. Saa træder han ind i Vinstuen, føler sig træt, og saa — med Et er det ham, som blev han opfordret til at indfinde sig i den gamle Kreds, og da Døren aabnes, se! saa sidde de der alle. Men Ingen af dem rækker den Indtrædende Haanden; der er over dem et Træk af Fremmedhed, Alvor og Kummer. Nu og da drikke de en lang Slurk Vin, da gløde for et Øjebhk de blege Kinder og matte Øjne, men strax derpaa sidde de stive og stumme og stirre ned i deres Glas. Kun En iblandt dem er ubøjet af den Skjæbne, der har ramt dem, og hvorom der efter stiltiende OverenskomiSt i Selskabet ikke tales. Det er Genelli, den ud- mærkede Maler, hvis Centaurer i Baron Schacks

7^20 Mennesker og Værker.

Samling- i IMiiiichcn alle Rejsende betragte. ICn af Selskabet bemærker, at disse Genelliske Heste- mennesker se saa levende ud, at man næsten skulde tro, Kunstneren selv havde sét saadan en. Og da han roligt svarer: «Det har jeg ogsaav, glide vi umærkeligt fra de Dødes Rige ind i Fabelverdenen. Han har sét Centauren — sét ham med sine egne Øjne — som denne en smuk Sommereftermiddag uden at tænke paa noget Ondt travede ind i en lille tyrolsk Landsby, hvor Genelli netop sad og drak sit Glas \'in. I gamle Dage havde denne Centaur været Læge af Profession, havde paa en Tur i Praxis over Bjærgene træt lagt sig til at sove i en Gletscherhule, var saa frossen inde — og nu først efter 2000 Aars Forlob er Isen smeltet om ham og han kan med forundrede Øjne se sig om i den forvandlede Verden. Det er Søn- da^: OQ- liije i Kirketiden , da han med sin mægtige Krop — foroven en farnesisk Herkules, forneden en dejlig, heroisk Stridshingst — med vajende Manke og Hale og med en Rosengren i det tykke Haar bag Øret traver igjennem de tomme Gader, kun nu og da forskrækkende en gammel Kjærling, der med hæse Skrig flygter for S}'net. Han ser Kirkedøren aaben, Byg- ningen fuld af Mennesker og en underskjøn Kvinde med et Barn paa Armen malt over

Paul Heyse. ^ ^ I

Alteret. Nysgjærrig uden at tænke paa noget Ondt traver han ind gjennem Portalen hen over Stenfliserne , der drøne under hans mægtige Hovslag. Man begriber, hvilket Spektakel der opstaar over dette direkte fra Helvede opstandne Uhyre. Præsten skraaler, stænker Vievand imod ham og raaber: Apage, Apage! (hvad han for- staar, fordi det er Græsk\ Menigheden slaar Kors for sig; forundret traver han da ud af Kirken, og ledsaget af alle Byens gamle Koner og Børn, der forfærdes over at se den hoje Rejsende saa letklædt., bevæger han sig ned til Landsbykroen, hvor Genelli sidder paa Al- tanen. Denne lærer da Centauren, at han er kommen et Par Hundrede Aar for sent eller for tidligt tillive igjen. I Renaissancetiden vilde man rimelig\"is have taget vel imod ham. ]Men nutildags .i den trangbr)'stige , bredpandede, forskrædrede og forskaarne Pjaltebagage , der kalder sig den moderne Verden >. ! Genelli vover ikke at stille ham noget lystigt Horoskop : - Hvor I lader Jer se i B\-er eller Landsbyer ville Gade- drengene løbe efter Jer og kaste raadne Æbler paa Jer, og de gamle Kjærlinger raabe Ak og Ve over Jer, og Præsterne udgive Jer for den lede Satan i Person o. s. v. o. s. v.». Og det gaar, som han har spaaet det. Medens den ærlige Centaur, godmodig som Styrken er det,

^^2 Mennesker og Værker.

lader sii;- bc<;lo oi^ sit flojelsagtige Skind bi:fole af Publikiini, medens han i Mag tommer en Flaske Tyrolervin efter en anden og rækker den tilbage til Husets Altan, hvor den smukke Værtshuspige staar, hvem han strax har foræret sin Rose, lure Had og Nid paa hans Fordærv. En hel Sammensværgelse har dannet sig imod ham. I Spidsen stod naturligvis den hojær- værdige Gejstlighed, der fandt det meget be- tænkeligt for dens Sognebørns Sjælefrelse, om de saaledes indlod sig nærmere med et rimelig- vis udøbt, fuldkomment nogent og formodentlig meget usædeligt Dyremenneske ». Ligesaa for- bitret viser en Italiener sig, der paa Markedet foreviser en Kalv med to Hoveder og fem Ben. Centauren ser man gratis, han er levende og drikker og snakker og vil maaské endog lade sig bevæge til at gjøre nogle Kunstberider- kunster. Kalven er et roligt Geni og til at gjøre Beriderkunster viser den ingen Tilbøjelighed. I Konkurrencen kan Italieneren ikke finde sig. «Der er Forskjel , udvikler han for Præsten, mellem en af Politiet approberet Naturmærk- værdighed og en aldeles usandsynlig, aldrig for- hen sét Vanskabning, der uden Pas eller Vandre- bog foruroliger Egnen og stjæler ærlige fem- benede Kalve Brødet ud af Munden >.. Men den hdenskabeligste Modstander af Centauren er dog

Paul Heyse. Tf^^,

den lille skjævbenede Landsbyskrædder, den smukke Opvartningspiges Brudgom. Da han i sin Skinsyge har kaldt den Fremmede et nøgent Bæst, har den skjønne Nanni ladet ham forstaa, at Andre kunde være glade, hvis de behøvede at skamme sig lige saa lidt ved at vise sig nøgne. Ogsaa Skrædderen beklager sig da for Præsten: den nye Mode, som den Ubekj endte indfører, maa jo ruinere Skrædderhaandværket i Bund og Grund og gjore det af med al Moral og Velanstændighed. Medens Centauren da nu i sin muntre Stemning netop er ifærd med i Værtshusets Gaard at fornøje de Omstaaende med en højst gratiøs og ejendommehg Dans, som han opfører med den smukke Nanni siddende paa sin Ryg, komme alle de Sammen- svorne med beredne Gendarmer for at gribe ham. Uden at værdige dem mindste Opmærk- somhed fortsætter han sin Dans, trykker den smukke Piges Hænder et Øjeblik fast mod sit Bryst, og sætter saa i et pragtfuldt, kongeligt Spring bort over den hele Skares Hoved. Pistol- kugler forfølge ham uden at ramme, og snart staar han paa fri Fod paa den nærmeste Bjærg- lyg. Da lader han, bevæget af Pigens Bønner og Graad, hende sagte glide ned paa Jorden. Saa gjærne hun havde taget imod den Ube- kj endtes Hyldest og saa daarligt hendes Brud-

-^ :^ j. Mennesker og Værker.

L^oin toij^ ^]g ud ved Siden ;if ham, kunde hun dog ikke vente nogen Forsørgelse af denne ridende Udlænding . Hendes praktiske Sans sejrer, og som en jaget Gemse « springer hun fra Sten til Sten nedad Skraaningen i sin Skrædders Arme . Et Udtryk af guddommelig Haan og Melankoli glider hen over Centaurens Aasyn, man ser ham fjærne sig og kort efter forsvinder han i Horisonten.

Her stanser Genelli, den stille Kreds bryder op — og Digteren vaagner i Vinhandlerens Forstue.

Lutter Egenskaber, som gjøre Læsningen af et Digterværk til en Nydelse, synes mig for- enede i dette Æventyr. En høj Humor, der kaster et mildt Skjæn" over alle Enkeltheder, de sarteste Halvtoner og det fineste Clair-Obskur, der lader Handlingen fra Dagens Lys glide over i en Drøm om lutter Døde for saa atter at lade Skyggeverdenens Tusmørke oplyses af en Sol- straale fra det gamle Hellas. Hertil kommer en dyb Idé, aldeles ejendomm.elig for dens Digter. Thi denne Spog er jo i fuldt Alvor en Hymne til Friheden i Kunsten som i Livet, og til Friheden, som Heyse altid har opfattet den. For ham bestaar PViheden ikke ^som f. Ex. for Ibsen) kun i Kampen for Frihed, men er paa det religiøse Omraade Naturens Protest mod Dogmet, paa det sociale og sædelige Omraade Naturens

Paul Heyse. ^•^^

Protest mod Konveniensen. Gjennem Natur til Frihed! Det er han Vej og hans Løsen. Saa- ledes bhver Centauren som halvt Naturvæsen, halv Guddom hans Fantasi et kjært Symbol. Hvor skjøn er ikke Centauren i sin stolte Kraft ved den Rest af gammelgræsk Blod , der er bevaret i dens Aarerl Hvor maa den ikke døje, Stakkel, for den Levning af Oldtidshedenskab, der er gjenopstaaet i den, og som efter et Par tusinde Aar at have været frosset inde, først nu i vore Dage, da Gletscherne begynde at smelte, er vaagnet og vover sig frem for Dagens Lys! Hvor meget lærerigere, hvor meget mere satte og moralske finde ikke alle dens civihserede Omgivelser dens interessante Rivaler, de ud- stoppede Kalve med to Tunger og fem aldeles ikke til Fremskriden bestemte, men højst kon- servative og deres Plads konserverende Ben ! Disse « Mærkværdigheder V overtræde aldrig nogen borgerlig Vedtægt, lade sig kun vise frem med Øvrighedens og Gejstlighedens Til- ladelse og ere ikke m.indre ualmindelige for det. De ville evigt vedblive at være Centaurens Ri- valer, stillede jævnsides med den af Nogle, langt foretrukne for den af Mange.

Og er ikke Digteren paa sin Vingehest midt i dette smaalige moderne Samfund virkelig den sande sidste Centaur. r

^?6 Mennesker og Værker.

X.

Jeg- har optegnet nogle Ytringer om Heyse, gunstige og ugunstige mellem hverandre, sande Stemmer fra Publikum.

^ Heyse », sagde En, ^det er Kvindelægen, den tyske Kvindelæge , der grundigt har for- staaet Goethes Ord:

Es ist ihr ewig Weh und Ach

So tausendfach

Aus einein Punkte zu curiren.

Det er ingen Digter for Mænd, det har Fyrst Bismarck rigtigt følt..

(Tværtimod >. , indvendte en Anden, « Heyse er i høj Grad mandig. Man finder ham blød paa Grund af hans Ynde ; man aner ikke , hvor megen Kraft der udfordres til at udfolde en saadan Gratie >.

Hvad er Heyse? sagde en Tredje, «en Smaastadsbeboer, der saa længe har leget Skjul m.ed Berlin, Verdenslivet og Politiken, at han er bleven fremmed for vor Tid og kun føler sig vel tilmode blandt Troubadourerne i Provence. Jeg sporer altid i hans Skrifter Provengaleren og Provinsialisten /.- .

'Denne Heyse:-, bemærkede en Fjerde, «har trods sine 50 Aar og sin digteriske Modenhed den Svaghed, absolut at ville overtale os til den Tro,

Paul Heyse. 337

at han er en umoralsk, letfærdig Poet. Men intet Menneske tror ham. Det er hans Straf ».

«Jeg er aldrig i mit Liv bleven saadan misundt », sagde i min Nærværelse en gammel Ungdomsveninde af Heyse, «som idag, da der i et Pige-Institut, jeg besøgte, havde udbredt sig det Rygte, at jeg iaften skulde træffe sammen med Heyse i Selskabet her. Pigebørnene har enstemmig overdraget mig at bringe ham deres begejstrede Hilsener. De havde gjerne samtlig faldet ham om Halsen ».

^ Man kauv, sagde en Kritiker, <; definere Paul Heyse som den tyske Poesis Mendelssohn- Bartholdy. Han kommer som Mendelssohn efter de store Mestere. Hans Væsen er som Kom- ponistens et tysk lyrisk og tænksomt Naturel gjennemtrængt med den fineste , sydlandske Dannelse. Dem begge fattes den store Pathos, det dramatiske Elements gjennemgribende Vælde og Storm ; men begge have de naturlig Værdig- hed i deres Alvor, henrivende Elskværdighed og Ynde i deres Spøg, begge ere de gjennem- dannede i deres Form og i Udførelsen Virtuoser .

JdllX STUART MILI.

(^1872— 80.)

iln Dag i Juli 1870, da jeg i Paris læsende gik op og ned i mit Værelse, hørte jeg en be- skeden Banken paa Doren. Uhrmageren ! tænkte jeg. Thi det var netop den bestemte Tid, paa hvilken en Gang om Ugen en af Uhrmagerens Svende plejede at indfinde sig for at trække alle Taffeluhrene op i det lille Hotel garni.

Jeg. aabnede Døren og udenfor stod en aldrende, høj, mager Mand i en temmelig lang, sort Frakke, der var knappet om Livet. «Træd nærmere !>^ sagde jeg uden at se nøjere paa ham og greb paany efter min Bog. Men Manden blev staaende, lettede paa sin Hat og nævnede spørgende mit Navn. «Det er mig,» svarede jeg, og før jeg kunde spørge paany, hørte jeg de med dæmpet Stemme sagte Ord: 'Jeg er

John Stuart Mill. 3 3 C)

Hr. Mill.» Havde }.Ianden forestillet sig som Konge af Portugal, var jeg næppe bleven mere forundret, og jeg véd ikke, hvad han kunde have sagt, der i Øjeblikket havde voldt mig større Glæde, Min Følelse var den, som under det første Kejserdømme en Korporal af den unge Garde fornam, naar Napoleon under en af sine Runder i Lejren værdigedes, med et Nap i Øreflippen at bemærke hans Existens. Uvilkaarligt betænkte jeg i samme Øjeblik Forskj ellen mellem hans Adfærd og den, som en Mand med Tyvendedelen af hans Navn- kundighed vilde vise i Danmark, hvor en Notabilitet vejer sin Fornemhed ti Gange paa en Guldvægt, inden det kunde falde ham ind personlig at opsøge en ung ]Mand uden Navn og Betydning.

]\Ime Bestræbelser for at gjore Stuart ]\Iiil bekjendt i Danmark havde vakt hans Interesse for mig, han havde jævnlig skrevet mig til og endnu oftere sendt mig Brochurer og Blade, der kunde være mig til Nytte, saavel til Kjøbenhavn som til Paris. Han vidste altsaa min Adresse, og da han nu netop befandt sig paa Gjennem- rejse i Paris og underligt nok ikke havde en eneste Bekjendt i denne Stad, havde han ikke skyet den Umag at tilbagelægge den lange Vej

•^ MO Mennesker og Værker.

fra Windsor Hotel til Rue Mazarin tilfods for at gjøre sin unge Korrespondent et Besøg.

Da han havde sagt sit Navn, kjendte jeg ham strax fra hans Portræt. Det gav dog saa lidet en Forestilling om Ansigtsudtr}'k og Hud- far\'e som om Maaden , hvorpaa han gik og stod. Skjont han var 64 Aar gammel, var hans Hud skjær og frisk som et Barns. Han havde denne Barne-Teint og disse røde Kinder, som man næsten aldrig finder hos ældre Mænd paa Fastlandet, men som man ikke sjældent iagttager hos de hvidhaarede Gentlemen, der om Middagen ride i H}'depark. Hans Øjne vare klare og dybt morkeblaa, Panden høj og hvælvet med en stærkt fremspringende Knude over venstre Øje; det saa ud som havde Tan- kernes Arbejden tvunget deres Organer til at udvide sig og skaffe Plads. Næsen var stor, smal og krum. Ansigtet med de stilfulde og store Træk havde et ganske usammensat, men intet roligt Udtryk; nervøse Trækninger løb hen derover og syntes at robe Sjælens uroligt sitrende Liv; han søgte efter Ordene og stam- mede undertiden i Begyndelsen af en Sætning. Siddende saa han med dette friske, prægtige Fysiognomi og denne vældige Pande ud som en endnu ung og kraftig Mand. Da jeg senere ledsagede ham paa Gaden, bemærkede jeg, at

John Stuart Mill. ^41

der var noget Haltende ved hans Gang, saa hurtigt han end gik, og at man, trods hans ranke Væxt, dog saa' Alderens Spor i hans Holdning. Hans Paaklædning gjorde ham ældre end han var. Den gammeldags Dragt, han bar, vidnede om hans fuldstændige Ligegyldig- hed for sit Udseende. Han var sortklædt og bar helt op om sin Hat et Flor, der slog mange uregelmæssige Folder. Efter saa mange Aars Forløb gik han endnu i Sorg for sin afdøde Hustru.

løvrigt bar hans Person ingen Skjødes- løshed tilskue; den talte om stille Adel og fuldendt Selvbeherskelse. Selv uden at have læst hans Værker kunde man se, at det var en af Tankens Konger, der havde taget Plads der i den røde Lænestol ved Kaminen med det Taffeluhr, som jeg havde næret en saa ugrundet Mistanke imod ham for at ville trække op.

IL

Han talte forst om sin Hustru, hvis Grav i Avignon han lige havde forladt. Han havde bygget sig et Hus i denne By, hvor hun var død, og tilbragte altid den halve Del af Aaret der. Allerede i Indledningen til hendes Afhand- ling ^Enfranchisement of women^, der danner

^j.2 Menuesker og Værker.

Grundlat;et for hans ei^et Skrift om Kvindens Stilling, ha\dc han givet sin Begejstring for den Afdode et offenligt Udtryk. Han havde der sagt at Tabet af Forfatterinden , selv i rent intellektuel Henseende, hverken kunde erstattes eller blot lindres; han havde erklæret at han hellere onskede Afhandlingen ulæst end læst med den Forestilling, at der i den kunde findes blot det svageste Billede af hendes Sjæl; thi denne Sjæl havde ved sin Forening af de sjældneste og tilsyneladende mest uforenelige Fortrin været uden Lige, ja han havde kaldt «den højeste Poesi, Filosofi, Rhetorik og Kunst for trivielle/ i Sammenligning med hendes Evners Niveau, kun i Stand til at udtrykke en ringe Del af hendes Væsen, og havde sluttet med den Profeti, at hvis Menneskeslægten ved- blev at udvikle sig til det Bedre, vilde dens aandelige Historie i tilkommende Tider ikke være Andet end • en fremskridende Udførelse af hendes Tanker og Virkeliggjørelse af hendes Ideer >.. I denne Tone talte han ogsaa i mit Værelse om hende Man kan mene, at den Mand, der udtrykte sig saaledes, just ikke var nogen stor Portrætmaler, og man kan betvivle den objektive Rigtighed af hans Dom; men man kan ikke, som det paa Grund af hans ultrarationalistiske Standpunkt i Kvindesagen

John Stuart Mill. 343

undertiden er sket, beskylde ham for at be- tragte Ægteskabet som en blot Kontrakt. Store Digtere som Dante eller Petrarca have sat de af dem paa fantastisk Maade elskede Kvinder et fantastisk Monument, men jeg véd ikke, at nogen Digter har givet den elskende Beundring af et kvindeligt Væsen et saa varmt og sanddru Vidnesbyrd, som Mill har afgivet det om sin Hustrus Værd og blivende Betydning for ham. Den Indskrift, han lod indhugge paa hendes Gravsten i Avignon, er ikke Bevis paa nogen kunstnerisk Begavelse for Lapidar-Stilen; den har altfor mange og altfor lovprisende Ord. Men hvor energisk og skjon er ikke den Sæt- ning, med hvilken den slutter: «\Vere there even a few hearts and intellects like hers, this earth would already become the hoped-for heaven .

Jeg spurgte Mill, om hans Hustru havde skrevet Andet end det af ham Udgivne. Xej,- svarede han, -men rundt omkring i mine Skrifter finder De hendes Ideer; de bedste Stykker i alle mine Boger er af hende. Ogsaa i

Logiken:: spurgte jeg paany. 'vXej!> gav han halvt undskyldende til Svar, den skrev jeg. for jeg blev gift . Jeg kunde ikke bare mig for at tænke, at Fru Mills Bidrag til Logiken maaské ogsaa i modsat Tilfælde havde været

^^4 Mennesker og Værker.

lidet fremtriudcndc: lidt maa dog Mil! selv have liittet paa. Men den ærbødige Underkastelse, der i denne Samtale kom til Orde, var ejen- dommelig for den store Tænkers Naturel.

Der laa et dybt Hang i hans Sind til ikke blot at tjene en Sag, men en personlig Inkarna- tion af det Aandelige, der var ham helligst, og saaledes kom han til efter hinanden at dyrke to Personligheder, der, skjønt begge sjældne og højst bet)'delige, næppe vare ham overlegne, hans Fader og hans Hustru. Til Faderen (og til Bentham) saa' han i sin første Ungdom op, til sin Hustru i hele den øvrige Del af sit Liv.

Ingen, der har læst Mills Selvbiografi, vil have glemt den mørke Skildring, som han giver af den fortvivlede Slaphedstilstand, der hos ham indledede Alandsalderen. Det var en lam

'fc.

smerteliq- Krise, under hvilken hans Natur rea-

•fc>

gerede mod den ved hans abnorme Opdragelse fremkaldte Overudvikling af hans Evner. Isteden- for at beundre den fuldkomne aandelige Konstitu- tion, der lod Mi 11 gaa uskadt og fuldt udrustet ud af en saa overbebyrdende og farlig Skole som hans Faders, fandt den engelske Gjennem- snitsdannelse Behag i at stemple ham som en Abnormitet, der ikke var egnet til Lærer eller Forbilled. I det utroligt store og mangeartede Kundskabsforraad, han allerede som Dreng var

John Stuart Mill. ^aZ

sat i Besiddelse af, sogte man Beviset for hans Lærdommes Unaturlighed og Stuart Mills Umen- neskelighed«. Hvad kunde man vente sig af en Læsemaskine , der tre Aar gammel lærte Græsk og i det trettende Aar gjennemgik et Kursus i Statsøkonomi: Den Krise, som fulgte paa Overanstrængelsen er ikke bleven mindre mistydet end Drengens encyklopædiske Op- dragelse. Dens Symptomer vare en fuld- kommen Ligegyldighed for alle Formaal, som den unge Mand tidligere havde fundet det værd at tilstræbe, og en uafbrudt Glædesloshed, under hvilken han spurgte sig selv, om den fuldstændige Virkeliggj øreise af hans Ideer og Udforeisen af de Reformer, for hvilke han havde sværmet, vilde skaffe ham en sand Tilfredsstillelse, og saa' sig nødsaget til at besvare dette Spørgsmaal benægtende. Filosofer have heri fundet en Naturens Modsigelse af Mills Nyttelære, idet selv Virkeliggjorelsen af den højest mulige Lykke for det størst mulige Antal efter hans egen Tilstaaelse ikke vilde have gjort ham lykkelig; Theologer have i denne Krise set en Frembryden af hin skjulte Melankoli, hin dybtliggende For- tvivlelse, i hvilken Den, der ikke tror, altid lever, selv naar han ikke véd deraf. Det er dog næppe et Vidnesbyrd mod Lykkemoralen, at Moral alene ikke skaber Lykke, og det turde

2^.6 Mennesker og Vierker.

være et svagt Vidnesbyrd for Dognietroens Uundværlighed, at en højtbegavet og kritisk anlagt Yngling paa tyve Aar (der saavel for som siden med uforstyrret Sjælero hjalp sig igjennem Verden uden dogmatisk Tro) en Vinter igjennem sank sammen under den dybe Ulyst til Handling og under den Existensens Kval, med hvilken enhver grublende Aand har at kæmpe og som næsten Enhver mindst én Gang i sit Liv maa overvinde med Anspændelse af alle sine Kræfter. Der gives blandt rigere udviklede Mænd kun faa, der ikke have kjendt hin Selv- opgiven; hos enkelte er den kortv^arig , hos andre kronisk; kun den ydre Anledning, der fremkalder den, og de Vaaben, der anvendes imod den, er af forskjellig Art. Enhver har sit Panser mod Mismodet, En Arbejdsdriften, en Anden Ærgjærrigheden, En Eamilielivet, en Anden Letsindigheden; men gjennem Sammen- føjningerne i alle disse Pansre borer Livsleden sig sin Vej. Hos Stuart Mill var nu øjensynligt dette Panser Visheden om at handle i et andet Menneskes Aand, som han skattede langt højere end sig selv. Man bør ikke overse hans GgGn Ytring om, at hvis ( han paa hin Tid havde elsket nogen Anden højt nok til at betro denne Anden sin Sorg, vilde han ikke have været i den Tilstand han varv. Havde Mill dengang

John Stuart Mill. 34J7

kjendt sin tilkommende Hustru, vilde Krisen utvivlsomt ikke have antaget hin akute Karakter, hun havde sikrere end Dogmer- og Moral- systemer hjulpet ham ud over hans d)'be Xed- slaaethed. Det sér man allerede af de træffende Ord, med hvilke han har skildret sin Tilstand: < Jeg var strandet ved Begyndelsen af min Rejse med et Skib, som hverken manglede god Ud- rustning eller et Ror, men det havde intet Sejl.;> Sejlet paa dette Skib, der havde saa rig og kostbar en Ladning inde, var og blev netop hint sværmeriske Hang til at forgude og under- kaste sig. Paa hint Tidspunkt var Faderens Indflydelse i x\ftagen, Hustruens endnu ikke begyndt, følgelig laa han stille.

Saa meget fremgik allerede af den aller- første Samtale med Stuart Mill, at Vindingen af denne Veninde var det store Lod i hans Liv. Kun paa et eneste Sted, hvor han taler om hende, er det lykkedes ham at give en Forestilling om hendes Væsens Ejendommelighed, det er hvor han sammenligner hende med Shelley. En kvindelig Shelley — saaledes stod hun for ham i hans Ungdom: senere syntes endog Shelley, der saa tidligt bortreves af Døden, i Tænke- Evne og intellektuel Modenhed ham kun et Barn i Sammenligning med hende. Han angiver flere Gange i bestemtere L'dtryk, hvad han skylder

7.aS Mennesker og \'ærker.

licndc: l^likkct for de fjærnestc Formaal o: for Theoriens sidste Konsekvenser, og Blikket for de nærmeste Midler o: for det, der i Praxis umiddelbart lod sig opnaa. Den oprindelige Begavelse, han tillægger sig selv, var kun rettet paa hvad der forbandt disse Yderligheder, Mellemsfærens moralske og politiske Sandheder.

Det forekommer mig dog ikke meget sand- synligt at Fru Stuart Mill direkte har inspireret sin Mand nye Tanker. Hendes væ^senlige Be- tydning for ham maa, tror jeg, søges paa to andre Punkter. For det P'ørste har hun styrket hans Mod til at tænke, og mere end Tankernes Nyhed er det ogsaa Tænkemodet, der giver de klassiske blandt hans Skrifter, f. ¥.x. Bogen Om F'rihed*, deres Præg. Flere Gange kom han, allerede i vor første Samtale, med Beklagelse tilbage til den Mangel paa Mod, der allevegne holder Skribenterne tilbage fra Forsvaret af nye Ideer. Han sagde: Der gives Talenter af første Rang som George Sand, hvis væsenligste Origina- litet bestaar i Modet. «Jeg sér,» tilføjede han, •-'bort fra hendes ubeskriveligt skjønne Stil, hvis Musik, som jeg engang har skrevet, kun kan sammenlignes med Vellyden af en hel Symfoni. »

For det Andet har Fru Mill ved sin kvinde- lige Universalitet beskyttet sin Mand mod at løbe sig fast i nogensomhelst Fordom. Hun har hæget

John Stuart Mill. 349

om en vis Skepsis i hans Sind, har i Doktrinernes Is holdt en Vaage aaben hos ham, og idet hun stemte ham til Tvivl, har hun bevirket, at han stadig skred frem. Medens Flertallet af saakaldt frisindede Mænd næsten altid kjøbe relativ Fri- sindethed paa et enkelt Punkt med dobbelt Forstokkethed paa andre, var Mill altid paa sin Post mod konventionelle Fordomme, ja gik endog til sin Dod angrebsvis tilværks imod dem, op- søgte dem med fuldkommen Uforfærdethed i deres Forskansninger for at forklare og tilintet- gjore dem.

Sluttelig kan der næppe herske nogen Tvivl om , at Fru Mill har havt en stor Andel i hendes Mands Optræden til Gunst for Kvindernes Samfundsstilling. Det interesserede mig at er- fare , om han havde svaret sine Angribere i Kvindesporgsmaalet. Han havde ikke givet dem noget Svar og vilde det heller ikke. -Hvorfor, » sagde han, altid gjentage det Samme; Ingen af dem har forebragt noget af Værdi, s Jeg berørte mange Lægers Modstand, de Indven- dinger, der beraabe sig paa de Naturnødvendig- heder, som Kvinden er underkastet. Han ud- talte sig meget haardt og absolut om læge- videnskabelige Fordomme i Almindelighed: Der gives, » sagde han, ingen fordomsfuldere Men- nesker end Lægerne. Længe og med For-

350 Mennesker og Værker.

kj;L'rlii^hed dvælede han derimod ved Kvindernes Lyst og ikke sjældne Kald til lægevidenskabelig Gjerning. Han talte om Miss Garrett, der nylig havde underkastet sig Examen som Læge i Paris og roste hende som den første Kvinde, der havde vist dette Mod. I et Brev til mig havde han engang betegnet Kvindespørgsmaalet som <.det i hans Øjne vigtigste af alle Nutidens politiske Sporgsmaal ; det var i ethvert Tilfælde i hans sidste Leveaar et af dem, der sysselsatte ham personligt mest.

Han skyede hverken skriftligt eller mundt- ligt de stærkeste Udtryk for at stille sin Op- fattelse af det Unaturlige i Kvindernes Afhæn- gighed i det rette Lys. Han havde jo end ikke frygtet at udæske Latteren ved den stærke Paastand, at vi overhovedet indtil nu slet ikke vidste Noget om Kvindens Væsen, da vi endnu aldrig havde set det udfolde sig i Frihed, ret som om den hele Historie og den hele Literatur, som om Rafaels sixtinske Madonna, Shakespeares unge Piger, samtlige af Kvinder forfattede Skrifter slet ingen Belæring gav os om det kvindelige Naturel. I dette ene Punkt var han næsten fanatisk. Han danner med sin fra den hele fysiske Sfære bortseende Tro til Kvindens Evner iblandt dette Aarhundredes Filo- sofer den polære Modsætning til Schopenhauer

John Stuart Mill. 35 I

med hans Ringeagt for Kvinden. Mill, der i alle Forhold mellem Mand og Mand var Finheden og Delikatessen selv, lod sig henrive til næsten fornærmende Ytringer, naar Anderledestænkende ytrede en afvigende ]\Iening om hans kjære Grundsporgsmaal. Jeg befandt mig en Dag hos en berømt fransk \^idenskabsmand, da Posten kom med et Brev fra Stuart Mill. Det var Svar paa en Skrivelse, i hvilken Franskmanden overfor de i « Kvindernes Underkuelse; udtalte Tanker havde ytret den Anskuelse, at den her tilstræbte Forandring i Kvindens Samfundsstilling maaské kunde faa et fortrinhgt Udfald i Eng- land, hvor den stemte overens med Racekarak- teren, men sikkert ikke vilde lade sig sætte igjennem i Frankrig, hvor Kvindernes Anlæg og Tilbojeligheder vare af saa ganske forskjellig Art. ]\Iiirs fyndige Svar, som blev mig rakt med et Smil, lød saaledes: «Jeg ser i Deres Ytringer et Symptom paa den Foragt for Kvinden, der er saa gjennemgaaende i Frankrig. Alt, hvad jeg kan sige dertil, er, at de franske Kvinder gjengjælde Franskmændene denne For- agt med Renter .

Det Ejendommelige ved Mills Standpunkt i dette Emancipationssporgsmaal var, at han ganske støttede sig paa en Sokratisk Uvidenhed. Han fra- skrev som sagt Aartusinders ophobede Erfaringer

352

Mennesker ojr Værker.

enhver Beviskraft med Hensyn til Grænserne for den saa længe trælbundne kvindelige Be- gavelse, og paastod, at vi ikke a priori vidste Nogetsomhelst om Kvinden. Han gik ikke ud fra noget doktrinært Begreb om særlig kvinde- lige Færdigheder, støttede sig til den simple Sætning, at Mændene ingen Ret havde til at for- b}'de Kvinderne nogen Sysselsættelse, der havde Tiltrækning for dem, og erklærede ethvert For- mynderskab over dem ikke blot for uretfærdigt, men for unyttigt, da den frie Konkurrence af sig selv vilde udelukke Kvinderne fra ethvert Arbejde, hvortil de ikke duede eller i hvilket de bleve afgjort overtrufne af Manden. Han har skræmmet Mange ved strax den første Gang, da han bragte Sagen paa Bane, at drage de sidste logiske Konsekvenser af sin Lære og f. Ex. tage Ordet for Kvindernes direkte Del- tagelse i den lovgivende Virksomhed; men dog havde han som Englænder Virkelighedssans nok til at indskrænke den praktiske Agitation til et eneste Punkt. Jeg husker, jeg spurgte ham, hvorfor man i England og Amerika med For- bigaaelse af Kvindernes, som det forekom mig, allerførst nødvendige økonomiske Frigjørelse, havde rettet alle Bestræbelserne paa den dog vanskeligere opnaaelige politiske Stemmeret. Han

John Stuart Mill. 353

svarede: <; Fordi, naar den er opnaaet, alt Øvrigt foleer af den».

III.

Han stod op for at gaa, og da han vidste, det var min Agt at rejse til London, spurgte han mig, om jeg vilde gjøre" Rejsen sammen med ham. Af Frygt for at vise mig paatræn- gende gav jeg et afslaaende Svar, og fik en Indbydelse til at besoge ham i England med den Opfordring, altid i Forvejen at sende ham Bud, naar jeg vilde komme, for at være sikker paa at træffe ham hjemme. Jeg havd^ netop dengang læst Mills mesterlige Værk om e Ha- miltons Filosofis, var opfyldt deraf og havde tusinde filosofiske Spørgsmaal paa Hjærte; jeg betragtede det da som en des større Lykke for mig, at der frembød sig en saa sjælden Lej- hghed til at diskutere mine Tvivl med Forfat- teren selv, og en Uge efter ringede jeg paa ved Havelaagen udenfor Stuart Mills Sted i Black- heath Park nær ved London, denne Laage, foran hvilken jeg aldrig har staaet uden glad Forventning og som jeg aldrig har lukket efter mig uden Følelsen af at være aandelig beriget. Andre Mennesker blive bevægede, naar en Konge viser dem en nedladende Opmærksom-

23

2^4- Mennesker og Værker.

hed. Hvad er en Konqer Fraset den hoje aarlige i\ppanage er han en Magthaver. Det forekommer mig da, at Mænd som Stuart Mill ere de sande Konger; thi det er Mænd som ham, der i Virkeligheden regere Landene, ja regere dem endnu efter deres Død.

Min Universitetsopdragelse i Kjobenhavn havde været abstrakt-metafysisk; de filosofiske Professorer havde trods deres Menneskevæsens dybe ForskjelHgartethed og UHgheden mellem dem paa det religiøse Omraade, i alt Væsenligt det samme Skolepræg. De havde begge be- gyndt deres Løbebane som Theologer og vare saa begge blevne Hegelianere, den ene paavirket af det Hegelske Højre, den anden af det He- gelske Venstre. De havde dernæst, som i hin Tid Nordevropas fleste Filosoferende, emanci- peret sig fra Hegeb), hvad dog var saaledes at forstaa, at Hegel stadig i deres Tankekreds var det Første og det Sidste; hans Methode blev, snart med abstrakt Skarpsindighed, snart med sofi- stisk Smidighed, lært fra det Katheder af, der var helliget Dyrkelsen af det Absolute, Subjekt- Objektet; hans Værker ble ve citerede, hans Par Vittigheder gjentagne, og en trættende, endelos Polemik ført mod hans formentlige Vild- farelser, om hvilke vi erfor, at de næsten alle havde deres Grund i hans Undervurdering af

John Stuart Mill. 355

det Reale, især i hans mangelfulde Indsigt i Naturvidenskaberne. Men selv hans Vildfarelser maatte synes Tilhoreren kosteligere end andre Tænkeres Sandheder, da det for at naa til Sand- heden — som den mest opsigtvækkende Pro- fessors Exempel viste — altid var nodvendigt at krybe igjennem en Vildfarelse af Hegel. Ved Kjøbenhavns Universitet gjaldt tiltrods for dets ellers ikke altfor venskabelige F'orhold til Tyskland den Sætning for ubestridelig, at den moderne Filosofi var en tysk, som den antike en græsk Videnskab. Den engelske Empirismes og den franske Positivismes Existens var ikke ainerkj endt paa Universitetet; særligt om engelsk Filosofi horte vi kun tale som om en af Kant længst overvunden og tilintetgjort Retning. Det var kun ved en vis Kraftanstrængelse bleven mig muligt, saa godt det gik, at vikle mig ud af den i Danmark herskende Skoles Ledebaand, og jeg stod dengang endnu vaklende mellem spekulative og positivistiske Tendenser. Jeg lagde overfor Stuart Mill ikke Dolgsmaal paa min Usikkerhed.

De kjender altsaa Hegel saa nøje, > sagde han, De forstaar Tysk?:.

Jeg læser det næsten lige saa let som mit ]\Iodersmaal.

Jeg forstaar ikke Tysk,^ svarte han, ;og

2^6 Mennesker og Værker.

har aldrig læst en Linje af den tyske Literatur i Originalen; ja, jeg kan saa lidt Tysk, at jeg i Tyskland endog har Møje med at finde mig tilrette. paa Jernbanestationer og deslige. >>

«De kjender den tyske Filosofi af Over- sættelser?;

«Kant har jeg læ\st i en Oversættelse, af Hegel heller ikke i Oversættelse det Ringeste. Jeg kjender ham kun af Referater og Modskrifter, bedst af den kortfattede Fremstilling, som Eng- lands eneste Hegelianer, Sterling har givet. »

< Og hvilket Indtryk har De faaet af Hegel?

«Det, at de Skrifter, i hvilke Hegel har forsøgt at anvende sine Principer, maaské kunne indeholde et og andet Godt, men at Alt, hvad han har skrevet af ren Metafysik, er Nonsens. »

Jeg studsede ved Ordet og ytrede, at dette Ord dog vel maatte forstaas cum grano salis.

«Nej, ganske efter Ordlyden, » svarte han. Han dvælede ved Systemets Grundrids, ved den første Begyndelse, Læren om Væren, der identificeres med Litet, og udraabte:

<Hvad vil De, der skal komme ud af det Hele, naar man begynder med en saadan So- fisme? Har De virkelig læst Hegel selv?»

« Ganske vist, det Me.ste, han har skrevet. >;

John Stuart Mill.

03/

Mill (med en højst vantro Mine): '<0g De har forstaaet ham^>

«Jeg tænker det, i det ^lindste i alle Hovedtræk. »

«Han (med næsten naiv Forundring): a^Ien er der da virkelig Noget at forstaar»

Jeg forsogte at besvare dette besynderlige og vidtløftige Spørgsmaal saa godt jeg kunde, og Mill sagde, ikke just overbevist, men imøde- kommende : Jeg begriber meget godt den Pietet og Taknemmelighed, som De foler mod Hegel. Man er altid dem taknemmelig, der lærte En at tænke.-

Aldrig har jeg som under denne Sam.tale følt, hvor ganske Mill var en Mand af én Støb- ning, en ægte Englænder, egensindig og haard- nakket, udrustet med en særegen benet og knoklet Viljeskraft og absolut berøvet Evnen til smidig kritisk Tilegnelse. Dog hvad der ved denne Lejlighed greb mig mest, det var det dybe Indtryk, jeg modtog, af den mærkværdige Uvidenhed, som endnu i den anden Halvdel af det nittende Aarhundrede de betydeligste Mænd i de forskjellige Lande, selv i de Par Hoved- lande, nære om hverandres Fortjenester og Værd. Jeg følte, at man kunde gjøre en ikke ganske ringe Nytte blot ved at studere, konfrontere og

^ - 3 Mennesker og \'ærker.

forstaa disse udmcurkede Aandcr, der ikke for- staa hinanden indbxrdes.

]^S ^ogte at fore den Synsmaade, jeg skyldte min Universitetsopdragelse, i Ilden mod den empiriske Filosofis Principer. Til min Forun- dring vare alle de Argumenter, jeg forebragte og af hvis Virkning paa Mill jeg havde lovet mig meget, ham længst bekjendte. <-Det er , sagde han, <vde gamle t\'ske Argumenter . ; han forte dem alle tilbage til Kant og havde sine S\ar paa rede Haand.

Det er her ikke Stedet til at behandle Realiteten af det store, mellem de to moderne Skoler svævende Stridssporgsmaal, et Sporgs- maal, der i Tyskland næsten af alle Tænkerne bliver besvaret i tysk, i England næsten af alle Tæ^nkerne i en""elsk Aand; naturlij^vis vilde Stuart Mill ingenlunde indromme, at David Hume var gjendre\et af Kant, en Anskuelse, jeg nu fuldstændig deler, og der efter min Opfattelse, naar den nær\ærende Kant-Forgudelse har lagt sig noget, vil træ^ige almindeligt igjennem. Et Tidens Tegn er det i denne Henseende, at de yngre Professorer og Docenter ved Berliner- Universitetet alle tilhore den engelske Retning i Filosofien og at der fra dette Universitet er udgaaet en Bog som Friedrich Paulsen' s < Kants Erkjendelsestheori». Dengang anede jeg vel

John Stuart Mill. ^-q

allerede, at den rationalistiske og den empiriske Erkjendelseslære paa en eller anden Maade maatte kunne bringes i Overensstemmelse med hinanden; men jeg kjendte endnu ikke Herbert Spencers simple Løsning af Gaaden. Mill ud- talte sig kort men afgjort mod alle IMæglings- forsog og sluttede med de ejendommeligt be- skedne, men faste Ord, der ere blevne i min Erindring: Jeg tror, at man maa vælge imellem Theorierne. ->

I denne Aand udtalte han sig ogsaa om de forskjellige moderne Filosofer, der stode ham nær. Han anbefalede mig at studere Herbert Spencer, dog vilde han ikke raade mig til Syssel- sættelse med denne Tænkers senere Værker; han mente, at Spencer i dem havde fjærnet sig fra «den gode Alethode . ; han anbefalede mig derimod indtrængende Spencers Principles of Psychology . og især Bains to Hovedværker <: The senses and the intellect:. og «The emotions and the will». Han forærede mig et Exemplar af den af ham og Bain i Forening udgivne og med Anmærkninger forsynede Udgave af hans Faders Bog «Anaiysis of the human mind-, idet han priste dette Værk som et Hovedværk af den engelske Skole i dette Aarhundrede, og da jeg havde talt til ham om min Beundring for hans Kritik af den Hamiltonske Filosofi, sendte han mig Dagen

^6o Mennesker og Værker.

efter endnu denne Bog. Næsten af sig selv maatte Samtalen falde paa Taines dengang lige udkomne Værk ^De 1' intelligence.), i hvilket Mill saa ivrigt er gransket, benyttet og gjen- drevet, og som maaské er det varigste Mindes- mærke, den engelske Retning i den moderne franske Filosofi har sat sig. Mill roste Taine, kaldte hans Bog en af det nye Frankrigs grun- digste og betydeligste Bøger og sagde mig om den omtrent hvad jeg senere fandt gjentaget i hans Anmeldelse af dette Værk i Fortnightly Review (Juli 1870); Bogen som Helhed var ham kjær; mod dens sidste Kapitler havde han samme Art af hidvendinger at gjore som mod Herbert Spencers senere Værker. Man maatte jo efter hans Overbevisning én Gang for alle « vælge :> afgjort imellem Empiriens betingede Viden og Intuitionens ubetingede Vished, og Taine havde i den sidste Bog af sit Værk netop forsøgt at opstille Axiomer, der ikke lode sig udlede af Erfaringen og som derfor havde Gyl- dighed for hele Verdensaltet, uafhængigt af Grænserne for vor Erfaring. Mill mente som bekjendt end ikke at kunne sikre Algebraens og Geometriens Læresætninger, hvis empiriske Oprindelse han søgte at fremstille, Mere end et indskrænket Herredømme. Han roste den lille Bog «Essays by a barrister., af hvilken han

John Stuart Mill. > -561

selv har citeret nogle Sætninger. Den anonyme engelske Forfatter finder det fuldstændig tænke- ligt, at saavel vor lille Tabel som vore geo- metriske Haandbøger ere ugyldige i andre Sol- systemer. Sporgsmaalet er, siger han, om vor Sikkerhed paa Sandheden af den lille Tabel hidrører fra Erfaringen eller fra en transscendental Overbevisning om denne Sandhed, der vel frem- kaldes ved Erfaring, men gaar forud for Er- faringen og former denne; han opstiller som Talsmand for den første Svnsmaade iioq-Iq tanke-

* o

vækkende Exempler:

«Der gives en Verden, i hvilken naar to Par Ting enten bringes i Ncerheden af hinanden eller iagttages sammen, en femte Ting umiddelbart bliver skabt og træder frem indenfor dens Synskreds, der er beskjæftiget med at sammen- lægge to og to. Dette er sikkert nok ikke ufatteligt, thi vi kunne let, naar vi tænke paa almindelige Tasken- spillerkunster [eller paa Skuddage] gjøre os en Forestilling om dette Resultat. Lige saa lidt kan man sige, at Sagen overgaar Almagtens Kræfter. I en saadan Verden vilde nu utvivlsomt to og to være fem. Dette viser, at denne Sammenlægning aldeles ikke i og for sig er ufattelig, og dog er det paa den anden Side saare let at indse, hvorfor vi ere absolut overbeviste om, at to og to er fire. Der gives formodenlig næppe et Øjeblik i vort Liv, hvor vi ikke erfare denne Kjendsgjerning. Vi se den, saa ofte vi tælle fire Bøger, fire Borde eller Stole, fire Mænd paa Gaden eller de fire Hjørner af en Brosten, og vi føle os vissere paa denne Kjendsgjerning end paa, at Solen vil staa op imorgen,

^52 Mennesker og Værker.

fordi vor Erfaring angaaende den er saa meget rigere og finder Anvendelse paa et saadant Utal af Tilfælde. Det er heller ikke sandt, at Alle, der have foretaget denne Addition, ere lige overbeviste om dens Rigtighed. En Dreng, der netop har lært Tabellen, er ganske vis paa, at to og to er fire, men ofte yderst usikker paa om 7 Gange 9 er 63 eller ikke. Naar hans Lærer sagde ham, at to Gange to er fem, vilde hans Vished blive stærkt rokket.

Man kunde ogsaa tænke sig en Verden, i hvilken det blev almindelig antaget, at to lige Linjer indesluttede et Rum. Man forestille sig en Mand, der aldrig gjennem nogen af sine Sanser havde gjort nogen Erfaring angaaende lige Linjer, og man tænke sig ham pludselig stillet ved en Jærnbane, der med fuldkomment lige Linjer strakte sig ud i det Uendelige i begge Retninger. Han vilde se Skinnerne — de første lige Linjer han nogensinde havde mødt — mødes i begge Horisonter eller dog nærme sig hinanden stedse mere, og han vilde i Mangel af enhver anden Erfaring slutte, at de virkelig, naar de blot fortsattes langt nok, vilde omspænde et Rum. Erfaring alene kunde rive ham ud af Vildfarelsen. En Verden, i hvilken enhver Gjenstand var rund, alene med Undtagelse af en lige, men utilgængelig Jærnbane, vilde være en Verden, i hvilken Enhver vilde tro om to parallelle Linjer, at de vare i Stand til at indeslutte et Rum.«

Mill gav disse humoristiske Sofismer, som man næppe vilde behøve Spencers < The test of truth:^ eller Jevons' Kritik af Mill for at gjennem- skue, sit Bifald, eller rettere: han hyldede den Grundanskuelse, af hvilken de udsprang. Hvis \i kun ha\'de S\-nets Sans uden Følesansen, saa

John Stuart Mill. 2 63

vilde vi — sagde han — ikke nære nogen Tvivl om , at to eller flere Legemer kunde befinde sig paa samme Sted; saa fuldstændigt afhænge hine saakaldte aprioriske Axiomer af vore Organers og Erfaringers Beskaffenhed. .

IV.

Samtalen faldt engang paa Forholdene i Rom i de Dage. Jeg sammenlignede den religiøse Til- stand i Italien med den i Frankrig, mindede Stuart Mill om^ en Sammenstrømning af Beau- monden til en Kirke, som v^i begge havde iagttaget i Paris, og sagde: «De har i Deres « Dissertations and Discussions;^ skrevet nogle Ord, som De næppe vilde lade gjælde nu; De siger der: Man kan for de hojere Klassers Vedkommende ligesaa gjærne kalde Frankrig et buddhistisk Land som et katholsk; det Ene er ikke mere sandt end det Andet — Vil De endnu forsvare denne Sætning? ^ Han svarede: c Det var dengang sandere end det nu er; der er i vore Dage kommet en ny Reaktion, som jeg ikke kunde tænke mig MuHgheden af Jeg troede i min Ungdom ikke, at den menneskelige Aand nogensinde kunde gaa tilbage. Nu véd jeg det.» En stor Del af Skylden for denne aandeliee Reaktion tillasfde han den franske

264 Mennesker og \'ærker.

Universitctsfilosofi. Han talte med en Ringeagt, der ikke kunde undre mig, om Cousin og hans Skole. (^Ligefuldt,* sluttede han, bliver jeg ved min gamle Overbevisning, at Frankrigs Historie i den n}'ere Tid er hele Evropas Historie. >

Denne sidste Betragtningsmaade, der i Stuart Mills Skrifter overalt skinner igjennem, er efter min Mening en Ensidighed, der ret vel lader sig forklare dels ved hans Mangel paa Kjend- skab til tysk Sprog og Literatur, dels ved hans Undervurdering af de engelske Forhold, i hvilke han selvfølgelig lettest opdagede Skader og Skrøbeligheder.

Man kan mene, at han har udtalt sig altfor nedsættende om Englands Betydning og Englands nyere Historie. Men hvad man i høj Grad bør anerkjende, det er det Mod, han bestandig har udvist overfor den pirrelige Nationalfølelse hos sine Landsmænd. Saa engelsk han end er ved Udvikling og Dannelse, saa nævner han i sine Skrifter dog næsten aldrig England og engelske Forhold uden for at dadle dem, og hvor han kan finde en Lejlighed til at hæve fremmede, især franske Tilstande paa de engelskes Bekost- ning forsømmer han den aldrig. Siden Byrons og Shelleys Tid er der ikke bleven talt med en saadan Ringeagt om Englands lovpriste Konstitu-

John Stuart Mill. 365

tion, om det engelske Selskabsliv, om engelske Lyder og Laster som i Mills almenfattelige Skrifter. Gaar han end i dette Punkt øjensynligt for vidt, saa gjør dog hans Afsky for at vinde Popularitet ved at smigre Nationalforfængelig- heden ham den største Ære.

Han trodsede de nationale Fordomme om muligt endnu dristigere paa det religiøse Omraade end paa det politiske. Der findes i alle hans Skrifter ingen Linje, der kunde udlægges som en Indrømmelse til den engelske Kirke og dens Lærdomme, ingen Tvetydighed, i Kraft af hvilken han kunde tages til Indtægt af den engelske Rehgiøsitet. Og fra sin Grav talte han endnu tydeligere end i levende Live.

«Hvad Religionen angaar,» siger han i sin Selvbiografi, «fsaa tror jeg den Tid kommen, da enhver forstandig Mand, der efter alvorlig Overvejelse er kommen til den Overbevis- ning, at de gjældende Meninger ikke alene ere falske, men ogsaa skadelige, har den Pligt at gjøre sine afvigende An- skuelser bekjendte; idetmindste bør han gjøre det, hvis hans Stilling eller Navn gjør det sandsynligt, at der vil tillægges hans Mening Betydning En saadan Tilstaaelse vilde en Gang for alle gjøre Ende paa den almindelige Fordom, at hvad man meget uegenligt kalder Vantro er forbundet med en uklar Tanke eller et slet Iljærte. Verden vilde blive forbavset , hvis den erfarede , hvor mange af dens mest lysende Prydelser, af dem, som nyde den mest almindelige Udmærkelse og Agtelse paa Grund af Visdom og Godhed, der ere fuldstændig skeptiske i religiøse Spørgsmaal. Mange

^66 Mennesker og Værker.

undlade imidlertid at tilstaa deres Skepticisme, mindre af personlige Hensyn end paa Grund af en samvittighedsfuld, skjont efter min Mening aldeles urigtig Frygt for at gjøre mere Skade end Gavn ved at udtale Noget, der kunde svække den existerende Tro og, som de mene, derved tillige den existerende Sædelii^hed.

Man tager maaské ikke fejl, naar man i den franske Literaturs friere Holdning i det religiøse Sporgsmaal finder Forklaringen til en Del af den Tiltrækning, som den trods det Meget i den , der maatte være Mill fjærnt og fremmed, stadig udøvede paa ham. Han var desuden meget ung kommen til Frankrig; han fortalte mig, at han havde tilbragt sit femtende Aar der og ved den Lejlighed allerede lært det Fransk, han kunde. Da det franske Sprog var det eneste fremmede, som han talte flydende og hyppigt (om end ikke uden stæn'k engelsk Accent), da han fremdeles hele sit Liv igjennem havde stræbt at indføre franske Ideer i England og bibringe sine Landsmænd Kjærlighed til den franske Folkeaand, maatte Frankrig nødvendigvis for ham, næsten som for en indfødt Franskmand, komme til at repræsentere Evropa.

Blandt alle Franskmænd, som Mill havde kjendt, var, tror jeg, Armand Carrel ham den kjæreste; den Afhandiing, han har helliget ham, er maaské ogsaa den skjønneste og sjælfuldeste,

John Stuart Mill. 367

han har skrevet. Af den store Beundring, med hvilken han mindedes Carrel, forklarer jeg mig tildels hans heftige Uvilje mod Sainte Beuve. Aldrig kunde han tilgive Sainte-Beuve, at han der engang havde været Ven af Carrel og Med- arbejder af '< National ;) , sluttede sig til det andet Kejserdomme og lod sig vælge til Senator. Men dog vilde dette enkelte Faktum ikke være nok til at begrunde saa haarde Ord om Sainte- Beuve, som dem, Mill i min Nærværelse lod falde. Sainte-Beuve var ham imod af den samme Aarsag, paa Grund af hvilken han nærede saa levende Sympathi med Carrel. Han havde ganske vist ikke studeret ham grundigt, f. Ex. aldrig læst hans <;Port-Royab.. Men en Aand med saa retlinjede Tendenser og af saa principfast en Skarphed som Mill' s maatte fole sig frastødt af Sainte-Beuves bøjelige, efter- givende Naturel; thi Mill var en næsten mine- ralsk Karakter, stiv, kantet og fast; Sainte- Beuves Aand derimod var som en Sø: vid, blød, elastisk og af stort Omfang, men be- vægende sig i lutter smaa og ubestemt af- grænsede Bølger. Derfor var Stuart Mill som skabt til Avtoritet; hans Tone var en Befalings- mands, og selv naar han var dristigst, syntes han ved den ^lyndighed og Sikkerhed, med hvilken han fastsloe sine Resultater, at afvise

-^58 Mennesker ug Værker.

cnlu'er Modsigelse. Sainte-Beiive derimod har aldrii; sluttet sig helt og uden Forbehold til nogen Sag uden til den romantiske i sin tidlige Ungdom og til den frie Tankes i sine sidste Leveaar; han har aldrig været helt katholsk eller helt saint-simonistisk eller helt Republikaner eller helt kejserlig eller helt klassisksindet eller helt Naturalist; kun Et har han været helt: Sainte-Beuve, det vil sige Kritikeren med den feminine Sympathi og den altid lurende Skepsis. Han var af Tigerslægten, men han var ikke nogen Tiger. Han sluttede sig ikke fuldstændig til Nogen eller Noget, men han gned sig op ad Alt, og denne Gnidning fremkaldte Gnister. Stuart Mills Antipathi imod ham var Hundens Antipathi mod Katten. Det var Sainte-Beuve umuligt at skrive simpelt; han kunde ikke af- give nogen Dom uden at betinge den ved et helt System af Bisætninger; han kunde ikke udtale nogen nok saa kortfattet Ros uden at krydre den med alleslags Malice. Frankrigs efter hans Død første Kritiker sagde engang til mig: Æn rosende Sætning af Sainte-Beuve er en sand Rede fuld af Blodigler. >; Man sammen- ligne nu Stuart Mills hele Tænkemaade og Stil: hans Tanker altid stort anlagte, omspændende det Almene, uden Evne til at fastholde det Individuelle; hans Foredrag prunkløst, kunstløst,

John Stuart Mill. ^5q

nøgent som et Landskab, hvis eneste Skjonhed bestaar i de simple og vældige Terrainformer.

Paa en af de sidste Dage af mit Ophold i London drejede Samtalen med Stuart Mill sig om Forholdet mellem Literatur og Theater i England og Frankrig. Han udtalte den i nyere Tid saa hyppigt hørte Paastand, at Fransk- mændene, der i det 17de Aarhundrede have tilegnet sig de spanske, i det 1 8de Aarhundrede de engelske og i det 19de de tyske Ideer, i Grunden ikke besidde megen anden literær Originalitet end den, der hgger i Formen. Mill, der saa temmehg manglede Sansen for det egentlig Æsthetiske og der snarere elskede Ideerne i Kunsten end Kunsten for dens egen Skyld (hans Afhandling om Alfred de Vigny er et Vidnesbyrd derom), følte tilsyneladende al- deles ikke, at Franskmændenes poetiske og kunstneriske Originalitet kunde bestaa uanfægtet selv af denne (altfor stærke) Begrænsning af deres Opfindelsesevne; thi hvor F'orm og Ind- hold ere uadskillelige, dér er Oprindelighed i Formgivningen enstydig med Oprindelighed over- hovedet. L^den i Samtalen at indlade mig paa dette Synspunkt svarte jeg kun, at en Egenskab, som man plejer at bebrejde Franskmændene, deres saakaldte Overfladiskhed, kommer dem i høj Grad til Gode, naar de efterligne. Thi

24

370

Mennesker o<i Værker.

Efterligningen er kuu tilsyneladende. Med et stærkt Hang til at lade sig paavirke af alt Fremmed forbinde Franskmændene i Reglen en næsten fuldstændig Mangel paa Evne til at op- fatte det Fremmede objektivt, og derfor bliver det nationale Præg allevegne kjendeligt under et let Anstrog af fremmed Fernis. Jeg nævnte exempelvis Victor Hugo som Efterligner af Shakespeare, Alfred de Musset som Efterligner af Byron. « lovrigt, > tilføjede jeg, «vil jeg hj ærtelig gjærne indrømme de Fortrin , den engelske Poesi har forud for den franske, hvis De til Gjengjæld vil indrømme mig den franske Skuespilkunsts Overlegenhed over den engelske. » Jeg havde netop den foregaaende Aften i Adelphi- Theatret overværet en Opførelse af Moliéres «Den indbildt Syge» under Titel af ':;The robust Invalid » og, da jeg havde sét Stykket meget ofte i Paris, havt rig Lejlighed til at sammenligne den engelske Spillemaade med den franske. I London spiltes Stykket grovt, karikeret, uden ringeste Forsøg paa Karakteropfattelse. Den Syge og Tjeneste- pigen tillode sig allehaande plumpe Overdrivelser, brolede, for ret at understrege Meningen, paa den raaeste Maade, ja havde endog den P'rækhed at ende to af Akterne med en Cancan, og det medens samtidigt af engelsk Snærperi Scenerne med Klystersprojten og alle de Udtryk, der

John Stuart Mill. ^7 I

kunde saare høviske Oren, vare udeladte. ■ Ja,» sagde Mill, xTheatret er hos os sunket i For- fald. For Komediens Vedkommende ligger det maaské i, at det engelske Væsen er saa form- løst og utheatralsk, at vore Haandbevægelser er saa stive og saa faa, medens Franskmændene ogsaa i deres daglige Liv bestandig er Skue- spillere; men i tragisk Retning har vi dog store Navne at opvise. Hvem véd, om ikke i vore Dage Læsningen overhovedet vil fortrænge Theaterbesøget. ;>

Han førte Samtalen fra Theatret hen paa engelske Forfattere og omtalte med stærk Paa- skjønnelse to fra ham selv saa forskjellige Skri- benter som Dickens og Carlyle. I hvor høj Grad han end selv var Forstandsmenneske, for- stod han dog tilfulde at vurdere baade Digteren med det store, varme Hjærte og Historikeren med den springende, synske Fantasi. Dickens var dengang lige død; jeg havde i hine Dage netop staaet i We5tmin.ster-Abbediet ved det Sted, hvor hans Lig var sænket ned. Denne ene Grav var bedækket med levende Roser, medens rundt omkring tunge, kolde Stenmonu- menter dækkede alle de andre Grave; det virkede som et Symbol. Jeg meddelte Mill dette mit Lidtryk, og han talte med Beklagelse om, at han aldrig havde kjendt Dickens personligt og

24*

•272 Mennesker og Værker.

kun gjcnnem Andre \-idstc , h\or sjælden han o^ijsaa som Menneske havde været.

De sidste Ord, vi vexlede, drejede sig om den nærforestaaende t}'sk- franske Krig, som Mill med mørke Anelser saa imøde. Han betragtede den som en Ulykke for den hele evropæiske Kultur, ja for den hele Menneskehed.

Jeg saa ham længe ind i hans dybe, blaa Øjne, inden jeg kunde overvinde mig til at sige ham Farvel for sidste Gang. Jeg vilde forsøge at indprente mig dette alvorlige og strænge, men tillige saa dristige Blik , der endnu hos Oldingen var saa frisk som en Ynglings. Jeg vilde gjærne gjøre mig det umuligt at glemme den egne Storhed, som hvilede over Mandens Skikkelse og prægede hans Ord. Det har Be- tydning for Opfattelsen af en Skribents Karakter, i hvad Forhold Indtrykket af hans Menneske- væsen staar til Indtrykket af hans Væsen som Forfatter. Jeg har ikke kjendt nogen Mand, hos hvem disse to Indtryk saa fuldstændig dækkede hinanden som hos Mill. Jeg har ikke fundet nogen Egenskab hos ham som Forfatter, der ikke kunde gjenfindes hos ham i personlig Omgang, og jeg har fundet hans forskjellige Egenskaber i begge Sfærer overordnede og underordnede hinanden paa samme Maade. Der gives Skribenter, hos hvilke en bestemt Egen-

John Stuart Mill. -^j-^

skab som f. Ex. Filanthropi eller Vid eller Værdighed spille en større Rolle, naar de skrive, end ellers i deres Liv, andre, i hvis Skrifter Egenskaber som Humor eller fri Menneskelighed, der i Privatlivet gjore dem elskværdige , ikke er at spore. De fleste staa langt tilbage for deres Boger. Hos Stuart Mill fandtes ingen Ulighed af denne Art ; thi han var Sanddruheden selv og han havde Intet at dølge.

Der forekommer i Mills Selvbiografi en lille Begivenhed, der giver En ^Nlaalestokken for denne Sanddruhed. Jeg tænker paa den Situation, da Mill som Kandidat til Underhuset paa et af lutter Arbejdere bestaaende Vælgermode blev adspurgt, om han havde skrevet og ofifenliggjort den Sætning, at de arbejdende Klasser i Eng- • land i endnu i Almindelighed var løgnagtige og strax besvarte Sporgsmaalet med det korte '}a» (> I did \ Næppe,-) tilføjer han, havde jeg udtalt disse Ord, før et voldsomt Bifald rungede igjennem Forsamlingen. Arbejderne vare aaben- bart saa vante til at faa tvetydige og undvigende Svar af dem, der søgte deres Stemmer, at de, naar de i Steden derfor fik en ligefrem Til- staaelse af Noget, der var dem ubehageligt, langt fra at blive fornærmede derover, strax sluttede, at dette var en Mand, de kunde have Tillid til.» Mill giver den beskedneste Tydning

^-1 Mennesker og Værker.

af det, som skete. ^len Læseren aner, hvilken Sandhedskj ærlighedens Glorie, der i hint Øjeblik maatte omstraale Den, hvem Mænd der vare forvænte ved Demagogernes Smigrerier lønnede for en Bcsk)'ldning, der gik ud paa gjennem- gaaende Løgnagtighed, med en saadan Bifalds- storm. Ogsaa i det daglige Liv var der om Mill hin usynlige Nimbus af den høje Sandheds- kjærlighed. Fra hans hele Væsen udstraalede Renheden af hans Karakter. Man maa tænke til- bage paa Oldtidens ædleste filosofiske Karakterer, paa Marcus Aurelius og hans Lige, hvis han ellers har sin Lige, for at finde en Parallel til Stuart Mill. Han var lige sand og lige stor, om han i et verdensberømt \"ærk henvendte sig med modent overvejede Tanker til en Læsekreds, der var udbredt over hele Jordkloden, eller om han i sit Hjem, uden nogensinde at lade sin Overlegenhed føles, henkastede en tilfældig Ytring til en fremmed Gjæst.

ERNEST REXAN.

(1872— Si).

Uet var ikke min Hensigt at besoge Renan, da jeg tilbragte Ivlaanederne April til September 1870 i Paris; jeg har altid havt en sand Rædsel for at trænge mig ind hos berømte ]\Iænd og berøve dem deres Tid under Paaskud af at ville bevidne dem min Beundring. Alen da Taine, Renan s nærmeste Ven, den ene Gang efter den anden opfordrede mig til at hilse paa «sin Ven, Filologen:;, tog jeg Mod til mig og indfandt mig en Dag, forsynet med et Anbefalingsbrev fra Taine, paa den tredje Sal i et Hus i Rue de Vannes, hvor Renan boede. Hans Bopæl var simpel. Siden hans Lærestol i Hebraisk blev ham frataget, havde han været uden al fast Indtægt, og kun hans første populære Skrift havde været indbringende.

Efter Renans Værker havde jeg forestilt

•jr^ Mennesker og Værker.

mii^ ham omtrent som en finere Jules Simon, filantliropisk, mild, med Hovedet lidt paa Skraa- jeg fandt ham bestemt, kortfattet og kjæk i sine Ytringer, afgjorende i sin Tone; han havde vel noget af den Lærdes Generthed, men mere af Verdensmandens Sikkerhed og Overlegenhed. Renan var dengang 47 Aar gammel. Jeg saa ved Arbejdsbordet en ikke høj, bredskuldret, noget bøjet Skikkelse med et svært, stort Hoved. Ansigtet var glatraget og mindede om, at Renan fra forst af havde været bestemt til Gejstlig; Trækkene vare grove. Huden uren; dybtskucnde, blaa Øjne, hvis Blik kun af og til rettedes paa En; en klog, ogsaa i sin Taushed talende Mund. Om det uskjønne men tiltrækkende Ansigt med sit Udtryk af høj Forstand og anstrengt Flid laa glat det lange, brune, ved Tindingerne hvid- lige Haar. Hans Person erindrede mig om en Sætning af ham selv: La science est roturiére.

I.

I helt unge Aar havde jeg følt mig fra- stødt af Renans Værker; han er overhovedet ingen Forfatter for Ungdommen. Hans ^<Jesu Liv , der forst kom mig i Hænde, er de.suden maaské hans svageste Arbejde; hans Sentimen- talitet, en her undertiden paa forstyrrende Maade

Ernest Renan. ^/T

fremtrædende Salvelse, denne sidste Levning af en præstelig Opdragelse, alt det, der maatte forekomme en Yngling enten blødagtigt eller uægte, hindrede mig i retfærdig Vurdering af hans store Forfatteregenskaber. Hint første Ind- tryk havde senere tabt sig; den smukke Samling « Etudes d'histoire religieuse > havde aabnet mine Øjne for den næsten kvindelige Finfølelse hos ham, der kun for en ungdommelig og endnu ikke smidig Aand- som min eller for en revolutionær og utaalmodig Ungdom som Italiens i vore Dage kan tage sig ud som noget Umandigt, og jeg fandt det ganske naturligt, at han, som man med Rette har kaldt 'den Sagtmodigste af de Dristige » jkke uden Vemod havde udtalt sig om sin Stilling som Undtagelse: <sDen værste af de Kvaler, med hvilke den Mand, der har kæmpet sig igjennem til et Liv i Reflexionen, bøder for sin særegne Situation, er den, at se sig udelukket af den store religiøse Familie, der omslutter saa mange af Jordens bedste Sjæle, og at blive betragtet som et fordær\^et Menneske af Væsener, med hvilke han helst vilde leve i aandelig Forening. Man maa være meget sikker paa sig selv for ikke at rystes, naar Kvinderne og Børnene folde deres Hænder og sige til En: «0 tro som vi!»

Jeg havde dog taget ganske fejl i den For-

T^yS Mennesker og Værker.

modning, at Noget af denne elegiske Tone klang igjennem i Renans daglige Udtryksmaade. Grundtrækket i hans Tale var en fuldstændig Aandsfrihed, det geniale Verdensbarns storartede Flothed. Nerv^en i hans Ord var en saa ube- grænset Foragt for Hoben, som jeg aldrig før havde truttet hos Nogen, der hverken røbede Bit- terhed eller Menneskehad. xAUerede den første Gang, jeg talte med ham, førte han Samtalen hen paa den menneskelige Dumhed; han sagde, øjensynligt for at meddele den yngre Commilito Sindsro under Livets kommende Storme: c De fleste Mennesker er slet ikke Mennesker, men Aber ; dog han sagde det uden Vrede. Gé- ruzez's Ord faldt mig ind: L'åge mur méprise avec tolerance. Man sporer denne rolige For- agt i hans Fortaler; den fik flere Aar senere et digterisk Udtryk i hans Fortsættelse af Shake- speare's <•< Stormen »; men i sin Afhandling om Lamennais har han formelig defineret den. Han skriver her: «Der findes hos Lamennais altfor megen Vrede og ikke nok Foragt. De literære Konsekvenser af denne Fejl ere meget alvorlige. Weden medfører Deklamation, Plumphed, ja ofte grove Injurier. Foragten derimod frem- bringer næsten altid en fin og værdig Stil. Vreden trænger til at føle sig delt. Foragten er en fin og gjennemtrængende Vellyst, der

Ernest Renan. 3JQ

ikke behover Andres Deltagelse; den er diskret, sig selv nok.:^

Der var i Renans Alaade at tale paa et vist Sving, noget Livligt og Overstrømmende, som maa findes hos Den, hvem Franskmændene skulle betegne som « charmante i Omgang og Samtale, en Ros, der i Paris stadig bliver Renan til Del. Af det Højtidelige, som hans Stil ofte har, var der i hans mundtlige Form intet Spor. Han havde slet intet Præsteagtigt ved sig og slet Intet af den Pathos, man kunde vente at finde hos en Mart)T for den frie Tanke. Han indledede gjerne en Indvending med sit Ynd- Hngsudbrud Diable! og var saa langt fra at være bitter eller klagende, at der snarere var noget Muntert ved hans olympiske Ligevægt. Hvem der kj endte de barnagtigt hadefulde An- greb, for hvilke han fra de Orthodoxes Side daglig var udsat og hvem der som jeg i Veuil- lots journalistiske Kreds havde været Vidne til, hvorledes man vaklede imellem de to Alter- nativer, om Hængning eller Skydning var den retfærdige Straf for hans Kjætteri, maatte na- turligt komme til at spørge, om Renan ikke havde døjet ret meget Ondt for sine Meninger. «Jeg!», lød Svaret, ikke det Ringeste. Jeg omgaas ingen Katholiker, jeg kj ender i Alt kun én; vi har nemhg én i Académie des in-

So Mennesker og Værker.

scriptions og vi er meget gode Venner. De Prædikener, der holdes imod mig, horer jeg ikke; de Brochurer, der skrives imod mig, læser jeg ikke. Hvad Skade skulde de da gjøre mig?v Efter Renans Anskuelse vilde de troende Katholiker i Frankrig udgjore omtrent en Femte- del af Befolkningen , og han mente , at disse var langt mere fanatiske end de katholske Or- thodoxe andensteds, fordi Katholicismen i Spa- nien og Italien næsten er at betragte som en Vanesag, medens den i Frankrig ophidses ved den intelligente Opposition.

Jeg fandt i Juni 1870 Renan meget op- muntret ved Begivenhederne i Rom. < Man burde oprejse Pius IX en Statue », sagde han, det er en overordenlig Mand. Siden Luther har ingen gjort den religiøse Frihed saa store Tjenester som han. Han har bragt Sagerne tre hundrede Aar frem i Tiden. Uden ham kunde Katholi- cismen godt endnu tre hundrede Aar have holdt sig uforandret med sit Spindelvæv og sit tykke Støv i det indelukkede Rum. Nu lufter vi ud og alle Mennesker ser, at der ikke er Noget derinde. Han havde næret den Frygt, at man under Forhandlingerne om Pavens Ufejlbarhed endnu i sidste Øjeblik vilde være kommet over- ens om at afslutte et eller andet Kompromis, i Kraft af hvilket den nye Afgjørelse kun var til-

Ernest Renan. ^Sl

syneladende og Alt faktisk blev det som van men denne Mulighed var netop i hine Dage forsvunden, og det lod sig forudse, at man ikke vilde sky nogen Konsekvens, ikke engang det Re- sultat, Renan antog for nødvendigt forestaaende, nemlig at man kom til at frembringe en ligesaa stor AdspHttelse indenfor Katholicismen som den, i hvilken Protestantismen befinder sig. Det har vist sig, at den katholske Kirkes Politik var rigtigere end dens Modstandere i første Øjeblik mente. Den indtraadte Spaltning har hverken været dyb eller betydelig, og til en Sonder- sphttelse, der kun tilnærmelsesvis lod sigsammen- hgne med Sektvæsenet indenfor Protestantismen, er ikke den ringeste Udsigt tilstede. Renan, der tænkte mest paa Frankrig, haabede imidlertid især, at det franske Bourgeoisie, der siden Fe- bruarrevolutionen havde kastet sig helt i Armene paa Kirken og som med stor Ængstelse havde været Vidne til Pavemagtens seneste kultur- fjendske Optræden, endelig vilde faa Øjnene op. I den smukke og dygtige Romian -Ladislaus Bolski » har Victor Cherbuliez drevet en mild Spot med visse af Renans Yndlingstheorier, idet han har lagt Heltens godlidende, men til Handling ganske uskikkede Hovmester de Renanske Lærdomme i Munden om Sandhedens fine og delikate Xatur og om den derpaa beroende Nødvendighed af

■582 Mennesker og Værker.

at nærme sig den med den yderste Agtpaa- givenhed og Omsigt til alle Sider, hvis man ikke vil gribe ved Siden af den. George Ri- chardet tror som Renan, at det overalt kommer an paa en Afskygning , at Sandheden ikke simpelthen er hvid eller sort men en Afskygning af disse Farver, og han strander paa, at man ikke kan handle i Afskygninger. George Ri- chardet vil i sit Liv virkeliggjøre den Tanke, som Renan et Steds blandt mange har udtrykt saaledes: Man kunde lige saa gjærne forsøge at ramme et vinget Insekt med en Kolle, som man kan indbilde sig med Syllogismens plumpe Kloer at kunne slaa ned paa Sandheden i en Aands- videnskab. Logiken griber ikke Afskygningerne; men de Sandheder, der ere af moralsk Natur, bero helt og holdent paa Nuancer. Det nytter derfor ikke at styrte sig løs paa Sandheden med et Vildsvins plumpe Voldsomhed, thi den flyg- tige og lette Sandhed undslipper, og man spilder kun sin Møje.. Enhver, der er fortrolig med Renans Forfattervirksomhed, vil vide, hvor nøje han holder sig denne sin Lære efterrettelig, naar han skriver. Men naar han taler, hvor ere da hans kjære Nuancer! Medens Taine, der i sine Skrifter er saa djærv, i sin Samtale alene ledes af de strængeste Retfærdigheds- og Billig- heds-Hensyn, uophørligt modererer og dæmper,

Ernest Renan. ^83

gaar Renan, naar han taler, til Yderligheder, og er da alt Andet end Afskygningens Ridder. Kun i ét Punkt vare de lige stærke i deres Udtryk. Det var, naar Samtalen faldt paa hin spirituali- stiske Filosofi i Frankrig, der har søgt sin Styrke i en øm Alliance med Kirken og i sin For- fremmelse til officiel Statsfilosofi, denne Lære, der oprindelig vandt Familiefædrenes Hj ærter ved at føre Dyd og Dogmer i sit Skjold og som istedenfor Opdagelsen af nye Sandheder lovede og forkyndte hele Landets Forsyning med gode Sæder som Frugt af Skolens videnskabelige Granskning. Den havde dengang endnu alle Lærestole i Frankrig inde. I Sorbonne repræsenteredes den af Janet og Caro, af hvilke Janet som den uden al Sammenligning finere og smagfuldere Aand stræbte at forstaa Modstanderne og vise dem Retfærdighed, desuden lod Hens}'net til Stats- kirken ganske falde, medens Caro (Bellac i Sardou's «Le monde, ou l'on s'ennuie») som ægte Middelmaadighed med præstehge Arm- bevægelser og kraftige Dunk mod sin brede Brystkasse tilkæmpede sig Tilhørernes Bifalds- klap ved Appeller til Viljens Frihed og Troen paa Gud. For Renan, der dog i saa elegant et Essay har behandlet Cousin som Taler og Skri- bent, var den hele eklektiske Filosofi privat kun « officiel Suppe ^ «Pattebarnsmad>>, « Middel-

-^34 Mennesker og Værker.

maadighedernes Produkt, bcrcL^nct paa Middel- niaadigheden.» Ja saa haardnakket var han i dette Punkt, at han, Nuancernes Talsmand, aldrig vilde lade sig afdisputere den Anskuelse, at Spiritualismen var ubetinget falsk. For Taine derimod nærede han en Beundring, der grænsede til det Lidenskabelige; han sagde: « Taine, c'est l'homme du vrai, c'est l'amour de la vérité méme.« Trods deres Naturers iøjne- faldende P'^orskjellighed — Taine' s Stil har en kold Voldsomhed, Renan's strømmer mildt som Vers af Lamartine — erklærede Renan sig i alle Hovedspørgsmaal for enig med sin Ven. Og da jeg en Dag bragte et i Paris paa hin Tid hyppigt drøftet Æmne paa Bane, det Spørgs- maal, hvor vidt den almindelige Stemning havde Ret, der bestandig klagede over Frankrigs aande- lige Décadence, kom Renan bl. A. paany tilbage til Taine og udbrød: « Décadence! Hvad vil det sige? Alt er relativt. Er Taine f. Ex. ikke større end Cousin og Villemain tilsammen? Der er megen Aand i Frankrig endnu, > og han gjentog den ene Gang efter den anden disse Ord: «I1 y a beaucoup d'esprit en France.»

Som de fleste dannede Franskmænd næ- rede Renan en næsten ærefrygtsfuld Beundring for George Sand. Denne udmærkede Kvinde havde formaaet at udstrække sit Herredømme

Ernest Renaii. ^8

over den yngre Generation i Frankrig uden derfor at blive sine Ungdomsidealer utro. En Idealist som Renan vandt hun ved sin Idealisme, en Naturalist som Taine ved sit Væsens hemmelig- hedsfulde Naturmagt, den yngre Dumas, om hvem man skulde tro, at George Sand' s Helte og Helt- inder, over hvilke hans Dramer tidt levere en bitter Kritik, maatte være ham særligt imod, var maaské af alle de efterromantiske Forfattere den, der personligt stod hende nærmest. Dumas" Begejstring for George Sand var imidlertid kun en Folge af hans literære Modtagelighed over- hovedet, Renans Enthousiasme var af dybere Art. Ligesaa stærkt, som han maa hade Bé- ranger, i hvem han ser Personifikationen af alt det Frivole og Prosaiske i den franske Folke- karakter og hvis filistrøse -Dieu des bonnes gen3» er ham, den Herderske, pantheistiske Tænker og Drømmer en Torn i Øjet, ligesaa livlig en Sympathi maa han naturnødvendigt nære for «Lélia»'s, Spiridion 's og saa mange andre sværmeriske Skrifters Forfatterinde.

Trods Vidden af Renans Synskreds er han i sin literære Forkjærlighed og Uvilje ikke uden national Bornerthed. Han havde i en Samtale om England aldeles intet Godt at sige om Dickens; end ikke til BiUighed lod han sig stemme: Dickens' fordringsfulde Stil,^> sagde

25

S6 Mennesker og Værker.

han, <gjor paa mig samme Virkning som Stilen i en Provins- Avis. ■> Hans bekj endte, skj ærende uretfærdige Artikel om Feuerbach forbavser mindre, naar man horer, indtil hvilken Grad Dickens' Mangler bringe ham til at overse hans Fortrin. Det er den samme, til det Sygelige udviklede Sans for en klassisk og tempereret Udtr\'ksmaade, der stoder Renan tilbage fra de humoristiske, om Shakespeares Clowner min- dende Snurrigheder i Dickens' Stil og fra Feuer- bach's lidenskabelige og hensynsløse Form; Englænderens geniale Maniererthed forekommer ham provinsiel. Tyskerens Tordnen og Lynen, Ophidselse og Udraab synes ham at have en Slags tobaksagtig Bismag af den tyske Studenter- Atheismes Pedanteri. Han er i sin literære Smag Romaner og Pariser, klassisk og dæmpet.

II.

Renan stod i Forsommeren 1870 i Begreb med at tiltræde en Rejse til Spitzbergen i Følge med Prins Napoleon. Kort for denne Rejse talte han en Dag om Politik. De kan lære Kejseren fuldstændig at kjende af hans Skrifter, » sagde han."'') <Han er en Journalist paa Tronen,

*) Anatole Leroy-Beaulieu har senere gjort et vellykket Forsøg paa at karakterisere ham ud fra dette Grundlag.

Ernest Renaiio

387

en Publicist, der altid udspørger den offen- lige Mening. Da hans hele Magt afhænger af den, behøver han trods sin Inferioritet mere Kunst end Bismarck, der kan sætte sig ud over næsten Alt. Endnu er han kun legemligt, ikke aandeligt svækket, men han er bleven yderst forsigtig (extrémement cauteleux) og har en Mis- tillid til sig selv, som han tidligere ikke kjendte. Renan bedømte Napoleon III omtrent som Sainte- Beuve gjor det i det bekj endte Brudst\*kke om « Cæsars Liv», der udkom efter hans Dod, og i hvilket han karakteriserer Cæsarerne af anden Klasse >, dem, der ere -fodte i Purpuret eller ved Siden af Purpuret » og ved hvilke der er -noget Pinligt, Udarbejdet og ligesom Fa- brikeret ) . Ollivier, der i hine Dage spillede sin korte Rolle som quasi-constitutionel Forste- minister, og hvem Renan meget længe havde kjendt , bedømte han med Strænghed. Han sagde: '<Han og Kejseren passe fortræffeligt for hinanden, de ere aandeligt talt i Familie sammen, de har samm.e Slags ærgjærrig Mystik, de er saa at sige besvogrede gjennem Chimæren.» Allerede i xA.aret 185 1 havde Ollivier ofte sagt til Renan: -Saasnart jeg kommer til Magten, saasnart jeg bliver Førsteminister . . . .»

Naar jeg nu under disse Samtaler fremkom med min simple politiske Grundtanke, Nød-

2 83 Mennesker og Værker.

vcndigheden aftvungen, gratis eller yderst billig Undervisning i Frankrig, en Tanke, som jeg overalt havde Anledning til at forsvare, da den overalt blev behandlet som en Urimelighed eller som en gammel Grille, man længst var kommen ud over, saa var Renan efter min Forestilling saa paradox, at jeg tidt næppe kunde tro paa hans Alvor. Hans Argumenter have især Inter- esse, fordi man allevegne kunde høre lignende fremsatte af Frankrigs fremragende Mænd under det andet Kejserdømme, kun i anden Form. Renan paastod for det Første, at tvungen Under- visning var et Tyranni. «]eg har selv,>/ sagde han, «et lille Barn, .som er Krøbling. Hvor tyrannisk at ville tage det fra mig for at under- vise det. Jeg indvendte, at der gaves Und- tagelser ved Loven. <^(Saa vilde Ingen sende Børnene i Skole,.- svarede han. <^De kjender ikke vore franske Bønder; de vilde aldrig be- k}-mre sig derom. Lad dem dyrke deres Jord og betale deres Skatter, eller giv dem et Gevær i Haanden og et Tornyster paa Ryggen, og de ere de bedste Soldater af Verden. Men hvad der passer for den ene Race passer ikke for den anden. Frankrig er ikke et Land som Skotland eller Skandinavien; de puritanske og germaniske Sædvaner pa.sse ikke her. Frankrig er f. Ex. ikke noijet relidøst Land , og ethvert

Ernest Renan. 389

Forsog paa at gjøre det dertil vil strande. Det er et Land, som frembringer to Ting: hvad der er stort og hvad der er fint (du grand et du fin). Den respektable Middelmaadighed vil aldrig findes her. I disse to Ord indbefattes Befolkningens ideale Trang, forresten vil den kun Et: more sig, gjennem Fornøjelser fole, at den lever. Og endelig, tro mig, det er min faste Overbevisning, at den elementære Under- visning ligefrem er et Onde. Hvad er et Men- neske, der kan læse og skrive, jeg mener et Menneske, der ikke kan Andet end læse og skriver Et Dyr, et dumt og indbildsk Dyr. Giv Menneskene 15 til 20 Aars Undervisning, hvis De kan, eller Ingenting! Hvad der ligger imellem er saa langtfra at gjøre dem klogere, at det kun fordærver deres elskværdige Naturlig- hed, deres Instinkt, deres medfødte sunde For- nuft og gjør dem utaalelige. Er noget værre end at regeres af Seminarister? Den eneste Aar- sag, hvorfor vi nu ere nødte til at sysle med alle disse Spørgsmaal, det er, fordi denne Flok Gadedrenge (ce tas de gamins~ i sin Tid paa- tvang os den almindelige Stemmeret. Xej, lad os være enige om, at kun hos den højt Dannede er Dannelsen et Gode, men at de Halvdannede kun kunne betragtes som unyttige og indbildske Abekatte.) Jeg talte om Decentralisation, om

390

Mennesker oc: \'ærker.

at hæve L}on. L>'on,> udbrød han i fuldt Alvor, man vil dog for Himlens Skyld aldrig falde paa at gjore Provinsbyerne til aandelige Midtpunkter; de kom lige strax under Bisperne. ■ «Nej,-'> føjede han med pudsig Overbevisning til, «i Lyon \il man aldrig gjore Andet end Dumheder.?^ Man vil efter disse Ytringer af den Mand i Frankrig, der mere end nogen anden har kæmpet for en Forbedring af Under- visningsvæsenet for de højere Skolers og Universi- teternes Vedkommende, maaské bedre forstaa, hvorfor i Frankrig de Liberales Ligegyldighed har gaaet Haand i Haand med den katholske Gejstligheds Lidenskabelighed, naar Talen var om ved Lov at bode paa den Uvidenhed hos de lavere Klasser, der senere har vist sig saa farlig for Landets ydre og indre Sikkerhed. Den gamle Philaréte Chasles , der dog sandelig var alt Andet end Chauvinist, gjorde sig en Aften i- Maj Maaned 1870 til den Grad lystig over min Tro paa den t\ungne Undervisnings gjenfødende Kraft, at han kaldte den mit Re- valenta arabica, og paastod, jeg indbildte mig, at man ved at indfore den vilde gjore hele Menneskeslægten lykkehg for alle Tider. Ogsaa han spurgte mig, om jeg ikke troede, at Bøn- derne vare tilstrækkeligt gode Familiefædre og tilstrækkeligt gode Soldater uden den. Krigen

Ernest Renan.

391

lærte snart disse Mænd, at det er en hidtil ikke nok paaag-tet Styrke hos en Soldat, at han kan læse og skrive. Mærkværdigt var det imidlertid at se, hvorledes Ideer, der skulde synes ude- lukkende at maatte tilhøre den katholske Gejst- lighed, som f. Ex. denne Idé om den absolute Skadelighed af ufuldstændig Kundskab, efter- haanden havde kunnet vinde en saadan Avtoritet i et af Katholicismen længe paavirket Land, at de under en lille Formforandring beherskede selv den katholske Tros mest udpegede og mest afgjorte Modstandere.

En anden, ligesaa interessant Anvendelse af den Renan'ske Lære: at hvad der var godt for Tyskland eller Norden ikke derfor duede for Frankrig, hørte jeg en Dag i Renans Fraværelse paa hans Landsted i Sévres. Samtalen faldt paa det franske Konveniensægteskab, og hans tyskfødte Hustru, en Datter af Maleren Henri Scheffer, der imidlertid var ganske gjennem- trængt af Renans Ideer, forsvarede den franske Maade at stifte Ægteskabet paa, i Kraft af en Aftale mellem Frieren og Forældrene og efter ganske faa, obligate Besøg, -^c Denne I\Iaade at gifte sig paa,» sagde hun, <; vilde ikke existere, ifald den ikke havde sin Aarsag. Jeg selv, som er tysk, har ikke giftet mig paa den Manér, skjønt vi levede i Frankrig. Hver Gang, man

392

Mennesker oc: Værker.

foreslog m'vj^ at tage en Frier i Øjesyn, erklærede jeg altid, at jeg slet ikke vilde se ham. Blot det, at han var en Frier, var nok til at gjore ham afskyelig i mine Øjne. Jeg har ogsaa kjendt min Mand mange Aar for vort Bryllup. Men hvem kan indvende Noget, naar man ser, som jeg har sét det med saamange af vore Venner (og hun nævnte Den og Den), at man er bleven forestilt for hinanden en Uge for Brylluppet, og at Ægteskabet er blevet lykkeligt og tilfreds- stillende for begge Parter !»

Da jeg i disse Ord halvvejs saa' en Udflugt for ikke at maatte fælde Dom over nære Venners Forhold, halvvejs et S}'mptom paa den franske Tilbøjelighed til at gjore enhver Nationalejen- dommelighed, hvor uheldig den end er, til en uforanderlig og som saadan dyrebar Folke- eller Race -Egenskab, lagde Taine, hos hvem jeg ved Frokostbordet ytrede mi^ i denne Retnins^, pludseligt sin Haand paa Hovedet af sin lille Datter, et Barn paa 2 Aar, og udbrød: «Saa De vil, at jeg skulde give min lille Pige til det første det bedste Mandfolk, der uden at hen- vende sig til os, hendes Forældre, kunde tilsnige sig hendes Hjærte. Husk dog paa, hvor stor en ung Piges Uerfarenhed er, og glem dog ikke, hvorledes den virkelige Verden ser ud , hvilke Kjæltringer der gives, hvilken Fortid, hvilke

Ernest Renan. 3Q2

Sygdomme, hvilke bestialske Tilbøjeligheder en ung Mand kan have, Egenskaber, som en Faders Øje aner, men som en ung Piges uskyldige Sind hverken kan eller bor kunne tænke sig Tilstede- værelsen af. Verden er en Fjende. Skulde jeg ikke efter Evne forsvare min lille Pige mod Fjenden? Naar der da engang om en femten Aar melder sig Friere til hende, saa ville vi, hvis vi leve, bære os saaledes ad: vi ville ud- skille dem, som ikke kunne komme i Betragt- ning, enten paa Grund af deres Forhold eller paa Grund af moralske og f3'siske Skrøbeligheder, vi ville foretage en Sigtning (triage), og vi til- lade da iovri^, som alle Forældre, den uncre

o ' 'O

Pig;e at vælcre, som hun vil.» Som Forudsæt- ning for hele denne Betragtningsmaade maa man have den unge Piges afspærrede Opdra- gelse i Klostret eller Pensionen i Erindring. Ud fra denne, selv naar alt Hensyn tages til de sydian ske Nationers større Fyrighed og Sanse- lighed, urimelige Forudsætning bliver maaske Konsekvensen fornuftig.

III.

Jeg opholdt mig i London ved Krigens Udbrud. Da jeg havde den Lykke der at om- gaas nogle upartiske Mænd med stort politisk

^QA Mennesker og Værker.

lilik, anede jeg tidligere end mine franske Be- kj endte al den Ulykke, Krigen vilde bringe over r^rankrig. Ved min Tilbagekomst til Paris var man der fuld af Haab og Tillid, ja man lagde endog som bekjendt et Overmod for Dagen, der maatte paavirke enhver Fremmed uhyggeligt. Dette Overmod deltes dog ingenlunde af Viden- skabsmændene. Endnu var det ikke kommet til noget Slag; men allerede Efterretningen om PrévostJ^aradol's Selvmord i Nord-Amerika havde fyldt Enhver, der kjendte ham og vidste, hvor noje Frankrigs Forberedelser og Hjælpekilder vare Forfatteren til ^La France nouvelle» be- kjendte, med de pinligste Forudfølelser. Thi Ingen betvivlede, at han havde dræbt sig med fuld Bevidsthed og med fuldt Forsæt, om han end forud havde havt et Feberanfald. At han ikke simpelthen tog sin Afsked som Gesandt, havde, synes det, sin Grund i, at han var altfor stolt til nogensinde at indrømme, at han havde taget fejl^ han gjorde det end ikke i en Disput, og nu havde han gjort den tredobbelte Fejl: at tro paa Oprigtigheden af Kejserens konstitutionelle Tendenser, at ansøge om Posten som Afsending i Washington, og endelig ikke at nedlægge sin Post strax efter at den hæslige Komedie, den almindelige Afstemning i Maj, havde vist, hvad Kejserens konstitutionelle Sinde-

Ernest Renan.

395

lag betød. Nu kom Krigserklæringen, der syntes ham Et med Frankrigs Undergang, og han foretrak da Døden for en Stilling, i hvilken han ikke kunde forblive, og ud af hvilken han ikke kunde gaa uden en Ydmygelse, der var ham værre end Døden. Men dette ensomme Pistol- skud, der lod over Oceanet som Signalskuddet til de mange Hundredetusinder af rædselsfulde Salver, rystede alle Prévost-Paradol's Ungdoms- venner og Kammerater. Taine, der havde gjort en kort Rejse i Tyskland for at indsamle Ma- teriale til en Afhandling om Schiller, som Krigen afbrød, var smerteligt bevæget ved Tanken om den udbrydende Krig. '<Jeg kommer fra Tysk- land;^, sagde han, «og har talt med saa mange brave, arbejdende Mænd. Naar jeg betænker, hvad Møje det koster at fode et Menneske til \^erden, at pleje det, at opdrage det, at under- vise og udruste det, betænker, hvor megen Kamp og Besvær det dernæst selv maa udstaa for at gjøre sig rede til Livet, og naar jeg saa over\'ejer, at Alt dette skal kastes i en Grav som en Bunke blodigt Kjød, hvor kan jeg da Andet end sorge ! i\Ied to Regenter af Louis Philippes Art kunde Krigen sikkert være und- gaaet, men med to stridbare Mænd som Bis- marck og Napoleon i Spidsen var den ganske vist nødvendig. ■ Han var dengang den første

2q6 Mennesker og Værker.

Franskmand, hvem jeg- hortc tage Muligheden af en Overlegenhed paa preussisk Side i Be-

Saa kom Slag i Slag de første Efterretninger om store Nederlag, kun strax efter Budskabet om Slaget ved Weissenburg afbrudte ved falske Sejersr}'gter. Mork og sorgelig var Stadens Stemning i de Dage, da Proklamationerne paa Gadehjørnerne talte om tabte Slag og adsplit- tede Hære, men frygteligere endnu var Stem- ningen i Paris hin 6te Avgust, da den første Halvdel af Dagen gik hen i vild Sejersrus, den anden Halvdel i skamfuld Afspændthed — hvor stor vilde Beskjæmmelsen først have været, ifald man havde havt en Anelse om det i de samme Timer leverede Slag ved Worth ! Da tidligt om Morgenen P^fterretningen om en stor vunden Sejr udbredte sig i Paris, bedækkedes hele Staden med Faner: alle Folk gik med smaa trefarvede Flag paa Hatten ; selv Hestene havde smaa Flag i Panden. Jeg sad foran en Kafé ligeoverfor Hotel de Ville og betragtede de med Hundreder af Faner smykkede Huse paa Pladsen, da der pludselig i det aabne Vindve paa et Hus i Nærheden viste sig en Haand, der trak en udstukken Fane ind. Jeg vil aldrig kunne glemme denne Haand og dens Bevægelse. Saa ringe Begivenheden end var, fik den mig til at

Ernest Renan.

397

studse, thi denne Haand havde noget saa Sorg- modigt, saa skuffet i sin Bevægelse, at jeg oje- bhkkehg fik den Tanke: Sejersbudskabet maa være falsk! . . . Snart viste sig rundtomkring i Vindverne Hænder, der trak Faner ind, oe efter et Kvarters Forløb, var Pladsens hele Flagsmykke som pustet bort. Hvor Husene saa nogne udi En Proklamation fra Regeringen havde lige er- klæret «at der idag aldeles ikke forlod Efter- retninger fra Krigsskuepladsen og at Politiet var paa Spor efter Udbrederne af falske Meddelelser for at disse kunde modtage den strengeste Straf, . Udbrederne af falske Meddelelser! Som om ikke den hungrende Indbildningskraft og den smægtende Længsel vare de eneste Skyldigel

Omtrent en Uge senere, den I2te August, mødte jeg Renan paa Gaden. Han \'ar kommen hjem før den berammede Tid. Han tog min Haand og trykkede den mellem begge sine. Jeg havde aldrig set ham saa bevæget. Derpaa tog han mm Arm, og gik en Times Tid med mig Gade op, Gade ned. Han var fortvivlet, dette trivielle Ord er det eneste passende. Han var ude af sig selv af Forbitrelse. <; Aldrig, sagde han, er et ulykkeligt Folk blevet regeret af Imbeciler som dette. ^lan skulde tro, at Kejseren havde havt et Anfald af Vanvid; men han er omgivet af de mest foragtelige Smigrere;

^q8 Mennesker og Værker.

jeg kjendcr hoje Officerer, som fuldkomment vel v^idste, at Preussernes Kanoner langt overgik vore lovpriste Mitrailleuser, men som ikke vovede at sige det til Kejseren, fordi han selv havde beskjæftiget sig med disse Sager og selv tegnet lidt paa Planerne, hvad i det officielle Sprog betegnes, som at han har opfundet histrumentet. Aldrig har der været saa lidt Hoved (si peu de téte^ i noget af Kejserens Ministerier; han har indset det selv; jeg kjender En, til hvem han har sagt det, og saa fører han Krig med et saadant Ministerium. Ak, udbrød han, har man nogensinde set en saadan Galskab, er det ikke hjerteskjærende? Vi er et Folk, som for lange Tider er kastet af Sadlen. Og betænk, at Alt, hvad vi Videnskabsmænd nu i 50 Aar have ar- bejdet paa at opføre, med ét Slag er styrtet sammen, Sympathierne mellem Folk og Folk, den gj ensidige Forstaaelse, den frugtbringende Samarbejden. Og hvor dræber en saadan Krig ikke Sandhedskj ærligheden! Hvilken Løgn, hvil- ken Bagvaskelse om det ene Folk vil nu ikke paany i halvtredsindstyve Aar med Begj ærlighed blive troet af det andet og for uoverskuelige Tider adskille dem fra hinanden! Hvilken P'or- sinkelse af Fremskridtet i Evropa! I 100 Aar kunne vi ikke gjenopbygge, hvad disse Menne- sker have revet ned paa én Dag. >

Ernest Renan. 399

Mere end nogen Anden maatte Spaltningen mellem de to store Nationer smerte Renan, der i Frankrig saa længe havde staaet som den tyske Dannelses Repræsentant. Ingen kunde heller udtale sig med større Taknemmælighed om den tyske Kultur end han. Et af hans Yndlings- udtryk var: Der er Intet, der kan rumme saa Meget som et tysk Hoved ». Han fraskrev Tyskerne som Folk enhver Retsidé og kaldte dem personligt grove og utaalelige; men om deres Intelligens udtalte han sig altid med Re- spekt. Kun tillagde han Sydtyskerne i enhver anden Retning end den administrative en langt større Begavelse end Nordtyskerne, en Opfat- telse, som de fleste dannede Franske dele. For- holdet synes dem parallelt med det, der finder Sted mellem Piemonteserne og de øvrige Ita- lienere.

Som bekjendt paastaas det hyppigt, at Renan har faaet Alt fra Tyskerne, særligt fra Strauss. PIvem der kj ender noget til denne sidste, vil vide, hvor urigtig denne Paastand er. Snarere er det Strauss, som i sin senere Tid lod sig paavirke stærkt af Renan med Hensyn til Fremstillingens hele Form og Karakter. Den anden Udgave af Strauss' Jesu Liv. har øjen- synligt sit Forbillede i Renans tilsvarende Værk. Det er i ethvert Fald paa dette Punkt Renans

^OO Mennesker og Værker.

uomt\istelige Fortjeneste, at han, istedcnfor at konstruere Historien ud fra sit Studerekammer, rejste over til Palæstina og i Overensstemmelse med den moderne Tids historiske Methode stræbte at forstaa Begivenhederne bedre gjennem Studiet af de Naturomgivelser, der under alle menne- skelige Tings Foranderlighed staa som det eneste tilnærmelsesvis Blivende paa Jorden.

Renan fortalte om sin Rejse: «Vi var i Bergen, da den første tvetydige Efterretning kom til os fra Frankrig om den truende Krig. Ingen af os vilde tro det muligt, Prinsen og jeg saa' paa hinanden; han, som. har saa sjælden og saa skarp en Forstand, sagde blot: «Det kan de ikke;, og gav Ordre til, at vi skulde rejse videre. Vi sejlede da til Tromsøe. Da vi kom dertil, laa der to Depecher til Prinsen, en fra hans Sekretær i Paris og en fra Emile OUivier med disse Ord: «Guerre inévitable» . Vi holdt et kort Raad, men saa vanvittig syntes Sagen os, efter at Leopold af HohenzoUern havde trukket sin Kandidatur tilbage, saa umuligt dette Paaskud, der maatte hidse hele P2vropa og da især hele Tyskland imod os, og endelig — saa stor Lyst havde vi til at sejle til Spitz- bergen og faa ^den store Is» at se, at vi be- sluttede næste Morgen at tage afsted. Vi lagde os til at sove. Mit Kammer laa ved Siden af

Ernest Renan. 4OI

Prinsens Adj utants. Omtrent Kl. 6 horte jeg Kammertjeneren vække Adj utanten med en De- peche. Jeg stod op, vi gik ombord, Skibet satte sig i Bevægelse, og De kan tænke Dem min Forbavselse, da jeg saa , det gik mod Syd. Jeg ilede hen til Prinsen. Han sad fortvivlet og saa ned for sig. De forste Ord, han sagde, var: « Voila leur derniére folie, ils nen feront pas d'autres)^. Han har været Profet, det bliver deres sidste Galskab. Jeg selv, tilføjede han, var af samme Mening; jeg vidste, hvor usselt forberedte vi var: men at det skulde gaa saa hurtigt, hvem kunde ane detl Sig ikke, at vi endnu kunne sejre! Vi komme aldrig til at sejre mere, vi have aldrig paa nogen afgj ørende IMaade og under denne Kejser overvundet Folkeslag, over hvilke vore Sejre kunne siges at betyde Xoget, naar Talen er om Preussen. Araberne er Ver- dens sletteste Taktikere. ^^ Mere end én Gang brød han ud : < Har man nogensinde hørt Sligt 1 stakkels Prins! stakkels Frankrig !» Han var saa heftig, at han gav sin Vrede Luft i For- bandelser over alle de Styrende, der efter hans atter denne Gang meget lidet uiuancerede.) Op- fattelse tilhobe vare Dosmere og Skurke. .Hvad er denne Palikao? en Tyv, en erklæret Tyv, for hvem alle gode Huse ere lukkede, ogjérome David? en Kjeltring, en Morder, der i Amerika

26

A02 Mennesker og Værker.

har dræbt fire Mennesker og ved Flugt har und- draget sig sin Straf! Og det er i disse Men- neskers Haand, at vor Skjæbne hviler !>^

Jeg saa' Taarer i hans Øjne og sagde ham Farvel. Jeg har ikke set Renan siden den Dag. Han gj en vandt hurtigt sin Ro og sit Herredomme over den første Smerte. Men i hine Øjeblikke var Renan en Anden, end dengang han skrev: «Den Lærde er Tilskuer i Universet. Han véd, at Verden kun tilhorer ham som Studiegjenstand, og selv hvis han kunde reformere den, vilde han maaske finde den saa kurios, saaledes som den er, at Tilbojeligheden dertil vilde forgaa ham». Fuldt har Renan vel aldrig ment disse kolde og aristokratiske Ord ; men har han nogen- sinde ment dem, saa har han i Aaret 1870 gjennemlevet Sindsbevægelser, under hvilke han ikke mente dem. Jeg har andensteds i min Bog ^<Den franske Æsthetik i vore Dage» skildret den demoraliserende Indflydelse, som det at leve under Herredømmet og Trykket af et ::fait accompli » havde udøvet paa franske Videnskabsmænd. En Tilbøjelighed til Quietisme og Fatalisme, til Godkj enden af alt engang Iværksat har under det andet Kejserdømme været at bemærke i den franske Aandsvidenskab. Spor af denne Indflydelse mærkedes overalt i Selskabslivet, i Samtaler. Den fuldkomne Frihed

Ernest Renan. 4O3

for Enthousiasme var næsten bleven synonym med Dannelse og Indsigt. En ung Fremmed havde daglig Lejlighed til at undres over den Tilbageholdenhed og Passivitet, som selv de Bedste lagde for Dagen, saasnart Talen kom paa nogensomhelst praktisk Reform , og jeg husker, hvorledes jeg en Aften i ]\Iaj mismodig kom hjem og skrev i min Notebog denne Linje: «Der var engang et andet Frankrig*. Der havde jo dog engang været et vaagent, begejstret, poetisk, for hele Menneskeheden følende Frankrig. Det synes som om et saadant Frankrig lidt efter lidt vil fremgaa af Ulykkerne og Fornedrelsen, der, om den end ikke har bragt andet Godt, dog har ført alle ædelt stræbende Aander ind paany paa den ene rette Vej, den som forer til Virke- ligheden.

IV.

D02: for at Virkeli«;heden kan naaes, er det fremfor Alt nødvendigt, at man i Frankrig har aabne Øjne for hvad hine Ulykker betød og for hvad Tyskland i vore Dage er, og at man ikke nøjes med at se sin byrdefulde Nabo i Hadets Vrængspejl. I den Henseende have Landets ypperste og kundskabsrigeste Mænd et stort Ansvar, Ingen et større end Renan, der sikkert

26*

404 Mennesker og Værker.

i de sidste tolv Aar har været anset for Frankrigs fineste Aand. Andre have en større Læsekreds, som Motor Hugo, atter andre, som Theaterdigterne, en mere larmende Popularitet, men i Nationens Elite har længe ingen været saa hojt anskrevet, saa uanfægtet, saa beundret som Renan. Hans Form gjaldt og gj ælder for den mest distingverede i Frankris^. Ingen Prosa- stil bliver nogen Sinde af de kræsne Kjendere, af Tankens Mestre, af Videnskabsmændene, af de Damer, hvis Dom man paaagter, sat i lige Liirje med hans. Alle blive ansete for grove eller hverdags eller tvungne, farveløse eller over- kolorerede ved Siden af ham. Nævner man Goncourt, hedder det: Hvor kan De nævne ham sammen med Renan, han er atfekteret, Renan naturlig.. Taler man om Taine, saa bliver man bedt om ikke at sammenligne en Aand, der arbejder under Maskintryk, med en, hvis Ind- fald strømme af sig selv; About er en Spas- mager, Flaubert en Leversyg, alle ere de enten maniererede eller ts'khudede, hgefremnie, plumpe i Sammenligning med Renan. Æselsr\-ttere er de; han alene sidder hojt til \'ejrs paa sin knejsende østerlandske Dromedar med de sirlige Ben. Det var Indtrykket, jeg endnu i 1879 fik af Sam- taler i forskjellige Kredse.

Allerede 1870 var Renan jo naaet saa hojt

Ernest Renan. 405

i Ry, at ingen Stemme løftede sig imod ham, ja end ingen Forundring blev lagt for Dagen, da han i sit første berømte Brev til Strauss uden videre optraadte som Frankrigs Repræsen- tant overfor Tyskland. ]Man gav ham stiltiende det selvtagne Mandat.

Indtil i 1870 havde han, som alt berørt, i sit Fædreland været ty^ske Ideers og den tyske Aands Talsmand. Det kunde ikke undre, at han fra hint Tidspunkt af ophørte med at være det. Men han gjorde mere, han slog om. I en Slags patriotisk Angersrus begyndte han, for ligesom at tilkjøbe sig sit eget og andres Aflad, at eive alle sine Skrifter en Braad ud mod Tyskland. I Brevene til Strauss gav han Tyskerne en Lære, der til Dels var vel fortjent, men i sit Værk Antikristen j (o: Nero) blandede han paa en forst>Trende Maade Erindringen om Paris's Belejring ind i Skildringen af Jerusalems Erobring under Titus; i sin Tiltrædelsestale til det franske Akademi gjorde han det bekjendte Udfald mod det t>3ke Rige med dets <aandløse x\del og dets store Feltherrer uden velklingende Ord? (/des grands capitaines sans des mots sonores*) saa ubehændigt, at det saa' ud som en Selvironi. Thi Ducrot, der udtalte det velkhngende Ord, at han ikke vilde vende tilbage uden som Sejr- herre eller som Lig, og der saa vendte hjem,

A.o6 Mennesker og Værker.

dobt af Folkevittigheden « General Hverken det ene eller det andet , syntes formelig her stillet op som den rette Mand mod den fraseløse Moltke, der vel gjærnc tav, men i al Stilhed havde vundet ethvert Slag, han nogen Sinde havde kommanderet. Forgjæves søgte Renan at bort- forklare disse Ubesindigheder i sit store «Brev til en tysk Ven», der jo for øvrigt som alt, hvad han har skrevet, lyser af Aand og glimrer med alle den fornemme Overlegenheds Facetter.

Hans Drama oCaliban:^ gjorde Opsigt. Der aabenbarede sig i denne filosofisk-digteriske Fort- sættelse af Shakespeares « Stormen » en ny Side af Renans Talent. Dramet var den fine Viden- skabsmands poetiske Hj ærtesuk over det efter Kejserdømmets Fald frembrydende Demokrati. Det var destilleret Ironi. Der var den Ringeagt, der er saa stor og saa moden, at den har Raad til at være tolerant, i hine Ytringer om, at Caliban, naar han har faaet vasket og kæmmet sig, vil blive lige saa god konservativ som nogen anden, slutte Alliance med Kirken og beskytte Kunster og Videnskaber. Indtrykket var: en Mand, der efter egen Mening godt kunde være ene om sin Verdensforagt, men som dog nok holdt af — ganske fint, indirekte, gjennem Nynnen af Melodien til en Vise , som andre

Ernest Renan.

407

plumpere Sangere vilde have givet halvkvædet — at lade Samtiden vide, hvor grænseløst han ringeagtede den.

Man kunde læse temmelig langt ind i Dramet «Det foryngende Vand:, der udkom som Fort- sættelse af (sCaliban:), og nyde de mange olym- piske Tanker, som kun Renan tænker og har Udtiyk for, uden endnu at forstaa stort mere af Tendensen, end at Forfatteren nu for Alvor vilde forsone Demokratiet med sig og sig med det; men Fornøjelsen hørte pludselig op, hvor i fjerde Akt den tyske Udsending træder ind. Thi her har Renan nedladt sig til at fremføre den gamle, forpiskede Karikatur af tysk Væsen, som Franskmændene nu hundreder af Gange have tegnet.

Enhver, der er noget belæst i fransk Lite- ratur, véd, hvorledes umiddelbart efter en Periode, i hvilken barnlig Godhed, Sanddruhed, Uverds- lighed, blaaøjet Uskyldighed og Hjærtelighed i franske Bøger regelmæssig repræsenteredes ved en Tysker, er fulgt en anden, i hvilken de bedste Skribenter som Cherbuliez, som Dumas og mange andre have moret sig med at lade den kolde, kloge Grusomhed, Falskheden, den hjærte- løse Brutalitet tale Fransk med tysk Betoning. Efter i et halvhundrede Aar efter Fru de Staéls Exempel ikke at have sét andet i Tysk-

j.o8 Mennesker og Værker.

land end det godlidende Idy Iland, hvor hvid- klædte, blonde Præstedøtre læ^ste Klopstock og Schiller med blege og kejtede Kandidater, be- gyndte man paa én Gang i Tysklands unge Piger at se snedige, massive Spekulantinder i rige Ægteskaber og at opfatte Mændene som Spioner af Lyst og Rovmordere af Overbevis- ning. Hvad Overtroen paa Spioneriet angaar (dette sidste skal jo forklare og undskylde Neder- lagene), saa synes det franske Folk, ja selv det gode Selskab i Frankrig endnu ikke at være kommet sig siden Krigens Tid; man indbilder sig for fuldt Alvor, at Bismarck er saa yderst nysgjærrig efter at erfare, hvad Hr. Durand siger til Fru Duval i et Selskab, at han klæder preussiske Generalstabsofficerer (der villig føje sig) ud som Lakajer og giver dem i Tjeneste i gode Huse; man tror, som jeg hørte fortræffelige Videnskabsmænd sige det i 1879 i Paris, at, den højt begavede tyske Skribent Karl Hillebrandt, den uden Sammenligning kundskabsrigeste Iagt- tager af franske Forhold udenfor Frankrig, har gjort Spion tjeneste i Paris's Saloner. Dramer som Sardou's «Dora» eller Dumas' «La femme de Claude > eller som Romanen <---La grande Iza ', i hvilken man finder Breve med Post- stemplet Varzin i et letfærdigt Fruentimmers Skuffe, endelig Processen mod Fru Kaulla og

Ernest Renan.

409

de øvrige beslægtede Processer, vise at den Skade, Frankrig ved Ydmygelserne led paa sin Hjærne, endnu ikke er lægt.

I Renans Stykke er det den tyske Brutalitet, som fortrinsvis maa holde for. Maaden, hvorpaa den fremføres, er ikke behændig. Dramet, der foregaar i Avignon omkring x\aret 13 10 under Pavernes babyloniske Landflygtighed, drejer sig om en Livselixir, som Prospero, den fordrevne Hertug af Milano, en udmærket Filosof og Alkymist, har opfundet. Næppe er Opfindelsen bleven navnkundig, før Kejseren af Tyskland sender en Legat for at overtale Prospero til at komme til ham, saa han med List eller Vold kan sætte sig i Besiddelse af Underdrikken. Denne Gesandt siger ved sin første Indtræden paa Scenen blandt andet:

«Frygt fra min Side ingen Latterligheder, ikke noget som helst Spor af Sentimentalitet. (Han brister ud i Latter). Jeg har været Idealist og Drømmer i gamle Dage, men nu indser jeg, hvor latterlig Ædelmodighed er; vær rolig; jeg er en positiv Mand, en alvorlig Mand. Mine Kollegaer Diplomaterne ere allesammen Dumrianer. Enhver af dem er den dummeste i Evropa. (Han lér). Jeg er vittig, ikke sandt? . . .

Hans Majestæt Kejseren, min Herre, handler aldrig uden efter Lovlighedens strængeste Principer. Men den politiske Nødvendighed har sine Fordringer. Slottet Knip- hausen er ham nødvendigt for hans Suverænitet. Du be-

2 I o Mennesker og Værker.

griber, at vi ikke lade os standse af de Smaaligheder, som holde sentimentale Mennesker tilbage o. s. v.

Franskmændene, der nu saa livligt hakke paa t\sk H}'kleri, niaa snart se sig for, hvis man ikke skal dreje Spydet mod dem selv og kalde dem Hyklere for denne evige Appel til Følelsen paa et Omraade, hvor de selv aldrig have ladet sig lede af noget andet Hensyn end Politik. Det Folk, som fulgte Ludvig den fjortende og Napoleon den første, som brand- skattede Pfalz og erobrede Evropa, burde skamme sig ved denne Tale om Følelsespolitik. De sentimentale Hensyn, der holdt Napoleon til- bage fra nogetsomhelst Foretagende, som hans virkelige eller formentlige Interesse paabød ham, søger Historikeren nok endnu forgjæves.

Som Modstykke til den tyske Udsending indføres Léolin, Renans ideale Selvbillede, en vandrende Ridder og Troubadour fra Forfatterens Fodeegn Bretagne. Den, som drikker af det fortryllede Vand, sér i Drømme sine Længslers Gj en stand og naaer sin Attraas Maal, og da Léolin drikker nogle Draaber, sér og favner han i Henrykkelse sin afdøde Søsters forklarede Skikkelse. (Som bekjendt mistede Renan paa sin Rejse til Palæstina sin eneste højt elskede Søster, hvis Minde han tilegnede «Jesu Liv>.).

Nu er Turen til Tyskeren at drikke. Med

Ernest Renan.

411

dyrisk Graadighed river han Bægeret til sig og tommer den stærke Drik til Bunds, saa han først falder som lynslagen til Jorden og snorker, endelig begynder at drømme. Hvad tror man, han nu siger?

^<Sejrl Sejr! hænger, brænder, skyder! Vi er Herrer, alt er os tilladt for at faa dem til at underskrive hvad vi vil. Ædelmodighed! Sentimentalitet! lutter Dumheder!

Hvor harmeligt! Tropperne ere altfor milde; vore Folk forstaa nok at slaa ihjel, men ikke at henrette. Man burde brænde alle Landsbyerne, hænge alt Mandkjøn. Saa lod de nok være at forsvare sig. ^^Han lér). Fanger! . . . Ube- gribeligt, at man tager Folk, der forsvare sig, til Fange. Man havde burdet skyde dem . . . Man burde være høflig imod dem ligetil Skafottets øverste Trin (han lér af For- nøjelse) ; men man bør hænge dem . . . Man bør føre Krigen saa grusomt som muligt. Følsomhed! hvilken latterlig Ting! Man skal skyde, man skal hænge, man skal brænde . . . Aa. hvilken god Lugt! Det lugter som stegte Løg! Det er Bønder, man brænder inde i deres Huse. Af 160 er de 120 blevne huggede ned med Sabler. I Skurke! hvorfor har I skaanet Resten? Véd I ikke. at Sentimentalitet er latter- lig? . . . Hvorfor begynder man ikke Bombardementet? Man gaar let glip af det psykologiske Moment. j>

Og saaledes endnu Side op og Side ned. Er dette ikke forunderligt direkte og nuanceløstr Hvilket Kølleslag efter Sandhedssommerfuglen ! Hvilket Overmaal af polemisk Lidenskab! Jeg vil ikke dvæle ved den kunstneriske Forsyndelse, som ligger i at henlægge denne formentlige

41

Mennesker o c Værker.

Bismarckiade til Anno 1310 og falde ud af Tonen med Udtryk som «det psykologiske Moment ^^ for Bombardementet, en Vending, der er hentet fra daarlige tyske Aviser i 1870. Men hvor er alt dette sygeligt bittert! Troer Renan virkelig, at det er den Tænkemaade, der her gjør sig gjældende, som i det store Rædselsaar besejrede Frankrig? Aner han virkelig endnu ikke, at det, som slog Frankrig ned, var Geni- alitet hos Førerne, Disciplin, Pligtfølelse og Helte- mod hos de Forter

Ulykken er: Renan kjender nu ikke mere T}'skland; han kjender endnu mindre til det end Cherbuliez. Disse Mænd tære kun paa Indtryk af Boger og Aviser, læse det, de læse, med et fjendtligt og fordomsfuldt Blik og give sig saa Luft i Karikaturer som Renan eller i vittige Spydigheder som stadigt Cherbuliez, og da de aldeles ikke staa i nogen direkte personlig Be- røring, med Tyskland, ikke se det med deres Ojne, ikke hore det med deres Øren, saa tabe de efterhaanden Opfattelsesevnen og bedømme Tyskland som den udannede Tysker bedømmer Frankrig, naar han lamenterer over dets Fri- volitet, Usædelighed og deslige. Men Renan, der allerede i 1870 forudsaa den indbyrdes Bag- vaskelse af Folkeslagene som Krigens mest skjcL-bnesvangre Følge, burde mere end nogen

Ernest Reuan.

413

Anden have været paa sin Post mod at lede sine Landsmænd vild, især siden den store Krig har vist, hvor dyrt ethvert Folk boder for

slige Vildfarelser.

V.

Med vexlende Folelser har Renan været Tilskuer til det republikanske Frankrigs Udvik- ling. Skjont Republikanerne strax gave ham hans Lærestol tilbage, viste de sig dog temmelig kolde og forbeholdne overfor ham ligesom overfor Prins Napoleons øvrige Venner. Helt igjennem aristokratisk sindet som han er, gav han saa i «Caliban.' Demokratiet det glatte Lag, men skrev dog ikke desmindre kort derefter i Brevet til en tysk Ven disse Ord: Og sæt nu, at medens Eders Statsmænd er fordybede i den utaknemmehge Gjerning at revse og holde nede, den franske Bonde med sin grove Forstand, sin ufernisserede Politik, sin Arbejden og sine Spare- penge lykkeligt grundlægger en ordenskjær og varig Republik! Det vilde være pudsigt, ikke sandt r» Renan er Skeptiker nok til altid at have Tvivlen parat og til hyppigt at modsige sig selv. Patriot og Filosof nok til sluttelig at kunne forsone sig med enhversomhelst Statsform, der tilfredsstiUer Flertallet af hans Landsmænd og svarer til deres aandelige Standpunkt.

AlA. Mennesker og Værker.

Renan har i Frankrig kunnet gjælde for en germanisk Aand, fordi han langt ude er i Slægt med Herder. Men han er forst og fremmest Franskmand og Pariser. Som saadan afskyer han germanisk Pedanteri og Grovhed, tysk Smaa- lighed og Raahed, angelsachsisk Drøjhed og Manér, amerikansk poesiforladt Religiøsitet. «Du grand et du fin!) Renan er dernæst, som alt nævnt, Bretagner og har sin Races Egenskaber. Bretagnerne have i den nyere franske Literatur et fælles Træk. Som Chateaubriand og Lamen- nais hader Renan det Hverdags, det Godmodigt- Frivole i det franske Væsen, og har, medens han selv er et Tvivlens Bytte , den hedeste Attraa efter en Tro og et Ideal. Derfor har han, den store Mirakelfordriver, etsteds kunnet sende et Længselssuk efter den Tid, da Kongerne af Frankrig gjorde Mirakler, ved Haandspaa- lægning helbredte Kruppatienter. Derfor sværmer han for den hellige Franciscus af Assisi, medens han ringeagter den nøgterne Amerikaner Jeffer- son. Han hænger inderligt ved sit snævrere Fædreland. Han har endog engang i et trøstes- løst Øjeblik tilraabt sin Fædrcnestamme disse Ord : «0 du simple Glan af Agerdyrkere og Somænd, hvem jeg skylder at have bevaret min Sjæls Kraft midt i et udslukt Land!^> Man tør visselig ikke tage dette Stemningsudbrud bogstaveligt.

Ernest Renan. ^I ^

Ingen føler jo stærkere end Renan, hvor langt hint Frankrig, om hvilket han med ædel Beskedenhed skrev til Strauss, at «det er nødvendigt for Evropa som bHvende Protest mod Pedanteri og Dogma- tisme* er fra at være udslukt. Men Ordet er betegnende for den paa én Gang haardnakkede og urolige, sværmeriske og skeptiske Bretagner. Opgiver han sin Tro (som her Troen paa Frankrig) paa et enkelt Punkt, saa er det kun for anden- steds med des hedere Begejstring at dyrke et Ideal. Ogsaa i Rehgionen har han et Bretagne, hvorpaa han tror.

GUSTAVE FLAUBERT.

(1881.)

uustave Flaubert fødtes i Rouen 1821. Da han i Fjor bortreves ved en pludselig Død, efterlod han ikke den evropæiske Digtekunst i den Tilstand, i hvilken han forefandt den — ingen Kunstner kan som saadan ønske sig et bedre Eftermæle. Hans Livs Arbejde betegner et Skridt i Romanens Historie.

Han var en Prosaforfatter af første Rang, nogle Aar igjennem vel omtrent Frankrigs første. Hans Styrke som Prosaist beroede paa en literær og kunstnerisk Samvittighedsfuldhed, der hævede sig til Geni. Han blev en stor Kunstner, fordi han ingen Møje skyede, hverken naar han for- beredte sig til at skrive eller naar han skrev, men indsamlede Iagttagelser, Kundskaber, Op- lysninger med samme Omhu som en blot Lærd og bearbejdede sit Stof med en Iver for at forme

Gustave Flaubert. 417

det plastisk og harmonisk som en blot Tilbeder af Formen. Han blev en Mester i den moderne Roman, fordi han havde den Selvovervindelse kun at fremstille sande sjælelige Begivenheder og gik af Vejen for alle pathetiske eller drama- tiske Momenter, alle den digteriske Veltalenheds Effekter, der tage sig smukke eller interessante ud paa Sandhedens Bekostning. Hans Navn er enstydigt med kunstnerisk Alvor og Strænghed.

Han var ikke en Lærd , der tillige var Digter eller blev Digter, som det undertiden ses, nej, hans digteriske Arbejde var bygget paa indtrængende, længe og langsomt indvundne Forstudier. Hans Bøger have intet ungdomme- Ho-t, flagrende, smidigt eller smilende ved sig. Disse Boger ere Resultater af en sildig Moden- hed. Han debuterede først 35 Aar gammel og efterlod sig, skjønt han ofrede Literaturen al sin Tid, i sit 59de Aar kun 7 Bøger.

Han var en dybt oprindelig, men ingen elementær Natur. Hans Originalitet beror paa, at i hans Sind løb to literære Strømninger sammen og dannede et nyt Væld. Han modtog i sin Ungdom samtidigt eller næsten samtidigt to Impulser og disse bestemte hans Aands Bane, en Bane, der blev ny.

Den første Strøm, som naaede ham, var den romantisk beskrivende Retning i Literaturen,

27

AiS Mennesker og Værker.

der stammer fra Chateaubriand, den l)Tisk be- vægede og farveprægtige Stil, der første Gang fortryllede Franskmændene i «Atala>> og «Mar- t)Terne> og som senere vandt en endnu meget fastere og mægtigere Rytme og en langt over- legen malerisk Styrke i Orientalerne^ og « Notre Dame de Paris ->. Flaubert var som alle Digtere og de fleste Mennesker lyrisk som Yngling, og hans Lyrik blev ved den franske Poesis historiske Udvikling skjønhedstilbedende og melankolsk. Den anden Strøm, der førtes ind i hans Sind, var Balzacs Romaners Retning mod det Moderne, deres Sans for det Hæslige som karakteristisk, deres lidenskabelige Virkelighedshang og Virke- lighedstroskab.

Idet disse to Floder hos ham kom til at lobe ud i hinanden og efter nogen Tids Forløb blandede sig med hinanden, fik de en ny Ka- rakter, ny Farve og nyt Navn.

Han havde som Yngling for sin Pultskuffe skrevet megen deskriptiv og pathetisk L>'rik i Hugo' s, Gautiers og Byron's Stil i men i Følelsen af, at hans Originalitet ikke laa paa dette Punkt og at man paa dette Punkt ikke mere kunde være original, holdt han sine Produktioner tilbage, trykte ingen Linje og fandt sig i at gjælde for relativt ubegavet, i ethvert Tilfælde for upro- duktiv. Han skrev paa omtrent samme Tid

Gustave Flaubert.

419

Forsøg i modsat Aand, han plejede at citere en komisk Tragedie om Vaccinen, men heller ikke disse Forsøg gav han ud. Først da Chateau- briand og Balzac i hans Sind havde fostret en ny poetisk Formel, følte han sig sikker paa sin Originalitet og traadte offenligt op.

I.

Selv de, der have læst lidet eller intet af Flaubert, vide, at han i Aaret 1856 gjorde en overordenlig Opsigt i Paris og snart derefter i Evropa med en Roman <. Madame Bovary». En taabelig Proces — den offenlige Anklager satte Forfatteren og Forlæggeren under Tiltale paa Grund af Skriftets formentlige Usædelighed — og en afgjort Frikj endelse formaaede kun lidet at forøge den Opmærksomhed, som det ejen- dommelige nye Talent allerede i og for sig vakte. Bogen forekom som alle nye Begrundelser i Literaturen besynderlig, stodende. Den var et Tegn til Modsigelse. Man sammenholdt den med ældre Tids Poesi og spurgte sig: <.Er dette Poesi r> Det lignede mere Kirurgi, Anatomi; Endnu langt senere hed det sig i literære Kredse i Paris: -Vi betakke os for Hr. Flauberts Ske- letter.» Forfatteren kaldtes Ultra-Realist, man fandt i hans Bog kun den ubarmhjærtige, ubøn-

27*

A20 Mennesker og Værker.

horlige Fysiologi af det hæslige Hverdags. Man oversaa' i første Øjeblik, at der nu og da und- slap denne Fysiolog et vel ganske upersonligt men billedligt, farverigt Udbrud, der bragte Bud fra en anden Verden end Romanens; det illite- rære Publikum folte ikke at denne Skildring af platte Provinsforhold og Provinsulykker, af ynke- lige Vildfarelser og en ynkværdig Død var skreven i en Stil, der paa én Gang var klar som en Spejlflade og levende som en Melodi. Og dog var det saaledes: Der laa en Lyriker begravet under Bogen og af og til slog et Flammeord op af hans Grav.

Det var netop det Tidspunkt, da den Ge- neration som var født mellem 1820 og 1830, bemægtigede sig Herredømmet i Literaturen og aabenbarede sit fysiognomiske Slægtpræg i en med haarde Hænder gjennemfort Analyse af det Virkelige. Den nye Generation vendte sig bort fra den filosofiske Idealisme og Romantiken og svang med sand Begejstring Dissektionskniven. Samme Aar, i hvilket « Madame Bovary» udkom, anatomerede Taine i sin Bog «De franske Filo- sofer i det 19de Aarhundrede > den herskende spiritualistiske Lære, trak Cousin Huden op over Ørene og erklærede, uden at bekjæmpe Roman- tikerne, med kjølig Ligegyldighed, at Hugo og Lamartine allerede vare Klassikere, der af Ung-

Gustave Flaubert. 42 I

dommen snarere læstes af Nysgjærrighed end med Sympathi, og at de stode den saa fjærnt som Shakespeare og Racine. De var « beundrings- værdige og ærværdige Levninger af en Tid, der var stor og nu forbi. » Hans Ven Sarcey skrev ikke længe efter i « Figaro ^) hin af Ban- ville, de store Romantikeres Lærling, meget be- sungne og spottede Artikel, som kulminerede i de Ord: « Fremad mine Venner! Ned med Ro- mantiken! Voltaire og Normalskolen !» *)

I den dramatiske Poesi syntes Oppositionen mod Romantiken strandet med den lille ufrugt- bare « Ecole du bon sens » ; Ponsard og hans Aandsbeslægtede havde ingenlunde kunnet holde hvad man havde lovet sig af dem. Men nyere realistiske Dramatikere sluttede sig netop paa dette Tidspunkt til dem. Augier, der havde tilegnet Ponsard sine første Digte og der fra Begyndelsen af havde fulgt dennes borgerlig sentimentale Retning, betraadte i 1855 en ny Bane, gav sig ind paa den drastiske Skildring af den umiddelbare Fortid. Den dristige, drøjere Dumas havde netop vist ham Vejen, og hos

*) ]\Ian se Th. de Ban ville' s Odes funambulesques : Villanelle des pauvres housseurs og to Trioletter. Normal- skolen er den højeste Undervisningsanstalt, af hvilken netop samtidigt Taine, About og Sarcey ere udgaaede.

4 22 Mennesker og Værker.

denne begynder trods al hans Pietet for den Generation, som hans Fader tilhorte, den direkte og træffende Spot med de romantiske Idealer; man se de Nanjac's Rolle i Le Demi-monde . , de Montcgres i L'ami des femmes , . Det Ord. som Montcgre i sin Forvirring over de Ryons' Overlegenhed alene finder at svare med: «Vous étes un physiologiste, Monsieur;; var i Virkelig- heden det eneste Svar, som den ældre Genera- tion havde at stille op mod den yngres Kritik.

Augier er født 1820, Dumas 1824, Sarcey og Taine 1828, « Madame Bovar>'>/s Digter, der saa' Lyset i 1821, havde øjensynlig Beslægtede blandt sine Samtidige. Han var forskjcllig fra dem ved sin hemmelige, urokkelige Troskab mod den forrige Slægts Idealer. Men han gjorde Angrebet paa disse Idealers Karikaturer saa hensynsløst med, at man uden videre henregnede ham til hine Antiromantikeres Gruppe.

Og dog erindrer han ved sin Haardhed og Kulde næsten endnu mere om den. i den forrige Generation enestaaende Mérimée, syntes mange blot en tungere, bredere Mérimée. Thi hvad man forst lagde Mæn-ke til hos ham , det var den koldblodige Digter, og disse to Bestem- melser: Koldblodig og Digter havde hidtil kun hos Mérimée ikke udelukket hinanden.

Et nærmere Studium vilde dog have \'ist,

Gustave Flaubert.

423

at Mérimées Koldblodighed var artsforskjellig fra Flauberts.

Mérimée behandlede romantiske Æmner i en uromantisk, tør og knap Stil. Hans Tone og hans Stil stemmede overens; thi Tonen var ironisk og Stilen billedlos oj kold. Med Stil og Tone stod saa Æmnets Vildhed og barbariske Lidenskabelighed i Strid.

Hos Flaubert derimod stemte Æmnet og Tonen overens. Han fremstillede det Tomme og Taabelige med uendeligt overlegen Ironi. Men med Æmne og Tone stod Stilen i Strid. Den var ikke som hos Mérimée rationel og mager, nej den var farvestraalende og harmonisk; han rystede dens guldvirkede Slør ud over alt det Dumme og Triste, han fortalte. Stilen inde- holdt tusind melodiske Hemmehgheder. Den iro- niserede over den menneskelige Svaghed og Idiot- isme til Orgelmusik. Medens Kirurgen i Texten flaaede og flængede uden at fortrække en ]\line i sit Ansigt, uden blot en eneste Gang at lægge Deltagelse for Dagen eller ryste paa Haanden, hulkede en skjønhedselskende Lyriker i Akkom- pagnementet. Tog man en saadan Side for sig, paa hvilken en Landsbyapotheker docerede sit halvvidenskabelige Vrøvl, eller paa hvilken der skildredes en Diligencetur eller beskreves en gammel Kasket, saa var den stilistisk betragtet

A.2A. Mennesker og Værker.

ved Udtrykkenes Friskhed og Sætningernes solide Bygning haard, farverig og varig som et Mo- saikmaleri. Saa fast var hvert Afsnit sammen- skrevet, at man ligesom ikke kunde tage to Ord bort nogen Steds uden at rytmisk talt den hele Side faldt sammen. Billedernes fine Sikkerhed, Ordenes Velklang og Malmklang, Prosarytmernes rullende Bredde gav det Sagte en forbavsende, snart malerisk, snart komisk Kraft.

Der var øjensynlig i hans Natur en ejen- dommelig Dobbelthed, to Elementer, der fuld- stændiggjorde hinanden: Et brændende Had til Dumhed og en ubegrænset Kjærhghed til Kunst.

Hint Had følte sig, som ikke sjældent Hadet, uimodstaaeligt tiltrukket af sin Gjenstand. Dumheden i alle dens Former som Taabelighed, som Overtro, som Indbildskhed og Spidsborger- hghed tiltrak ham magnetisk, betog ham, inspi- rerede ham. Han maatte udmale den Træk for Træk, fandt den morsom i og for sig, selv hvor andre ikke kunde finde den underholdende eller komisk.

Han anlagde formelige Samlinger af Dum- heder, meningsløse Procesindlæg, flaue Illustra- tioner; han samlede paa daarlige Vers, der vare skrevne af Læger alene ; ethvert Vidnesbyrd om den menneskelige Dumhed var ham som saa-

Gustave Flaubert.

425

dant af Værd. Han har i sine Skrifter heller ikke gjort andet end med Mesterhaand at sætte den menneskelige Indskrænkethed og For- blændeise, vor Ulykke forsaavidt den beror paa vor Dumhed, Mindesmærke efter Mindesmærke. Jeg er bange for, at Verdenshistorien var ham den menneskelige Dumheds Historie. Hans Tro paa det historiske Fremskridt var yderst svag. Hoben, endog det læsende Publikum, var ham, '<det evige Fæ, som kaldes man.:; Vilde man absolut have en Betegnelse for denne Side af hans Væsen og endelig stemple ham med et af de yndede, ham saa forhadte Ord paa ist, saa burde man næppe kalde ham Pessimist, end ikke Nihilist; Imbecillist vilde være Ordet.

Til denne forbitrede Forfølgelse af Dum- heden , som skjulte sig bag hans upersonlige Form svarede som sagt en lidenskabelig Kjærlig- hed til Literaturen, der for ham betød Skjøn- heden og Harmonien, der var ham den højeste, den eneste Kunst og som han dyrkede med en Attraa efter Fuldkommenhed, der først længe gjorde ham stum, saa sent gjorde ham til Mester, og derpaa tidlig gjorde ham gold. Han led, naar han fremstillede det Hæslige, selv mest derunder, søgte derfor at løfte Stoffet ved Be- handlingens Kunst, og da Plastik for ham var Skribentens vigtigste Egenskab, stræbte han

A26 Mennesker og Værker.

fremfor Alt efter Anskuelighed. Han har et Steds selv sagt det, og man foler det, naar man studerer ham gjennem hans Stil. Allerede i hans første Værk fremtraadto alle denne Stils Fortrin.

Man læse Stedet efter, hvor i « Madame Bovary > Emma endnu ugift følger Bovary til Doren efter hans Lægebesøg hos hendes Fader : 's Hun fulgte ham altid til Fritrappens første Trin. Hvis hans Hest endnu ikke var ført frem, blev hun der. Man havde sagt hinanden Farvel, man talte ikke mere; den friske Luft omgav hende, løftede hendes bløde Nakkehaar og slog Forklædebaandene sammen om hendes Hofter. En Dag, da det var Tøvejr, sivede Vandet ud af Træernes Bark i Gaarden, medens Sneen smeltede paa Længernes Tage. Hun stod paa Tærskelen. Hun gik tilbage at hente sin Para- sol, slog den op. Parasollens Farve spillede i blaat og grønt, og Solen, der skinnede igjennem den, gav hendes Ansigts hvide Hud bevægelige Reflexer. Hun smilte under den i den lune Varme, og man hørte Regndraaberne falde en for en paa Solskjærmens udspændte Silke:..

En saa ringe Ting som denne almindelige Tagen Afsked bliver interessant ved Skildringens kjærlige Omhu , og det regulære P^arvel faar individuelt Liv ved Fremhævelsen af en enkelt

Gustave Flaubert.

427

Dag, paa hvilken iovrigt Intet sker. Den Nøj- agtighed, med hvilken den hverdags Situation er fremstilt, forvandler den til et Maleri af første Rang, der paa én Gang gj engiver det Synlige og det Hørlige, Tableauet og Bevægelsen.

Eller man mindes det Sted, hvor Emma efter sit Giftermaal bliver forelsket:

-;Emma blev mager, hendes Kinder blev blege, hendes Ansigt langt. Med sine sorte Baand om Haaret, sine store Øjne, sin lige Næse, sin Fuglegang, og altid tavs, som hun var, syntes hun at skride gjennem Existensen uden næsten at berøre den, og paa sin Pande at bære en eller anden ophøjet Forudbestemmelses utydelige Tegn. Hun var saa sorgmodig og saa rolig, saa blid og saa forbeholden, at man i hendes Nærhed følte sig greben af en isnende Tiltrækning, ligesom man i Kirkerne skjælvende nyder Blomsternes Duft, naar den blander sig med Marmorvæggenes Kulde >.-.

Lignelsen er ny, slaaende rigtig og kort. Man sporer her Digteren i Fortælleren.

Man sporer ham end tydeligere , naar der fortsættes: « Damerne beundrede hendes Hus- lighed, Klienterne hendes Høflighed, de Fattige hendes Gavmildhed, men hun var fuld af Attraa, af Raseri, af Had. Hendes Kjole med de lange, lige Folder dækkede et fortumlet Hjærte,

J.28 Mennesker og Værker.

hendes saa kydske Læber fortalte ikke om dette HjærtesKval. Hun var forelsket i Leon .... Hun skattede Apothekerkonen lykkelig , der havde Lov at sove under samme Tag som han, og hendes Tanker sloge uophorligt ned paa dette Hus, ligesom Duerne fra Værtshuset 'Den gyldne Love , der stedse floj derhen og dyppede deres rosenfarvede Fødder og hvide Vinger i Tag- rendernes smudsige Vand .

Det er ikke en træffende Lignelse i Al- mindelighed, men en Lignelse, hentet fra en Omstændighed i den Landsby, Emma beboer. Saa levende staar denne Landsby Digteren for Øje.

Undertiden samler han en hel Beskrivelse i et digterisk Magtord som paa det Sted, hvor den gamle Tjenestepige skildres, der ved Land- brugsudstillingen indkaldes til for 54 Aars tro Tjeneste i en og samme Gaard at modtage en Solvmedaille af 25 Francs' Værdi.

Catharina Nigaise Elisabeth Leroux raabes op og efter Tilraab fra forskjellige Sider, som: Gaa dog! til venstre! vær ikke bange! hvor hun er dum! der er hun! : viser sig paa Estraden en lille gam.mel Kvinde med frygtsom Holdning, der synes at krybe sammen i sine fattige Klæder. Man ser hendes m.agre, af Rynker sammenfoldede Ansigt i Kappen, hendes lange, knudrede Hænder,

Gustave Flaubert.

429

som Loernes Støv og Vadskeriernes Potaske og Uldens Fedt have hærdet og skaaret og barket saaledes, at de synes smudsige, skjont de ere vaskede i Kildevand, og som have tjent saa længe, at de ikke helt kunne lukkes, men for- blive aabne for ligesom selv at frembære Vidnes- byrd om saa mange lidte Strabadser. Vi se Ansigtets nonneagtige Stivhed, det blege Bhk, hendes Ube\^ægelighed af Forvirring over det uvante Syn af Fanerne, Trommerne og de hende tilsmilende Herrer i sorte Kjoler og med Æres- legionens Kors paa deres Bryst; vi spore hendes Uvished om hun skal graa frem 02: hendes L\-st til at undfly. Saa sammenfattes Billedet af Flaubert i disse Ord:

«Det var den Holdning, som et halvt Aar- hundredes Trældom indtog overfor disse selv- tilfredse Borgermænd-.

Saa smaaligt nøjagtig som Beskrivelsen er, saa stort og stilfuldt er det samlende Udtryk.

Man føler det vel, at for denne Skribent var den Kunst, at skrive, den højeste af alle. Ikke blot at det at skrive var hans højeste og eneste Kald, men man begaar ingen stor Over- drivelse ved at sige, at hans Verdensanskuelse løb ud i den Tanke: Verden er til for at be- skrives.

Han har et Steds givet denne sin Over-

^^O Mennesker og Værker.

bevisning Luft i en absolut betegnende Vending. Han retter med Henblik paa det Venskab, der forbandt ham med Bouilhet, i Fortalen til dennes Efterladte Digte disse Ord til Ungdommen:

< Og da man ved enhver Lejlighed forlanger en Moral, saa er her min:

■<Hvis der endnu nogen Steds skulde findes to unge Mænd, som tilbringe Søndagene med at læse Digterne sammen, som meddele hinanden deres Forsøg, deres Planer, Lignelser, der ere faldne dem ind, en Sætning, et træffende Ord, og som, iøvrigt ligegyldige for Andres Dom, skjule denne Lidenskab med jomfruelig Blu- færdighed, saa giver jeg dem dette Raad:

'x Gaar Side om Side i Skovene , frem.sig Vers for hinanden, optag i Eders Sjæleliv Træ- ernes Saft og Mesterværkernes Evighed, fortab Jer i verdenshistoriske Drømme, giv Eder hen til Indtrykket af det Store, — hvis I da kommer saa vidt, at I overalt, i Alt, hvad der hænder, kun se en Illusion at beskrive og det i den Grad, at Intet, end ikke Eders egen Tilværelse synes Eder bestemt til andet end dette , og I ere besluttede paa for den Sags Skyld at døje enhver Beskjæmmelse, saa tag fat, giv Bøger ud!»

Med disse Ord: hvis I overalt, i Alt, hvad der sker, kun se en Illusion at beskrive, er det for Flauberts Livsanskuelse Ejendommelige udtalt.

Gustave Flaubert.

431

Jeg v'éd ret vel, at hans Mening nærmest er den: den sande Skribent ser i Alt kun Billed, et forbi- farende Billed, der alene lader sig fastholde af Kunsten. Men i snævrere Betydning passer Ordet paa ham selv. Han har indviet sit Liv til at beskrive Illusioner. ]Man gjennem- gaa i Tanken hans Stoffer lige fra Fru Bovarys Forelskelser, fra hendes Haab om gjennem dem at hæve sig ud af sit Provinslivs Elendighed og sit Ægteskabs Plathed, til hele Rækken af den hellige Antoniuses Orkenhallucinationer — hvad er det andet end Illusioner at beskrive!

Illusionen har en Dobbelthed i sig, der svarer til Flauberts Naturel. Den er, fraset dens Væsen som Blændværk, skjøn; den har Farve og Duft, den fylder Sindet og udgjor dets mest potenserede Liv. Som saadan tiltrak den Skjon- hedsdyrkeren i ham. Og Illusionen er dernæst hul og tom, ofte dum og grim, ikke sjældent latterlig, som saadan fængslede den Anatomen i Flaubert, Manden, hvis Blik oploste Virkelig- heden i dens Bestanddele, og hvis mægtige Haand knugede Luftkastellerne sammen til Dunst.

II.

Hvorledes var han bleven saadan, som vi i hans første Roman lære ham at kj ender

/\.^2 Mennesker og Værker.

Hans Fader var en berømt Kirurg i Rouen, en velhavende, strængt retskaffen, godhjærtet Mand, der opdrog Sønnen godt og frit. At hans første Hjem var et Lægehjem, føler man i hans Bøger. Han studerede selv en Tid lang IMedicin, siden Jus, men kastede sig allerede i Skolen med Lidenskab over Literaturen og mødtes i dette Sværmeri med en jævnaldrende Ven, der blev en Ven for Livet, den senere Digter Louis Bouilhet. Der findes uden Tvivl selvbiografiske Elementer i Skildringen af Venskabet mellem Frédéric og Deslauriers i «L'éducation sentimen- tale». Flaubert kom som Frédéric 19 Aar gammel til Paris for at studere. Hans Fader kjøbte Land- stedet Croisset ved Rouen, som han arvede; han tilbragte sit Liv afvexlende i Rouen og Paris, et Liv, i hvilket der kun forekommer to udvortes Begivenheder: en Rejse til Orienten, som han fore- tog 30 Aar gammel og en senere til Nordafrika. I Rouen lukkede han sig i Maanedsvis inde for at studere og skrive, i Paris søgte han nærmest Adspredelse; han var i sin Ungdom udholdende i sine Studier og voldsom i sine Fornøjelser.

Han havde det Temperament, som stemmede med hans Ydre. Jeg har kun set ham i hans senere Leveaar, og kun flygtigt. Men man glemmer ikke denne storøjede, blaaøjede Her- kules med rødlig Hudfarve, med høj, skaldet

Gustave Flaubert.

433

Pande, med lange Moustacher, der dækkede hans mægtige Kjæber, med det knejsende, tilbage- kastede Hoved, den lidt fremstaaende Bug og som vel gik langsomt og ugjerne, men yndede hæftige Bevægelser, slog ud med Armene og, enorm som han var, udslyngede fry^gtelige Para- doxer med en tordnende Stemme. Han var godmodig som alle larmende Kæmper; hans Vrede — siger en af hans Venner — kogte og faldt som Mælk.

Han var voxet op paa den Tid, da Ro- mantismen i P'rankrig stod i Flor; han havde faaet sit første Præg i dens Skole og han be- varede Minder derom ikke blot i sin Stil og sin om Gautier erindrende saftige, (■ truculente») Maade at tale paa, men selv i sin Klædedragt. Han gik med store, brede Hatte, satte paa Skraa, med stortærnede Benklæder og Frakker, der sluttede om Livet, gik om Sommeren i sit Hjem i po- sede, hvid- og rødstribede Buxer og en Slags Trøje, der gav ham Lighed med en Tyrk i Negligé. Der gik det Rygte blandt hans Venner, at Borgerfolk i Rouen lovede deres Børn, naar de om Søndagen tog paa Landet, at hvis de var artige, skulde de faa Hr. Flau- bert at se i hans Have.

Jeg sagde, at nogle Rejser var Hovedbe- givenheder i hans Liv. Kvinderne have op-

28

434

Mennesker o<j Værker.

taget mindre Plads deri end i saa mange andres. Han havde, da han var 20 Aar gammel, elsket dem som Troubadour. Den Gang gik han jævnlig to Mil for at k\-sse en Newfoundlænder paa Snuden, som en Dame, han beundrede, plejede at kjærtegne. Sidenhen vænnede han sig til en djærvere Synsmaade og en djærvere Praxis i erotiske Anliggender. Han var en Ven af Anekdoter i Rabelais' Manér og tog i sine Boger med fuldt saa haarde Hænder paa den erotiske Illusion som paa alle de andre.

Ikke des mindre var der paa dette Punkt som paa saa mange en Dobbelthed i hans V^æsen. Han, Pebersvenden, Tobakssmøgeren, der kun omgikkes Mænd fortroligt og ikke holdt af andre end muntre og letfærdige Damers Selskab, havde — maaské saa vel paa Grundlag af personlige Erfaringer som paa Grund af en indgroet almindelig Overbevisning om at alt Væsenligt mislykkes Mennesket, den Tro, at det Naturlige, saa at sige Regelmæssige for Manden var, hele sit Liv igjennem — trods alle Ad- spredelser — at nære en enkelt stor Elskovs- lidenskab, som aldrig tilfredsstilledes. I god Overensstemmelse hermed hedder det i et Brev fra Flauberts sidste Leveaar til en Dame, spe- gende, men tillige vemodigt sandt:

'<Vi stakkels literære Arbejdere! Hvorfor

Gustave Flaubert.

435

nægter man os hvad man saa villigt indrømmer Spidsborgerne: De harHjærte; men vi! aldrig i Verden. Saa gjentager jeg Dem da endnu en Gang, at jeg for min Del er en uforstaaet Aand, den sidste Grisette, den eneste Over- levende af Troubadourernes gamle Race..

Denne uforstaaede Aand plejede dog ikke at henvende sig til Kvinderne for at forstaas. Han nævnte som Ældre de Nætter han havde tilbragt under Tobaksrøgning og Samtale med Louis Bouilhet som sit Livs bedste Erindringer. Ham var Venskabet en Religion, og blandt Ven- nerne stod ingen ham saa nær som denne første Ven.

Jeg véd ikke om der har existeret Tider, der vare gunstigt sindede mod uafhængige Aander. Men vist er det, at disse to unge Mænd, som traadte ud i Livet, da Bourgeoisiet under Louis Philippe triumferede og da det fik sit poetiske Udtryk i Scribes L}'stspil og i den svagelige og retskafne Técole du bon sens, fandt den Tid, de var saa uheldige at leve i, den værste af alle. Overalt var det Mode, at lovprise den sunde Sands og sværte Poesien. Alt, hvad der ikke var middelmaadigt, fandtes kjedeligt. De op- fattede deres Tidsalder som Mediokratiets, Middel- maadighedsregimentets, de saa den sejrende Middelmaadighed som en uhyre sort Skypompe suge alt til sig og hvirvle alt med sig.

2S^

AsO Mennesker og Værker.

Det gav dem begge et Fond af Melankoli og dyb Alvor, en Understrøm af Menneskeforagt, en Følelse af aandelig Isolerthed og derigjennem Lt overvejende Hang til Produktion af upersonlig, udeltagende Art.

111.

Det er ud af denne Stemning at Flaubert i sin modnere Mandsalder endelig bestemte sig til at optræde som Forfatter og skrev « Madame Bovary. . Der gik en isnende Kulde ud fra den Bog. Det var, som havde denne Romanforfatter endelig faaet Sandheden hisset op fra den dybe, kolde Brønd, hvori den havde ligget, og som stod den nu der paa sit Fodstykke og frøs og bragte Afgrundens hele Kulde og Gysen op med sig. En underlig Bog, skreven uden nogen som helst Ømhed for sin Gjenstand. Andre havde skildret Landets og Provinsernes Stilleliv med Vemod eller dog med den Idealiseren som en Betragtning i Afstand plejer at fore med sig. Han saa derpaa uden Medfølelse, lod det fremtræde aandløst som det var. Hans Landskaber var uden saakaldt Poe^i, men kort og fuldstændig skildrede. Han nøjedes i sit strænge Mesterskab med at give Hovedlinjerne og Hovedfarverne; men disse tegnede og malte Landskabet helt.

Gustave Flaubert.

437

Og han havde lige saa lidt nogen Ømhed for sin Hovedperson — et Særsyn hos en Digter, naar Hovedpersonen som her var en ung og smuk, ja indtagende Kvinde, som længes, savner, fejler, skuffes, fordærves og gaar til Grunde uden nogen- sinde at synke under Omgivelsernes Niveau. xNlen hver Drøm, hvert Haab, hvert Blændværk, hver naiv og hver usund Attraa, der gik gjennem hendes Hjærne, var undersøgt og lagt før Dagen uden Sindsbevægelse, ja med oversvævende Ironi. Der var næppe en Fase af hendes Tilværelse, hvor hun ikke var latterlig eller odiøs og først, hvor hun dør en græsselig Død, traadte den dæmpede Ironi helt tilbage øg hun udaandede vel ikke som en Gjenstand for ^Medlidenhed men dog heller ikke søm en Gjenstand for Foragt.

Ikke at Digteren ved Skildringen af hendes Dødsstunds Rædsel har været kold. I et Brev til sin Ven Taine har han sagt: Da jeg beskrev Emma Bovary's Giftdød, havde jeg i den Grad Arseniksmagen i Munden, jeg var saa fuldstændig selv forgivet, at jeg tø Dage i Træk maatte kaste al min Middagsmad op .

Men den sjælelige øg legemlige Betagethed dækkedes ved den fuldendte Selvbeherskelse under Udførelsen .

Der var i den hele Bog ikke en Persøn, med hvem Digteren havde noget tilfælles, ingen,

438 Mennesker og Værker.

han, i nok ?aa ringe Grad, kunde tænkes at være eller ville være; de var alle uden Und- tagelse vulgære, uskjonne, lastefulde eller Stakler. Og han holdt dem paa dette Punkt. Den unge Kvinde har f. E., trods sine farlige Instinkter, i sin Længsel mod det Skjonne, sin Trang til det Ideale og sin længe haardnakkede Tro paa Elskovens Romantik Egenskaber der — frem- stillede en Smule anderledes eller mere skaansomt — vilde have adlet Karakteren selv i dens For- vildelser. Hvad havde George Sand ikke gjort ud af hende! Men Flaubert vil netop ikke falde tilbage i de gamle Spor, og berøver med P'lid de saakaldte skjønne eller søde Synder enhver Poesi. Den bedragne Ægtemand har ligeledes trods al sin Plumphed ved sin God- lidenhed og Taalmodighed, sin Retskaffenhed og sin trofaste Beundring for Emma et Element i sig, der under andre Omstændigheder kunde være blev^et rørende, og han udfolder ved hendes Død Egenskaber, en inderlig Vedhængen, en Selvforglemmelse, der ved et lille Tryk af Digterens Finger kunde have taget sig betyde- lige, Ærefrygt indgydende ud. Men Digteren vil ikke give Leret dette Tryk; han holder af Sand- hcdskj ærlighed Skikkelsen indenfor den Grænse, der synes ham den rette, lader Bovary fra forst til sidst være en godmodig, uappetitlig Stakkel.

Gustave Flaubert. 439

Der er i Bogen en enkelt nogenledes sym- pathetisk Person, den lille Apothekerdreng Justin, der i Afstand tilbeder Emma, og der gives et Øjeblik efter Emmas Dod hvor Digteren synes at ville idealisere ham s\-agt. Da Alle ere borte, kommer han til hendes Grav, og det hedder: Paa Graven mellem Fyrretræerne knæ- lede et hulkende Barn og dets Br}'st, som var bristefærdigt af Hulken, stønnede i Skyggen under Trykket af en umaadelig Smerte, mere blid end ]\Iaanen og mere uudgrundelig end Natten. Pludselig knirkede Laagen.- Man undrer sig over, at disse Linjer have Flaubert til Forfatter. Men saa fortsættes: Det var Graveren Lestiboudois; han kom. for at soge efter den Flakke, han nylig havde glemt; han kj endte Justin, da denne klatrede tilbage over Muren og vidste nu, hvem den Ugjerningsmand var, der plejede at stjæle hans Kartofler.

Denne beundringsværdige Sætning var den eneste, som fra den første Gjennemlæsning af 'Madame Bovary efter ti Aars Forlob var bleven i min Erindring. Dens Ironi er ikke vilkaarlig som undertiden Heines; Ironien er her kun D\-bsind. Denne Sætning er en alsidig Aands Værk. Det er naturligt, at Justin foler inderligt og poetisk ved den tilbedte Frues Dod, men det er ikke mindre naturligt, at han tidligere har stjaalet

^^O Mennesker og Værker.

Kartofler og at Graveren i hans Stii^cn over Kirkegaardsmuren ved en genial Intuition ser Indiciet paa, hvem hans KartotTeltyv er. Men at Flaubert paa en Gang har begge disse to Ting, disse to Sider af Livet for Øje, er Vidnes- b}Td om en aandelig Styrke og Overlegenhed over sit Stof, der aldrig havde vist sig i denne Form før. Den kunstneriske Ironi — hvis man vil bruge dette Ord — er her ganske anderledes uper- sonlig, utilfældig, sand og dyb end hos Mérimée. Den er kun en stereoskopisk Synsmaade, der giver Virkeligheden Relief, stiller den rundt og frit. Det er intet Under, at man fra første Færd af næsten ikke opdagede andet i Værket end denne Synsmaade og den Virkeligheds- troskab, som var dens Produkt. Hvis man ser bort fra den korte Tid, da den ganske fjottede Opfattelse af Flaubert som en usædelig Forfatter gjorde sig gj ældende, var den Opfat- telse, som trængte igjennem, den, at han var, hvad man kaldte Realisten : Han kopierede med samme Samvittighedsfuldhed det Ubetydelige og det Vigtige i Flæng mellem hinanden, kun med en synlig Forkjærhghed for det Platte og sæde- ligt P'rastødende; alt stod hos ham i ét Plan, kraftigt, men haardt. De Vrangvillige føjede dybsindige Bemærkninger til, om at den Ret- ning, han indledede, var Fotografi, ikke Kunst.

Gustave Flaubert. 441

Man ventede eller haabede fra hans Haand nye Madame Bovary'er.

Men man ventede forgjæves, thi han lod ikke hore fra sig; Aar gik efter Aar og han var stum. Endelig efter syv Aars Forløb traadte han paany op med en Roman, og Læseverdenen stejlede af Overraskelse. Man var her langt borte fra Rouen, fra Landsbyerne i Xormandiet og fra det nittende Aarhundrede. ^lan gjen- fandt Aladame Bovar}-^s forsvundne Forfatter paa Karthagos Ruiner. Han fremstillede i «Sa- lammbo) intet andet og ringere end det gamle Karthago paa Hamilkars Tid, en Stad og en Civilisation, om hvilken næsten intet paalidehgt vidstes, en Krig mellem Karthago og Byens Lejetropper, der ikke en Gang frembød en verdenshistorisk eller saakaldt ideal Interesse. Man sad og ventede paa en parisisk Ægteskabs- roman og saa fik man i Stedet Tanitskultus og Molokstilbedelse, Belejringer og Kampe, Rædsler uden Tal, en hel Hærs Undergang i Hungers- kvaler og en Hbysk Hærførers langsomme Marterdød.

Og det Underligste var, at alt dette, som Ingen vidste noget om og Ingen kunde kon- trollere, hele denne uddode, vildt barbariske Verden traadte frem med en Anskuelighed og smaahg Nøjagtighed, der i ingen Henseende stod

AA.2 Mennesker og Værker.

tilbage for den i <5 Madame Bovary». Man op- ciagede, at Methodcn var uafhængig af Æmnets Be- skaffenhed. Flaubcrt havde .spillet Læseverdenen et Puds, paa en slaaende Maade vist den, hvor lidet den havde forstaaet ham. Hvis Nogen havde troet^ at han som Realist var bunden til det fædrene Land og Klima, saa kunde man nu lære, hvor vel tilpas Flaubcrt følte sig i Flamme- landene. Hvis Nogen havde ment, at det smaa- borgerlige Liv i dets Hæslighed og dets Komik formaaede at fængsle ham, at hans Talent var i nogen Maade hollandsk, saa maatte man nu opdage, at l-laubert ikke for intet havde havt Ungdomssværmeri tilfælles med Mændene fra 1830 og at han, ganske som de, søgte hen til primitive Lidenskaber og barbariske Sæder. Dog indtil hvilken Grad Flaubert i Virkeligheden delte Erkero^pantikernes Sympathier og Naive- teter, det anede selv efter xSalammbo; de Fær- reste. Afrikas Sol og Østerlandets Liv vare blevne ham hellige ved Byron og Victor Hugo, og hans personlige Indtryk havde kun befæstet de poetiske. Lugten af Kaffe gav ham Hallu- cinationer af vandrende Karavaner, og han spiste de afskyeligste Retter med Religion, naar de blot havde et fremmedklingende Navn.

Flaubert havde gjort sit Yder.ste for at frembrincre NoQiet, der lignede det "amle Kar-

Gustave Flaubert. 443

thago. Han var imidlertid Kunstner nok til at vide, at det ikke kom an paa den ydre Sand- hed, men paa den indre, som man kalder Sand- S}-nlighed. Hans Skildring forekom Mange fuldt overbevisende. En Tvivl om dens Overens- stemmelse med den 22 Aarhundreder fjerne Virkelighed, blev af Frankrigs første Kritiker engang i min Nærværelse besvaret med det simple : c Jeg tror, at den er sand » . Men fraset dette, saa gj ælder her de Ord, med hvilke Flaubert kjækt og aabent tilbageviste et Angreb af Sainte-Beuve: '<Jeg tror ganske vist at have frembragt Noget, der ligner Karthago. Men det er ikke Spørgsmaalet. Jeg bryder m.ig Pokker om Arkæologien! Hvis Farven ikke er én, hvis Enkelthederne ikke stemme overens, hvis Sæderne ikke lade sig udlede af Religionen og Handlingerne af Lidenskaberne, hvis Karak- tererne ikke hænge sammen, hvis Kostymerne ikke passe til Skikkene og Bygningerne ikke til Khmaet, saa er min Bog usand. Hvis ikke, ikke.»

Denne Udtalelse rammer Sømmet paa Ho- vedet- man føler Mesterens gode Samvittighed og den Avtoritet, den giver, i disse Ord. Hans Værk var ikke, som saa mange senere arkæo- logiske Romaner, en Maskerade, i hvilken moderne Følelser 02: Livsanskuelser fremførtes i

III Mennesker og Værker.

antik Udpyntning; nej Alt var her af ét Stykke, havde samme vilde og fr)'gtelige Præg. Elskov, List, Hævnsyge, Religiøsitet, Karakterstyrke, Alt \'ar umodernt.

Digterens Sandhedskjæ-rlighed var her øjen- synligt ligesaa inderlig og hæftig som i den første Roman. Kun blev det latterligt overfor denne Sejr over Død og Forgangenhed at tale mod Flaiiberts Fotograferen. Man tænke sig: Fo- tograferen af det gamle Karthago. Der lod sig altsaa ud fra denne Bog indvinde et rigtigere Synspunkt for den forriges cRealisme». At Flaubert ikke hørte til dem, der kopiere den tilfældige Virkelighed, blev klart. Man saa', at Nøjagtigheden af hans Beskrivelser og Angivelser udsprang af en ejendommelig Præcision i Ind- bildningskraften. Han havde øjensynligt i lige høj Grad de to Elementer, der udgjøre Kunst- nerens Væsen: Iagttagelsesevnen og den skik- kelsedannende Kraft. Han havde Hang og Evne til Naturstudiet, deri indbefattet det hi- storiske Studium, havde det forskende Øje, som intet Forhold mellem Enkelthederne undgik. Her at tale om Fotograferen var umuligt; thi Studium er noget Aktivt, Ildfuldt, er Blik for det Væsentlige, Fotograferen er derimod noget Passivt, Maskinmæssigt og ligegyldig overfor P'orskjellen mellem Væsenligt og Uvæsenligt.

Gustave Flaubert. , | . ] Z

Og Flaubert havde dernæst Kunstnertempera- meiitet, den Sindsstemning, der gjennemgloder og udmynter alt det ved Iagttagelse og Studium Indvundne, og i denne Prægen aabenbarer sig som Stil. Thi hvad er Stil andet end det san- selige Udslag af Temperamentet, end det Middel, ved Hjælp af hvilket Forfatteren bringer Læse- rens Øje til at se som han har set! Stilen udgjør Forskjellen mellem den kunstneriske, virkehghedstro Tegning og den vellykkede Fo- tografi, og Stilen er allestedsnærværende hos Flaubert.

Næppe havde han til en eller anden Bog samlet sine Iagttagelser, sine Forstudier sammen, før de ophørte at interessere ham som saadanne. Nu gjaldt det at skrive denne Bog i et fortrin- ligt Sprog, Og Sproget blev Alt, Optegnelserne var ikke mere noget, det Hgegyldige, rent under- ordnede. At han var nøjagtig og sanddru, plejede han at sige, det var kun simpel Ret- skaffenhed som skyldtes Publikum, men i og for sig var Nøjagtigheden ikke Kunsten, nej, tordnede han og slog ud med Armene, den eneste vigtige og evige Ting under Solen var en velskabt Sætning, en Sætning, der bar sig smukt, havde Haand og Fod, hang sammen med den foregaaende og efterfølgende og frydede Øret, naar man læste den højt for sig selv.

I i6 Mennesker og Værker.

Saa skrev han et lille Stykke hver Dag, 5, 6 Sider hojcst, vejede hvert Ord for at undgaa Gjentaq;elser, Rim, Haardheder, forfulgte et gjen- taget Ord i 30, 40 Linjers Afstand, ja taalte ikke Gjentagelse af samme Stavelse i samme Sætning. Ofte ærgrede et Bogstav ham, han sogte om Ord, hvori det ikke fandtes, under- tiden ledte han efter r'er, naar han havde Brug for en rullende I. yd. Saa læste han det Skrevne hojt for sig selv, sang det ud med sin Sten- torrøst, saa Folk stode stille paa Vejen udenfor hans Hus. Mange kaldte ham Advokaten, troede han øvede sig paa Retstaler.

Han led Kvaler under denne sin Stræben efter Fuldkommenhed. Det var disse Fødsels- veer, som enhver Skribent kjender, men hans vare saa smertelige, at han kunde springe op og skrige og kalde sig Fæ! Idiot!, thi næppe var én Tvivl overvunden, for en anden opstod. Ved sit Skrivebord sad han som magnetiseret. Tur- génjew, hans tro og nære Ven, der ofte saa' ham saaledes, erklærede, at det var rørende at se ham, der var saa utaalmodig af Natur, saa taalmodig i Kampen med Sproget. Han havde en Dag uafbrudt arbejdet paa en eneste Side af sin sidste Roman, gik saa ud at spise, vilde glæde sig ved at gjennemlæse sin Side i sin Seng, men fandt den slet, sprang — 58 Aar

Gustave Flaubert. 447

gammel, som han var — ud af Sengen i Skjorte, begyndte at skrive den om og skrev den hele Natten igjennem paa ny om og atter om dels ved sit Bord, dels, naar Kulden drev ham, sid- dende i Sengen.

Hvor har han elsket og forbandet sit Sprog ! Er det ikke karakteristisk, at han i « Madame Bovary» kun paa et eneste Sted glemmer sig og taler i sit eget Navn, og det er hvor han i An- ledning af Raouls Ligegyldighed overfor Emmas Kjærlighedserklæringer, der lød trivielle og dog var følte, udraaber: '<Ret som om ikke Sjælens Rigdom tidt strømmede ud i de tommeste Lig- nelser, ret som om Nogen kunde angive det nøjagtige Maal af sin Trang, sine Forestillinger eller sine Smerter. Hvem har ikke følt at Sproget er som en sprukken Kjedel, paa hvilken vi hamre Melodier, der lyde, som spilledes der op til Dans for en Bjørn, naar vi ønskede ved dem at tore Stjærner;; .

En saadan Klage i en saadan Mund er ligefuldt — • hvad den nægter Ordet at være — - en Maalestok for den store Stilists smertelige Attraa efter kunstnerisk Fuldendthed.

Naar en saadan Attraa en Gang har vist sig i en Kunst, saa kan den ikke uddø. Ingen Indviet, der har skrevet efter Flaubert og lært af Flaubert, har med god Samvittighed kunnet

^^3 Mennesker og Værker.

slaa væsenligt af i hans Fordring til sig selv. Derfor ere Flaiiberts Venner, Aandsbeslægtede, Elever vort Aarhundredcs strængeste og første Stilister. Ikke at Flaubert selv hyldede en Theori, som var gunstig for Stilens Originalitet. Han troede naivt paa en enkelt ideal, absolut rigtig Stil. Han kaldte denne Stil, som han søgte at virkeliggjore, den ganske upersonlige, fordi den ikke var andet end et Udtryk for hans c-vn I^ersonlighed, der ikke var ham paafaldende i det Skrevne. Guy de Maupassant har vittigt sagt om ham, at man om ham kunde vende det gamle fortærskede Ord om: « Stilen, det er Manden.. Han var den Mand, der var Stilen. Han var den personificerede Stil. Men Stil det er Kunst. Det er ingen uvæsenlig eller lige- gyldig Ting at den Mand, der fremfor nogen repræsenterer Literaturens moderne Retning og Formel, var saa langtfra at være en jaskende Opsnapper af det tilfældigt Virkelige, eller, som Bebrejdelsen i Regelen lyder, en Fotograf, at han liee omvendt var Kunstneren uden Dadel.

IV.

Flaubert har personlig aldrig meddelt Offen- ligheden det Mindste om sig. Han har bevaret den samme Tavshed om sine kunstneriske Prin-

Gustave Flaubert. 449

ciper som om sine private Oplevelser. Under disse Omstændigheder maa man prøve alle Veje, der staa En aabne, og som kunne fore ind i hans Inderste. Som en af de nærmeste og bedste frembyder sig et omhyggeligt Studium af hans broderlige Ven og Kampfælle Louis Bouilhefs Poesier. De to Mænd synes, flygtigt betragtede, meget ulige anlagte ligesom ulige begavede. Flaubert gjorde Epoke i den franske Literatur, Bouilhet var oq- blev en Dieter af anden eller tredje Rang; Plaubert var en Roman- forfatter, Bouilhet en L}Tiker og Dramatiker; men denne Ulighed har kun lidet at betyde for de to Venners Væsen. De holdt af hinanden, fordi de vare aandsbeslægtede; ikke uden gyldig Grund har Flaubert tilegnet Bouilhet sin første Bog og denne hin alle sine fortrinligste Produktioner. En opmærksom Sammenligning viser saa stærke Analogier mellem Bouilhets Digte og Flauberts Prosaværker, at den skærper Ojet for de mere tilbagetrængte Sider af denne sidstes Væsen.

Et af Bouilhets mærkeligste Digte er «Les Fossiles s, der aabnes med et storartet Maleri af Forverdenens Landskaber og Dyreliv, der- næst paa engang i poetisk Form og i viden- skabelig Aand følger Jordklodens L^dviklings- historie indtil det forste ^Menneskepars Optræden,

29

1 -Q Mennesker og Værker.

Og ender med en begejstret Skildring af T^ rem- tidens Menneskehed.

Man finder denne Forkj ærlighed for det Kolossale og Monstrøse igjen hos «Salammb6»'s Digter; man sporer i Flauberts Udgraven af forsvundne Folkeslag og Religioner det samme Hang til det Fossile som hos Bouilhet; og endelig viser sig tydeligt hos Flaubert den her oe rundtomkrinp" ellers hos Vennen fremtrædende Tilbøjelighed til at sammensmelte Videnskab og Poesi til et Hele.

Som Flaubert fordybede sig i klassiske og semitiske Literaturer, studerede Bouilhet Kinesisk og behandlede kinesiske Æmner i en lang Ræ^kke af Digte. De vilde begge ved disse Forskninger og de poetiske Forsøg, der fremgik af dem, undslippe fra en Tidsalder, der var dem imod, oe beo^ore fuleste de heri ubevidst Goethes Exempel. Men begge tilfredsstillede de des- uden herved den samme Drift til at vise Læseren alle Livsformers Relativitet, til at lære ham, ikke at hovmode sig af, hvor dejlig vidt vi have bragt det, og bibringe ham Anelsen om at vor Kultur, udgravet og .skildret efter Aartusinders Forlob, ikke vilde tage sig fornuftigere ud end den gamle eller fjærne.

Begge vilde de lade Forverdenen træde frem i dens historiske eller forhistoriske Renhed uden

Gustave Flaubert. 4^1

forstyrrende moderne Tilsætninger, og vege ikke tilbage for nogen Vanskelighed. Som var det i OCT for sis: ikke vanskeligst nok at male den antidiluvianske Verden med dens besynderlige Vegetation og formløst storartede Dyreskikkelser har Bouilhet ovenikjobet givet Afkald paa ethvert Udtryk, der maatte minde om moderne Ideer. Han beskriver Pterodaktylerne, Ichthyosaurerne og Ple- siosaurerne, Mammuthdyrene og Mastodonterne uden at nævne dem; m.an kjender dem kun paa deres Form, deres Holdning, Adfærd og Gang- art. Paa ganske lignende Maade har Flaubert i <Salammb6v afholdt sig fra enhver nok saa fjærn Hentydning til den moderne Verden; Digteren synes ikke at kjende den eller at have glemt dens Existens. Den kunstneriske Ob- jektivitet falder her sammen med den viden- skabelige.

Og dette er for begge Digtere Hovedsagen. De adlød bevidst eller ubevidst en ny Idé om Poesiens Forhold til Videnskaben. De have villet bidrage deres til at skabe en Poesi, der helt og holdent var opført paa videnskabeligt Grundlag.

Bouilhelts højeste Ærgjærrighed var at skrive et Digt, der sammenfattede den moderne Videnskabs Resultater og som for vor Tid kunde være hvad Lucretius' beundringsværdige

45

Mennesker ol: \ a-rker.

Digt cDe rerum natura var for Oldtidens Ved- kommende. Flaubert havde ojensynligt et ganske lignende Ønske. Men dette Ønske blev ]n)s ham bestemtere udpræget af hans Had til den menneskelige Dumhed. Han virkeliggjorde det negativt og i to forskjellige Former, først i sit Værk «Den hellige Antonius' Fristelse ^, i hvilket han lod alle Menneskehedens religiøse og moralske Systemer passere Revue som Ene- boerens og Menneskehedens Vanvidsdrømme, dcrnæ\st i sin sidste Fortælling <^Bouvard og Pécuchet , i hvilken to stakkels Dumrianers tal- løse Taabeligheder give Digteren Paaskud til at levere en Art Encyclopædi over alle de Omraader af menneskelig Viden , de forgribe sig paa. I c Den hellige Antonius' Fristelse » leverede han Menneskeaandens Tragedie \ Menneskeaanden aabenbarer sig her i storstilet, rasende og kla- gende Galskab; en Kong Lear paa Jordklodens Hede. I <.Bouvard og Pécuchet» fremstille han Karikaturen , den naive Uvidenhed, det dilet- tantiske Fuskeri paa alle videnskabelige og tek- niske Omraader, personificeret i to gamle latter- lige Kumpaner. Denne Roman udkom forst efter Forfatterens Død og kun den første Del er, endda kun tilnærmelsesvis, fuldført; men i høj Grad betegnende for Flaubert er den Plan, han havde, at supplere denne Del med en anden,

Gustave Fiaubert. 453

i hvilken de to arme Fyre, der begynde og ende deres Karriere som Skrivere, udføre det Indfald at afskrive alle de bekjendteste For- fatteres (deriblandt Hr. Flauberts) Dumheder og samle dem i et Bind.

Saavel Fiaubert som Bouilhet bleve altsaa i deres Arbejde ansporede af den mægtige Drift til i en eller anden, positiv eller negativ Form at nedlægge Udbyttet af den moderne Videnskab i deres Værker; om dem begge gj ælder hvad Fiaubert et Steds har sagt om Bouilhet, at Grundtanken hos ham, det geniale Element i hans Aand, var en Art Naturalisme, der minder om Renaissancen. Men medens Bouilhet satte en Del af sin bedste Kraft til paa middelmaadige eller traditionelt romantiske Dramer, har Fiau- bert ikke i et eneste af sine Arbejder hyldet Traditionen, men altid gjort et dybtgaaende videnskabeligt Forstudium til sine Digtninge, og kun hos ham er derfor Forholdet mellem Viden- skab og Poesi Værkernes Hovedinteresse og Nerve.

V.

Det synes næsten som om i vore Dage den Tid lakker ad sin Ende, da Digteren en skjon Dag satte sig ned foran et stort Ark hvidt

454 Mennesker og Værker.

V^pW Og Ilden noget Forarbejde beg)-ndte Ud- foreisen af en Roman eller Novelle.

Flaubert i det Mindste har indledet en Me- tliode i den poetiske Produktion , der nærmer denne stærkt til den videnskabelige. Han til- bragte for at faa en enkelt Oph'sning med Hen- syn til sit Stof Uger i Bibliothekerne, han gjennemgik Masser af Kobberstik for at komme paa det Rene med en tidligere Generations Ko- styme og Holdning. Han læste 98 Bind igjennem som Forstudie til 'Salammbo», foretog saa en Rejse til Tunis for at studere Landskaberne og Minderne om det gamle Karthago. Ja selv for at skildre fantastiske Landskaber som dem i Legenden om St. Julian foretog han Rejser til Steder, der syntes ham omtrent at give ham det Indtryk, han havde drømt om.

Saasnart han havde kastet Planen til en Bog paa Papiret, begyndte for hvert Kapitels Vedkommende Jagten efter Bevissteder og Kilde- skrifter. Hvert Kapitel havde sin Mappe, som efterhaanden fyldtes. Han gjennemlæste hele Samlingen af Bladet ' Charivari fra Louis Phi- lippes Tid for at forsyne den literære Zigeuner Hussonet i ' L'éducation sentimentale med Vittig- heder i Datidens Stil. PLan gjennemstuderede ikke mindre end 107 \'ærker for at skrive de 30 Sider om Agerdyrkning, der findes i ^ Bou-

Gustave Flaubert. 4^^

vard et Pécuchet>^. Excerpterne til denne Roman vilde, trykte, ikke have udgjort mindre end 5 tykke Oktavbind.

Det er øjensynligt, at han under disse For- studier undertiden ligefrem maa have glemt sin Roman og simpelt hen maa være gaaet ud paa at forøge sin Indsigt. Hans Interesse for at udvide sin Erfaring og samle Kundskaber var næsten lige saa levende som hans L}'st til at udforme sit sjælelige Indhold — eller rettere den blev det efterhaanden.

Naar man i Tankerne gjennemgaar hans Produktion fra dens første Begyndelse til dens Afslutning, finder man deri en stadig mere tydelig Overflytning af Tyngdepunktet fra det digteriske til det videnskabelige Element eller, mere be- tegnende udtr\kt, fra det menneskelige, sjælelige Element til historiske, videnskabelige, tekniske Udvortesheder, der optage en ufortjent Plads. Flaubert havde altid havt Tendens til at være en kj edelig Forfatter og han blev det stedse mere.

Han var gaaet ud fra en efter min Opfattelse rigtig Følelse af, at Digteren i vore Dage ikke kunde være en blot P'ørtæller eller maitre de plaisir. Han følte, at det poetiske Skib let kunde kuldsejle uden videnskabelig Ballast. Fra forst af viste det sig ogsaa, at Skibet med en saadan

456 Mennesker og \'ærker.

Ballast sejlede bedre og sikrere, med stoltere Holdning. Men efterhaanden som hans Udvik- ling skred fremad, greb Lidenskaben ham for at overvinde Vanskeligheder; han vilde slæbe det 'tungeste, bære de største Sten, og han læssede efterhaanden saa mange og saa store Sten i Lasten, at Skibet blev for tungt, gik for dybt og lob paa Grund. Hans sidste Roman er en mojsomt sammenradet Række Udtog af en Snes forskjellige Videnskaber og tekniske Methoder — kun interessant som det følgerigtige og ende- lige Udtryk for en interessant Personlighed og en urigtig æsthetisk Grundanskuelse.

Den almindelige Retning mod Studiet af det Udvortes er intet Ejendommeligt for Flaubert, den betegner den hele Gruppe af Aander, som han tilhorer. Den udsprang af Lede over den rationalistiske Tids Skildring af Mennesket som abstrakt Fornuftvæsen og af vor Tidsalders deterministi.ske Hang til at forklare Sjælelivet ud fra klimatiske, folkepsykologiske, fysiologiske Bestemmelser. Man finder denne Stræben hos alle Flauberts Venner, hos hans Lærer og Forgænger Gautier, hos Renan, hos Taine og hos Brødrene Goncourt. Hvor forskjellige disse Aander end ere, saa ha.ve de alle hint fælles og meget moderne Præg, og desuden næsten alle endnu denne anden ikke mindre moderne Egenskab, at man

Gustave Flaubert.

457

i deres kunstnerisk uclforte Værker i for hoj Grad sporer det Arbejde, der ligger bagved, den Møje, med hvilken de ere frembragte, og har et næsten pinligt Indtr\-k af Overlæsselse. Renan, om hvem det gjælder mindst, skildrer ikke sjældent Ting, der ligge helt udenfor Rammen; Gautier er vel den eneste af disse store Kunstnere, fra hvem Ord og Billeder synes at sprudle, og selv han slap sjældent Lexikonnet og Encyklopædien. *

Hos Flaubert fortrængte efterhaanden En- cyklopædien Sindsbevægelsen. Gautier var med Aarene bleven bestandig mindre Digter og stedse mere malerisk Beskriver. Flaubert blev med Aarene stedse mere en Lærd og en Samler.

Kaste vi et Blik ud over hans Skrifter i deres Tidsorden, saa se vi, hvorledes det humane Element, som fra først af overrisler og frugt- bargjør Alt, efterhaanden ebber og kun efter- lader gold, videnskabelig Stengrund.

I ^ladame Bovary:> er alt endnu Liv. Beskrivelserne ere sjældne og korte. Selv den af Rouen, Forfatterens Fødeby, som gives hvor Emma kjorer med Diligencen fra Yonville til Rouen for at træffe Leon, er givet i ganske faa Linjer, skarp som. et kunstnerisk Rids, og desuden be- sjælet ved den tilføjede Skildring af den Svimmel- hed, der fra disse Tusinder af sammenhobede

A^S Mennesker og Værker.

Ivxistcnscr stii:;er op imod hende; det er, som havde alle de Sjæle, der vibrerede dér, paa én Gang sendt hende Dampen af alle de Lidenskaber i INIode, som hun mente f\'ldtc dem. Den egenlige Beskrivelse af Byen — det maleriske Moment — er her omsat i Psykologi, i det Indtryk, den store Stad gjor paa Hovedpersonen, Noget der bliver sjældnere og sjældnere hos Flaubert.

I Salammbo^ maatte Studiet og det blot Deskriptive nødvendigvis gjore sig stærkere gjældende. Der er store Partier i dette Værk, i hvilke man snarere tror at læse et Stykke gammel Krigshistorie eller en arkæologisk Af- handling end en Roman og som derfor virke træ*ttende. Men «Salammbo;) var endnu rig paa rent menneskelige Motiver og Skildringer. Man læ.se f. Ex. det Kapitel igjennem, hvor Præsterne have besluttet at forsone Molok ved Ofring af den førstefødte Søn i hvert Hus, hvor nogle af dem banke paa Hamilkars Dør og denne for- søger at frelse den lille Hannibal af deres Vold. Den Stemning, som Flaubert her har givet, er en, i hvilken en punisk By maa have befundet sig, saasnart en saadan Masseofring var fastsat, og den enkelte Begivenhed hæver sig ufor- glemmelig frem fra denne Baggrund. Hamilkar styrter ind i sin Datters Værelse, griber med én Haand Hannibal, med den anden en Snor,

Gustave Flaubert. 459

der ligger paa Gulvet, snorer Hænder og Fodder sammen paa Drengen, putter Resten af Snoren ind i hans ]Mund som Knevl og skjuler ham under en Seng. Saa klapper han i Hænderne og forlanger i al Hast et Slavebarn paa 8 til 9 Aar med sort Haar og fremspringende Pande. Man bringer ham et fattigt Barn, paa en Gang magert og oppustet, hvis Hud er saa graa, som Pjalten om hans Lænder, og som gnider sine daarlige Øjne med Bagen af sin Haand. Hamilkar fortvivler. Hvorledes er det muligt at forvexle denne Dreng med Hannibal? Men Minuterne ere kostbare, og trods sin Modbydelighed giver den stolte Suffet sig til at vaske, gnide, salve det usle Barn, giver det en Purpurdragt paa op- befæster den om dets Skuldre med Diamant-

o

spænder, og Drengen smiler, lykkelig over al denne Pragt, og begynder at klappe i Hænderne og hoppe af Glæde. Hamilkar gaar bort med Barnet. INIen da han nede i Slotsgaarden med forstilte Taarer overrækker Molokspræsterne den Lille, viser sig hojt oppe i tredje Stokværk mellem Elfenbenspillerne en bleg, fry^gteligt udseende Mand med udbredte Arme. «MitBarnIv raaber han. ^;Det er Barnets Plejefader, » skynder Hamilkar sig at sige og stoder, som for at gjøre Afskeden kort, Præsterne ud af Doren. Da de ere borte, sender han Slaven de bedste

^6o Mennesker og Værker.

Tillig fra Kjokkenet, en Vædderbov, Bonner og GranatSN'ltetoj ; den Gamle, der Lxnge intet har spist, kaster sig derover og skiger i sig under Taarer, og da Hamilkar om Aftenen vender hjem, ser han i den store Sal, hvor Maanelyset skinner ned igjennem Kuplens Sprækker, Slaven ligge og sove, overmæt, halvt beruset, saa lang han er paa Marmorgulvet. En Slags Medliden- hed griber ham og med Spidsen af sin Fod skyder han et Tæppe hen under hans Hoved. Her er den almenmenneskelige Essens uddraget af en specifik karthaginiensisk Situation.

' Salammbo V gjorde som alt antydet en ikke ringe Opsigt, men beredte dog Læseverdenen og Kritiken en Skuffelse. Man delte ikke Forfat- terens Sympathier for det Kolossale og Flammende, man arbejdede sig med Moje gjennem Skildringerne af antike Blider, Stormbukke og Belejringer, man bad ham skrive en ny '< roman de passion >, en Bog om moderne Lidenskab, en Kjærligheds- fortælling.

Flaubert fulgte endelig i Slutningen af 1869 Opfordringen med sin Roman cL'éducation senti- mentale >, et af hans mærkværdigste og dybeste Værker, der faldt fuldstæ-ndigt til Jorden. Fra nu af oplevede han kun literære Nederlag. Pub- likums Yndest, der var kjolnet ved 'Salammb6», veg fuldstændigt fra ham.

Gustave Flaubert.

461

Den nye Bog var en ny Art Bog. Dens næsten uoversættelige Titel (nærmest: Hjærtets Opdragelse) var ikke korrekt; thi Ingen og Intet opdrages i Bogen; dog handler Bogen om et Følelsesliv. Men den behandler snarere Elskovsfølelsens gradvise Afstumpning og slutte- lige Exstirpation end nogen Udvikling af den. Den kunde bedre hedde Elskovsillusionen og dens Udryddelse. Den er et af Flauberts Hoved- forsøg paa at destillere det rene Intet under Skikkelse af den pure Illusion ud af det sæd- vanlige Menneskelivs hele Higen og Tragten. I «Salammbo. drejer Alt sig om et helligt Slør, som Gudinden Tanit besidder, Zaimf ved Xavn; dette Slør er skinnende og let; den Stad, fra hvilken det ranes, gaar til Grunde; det Menneske, der bærer det, er saa længe usaarligt; men den, der har hyllet sig deri, maa gaa til Grunde. Illusionen er som dette Slør. Den er straalende som Solen og let som Luften; den meddeler Søvngængersikkerhed og den fortærer som en Nessusdragt.

Jeg sagde, at Flaubert troede paa en enkelt, hele Livet varende, aldrig tilfredsstillet Elskovs- lidenskab. Det er en saadan, han har fremstillet i Frédérics Kjærlighed til Madame Arnoux. Den er haabløs, den er undselig, den er kuet, den giver sig Luft i nogle uforstandige Op-

a()2 Mennesker og X'ærkei-.

ofrelser for hendes Mand og i nogle halvt ud- talte platoniske Forsikringer om fælles Sym- pathier; den forer til intet, til et Lofte, der tages tilbage af hende, til nogle Forsøg, der slaa fejl for ham, og endelig efter tyve Aars Forlob til en eneste Omfavnelse, fra hvilken El- skeren skræmmes tilbage, da den Elskede imedens er bleven gammel og indjager ham Skræk ved sine graa Haar.

Det Ejendommelige ved denne Roman er i endnu langt højere Grad end ved « Madame Bovaryv, at den ikke har nogen Helt og da i øvrigt lige saa lidt nogen Heltinde.

I det forældede Udtryk Helt ligger hele den gammeldags Poesis nedarvede Vedtægt. I Aar- hundreder havde Forfatterne paraderet med en Helt, han var stærk og smuk, stor i sine Dyder eller Laster, eller dog stræbende og god, et P2xempel til Efterfølgelse eller et afskrækkende Exempel — her greb nu en Digter en ung Mand, som unge Mænd er flest, og viste uden at ytre Misbilligelse eller Beklagelse, med hvilket Intet hans Liv gik hen, og hvorledes Skuffelserne haglede ned over ham, ikke store sjældne Skuf- felser — han oplever overhovedet intet Stort eller Sjældent — , nej de smaa Skuffelser, som udgjore Existensen. En lang Kjæde af smaa Skuffelser, isprængt med enkelte store Skuffelser,

Gustave Flaubert. 4^3

det er for Flaubert Definitionen paa det regulære Menneskeliv. Dog Bogens Tiltrækning beror ikke fortrinsvis paa den gjennemforte melankolske Grundstemning. Dens Hovedtiltrækning er for mig den Ynde og Kyskhed, med hvilken Pennen er fort, hvor Frédérics store Kjærlighed er skildret. Den d\-be Forstaaelse af den unge Mands Sværmeri peger tilbage mod det Selv- oplevede. Ingen Steds har Flaubert mere direkte skrevet ud af sin egen Sjæl og ingen Steds mindre ud af en af de fem eller sex kunstige Sjæle, han, som enhver kritisk anlagt og kritisk frembringende Natur formaaede at give sig.

Frédéric elsker uden Bagtanke, uden Haab om Gjenkj ærlighed, absolut, med en Følelse, der ligner Taknemmelighed, med en Trang til at ofre sig for den Elskede, der er saa meget stærkere, som den ingen Tilfredstillelse finder. Men Aarene gaa, og en Følelse af samme Art udvikler sig hos den Kvinde, han elsker. Det er en afgjort Sag imellem dem, at de aldrig kunne tilhøre hinanden; men deres Smag, deres Domme stemme overens: 'Ofte udbrød den af dem, der hørte til: Jeg med! Og kort derefter var Turen til den anden at udbryde : Jeg med ! >> Og de drømme, at hvis Forsynet havde villet, saa havde de levet et Liv fuldt af Elskov alene og som vilde have været « noget Sødt, noget Straa-

464 Mennesker og \'ærker.

Icnde og Ophojet som Stjærnerncs skjælvende Blinken./

Oftest sad de i fri Luft paa Verandaen, og- Efteraarets gulnende Trætoppe kuplede sig ujævnt foran dem indtil Randen af den blege Himmel; eller de sad i en Pavillon ved Enden af Alleen, hvis eneste Møbel var en med graat Lærred overtrukket Sofa. Sorte Punkter plettede Spejlet; Murene udaandede en muggen Lugt; men de blev der, talende om sig selv, om Andre, om lige meget hvad, i gj ensidig Hen- rykkelse. Undertiden dannede Solstraalerne, der brod sig Vej gjennem Persiennerne, mellem Loft og Gulv ligesom Strængene paa en Lyre.:

Denne Lyre — det var, tror jeg, den gamle, den ægte, L}'ren fra Troubadourernes Tid og fra Flauberts Ungdom, og det synes En, som om han her har grebet i dens Strænge.

c L'éducation sentimentale^) udkom, da Kejser- dømmet traadte ind i sine sidste Kriser. Salget var maadeligt. Alle Aviserne erklærede Bogen for inderligt kj edelig, desuden naturligvis for umoralsk; mest smertelig for Flaubert var den Tavshed der fulgte, syv Aars Arbejde var spildt og laa paa Jorden.

Aarsagen var, at han havde arbejdet for meget. Han havde for at skildre Paris i Fyrrerne studeret gamle Billeder, undersøgt

Gustave Flaubert. 465

Terrainforhold, hvor Gader, der nu var nedbrudte havde staaet, gjennemgaaet Datidens Historie ind- til Enkeltheder, gjennemvadet Tusinder og atter Tusinder af Aviser med deres Referater af Taler i Forsamlinger og med deres Skildringer af Da- tidens Gadeliv og Gadekampe. Han vilde ab- solut give et nøjagtigt Tidsbillede og gjorde for meget deraf. Det historiske Apparat breder sig for stærkt; her som i iSalammbo. er F'od- stykket blevet for stort til Figurerne. Flaubert har uden Tvivl selv følt det; thi allerede medens han arbejdede paa den karthaginiensiske Roman, skrev han mismodig til en Ven: ^Studiet af Kostymet faar os til at glemme Sjælen. Jeg vilde give det halve Ris Papir, jeg nu i fem Maaneder har fyldt med Optegnelser, for blot i 3 Sekunder at føle mig virkelig bevæget af mine Personers Lidenskaber. -• "Sien han formaaede ikke at trænge Skildringen af Omgivelserne, af de almindehge Stemninger og Tilstande tilbage. - Man føler hos ham, at Studiet følger bestandig tættere i Fantasiens Spor som i den nordiske Mythologi Maanegarm i Maanens og at den stak- kels Maane er stedse nærmere ved at blive slugt. De « Tre Fortællinger . : Et simpelt Hj ærte, Legenden om St. Julian den Gjæstfri og He- rodias var en lille Trilogi af Mesterværker, en Nutidsnovelle, en Middelalderslegende og et Old-

30

Aj^C Mennesker og Værker.

tidsmaleri. . Herodias > gav i Salammbo /s Stii et morkt og kraftigt l^illede af Palæstina paa Johannes den Døbers Tid, fra hvilket Vitellius's nysgjærrige Fraadseransigt, stirrende ind i det skjævt afhugne Johanneshoveds brustne Øjne, h-ser Læseren i Mode. Legenden om St. Julian er et Monster paa en Gjenfodelse af Middel- alderens /\and. Ingen Munk har skrevet en mere ægte kristelig Legende end Fritænkeren Flau- bert. Intet kan være strængere i Legende- stilen end denne Slutning om den spedalske Betler, som fortærer Julians sidste Stykke Flæsk og sidste Stykke Brod, pletter hans Kniv, hans Skaal, hans Krus med sin Spedalskhed, og endelig med sine stinkende Bylder strækker sig ud paa hans Leje og fordrer, at Julian skal varme ham med sit nøgne Legem. Da den fordums Prins i sit Hj ærtes Ydmyghed fornedrer sig dertil, omfavner den Spedalske ham Mund imod Mund, Bryst mod Bryst, og i samme Øjeblik forvandles hans Skikkelse: hans Øjne blive stjærneklare, hans Haar blive lange som Solstraaler, hans Aande faar Rosenduft; Hyttens Tag flyver af, og Julian svæver op i det blaa Rum, Ansigt til Ansigt med Vor Herre Jesus Kristus, der bærer ham op i Himlen.

I Et simpelt Hjærte» har Plaubert Hge- som fortalt den gamle præmiebelønnede Tjeneste-

Gustave Flaubert. 467

piges Historie fra ^ladame Bovary . Det er en rorende F'ortælling om en gammel, af alle udnyttet og af alle forladt Pige, der tilsidst kaster hele sit Hj ærtes Kjærlighed paa en Pape- gøje; hun beundrer denne Papegøje over Alt; den synes hende i hendes Enfold at Hgne den Helligaand som Due paa Landsbykirkens Alter- tavle, og lidt efter hdt udfylder den i hendes Be- vidsthed den Helligaands Plads. Den dør og hun lader den udstoppe. Men i sin egen Dødsstund ser hun den kæ-mpestor og med udbredte X'inger mjDdtage hende og fore hende op i Himlen. Dette er ligesom den dybt vemodige Parodi paa Le- gendens Slutning. Her som hist Vision og Illu- sion; overfor vort Væsens Svaghed, vor Trang til Trøst, vor Evne til at skuffes, vor Synke- færdighed er — synes Flaubert at sige — det ene Halmstraa saa godt som det andet.

Disse tre Fortællinger gjorde liden eller ingen Lykke. I dem havde Studiet gjort endnu et Skridt paa Livets Bekostning. Her var næsten ingen Samtaler, ingen Repliker mere. Det var snarere Indholdsangivelser end Noveller; man følte, at Digteren var begyndt at forsmaa den egentlig poetiske Udformning. Dernæst bredte atter her Lærdommen sig for stærkt. Der var f. Ex. nedlagt et forbavsende Studium i Legenden. Man aner, hvor mange Legender Flaubert har

^68 Mennesker og Værker.

læst for at kunne gjengive Karakteren saa nøje. Men intet Forsøg er gjort paa at stille denne Lærdoms Resultater i Perspektiv for den mo- derne Læsers Øje. Der er ikke hugget nogen Sti i Legendeverdenens Urskov; den staar der fast sammengroet og spærrer Blikket Vejen. F'ortællingen synes ikke beregnet paa almindelige moderne Læsere, men paa Læsere fra det tret- tende Aarhundrede eller paa forfinede Kj endere fra vor egen Tid.

VL

Aaret 1874 bragte endelig det Værk, hvilket Flaubert selv betragtede som sit Hovedværk, det, paa hvilket han havde arbejdet ikke mindre end tyve Aar, og som ^av den skarpeste Definition af hans Aand — et forbløffende Værk. Da det forst rygtedes, at en fransk Romanforfatter havde skrevet /<Den hellige Antonius' s Fristelse - , nærede vist de ni Tiendedele af Publikum ingen Tvivl om, at Titelen skulde forstaas symbolsk eller som Spøg. Hvem kunde ane, at Bogen for fuldt Alvor behandlede den gamle ægyptiske PLneboers Fristelseshistorie .

Nocjet lifjnende havde incren Romanforfatter, overhovedet ingen Digter forsøgt. Vel havde Goethe skrevet Den klassiske \Valpurgisnat>.,

Gustave Flaubert. 469

Byron i anden Akt af : Kain leveret et For- billede for nogle Enkeltheder, Turgénjew i Vi- sioner» behandlet et fjærnt beslægtet Stof i ganske snæver Ramme; men et Drama i syv Afdelinger, der bestod af én milelang Monolog, eller rettere, som kun var en punktuel Frem- stilling af hvad der i en Rædselsnat foregaar i et enkelt hallucineret Menneskes Hjærne — en saadan Bog havde aldrig for været skrevet. Og dog havde dette Værk, forfejlet som det er, i sin tungsindige Monotoni en stille Storhed og et absolut moderne Præg, som kun faa Digter- værker i den franske Literatur.

Den helhge Antonius staar paa Tærskelen til sin Hytte oppe paa et Bjerg i Ægypten. Et langt Kors er plantet i Jorden, et gammelt vredent Palmetræ helder ud over Afgrunden, Nilen danner en Sø ved Bjergets Fod. Solen synker. Eremiten er udmattet af en Dag tilbragt i Faste, Arbejde og Selvplagerier. Saa foler han ved oMorkets Komme sin Sjælskraft svækkes. En drømmende Længsel efter Vderverdenen fylder hans Hjærte. Snart vellystige, snart stolte, snart idyllisk smilende Erindringer lokke og pine ham.

Forst længes Antonius tilbage til sin Barn- dom, til Ammonaria, en ung Pige, han en Gang har elsket; han mindes sin elskværdige Lærling

470

Mennesker ojz Værker.

Hilarion, der har forladt ham: han forbander sit ensomme Liv. Trcekfui^lene, der draj^e bort over hans Hoved, vække hans Ønske, at kunne flyve bort som de. Han beklager sin Skjæbne og begynder at stønne og vaande sig. Hvorfor er han ikke bleven en rolig Munk i sin Celle, hvorfor har han ikke valgt en Præsts fredelige og n\-ttige Liv! Han ønsker, han var Gram- matiker eller Filosof, Tolder ved en Bro, en rig og gift Kjobmand, eller en tapper, livsglad Soldat: hans Legemskraft havde da fundet An- vendelse. Han fortvivler over sin Stilling, bryder ud i Taarer, søger Trøst og Opbyggelse i den hellige Skrift. Men i Apostlenes Gjerningcr slaar han det Sted op, hvor det tillades Peter at æde af alle Dyr, rene og urene, medens han selv piner sig i streng Askese; i det gamle Testamente læser han netop, hvorledes der blev givet Jøderne Ret til at dræbe deres Fjender og foranstalte et stort Blodbad paa dem, og han selv skal tilgive sine Fjender; han læser om Nebukadnezar og misunder hans Fester — om Ezechias og gyser af Begj ærlighed, naar han tænker paa alle hans kostbare Salver og gyldne Skatte — om Dronningen af Saba og spørger sig selv, hvorledes hun vel kunde haabe at lede den vise Salomo i P>istelse — og det synes ham som om de Skygger, Korsets to Arme

Gustave Flaubert. 47 i

kaste paa Jorden, nærme sig hinanden som to Horn. Han anraaber Gud, og de to Skygger indtage paany deres gamle Plads. Forgjæves søger han at ydmyge sig; han mindes med Stolthed sit lange .Martyrium; hans Hjærte svulmer, naar han tænker paa den Ære, der fra alle Sider er bleven ham vist, selv Kejseren har tre Gange skrevet ham til; da ser han, at hans Vandkrus er tomt og hans Brød fortæret af Chakalerne; Sult og Tørst nage paa hans Indvolde.

Han mindes den ]vlisundelse og det Had, som Kirkefædrene paa Modet i Nicæa viste ham, og hans Sjæl skriger om Hævn. Han drommer om de fornemme Kvinder, der tilforn saa ofte opsøgte ham i Ørkenen for at skrifte for ham og anraabe ham om at turde blive hos ham, den Hellige. Han fortaber sig saa længe i indre Stirren paa disse Drømmebilleder, at de synes ham virkeliggjorte. Han sér de fine Damer fra Byen, der nærme sig baarne i deres Bærestole, han slukker sin Fakkel for at for- drive Synerne, og ser nu først rigtigt t}-deligt imod den mørke Nattehimmel Visionerne fare ham forbi som Skarlagensbilleder paa Ibentræ i hvirvlende Hast.

Stemmer, der komme frem af Mørket, til- bvde ham Kvinder, Guldd\-neer, Borde besatte

472 Mennesker og Værker.

med herlige Retter. Det er Fristelsens Begyn- delse, de grove Lyster, de dyriske Drifters Torst. Saa drømmer han, at han er Kejserens Fortrolige, at han er den forste Minister, har al Magt. Han hævner sig grusomt paa sine Fjender blandt Kirkefædrene, vader i deres Blod; saa staar han pludselig midt i en Fest hos Ne- bukadnezar i et glimrende Palads, hvor Spise- og Drikkevarerne danne Bjerge og Strømme. Salvet og ædelstenssmykket sidder Kejseren paa Tronen, og i Afstanden læser Antonius paa hans Pande hovmodige, højt flyvende Tanker. Han gjennemskucr ham saa fuldstændigt, at han plud- seligt selv bliver Nebukadnezar, og midt i al sin Svælgen føler han Trangen til at være et Dyr; han kaster sig ned paa alle fire og brøler som en Stud; saa kradser han sin Haand paa en Sten og vaagner. Han pidsker sig for at straffe sig for dette Syn, saa længe til Smerten bliver en Vellyst, og da viser med Et Dron- ningen af Saba sig for ham, med blaapudret Haar, bedæ^kket med Guld og Diamanter, og tilbyder ham med vildt Koketteri sin Person; hun er alle Kvinder i én; han véd, at hvis han med en P'inger berørte hendes Skulder, vilde en Ildstrøm skyde sig gjennem hans Aarer; hun staar der duftende af al Orientens Vellugt, hendes Ord klinge med underlig besnærende Musik, og

Gustave Flaubert.

473

han udbreder i brændende Attraa sine Arme. Men han behersker sig og viser hende bort. Hun og hendes hele Folge svinder. Saa paa- tager Djævlen sig hans gamle Discipel Hilarion's Skikkelse for at angribe ham i hans Tro.

Den Hlle visne Hilarion gjør ham til hans Skræk opmærksom paa, at han i sin Fantasi bemægtiger sig de Nydelser, han i Virkeligheden giver Afkald paa, forklarer ham, at Gud ikke forbyder Livsnydelsen og at Bestræbelsen efter at forstaa Gud er mere værd end alle hans Selvplagerier; han viser ham saa forst Modsi- gelserne mellem det gamle og det ny Testa- mente, saa Dunkelheder og Modsigelser i det nye. Og Hilarion voxer. Saa dukker i An- tonius" Hjærne Minder op om alle de Kjætterier, han i Alexandria og anden Steds har hort og læst, og slaaet ned for en Tid. Alle de tid- ligste kristelige Sekters hundreder og atter hun- dreder af Kjætterier, Anskuelser, den ene mere uhyrlig end den anden, brøles ind i hans Øre af Kjætterne selv. De gjø ad ham som Hyæner. Enhver af dem spyer sin Galskab ud over ham. Hysteriske Kvinder og ^lartyrernes Elskede kaste sig hylende over de Dødes Aske. Antonius sér Kjættere, der gilde sig, ogKjættere, der opbrænde sig. Apollonius af Tyrus aabenbarer sig for ham som Undergjorer, der ikke staar tilbage

474 Mennesker og Værker.

for Kristus. Og Hilarion voxer stedse mere. Efter Kjajtterne folge de forskjellige Religioners Guder i et uhyre Tog fra de første Tiders hæslige og latterlige Stenguder og Træfetischer til Østerlandets Blodguder og Grækenlands Skjon- hedsguder, alle fare de forbi, for parvis med Klageskrig at slaa deres Kolbøtte ned i det store Intet. Han sér Guder, der falde i Afmagt, andre, der hvirvles bort, atter andre, der blive knuste, sønderrevne, stxTtede ned i et dybt sort Hul, Guder, der drukne i Havet, Guder, der op- løse sig i Luft eller dræbe sig selv. Blandt dem rager Buddha i Vejret, der i Alt hvad han fortæller om sig selv, røber den uhyggeligste Lighed med Frelseren. Tilsidst gjøre Crepitus, hin romerske Fordojelsesgud, og Jehovah, Hær- skarernes Gud, der brændte Sodoma og druknede Farao, Springet ned i Afgrunden.

Saa indtræder en forfærdelig Stilhed , en dyb Nat.

cDe ere alle borte, siger Antonius.

«Jeg er tilbage , svarer en Stemme.

Og Hilarion staar for ham , endnu langt større, forklaret, skjon som en Erkeengel, ly.sende som en Sol og saa stor, at Antonius maa lægge Hov^edet tilbage for at se ham.

^Hvem er Du?

Hilarion svarer: c Mit Rige er af samme

Gustave Flaubert.

475

Omfang som Verden og min Attraa har ingen Grænse. Jeg gaar stedse fremad , befriende Aander og vejende Verdener, uden Had, uden Frygt, uden Medlidenhed, uden Kjær- lighed og uden Gud. Man kalder mig Viden- skaben.»

Antonius farer tilbage: «:Du er snarere Djævelen. »

-<Vil Du se ham?v En Hestefod vdser sig. Djævelen tager ham paa sine Horn og bærer ham gjennem Himmelrummet midt igjennem den moderne Videnskabs Himmel, hvor Kloderne ere talrige som Støvgran. Og Firmamentet udvider sig med Antonius' Tanke. Højere, højere! raaber han. Uendeligheden aabenbarer sig for hans Blik. Ængstelig sporger han Djævelen ud om Gud. Denne svarer ham med nye Spørgsmaal, med Tvivl. .Hvad Du kalder Form, er maaské kun en Vildfarelse af Dine Sanser, hvad Du kalder Substans kun en Ind- bildning af Din Tanke. Hvem véd, om ikke Verden er en evig Strøm af Begivenheder og Ting, Skinnet det eneste Sande, Illusionen den -eneste Virkelighed ! >

cTilbed mig!» brøler Djævelen saa pludselig, « og forband det Blændværk, Du har kaldt Gud. . Han forsvinder og Antonius vaagner, liggende paa Ryggen paa Bjærgets Rand.

476

Mennesker og Værker.

Men hans Tiu-ndcr klapre, han er syg, han har hverken Brod eller Vand mere i Hytten, og Hallucinationerne begynde paany. Han for- taber sig i Vrimlen af alle l^\abelverdenens Dyr, alle Jordens fantastiske Uhyrer. Han befinder sig paa en Kyst mellem Havets og Landjordens Beboere af Dyre- og Planteriget; men han kan ikke mere .skjælne Planter og Dyr fra hinanden; Slyngplanterne rulle sig i Vejret som Slanger; han forvexler Planternes og Stenenes V^erden med Menneskeverdenen; Græskarrene se ud som Bry.ster; det babyloniske Træ Dedaim bærer Menneskehoveder som PVugt; Kiselstenene ligne Hjærneskaller, Diamanterne glimre som Øjne. Han foler den pantheistiske Længsel efter Sammensmeltning med Alnaturen, og dette er hans sidste vilde Udraab:

^Jeg har L)'st til at flyve, svømme, gjø, brøle, hyle. Jeg gad have Vinger, et Skjæl- panser, en Skal, en Snabel, vride min Krop, dele mig, være i Alt, strømme ud som en Lugt, udfolde mig som en Plante, løbe som Vand, klinge som Lyd, glimre som Lys, skjule mig under alle Former, gjennemtrænge hvert Atoml»

Natten er forbi. Det var kun et nyt Mare- ridt. Solen .stiger og i selve dens Skive straaler Kristi Aa.syn. — Saa den sidste diskrete Ironi:

Gustave Flaubert.

477

Antonius gjor Korsets Tegn og begynder paany sin ved Synerne afbrudte Bøn.

I dette Digt har man Flaubert helt med hans tunge Blod , hans mørke Fantasi , hans Lærdom, der stejlt paatrænger sig Læseren, og hans Hang til at nivellere gamle og nye Illu- sioner, gammel og ny Tro og Overtro. Hans Naturels brutale Voldsomhed viser sig, hvor han indskyder Crepitus umiddelbart førjehovah. At han valgte Legenden om den hellige An- tonius for at lette sit Hjærte og sige Menneske- heden bitre Sandheder, beror paa, at han i dette Stof fandt den Oldtid og det Østerland som han elskede. Han kunde her benytte Ægyptens Landskaber og store Byer som Baggrund, ødsle med lysende Farver og gigantiske Former. Og her malte han ikke mere et Samfunds, men en Verdens Vanmagt og Dumhed; her viste han — ganske upersonligt — Menneskeheden, hvor- ledes den i hver Time af sit Liv havde vadet til op over Anklerne i Skarn og Blod, og pegede hen paa Videnskaben — der skyes og foragtes som Djævelen — som til den eneste Frelse .

Ideen var ligesaa stor som ny. Men des- værre — Udførelsen staar ingenlunde i Højde med Planen. Bogen trykkes til Jorden af sin Stofmasse. Det er intet poetisk Værk, halvt en

AjS Mennesker og Værker.

Theof:^()ni, hahl et Stykke Kirkehistorie, og alt dette er givet i Form af en Vanviddets Psyko k^gi. Der er en Opregnen af Enkeltheder deri, saa trættende som Bestigelsen af en næsten lodret Bjærgvæg; visse Partier kunne helt kun forstaas af Lærde og ere ulæselige for det jænqiere Publikum. Den store Skribent var efterhaanden gaaet op i den abstrakte Lærdom og den ab- strakte Stil. «Det var et .sørgeligt Syn,;> har P2mile Zola træffende sagt, «at se dette saa ma^gtige Talent lig Nymferne i de antike Myther forvandles til Sten. Langsomt fra Fødderne til Bæltet, fra Bæltet til Hovedet blev Flaubert en Marmorstøtte. »

VIL

Jeg har opsat at tale om et af den hellige Antonius' sidste Syner, fordi dette synes mig det mærkeligste og dybeste af alle ; det var ganske sikkert Flauberts egen Vision. Efter at alle Guder ere forsvundne, efter at Rejsen gjennem Himmelrummet er endt, .ser Antonius paa den anden Side af Nilen Sfinxen, der strækker sine Kløer ud og lægger sig paa Bugen. Men sprin- gende, flyvende, gjøende, pustende Ild ud gjennem Næseboerne og ba.skende sine Vinger

Gustave Flaubert. 479

med sin Dragesvands omkredser Chimæren Sfinxen.

Hvad er Sfinxen r Hvad andet end den morke Gaade, der er naglet til Jorden, det evige Sporgsmaal , den grublende \'idenskab. Hvad er Chimæren? hvad andet end den vingede Indbildningskraft, der flyver gjennem Rummet og stoder mod Stjærnerne med sine Vinger.

Sfinxen siger: ^ Stans Chimære! Løb ikke saa hurtigt, flyv ikke saa højt, gjo ikke saa stærkt I Hold op at puste mig din Flamme i Ansigtet, du smelter dog ikke min Granit.;;

Chimæren svarer: -^Jeg stanser aldrig, Du kan ikke gribe mig, du frygtelige Sfinx.

Chimæren galopperer gjennem Lab\Tinthens Gange, flyver over Havet, og bider sig fast i de sejlende Skyer.

Sfinxen ligger ubevægelig og tegner med sin Klo Alfabeter i Sandet, tænker og regner efter, stirrer — medens Havet vælter sig, Kornet bolger, Karavanerne drage forbi og Byer styrte sammen -- med sit faste Blik ud i Horisonten.

Saa raaber den: <.0 Fantasi! løft mig paa dine Vinger ud af min Kjedsomhed! >

Og Chimæren svarer: c Du Ubekjendte! Jeg er forelsket i dine Øjne; som en brunstig Hyæne kredser jeg om Dig, o favn mig, be- frugt mig!;>

^SO Mennesker og \'n:rker.

Sfinxcn rejser siL,^ Men Chiniæren flyer af Skræk for at knuses under dens Stenvægt. — < Umuligt !» sukker Sfinxen og synker ned i det d\'be Sand.

Jeg ser i denne Scene Flauberts sidste Bekjendelse, hans kvalte Klage over sit hele Livsværks og dette Hovedværks Brøst. Sfinxen og Chimæren, Videnskaben og Poesien attraaede hos ham hinanden, søgte atter og atter hinanden, omkredsede hinanden med flammende Begjær, men den rette Befrugtning af Poesien ved Viden- skaben lykkedes ham ingensinde.

Ikke at hans Grundtanke var usund eller urigtig. Tværtimod, Poesiens Fremtid er dér, det tror jeg fuldt og fast; thi dens Fortid er dér. De største Digtere: en Æschylos, en Dante, en Shakespeare, en Goethe have vidst alt Væsenligt, hvad man paa deres Tid vidste, og have nedlagt deres Viden i deres Poesi. Men i vort Aarhundrede, hvor Videnskaben er bleven nyskabt i alle Retninger, er det vanske- ligere end nogensinde at omspænde den uden at overvældes , og Flaubert besad ikke den Aandens oprindelige Harmoni , der gjør det Vanskelige let, og forsoner de dybe Modsæt- ninger i Ideernes Verden.

«La tentation de Saint- Antoine blev i Frankrig næsten ikke anmeldt. Bogen blev

Gustave Flaubert. aSi

affærdiget med en Boulevardvits. Dens Digter havde brugt tyve Aar til at udarbejde den; i færre Minuter var ethvert godt Hoved paa Boule- varden færdigt med sin Dom : Bogen var døde- ligt kjedsommelig, Forfatteren maatte være gal, hvis han troede, at sligt kunde more Pariserne. Nej , Madame Bovary 1 det var noget andet. Hvorfor gjentog han sig ikke (som alle slette Forfattere), hvorfor skrev han ikke ti nye Madame Bovary" er !

Han trak sig tilbage til Croisset, spærrede sig, dybt saaret, som han var, inde i ]\Iaaneder og beg}^ndte efterhaanden at arbejde igjen. Han mistede ved Doden sine ældre \'enner, George Sand, Théophile Gautier, sine Ungdomsvenner og Medstræbende Louis Bouilhet, Feydeau, Jules de Goncourt o. s. v. Han blev ensom. Han blev sygelig, kunde tilsidst ikke taale at gaa, ikke en Gang at se andre gaa. Han blev fattig. Han mistede sin Formue, som han af Godhed havde overladt sin eneste Niece og som dennes Mand satte paa Spil, og han blev i sine sidste Leveaar naget af Næringssorger . Han kom tilsidst sjældent mere til Paris; ja han gik til allersidst ikke mere ud i sin Have, gik kun frem og til- bage mellem sit Sovekammer og sin Arbejds- stue, og neden under for at indtage sine ensomme ]\Iaaltider der.

^82 Mennesker og Værker.

Saa døde han i Maj 1880 og blev begravet i Rouen. Følget var lille, en Haandfuld Venner fra Paris. Fra Rouen fulgte næsten ingen, thi han var ganske ubekjendt for Flertallet af Byens Beboere og som umoralsk og irreligiøs Skribent afskyet af det Mindretal der kj endte ham.

EDMOxXD OG JULES DE GOXCOURT.

(1882.)

trx Dag i Juni 1870 bevægede i Paris et ikke synderlig stort Ligfølge sig til Fods fra et Hus i Auteuil til Kirkegaarden Montmartre. Man læste ægte Sorg i de Mænds Ansigter, der udgjorde det lille Tog, som bestod af Kunstnere, Skribenter, Filosofer og nogle Slægt- ninge. Men i Følget var der En, som gik umiddelbart bag efter Kisten, og for hvem Gangen fra Sørgehuset til Graven syntes at være som den Dødsdømtes Gang fra Fængslet til Skafottet, En, hvis ædle Ansigt syntes forstenet af Smerte, hvis Øjne vare blændede af Taarer og hvis Skikkelse, skjønt støttet af en Vens Arm, hvert Øjeblik vaklede som havde han faaet Fødderne indviklede i en Flig af Ligklædet.) .

484 Mennesker og Værker.

I Kisten laa den 39aarige Jules de Goncourt, Raderer, Akvarelmaler, Historieskriver og Roman- digter. Edmond de Goncourt var ved Tabet af sin eneste Broder, der havde været langt mere for ham end den ene l^roder ellers plejer at være for den anden, bleven 10 Aar ældre.

Han ha\-de Dagen i Forvejen staaet ved Dødslejet. Den Dødes Pande havde slaaet Rynker, hans Øjne havde aabnet sig paany, hans glasagtige Blik s>'ntes at udtrykke en uhyggelig Længsel, en usigelig Forundring, en kvalfuld Indignation over Skjæbnen, der paa én Gang havde tilintetgjort alle hans Forhaab- ninger om endelig Anerkjendelse og sildigt Ry og overskaaret et broderligt Venskab, der næppe nogensinde har havt sin Lige. Medens Døden ellers i Reglen dækker de Ansigter, som den berører, med en Maske af forsonet Ro, havde den ikke formaaet at udslette et bittert Udtryk i disse, saa fine og regelmæssige Træk. Den Døde paa sit Leje syntes at sørge over den Levende, der blev ene tilbage.

Og de to Brødres hele Liv gled Edmonds indre Øje forbi, medens han stod bøjet over Liget: først Faderens Skikkelse, en af de yngste højere Officerer i den store Armé; hans Hoved havde Ar af syv Sabelhug, som han havde faaet i Italien; hans højre Skulder var Dagen efter

Edmond og Jules de Goncourt. 485

Slaget ved ]\Ioskwa bleven knust af en Kugle ; de havde allerede mistet ham som Born — han saa' sin Moders Ansigt, hvis Træk Jules havde arvet; hun havde efter Faderens Dod fuldstændig trukket sig tilbage fra Verden for kun at leve for sine Born , havde hver Aften hørt Jules i alle hans Lektier, med Lidenskab opdraget og forkjælet ham — og Edmond saa' Jules som hlle tiaarig Dreng, pyntet til et Maskebal i fransk Livgardistuniform , med trekantet Hat, Haanden paa Kaardefæstet, Øjet endnu livligere end ellers paa Grund af Pudderet, nydelig og rund som en Amor af Fragonard.

Dér laa han nu udstrakt som Lig.

Saaledes havde i Aaret 1848 Moderen ligget. Og siden da havde han og Jules sluttet et saa- dant Broderskab, at de i Reglen havde tilbragt alle deres Dage med hinanden, havde meddelt hinanden alle deres Tanker, udfort alle deres Arbejder i Forening, spist alle Maaltider sammen, foretaget alle deres Rejser i Fællesskab og i 22 Aar kun én Gang skilt sig fra hinanden i 48 Timer, da den ene af dem maatte gjore en 'Rejse til Rouen for at afskrive nogle Brevskaber. De havde i den Tid ikke skrevet noget Forret- ningsbrev og kun sjældent et Venskabsbrev, som ikke var undertegnet af dem begge.

Edmond havde indviet den 8 Aar vns^-re

aS6 Mennesker og Værker.

Broder i det literære Arbejde. Han havde fra forst af været hans Lærer, men snart veg For- holdet mellem Lærer og Elev for det jævn- byrdigste Samarbejde. De havde fra Begyndelsen af havt en lille Formue (12 — 15,000 Francs om A^'et for dem begge) , nok til at sikre dem Uafhængighed og Ret til ikke at paatage sig noget Arbejde, der ikke tiltalte dem.

Og Edmond mindedes, hvorledes de et Aar efter Moderens Dod med Ransel paa Ryggen havde gjennem vandret Frankrig til Fods, tegnet gamle Slotte og Kirkedøre , noteret Indfald og Indtryk; Jules, dengang endnu saa slank, saa fin og skjægløs, at Opvartningspigerne i Værts- husene antoge ham for en smuk ung Kone, der lod sig bortføre. Til sin Dod havde han jo beholdt sin «Kvindemund >. Edmond huskede, hvorledes de i Marseille indskibede sig til Algier, oplevede herlige Uger i Byens arabiske Kvarter, i deres Glæde over den sydlige Himmels Skjonhed tilbragte de lyse Nætter i en Barke og i den Grad forelskede sig i dette Solland, at de ved deres Afrejse havde til f lensigt kun at tage hjem for at ordne deres Sager og saa vende til-' bage til Afrika for bestandig.

Han tænkte paa det store Bord i den mørke Mezzanin-Etage i Rue Saint-Georges , ved hvis to Ender Jules og han sad og malede Akva-

Edmond og Jules de Goncourt. 48?

reller, da de pludselig en Efteraarsaften 1850 faldt paa med Tuschpenslerne at skrive en Vaudeville, deres første literære Forsøg, der, som næsten alle deres følgende Lystspil og Skuespil, — vel næppe helt med Urette — blev forkastet af en Række Theaterdirektioner.

Han saa' sig om i den Dødes Sovekammer. Dér stod Gyngestolen, i hvilken han plejede at hvile ud med Cigaretten i Haanden , naar han havde skrevet et Afsnit; der stod det hvide Bord, ved hvilket han for sidste Gang havde læst en Side af sin Yndlingsbog, Chateaubriands ^<Mémoires d'Outre-Tombe^, højt for Edmond, da han med Et stammede, prøvede paa at gjen- tage Ordet uden at kunne sige det, endnu engang ligesom i Vrede forsøgte derpaa, saa rejste sig blegnende, og maatte gribe for sig.

Edmond tænkte paa de smukke Dage i deres Ungdom, da de gjennemstrejfede Paris paa Kryds og Tværs paa Jagt efter Tegninger og Autografer fra det i8de Aarhundrede, Jules den ungdommeligere og ivrigere altid et Skridt foran, skjont kun Edmond var Samler med Liden- skab; han mindedes, hvordan de, naar de kom hjem, plejede at bande deres Konkurrenter ved Auktionsbordet og meddele hinanden de Iagt- tagelser, Ideer og Sammenligninger, som ud- gjorde Dagens bedste Bytte.

488 Menuesker og Værker.

Hvilke gode Dage i hin lave Lejlighed! Medens hans selv sad bojet over Arbejdet, laa Jules paa Sengen, hvis Tæppe var gjennemboret af Floretstod, røgende, drømmende, bladende i Brochurer, sprudlende af Indfald. Naar Rotterne bleve altfor høj mælte nede i den halvmørke Brønd, der gjorde Tjeneste som Gaard, greb man en Salonpistol, der hang mellem Vaabnene paa Væggen, og skjød ned i Sværmen.

Og Middagene hos Magny, de morsomme Middage, hvor Sainte-Beuve indtog Forsædet, Theophile Gautier med sin hæse Stemme ud- slyngede sine farverige Tirader mod Spids- borgerne, ^;les B6rgois», som han kaldte dem, hvor Renan forfægtede det 17de Aarhundredes Stil overfor de moderne Stilister, Taine tog Al- fred de Musset i Forsvar mod Victor Hugos Elever, hine lykkelige Timer, i hvilke Jules, oplivet af de lette Retter, de duftende Frugter, den ægte gamle Vin lagde sit saa fuldstændig parisiske Vid for Dagen, medens Edmond havde samme Art Glæde af Broderen som en Fader har af sit Barn — disse Middage, fra hvilke Jules aldrig kom hjem uden at dæmpe Blodets Bevægelse, der bankede i hans Tindinger, ved at skrive nogle Sider Prosa før han gik i Seng.

Edmond og Jules de Goncourt. 489

II.

Naar Edmond de Goncourt saa' tilbage paa de to Brødres Liv, kunde hans Hjærte nok svulme af en berettiget Stolthedsfølelse. De havde ridset deres sammenflettede Navnetræk ind i Tidens Spejl uudsletteligt som med en Diamant. Resultaterne af deres haardnakkede og geniale Arbejde have allerede nu gjort et dybt Indtryk paa beslægtede Sind og ville længe blive raadspurgte af Historikerne*).

Brødrene Goncourt ere to Skribenter af første Rang, eller rettere en eneste Dobbelt- forfatter , der paa én Gang er Historiker og Romandigter. Ikke at de have behandlet Hi- storien romanagtigt — der giv^es næppe Forskere, hvis Nøjagtighed er mere paafaldende og minu- tiøs; heller ikke, at de have skrevet saakaldte historiske Romaner — ikke en eneste af deres opdigtede Fortællinger foregaar i det af dem studerede i8de Aarhundrede; de ere alle rent moderne og uden noget som helst romanagtigt Præg, maaské de mindst romanagtige Romaner, som overhovedet gives.

*) De to Brødres samlede Værker udgjore, foruden nogle Bind mindre Biografier, 21 Bind. Edmond har desuden efter Broderens Død udgivet 5 Bind.

^gO Mennesker og Værker.

I Ordets almindelige Forstand er deres Diotninge ikke Romaner. Forfatterne have kun beholdt Navnet, fordi et moderne Navn for Sagen fattes. I Virkeligheden have Romaner som deres kun Navnet tilfælles med hine gamle franske, i hvilke Opfindelsen, Digterens frie Fantasi, var Hovedsagen — «Monte Christo» eller De tre Musketerers ere de mest slaaende Excmpler. De ere ogsaa artsforskjellige fra Balzacs Romaner, forsaavidt Balzac, saa moderne han end er, kun sjældent formaar at give Afkald paa et romanagtigt Element. Med den tyske Roman, som den fremtræder hos Folkets mest læste Digtere have disse Bøger endnu mindre Lighed. Denne Art Roman sætter i sin Idealisme sin Ære i at give et lutret Billede af Naturen og Samfundet, desuden et Tidsbillede , om muligt et saa- kaldt Verdensbillede. I Valget af sine Stoffer tenderer den mod det Store, Betydende, Pathe- tike, Skjonne; den giver en Psykologi af den Enkelte og Samfundet med kun svagt antydet fysiologisk Grundlag; den gaar fortrinsvis ud paa Helhedsvirkningen og breder sig ligefuldt let for stærkt til at kunne hellige Enkelthederne den Omhu, paa hvilken Franskmændene lægge saa stor Vægt. Brodrene Goncourts Romaner have ingen vid Horisont, omspænde intet stort Felt og forestille Læseren kun faa Personer. Deres

Edmond og Jules de Goncourt. j.qI

Stofifer ere uden Undtagelse tagne af Privatlivet; ingen store Karakterer, ingen historisk Pathos, intet spændende eller dramatisk Element. Deres Psykologi er Psykofysik. De have ikke skyet at indrømme det Hæslige , den lave Last en Plads, som den tyske Skole aldrig vilde give det Hæslige i et Kunstværk; de ere flere Gangre, som i Slutningen af Renée Mauperin» og af ^Charles Demailly>^, strandede paa det Pinlige, men de have altid stræbt at oplose den skjærende Mislyd i tragisk Vemod. Deres Værker ere moderne Tragedier i fortællende Form, og de have nogle Gange med Held forsøgt at udvide Grænsen for det Tragiske, der lader sig frem- stille i Poesien. Det forstaar sig, at man m.aa opfatte Begrebet mindre strængt og doktrinært end det sker i de systematiske Æthetiker, thi saaledes opfattet lader det sig ikke udvide.

Brødrene Goncourt begyndte som Historie- forskere. De bemægtigede sig efterhaanden fuldstændigt et helt Aarhundrede, det i8de Aarhundrede i P'rankrig. De trængte ind i denne Tidsalder gjennem Kunsten, den saa længe forsmaaede og ringeagtede Kunst, der repræsenteres af Navne som Watteau, Boucher, Chardin, Greuze o. s. v. De studerede disse Malere og Tegnere saa nøje, at man appellerede til deres Dom som den afgjørende, naar man

A.Q2 Mennesker og Værker.

ikke kunde blive enig om Værdien af en Akvarel eller visse Dele af en Akvarel. De kjobte disse Kunstneres Billeder paa en Tid, da endnu Ingen søgte dem eller forstod deres Værd og anlagde den fuldstændigste Samling af franske Tegninger fra det i8de Aarhundrede, som overhovedet existerer. De priste disse Kunstnere, da For- dommene mod dem i Frankrig selv vare saa mægtige, at de store Kunstrevuers Bibliografer vægrede sig ved at anføre Navnene paa Brødrenes Bøger om dem. Jeg sér i deres Begejstring for denne yndefulde og kokette Kunst, som David og hans Elever fortrængte, en Ytring af den store historiske Reaktion til Gunst for det i8de Aarhundrede, der omkring Midten af det nær- værende begynder i næsten alle Lande. Hvad der især havde stemt de ældre franske Digtere og Forfattere fjendligt mod det forrige Aar- hundrede, var dets Poesis rationalistiske Farve- løshed og dets Ideers negative Karakter. Brødrene Goncourt opfattede den forgangne Tidsalder ikke fra den ideelle, men fra den billedlige Side og fandt dens Poesi i dens Kunst. Dristigt og rigtigt skrev de: Det i8de Aarhundredes store Digter hedder Watteau.

Dog Studiet af Kunsten var dem kun et Udgangspunkt for deres Forsken. De havde Taalrnodighed og Arbejdskraft nok til at raad-

Edmond og Jules de Goncourt. 493

sporge alle Tegn og Efterladenskaber fra den Tid, de vilde behandle. De læste Historier, Memoirer, Skuespil, Romaner, komiske Poesier. De gjennembladede Brochurer, Smædedigte, Pam- fletter, Flyveblade, Aviser. De gik fra det Trykte til det Utrykte, de bleve Autograf- samlere for i Brevet, der jo kun er bestemt for Adressaten, og i Dagbogsoptegnelsen, der over- hovedet ikke er bestemt for noget fremmed Øje, at finde sand Aabenhjærtighed og det hemmelige, inderste Liv, der sædvanlig unddrager sig Historie- skriverens Blik. De fulgte heri ubevidst det filologiske, antifilosofiske Hang i Samtidens historiske Forskning. Dog Billeder, Boger og Breve vare dem ikke nok. De studerede endnu Tidsalderens Broncer, Alobler, vexlende Moder, Broderier og Pynt, , for i Steden for Tidens Legende eller Heltedigt at give virkelig Kultur- historie. Af denne Masse Vidnesbyrd, af tredive tusind Brochurer, to tusind i-\viser, Hundreder af udvalgte Tegninger af alle Mestre og Skoler, sædvanligvis de bedste af hver Mester, hvilke de selv besad, have de destilleret deres historiske Værker. Da de kun vilde forelægge, hvad der var Nyt, Ubekjendt, ikke tidligere Udgivet, saa have de holdt sig fjærnt fra Alt, hvad der tilforn var sagt; men de have ikke i samme Grad undgaaet den Fare at medtage en altfor

494 Mennesker og Værker.

Stor, uoverskuelig^ Detail. Deres Værk over Kvinden i det i8de Aarhundrede, deres Skil- dringer af Sædernes Tilstand under Revolutionen og Direktoriet ere Guldgruber. Det glimrer og vrimler i disse Boger af ti tusinde pikante og hyppigt læTerige Enkeltheder; men disse Enkelt- heder staa hinanden for nær, vigtige og uvig- tige altfor tidt i samme Plan ; det skorter paa Over- og Underordning, Ro, Storhed og vid Synskreds; det skorter fremfor Alt paa Filosofi; de enkelte Kjendsgjerninger staa ikke sjældent raa, ube- arbejdede, idéløse.

De have imidlertid studeret Historien som Poeter, og skrevet den ned i en fintmærkende, opvakt, anskuelig, som Atlask changerende Stil. Og da om den moderne Poet Paul Heyses Ord gjælder:

Ein Traumer bleibt er stets und hangt am Weibe,

saa have de været mere tilbøjelige end Andre til at forestille sig Kulturhistorien som den kvindelige Indflydelses Historie, have følt sig tiltrukne af det 1 8de Aarhundredes Livsforhold, fordi Kvin- dernes hidflydelse den Gang var størst, og have i Rækkefølgen af disse Forhold især sét de herskende Kvinders Historie. De have fortalt Aarhundredet idet de i en lang Række Bind have skrevet Hertuginden af Chateauroux's og hendes Søstres

Edmond og Jules de Goncourt. ^Qd

Levnet — hine 5 Søstres, der efter hinanden bleve Ludvig den 15 des Elskerinder — fremdeles Marquisen af Pompadours, Hertuginden af Barrys og Marie Antoinettes Livshistorie. Det har været deres Hensigt, at hver af disse højst for- skjellige Kvindeskikkelser, der tilhøre Adelen, Borgerstanden, det egentlige Folk og Fyrste- standen, skulde fremtræde med sin hele kvinde- lige Ejendommelighed, sit Temperament, sine Bevægelser, sin Stemmes Klang og sine Ords Farve ; at man tydeHgt skulde føle , hvilken aandelig Atmosfære hun har udbredt om sig, hvilken Indflydelse og hvilken Art af Trylleri hun har maattet udøve. Dette Formaal er kun ufuldstændig opnaaet, fordi det filosofiske Blik fattes og fordi Samlerlidenskaben, der medfører en Interesse for Aktstykket blot som saadant, for det hele Aktstykke og ikke for dets levende Element alene, ikke sjældent tilslører det digteriske BHk. Den ubetinget interessanteste Bog blandt disse Biografier er den om Hertuginden af Chateauroux og hendes Søstre, dels maaske fordi den ved en grundig Omarbejdelse har vundet i Plastik, dels fordi StofTet i og for sig, den Kamp, som den ene Søster forer med den anden om Pladsen ved Kongens Side ; Fru de Vintimilles Død, efter at hun har besejret Fru de Mailly; den nye Sejr, som Marquisen af la

«q6 Mennesker og Værker.

Tournellc \'inclcr over den tidliG;-ere Favoritindc; Hcrtiii^inden af Chateauroux's Forsøg paa at gjore en Helt af Kongen, hendes Triumf, hendes beskjæmmende Fordrivelse fra Hoffet under Lud- vigs Sygdom, hendes Gjenindsættelse i den kongelige Yndest og strax derpaa følgende hurtige, men kvalfulde Død ere Omstændigheder, der give Værket et usøgt dramatisk Liv, som forhøjer den Interesse, med hvilken man følger den psykologiske Udvikling,

III.

Brodrene medbragte til deres Romaner den samme Omhu for samvittighedsfuld Gjengivelse af det Virkelige, den samme Stræben efter ikke at overse hint uendeligt Smaa, der ligger til Grund for Sansefornemmelsen, og paa hvilket Fremstillingens Liv beror, endelig den samme Forkjæ-rlighed for Kvindekjønnets Sjælehistorie. Deres Romaner og Theaterstykker bære med kun én Undtagelse Kvindenavne.

Jeg har sagt, at disse Bøger alle ere moderne. De ere det i eminent Forstand ved den Trang til iibarmhjæTtig Analyse, som bærer dem, ved Forfatternes til det Yderste drevne Modtagelighed for Indtryk fra Omverdenen, og ved den Overforfinelse af Fremstillingsevnen,

Edmond og Jules de Goncourt. 497

der svarer til Iagttagelsesevnens Overforfinelse. Disse Romaner ere Fostre af vor Tids mest raffinerte Overkultur; men hvor Forfatterne staa hojest, og hvor de have ydet deres Bedste, dér have de naaet hin anden og højere Simpelhed, som er den mest sammensatte og forfinede Dannelses Produkt. Ingen har i den moderne Poesi som de efterhaanden simplificeret sine Stofier. De have kun skrevet faa Romaner, i Alt sex; men enhver af disse Boger betegner et Udvikhngstrin eller dog et nyt poetisk Pro- blem. Den sidste, og i en vis Forstand dyb- sindigste Roman, de have skrevet, er den sim- pleste af dem alle. Det er en Roman, i hvilken der egenlig kun forekommer én Person, en Roman uden Begivenhed, uden Spænding, For- vikling eller Kjærlighedshistorie. Det er ikke Andet end den punktuelle Fremstilling af, hvor- ledes en fransk Dame af den højeste Dannelse, opdraget af en udmærket Fader, udviklet i de Doktrinæres Kredse under Ludvig Philip, der fra sin tidligste Ungdom af har næret en selv- stændig og alvorlig fritænkersk Overbevisning, under et Ophold i Rom, ved nervøse Indflydelser alene. Skridt for Skridt bliver bragt til at ændre sine Overbevisninger, sin Tænkemaade, sit hele Væsen for at dø som fanatisk Katholik. Naar man betragter Bogens Begyndelse og Slutning,

32

498 Mennesker og Værker.

s\'nes det En næsten umuligt, at Forfatterne kunne gjore denne en betydelig Kvindesjæls tilbageløbende Udviklingshistorie troværdig. Men alle Vejens tusinde Skridt ere antydede, ethvert Overgangstrin og enhver Nuance træder tydeligt frem, Kvindehjærtet ligger med alle sine Fibre aabent for os. Saa simpel Gjenstanden er, saa kompliceret er, uden at den almindelige Læser mærker det, Digternes Viden og Kunnen, deres Methode. Det er lærerigt at sammenligne en Omvendelseshistorie som den her fremstilte med virkelige Omvendelseshistorier som dem, der fandt Sted i Tyskland under den romantiske Periode. Man sammenholde f. Ex. med '< Madame Gervaisais :> den nylig udgivne Samling af Doro- thea Veits Breve. Disse Breves Forfatterinde, Filosofen Mendelssohns Datter, Fr. Schlegels Hustru, var som bekjendt i sin Ungdom Ra- tionalist og gik som moden Kvinde over til Katholicismen. Man sér hende i Brevene paa begge Udviklingstrin, men Mellemleddene, som vilde være det egenlig Interessante, fattes. Brø- drene Goncourt have gjort sig Arbejdet dobbelt vanskeligt, fordi de ikke lade Omvendelsen foregaa i Kraft af en historisk Bevægelse, der griber Individet og ligesom smitter det, saa det Moment, der navnlig forklarer Dorothea Veits Omvendelse, fattes. Paa den anden Side have

Edmond og Jules de Goncourt. 499

de rigtignok for saa vidt gjort sig Arbejdet lettere, som de vare ude af Stand til at skildre en saadan sjælelig Farsot. Deres psykologisk digteriske Studium og Indsigt gjælder udeluk- kende den enkelte Sjæl.

Skulde jeg med ét Ord betegne deres Ro- maners egenligste Originalitet, saa vilde jeg sige : disse Boger skildre, som Poesien aldrig for har gjort det, det moderne Menneskes Nerve liv, især den moderne Kvindes og den moderne Kunstners, d. v. s. de to i nervos Henseende finest udviklede Væsners, som overhovedet gives. Og naar man her siger Nerveliv, saa siger man omtrent Nervesygdom eller dog en sygelig Til- stand af Nervesystemet. Det er ikke disse Skribenters Sag at fremstille den ubrudte Kraft, den firskaarne Sundhed. Det vilde imidlertid være ligesaa pedantisk at bebrejde dem dette som urimeligt at rose dem derfor. Det gjælder kun om at bestemme deres Specialitet. Og deres Omraade er ikke rinq;e, især nu til Dat;s, hvor ogsaa udenfor de højere Klasser det ani- malske Liv er bleven saa stærkt trængt tilbage af det nervøse. De have forstaaet deres Sam- tidiges abnorme Nervehv og skildret det med en brændende Sandhedskj ærlighed.

Dertil udfordredes en Finfølelse, der maaske aldrig før er fremtraadt saa udviklet i Literaturen.

CQO Mennesker og Værker.

Skildringerne af Nervetilstandene have l^rødrene maattet give paa Grundlag af Selvstudium, de have maattet oprive deres eget Nerveliv for at naa til denne Lydhørhed for Andres Tilstande.

Men at de naaede denne Hojde, det beror, tror jeg, dybest derpaa, at de vare to, jeg mener paa deres Samarbejdens enestaaende Ka- rakter. De vare aandeligt Tvillinger, der tænkte med to Hjærner, folte med to Hj ærter. Man har jo tidt nok før sét det saakaldte Medarbejder- skab i den skjønne Literatur. Gode Venner, gode Hoveder have især i Frankrig hyppigt slaaet sig sammen om at istandbringe et eller andet Kunstværk eller Kunststykke, en Dumas' sk Roman eller et Scribe'sk Lystspil. De have indviet deres Samarbejden ved en god Frokost, have talt om Ideen mellem Osten og Pæren, have hver for sig skrevet sit Kapitel eller sin Akt, have sat det Skrevne sammen og have saa skiltes ad for senere hver for sig at give Publikum at forstaa, at ikke den Anden, Alex- ander, men han selv, Emil, var at anse for den egenlige Forfatter.

Ikke blot har ingen af Brødrene nogensinde gjort det svageste Forsøg paa at rive Hoved- Andelen i den fælles Produktion til sig eller paa nogen som helst Maade opløse Firmaet, men Formen af deres Samarbejden lader sig ikke

I

Edmond og Jules de Goncourt. 5OI

sammenligne med nogen anden. De lukkede sig, naar de vilde skrive, inde i tre til fire Dage, uden at se en levende Sjæl. Kun i en klosterlig Stilhed og Ensomhed kunde de forme Skikkelser og give det Opdigtede Virkelighedens Præg.

Hvorledes de egenlig bar sig ad med at komponere og skrive i Fællesskab, har dog længe været mig en Gaade. Edmond de Gon- court har løst mig den i et Brev:

Saasnart vi,:> skriver han, «vare enige om Planen, snakkede vi en Time eller to om det Afsnit eller rettere det St}/kke, der nu skulde skrives, o^ vi skrev det saa hver for si^ i to adskilte Værelser; saa forelæste vi hinanden det Skrevne, og enten valgte vi uden nogen Dis- kussion det bedste Stykke, eller vi dannede en Sammensætning af det, der i de to skrevne Kompositioner var mindst ufuldkomment. Men selv naar det ene af de to Forsøe blev fuid-

't>

stændig ofret, var der dog altid i Stykkets definitive Fuldendelse og Politur Hdt af begge Brødres Arbejde, om saa blot ved Tilføjelsen af et Adjektiv, Gjentagelsen af en Vending eller hgnende. ■.

Denne Fremgangsmaade synes mig til en vis Grad at forklare saavel de store Fortrin som de paafaldende Mangler ved deres Fremstilling.

C02 Mennesker og Værker.

Det cr indlysende, at hvo der saa aabent fore- lægger et andet Jeg sit inderste Fantasiliv, sine Visioner og halvtfiildbaarne Dromme, og hvo der med saadan Samvittighedsfuldhed prøver det Skrevne, ikke kan have døde Steder i sin Stil; det er klart, hvorfor alt Forslidt, ethvert vane- og vedtægtmæssigt Udtryk er banlyst fra denne Fremstillingsform. Hvad der undgik den En- keltes Øje, hvad der endnu bestod for den Enes Kritik, det blev strax fjærnet af den Andens prøvende Haand, der jo i Naboværelset lige havde løst den samme Opgave.

Saaledes kommer det Udsøgte, Exkvisite i Stand, men saaledes ogsaa det Overlæssede, den spækkede Stil. Nu og da synes man at kunne gribe Dobbeltarbejdet paa fersk Gjerning som i de lange Kjæder af Appositioner, der undertiden strække sig over flere Sider og ved hvilke et Begreb forklares eller en Personlighed skildres. Sætningsbygningen, Periodeformen er opløst; man har kunnet skyde saa mange Led ind som man vilde ■"••').

*) Syvende Kapitel i »Manette Salomon« indeholder en Definition af Ordet Blague, der gjennem lutter Apposi- tioner, Bestemmelser, der sprudle af Aand, bevæger sig fulde 65 Linjer igjennem, inden Verbet kommer. Man kan ikke forestille sig en paa én Gang mere livfuld og mere træt-

1

Edmond og Jules de Goricourt. c 03

Dog er det langtfra, at de i Reglen give for meget af det Gode. Tværtimod, da de elske det Sjældne, det Nye, have de en sand Angst for at sige Alt, hvori jo efter Voltaires bekj endte Definition den hele Kunst at kjede bestaar. De give Læserens Forstand mange Opgaver at løse og hans Indbildningskraft Spillerum til at udf\-lde mange Lakuner i Fortællingen, ja de forsmaa endog at give nogen som helst forberedende Ant}'dning af den Omstændighed, der skal hid- føre Katastrofen. I Charles Demailly beror Afgj oreisen paa, at nogle Breve, Charles som Forlovet har skrevet til sin Kone, og i hvilke han har gjort Nar af sine bedste Venner, blive offentliggjorte. Ikke desmindre erfarer Læseren, der allerede har kjendt Charles som Forlovet, først disse Breves Existens, da de skulle brucres. I 'La Faustin* er det afgjorende Moment, at Heltinden, en stor tragisk Skuespillerinde, uvil- kaarligt for Spejlet eftergjor en Latterkrampe, der griber hendes Elsker under hans Dødskamp. Digteren har øjensynlig stiltiende appelleret til

tende Skrivemaade. De uendelige Appositioner frembringe uophørlige smaa Xerverystelser hos Læseren. Han bliver underholdt og overvældet. Denne Stil virker som en uaf- brudt knaldende Geværild, hvor et kraftigt Kanonskud i Centrum havde været nok.

C04 Mennesker og Værker.

de gamle Anekdoter om Skuespillere, der endnu i Dødskampen have studeret deres eget Ansigt, eller maaske snarere til den i Bladene ofte med- delte Kjendsgjerning, at betydelige Skuespiller- inder (som Sarah Bernhardt og Croizette) for visse Rollers Skyld have siddet som agtpaa- givende Vidner til Dødsscener i Hospitalerne; men ikke med en Stavelse er det bleven os fortalt, at La Faustin nogensinde har besøgt et Hospital i denne Hensigt. Det er umuligt med mere skjødesløs Fornemhed at overtræde disse elementære Regler for Komposition. Brodrene Goncourt skrive kun for Læssere, der forstaa, at de ingen Vægt lægge paa Sligt, og som ikke nære Interesse for Handlingen som Begivenhed. I deres Lidenskab for at udtrykke sig nøjagtigt som de fole, bekymre de sig ikke om en smuk Rhetorik, gjentage undertiden det samme Ord fem, sex Gange paa én Side og skille Ord ad, som efter Sprogbrug ikke lade sig adskille. Edmond skriver f. Ex., som man paa Dansk vilde sige: -med i Øjnene et vildt Udtryks, for at nærme sig den mundtlige personlige Stil saa meget som muligt. '•'•■)

*) Der findes Vendinger hos ham som: «La veillée commengait avec aux vitres un clair de lune^> eller: «Lå était un vieux saule . . . avec dans le creux des mousses vertes.s

Edmond og Jules de Goncourt. ^OK

I en af deres Boger have de meget be- tegnende skildret en Forfatters Kval, hvis Kone, en Skuespillerinde, aflirer lutter fastslaaede Tale- maader. Om en daarlig Vaudeville siger hun: «Der er Hjærte og Ungdom i det Stykke);, om et Maleri siger hun: «Der er Stil deri i, hun taler i de Fraser, som er staaende i Feuilletoner, Boger og Skuespil — og den ulykkelige Ægte- mands Forelskelse forvandler sig til i\fsky.

De, der havde en saa brændende Kjærlig- hed til det Ejendommelige, som aldrig have be- tvivlet, at et Kunstværks hele Skjønhed kun er tilgængelig for den kunstnerisk Udviklede, og som etsteds besvare Spørgsmaalet : «Hvad er det Skjonne? saaledes: «Det er det, som din Tjenestepige og din Kjæreste instinktmæssigt finde afskyeligt », maatte mere end Andre lide under de fordringsfulde og kjedsommelige ]\Ien- neskers evige Anslaaen af falske Toner.

De have ikke selv udsat sig for samme Fare, som Forfatteren i deres Bog. Ingen af dem havde giftet sig, og det synes til Trods for visse Bekj endelser («Théatre, Préface S. XI, et Dagbogsblad, der er benyttet i « Charles De- mailly» S. jj), som om Ingen af dem nogen- sinde for Alvor har tænkt derpaa. De betrag- tede øjensynligt Ægteskabet som Skribenten forbudt, mente, at en Mand, der tilbringer sit

5o6

Mennesker oc: Værker.

Liv med <at fange Sommerfugle i et Blækhus-, staar udenfor Samfundsreglen, og ansaa' Coeli- batet for nødvendigt for Tanken.

De have ikke koldblodigt søgt og fundet Originalitet. Man finder den overhovedet ikke saaledes. Dem var Arbejdet et Mysterium, saa dybt som Søvnens Mysterium, en aktiv Tilstand, i hvilken de ikke følte Sult eller Kulde eller overhovedet deres eget Legeme, i hvilken de mistede Tidsfølelsen. Som ud af en Taage, som bag et Slør, der gik i Stykker, traadte Former og Grupper frem for deres Blik. De greb disse Visioner, vendte, drejede og prøvede dem og kastede dem undertiden mismodige til- bage i det tomme Intet, hvor de sprang som Sæbebobler. Nye Billeder dukkede op, und- flyede, vægrede sig ved at lade sig fastholde «som unge Piger, der vægre sig ved at danse », indtil de, grebne med Magt, traadte ind i Værket og blev en Del af dets Liv."'')

Den Tilbagetrængen af Personligheden og den bevidste Vilje, der betegner al kunstnerisk Produktion, gjor det umuligt for den virkelige Kun.stner at forfølge et bestemt Formaal eller rette sig efter et Løsen, og det endog naar

•) Man sammenligne Skildringen af det aandelige Ar- bejde i "Charles Demailly«.

Edmond og Jules de Goncourt. C07

dette Løsen er blevet givet af ham selv. Jeg brugte det Udtryk, at Brødrene have studeret og fremstillet deres Samtidiges abnorme Nerve- liv med en brændende Sandhedskjærlighed. Jeg er forberedt paa det Spørgsmaal, om de kun have søgt det Sande, og om Resultatet af deres digteriske Stræben ogsaa kun er blevet noget Sandt, ikke noget Skjønt.

Jeg tror, at, naar Talen er om Kunst, Tilbøjeligheden til at stille disse Begreber i en falsk Modsætning til hinanden er stærkere end Tilbøjeligheden til at udviske den Modsætning, som virkelig findes. Stoffet som saadant, det være sundt eller sygeligt, gjør Kunstværket hverken skjønt eller uskjønt. Digterens Hensigt i første Linje at søge det Skjønne, vækker hos den Kyndige aldeles ikke nogen gunstig Fordom om, at han nu ogsaa vil finde det, og selv Digterens erklærede Tendens, kun at ville frem- stille det Sande, gjør det aldeles ikke usand- synhgt, at der er kommet noget endog over- ordenlig Skjønt ud af hans Stræben; thi mangen saakaldt Skjønhedselsker blandt Digterne sér Skjønheden i den bare Rhetorik og mangen Sandhedstilbeder mener med sit Skjønhedsfjend- skab kun sit Had til Rhetoriken.

I et Brev til Ministeren Duruy skrev i 1865 Sainte-Beuve: <;Det Skjønne, Gode og Sande

^OS Mennesker og Værker.

er et smukt Valgsprog og især et, der tager sig godt ud. Det er Undervisningsvæsenets Valgsprog og Cousins i hans bekj endte Bog [det middelmaadige Arbejde Le Vrai, le Beau et le Bien] \ det er — skal jeg vove at tilstaa det? — ikke mit. Hvis jeg havde et Valgsprog, skulde det være ikke dette, men det Sande, det Sande ganske alene — lad saa det Skjønne og Gode trække sig ud af Sagen, som de kunne. ^ Selve Sporgsmaalet om Kunstens Stilling til de tre Ideer er altfor indviklet og mange- sidigt til at kunne loses i Forbigaaende ved en Definition. Fra de principielle Idealisters Side hores i Reglen mod Læren om at det Sande i og for sig er skjønt, den Art Indvendinger, som at Sætningen <;To Gange to er fire» da maatte være en fortryllende Poesi. Epigrammer af Paul Heyse og Arthur Fitger løbe ud paa Sligt. Hertil er mit Svar: Kun den Sandhed kan være skjon, der er individuel, hvad ganske udelukker Skjønheden af en algebraisk Identitets- sætning. Spørges der da: Naar er Sandheden skjon r saa svarer jeg: Først og fremmest paa den Betingelse, at den er individuel. Idealet er for mig ikke andet end den Omdannelse, Virke- ligheden undergaar ved at gaa igjennem en Kunstners fine Sanser. Det forstaar sig imidler- tid , at en alvorlig og grundig Besvarelse af

Edmond og Jules de Goncourt. CQQ

Problemet vilde føre meget vidt. I denne Sammenhæng er det tilstrækkeligt at gjøre opmærksom paa, i hvor høj Grad Kunstneraanden altid modificerer og individualiserer <^ det Sande , og i hvor høj Grad Spørgsmaalet om det Uskjønnes Tilstedelighed er et Grads- og Grænse- spørgsmaal eller nøjere og rigtigere: et Spørgs- maal om Perspektiv og Behandlingsmaade.*) Jeg er overbevist om, at hvis man havde spurgt Brødrene Goncourt, vilde de have erklæret sig for fuldstændig enige med Saint-Beuve — uden derfor at være fjendtligere sindede mod Skjønheden end han. Brodrene have aldrig udtalt sig om den Theori, der foresvævede dem. Men at de vare fordomsfrie, det havde de bevist, idet de med varm Begejstring have prist det i8de Aar- hundredes Kunst, der kun søgte det Yndefulde og ikke brød sig det Ringeste om Sandheden, medens de selv med sjældent Mod have sét Virkeligheden under Øjne og i Sandhedens Interesse have vovet at give sig af med Stoffer, hvilke man hidtil havde betragtet som utilgænge-

*) Goethe' s: «Der Gott und die Bajadere«, Hugo' s »Marion de Lorme» og Alexandre Dumas' «La dame aux camélias« have samme Æmne, en prostitueret Kvindes Lutring gjennem Elskov. Men hvilken Forskjel i Perspektivet og derigjennem i den poetiske Værdi!

c I o Mennesker og Værker.

lii^c for Poesien. Forst sent, først efter den }'ngre Broders Død, og halvt modstræbende, lod den ældre sig anvise en Æresplads i Spidsen for den naturalisti.ske Skole. Han paastaar i Fortalen til « Brødrene Zemganno» kun at have skildret hæslige og lave Naturer, fordi deres indre Mekanisme er simplere og lettere at gjennemtrænge, medens hans Ærgjærrighed gaar ud paa at være en realistisk Skildrer af det, ^der er høj hj ærtet, det som sér smukt ud og lugter godt , eftersom det er langt van.skeligere at lægge et indtrængende, hverken konventionelt eller fantastisk Studium af det Skjønne for Dagen end at forstaa og male det Hæslige. Hvad enten Paastanden i denne Almindelighed er rigtig eller ej, saa forraader den i ethvert Tilfælde en stor Kj ærlighed til det Skjønne hos den sand- hedssøgende Digter. Og denne Kjærlighed for- nægter sig sjæ'ldent i de Værker, hvor Stoffet forbyder en direkte Fremstilling af det Skjønne. Thi paa Aanden, paa Behandlingsmaaden alene kommer det an, og naar en hæslig, i og for frastødende Gjenstand er behandlet i en god Aand, med ren Humanitet, med digterisk Kysk- hed, saa har Kunstværket sin Skjønhed, selv naar 'din Tjenestepige og din Kjæreste finde det afskyeligt/. ' Germinie Lacerteuxv er et ædelt Kunstværk, fordi Behandlingen helt igjennem er

Edmond og Jules de Goncourt. ^ I i

saa kysk og stræng, at Stoffets x^nstodelighed forsvinder, «La Faustin ; derimod falder fra hinanden i fine og frastødende Enkeltheder, fordi Behandlingsmaaden er karakterslap.

rv.

Man læse den 1863 udkomne Roman <>; Renée Mauperin;>. Digterne skildre ellers gjærne Undtagelser. Dette er imidlertid en typisk, paa én Gang virkelighedstro og ideal Fremstilling af den unge franske Pige af den hojere Borgerstand, som hun er bleven ved en Drengeopdragelse og en Udvikhng af alle kunst- neriske Anlæg i den unge Kvindesjæl. Brodrene skildre aldrig ædle Kvmder som <^skjønne Sjæle», De ere Spiritualismen saa fjendske, at man mellem deres Aforismer (xldées et Sensations ;>) endogsaa finder den Bemærkning: «Det er sjældent, at Nogen gratis ofrer sig for Aandiggj oreisen af sine Medmennesker. Xaar man gaar til Bunds i Theorierne om det Skjonne, det Gode og Ideale, finder man næsten altid Ønsket om en Ansættelse, et Katheder, eller et godt Udkomme . De ere ikke Idealister, er det ikke engang overfor unge Piger. De synes tidlig at have indpræntet sig den Tanke, Taines Graindorge har formuleret saaledes: «Xaar du sér en ung Pige med klare

c 1 2 Mennesker og Værker.

Øjne og- rode Kinder, saa tro ikke, at hun er en Engel, men at man har ladet hende spise mange Koteletter og gaa i Seng Kl. 9.» Des interessantere er det. naar man i deres Bøg-er træffer paa det næsten Ideale i Fremstillingen af unge Piger. Renée Alauperin er efter den slaaende Betegnelse, en af Bogens Personer giver hende, cune mélancolique tintamarresque >^ ; tin- tamarresque o : larmende , ubændig , forsaavidt hun bruger Slang-Talemaader, svømmer, maler, spiller Privatkomedie, forsvarer sin Uafhængig- hed selv med temmelig dristige Midler, lader sine Friere fortrække i hobevis og forfærder Spidsborgerligheden rundt om sig, — melan- kolsk, fordi hun har en adelig Sjæl og et Kunstnertemperament og et Nervesystem, der reagerer smerteligt ved Berøring med Lavhed, fordi hun derfor ikke finder sin Ligemand und- tagen maaské i en noget ældre Ven, der ikke tænker, paa at gifte sig med hende og endnu mindre med hendes Medgift, og i hvem hun ogsaa kun sér en Raadgiver og Kammerat. Dertil er hun af en Retskaffenhed, en ubonhorlig Æresfølelse, som faa Mænd besidde.

Renées Broder, den typiske unge koldt- ærgjærrige Bourgeois med korrekt Yderside, fast besluttet paa at komme frem ved et rigt Giftermaal, staar i Begreb med at foretage en

Edmond og Jules de Goncourt. Cj^

Handling-, som i Renées Øjne er forsmædelig. Det Middel, hun anvender for at forhindre den, fører uheldigvis til en Duel, i hvilken Broderen falder. Den kvalfulde Anger over den i og for sig uskyldige Handling undergraver Renées Sund- hed. Hun dør langsomt af en tærende Sygdom, hvis Gang er skildret med hjærteskj ærende Sand- hed og vel pinlig Udforlighed.

En særegen Tiltrækning udøver denne Ro- man som alle Brødrenes øvrige Bøger ved den Maade, paa hvilken Omgivelserne og Land- skaberne ere behandlede. Digterne have for- staaet at undgaa Balzacs opregnende Beskrivelse og i Stedet gjengive Tingenes «Sjæl», Stedernes Karakter og Atmosfære. Man føler herved, at de oprindelig have været Malere og Raderere. De se ikke med Digterens uskyldige Øje, der i Almindelighed kun opfatter Naturtingene sym- bolsk, men med Kunstkjenderens eller Radere- rens maleriske Skarpblik. I Steden for blot at skitsere Gjenstandene beskrive de dem saa nøj- agtigt, at en Maler ikke vilde være i Tvivl om, hvorledes han skulde male dem, eller rigtigere: deres Landskaber gjøre ganske Indtrj'k af Ma- lerier. De ville det og nævne undertiden den Maler, paa hvis Stil de have tænkt; thi deres Natursans er ikke den umiddelbare, det er en Natursans, som er skjærpet og angrebet ved

514 Mennesker og Værker.

S\'nct af megen Kunst. Saaledes ende de en nKerkværdig, halv poetisk, halv fotografisk Be- skrivelse af Seine- Bredderne en Sommeraften med disse Ord: «Det var paa én Gang Asniércs, Zaardam og Puteaux, et af hine parisiske Seine- Landskaber, som Hervier maler, smudsigt og straalende, elendigt og muntert, befolket og levende, i hvilket Naturen træder frem hist og her mellem Bygninger, Arbejdsvirksomhed og Fabriksdrift som et Græsstraa mellem et Men- neskes Fingre. » Men naar deres Landskaber saa fuldstændig gjore Indtryk af Malerier eller Raderinger, saa beror det især paa, at de give det Udsnit af Tingene, der har frembudt sig for deres Øjne, nøjagtig som de have sét det. De sige f. Ex. : «En Mand d}'kkede, øjensynlig for at binde sin Havre, et Bundt Halm ned i Vandet, der let kruset afspejlede Sivet, Træerne, Skyerne med tydelige Omrids, og under den sidste Bue af den gamle Bro, ganske nær ved os, traadte ud af Skyggen Halvdelen af en rød Ko , der drak langsomt , løftede sin hvide Mule , fra hvilken Vandet dryppede ned i Traade, og for- tabte sig i Betragtning.) En Skribent af den ældre Skole som Sainte-Beuve havde ikke for- holdt os den anden Halvdel af Koen. Disse Betragtere holde sig strængt til, hvad de se. Som « Renée Mauperin? er «Sæur Philo-

i

Edmond og Jules de Goncourt.

3^3

mene- en ædelt anlagt ung Piges Historie; en barmhjærtig Søsters Levnet fortælles i denne Roman. Der gives faa saa simpelt anlagte, og faa saa fintfølende Boger. Den har hin Simpel- hed, som den højeste Kultur fører med sig, den, der er uden al Naivetet som uden al Unatur.

Det er en Historie om en fattig ung Pige af lav Herkomst, der er bleven opdraget i et fornemt Kloster, saa at kun hendes Aand er forbleven uudviklet og svarende til hendes Stand, medens hendes Sjæle- og Sanse-Liv er uddannet paa det Fineste. Endnu som Barn er hun vendt tilbage til sin Tante, der er en ung, velhavende Mands gamle Husholderske, og nærer nu en barnlig, rørende omhyggeHg Kjærlighed til denne unge Mand, hvis Ønsker hun læser ham ud af Øjnene, uden at han blot en eneste Gang sér til hende eller bemærker hendes Existens. Da han endelig en Aften, hvor han er kommen halvdrukken hjem, til Tanten beklager sig over Philom.énes Nærværelse i Huset, fordi Hens)-net til den unge Pige paalægger hans Ungkarlevaner Tvang , falder hun , der bag Doren har hørt hans Ord, i Afmagt. Hun beslutter at tage Sløret.

Det Hospital, i hvilket hun bliver ansat, er skildret med ^Mesterskab. De unge ^Medicineres

33*

Ci6 Mennesker og Værker.

friske Samtaler staa i en levende Modsætning til Stedets melankolske Grundstemning og til den barmhjærtige Søsters indre Liv. I Hospitalet iid\'ikler sig nu mellem Nonnen og en af de dér boende unge Læger et Forhold , som kun be- staar i gj ensidig Agtelse og Tilbøjelighed, i den simple Fornøjelse at vexle nogle Ord om de Syge og deres Behandling, og som af Digteren er malt med de sarteste Farver. Nonnen glæder sig ved at blive rost af den unge Mand, hun bliver endnu mere opofrende og pligtopfyldende i sin Sygepleje for at fortjene hans Ros, medens han udenfor de halve Timer, de tilbringe sammen, aldrig tænker paa hende. Saa bliver en Pige, han tidligere har elsket, men som har forladt ham og siden da har fort et letsindigt Liv, bragt ind paa Hospitalet for at opereres for en Kræftskade i Brystet, og Skinsygen paa denne Ulykkelige styrter Nonnen i et Hav af Kvaler. Den unge Læge maa selv udføre den frugtesløse Operation, og da Philoméne i Romaines Døds- stund maa læse Bønnen for hendes Sjæl, kæmper i hendes Hjærte Kvindenaturens Had en haard Kamp med Kristenkj ærligheden. Fortællingens (iøvrigt uvæsenlige) Gang er den , at en Mis- forstaaelse for bestandig skiller hende fra Barnier, at han — temmelig unaturligt — gaar tilgrunde af Længsel efter den døde Romaine , og at

Edmond og Jules de Goncourt. Ciy

Sorgen for hans , en Fritænkers Sjæl i hans Dødsstund vækker Philoménes hele ideale Liden- skab paany og foranlediger hende til ualminde- lige Skridt.

Foruden disse blide og stille Bøger have Brødrene ogsaa skrevet andre mere bevægede og skikkelserige Romaner, fulde af broget Liv og broget Vid, ^ Charles Demailly ) , der skildrer det literære Liv, og -Manette Salomon;, der skildrer Kunstnerlivet i Paris. Den første af disse Bøger, Brødrenes ældste Forsøg i Roman- faget, er et noget overlæsset Arbejde, jager i Dialogen for meget efter Aandrighed og har for mange og altfor utydeligt tegnede Bipersoner. De fleste synes at være Portræter — jeg har gjenkjendt Th. Gautier, Gustave Flaubert, Paul de Saint- Victor og Th. de Banville — men netop denne Omstændighed har forringet deres Anskuelighed for en fremmed Læser. De ere ikke tegnede færdigt. Helten i Charles De- mailly. er en Skribent og Helten i ^<Manette Salomon;^ en Maler, der begge gaa tilgrunde i det ægteskabelige Samliv med en Kvinde, der ikke forstaar dem ; det er Lidelseshistorier. Hvem det interesserer at se én og samme Situation behandlet af en romansk og en germanisk Dig- ter, hist tragisk, her humoristisk, bør med disse Bøger sammenligne Jean Pauls geniale «Ehe-

5 I 8 Mennesker og Værker.

Stand, Tod und Hochzcit des Armenadvokaten Siebenkiisx. cMaiictte Salomon >> er en langt modnere og saftrigere Frugt af Brødrenes Talent end ^Charles Demailly>/; den er i Frankrig og fortjener andensteds at være en Yndlingsbog for Malere. Mesterligt er Modsætningen mellem den akademiske Salonkunstner og den virkelige koloristiske Begavelse fremstillet. Ogsaa over- for denne Bog ville Yndere af sanmienlignende Studier have Nydelse ved at sammenstille en af dens Hovedfigurer med Hovedfiguren i et ger- manisk Digterværk af høj Rang. Den geniale Kunstnervagabond Anatole har mange Træk, der minde om Helten i Gottfried Kellers Roman <;Der griine Heinrichs.

Det Problem , som Forfatterne i « Charles Demailly- og ^Manettc Salomon >^ have stræbt at løse, er det samme, som Edmond atter har optaget i sin nys udgivne, iøvrigt langt ringere Roman /<La Faustin^, nemlig dette: Hvoriedes opstaar et Kunstværk , en Bog , et Maleri , en Roller Hvorledes tilegner en Kunstners Nerve- s\'stem sig Omverdenen, og hvorledes frembringer det af sine Indtr^'k Kunstværker? De nævnte Romaner besvare dette Sporgsmaal for Skriben- tens, Malerens og den tragiske Skuespillerindes Vedkommende. De stille endnu et andet: For

Edmond og Jules de Goncourt. tig

hvilke Forstyrrelser er Kunstnerens Nervesystem i sit Forhold til Omverdenen særlig udsat? Og da Geniet hos dem (efter Doktor Moreau's be- kj endte Definition) er en «Nevrose / , en sygelig Til- stand af Nervesystemet, saa ere Forstyrrelserne mangfoldige og dybt indgribende. Tilbøjelige som de ere til at se Finhed og Svaghed overalt, vise de os kun ulykkelige eller dog angrebne Kunstnernaturer, og Slutningsstemningen er altid dybt melankolsk.

Dog der kommer Tider i næsten enhver Forfatters Liv, hvor en vemodig Grundstemning ikke er ham nok, hvor han føler Trang til at udraabe alt det Trøstesløse, han har sét, til at lade Læseren føle al den Bitterhed , han har fornummet ved Berøringen med Mennesker og Ting , i et nøgent , blodigt , gysenvækkende Værk.

Ogsaa saadanne Bøger have de to Brødre skrevet. Fremfor Alt den dybtgribende, sande Fortælling om en stakkels hysterisk Tjeneste- pige, der fra først af er god og retskaffen, men efterhaanden forfalder til Udskejelser og Drik, 'Germinie Lacerteux), et mægtigt Værk, der har virket dybt i den franske Literatur, og som bl. A. har været Forbilledet for Emile Zola's geniale og epokegjørende, men langt grovere

C20 Mennesker og Værker.

Roman «L'Assomnioir», hvis Hovedpersoner cre dannede efter Germinie og Jiipillon*).

V.

Hvad Lykke gjorde nu disse 6 Romaner, der udkom i Decenniet 1859 — 69. Sporgs- maalet er næsten overflødigt. Bøger af saadan Finhed, der kun henvende sig til en udsøgt Kreds af Læsere, gjøre aldrig Lykke, i det Mindste ingen øjeblikkelig Lykke. Til at for- staa og nyde slige Bøger er noget af den aandelige Udvikling nødvendig, som udfordredes til at skrive dem, og en saadan Fordomsfrihed er sjælden. Desuden komme saadanne Bøger og Forfattere det første Aarti igjennem slet ikke i Berøring med Publikum. Det véd næppe af, at de existere.

Det er unødvendigt at dvæle ved den haarde Kamp mod Ubekjendtheden, som Brødrene have tilfælles med næsten alle store Skribenter, eller at opregne alle Stadierne paa deres Lidelsesyej, først Ligegyldighedens Stadium, saa Forhaa- nelsens gjennem alle Tonarter, fordi det, som

*) Hvor tidligt og stærkt Romanen har gjort Indtryk paa Zola, ses af hans 1864 skrevne Kritik af denne Bog i «Mes haines-j.

Edmond og Jules de Goncourt. 52 I

de vilde og bragte, det, som de elskede og sagde, var det Nye, det Uhørte. Da de i 185 1 i deres første Skrift priste den japane- siske Kunstindustri og stillede den højt over den tilsvarende parisiske, fordrede en Journalist, der fandt denne Smagløshed vanvittig, at man skulde spærre dem inde som Sindssyge: nutil- dags deltage selv Pariserne i Enthousiasmen for japanesisk Kunstindustri. Og hin første Dom var længe typisk for Pressens Holdning overfor dem.. De støde fra først af uden Venner, uden literære Forbindelser, Alt var lukket for dem. Overalt traf de paa den mod de Revolutionære i en Kunstart saa godt organiserede Tavshed.

Hyppigt nævnt og hørt blev deres Navn først, da i 1865 Skuespillet ^Henriette Maréchal», opført paa Théåtre frangais, udpebes og for- trængtes fra Scenen af en Bande Studenter, ikke af kunstneriske Grunde, men fordi man ind- bildte sig, at Brødrene som Yndhnge af Prin- sesse Mathilde vare Tilhængere af det andet Kejserdomme, med hvilket de aldrig havde staaet i den fjærneste Berøring, hvis man ikke kalder det en Berøring, at de ved en pudsig ]Misfor- staaelse vare blevne arresterede som mistænke- lige den 2den December 185 1. Der er noget Godt, skjønt lidet Nyt i « Henriette Maréchal», der iøvrigt øjensynlig indeholder en personlig

:5 2 2 Mennesker og Værker.

Bekj endelse; Brødrenes andet store Drama, en patriotisk Tragedie fra Revolutionstiden, er for- bavsende svagt. Det skorter dem stærkt paa oprindeligt dramatisk Talent, og siden « Hen- riette Maréchals . Fald opgave de ethvert Forsøg paa at blive spillede paa noget Theater.

Renée Mauperin var bleven efterlignet af Andre — af Sardou, af Meilhac og Halévy — Germinie Lacerteux havde havt en kortvarig Skandal-Succes; Brodrene besluttede nu at sætte alle deres Kræfter paa en Roman, der kunde tilfredsstille de højeste Fordringer. Næsten tre Aar arbejdede de paa « Madame Gervaisais», hin Fortælling om en fritænkersk Dames Over- gang til Katholicismen, den fineste og goldeste, desuden og desværre den for det store Publikum utilgængeligste af deres Romaner. I December 1869 var den fuldendt. Intet Pariserblad bragte nogen Artikel om den; der solgtes i Alt 300 Exemplarer.

Det knækkede den yngre, finere, kvinde- ligere organiserede Broder. Han havde sat al sin Lid til denne Bog. Han, der var anerkjendt af Mestrene, og der hele sit Liv igjennem mere end nogen Anden havde gjort sig lystig over Dumrianernes Smag; øo- Dømmekraft, blev an- greben af en kvalfuld og haabløs Nervesygdom af Sorg over, at Dumrianerne ikke forstode ham

I

Edmond og Jules de Goncourt. ^23

Og ikke kjøbte hans Bøger. Det er den i\Iod- sigelse, som findes i næsten alle Kunstner- naturer.

I den første Tid var Edmond aandelig lammet. Han var bestemt paa aldrig mere at sætte Pen til Papiret. Han indrettede det lille Hus, Brødrene lige havde kjøbt i Auteuil, til et sandt Museum, hængte sine Tegninger op, pla- cerede sine Broncer, ordnede sit uhyre Bibliothek af sjældne Bøger og Haandskrifter.

Tilsidst kunde han dog ikke lade være med at skrive. Han udgav først en Bog, som han havde drøftet med sin Broder, «La fille Ehsa>., og i en Haandevending opnaaede den 16 Oplag. Stoffet var pinligt , Behandlingmaaden tør og didaktisk, men Berømmelsen var i Følge med Døden pludselig brudt ind over Brødrene, en ny Skole forkyndte med Basuner deres Ry, deres Navn var paa Alles Læber, nu da den Ene var død, den Anden en nedbrudt INIand.

Saa gav Edmond sig alene, for første Gang ganske alene, til at skrive en Roman. Og endnu aldeles fortabt i Erindringen om Broderen, skil- drede han i «Les fréres Zemganno» deres Samliv og Samvirken under Billedet af to Clowner i en Cirkus, to af de Clowner, som vi Alle have sét, der kun med hinanden, flettede ind i hinanden, gjøre deres Kunster, og som

cj 1 Mennesker og Værker.

snart siddende paa Stolerygge, snart staaende paa Hovedet spille deres Violinduetter med uaf- brudt Taktfasthed. Man foler, naar man kjender Brodrenes Levnet, deres Personlighed igjenneni. Men i og for sig er Alt realistisk skildret. Edmond de Goncourt havde udfrittet Paris's be- rømteste Kunstberidere og Akrobater, før han gav sig til at skrive sin Bog. Den yngre Broder styrter under et farligt Spring, som den ældre har komponeret for ham, brækker sit Ben og er til sin Fortvivlelse forhindret fra nogensinde mere at optræde. Han afkræver den ældre Broder det Løfte, at heller ikke han nogensinde mere vil optræde, aldrig vil gjøre sine Kunster med en Anden. Her findes en beundrings- værdig Scene, hvor den ældre Broder, der ikke kan undvære Legemsøvelserne, om Natten for- lader den Syges Seng for i deres Gymnastiksal at svinge sig fra et Trapez til et andet ; plud- selig møder han Krøblingens Blik fra Døren; denne er paa alle Plre krøbet derhen for at se til.

Fortræffeligt har Edmond her symbolsk karakteriseret sit eget Talent, naar han siger:

«Giannis Hænder vare, selv naar han hvilte sig, uophørligt beskæftigede ... de greb enhver Gjenstand, der var dem nær, stillede Tingene paa Hovedet, skraat, paa et eller andet Punkt af

Edmond og Jules de Goncourt.

D-D

deres Overflade, hvorpaa de fornuftigvis ikke kunde holde sig, idet han forgjæves stræbte at holde dem i Ligevægt mere end et Øjeblik. Altid arbejdede disse Hænder Tyngdeloven imod . . . Ofte kunde han i Timevis dreje og vende et ]\Iobel, en Stol, et Bord i alle Ret- ninger med en stum Sporgen, saa nysgjerrig og saa udholdende, at hans lille Broder tilsidst sagde til ham :

Hvad vil du dog dermed, Giannir

Jeg soger, svarede han.v

Han sogte hint Nye, som Edmond altid har stræbt mod i sin Kunst. Øjensynlig har, trods det enige Samarbejde, den ældre Broder været den egentlig kunstneriske Experimentator; den yngre har havt sin Styrke i Udforeisens Liv og Glans.

VL

Hvis min Læser med mig vil betræde det lille Hus Nr. 53 Boulevard ]\Iontmorency, saa vandre vi først gjennem en med rødt og hvidt Marmor belagt Forsal, i hvilken ypperlige japa- nesiske Broderier skinne i pragtfulde Farver fra Væggene; vi betragte i Værelserne Mester- værkerne fra det franske iSde Aarhundrede og Skattene fra Japan, hint yderste Orienten, hvis

c 26 Mennesker og Værker.

Kunstindustri Husets Kjermand agter saa højt, og som han ejendommeligt nok, men efter de bedste Kjenderes Mening med Urette, antager for hojest udviklet i det samme i8de Aarhundrede.

Vi søge ham maaske forgjæves i Huset selv, men i Haven staar en statelig, netop 6oaarig, hvidhaaret Mand bøjet over sine Blomster. Han elsker sin Have, og som en ægte Franskmand, en ægte Landsmand af Candide, har han endt med at dyrke sin Have. Haven var, da han kjøbte den, fuld af sædvanlige, borgerlige Planter. Men han ynder ikke det Sædvanlige og det Borgerlige. Han har kun ladet de store, præg- tige Træer staa og har erstattet hine Hverdags- planter med sjældne Væxter, thi, som han naivt og betegnende udtrykker sig, «det Sjældne er næsten altid det Skjønne.. Han har dannet sig en malerisk Have, har endog ofret en prægtig Vase af Meissener-Porcellæn for at sikre sig en smuk hvid Plet i sit friske, omhyggeligt ved- hgeholdte Grønsvær. Der bor han Aaret igjennem med sine Blomster, og hver Maaned bringer Haven ny Skjønhed.

Dog Samleren og Gartneren er ikke bleven fremmed for Verden. Han følger med levende Interesse Udviklingen af sit Lands Literatur. Og hører han, hvorledes hans Navn nu er kjendt overalt, erfarer han, hvorledes man ikke blot i

Edmond og Jules de Goncourt. 527

Frankrig giver ham en sildig Oprejsning, men hvorledes Mænd af den yngre Generation ogsaa udenfor Frankrig, selv i fjærne Lande, i ham se en banebrydende Aand, en virkelig Mester, saa blandes Glæden over hans Ry med Sorgen over, at den yngre Broder, der delte Arbejdet, ikke oplevede at dele Lønnen med ham.

■•c-%=T5iG'#s —

Rettelser

til

Den romantiske Skole i Frankrig.

S. 462, L. 2 : Modstrøraning, læs Modestromning. S. 521, L. 12 f. n.: Sump, læs Svamp.

FM Brandes, Geor^ i!orris Cohe^

766 Mennesker og vaerker i

B72 nyere euroDaeisk literatur

PLEASE DO NOT REMOVE CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

4