Skip to main content

Full text of "Shakespeare og hans kunst"

Google 



This is a digital copy of a book that was prcscrvod for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 

to make the world's books discoverablc online. 

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 

to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 

are our gateways to the past, representing a wealth of history, cultuie and knowledge that's often difficult to discover. 

Marks, notations and other maiginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the 

publisher to a library and fmally to you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing tliis resource, we liave taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing lechnical restrictions on automated querying. 
We also ask that you: 

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for 
person al, non-commercial purposes. 

+ Refrainfivm automated querying Do nol send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, Optical character recognition or other areas where access to a laige amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attributionTht GoogX'S "watermark" you see on each file is essential for informingpeopleabout this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are lesponsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countiies. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can'l offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
anywhere in the world. Copyright infringement liabili^ can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps rcaders 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full icxi of ihis book on the web 

at |http: //books. google .com/l 



Google 



Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google 

som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 

der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 

land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 

ofte er vanskelig at opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 
Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikkc-konnnerdolt brug 

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af m;iskl- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 

• Overhold reglerne 

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at dot du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogsøgning 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hja^lper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidi g med at det hjælper forfatter e og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 
søge gcnnom hele teksten i denne bog på interncttct på |http : //hooks . google ■ com| 



l^arbatO CoUcgE ILiibrarg 




.SHAKESPEARE COLLECTION 
FROM TIIK GIFT OF 

WALTER WEHLE NAUMBURG 

<Clau af 1S89) 
OF NEW YORK 



■■•■■ ■' ^ " ■ '' 



THEODOR BIERFREUND 



SHAKESPEARE 

OG HANS KUNST 



HAN VAR EN MAND 

Tiamttt. 



GYLDENDALSKE BOGHANDEL 
NORDISK FORLAG 

KØBENHAVN 



SHAKESPEARE 



THEODOR BIERFREUND 



SHAKESPEARE 



OG 



HANS KUNST 



Han var en Mand. 

Hamlet. 




KJØBENHAVN 
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN) 

FR. BAGGES BOGTRYKKER] 

1898 



i^v >.- 7.7/ 



MARI9 1919^ 



Ånd 1 come after, glenyng here and there, 
And am ful glad yf I may fynde an ere 
that ye han left. 

(Chancer: Prologue to Legende 
of Goode Women.) 



' '3 



MIN MODER 



HAR JEG VIET DETTE ARBEJDE 



INDHOLD. 



Side. 

Shakespeares Læreaar 1. 

Vækst 23. 

a. Komedierne 27. 

b. Historierne 39. 

c. Tragedierne 62. 

Shakespeare Wanted Art 100. 

Enkelte Sceners Bygning 125. 

Tid og Sted 130. 

Dramatisk Tid 145. 

Karaktertegning 155. 

Kong Henrik VIII. Shakespeares Kvinder 171. 

Mismod 219. 

En personlig Efterskrift 294. 



SHAKESPEARES LÆREAAR 



Hvad man ved om Åandens Heroer fra gammel Tid er 
saare lidt. Det har været vor Tid forbeholdt at indse, at intet 
kunde være mere instruktivt end at følge en Tankens Arbejder 
paa hans Vej gennem Livet, for i hans Livsførelse at kunne 
studere hans Værkers Tilblivelseshistorie og hans Åands Vækst, 
saavist som Menneskeaanden til syvende og sidst dog er det 
eneste, der virkelig er Studium værd. Det, der sikkert vides om 
Shakespeare, er kendt af enhver. Der har været støvet efter 
ny Oplysninger i Arkiver, hvert beskrevet eller trykt Blad fra 
Tiden 1560—1620 er blevet vendt for at finde Bidrag til hans 
Biografi, men ringe Udbytte har Eftersøgningerne bragt. Udover 
hvad Rowe i 1709 offentliggjorde, støttende sig til Traditionen 
— en Overlevering, der i alt væsentligt synes korrekt — , er 
lidet fremkommet, der har kunnet kaste Strejflys over ukendte 
Sider af hans Karakter. At han blev født 1564 under gode 
Kaar, at han blev sat i Skole, at hans Faders Formuesom- 
stændigheder en Tidlang var derangerede, at han som ung 
forelskede sig i en noget ældre Kvinde, med hvem han maatte 
gifte sig, at han var Fader til tre Børn, forlod Stratford og 
gik til London, dér skrev Digte og Dramer, var Skuespiller og 
Teaterdirektør, blev formuende, trak sig tilbage til sin Fødeby, 
hvor han levede som „gentleman", og hvor han døde 1616 — 
det er alt. 

Han var elskværdig; derom har vi Udsagn fra mere end 
een af hans Samtidige. Han omgikkes med sine Kammerater 
blandt Diglerne og Skuespillerne; men han deltog ikke i deres 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. \ 



2 

Udskejelser. Fra alle de andre findes der talrige Vidnesbyrd om 
det letsindige Liv, de førte, i de Anmodninger om Småalaan og 
Forskud, de stilede til Teaterejeren Henslowe, for hvilke de 
garanterede gensidig; i de ydmyge Petitioner og Dedikationer 
til Stormænd, der ikke engang blev honorerede; i deres evige 
literære Kævlerier om Kejserens Skæg; i deres Slagsmaal og 
Dueller, snart indbyrdes, snart med Borgere og Officerer, Stri- 
digheder, der førte mange i Fængsel, bragte Genier som Marlowe 
til en hæslig Død i et Skøgehus og Ben Jonson til Galgens 
Fod. Snart var de klædte i Silke og snart i Pjalter. Shake- 
speare, den største af dem alle, højt anset allerede i levende 
Live, gaar støt og rolig som en almindelig Borger gennem 
Livet. Der staar ingen Strid eller Støv eller Spektakel om 
ham. Hans Portræt viser os ham i en tarvelig Dragt. Fattig 
kom han til London, velhavende gik han derfra. Rivaler an- 
faldt ham, og han svarede ikke paa deres Angreb; men den, 
der havde bragt dette i Trykken, tilbagekaldte det bagefter 
og bevidnede den unge Digters fine og elskværdige Karakter. 
Han fandt Venner og Omgang blandt Adelen, men han gjorde 
sig ikke til disses opvartende Kavaler, besang ikke deres Fa- 
miljebegivenheder, laa ikke paa Maven for dem som hans 
store, brusque Medbejler Ben Jonson. 

Shakespeare var som skabt for Livet; det bøjede ikke 
ham, han bøjede det. Han stødte aldrig an, meii han synes 
heller aldrig at have hjulpet nogen. Han havde sit eget Liv 
at bygge op, og derpaa rettede han alle sine Anstrengelser. 
Hans Maal var at bUve uafhængig, og han brugte ethvert 
Middel, der, for ham uden Formue, førte dertil. Han arbejdede, 
naar de andre morede sig; han læste og skrev og var ude 
om at tjene Penge paa enhver Maade. Fordi han var en 
praktisk Forretningsmand, blev han Teaterdirektør, blev han 
Tiendeforpagter og indkrævede sine Afgifter med Strenghed. 
Formodentlig har han ogsaa indladt sig paa Spekulationer; 
der var rig Anledning dertil paa hans Tid, da der var Liv 
overalt, da Handelen voksede med hver Dag, og da de spanske 
Sølvflaaders Opbringeise var en uhyre Indtægtskilde for mange 
Søfolk, Redere og Spekulanter. Det gjaldt for ham om at 
komme frem, og han gjorde sig da ikke mange Skrupler med 
Hensyn til de Redskaber, han brugte; han havde ikke Tid til 



ved hvert Skridt at se til højre og venstre for at undgaa at 
træde andre paa Tæerne. Han nærede den sarame Foragt 
som Dante for den, der vel vilde naa et Maal, men som var 
bange for at smudse sig lidt til paa Vejen. Som sin Helt, 
Henrik V, overvejede han, om Maalet var Anstrengelserne 
værd, men naar han fattede sin Beslutning, tog han sig ikke 
nær, om der ogsaa var Mangel i hans Ret. 

Var Dagens Gerning forbi, søgte han vel hen i „Havfruen", 
Kunstnerknejpen, hvor det gik lystig til, hvor Anekdoter og 
Vittigheder fløj fra een Side af Bordet til en anden, særlig 
mellem Jonson, der var at ligne ved et stort spansk Krigsskib, 
solidt, men langsomt i Vendingen, og den „elskværdige Will", 
der var som en let engelsk Klipper, behændig og hurtig, rede 
til letvindt og uventet Angreb og til et snart Tilbagetog. 
Og næste Dag gik Rygtet om disse Vittighedskampe ud over 
Byen og gjorde Borgerne vittige. Men Shakespeare kunde 
bryde af og, naar det skulde være, gøre som sin Helt, lukke 
Døren og stænge sin gamle Ven ude: 

^Jeg kendes ikke ved dig, gamle Mand.'' 

Man har længe været paa det rene med, at hvad vi ved 
om hans Liv, giver faa Holdepunkter for Forklaringen af hans 
Digtning. Man har da forsøgt ud af hans Værker at konstruere 
sig hans Aands Beskaffenhed. Sligt har været gjort med andre 
Digtere, hvorfor da ikke med den største. Verden har frem- 
bragt. Om Dante ved vi ikke stort mere, end vi ved om 
Shakespeare, og dog har man ved at holde sammen, hvad 
man vidste, med hvad man kunde læse sig ud af hans Værker, 
faaet dannet sig et Billede af hans Liv, det ydre som det indre, 
af hans Vandringer, hans Længsler, hans Forhaabninger, hans 
Idealer, hans Sympatier og Antipatier, hans digteriske og po- 
litiske Drømme. Ganske vist, hver Fortolker finder i Dante 
det Billede, han vil finde, men i mange væsentlige Træk stemmer 
de Slutninger, de drager, dog overens. Det kan gøres, fordi 
Dantes Digtning er rent subjektiv ; hver Linje, han hår skrevet, 
er Udtryk for hans egen Mening; hans eget Blod banker og 
strømmer i alt hans Værk. Med Shakespeare forholder det 
sig anderledes: hans Digtning er rent objektiv; han skildrer 
Andre, aldrig sig selv. Fra Dante har vi dog, foruden hans 



digteriske og filosofiske Værker, nogle Breve; Shakespeare har 
ikke efteriadt sig en personlig Linje, et Brev, en Skrivelse, en 
Optegnelse; fire Underskrifter har vi, det er alt, og de kan 
ikke engang alle tydes eller bringes i Overensstemmelse med 
hverandre. Man søgte hans Skuespil igennem for om muligt 
at finde hans eget Portræt i dem, for at se, om han intetsteds 
med eller mod sin Vilje skulde have skildret sig selv. Enhver 
Fortolker brugte sin Metode, fremførte sin Figur som Digterens 
Selvportræt. Længe gjaldt Hamlet for at være det. Den fint- 
dannede Prins, der tilbringer sin Tid i ørkesløse Grublerier, 
der udskyder og opsætter enhver Handling, der nøjes med In- 
sinuationer og Spydigheder, der aldrig har Mod til at gribe 
til, men lader sig enhver gunstig Lejlighed slippe af Hænde, 
der, naar han handler, ufravigelig griber forkert, der overfuser 
sin Moder, hvem han har faaet Paalæg om at skaane, og lader 
sin forbryderske Stedfader, som han er forpligtet til at ramme 
med hævnende Straf, gaa frank og fri, mens han myrder hans 
Redskaber, han skulde være et Billede af den Mand, der med 
forudseende Klogskab indrettede sit Liv, som arbejdede med et 
Maal for Øje, det han naaede, som aldrig greb fejl, som føjede 
Storværk til Storværk. Romeo, den unge varmblodige Elsker, 
der uden at ænse andet end sin Lidenskab, uden en Tanke 
paa den kommende Tid springer paa Hovedet ind i Farer, som 
ved den første Hindring taber Hovedet, som øjeblikkelig . giver 
efter for enhver Impuls, skulde være Billedet paa den bereg- 
nende, selvbeherskede Kunstner. Troilus, dette Mæhæ, dette 
enfoldige, trofaste Mandfolk, der aabenbart ikke har kendt andre 
Kvindfolk end den vidtløftige Cressida, skulde være et Vidnes- 
byrd om Kvindedyrkeren Shakespeares Desillusionering. *Con- 
stances Jammer over at miste sin Søn, Prins Arthur, skulde 
være et Udtryk for hans egen dybe Sorg over hans eneste Søn, 
Hamnets Død, og det yndige sympatiske Billede af den unge 
Prins være et idealt Portræt af Hamnet. Hvad man vilde gøre 
med de andre Børn og hjælpeløse Skabninger, der uforskyldt 
gaar undei*, blev der ikke gjort Rede for. Naar Digteren lod 
en Person sige, at en Mand burde være syv Åar ældre end 
sin Hustru, var det et Udtryk for hans Beklagelse af at være 
syv Aar yngre end sin Kone. Derpaa blev han gjort menneske- 
fjendsk. Timon, denne elendige Pjalt, der ikke siger et for- 



nuftigt Ord og ikke udfører en fornuftig Handling, der øser 
sine Penge ud af Vinduet, laaner Penge for at kaste i Grams 
til Sykofanter og raser mod Verden, fordi nogle Mennesker, 
ingen fornuftig Mand kunde vente sig noget af, ikke vil for- 
strække ham med flere til at fortsætte sit vanvittig ødsle Liv 
for, skulde ogsaa være en Skildring af hans eget Sjæleliv paa 
et givet Tidspunkt; han, om hvem vi ikke har Grund til at 
tro, at han nogensinde gjorde et Menneske en Tjeneste, aller- 
mindst at han skulde have laant Penge ud uden Sikkerhed, 
skulde være Originalen til Timon. 

I Dramaerne var det ikke muligt at finde hans Sjæl. Et- 
steds maatte den være, og man vendte sig til hans Digte, sær- 
Ug til de 154 Sonetter, der udkom 1609. I Sonetterne fandt 
Efterverdenen, hvad det ikke synes Samtiden har funden. Selv- 
bekendelser. Den Mand, der havde holdt sin egen Person 
skjult bag sin Kunst, saa at hans Spor kort Tid efter hans 
Død næppe var til at finde, skulde altsaa antages at have, for 
at vinde et Øjebliks Bifald, sat i Omløb disse Digte, Udtrykket 
for hans hemmeligste Tanker, for hans Skuffelse, hans krænkede 
Stolthed og Skam. Thi den Forklaring af Sonetterne, der nu 
har Gyldighed, gaar ud paa, at Størstedelen af dem er rettede 
til to Personer, en Mand og en Kvinde, begge — skal jeg sige 
Digterens Elskerinder. Man kommer derved til, at Shakespeare, 
der synes at være Personifikationen af Sundhed, har først 
været Offer for en Sygdom, en Last, der støder Manden ud af 
Mændenes Kreds og ud i Uhumskhedens Mørke ; og lidet nytter 
det at sige, at i Oldtidens Grækenland og Rom var kønsligt 
Forhold mellem Mænd ingen Skam, og at Sokrates, Xenophon 
og Horats og mange Åndre omtaler det som noget selvfølgeligt. 
Shakespeare levede i det protestantiske England, og der ansaas 
denne naturstridige Brøde ikke som noget selvfølgeligt; fandt 
den Sted, blev den skjult omhyggeligt; den taalte ikke Dagens 
Lys. Men ikke engang som et Tankefoster kan den Opfattelse 
forsvares. Shakespeare siger udtrykkelig, at hvis hans Ven 
havde været en Kvinde, vilde han have elsket ham, men at 
Naturen selv har forhindret det og har skabt ham til Kvinders 
Glæde (Son. XX). Dernæst skulde Digteren have løbet efter 
en Tøjte, der hverken var smuk eller klog eller elskværdig, 
som var omtrent offentlig Ejendom ; han skulde have ladet sig 



træde paa i aarevis og have godvillig afstaaet hende til. sin 
Ven, skønt med et Suk. Saa skulde han have offentliggjort 
denne sin dobbelte Skam. Og Sonetterne skulde være vandrede 
fra Haand til Haand, uden at Sladren skulde have kommen- 
teret dem og gennem Traditionen naaet os. Ingen Hentydning 
til noget saadant skulde være sluppet ind i hans Rivalers Ar- 
bejder eller i Puritanernes Angreb paa Scenen, og hans største 
Medbejler, Ben Jonson, der til den fekotske Digter Drummond 
over et Glas fortalte løst og fast om sine Samtidige og baade 
omtalte og kritiserede Shakespeare, skulde ikke have ladet falde 
et Ord om slige Forhold, der ikke kunde være ham ubekendte. 
Det er ikke ret troligt. 

Undersøgelser, der gaar ud paa i Shakespeares Værker at 
efterspore Selvbekendelser, er som Hængedynd. En kort Tid 
kan man vandre paa det, men pludselig synker man i. Dig- 
teren har næppe givet saadanne. Han var en virkelig Proteus- 
natur: han kunde uden Varsel omskabe sig til hvilken Skik- 
kelse, det skulde være. Tror man et Øjeblik at have fundet 
hans egen, viser det sig uopholdelig, at han, er glat og smidig 
og slipper fra En, vender straks en anden Side til. Hans væ- 
senligste Karaktertræk — saavidt han giver sig tilkende over- 
for Offentligheden — er, at han er Kunstner, og han er det i 
en saa høj Grad, at han som ingen Anden har forstaaet at 
skjule sin Kunst. Det er først langsomt, lidt efter lidt begyndt 
at gaa op for Verden, at Shakespeares store Hemmelighed er 
hans næsten overnaturlige Kendskab til sin Kunsts Midler og 
hans Evne til at benytte dem. Han lærte efterhaanden alt det, 
den har at lære, hvis Værktøj er Ord. Han gaar i Lære, ind- 
til han trækker sig helt tilbage fra sin Gerning; han studerer, 
undersøger, efterligner, eksperimenterer uafladelig, slaar sig 
aldrig et eneste Øjeblik til Ro med den Trøst; at nu er det 
saa godt, som det kan blive. Han gaar stadig paa ny Op- 
dagelsesrejser, søger ny dramatiske Former, ny Udtryk for sin 
Tanke. Han stræber stedse at give det ypperste, der til enhver 
Tid kan gives. Han virker med alle de Midler, der staar til 
en Digters Raadighed, kender dem alle og har prøvet dem 
alle. Han iagttager Naturen, den levende og den døde, aflokker 
den stadig ny Synspunkter og efterligner; det er Lysten til 
Efterligning af alt, hvad han træffer paa, der bærer og lærer 



ham hans Kunst. Og da han saa efter mange Forsøg har 
lært at skjule de Snore, der bevæger hans Personer, har han 
opnaaet det, der er Kunstens Formaal : den fuldkomne Dlusion. 
Han faar en saa fuldstændig Magt over Sindene, fordi vi aldrig 
ser Maskineriet eller hører det puste og stønne, aldrig "mærker 
Anstrengelsen, der ligger bagved. 

Og dog var hans Gerning ingen let Leg. Shakespeare 
var ikke den halvvilde Barbar, man har villet gøre ham til, 
der sang saadan, som han gjorde, fordi han maatte synge 
saadan, fordi han var inspireret, fordi det kom t41 ham, uden 
at han egentlig vidste, hvorledes eller hvorfra det kom. Han 
var ingen Gædmon, der hverken kunde læse eller skrive, men 
pludselig modtog en digterisk Aabenbaring med Paalæg om at 
skrive den ned og med Evnen dertil. Selv en Shakespeares 
Begavelse strækker ikke til for at frembringe Mesterværker som 
hans. Hvis saa var, vilde hans Ungdomsproduktion være lige 
saa fuldkommen som hans modnere Manddoms; men dette er 
ikke Tilfældet. Øhlenschlæger gav i sine Ungdomsværker alt 
det bedste, han ejede; han arbejdede ikke videre; han lod 
haant om det anspændte Slid, troede, at Appelsinerne vilde 
falde ned i Turbanen hele Livet igennem; han vidste ikke, at 
naar Guderne ser, at Modtageren sorgløs deler de Appelsiner 
ud, som de har givet ham, og ikke anstrenger sig for at faa 
flere, vender de høje Magter sig fra ham til andre. 

Under hvilke Omstændigheder kom Shakespeare til Lon- 
don? Vildttyvehistorien behøver vi ikke at tro paa; den er 
en Myte. Han var født i en velhavende, anset Familje. Den 
blev forarmet; Faderen turde ikke gaa i Kirke af Frygt for 
sine Kreditorer. I en lille By træder en saadan Familje ud af 
den Kreds, hvortil den egentlig hører. Den maa finde sig i 
mange Ydmygelser. Naturligt vaagner da i en begavet Yng- 
lings Hjerne den Beslutning atter at bringe Familjen paa Fode, 
saa den igen kommer til at indtage den Stilling, som oprinde- 
lig tilkom den. Den unge Shakespeare har selvfølgelig ofte 
lidt under den Tilsidesættelse, som en falden Slægt mærker 
baade i Ord og Gerning. Da kom det til, at hans stærke, 
sanselige Natur fik ham til at begaa den Dumhed at favne en 
saa meget ældre Pige, hvem han blev tvunget til at ægte. 
Han har stiftet Familje, og han kan næppe skaffe den Ud- 



8 

kommet. Han har nu set Haabet lukke sig om atter at komme 
til at indtage en ledende Stilling i den lille By. Der var der 
stænget for ham. Han maa forlægge sin Virkeplads andetsteds 
hen. London lokkede. Der var Chancer til at komme frem. 
Der var ikke de tusind tynde, næsten usynlige Baand, der 
hjemme holdt en opadstræbende Yngling til Jorden; der var 
Plads; der kunde man sætte Hænderne i Siden og Albuerne 
i andre Folks Sider og trænge sig frem; den Stærkeste sejrede; 
der kunde man tage fat paa alt Slags Arbejde uden at se 
medlidende Skuldertræk eller foragtelige Øjekast. Og sank man, 
sank man uset. 

Til London drog han saa med den faste Beslutning ikke 
at vende tilbage, før han kunde komme som Sejrherre, før 
han, den foragtede, kunde leve der som „Gentleman" og Ejen- 
domsbesidder, før han havde rehabiliteret sin Familje, saa han 
kunde anses som Byens Matador. Det blev det Maal, han 
stedse holdt sig for Øje: som rig og derfor æret Borger at vinde 
Anerkendelse i den lille By, han som ung og fattig havde for- 
ladt. Derfor anlægger han sine tjente Penge efterhaanden i 
Stratford, derfor køber han Byens største Gaard som et syn- 
ligt Tegn paa sin dominerende Stilling, derfor skaffer han sin 
Fader og ikke sig selv Ret til at føre Vaaben, derfor aflægger 
han hvert Aar et Besøg i Hjemmet for at tilse sine Ejendomme 
og mærke, hvorledes hans Anseelse stiger, og derfor tilbringer 
han sine sidste Aar i sin Fødeby. 

Fra han kom til London, satte han alt ind paa Gen- 
erhvervelsen af sin sociale Stilling. Rimeligvis gennem en 
Landsmand, den berømte Skuespiller Burbadge, der kan have 
kendt hans Digterevner, blev han kn3rttet til Teatret. Der for- 
tælles, først for at holde Heste udenfor Skuespilhuset; en lidet 
rimeUg Historie; dér kunde han jo ikke lære sin Kunst; han 
maatte være indenfor dets Mure. Han er sandsynligvis blevet 
engageret som Skuespiller. Han er her kommet ind i en hel 
ny Sfære. Han skal, for at komme frem, konkurrere med 
Skuespillerne og behage Publikum. Men dette sidste var delt 
i to Klasser, der havde forskellige Smagsretninger. Den ene 
Del var Massen, der bestod af Smaaborgere, Haandværkere, 
Læredrenge, Søfolk, Soldater og alt Slags mandligt og kvinde- 
ligt Pak, „en Pøbel, der skraalede og klappede i deres grove 



9 

Næver og kastede deres svedige Nathuer i Vejret og udblæste 
saadan en stinkende Aande om sig, at man ikke turde le af 
Frygt for at lukke Munden op og indaande den onde Luft**. 
(Julius Cæsar I. ii.) De kaldtes Stinkdyr, Grundlinger og andre 
foragtelige Navne. De var umoralske, men de fordrede Moral. 
Paa Scenen befandt sig, foruden Skuespillerne, de unge Leve- 
mænd. De sad eller laa paa Scenens Gulv, blev betjente af 
deres Lakejer, gav deres Besyv med under Forestillingen og 
foretrak Kunst og Skønhed for Moral. Disse to saa forskellige 
Verdener gjaldt det om at behage, og det lykkedes Shake- 
speare. 

Det var næsten uundgaaeligt for Digteren og Skuespilleren 
at komme i Berøring med den adelige Ungdom. Det, at begge 
Parter færdedes paa Scenen, maatte bringe dem sammen. For 
den, der var beleven, var det let at komme til at vise dem 
en lille Tjeneste og derved tiltrække sig deres Opmærksomhed. 
Var man saa, som alt tyder paa, han var, elskværdig, munter 
og vittig uden at være bidende og saarende, vilde man lidt 
efter Udt blive optaget i denne Kreds. Forstod han at holde 
paa sin Værdighed uden at pukke paa den, behøvedes der fra 
hans Side ingen krybende Smiger for at vinde og bevare deres 
Venskab. Han gav sit Vid, de gav deres Stilling i Samfundet, 
og begge Parter maatte derved føle, at de ikke skyldte hin- 
anden noget. At den virkelige Fordel, den, der kunde maales 
i materielle Goder, var paa Digterens Side, maatte han være 
sig bevidst; for at bevare deres Gunst maatte han gøre sit 
yderste for at behage dem. Der er fra hans Side intet Snobberi 
i dette Forhold. Han, der var blevet set ned paa af de agt- 
bare Borgere i Stratford, maatte føle sig smigret ved, at Bæ- 
rerne af Landets første Navne beærede ham med deres Ven- 
skab. Han glædede sig over det, og han har sikkert benyttet 
det. Det var et af Midlerne til at komme frem. 

Dertil var det dog ikke nok at være Skuespiller og pro- 
fessionel Teaterdigter. Dette var en Klasse Mennesker, der af 
letforstaaelige Grunde ikke nød stor Anseelse. Det var Folk, 
der i Almindelighed levede i Svir og Sværm, en Dag bar Fløjl, 
den næste Pjalter, som tilbragte deres Dage paa Kipper og 
i Skøgehuse, endte dem i den yderste Nød og Elendighed. 
Var de end aldrig saa store Genier, de var dog ikke Folk, 



10 

man vilde færdes med paa aaben Gade. Det daarlige Ry, de 
selv nød, maatte kaste en Skygge over deres Kunst. 

Foragten for den nationale Skueplads's Grundlæggere over- 
førtes paa deres Værker. Den romantiske Digtning, som var 
det sande Udtryk for Tiden, vandt Mængdens Bifald, men 
mødtes med Næserynken fra Kritikerne. Disse anbefalede den 
klassiske Tragedie, repræsenteret af Seneca, den klassiske Ko- 
medie, repræsenteret af Plautus. Hofdigterne og de velhavende 
Dilettanter fulgte Raadet ; Hoffet bifaldt og kedede sig. Mængden 
vendte Ryggen til. Shakespeare vilde ikke være med til at 
skrive det, som Publikum, af hvilket han skulde leve, gabede 
over. Paa den anden Side ønskede han at vinde sine Vel- 
ynderes Bifald. Ved at blive lyrisk eller episk Digter 
naaedes det Maal. Poesien stod i høj Kurs hos det fornemme 
Selskab. 

Efter den lange Kamp mellem den røde og den hvide Rose, 
hvor alle fredelige Sysler maatte hvile, hvor Tankelivet maatte 
drukne i Strid og Vaabenbrag og Blod, hvor den store Lite- 
ratur, som var fremstaaet med Chancer som Centrum, var 
glemt, kom der igen en Fredens, en Rigdommens Periode. 
Den straalende italienske Digtning, der havde vakt Chancers 
Evner, blev atter befrugtende for det engelske Kunstsind. Den- 
gang var det Dante og Boccaccio, der havde Overvægten; nu 
blev det Petrarca. Hans skønne bløde Sprog, hans kunstneriske 
Form, hans lettilgængelige Tanker, hans ydmyge Besyngen af 
et Kvindeideal, maatte tiltale den livsglade fine Ungdom, der 
netop havde forladt Barbariet, der glædede sig over Solens 
Skin, over Naturens Herlighed, over Livets Rigdom og Kvindens 
Skønhed. Det var unge Adelsmænd, der var Tidens Digtere. 
De var dukkede ned i italiensk ^Digtning, lærte deres Kunst 
der. Sprogets Affiling, Formens Harmoni, Tankens Skønhed. 
I Sonetter og Canzoner efter Petrarcas Forbillede besang de 
da deres Elskede, tolkede de deres Fryd over Livet. De gav 
Tonen an, og al Digtning, der skulde behage, maatte være 
italiensk. Den maatte være episk eller lyrisk. Den bragte ikke 
Digterne Penge, kun Ære. Havde Shakespeare holdt sig til 
den, vilde han være blevet højere skattet af sin Samtid, men 
han vilde ikke være blevet en velhavende Mand. 

Shakespeare var ingen revolutionær Aand, ingen af dem, 



11 

der baner Vej, af dem, der bryder med Fortiden. Han fulgte 
altid Spor, der var traadt af Åndre, havde Forbilleder for alt, 
hvad han gjorde. Han var konservativ, var forsigtig, vovede 
intet stort Spring, saadan som Marlowe gjorde. Alle de Midler, 
som han brugte i sin Kunst, forefandt han, og han kastede 
ingen Broer af efter sig, saa han ikke kunde vende tilbage. 
Hvad han engang har forladt, tager han atter op. Han vokser 
stadig, eksperimenterer i det uendelige, begynder forfra, efter- 
ligner alt. Han finder ingen Kunstform, som han gør til sin 
udelukkende Ejendom. Hans stadige Stræben er at konkurrere 
med de andre Digtere, levende og døde, at vise, at han kan 
gøre alt, hvad de kan, og gøre det bedre. 

Da han kommer til London, bliver han straks betaget af 
den blodige Tragedie, den, som Kyd og Marlowe var Repræsen- 
tanterne for. Kyd havde gjort stor Lykke med sin „Spanske 
Tragedie" ; det var en Række Scener, fulde af de græsseligste 
Mord; Epilogen opsummerer dem, og det viser sig da, at ikke 
mindre end ni Hovedpersoner er omkomne paa den ynkeligste 
Maade; der er slet ingen tilbage; selve Stykket er nu næsten 
ligesaa morsomt som „Kærlighed uden Strømper". Efter Kyds 
Recept skrev Shakespeare „Titus Åndronicus" og overtrumfede 
sin Forgænger. Kyd havde dog ikke gjort noget værre end at 
hænge Folk paa Scenen; den unge Debutant lod en Kvinde 
bUve voldtaget, hvorpaa Hænderne blev huggede af og Tungen 
revet ud af Munden paa hende; hendes Faders 22 Sønner er 
faldne i Krigen, den 23de dræber han selv, nogle Stykker 
henrettes. 

Hans allerførste Slag maa have været en Sejr. Saaledes 
er hans hele Digtervirksomhed et Kapløb med Medbejlerne om 
at komme ind som Sejrherre. Han lader altid de Andre løbe 
først, lader dem prøve, om Banen ogsaa er sikker. Har han 
set, at den er det, sætter han efter dem, indhenter dem og 
lader dem langt bag sig. Derfor lagde han saa tidt ældre 
Stykker til Grund for sine Arbejder. Det har moret ham at 
vise, at han udaf et Makværk kunde præstere et fuldlødigt 
Kunstværk. Hans stadige Lyst til Bessermachen har givet sig 
et Udslag deri. Som bekendt beskyldte en af hans Rivaler, 
Robert Greene, ham for at stjæle Andres Fjer og pynte sig 
med dem. Han gør det i sin Ungdom, da han endnu er fam- 



12 

lende og søgende, og han gør det, til han naar Højden af sin 
Kunst. 

Det var ingen ukendt Trafik, at man overarbejdede en 
Andens Arbejde; at man overarbejdede det paa den Maade, 
som han gjorde, var vist enestaaende. Den, der kunde skabe 
selv, foretrak vistnok det. Derimod var det almindeligt, at to 
eller flere Digtere slog sig sammen om Forfærdigelsen af et 
Skuespil for at hjælpe hinanden eller for hurtigt at slaa nogle 
Penge. Man har paastaaet, at Shakespeare gjorde det samme; 
man skylder endnu Beviset derfor. Efter alt, hvad man kan 
slutte sig til om hans Karakter ad rent negativ Vej, synes det 
lidet sandsynligt. Han arbejdede for sin egen Fremtid, ikke 
for at staa Andre bi, og da han var kommen over de første 
trange Aar, var han ikke i Pengeforlegenhed og af den Grund 
nødt til at gøre det. Han gjorde sig derimod ingen Skrupler 
af at bemægtige sig Andres Tanker. Han tog, hvad han 
kunde bruge, og gjorde det til sin Ejendom. Det er aldrig 
svært at sige, hvorfra en Forfatter har taget en Ting, det er 
uhyre vanskeligt at bestemme, hvorledes han har taget den. 
Literært Laan er ikke Tyveri; man tager fra En uden at be- 
røve ham noget; han bliver ikke fattigere for det, han bliver 
maaske rigere eller i al Fald undertiden mere bekendt ved det 
Laan. Naar en berømt Forfatter har laant en Tanke hos en 
ubetydelig Kollega, trækker han undertiden denne frem fra et 
Mørke og en Glemsel, hvortil han ellers vilde være henfalden. 
Den Store har gjort et straalende Smykke af det, der i den 
Andens Haand vilde vedbleven at være en usleben Flint. Det 
gælder ikke om at eje Materialer til et Sværd, det gælder om 
at kunne slibe og svinge det. Den, der fra sin Nabo tager en 
Ting, som denne kan bruge, begaar en Uret; den, der tager, 
hvad Naboen ikke forstaar at bruge, og, uden at denne bliver 
fattigere, selv bliver rig og gør Verden rigere og lykkeligere 
ved sin Handling, handler ret. 

Den unge Adel tog det ikke saa nøje med Moralen; den 
tørstede efter Skønhed, efter Livsfylde, Elskov og Bedrifter. 
Marlow^e, det dramatiske Geni, hvis Drama mere er et liden- 
skabeligt, hastemt Skrig end et Udtryk for fuldendt Kunst, 
havde skrevet nogle yndefulde Smaapoesier, leveret en skøn- 
hedsmættet, sanseglødende Oversættelse af Ovids Elegier og en 



13 

Parafrase af Sagnet om Hero og Leander. I hele Englands 
iliiteratur findes intet Digt, hvor Renaissancens hede, vilde, 
lidenskabelige Begær efter Elskov og Nydelse, Beundringen af 
Kvindens Legem har faaet et saa voldsomt Udtryk som i Mar- 
io wes Digt. Det er to nøgne Mennesker, unge, kraftige, skønne 
!Som Guder, friske som selve Morgenduggen, hvis rent sanselige 
IDrifter har inspireret Digteren til de mest skønhedsfyldte be- 
x-Tisende Vers, nogen Literatur kan opvise. Digtet nød, som 
x-imeligt var, stor Anseelse blandt den livsglade, adelige Ung- 
<3om. Dér fandt Shakespeare Modellen til sit første Digt, der 
"var bestemt netop for den Klasse Læsere. Hans „Venus og 
-Adonis** blev en Efterligning af „Hero og Leander". Digtet 
skulde som sit Forbillede give en hed Skildring af kønslig 
-Attraa; det skulde være et Sidestykke og samtidig et Modstykke 
"til det; det skulde være endnu mere pikant. Hos Marlowe er 
Helten den Lidenskabelige, der svømmer over Hellesponten for 
sit søge sin Elskede, bryder ind i hendes Kammer, lokker og 
næsten tvinger hende, indtil hun hengiver sig til ham. Hos 
Shakespeare blev det Kvinden, der søgte Ynglingen; han er 
kold, unaturlig kold og ligegyldig, hendes Begær stiger højere 
og højere, alt eftersom hun arbejder paa at bryde hans Mod- 
stand. Af Sædelighed eller Sømmelighed er der lige lidt eller 
lige meget i begge Digte; men Shakespeare naaede ikke sin 
Forgænger i Kraft, Lidenskab og Skønhed. Hans Digt er koldt 
og akademisk i SammenUgning med Marlowes Ild og Vildhed. 
Derpaa skrev han sit andet episke Digt: „Lucretia". Det skulde 
være et Modstykke til hans første. Som hint var en Besyn- 
gelse af Sansedriften, skulde delte være en Lovprisning af 
Kvindens Kyskhed. Her var det Manden, der var den frem- 
stormende og, ved at tvinge Kvinden, blev brødefuld. 

Shakespeare hvilede ikke længe paa de Lavrbær, han 
havde erhvervet sig ved sine episke Digte; han maatte forsøge 
sig paa ny Omraader. Lyriken var den Gren af Poesien, der 
nød højst Anseelse, og den havde i England modtaget alle 
sine Impulser fra Italien. Det var med Italienere som Mønstre, 
at Spenser havde spillet paa sin Hyrdefløjte. Det var Petrarcas 
Sonetter, der havde staaet som Idealet for Surrey, Wyatt og 
Sidney. De havde oversat, bearbejdet og efterlignet dem. Der 
var ogsaa en Art af Poesi, hvor Shakespeare kunde kæmpe 



14 

med Andre med Haab om at sejre. Sonetformen var færdig. 
Petrarca havde givet den dens skønneste Skikkelse, havde gjort 
den til Bærer af Tanker, der drejede sig om Hyldest af Kvin- 
den, om Længslen efter hende. Sorgen over ikke at besidde 
hende, Glæden over at turde se hende og tale med hende. 
Han havde besunget en imaginær Laura, havde dvælet ved 
hendes samtlige Fortrin fremfor andre Kvinder, ved hendes 
Skønhed som Helhed, ved hendes Haar, hendes Øjne, hendes 
Taarer, hendes Hænder, hendes Gang, havde analyseret en 
Elskers Sjæl og klædt alle dens Følelser i smukke Vers. En 
Hærskare af Poeter over hele Evropa var fulgt i hans Fod- 
spor. I England havde man gjort som han; man havde valgt 
en Kvinde, en Geraldine, en Stella, en Delia, som man havde 
besunget og prist som den væneste af Kvinder, som man paa- 
stod, man tog sin Død over ikke at besidde, og som man ikke 
fik tilægte. 

Baade Stof og Form var altsaa lagt tilrette for Shake- 
speare. Men han nøjedes altid med et Vink fra sine For- 
gængere i den Kunstart, han slog ind paa ; han brød ikke 
med de engang vedtagne Former, han udviklede dem blot. 
Hans dramatiske Evne, der var hans Kunsts egentlige Hoved- 
aare, var vokset. Hans Indsigt i den menneskelige Natur var 
samtidig bleven saa langt større end den, hans Forgængere 
havde kunnet drømme, om at tilegne sig. Naar de havde 
faaet en Tanke — original eller laant — , havde de givet den 
Sonetformen, og dermed var de færdige. Selv hos Petrarca, 
Mesteren for deni alle, var der ingen dramatisk Bevægelse, 
ingen Fremskriden i Følelsen; den tog ikke til, tog ikke af; 
den var konstant, man kunde kaste Sonetterne om imellem 
hverandre, man kunde sætte først, hvad der var sidst eller om- 
vendt, uden at det i Virkeligheden gjorde nogen Forskel. Fø- 
lelserne var holdt i al Almindelighed; de kunde gælde overfor 
een Kvinde og overfor hundrede. Noget egentligt Billede fik 
man ikke af den Elskede, af hendes Ydre eller hendes Indre. 
Her var Lejlighed til at gøre et stort Fremskridt. Der maatte 
kunne skrives en Sonetcyclus, hvor der var baade dramatisk 
Liv og en fremadskridende Bevægelse. Den givne Form for- 
drede, at kun een Person, den skrivende, gav sine Følelser 
Luft, de Andres Optræden og Handlen maatte fremlyse af. 



15 

hvad han berettede om sig selv. Der maatte derfor fremkaldes 
en virkelig Konflikt. Sonetkransen blev til en Roman, et 
Drama, der spilles af tre Personer : Digteren, Vennen, Kvinden. 

I Begyndelsen er der kun to. Digteren og Vennen. Der 
er et overordentligt ømt Forhold mellem de to. Vennen har 
alle Dyder, er smuk og fornem; var han en Kvinde, vilde 
Digteren elske ham; men han er en Mand, skabt til Kvinders 
Glæde. Digteren bebrejder ham Gang paa Gang, at han ikke 
opfylder sin Bestemmelse, der er at fortsætte saa megen Skøn- 
hed og Aand, at ægte en Kvinde, at leve videre i sine Børn. 
En hel Række Vers er rettede til Vennen, lutter Variationer 
over dette Tema. En anden Række følger, stilede til en 
Kvinde, der er kold mod Digteren, men dog synes at have 
skænket ham sin Gunst. Hans Lidenskab for hende er hæftig, 
han skammer sig over den, thi hun er ham ikke værdig, men 
han formaar ikke at bryde det Aag, der tynger paa ham. 
Han ved, hun er ham utro, han siger det, bebrejder hende 
det; han lider under hendes Koketteri, og dog kan han ikke 
løsrive sig. Der kommer atter Sonetter til Vennen; de aander 
den samme Beundring, den samme dybe Venskabsfølelse, men 
denne er nu blandet med Sorg. Vennen, hvem han selv har 
opfordret til al elske, har taget hans Kvinde fra ham. Han 
var fattig før, han er jo fattigere nu. Han forstaar, at Vennen 
er den lykkeligere, og han anklager ham ikke. Derimod an- 
klager han hende, der sveg ham, foragter hende langt dybere, 
end han har gjort før. Hun er en Tøjte, en Kokette, er til- 
fals; hun er letfærdig, dum, lunefilld, ikke engang køn; hverken 
hendes Ansigt eller hendes Øjne eller hendes Tænder eller 
hendes Gang er en skøn Kvindes. • Og tiltrods for alt det 
finder han sig i Mishandlingerne, i Utroskaben, er lidenskabelig 
forelsket, han brænder af Længsel efter hende, haaber, at hun 
vil tage ham til Naade, sukker og beder. Vennen maa beholde 
hende, naar hun blot vil have lidt Kærlighed tilovers for ham. 
Hun skal være som en Moder, der sætter sit Barn fra sig for 
at løbe efter en Høne, som flygter for hende, og lader Barnet 
skrige, men som, naar hun har fanget Flygtningen, vender til- 
bage og giver Barnet et Kys. 

Hvad Petrarca havde manglet, det var alisammen her: 
Liv, Bevægelse, Lidenskab. Det var en dyb psykologisk Studie, 



16 

hundredfold interessantere end Petrarcas søde Rim, men det 
var ikke Selvbekendelser. Sonetterne var skrevne som bevidst 
Modstykke til det berømte Forbillede, og for den, der er lidt 
fortrolig med „Rime**, vil Modsætningen til disse vise sig at 
være ofte stærkt beregnet og pointeret. Den Maade, hvorpaa 
de to Kvinder er skildrede, er paafaldende. Petrarcas Laura 
er en blond Skjønhed, hendes Haar er som Guld, hendes Øjne 
er en Afglans af Himlen, hendes Hud er hvid og skær, hendes 
Røst er som Englenes eller som Musik; hendes Gang er en 
Svæven over Jorden, alt hos hende er idealt skønt. Hendes 
Væsen er bly Kvindelighed, hendes Hjerte er mildt, hendes 
Smil huldt og venligt. Hun er ren og skyldfri, hun holder 
sin Tilbeder paa Afstand, fordi hun frygter hans Voldsomhed. 
Hun drager Sløret for sine Øjnes Straaler, naar han kommer 
hende for nær. Den Kvinde, Shakespeare tegner, er lidet til- 
talende; hun er ikke smuk, hendes Øjne er sorte, hendes Læber 
er ikke røde, hendes Bryst er ikke hvidt, hendes Aande er 
ikke vellugtende, hendes Gang er ikke let, hendes Stemme lyder 
ikke som Musik, og dog er hun saa tyrannisk som de, hvis 
Skønhed gør dem grusomme. 

Det var paa Dramaets Omraade, at den egentlige Kamp 
om Førsterangsstillingen førtes. Det var ved at naa frem ad 
den Vej, at Formuen kunde tjenes. Der var allerede blevet 
slaaet et stort Slag med Titus Andronicus. Det var en original 
Tragedie, nøjagtig efter en kendt Recept. Shakespeare havde 
nu vist, at sligt kunde han ogsaa gøre; men den megen 
unyttige, fuldstændig meningsløse Blodsudgydelse var ham imod. 
Han vendte sig snart andetsteds hen. Der var en Forfatter, 
der beherskede Samtidens Smag. Det var John Lyly. Hos 
ham var der ingen Mord, ingen Skrig, ingen stærke Liden- 
skaber; i hans Romaner og Komedier bevægede man sig i en 
stor Selskabssal, hvor Herrer og Damer var komne sammen 
for at behage. Luften, de indaandede, var kunstig som deres 
Bevægelser og Tale. Det gjaldt ikke om at sige noget, der 
rummede virkelig Visdom, ikke om at aabne store Udsigter til 
Tankens Rige, ikke om Ord eller Billeder, der kunde bevares i 
et trofast Hjerte, for en Sorgens Dag at tages frem til Trøst 
og Styrkelse eller for i Ulykkens Dag at vokse op til Handling. 
Man bevægede sig i en Verden, der intet havde med Livets 



17 

daglige Dont at gøre, hvor alle Personerne levede for at for- 
dreje Ord, sige harmløse Vittigheder, holde Konversationen 
igang, selv om der intet Indhold var i den; den maatte for 
ingen Pris dø hen. Naar to Personer havde talt en rum Tid, 
forsvandt de for at give Plads til andre, der fortsatte Sam- 
talen, forsaavidt der kan være Tale om en Fortsættelse af det, 
der ingen Begyndelse eller Ende har, og som kan afbrydes og 
atter sættes sammen, hvor det skal være. Det hele løb ud i 
Kampe med Ord, om ingen Verdens Ting, uden noget Maal 
eller Adresse, som ikke kunde støde an noget Sted eller for- 
arge nogen Moders Sjæl. 

Det var over denne Type, Shakespeare dannede sin første 
Komedie. Elskovs Gækkeri følger i Forbilledernes Spor. 
Handling er der lidet af, og Opløsningen er givet paa For- 
haand. Mændene sværger at udføre Ting, som de selv er- 
klærer, de ikke kan udføre. Hele Interessen samler sig om 
Dialogen, der straaler af ungdommeligt Vid og Lune. Er man 
selv i lidt godt Humør, langt fra Livets Plager, liggende en 
smuk Sommerdag paa Ryggen under et stort Bøgetræ i en 
Herregaardshave, kan den formaalsløse Vittighedskasten endnu 
more, den kildrer Øret og Sindet under Læsningen, men den 
efterlader intet Indtryk. Digterens elskværdige Sind fandt sit 
rette Udtryk i denne Leg med Ordspil. Han vilde kun more 
og behage, ikke forarge eller forbedre. Hans Ungdoms Ko- 
medier er en ren æsthetisk, intellectuel Nydelse af Rang, men 
i Virkeligheden er de tomme. Naar vi lægger dem fra os, har 
vi intet lært, som det baadede os at lære. Han fulgte i 
saa Henseende Lylys Spor, men han fløj straks langt forud 
for ham. 

En enkelt Gren af Dramaet havde gjort uhyre Lykke hos 
Folket: det var det historiske. At se de Helte, hvis Navne 
var saa godt kendte, spanke om paa Teatrets Gulv, tale som 
rigtige Helte og ikke som almindelige Mennesker, indtage frem- 
mede Lande i en Haandevending, slaa Fjender ihjel og være 
højmodige mod de svage, var ret noget for den folkelige Fantasi. 
Digteren forsøgte sig da ogsaa her. Der forelaa en Række af 
dramatiserede Historier. Dramatiseringen bestod ufravigelig i 
en Sammenkobling af Scener fra Heltens Liv, der kun forsaa- 
vidt havde Forbindelse, som de grupperedes uden om ham. 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 2 



18 

Shakespeare greb ned i Bunken af det foreliggende Materiale 
og hentede paa maa og faa et Stykke op. Det handlede til- 
fældigvis om Kong Henrik VI. Det var ikke en enkelt For- 
fatters Arbejde, men var blevet til ved Samvirken mellem flere. 
Shakespeare tog det under en flygtig Behandling, føjede en 
eller maaske to Scener til, pudsede lidt af paa det og lod det 
spille. Selv om det har gjort Lykke, hvad det sikkert har, 
tilfredsstillede denne Årbejdsmaade ham dog næppe. Alt som 
han arbejdede sig frem i de tre Dramaer, der handlede om 
Henrik VI, voksede hans skabende Kraft og dermed hans Lyst 
til Uafhængighed. Han ikke alene uddyber Karaktererne, giver 
Personerne Individualitet, forklarer Bevæggrundene, retter hi- 
storiske Bommerter, men han bringer Sammenhæng imellem 
Scenerne, og han gør, hvad Ingen før^ ham havde gjort, han 
tænker iforvejen paa det næste Stykke, han vil skrive; han 
har, før han bliver færdig med Henrik VI, gjort Udkast til 
Richard III, saa at, hvor han slipper Traaden i tredie Af- 
delings femte Akts sidste Scene, kan han tage den op igen ved 
Begyndelsen af sin næste store Tragedie. Ogsaa til Richard 
III havde han en Forgænger, hvis Værk er os bevaret, og vi 
kan se, at det er et gyseligt Makværk, der ikke har givet ham 
nogen Støtte, men kun tjent ham som Spore til Anstrengelse, 
til at vise sin egen betydelige Overlegenhed. 

Med disse fire Dramaer, der ved hans Kunst kom til at 
danne et indbyrdes Hele, har han indøvet sig, forberedt sig til 
de kommende Storværker af historisk Digtning. De fire Dra- 
mer — Henrik VI 1., 2., 3. og Richard III — hører krono- 
logisk sammen i historisk Rækkefølge og sikkert ogsaa i Dig- 
terens Produktion. Der har, før han skred til sit Værk, fore- 
ligget andre Dramer over samme Æmner, som han har dels 
benyttet, dels rivaliseret med. Saadanne fandtes ogsaa svarende 
til den Række af historiske Skuespil, som han senere gav. 
Den blev et bevidst Modstykke til de tidligere. 

Han skriver et, Kong Johan, der staar for sig selv, og fire, 
Richard II, Henrik IV L 2. og Henrik V, der danner en Tetralogi. 
Det havde maaske været rimeligere at have dramatiseret én 
Regeringsperiode, der laa nærmere ved Richard IFs Tid end 
Johan uden Lands; men her stillede sig det i Vejen, at der 
allerede forelaa et betydeligt Værk, skrevet af Marlowe, Edward II; 



19 

det benyttede Shakespeare middelbart til at skabe sin Richard 
II, der er en delikat udført Studie over Marlowe. Som Ud- 
gangspunkt for sine Dramaer benyttede han hellere det rene 
Juks, Sejren var lettere vunden og Afstanden lettere at se. 
Alt, hvad et Hjærte kunde begære, fandtes i den Henseende i 
et gammelt Stykke om Kong Johan og i et andet om Henrik V. 
For ret at se Shakespeares overordentlige Geni, maa man 
sammenholde disse hans Forgængeres Arbejder med hans egne. 
Man vil maaske sige, at det er ikke svært at frembringe noget, 
der er bedre end det usleste Makværk. Det er saa svært som 
af en Klump Jord at fremstille et Menneske. Digteren følger 
nemlig saa temmelig sine Forgængere; for Kong Richard IFs 
Vedkommende ved vi kun, der eksisterede et Forbillede; det 
er gaaet tabt, saa vi maa slutte fra de andre ; han følger dem 
i Scenegang og i Episoder, og han overfører deres Personer i 
sine Stykker. Men der er en Forskel mellem hans og deres 
som mellem Liv og Død. Hans er Kunst; deres har intet med 
Kunst at skaffe. Hos dem er det blot en Del løsrevne Scener 
og Episoder af en Monarks Liv, der uden indre Sammenhæng 
eller Orden er hæftede sammen. Hos ham er dette Stof, der 
synes saa lidet egnet til dramatisk Behandling, bøjet ind under 
Dramaets Love. Ledene griber alle ind i hverandre. Motiverne 
til hver Handling klarlægges, man maa kende det foregaaende 
for at forstaa det efterfølgende, ti hver eneste Virkning har 
sin Aarsag, og Aarsageme maa altid søges i Menneskenes 
Indre, sjældent i ydre Omstændigheder. Ogsaa heri ses det 
uhyre Skridt, Shakespeare har gjort forud for sine Forgængere. 
For dem var det en Konges Regering, det gjaldt om at frem- 
stille, for ham blev det et Menneskes Sjæl. Jo videre Digteren 
naar i sin Kunst, jo mindre faar vi at vide om Kongen, jo 
mere om Mennesket. 

Der var et Publikum, der sværmede for den klassiske 
Digtning og foragtede det nationale romantiske Drama. Det 
var næppe étort, men det var indflydelsesrigt, og der var 
ikke saa faa Digtere, der skrev for det. Hvad Under, at 
Shakespeare ogsaa havde Lyst til at prøve sig i den Genre. 
Han behøvede blot at følge sit Princip, at tage en Andens 
Arbejde og skabe det om i sin egen Lignelse. Der var nok 
at vælge imellem. Saa slog han ned over et gammelt Stykke, 

2* 



20 

The History of Errors, der var baseret paa Plautus' Me- 
nechmi. Han har muligvis selv læst den latinske Komedie i 
Originalen; han holdt sig hovedsagelig til den, men omskabte 
den, gjorde den langt livligere og lystigere end Forbilledet, 
men samtidig mere romantisk, mindre sandsynlig. Han havde 
nu vist, at han kunde ogsaa, om saa skulde være, skrive en 
klassisk Komedie og holde sig Aristoteles berømte Regler efter- 
rettelig, men at han ikke til Stadighed vilde lægge det Baand 
paa sig. 

Ikke havde han Ro endnu. Der var en Afart af Dramaet, 
der i de højeste Samfundsklasser vandt umaadeligt Bifald. Det 
var de saakaldte „Masques**, Festspil, der blev komponerede 
til og opførtes ved Familjehøjtider i den fornemme Verden, 
ved Bryllupper eller ved Julen, eller naar Dronningen drog paa 
Gæsteri. De skyldtes Digtere som Sidney eller Lyly og bragtes 
til højest Udvikling af Ben Jonson, der med sædvanlig Be- 
skedenhed erklærede, at han var den eneste foruden Fletcher 
og Chapman, der kunde skrive en „Masque*. Shakespeare 
viste, at han kunde, men det forstod hans store Rival ikke. 
Hans Skærsommernatsdrøm var slet ikke andet, skrevet nøj- 
agtig efter Recepten, men hævet til den skæreste Poesi og den 
fineste Kunst. 

Kun en Gang viste han sin Samtid, hvorledes et saadant 
Maskespil skulde bygges; den fulgte ham ikke; den forstod vel 
knap hans Mening. Det var Ben Jonsons Stolthed at kunne 
skrive Maskespil, der legemliggjorde Fantasiens Verden, og 
borgerlige Komedier, der skildrede det daglige Liv i England. 
Shakespeare maatte prøve det med. Han skrev de Muntre 
Koner i Windsor, han greb saa sikkert det daglige Liv inden- 
for Borgerhusets fire Vægge, træffer paa en Prik de to Hus- 
mødre, der i al Ærbarhed har Lyst til en Spøg, men vil be- 
holde den for sig selv; ti Mr. Ford er ikke den Mand, man 
kan betro sig til i den Slags Sager. Han tegner den buldrende 
Ægteherre og den bly, stilfærdige unge Pige, ikke- aandrig men 
fornuftig, faatalende og beskeden, men bestemt og raadsnar, naar 
det gælder hendes unge Kærlighed. Et idyllisk virkelighedstro 
Billede af engelsk Liv, der søger sin Mage. Havde Digteren 
ikke efter Befaling gjort Falstaff til Forføreren, vilde Komedien 
nyde langt større Anseelse, end den gør. Ben Jonson gjorde sig til 



21 

af selv at opfinde sine Fabler; da Shakespeare vil rivalisere 
med ham, gør han som han, og han skriver som sin Rival 
paa Prosa. 

Det var Skovnattens Drømmepoesi og den lyse Dags travle 
Færden i Hjemmet. Var der Ingen, der havde søgt ud paa 
Landet om Dagen? Jo, Greene, han der havde hæftet Beskyld- 
ningen for Plagiat paa ham. Altsaa maa han ogsaa derud. 
^Som I behager** giver Livet i Skoven paa en varm Sommer- 
dag under skyggende Træer, ved pludrende Bække, paa saftigt 
Grønsvær. Der er Skovens Duft og Solens Lys og Blomsters 
Skønhed over Egnen, og Omgivelserne præger Karaktererne. 
De taler ikke som skikkelige Borgermænd, der er ude paa en 
Søndagsudflugt for at se paa Udsigter; der er Hverdagens 
Helligfred over dem; de er vittige, aandrige, fint satiriske, me- 
lankolsk- spøgende, lette at forsone, kort sagt alt det, man bliver 
i Skovens Fred. Sligt havde Greene ikke kunnet præstere. 

Han var udlært; han havde gaaet i Lære hos alle dem, 
der kunde noget, og han havde tilegnet sig alt, hvad de kunde. 
Han havde prøvet sin Haand i snart sagt alle Digtekunstens 
Former. Men derfor bliver han ikke træt. Han har ikke læn- 
gere Andre at kappes med; nu maa han kappes med sig selv. 
Han lægger stadig nyt Land ind under sig, gør sig til større 
og større Herre over den dramatiske Form, faar dybere og 
dybere Indsigt i Livets Rigdom, dets Bitterhed og dets Skøn- 
hed, vokser stadig i Ro og Lidenskabsløshed, vinder, kun halvt 
forstaaet, de største kunstneriske Sejre, og tilsidst den Sejr 
over sig selv, i fuld legemlig Kraft og med Aanden afklaret til 
æterisk Renhed, at kunne drage hjem til sit kære Stratford 
„og ofre der sin Grav hver tredje Tanke**. 

Han afsvor den svare Tryllekunst og brød sin Stav itu og 
graved den favnedybt ned i Jorden, og sænked sin Bog dybt i 
Havet, hvor intet Lod har bundet, og hvor Ingen siden har 
fundet den. Han havde ved egen Kraft med fuld Bevidsthed 
naaet det Højeste i Kunsten, og Ingen har endnu afluret ham 
alle hans Hemmeligheder. 

Shakespeares Storhed, der ikke ret er begrebet endnu, blev 
det slet ikke af hans Samtid og kunde det vel heller ikke. 
Det er meget almindeligt, at Folk, der ser Niagara første Gang, 
siger: Er det det hele? Dets Storhed er for overvældende. 



At hans Samtid blev grebet af ham, derom er der mange 
Vidnesbyrd; hans uforlignelige Kmist eller hans store Rigdom 
og Mangfoldighed forstod de ikke. Efter halvQerde Aarhundredes 
Forløb er den endnu kun delvis fattet. For hans Samtid stod 
han som En blandt mange; alt som vi kommer længere fra 
ham i Tid, skiller han sig mere og mere ud og ses tilsidst 
kun han. Saadan gaar det med de højeste Bjerge: set nærved 
smelter de sammen med den Kæde, hvori de staar; jo længere 
man Qerner sig fra dem, des højere vokser de op over deres 
Fæller. 

Et enkelt Eksempel paa, hvad man skulde synes laa lige 
for, og som blev forbigaaet uden Agtpaagivenhed: hans Sprog- 
rigdom. Selv derfor havde man ikke Øre. Man mener, at en 
almindelig dannet Mand raader over omtrent 3000 Ord. Milton, 
der synes meget ordrig, fordi han bruger saa mange lange og 
sjeldne Ord, disponerer over 7 — 8000. Det gamle Testamente 
benytter 5800, det ny 4800. Iliade og Odyssee indeholder til- 
sammen 9000. Shakespeare raader over 20,000 Ord. Og da 
nu to af hans Samtidige, Gill og Ben Jonson, kompilerer 
Grammatiker over det engelske Sprog og uddrager Elksempler 
af baade døde og levende Forfattere, forbigaar de begge Shake- 
speare! I det følgende Aarhundrede udføres betydelige leksikalske 
Arbejder over Engelsk — intet af dem er baseret paa Shake- 
speare. Først Sam. Johnsons store Ordbog, 1755, gør udstrakt 
Brug af Shakespeares Sprogskat. 

November 1891. 



VÆKST 



I Aaret 1623 — syv Aar efter Digterens Død — udkom 
Shakespeares dramatiske Værker i et stort Foliobind. Udgivel- 
sen blev besørget af hans to Medskuespillere, Heminge og 
Condell, der i ydmygst Underdanighed tilegnede to fornemme 
Herrer disse „Bagateller". De forudskikkede desuden en Epistel 
til Læseren, i hvilken det hed: „Det havde været ønskværdigt, 
at Forfatteren selv havde levet længe nok til at udgive og 
gennemse sine Skrifter; men da det var blevet anderledes be- 
stemt og han ved Døden berøvet den Ret, beder vi Eder ikke 
misunde hans Venner det besværlige og omhyggelige Hverv at 
have samlet og udgivet dem ; og at have udgivet dem saaledes, 
at i Stedet for, at man tidligere var blevet narret med for- 
skellige stjaalne og svigagtig erhvervede Eksemplarer, lemlæstede 

og vanskabte ; tilbydes de nu, helbredede og fuldkomne 

i alle Dele; tillige med de øvrige, netop saadan, som han havde 
undfanget dem. Han, der var en ligesaa lykkelig Efterligner 
af Naturen som en elskværdig Fortolker af den. Hans Aand 
og Haand fulgtes ad! Og hvad han tænkte, udtrykte han 
méd en saadan Lethed, at vi næppe have modtaget fra ham 
en Udstregning i hans Papirer." 

Disse to Skuespillere hører vel til Verdens største Vel- 
gørere: thi de frelste, sikkert uden at have den fjerneste Anelse 
om Rækkevidden af deres Daad, Shakespeares Værker fra 
Undergang. Stor som deres Fortjeneste er, er den ogsaa slut 
dermed. Deres Udgiverarbejde besørgede de meget skødesløst. 
Teksten er i den sørgeligste Forfatning; det synes, som der 



24 

ahd ikke er laE^st KorreUur paa Bogen. Hist og her har de 
fjtvivl,^jrrit puttet Srnaaoptrin ind^ der ikke hidiører fira Shake- 
5»peare« Fen, f. Eks. Othello V, U. 306—317. og 324—329. 
Det er kun^ hvad Tilskuerne Ted, og Versifikationen er ikke 
SJiakespeares. Åndre Steder har de strøget, saaledes i Mac- 
beth en Sang af Heksene — hvad der har bevirket, at man 
i fuldt Alvor har beskyldt en tredje Rangs Digter. Middleton, 
for at have skrevet Macbeth. da den manglende Sang findes 
i et af hians Dramaer — og utvivlsomt en Sang i Skærsommer- 
natsdrømmen. 

Udgivernes Forsikring, at han aldrig strøg en Linje, staar 
heller næppe til troende. Vi ved — saavidt man overhovedet 
kan vide noget om Shakespeare — , at han omarbejdede sine 
Dramaer, f. Eks. Romeo og Julie og Hamlet. Han for- 
andrede sikkert ogsaa Enkeltheder, der kunde se ud som Ube- 
tydeligheder og dog blev til Forskydninger, f. Eks. „Othello" 
I. III, 279. 

Men at Shakespeare aldrig strøg en Linje i sine Haand- 
«krifter betød vel heller ikke, at han skrev sine Tanker ned, 
som de faldt ham ind. Han skrev ikke, før han havde tænkt 
færdig; men saa kom ogsaa de Ord til ham, han havde Brug 
frjf. Staar en Tanke klar for en Digter, kommer Ordene af 
«ig selv, og han faar alt ud af Ordet, hvad der ligger deri. 
Shakespeare kunde sige som Dante: Et Ord har aldrig tvunget 
mig til at sige noget, jeg ikke vilde sige; men jeg har tvunget 
Ord til at sige, hvad de ikke vilde. 

Om vi har alle Shakespeares Værker, er ikke godt at sige; 
men dot er det sandsynligste, at de alle er i Folioen 1623. 
Oni denne indeholder mere end hans Værk, vil blive under- 
søgt i denne Bog. 

Udgiverne paastaar, at de har givet os Dramaerne, som 
<l(! korn fra Digterons Haand, i Modsætning til de uretmæssige 
Udgaver, der fandtes i Boghandlen. Shakespeare udgav ikke 
nogcit af sine Dramaer. Det var i hans og hans Selskabs In- 
t(;roHS(» ikko at gøre det, da det i saa Fald stod andre Sel- 
Hkal)(jr frit for at spille dem uden at svare ham Afgift. Naar de 
(loHuaglet forehia i Boghandelen, var de erhvervede ved Steno- 
gnifcjr, der nedskrev dem under Opførelsen, hvorved der selv- 
følgelig indsneg sig baade Fejl og Misforstaaelser. En Del af 



25 

Dramaerne udkom saaledes enkeltvis; det er disse, der kaldes 
Kvartudgaverne; nogle af dem er overordentlige sjældne, endnu 
sjældnere end Folioen 1623, hvoraf der findes omtrent tredive 
Eksemplarer. Disse Kvartudgaver har Udgiverne bevislig i flere 
Tilfælde aftrykt i Folioen 1623. I andre Tilfælde indeholder 
Kvartoerne Scener, som Folioen ikke indeholder, og omvendt, 
saa moderne Udgivere har maattet flikke Dramaet sammen af 
to eller tre Udgaver. Endel Dramaer er ikke komne i Trykken, 
før de saa Lyset i Folioen 1623. 

Folioen 1623 er saaledes Grundlaget for alt Shakespeare- 
studium; men dens Avtoritet er meget angribelig. Den hjælper 
os ikke til at udfinde Dramernes Tilbliv elsestid eller Tidsfialge. 
De er kastede hulter til bulter. Bogen aabnes med Stormen, 
der unægtelig er den dejligste Portal til Templet, som tænkes 
kan, men rimeligvis er hans allersidste Værk. Der er forsøgt 
en Liddeling, hvilken aabenbart i sine Hovedtræk stammer fra 
Shakespeare selv, men som er benyttet uden Foistaaelse: Først 
kommer Komedierne, saa Historierne, derefter Tragedierne. 
Som den første af disse staar Troilus og Cressida, der ikke 
gaar ind under nogen af Afdelingerne, og de afsluttes med 
Gymbeline, der efter Shakespeares Æstetik er en Komedie. 

I over et Åarhundrede har Shakespearestudiet været rettet 
mod at udfinde Kronologien af hans Værker. Der er nogle 
Forskere, der nøjagtig kan bestemme, ikke blot i hvilken Orden 
de forskellige Dramer er blevne til, men hvilket Aar. Ja, en 
enkelt kan endog ufejlbarlig angive, i hvilken Sindsstemning 
Digteren har været under Udarbejdelsen af hvert enkelt Drama. 
Uheldigvis er der ikke to Forskere, der er enige. Jeg tror, at 
Komediernes Rækkefølge kan kun nogenledes bestemmes; de 
senere Tragediers ogsaa kun omtrentlig. Derimod opstiller jeg 
som næsten afgjort, at Historierne er blevne til i følgende 
Orden: Henrik VI, Richard III, Kong Johan, Richard II, 
Henrik IV, Henrik V og, efter et Ophold, Henrik VIII. 

Til Undersøgelserne har man taget mange forskellige Ud- 
gangspunkter. Det allerpaalideligste er det, naar et bestemt 
Drama foreligger trykt eller findes omtalt i et samtidigt Skrift. 
Derved bestemmes dets seneste Tilblivelsestid. Dog, denne vil 
man i Reglen kunne finde ad andre Veje. En, ad hvilken der 
er opnaaet betydelige Resultater, er Undersøgelsen af Stilen. 



26 



Tidlig lagde man Mærke til, at denne, særlig Versbygningen, 
var meget forskellig i de forskellige Dramer. Det var ikke 
vanskeligt at se, at der var en betydelig Afvigelse mellem føl- 
gende Vers, og at det ene var et overordentligt Fremskridt for 
det andet: 



Noble patricians. palrons of my right! 
Defend the jastice of my cause with 

arms, 
And, countrymen, my loving follo- 

wers, 
Plead my successive title with your 

swords. 
I am his first horn son, that was 

the last, 
That wore the imperial diadem of 

Rome. 
(Titus Andronicus I. I. 1.) 



Should we be silent and not speak, 

our raiment 
And state of bodies would bewray what 

life 
We have led since thy exile. Think 

with thy self 
How more unforlunate than all living 

women 
Are we come hilher: since that thy 

sight, which should 
Make our eyes flow with joy, hearts 

dance with comforts 
Constrains them weep and shake with 

fear and sorrow. 
(Goriolanus V. III. 94.) 



Man blev klar over, at Shakespeare, der straks havde an- 
taget den af Marlowe anbefalede femfodede rimfri Jambe, ud- 
viklede den gradevis fra en regelmæssig tistavelses Versform, 
hvor hver Linje dannede en afsluttet Periode og bevægede sig 
taktfast, til et frit bølgende Vers, indeholdende snart ni, snart 
ti, snart elleve Stavelser, glidende over i det næste uden Stands- 
ning i Meningen, saa det blev en rytmisk Strøm, der flød frit 
og fulgte de skiftende Stemninger. Jo mere udmærkede Skue- 
spillene blev, des friere var Versene. Altsaa sluttede man til 
en indre Sammenhæng mellem hans Modenhed og hans Vers- 
bygning. 

Saa var der Rimene. Dem havde Marlowe banlyst fra 
dramatisk Diktion, og hans Elev og Beundrer havde fulgt 
Mesterens Befaling. Men kun med et Suk. Han har holdt af 
dem. I sin Ungdom anvendte han dem meget, særlig i Ko- 
medierne, igen navnlig i de lyriske Partier. Undertiden kunde 
han næsten helt frigøre sig for Rimene for saa at falde tilbage 
til stærk Brug af dem. Han slap dem aldrig helt, men han 
arbejdede sig lidt efter lidt ud af dem og brugte dem kun 
sparsomt. I sine store Tragedier benytter han dem særlig til 



27 

at afslutte en Scene med, naar han vil sige nogle faa Linjer, 
der udtales roligt, men som skal fæstne sig i Tilhørernes 
Ører. 

Fleay, der har anstillet meget indgaaende metriske Under- 
søgelser, og som læser Shakespeare med sine Fingerspidser, 
hævdede, at Dramemes Tidsfølge kunde fastslaas efter Antallet 
af Rim, men kom derved til nogle højst snurrige Resultater. 

Som en Hjælp er slige Eftertællinger ikke uden Værd. 
Men Hovedvægten maa dog lægges paa de indre Kriterier, 
d. v. s. paa den Kunst, hvormed det enkelte Drama er bygget, 
paa den Sikkerhed, hvormed Digteren opstiller og benytter sine 
Figurer, paa Evnen til at tilspidse Konflikterne og individualisere 
Karaktererne, paa den Økonomi, der vaager over, at intet gaar 
tilspilde, men at alt er, hvor det skal være, og at der er, hvad 
der skal være, paa Udfoldelsen af Menneskekundskab og Livs- 
visdom, paa den Upartiskhed, der stiller Digteren over sine 
Skabninger, og saa paa det, der ikke kan paavises, kun kan 
føles: Poesien. I enhver af disse Retninger kan Shake- 
speares Vækst følges, ikke sikkert fra Skuespil til Skuespil, men 
sikkert fra Ungdoms Famlen gennem Manddoms Modenhed til 
overmenneskelig Vælde. 

a. Komedierne. 

Shakespeare har øjensynlig haft to Maal for sit Liv, og 
han hører til de faa lykkelige Mennesker, der har naaet sine 
Maal: først at blive en velhavende Mand og saa at udvikle 
sine Evner som Kunstner til det højst mulige. Rent bevidst 
tog han Sigte mod Tragedien; mod dens Fuldkommen- 
gørelse arbejdede han, i dens Udarbejdelse anspændte han sine 
yderste Kræfter, og i den gav han sit Ypperste. Den store 
Kunstner vil studere Menneskesjæle i Kamp, i Lykke og Lidelse, 
interesserer sig for, hvor trangt og forfængeligt Livet er. Han 
er som Brahma, der skabte Verden i en ledig Time, da han 
kedede sig, for at se, hvordan Menneskene i deres meningsløse 
Geskæftighed kunde pine og ødelægge hverandre. Men sligt vil 
den forpinte, trællende Menneskehed ikke se paa; den vil mores, 
underholdes; det er den villig til at betale sine Penge for. Det 
har mange Digtere forstaaet. 



28 

Han lærte snart, at Komedien var Vejen til Publikums 
Hjerte, og hans Sind var netop saadan formet, at det var dens 
Midler, han hurtigst kom til at beherske. Han var en vittig 
og elskværdig Iagttager. Fra Begyndelsen har hans Elskværdig- 
hed en vis ram Bismag, Følgerne af de ublide Kaar i Stratford; 
men snart ligger Livet lyst for ham; han vinder Anerkendelse 
og Venner og føler sig sikkert harmonisk lykkelig. Han bruger 
ikke Komedien til at revse sin Samtid, opfatter den ikke som 
en Prækestol for Moralen; der er liden Satire og ingen Bitter- 
hed i hans Lystspil. Han vil kun underholde og more et 
højstæret Publikum, og hans Midler er skønne Vers, Leg med 
Ord, 3kæmt og Latter, uskyldige Løjer, Elskovstant, Forklæd- 
ninger, Forviklinger, Forvekslinger og Usandsynligheder. 

Hvor Usandsynligheder, Urimeligheder og Umuligheder 
vrimler i hans Lystspil, lige fra Elskovs Gækkeri til Storaien, 
og jo ældre han bliver, jo større Herredømme han faar over 
sin Kunst, des vildere bliver de. I Elskovs Gækkeri er det 
Kongen af Navarra, der ganske rolig forlader Regeringsforret- 
ningerne og med tre Herrer trækker sig ud i Skoven, særlig 
fordi de vil unddrage sig Kvindens Selskab og Magt. De vil 
leve kun for deres Studier. Straks kommer en Prinsesse med 
tre Damer til den samme Skov. De fire Mænd bliver naturlig- 
vis forelskede i de fire Kvinder. Det hele er en harmløs 
Fantasileg om Elskovs Magt, som ingen Fornuftbeslutninger 
kan staa imod. Et Lystspil, skrevet ikke for den store Hob, 
idet der næsten ingen Handling er; men Ordspil og Vittigheds- 
kampe og Aandrigheder, meget ungdommelige og temmelig 
magre, fylder de fem Akter. Behandlingen er tør, der er ingen 
Individualisering, Opstillingen af Figurerne ligesom Ordningen 
af Scenerne er systematisk og skematisk: alt er nøje af- 
balanceret. 

Den næste Komedie, Tvillingerne, tog direkte Sigte paa 
de mange Tilskuere; Løjerne var af groveste Art, idet stadige 
Prygl og Spark — lattervækkende Midler, Shakespeare meget 
hurtig kom ud over, men som han havde arvet fra sine For- 
gængere, og som selv Moliére og Holberg ikke undsaa sig ved 
at benytte i stor Udstrækning — udgør en stor Del af Komiken, 
som nu synes ret tarvelig, men da stod himmelhøjt over, hvad 
Scenen ellers fremviste. Handlingen var taget fra Plautus, og 



29 

den skulde synes usandsynlig nok. To Brødre er som Smaa- 
bøm blevne skilte ad paa Havet i en Storm, der ogsaa skilte 
deres Forældre. Nu mødes de alle i een By, dem selv uaf- 
vidende. De to Brødre forveksles uophørlig, blandt andet af 
den enes Kone, tilmed da de begge bærer det samme Navn. 
Dette var ikke den unge Digter nok : han gav hver af Brødrene 
en Tjener, som var i nøjagtig samme Forfatning som de: 
Tvillinger, bærende det samme Navn og de samme Klæder. 
Forvekslingerne og de deraf opstaaende Løjer øges betydelig; 
Sandsynligheden blæser han et Stykke. 

Man undersøge hvilken af Komedierne man vil, og man 
vil finde, at han har ikke blot ikke gjort noget for at gøre 
dem fornuftmæssige, men at han med Forsæt, med Beregning 
bestræber sig for at gøre det modsatte. Shakespeare saa alle 
Urimelighederne saa godt som Nogen, men han vilde dem. 
Han er som ung ganske nøgtern; han ved, hvad han vil og er 
udspekuleret i sine Beregninger; med Poesien er det saa som 
saa. Han vokser i enhver Henseende og træder ind i sin 
lyrisk-romantiske Periode, hvor vel alle hans lyse Komedier og 
hans lyse Tragedie Romeo og Julie blev til. Han dykker 
dem ned i Poesiens Guldbad, fylder dem med Lyrik og Musik 
og Elskovs Lykke, gennemvæver dem med sin Elskværdighed 
og sit Vid, lader Komiken gennemstrømme dem, fra det rene 
Vrøvl til de mest udsøgte raffinerede Aandrigheder, fra den 
fine Skæmt, der kun fremkalder et Blink i Øjet, til det burleske 
Sjov, der vækker bragende Latter. 

Usandsynlighederne vokser. Skærsommematsdrømmen skal 
jo være som en Drøm, og der kan saa uforenelige Bestanddele 
derfor blandes sammen som fornemme Grækere og Londoner 
Almuesmænd, fi'anske Alfer og nordiske Nisser; de slynges ind 
i hinanden og gøres til een uopløselig Bestanddel, ligesom han 
lægger Alferiget lige udenfor Athen. 

Men man kan blive paa Jorden, og hvad er naa mere 
urimeligt og samtidig mere henrivende end „Som I Ix^hager**, 
der skildrer Livet i en Skov, som kun llncicvs i Fantasiens 
Verden, skønt den hedder Ardennerne, hvor (I(T 1(»v(t baade 
Hjorte og Løver og Slanger og Faar, hvor allo M(;nno.skei', 
baade de gode og de onde, bliver som lykkcjlige Børn, hvor 
Prinsesser vogter Faar og Hofmænd gnuder over døcride Hjorte, 



30 

og hvor Elskeren ikke kender sin Elskede, fordi hun har iført 
sig en Slags Mandsklæder. Der er en god Hertug, som jages 
bort af sin onde Broder og gaar ud i en Skov, tæt ved 
Hovedstaden; her lever han uden Frygt et fuldstændigt idyllisk 
Friluftsliv, optaget af Jagt og Studier, af Samtale og Sang; det 
er aabenbart altid godt Vejr. Saa er der en ung Mand, Or- 
lando, der mishandles af sin Broder; han overvinder, skønt 
ung og uøvet, Mesterskabsbryderen; han vinder den onde 
Hertugs Bifald, men da hans Navn bliver bekendt, bortjages 
han og følges af en gammel tro Tjener, der vil opvarte ham, 
skønt han knap selv kan staa paa Benene. Orlando ser og 
ses af Rosalind, den gode Hertugs Datter. Hun er blevet ved 
Hoffet, som Veninde af den onde Hertugs Datter. Uden 
Motivering bortjages hun. Hun forklæder sig som Mand og 
Veninden følger hende. De gaar ud i Skoven, hvor de køber 
sig en Hytte og en Faarehjord; der træffer de Orlando, som 
ikke genkender dem, og nu leger de, at den som Mand for- 
klædte Rosalind er Rosalind og at Orlando skal gøre Kur til 
ham, og de bliver gift — halvt Skrømt, halvt Alvor. Derpaa 
kommer den onde Broder, Oliver, ud i Skoven ; Orlando frelser 
ham fra en Slange og en Løve, og Oliver gaar i sig selv. 
Derpaa kommer den onde Hertug ud i Skoven; han er gaaet 
i sig selv, og nu drager den gode Hertug tilbage til sin Trone 
og alt ender i Fryd og Glæde. 

Aladdin og Alferne og Den standhaftige Tinsoldat er 
spidsborgerlig V Snusfornuft ved Siden af dette. Stoffet ser ud, 
som var det et Barn, der af forskellige Eventyr havde æltet 
noget Miskmask sammen; men i den store Kunstners Haand er 
det blevet til den skæreste Poesi. Det er Skovens Skygge, 
Muldets Duft og Vaarens Friskhed, der er Baggrund for 
dette Drama, som er fyldt til Randen med ung Elskov! 
Orlando rødmer over sin rene, sunde utilstaaede Kærlighed, 
og skærer hendes Navn i alle Skovens Stammer og hænger 
Vers paa alle dens Træer; og Rosalind leger med ham, med 
en Spøg paa Læberne og en Taare i Øjet, øm og streng, 
frygtsom og modig. 

Shakespeares Komedier er alle rene Intrigestykker. Der 
skaffes en Handling tilveje, saa urimelig som mulig, blot 
nogenlunde sammenhængende. Alt antages for givet. De er 



31 

ikke Skildringer af Livet, Iværtimod; de skal bringe Tilskuerne 
til at glemme Virkeligheden, dens Kampe og Genvordigheder 
et Par Timer. Derfor lægges der i Ungdomskomedierne ikke 
Vægt paa Karakterstudier; Figurerne staar vage, udviskede, 
uden skarpe, personlige Træk, og der finder ingen Udvikling 
Sted, de er lystige og vrøvlede, intrigante og skændesyge, 
forelskede og ondskabsfulde; men i sidste Akt samles de alle- 
sammen og er gode og lykkelige. Virkelige Konflikter er der 
heller ikke; ti naar de tilspidser sig og bliver uløselige, hugger 
Digteren dem ganske rolig over og lader uden smaalig Hensyn- 
tagen til det fornuftige alting ende i Fryd og Gammen. 

Saaledes er hans første Komedier og saaledes er hans 
mellemste og hans sidste. I „Lige for Lige** er der en god 
Hertug, der udsteder en Forordning om, at alle illegitime Køns- 
forbindelser skal ophøre og Overtrædere straffes paa Livet, 
hvilken Forordning gives tilbagevirkende Kraft, for at gøre 
den rigtig absurd. Derpaa rejser han bort, d. v. s. han for- 
klæder sig som Munk for at blive og vaage over, hvorledes 
hans Vikar, Angelo, hvem han ikke har Grund til at mistænke 
for nogen Slags Udskejelser, vil regere. Angelo antages nemlig 
for at være et Dydsmønster. Nu er der en ung Mand, Claudio, 
som har avlet et Barn med en ung Pige. I den Anledning 
skal han henrettes. Hans Søster, Isabella, der er meget strengt 
sædelig, gaar i Forbøn for ham, men afvises. Angelo bliver 
forelsket i hende og lover at tilgive Broderen, om hun vil 
blive hans Elskerinde, hvilket Forslag hun tilbageviser med 
Foragt; Broderen bønfalder hende om at købe hans Liv med 
sin Ære; hun harmes. Siden indvilger hun i Angelos Forslag 
og underskyder i Mørket dennes tidligere Elskerinde, der favnes 
af Angelo, som bryder sit Løfte og befaler, at Claudio skal 
henrettes. I hans Sted bliver nu en Røver, der ligner ham, 
halshugget. Saa træder Hertugen, der har overværet alle 
Begivenhederne, frem og afslører Angelo. — Der er ingen 
alvorlig Mening med det hele; men Kritikerne har alligevel 
taget det for ramme Alvor og haanet Shakespeare, fordi han 
kunde tro, at noget saadant kunde finde Sted i den glade Stad 
Wien, ja, man har endog betragtet dette Stykke som et af Ud- 
trykkene for Shakespeares voksende Mismod og Menneskeforagt! 

Der er nemlig, foruden nogle meget lystige og lidet høviske 



32 

Scener, der slet ikke bærer Vidne om, at Digteren har sat noget 
til af sit gode Humør, et Par alvorlige Karakterstudier, nemlig 
Isabellas og særlig Angelos, og med de alvorlige Karakterer 
kommer de alvorlige Konflikter. Ti jo større Shakespeares 
Menneskekundskab, Kendskab til Livet, Fordyben sig i og Ud- 
dyben af sin Kunst bliver, des mere bliver Arten Menneske i 
alle sine Afskygninger det, der interesserer ham, tager alle 
hans Kræfter fangen. Men skal man studere Mennesket og 
Livet, da strækker ikke Vrøvlet, Livsglæden og Solskinnet til, 
da maa der tegnes svære Skygger ind i Billedet. Og intetsteds 
fejrer maaske Shakespeares Kunst større Sejre end i de Komedier, 
hvor Alvoren er blandet med Lystigheden, og hvor dog Alvoren 
ikke maa tages for Alvor. Dette, midt i alle de ophobede 
Urimeligheder, at kunne fremstille en Række af sande, lidende 
og kæmpende Mennesker, saa vi optages af dem og overser, 
at Kampen kun er paa Skrømt, er dog Kunstens Triumf. 

Tro ikke, at det er Tilfældet, der regerer, at han ikke 
ved, hvad han selv skriver, eller at han er blevet vred paa 
Verden og nu begynder at lægge sin Vrede, sit Mismod og 
sin Menneskeforagt ind i sine Værker og ikke kan holde disse 
Egenskaber ude af sine Komedier. Hans kunstneriske Princip 
er stadig det samme: han vil underholde, nu tillige spænde sit 
Publikum. Tilskuerne skal faa lidt Medfølelse for Hoved- 
personerne, skælve en lille Smule for deres Skæbne og dog 
hele Tiden føle, at det bliver nok godt tilsidst; d. v. s. de skal 
more sig. Naar Shakespeare saa har holdt dem tilstrækkelig 
længe behagelig spændte, trækker han en ny, alt kronende 
Urimelighed frem og bruger den til at hidføre en frydelig 
Slutning. 

Derfor har han ogsaa Brug for mere end en Røverhistorie 
til at brygge sine Lystspil sammen af. En Historie byder ikke 
Usandsynligheder nok. Købmanden i Venedig, det populæreste 
af dem alle, er lavet sammen af tre, foruden hans egne Til- 
sætninger. Hvor taarner ikke Umulighederne sig op: at en 
Fader gør et saa sindssvagt Testamente, som at hans Datter 
skal gifte sig med den, der kan vælge den rigtige Æske af tre; 
at dette Testamente bogstavelig efterkommes; at af Friere fra 
alle Verdens Hjørner ikke En slumper til at vælge den rette, 
men at den Rette straks vælger rigtig; at den kongelige Køb- 



33 

mand ikke kan faa 3000 Dukater tillaans hos en anden kongelig 
Købmand, men maa gaa til den foragtede Jøde; at en meningsløs 
Kontrakt oprettes om, at Shylock skal have Ret til at udskære 
et Pund Kød af Antonio, ifald Pengene ikke betales til For- 
faldstid; at Bassanio faar disse Penge for at kunne udstyre sig 
til Frieriet hos Portia paa Belmont, lige udenfor Venedig; at 
han straks vinder hende; at der samtidig er hengaaet tre 
Maaneder, i hvilke alle Antonios Rigdomme er tabte, uden at 
Nogen er kommet ham til Hjælp, hvorfor han skal miste et 
Pund Kød. Og saa kommer Retsscenen som Kronen paa alt 
dette Vanvid. Portia, forklædt som Advokat, faar straks Lov 
til at tale for Venedigs Doge og Raad; tilkender først ifølge 
Venedigs Lov Skylock hans Ret og frakender ham den dernæst 
i Følge samme Lov; saa gaar Skylock beskæmmet bort og 
Antonio faar baade Lov til at beholde Livet og Jødens Formue, 
og lidt senere meldes det, at alle hans Rigdomme er i god 
Behold. Vi har været stærkt spændte paa, hvorledes det 
skulde ende for den stakkels Antonio; men det har vi slet 
ikke behøvet. Portia havde i tredje Akt forberedt os paa, at 
det vilde være hende en smal Sag at frelse Antonio. Og for 
at der slet ikke skal efterlades noget tyngende Indtryk, tildigter 
Shakespeare den henrivende, tilsyneladende overflødige femte 
Akt, der bestaar af Lyrik og Musik, Maaneskin og Springvands- 
plask og Elskovstant. 

Og dog ser og læser vi dette Stykke om og om igen, 
altid lige fortryllede, lige betagede, lige beundrende. Ti her 
er mere end Underholdning, her er dybe Menneskestudier. 
Først og fremmest Skylock, den mest forstaaende, mest gri- 
bende Skildring af en Jøde i nogen Literatur. Denne Mand 
med sin Ret og sit Rethaveri, der lider Uret og gør Uret, der 
er Menneske, forsaavidt han har de samme Lidelser og Nydelser, 
de samme Følelser og Lidenskaber som Andre, men Jøde, fordi 
han klynger sig til sit Folk, føler sig som Del af det mere 
end som Individ, lænkebunden af dets Tro og dets Skikke, 
hadende de Kristne, logrende og smigrende for dem, saalænge 
han er værgeløs og retløs, men rede til at springe i Struben 
paa dem, naar han tror, han kan gøre det uden Fare, med 
sit Hjerte delt mellem sit Guld og sin Datter, uden klar 
Dømmekraft, da han mister begge. — Og overfor ham staar 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 3 



34 

den fine kongelige Købmand, der er bedrøvet, han ved ej 
hvorfor, undtagen fordi han er bedrøvet, høflig og rundhaandet 
overfor sine Venner, rolig i alle Livets Forhold, ligegyldig 
overfor dets Tilskikkelser. — Komedien er broget og afveks- 
lende, der er lagt en Skønhed og Festglans over den som i 
Paolo Veroneses Billeder; der er en Lyrik, saadan som kun 
Shakespeare, Shelley og Goethe har kunnet skabe den; der er 
kaade, godmodig-meningsløse Løjer som Scenen mellem Laun- 
celot og hans gamle, blinde Fader; der er Had og Elskov, 
Patos og Vid. Der er alt, kun ikke virkelig Alvor, end mindre 
Mismod eller Bitterhed. 

Det er der heller ikke i den senere Komedie Stor Staahej 
for Ingenting, dette straalende Lyshav af Vid, dette Fyrværkeri 
af Ordfordrejninger, hvor Benedick og Beatrice i lystige Vittig- 
hedskampe og overmodigt Drilleri forsikrer hinanden og Andre 
om, at de er uimodtagelige for Elskov, og dog manøvreres i 
Armene paa hinanden. Digteren har aldrig været kaadere 
eller elskværdigere, end da han skabte den idiotiske Politi- 
styrke, der paa Embedsvegne bør arrestere en Tyv, men bør 
lade være, da den, der rører ved Beg, smusker sine Fingre, 
og det nemmeste er, at lade Tyven vise, hvad han er for en 
Karl og stjæle sig fra Politiet, som ogsaa bør passe paa, at 
Ingen stjæler deres Hellebarder, og som bør gaa ind paa Øl- 
husene og befale dem, der er drukne, at gaa hjem i Seng, 
hvis de vil; ellers skal de lade dem sidde, til de bliver ædru, 
saa svarer de nok høfligere. 

Ganske vist har ogsaa dette Drama sine alvorlige Optrin: 
den rene, blide Hero beskyldes for Utroskab i det Øjeblik, hun 
skal vies, og Partiet gaar overstyr, og der er megen Sorg og 
Jamren, ja hun udgives endog for død. Men Publikum ved 
saa god Besked med, at hun intet ondt har gjort og at hun 
lever i bedste Velgaaende, saa det skræmmes ikke op. 

I Helligtrekongers Aften er der Forvekslinger og For- 
viklinger, Beskyldninger og Arrestationer, med Sorg over en 
død Broder og ubesvaret Kærlighed; men der gaar den lystigste 
Kehraus af Soldebrødre og en forslagen Kammerpige og en 
dum, vigtig Hushovmester gennem hele Stykket, der ender i 
Lykke og den fineste Harmoni, efterat der er sket de eventyr- 
ligste Ting. 



35 

Alle disse lystige, fantasifulde Værker og nogle flere, som 
Muntre Koner i Windsor, antages skrevne før 1602 — 3. Saa 
kommer Shakespeares modneste Periode, hvor han hverken 
skriver Historier eller Komedier, men, for at tale med Georg 
Brandes, „lader en Sværm af sorte Tragedier slaa ned paa den 
Scene, der nylig genlød af hans Beatricers og Rosalinders Latter.* 

Da han saa hen imod sit Forfatterskabs Slutning genop- 
tager Komedien, er hans æstetiske Princip ikke undergaaet 
nogensomhelst Forandring. Lystspillene formes aldeles paa 
samme Maade som tidligere, kun at Fantasien faar endnu løsere 
Tøjler end nogensinde før. I „Cymbeline" er Forvirringen og 
Sammenrodningen komplet: der er gamle Britter og kejserlige 
romerske Tropper, franske Adelsmænd og en Hollænder og en 
Spanier; Handlingen foregaar i det gamle Britannia og i Renais- 
sancens Rom. Det er Poesien, Karaktertegningen og Elskvær- 
digheden, hvorpaa det hele kommer an, og de er alle stegne 
mangefold under hans Løbebane; han er den Troldmand, der 
kan gøre alt, hvad han vil, og for hvem ingen Skranker eksi- 
sterer. Knuden strammes og løses rent vilkaarligt, paa Mesterens 
Bud. De plumpeste, barnagtigste Midler bruges til at sætte 
Handlingen igang. En Pralhans paastaar i et Værtshus, at han 
kan vinde en hvilkensomhelst Kvindes Kærlighed. En ung 
Ægtemand, for hvem hans Hustru er Alt, vædder med ham om, 
at han ikke kan forføre hende; han letter ham Adgangen til 
hende og anbefaler ham som sin Ven. Da Fyren nu, uden at 
have opnaaet nogen Gunst, kommer tilbage og fortæller, at 
han har besovet hende og fremviser et Smykke og beretter om 
en Plet paa hendes ene Bryst, tror Ægtemanden ham straks og 
sender en Tjener for at dræbe hende. Hun bliver ikke dræbt, 
men kommer ud i Bjergene, hvor hun træffer nogle Hyrder, 
der i VirkeUgheden er en meget fornem Mand med sine to 
Sønner, som ikke er hans, men Kongens Sønner, der her 
lever Naturmenneskers ædle Liv. Efter mange Genvordig- 
heder finder de to unge Ægtefolk hinanden, den onde Prins 
mister sit Hoved og den onde Dronning sit Liv, hvorpaa 
alle de gode Mennesker lever i idel Lyksalighed. I alt dette 
Virvar staar det unge Ægtepar, udstyret med legemlig og 
aandelig Skønhed, Sundhed og Styrke, klædt i en Rustning af 
sædelig Renhed, der for alle Tider har gjort Imogen til Navnet 



3* 



36 

paa den herlige Kvinde, hvis Egenskaber er Sandhed, Kyskhed, 
Trofasthed og Mod. 

Var Cymbeline vild, hvad skal man saa sige om Et 
Vintereventyr. Det ligger i selve Navnet, at det er et saadant, 
som fortælles de lange Vinteraftner ved Ilden for at fornøje 
Børn, og Digteren har selv i en Prolog maattet retlede Til- 
skuerne foran fjerde Akt: 

Forarges ej, naar paa min raske Fart 
henover seksten Aar jeg glider snart 
og ænser ej den brede Kløft. Ifin Magt 
er Lov og Skik i Verden underlagt, 
jeg planter og jeg styrter dem igen. 

Nu vender jeg mit Timeglas, og brat 

er Stykket skredet frem, som om en Nat 
I havde blundet bort. 

Ingen Skranker findes her, hverken for Tid eller Rum 
eller Handlinger. Bøhmen og Sicilien er begge havomflydte; 
man har Marmorslatuer af Maleren Guido Reni og raadspørger 
det delphiske Orakel. Kongen nærer en ugrundet Mistanke til 
sin Dronning, berøver hende det Barn, hun føder, og lader det 
udsætte, at vilde Dyr kan æde det. Dronningen foregives at 
være død og holdes skjult i seksten Aar i en Pavillon 1 Kongens 
Park, indtil han har angret tilstrækkeligt. Barnet føres bort 
paa et Skib, der strander paa den berømte Bøhmens Kyst, 
hvor Søfolkene drukner og en gammel Hofmand bliver ædt af 
en Bjørn. Barnet findes af nogle Hyrder og opdrages af dem 
som en Eventyrprinsesse, i hvem Prinsen af Bøhmerland for- 
elsker sig, hvorpaa de løber bort og kommer til Sicilien netop 
i rette Øjeblik til Afsløringen af Statuen af den døde Dronning, 
der er den levende Dronning, som falder i sin angrende Mands 
Arme og velsigner sine Børn. 

Men Poesien, den som kan føles, men ikke beskrives, er 
over hver Linje i Værket, over Forældrenes Tale med deres 
Dreng, over Hustruens skæmtefulde Hentydning til de første 
Kærlighedsdage og hendes Smerte over den krænkende Be- 
skyldning, over det vidunderlige Møde mellem Ægtefællerne efter 
de mange Aars Skilsmisse ; over den landlige Fesl, hvor Perdita 
er Dronning, og over hendes Udvikling for Kongen om Blom- 
sterne; men først og fremmest over Kærlighedsforholdet mellem 



37 

hende og Prinsen, frit for alt Lefleri og Koketteri, saa ungt og 
rent og ømt. Hun er en værdig Datter af en herlig Moder. 
Og der er kastet en Poesiens Glans over Autolycus, denne 
tyvagtige, lystige Vagabond, med sine Sange og sine Løgne, 
det sidste Skud paa den lange Stamme af Shakespeares god- 
modige Narre, den elskværdigste af dem alle. 

Med ^Vintereventyret** tænker jeg mig, at Shakespeare har 
villet trække sig helt tilbage fra Scenen. Han har jo længst 
ophørt selv at spille Komedie, han delte sin Tid mellem London 
og Stratford, og mere og mere drog det rolige Landliv ham, 
som han altid havde elsket saa højt. De landlige Scener og 
Perditas Beskrivelser af Blomsterne bærer Vidne om, at hans 
Kærlighed til hans Fødeegn var vokset med Aarene. I London 
var han Gøgleren, maaske mere anset end sine Kaldsbrødre, 
men dog ikke stillet paa lige Fod med Adelsmænd, Filosoffer, 
rige Købmænd. De Unge trængte sig frem paa Scenen, og 
Mængden tiljublede dem Bifald; deres Kunst var ikke hans 
lødige Kunst, men Mængden forstod sig ikke paa Kaviar. Han 
var selv kørt foran ud i Fantasiens Land. Han havde kunnet 
tøjle sit Forspand; det løb ikke længere, end han vilde. Efter- 
følgerne drog samme Vej, men deres Heste løb løbsk og trak 
dem ud paa vildsomme Veje. Mængden syntes vel, at deres 
Vogne havde stærkere Fart, og studsede. Samtidig med at 
hans Poesi var steget gradevis, var hans Opfattelse af det, hans 
fantastiske Digtning drejede sig om. Kærlighed, blevet renere 
og finere, mens Efterfølgernes Digtning om Elskov blev stadig 
mere raffineret og pervers, indtil de under det stuartske Publikums 
Jubel begyndte at forherlige Elskov mellem Søskende. 

Det har næppe smagt ham. Han havde i Aaringer for» 
beredt alt til sin Hjemkomst. I Stratford var han den rigeste 
Mand og følgelig en anset Mand. Der kunde han leve i Ro, 
snakke med Godtfolk, nu og da se Kamerater fra London, 
plante i sin Have, færdes paa Marker og Enge, plukke Aars- 
tidens Blomster, tænke paa Livets Kampe, der laa bag ham, 
og paa Gravens Fred, der laa foran ham: „Every third 
thought shall be my grave." Og der, hvor Lidenskaberne og 
Tanken er falden til Ro, har han saa fru en eller anden adelig 
Velynder faaet en Anmodning om et Festspil til et Bryllup. 
Maaske har det været en Bestilling, der ikke godt kunde siddes 



38 

overhørig, maaske har han ogsaa endnu engang villet vise, at 
han stadig var Troldmanden, der endnu sad inde med alle 
sine Hemmeligheder. 

Det var tredje Gang, han skrev paa Bestilling: først har 
han til et eller andet fornemt Bryllup digtet „Skærsonmiemats- 
drømmen*, afvekslende som en liflig Drøm, med højrøstet Ly- 
stighed, med Elskov og Kiv og Misforstaaelser, Mennesker med 
og Beboere af Aandeverdenen uden Lidenskaber. Anden 
Gang var det paa sin Dronnings Befaling, at han havde maattet 
travestere selve Falstaflf; hun forlangte at se den tykke Ridder 
som forelsket, og Shakespeare maatte efterkomme Befalingen. 
Forsøget lykkedes ikke. Det blev den eneste egentlig borger- 
lige Komedie, han skrev. Men Falstaflf var ikke borgerlig, han 
var vant til at omgaas Prins Henrik, den ideale Fyrste, og var 
vant til det fri Zigeunerliv i Eastcheap; han tabte Vejret 
mellem de skikkelige Borgerfolk i Windsor — og i Windsor 
skulde Komedien foregaa, for at der tilsidst kunde afleveres en 
Hyldest og Lykønskning til Dronningen. Men selv her, hvor 
alt var saa regelret, maatte Digteren have et fantastisk Element 
med, og han lagde Alfedansen urider det gamle Egetræ ind. 

Den tredje Bestilling, som han sikkert har modtaget i 
Stratford, var Stormen. Det blev hans uigenkaldelig sidste 
Forestilling; efter den brød han sin Tryllestav itu og gravede 
den favnedybt ned i Jorden. 

Stormen er Aandepoesi. Den har intet med denne 
Verden at gøre. Shakespeare, Prospero, er den rene, harmo- 
niske afklarede Aand, der byder over Luftens og Havets, gode 
og onde Aander. Han har ingen Lidenskaber, kun Magt og 
Mildhed. Han bor der ude paa den øde 0, langt fra Menne- 
skenes travle Færden. Han har intet andet Selskab end Aan- 
derne og sin unge Datter, der aldrig har set en Mand. Og 
da den unge Mand kommer, er han ren og rank og ridderlig 
som Donatellos St. Georg, og ved første Øjekast forelsker de 
to Unge sig i hinanden. Men hvilken Elskov! uden Lidenskab 
og uden Begær, kun i betaget Lykke over det at være hinanden 
nær og at kunne hjælpe hinanden med at bære Byrder. 

Hvilken Vandring har ikke Shakespeare tilbagelagt i stadig 
stigende Skønhed, Frihed, Harmoni og sædelig Renhed fra 
, Tvillingerne** til „Stormen". Denne blev hans Svanesang, og 



39 

han opbød hele sin Kunst for at overgaa sig selv og sine Med- 
iDejlere. Han viser samtidig, hvad hans Kunst er, og hvad de 
andres er. Han indlægger i fjerde Akt et Maskespil, saadan 
som de blev leverede i dusinvis af de andre Dramatikere til 
IFestligheder, særlig til Bryllupper, og han indbød til Sammen- 
ligning ved at skrive det netop i den sædvanlige Stil — og 
Xlimlen ved om Sammenligningen faldt ud til hans Fordel. 
Der er moderne Kritikere, der mener, at han slet ikke har 
skrevet det, men at en anden har lagt det ind, da det virker 
^aa grelt som en Vadmelslap paa en Purpurkjortel. Ingen 
Iliar tænkt paa den Forklaring, at han har gjort det netop 
saadan med Bevidsthed, for at det skulde ret forstaas, hvad 
Hian var i Forhold til dem, der kom efter, og der var ingen 
<Jrund for ham til at bede en anden hjælpe sig. Desuden, 
IMaskespillet er uundværligt, dels fordi der hentydes til det, og 
^els fordi Akten ellers vilde blive altfor kort. At det kunde 
Ibringe ham et Øjebliks Tilfredsstillelse er forklarligt; at det 
overfor Efterverdenen var et Fejlgreb, kan kun indrømmes og 
Ibeklages. *) 



b. Historierne. 

Fra først af har Shakespeare gjort sig til Opgave at skrive 
Tragedier. Rimeligvis er Titus Andronicus hans tidligste Arbejde i 
den Retning. Mange har villet frakende ham det som Shakespeare 
uværdigt. Men det er en ung Mand fuldt ud værdigt; det 
rager op over de fleste af Datidens Tragedier. Det har flere 
Rædsler end noget andet Drama — der kan overhovedet ikke 
tænkes en Ugerning, undtagen Mordbrand, som det ikke rum- 
mer — og det er fuldt af Liv, af Had og Elskov. Det var 
ganske vist rent ydre Mekanik uden Psykologi; men Shake- 



*) Han gør det samme andelsteds og omtrent ligesaa grelt : Skuespillerens 
store Deklamationsnumer i Hamlet (II. ii.) er skrevet i en helt anden 
Stil end det øvrige Drama; det er en udmærket Prøve paa solid 
klassisk Professordigtning. Ogsaa det indlagte Drama, der bruges 
som en Fælde for Kongen TIL n.), er teknisk en sammentrængt Efter- 
ligning af det primitive Drama og stilistisk fuldt af rimede Sentenser 
som Shakespeares første Værker. 



40 

speare havde endnu ikke vist, hvorledes en Tragedie skulde se 
ud; han gjorde som de Andre gjorde. Han selv er sikkert 
den Tilskuer, der har været mest utilfreds med Arbejdet; han 
har besiddet i høj Grad baade Kritik og Selvkritik. Han har 
været misfornøjet med den og har saa ladet Tragedien hvile 
en Stund; men han har ikke tabt den ude af Sigte; den var 
Maalet. 

Michel Angelo begyndte ikke med at skabe Moses eller 
Jehovah; han frembragte en Satyrmaske og den skønne elegiske 
Madonna, skønt han sikkert ogsaa tidlig har følt de mægtige 
Kræfter røre sig. Den unge livsglade Shakespeare frembringer 
sine Komedier, der ikke laa over hans Kræfter, og kommer, 
maaske ved et Tilfælde, ind paa det historiske Drama. Der 
kunde der fra først af ikke være anden Tillokkelse for ham 
end at tjene nogle Penge. Der forelaa en Trilogi om Kong 
Henrik VI, følgende hans Regering fra først til sidst. Vi ved, 
at den forelaa, ti de to sidste Afdelinger er komne til os, 
og den første maa have eksisteret. Der findes intet Forfatter- 
navn paa dem, men man betragter det som fastslaaet, at 
Shakespeare ikke har skrevet dem, men at de derimod er et 
Sammenskudsarbejde af tre Digtere, Marlowe, Greene og Peele. 
Stykkerne har tilhørt Teatret, hvor de er blevet spillede, og 
det har saa til en paatænkt Nyopførelse af dem været over- 
draget den opgaaende Stjerne at omkalfatre dem — noget, der 
var almindeligt dengang. 

Stykkerne var meget lidt dramatiske. De var en Sammen- 
kædning af Scener, levende Billeder, forestillende Episoder af 
Kongens lange Regering, uden Centrum, ledende Idé eller dra- 
matisk Konflikt. Der var Begivenheder nok. Slagscener, 
Skænderier, Kongers Afsættelse og Genindsættelse, Giftermaal 
og Utroskab, Helte, der sejrer og dør. Oprør, der kues o. s. v.; 
men der var ingen rød Traad, og Kai-aktertegningen var meget 
svag. Selve Handlingens Gang og Stykkernes Komposition har 
Shakespeare ladet uforandret. Han er fra først af gaaet meget 
skaansomt tilværks, i al Fald med Tilføjelser; i første Del an- 
tages det, at han højst har føjet et Par Scener til. Men lidt 
efter lidt føler han Kræfterne vokse og bliver dristigere, baade 
med Hensyn til Bortskærelser og Tilføjelser. De to sidste Dele 
kan vi jo sammenholde med Originalerne og se, hvilke Foran- 



41 

dringer, han har foretaget. Faa Scener har han ladet helt 
urørte; mange har han ændret stærkt; hele Dialoger har han 
omskrevet og — af en eller anden Grund — er et Sted den gamle 
Form blevet staaende ved Siden af den ny, saa den samme 
Ting siges to Gange, men paa højst ulig Maade. Han har 
gaaet Teksten meget nøje igennem og baade ombyttet Ord 
med andre og forbedret Rytmen. Hvad der er meget karak- 
teristisk for ham, er, at han har foretaget en stor Mængde 
Rettelser af historiske Bommerter, uden dog at faa alle med. 
Han har lagt Holinshead til Grund istedetfor Hall. Han 
var i ingen Del af sit Forfatterskab bange for at foretage 
en Forskydning af den historiske Sandhed, om hans Kunst 
fordrede det; men ellei*s holdt han sig nøje op ad den hi- 
storiske eller novellistiske Tekst, han benyttede. Han er ikke 
ansvarlig for Scenerne med Jeanne d'Arc; men han har heller 
ikke villet forspilde Succesen overfor sit Publikum ved at be- 
røve det slige populære Lækkerbidsk ener; dertil havde han 
ikke Avtoritet nok. Han uddybede endnu Karaktererne meget 
betydelig, særlig Kongens og Dronning Margaretes og Suflfolks. 
Derpaa opstaar Tanken hos ham om at give Henrik VI en 
Fortsættelse i et Drama om Richard III, og han begynder alle- 
rede i dette Stykke at forberede Karaktererne i det næste. Og 
saa synes han, at det Stof vil egne sig til at forme et Sørge- 
spil af — det er jo stadig Maalet. 

Saaledes blev de historiske Dramaer den strenge Skole, 
hvori han opdrog sig selv til sine stolteste Værker. 

En Sammenkobling af levende Billeder af Englands Hi- 
storie var imidlertid intet Drama. Det følte Shakespeare in- 
stinktmæssig, uden egentlig ret at vide, hvad et Drama var. 
Marlowe viste ham Vejen med Edvard II, et virkeligt historisk 
Skuespil med en Helt, om hvem alt samler sig, fra hvis Fejl- 
greb alt udgaar, og mod hvis tragiske Endeligt alt styrer hen. 
Det er noget sligt, der nu foresvæver Digteren; tillige noget i 
Retning af den græske Skæbnetragedie. Men tillige maatte en 
Tragedie være noget med store Skikkelser, med stærke Ord, 
med Optrin, der gjorde dybt Indtryk. Marlowes Edvard II var 
veg, vaklende, kun levende i Øjeblikket, uden Maal. Mod- 
stykket dertil skulde være en handlekraftig Natur, der havde 



42 

et bestemt stort Maal for Øje og overvandt alle de Hindringer, 
der taamede sig op for ham. 

Richard III, til hvem allerede Udkastet var gjort i Hen- 
rik VI ni., var en saadan, og Digteren gjorde ham til sit Stykkes 
Helt, og gjorde Helten til Titan. Men han gjorde ikke sin 
Helt sympatisk; det havde Edvard II til Trods for sine Fejl 
og Svagheder været, og Tilskuerne blev blidt stemt overfor 
ham i hans Ulykke. Man skulde derimod gribes af Rædsel 
over Richard EFs Ondskab; man skulde beundre hans Kløgt, 
hans personlige Mod, hans Ubøjelighed, hans Evne til at be- 
herske sine Medmennesker og tvinge sine Ofre til at lægge 
deres Hals under hans Fod; man skulde oprøres over hans 
Falskhed, hans Frækhed, hans Grusomhed; og man skulde føle 
det som en Lettelse og som en retfærdig Skæbne, naar han 
tilsidst bukkede under i vildt Raseri, efter at være blevet for- 
fulgt i Drømme af dem, han havde myrdet. 

Helheden skulde være uhyre, men ikke som Titus Andro- 
nicus uhyrlig. Skikkelserne skulde være af overnaturlig Stør- 
relse, men dog vel proportionerede, og Optrinene skulde helst 
være af en usædvanlig sjælden Art, men dog ikke helt usand- 
synlige eller urimelige. Og saa skulde der være Fart over alt. 
Tilskuerne skulde sidde aandeløse, ikke blot grebne af Rædsel, 
af Medynk, af Beundring, men de skulde ikke have Tid til at 
trække Vejret, saadan skulde det ene stærkt bevægede Billede 
følge paa det andet, men kædet inderlig sammen. 

Helten selv blev en Skurk i største Maalestok, men det 
store Skridt fremad er, at hver af hans Skurkestreger bliver 
omhyggeligt og klogt motiveret. Det er ikke den historiske 
Richard III, men denne er lagt til Grund for Skikkelsen. Han 
er af en eneste Støbning, til Trods for de forskellige Karakter- 
træk, hvormed han er udstyret. Alt hos ham løber ud i Magt- 
begær; han vil herske over Mænd og over Kvinder, især over 
de sidste, for der er Hindringerne størst. Han er frastødende 
hæslig, med Pukkel paa Ryggen og vinde Ben; mærket fra 
Moders Liv til at skræmme Kvinder og udrustet med et mæg- 
tigt Begær til at tvinge dem ind under sig; og der er intet, 
der forsoner. Ti hans Indre er endnu skrækkeligere end hans 
Ydre; der findes ikke een god Blodsdraabe i hans vanskabte 



43 

Krop. Han staar Qemt fra Tronen, og han vil op paa den; 
han har intet Parti, ingen Indflydelse, Mændene hader ham, 
foragter ham, mistror ham. Han har i alt kim sin egen ubøje- 
lige Vilje at stole paa; den hjælper ham ogsaa; hvert Maal, 
han har sat sig, naar han. Han har ingen Brug for at opelske 
andre ædle Egenskaber end personlig Tapperhed. Ellers er 
han et Bimdt af Falskhed, Grusomhed og Hykleri, Egenskaber, 
der alle kun er een. 

Hver Figur i Dramaet er kun som een kraftig Streg; der 
er liden Nuancering. Man nærer Afsky for dem eller Sympati; 
men der kan ikke diskuteres om dem; de er klart optrukne. 
De lever ikke mangfoldig, men de staar tydelig. Der er over 
hele Tragedien noget, der minder om Aiskylos. Der er den 
samme Retlinethed i de i overnaturlig Størrelse fremstillede 
Skikkelser, der bevæger sig som skarptskaarne Statuer, der er 
pustet Liv i; der er den samme beherskede villede Voldsom- 
hed, Figurerne stønner ikke, de skriger, korte Skrig, der hurtig 
kvæles, de gaar ikke eller løber ikke, de skrider, de handler 
enkelt og taler skarpt; de gaar Uge løs mod deres Maal, uden 
Svinkeærinder, uden Tøven eller Betænkning; Misforstaaelse 
med Hensyn til deres Bevæggrunde kan ikke opstaa. Der er 
en enkelt Figur, der minder ganske tydeligt om Kassandra, 
nemlig Dronning Margaret. Hun vandrer over Scenen som den 
heUige Skæbne, som en uantastelig Aand, der med sin ulykkes- 
varslende Røst profeterer, forbander, truer og skælder. Hende 
har Ulykkerne ramt saaledes, at hendes Forstand er blevet 
forrykket, og det er netop under Ly af deres Vanvid, at Dron- 
ning Margaret og Kassandra kan optræde saa hensynsløst i 
deres Tale, som de gør. De er begge monumentale i deres 
storslaaede Højhed og lidenskabelige Ro; de er begge to 
stillede udenfor Livet og føles som lidet virkelige. 

Men Tonen i Dramaet brydes; den kUnger ikke helt igennem 
saa højtidelig dump og unison. Der er Scener, der svulmer 
af Liv og forkynder den Digter, der skulde bringe Hjerter til 
at banke og Taarer til at flyde ved Skildringer af Livets Gru- 
somhed og onde Magters Spil med værgeløse Væsner. Alt 
hvad der angaar de unge Prinser, deres rørende TiUidsfuldhed, 
å&res barnlige Klogskab, Forstand paa Verden og Uvidenhed 
om dens Ondskab, deres skønne Liv og skønne Død er rent 



44 

menneskelige, sandt rørende Udsnit af Livet, farvede af den 
fineste ægteste Poesi. 

Richard III er det unge Genis Arbejde, en tour de force, 
en Prøve paa, hvad der kan bydes, hvor stærkt Buen kan 
spændes, hvor langt det sublime kan strækkes uden at gaa 
over i det latterlige. Psykologien er hverken fin eller sand, 
til Tider endog grænsende til det usandsynlige, uden dog at 
slaa over i det umulige; men der er en dramatisk Spænding, 
Stigning, Kraft og Sammentrængthed i mange af de enkelte 
Scener, som betegner et uhyre Fremskridt baade fi*a Henrik VI 
og fra noget tidligere engelsk Drama. En saadan Scene, som 
den, i hvilken Richard møder Anna, Prins Edvards Enke (I. n.), 
er overordentlig Kunst, dobbelt beundringsværdig, naar det 
mindes, at den skyldes en Begynder, som ikke har anden 
Ledestjerne end sin egen Kritik og sin egen Fantasi. Optrinet 
har intet historisk Grundlag. 

Anna kommer med Kong Henriks Lig, og hun udstøder 
de frygteligste Forbandelser mod Drabsmanden: 

Faar han et Barn^ da vorde det Misfoster, 

et Jertegn, bragt til Verden i Utide, 

hvis unaturlig grimme Skikkelse 

kan skræmme den forbaabningsfulde Moder, 

og lad det arve hans Usalighed! 

Faar han en Hustru^ saa lad hende blive 

langt mer elendig ved hans Død, end jeg 

blev ved min unge Husbonds og ved din. 

Og saa møder hun ham; hun udskælder og forbander ham 
og spytter paa ham; han svarer med Smiger, med Undskyld- 
ninger, med haandgribelige Løgne. Han benævner Ordveks- 
lingen en Vittighedskamp og bejler til hende. Hun væmmes 
ved ham, derpaa hører hun opmærksomt paa ham, afvæbnes, 
bøjes ind mod ham, er fuldstændig i hans Magt, uden at han 
bruger Vold, lader Fæstensringen sætte paa sin Finger og over- 
lader den af ham dræbte Konges Lig til ham. Det er rent 
paa sin Person, han spiller, og han tvinger hende til at 
glemme hans Hæslighed; han har endnu ingen Magt; han er 
langt fra Tronen. 

Og Digteren viser ham en Gang til bejlende, denne Gang 
som Konge og hos den udvalgte Bruds Moder, hvis tvende 



45 

smaa uskyldige Sønner han har myrdet, medens han holder 
den tredie i Landflygtighed. Scenen (IV. iv.) begynder med, at 
de tre Kvinder, hvis Børn, hvis Mænd, hvis Fædre Richard 
har dræbt, mødes og i Kor med stadig Stigen udslynger An- 
klager og Forbandelser mod Ophavet til al deres Elendighed. 
Han optræder og bringer dem hurtig til Tavshed, og saa 
fordrer han en Samtale med Dronning Elisabet, for at bejle til 
hendes Datter. Hun oprøres, men han taler om sin Elskov, 
om den Erstatning for de tabte Kongesønner, hun vil faa ved 
at hendes Datter bliver Moder til Kongesønner, og han viser 
de politiske Grunde til et saadant Ægteskab, og han stemmer 
hende blidt. 

Ogsaa som Eksempel paa, hvorledes Shakespeare behand- 
lede det samme Sujet paa to Maader — noget han havde 
Forkærlighed for — er disse Scener interessante; men de er 
det dog særlig som Prøver paa den Lyst hos den unge Digter 
til at eksperimentere med sære sjælelige Tilstande og sjældne 
Konflikter, hvorom dette Drama helt igennem bærer Vidne. 

Det er et Eksperiment i alt, ogsaa i Stilen. De enkelte 
Optrin skal falde som haarde Slag paa Tilskuerens Nerver, 
hvilket søges opnaaet ikke blot ved deres Voldsomhed, men 
ogsaa ved, at forskellige Personer udfører den samme Handling 
umiddelbart efter hinanden, som naar i IV. iv. de tre Kvinder 
efter at have udstødt Klager og Forbandelser, der lyder næsten 
ens, en efter en sætter sig paa Jorden for at sidde der med 
deres Sorg. Det er en Kraftudfoldelse, der er lige ved at 
strejfe det latterlige. I selve Dialogen mærkes hele Tiden den 
samme Lyst til som med Hammerslag at paavirke Tilhørerne. 
Jævnlig flyder Talen naturlig, men jævnlig tilstræber den Virk- 
ning ved at begynde en Række Linier med de samme Ord, 
som da tages op af den næste Talende, der fortsætter med de 
samme Billeder, de samme Klager, f. Eks.: 

Marg. : I had an Edward, till a Richard killed him; 
I had a Harry til a Richard killed him: 
Thou hadst an Edward, till a RichEird killed him. 
Thou hadst a Richard till a Richard killed him. 
Duchess: 1 had a Richard too, and thou didst kili him; 
I had a Rutland too, thou holps't to kill him. 
Marg.: Thou hadst a Clarence too, and Richard killed him. 

(VI. IV. 40-45.) 

eller et andet Sted: 



46 

Where is thy husband now? where be thy brothers? 
Where be thy iwo sons? wherein dost thou joy? 
Who sues to thee and cries: Grod save the queen? 
Where be the bending peers that flattered thee? 
Where be the thronging troops that followed thee? 

(IV. IV. 92 -97.) 

hvilket saa følges af seks Linier, der begynder med Ordet for. 

Sligt findes spredt over hele Stykket og virker trættende, 
ligesom ogsaa det, at en Samtale føres i længere Tid ved, at 
de Talende tilkaster hinanden Tistavelsessentenser (f. Eks. 
IV. IV. 348-375.)*), virker irriterende og dog spændende som det at 
følge en Fjerbold fare gennem Luften mellem to Spillende, eller 
ensformigt som Klokkeklemt. 

Fordi Richard III blev skrevet af en ung Mand, har den 
altid været særlig højt værdsat af de Unge; dens Voldsomheder, 
dens stærke Konturer, dens tilspidsede Optiin, Heltens over 
alle Grænser gaaende Menneskeforagt har tiltalt Ungdommen. 
Naar man bliver ældre, trættes man, smiler maaske endog og 
giver Heiberg Ret i hans saa ilde bedømte Udtalelse: at det 
var ikke Melpomenes Dolk, men en Slagterkniv, der blev ført 
i den Tragedie. 

Under Udarbejdelsen af Richard III maa Digteren have 
været stolt over at føle, hvorledes hans Kraft voksede, og 
været sig bevidst, at han nu kom et Hestehoved foran Kame- 
raterne, maa have ventet sig meget af de stilistiske og drama- 
tiske Effekter, og have følt sig sikker paa Sejren. Den er 
heller næppe udeblevet ; Richard III har til alle Tider været et 
yndet Teaterstykke, ret noget for Ungdommen og de brede 
Lag. Men ved at overvære Opførelsen har han næppe været 
tilfreds. Farverne var lagt altfor tykt og grelt paa, og skønt 
der var et ganske anderledes dramatisk Sving over de enkelte 
Scener end over Henrik VI, har han dog indset, at det var 
ingen Tragedie. Ti Helten gaar vel tilgrunde efter at have 
anrettet megen Ødelæggelse omkring sig, men der er intet 
tragisk ved hans Undergang: det er en fuldtud retfærdig, kun 
altfor utilstrækkelig Straf for hans egne Skændigheder, og 
Straffen fuldbyrdes af de gode Magter. Men et Dramas Hoved- 
persons Undergang bliver kun tragisk, naar den foraarsages 

•) Paavirket af Aiskylos Agamemnon, f. Eks. 283—294, 967—980. 
1235-1247. 



47 

Ared et undskyldeligt Fejlgreb fra hans Side eller ved Andres 
sfværgelige Ondskab. Han behøver ikke at være fuldtud sym- 
patisk, være en Engel; han kan godt begaa Fejl, ja Forbry- 
delser, og dog være en tragisk Helt; men han maa da have 
værdifulde Egenskaber, og det maa være disse, der fører ham 
-lil Fald, enten ved Omstændighedernes Magt, over hvilke han 
ikke er Herre, eller ved andre Menneskers Ondskab; men det 
skal føles, at han lider Uret, til Trods for sine Fejl. 

I Richard III havde Shakespeare overdrevet paa alle 
IPunkter; og Hovedfigurens legemlige og moralske Skavanker 
var tvunget lige ud paa Randen af Karikaturen. Han valgte 
Tiu en anden upopulær og usympatetisk engelsk Konges Rege- 
ring til Stof for en ny Tragedie og skrev Kong Johan. Han 
vaskede ham ikke ren, gjorde ham ikke til et ædelt Menneske 
«ller en dygtig Regent; han dækkede ikke over hans Falskhed, 
Upaalidelighed, Mangel paa Forudseenhed, Patriotisme og Stolt- 
led. Han bliver navnlig i de første Akter malet tilstrækkelig 
sort. Og dog kommer man til at nære en vis Sympati for 
lam, og hans Fald virker tragisk, ti det fremkaldes ikke 
umiddelbart ved hans Fejl eller Forbrydelser, men ved et Uheld, 
en tilfældig Omstændighed. 

Prins Arthur, for hvem der gøres Krav paa den engelske 
Trone, er faldet i hans Magt. Det, at Drengen er i Live, 
rummer en stadig Fare for Kongen, og denne længes ikke efter 
noget mere end at se Arthur død. Han giver Fangevogteren 
Hubert et Vink, denne forstaar Kongens Hensigt og bereder 
sig til at udføre hans halvt udtalte Vilje. Da følger den dej- 
lige Scene, hvor Hubert træder ind til Prinsen med det glø- 
dende Jern forat udbrænde hans Øjne og Drengen taler, trygler 
og værger saa længe for sit Syn, at Jernet bliver koldt, og 
Hubert lader sig røre og afstaar fra sit Forsæt. Han mælder 
Kongen Drengens Død. Johan tror al Fare afværget, indtil 
Rygtet breder sig, at Arthur er dræbt, og Adelen rejser sig 
mod Kongen. Denne erfarer nu, at Prinsen er i Live og med- 
deler dette til de oprørske Stormænd. Han tror jo selv paa 
Sandheden af sine Ord. Da er det, Arthur, af Frygt for at 
blive pint og dræbt, beslutter at flygte, springer over Muren 
og dræbes i Faldet. Barnet findes. Stormændene sigter Kongen 
for Drabet og for Løgn, Kongen besværger sin Uskyldighed, 
men Ingen tror ham, nu da han taler sandt. Fra nu af ruller 



48 

Kuglen ustanseligt nedad for Johan; een Gang talte han Sand- 
hed, og det fældede ham. 

Man har ofte undret sig over, at Shakespeare helt und- 
lader at omtale Magna Charta, det vigtigste Resultat af Johan 
uden Lands Misregering, og man har ment, at han ikke ret 
har forstaaet Betydningen af, at Baronerne fravristede ham det 
store Frihedsbrev. Dette er imidlertid ikke Grunden. Der 
kunde næppe have været gjort stort ud af denne Kamp dra- 
matisk, og Kongen vilde da være blevet set endnu mere pjaltet, 
end han er. Men det kunde ikke være Digterens Ønske. Han 
skrev en Tragedie og ikke blot et Stykke Fædrelandshistorie, 
og til det tragiske Udfald tjente den af ham opfundne Arthur 
Episode langt bedre end en parlamentarisk Strid. 

Kong Johan har aldrig været meget populær, til Trods for 
den store Dygtighed, hvormed det er sammentømret rent dra- 
matisk, og som betegner et uhyre Fremskridt. Tidligere fulgte 
Scene paa Scene, Forbrydelse paa Forbrydelse, her følger 
Scene af Scene, Kongens Fald af en paatænkt, men ikke ud- 
ført Forbrydelse. Men Shakespeare har endnu ikke da været 
ret Herre over den dramatiske Form til at kunne tydeliggøre 
for Publikum, hvad der stod klart for ham selv, og den rigere 
Individualisering, den mere flersidige Karakteristik, det mere 
ægte Liv i Sorg som i Sejr, og en hidtil ukendt patriotisk 
Lyrik har ikke været mægtige nok til at bøde paa Svag- 
hederne. Stykket er en Overgangsform, der lover meget. 
Endnu er der en Del af de stilistiske Virkemidler fra Richard III 
tilbage, dog anvendt med langt mere Maadehold. Og der er 
endnu ingen sikker Smag eller Viden i Skildringen af stærke 
Følelser. Bastarden Falconbridges Praleri og Stolthed over 
sin uægte Fødsel er ret usmagelig og lidet sand. De Udtryk, 
Constance finder for sin Sorg over Tabet af sin Søn, der jo 
ikke engang er død, er „Vanvidets, ikke Sorgens". Hun raaber 
og skriger, slaar sit Haar ud og river sin Haarpynt af: 

Jeg kaster bort 
alt Raad, al Hjælp undtagen den, som gør 
en Ende paa alt Raad, den sande Hjælp, 
Død! Død! du elskelige, kære Død! 
liflige Ligstank! sunde Raaddenhed; 
o rejs dig fra din Seng i evig Nat, 



49 

du Lykkens Gru og Rædsel! jeg vil kysse 
de væmmelige Knokler; jeg vil lægge 
i dine tomme Huler mine Øjne, 
om mine Fingre slynge dine Arme, 
vil stoppe denne Aandedrættets Port 
med Gravens Støv og være som du selv 
et Benradskræmsel. 

(III. IV. 23-82.) 

Sligt er dog Bombast; men saa kan der findes saa dejlige 
Linier som disse: 

Ja, Sorgen fylder op den Tabtes Plads; 
den ligger i hans Seng; den gaar omkring 
med mig; den tager paa hans fagre Mine, 
gentager hvert hans Ord; den minder mig 
om alt hans elskelige Væsen« fylder 
hans tomme Klæder med hans Skikkelse. 

(III. IV. 93 -98.) 

Shakespeare tror endnu, at store pludselige Sorger finder 
Luft i mange og stærke Ord, har endnu ikke lært, at Livets 
haardéste Slag gør den, der modtager dem, stum. Det var 
hans fine sande Virkemiddel senere: Brutus' Smerte over 
Tabet af Portia finder intet andet Udtryk end: Portia er død 
— og Gassius undrer sig over hans tilsyneladende Ro. Da 
Malcolm erfarer, at hans Hustru og Børn er blevne myrdede, 
bøjer han kun Hovedet og siger: Mine Børn ogsaa? Hans 
Sorg er ganske blid. 

Men for de blide, rørende elegiske Stemninger har han 
allerede fuldt Udtryk, og derfor er det, at den store Scene 
mellem Hubert og Arthur (IV. i.) altid er blevet betragtet som 
Perlen i Dramaet, skønt ogsaa den har enkelte Pletter af Smag- 
løshed. Klogere, fornemmere og uskyldigere Barneskikkelse 
har selv Shakespeare paa Højden af sin Kunst ikke frembragt. 
Der er den skæreste Poesi og dog den reneste Naturlighed 
over hans Tale til Hubert: 

Arthur: Og I skal 

med glødet Jern udbrænde mine Øjne? 
Hubert: Det skal jeg, Barn. 
Arthur: Og I vil del? 

Hubert: Jeg vil. 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 4 



50 

Arthur: Og kan I? Da I havde Hovedværk, 

bandt jeg mit Lommeklæde Jer om Panden, — 

mit allerbedste, syt af en Prinsesse, 

og jeg har aldrig krævet det igen — 

og holdt om Natten Haanden paa Jert Hoved, 

og agtsom, lig Minuterne mod Timen, 

forkortede jeg Jer den tunge Tid 

og sagde: Gør det ondt? hvad fattes Jer? 

hvad kan jeg gøre for at lindre Jer? — 

En Stodderdreng vel havde ligget stille 

og ikke talt til Jer et venligt Ord; 

men Eders Sygevogter var en Prins. 

I tror maaske, min Kærlighed var skrømtet, 

og kalder den for List? Gør, som I vil. 

Vil Gud, at I skal gøre mig Fortræd, 

saa maa I vel. — Og mine Øjne vil 

I stikke ud? de Øjne, som har aldrig 

og aldrig skal i Vrede se paa Jer? 
Hubert: Jeg har jo svoret paa det, og jeg maa 

med glødet Jern udbrænde dine Øjne. 

Og ovenpaa saa ægte Tale følger saa denne Umulighed; 

Arthur: Ak! Ingen kunde gøre det undtagen 

i vor Jernalder! Jernet selv, skønt glødet, 
naar det kom nær til mine Øjne, vilde 
det drikke mine Taarer og udslukke 
sin Flammeharm i min Uskyldighed; 
ja, siden vilde det af Rust fortæres, 
fordi dets Ild mit Øje havde truet. 
Er Du da mere haard end hamret Jern? 

Da straks efter Tjenere kommer med det glødende Jern, 
siger Arthur de dejlige naturlige Ord: 

Frels mig, Hubert, 

o, frels mig! mine Øjne er udstukne 

af disse vilde Blodmænds Blik alene. 
Hubert: Kom, giv mig Jernet hid og bind ham der. 
Arthur: O, hvorfor er Du dog saa barsk og bister? 

Jeg strider ej; jeg staar jo som en Sten. 

For Guds Skyld, Hubert, lad mig ikke binde! 

O, hør mig, Hubert, jag de Svende bort, 

og jeg vil sidde stille som et Lam, 

jeg vil ej røre mig, ej kny, ej mæle, 

jeg vil ej se med Vrede blot paa Jernet; 

jag dem blot bort og jeg tilgiver Jer 

hver Lidelse, som I vil volde mig. 



51 
Lidt senere siger han indtrængende: 

O Gud ! hvis dog 
der var i Eders (Øjne) kun el Fnug, en Skæve, 
et Gran, et Støvkorn, et nedfaldet Haar, 
en ringe Hindring for den ædle Sans^ 
da saa I hver en Smaating, der kan smerte, 
og følte Gru for deres onde Forsæt. 

Men dette forhindrer ikke, at han lidt efter, da Jernet er 
blevet koldt, kan sige: 

Ilden er død af Sorg, 
fordi den, skænket os til <javn, skal bruges 
til uretfærdig Pinsel. 

Dette var den første Halvdel af Historierne, først direkte 
grot ud af Marlowes Arbejder, siden opstaaet i Kappestrid 
med ham, men uden at der har været nogen egentlig Plan for 
dem som en Helhed; de tre forelaa, det fjerde sluttede sig 
dertil, skønt baade historisk Opfattelse, dramatisk Bygning og 
Karakterernes Udformning er forandrede; det femte, Kong 
Johan, staar helt for sig selv. 

Den anden Halvdel danner derimod en organisk dramatisk 
Enhed, ikke blot fordi de omhandler tre efter hinanden føl- 
gende Kongers Regeringstid, men nærmest fordi de gror natur- 
nødvendigt ud af hinanden, en Handling eller en Undladelse, 
et Fejlgreb eller et Ram faar Følger igennem alle fem Dramer, 
Karaktererne stilles straks frem i den Belysning, hvori de skal 
ses hele Cyclen igennem. Det fordrede en forudlagt fast Plan 
af et ganske andet Omfang end Henrik VI, og dog saa elastisk, 
at den tillader Digterens Geni at vokse under Udførelsen. 

Noget saadant havde Marlowe ikke vovet at tænke paa; 
men Shakespeare turde binde an med Opgaven. Og dog var 
han stadig stærkt under Marlowes Paavirkning, ja hans For- 
tryllelse. Det er den direkte Kamp med Marlov\^e, der skaber 
Richard II som Modstykke til Edvard II. Tidligere havde det 
været Vennens og Forgængerens Kraft og Voldsomhed, der 
skulde overgaas; nu var det det modsatte. Tonen skulde helt 
forandres. Marlowe havde i Edvard II givet Bevis for, at han 
virkelig var Digter og Menneskeskildrer; han havde fint og 



52 

uden Bulder fremstillet en blød svag Konge, der ledes af usle 
Yndlinge, svajer som et Siv for alle Paavirkninger, er utro 
mod sin Hustru og sit Land, og til Trods for det paa en vis 
Maade vinder Tilskuerens Sympati, der vokser ved hans Drab. 

Richard II skabtes som direkte Efterligning af Edvard II, 
baade hvad Karakteren og hele Stykkets Tone angaar. Det 
kunstneriske Spring fra Kong Johan er umaadeligt. Nu er der 
ingen Famlen mere. Digteren ved aldeles nøjagtigt, hvad han 
vil, og udfører sin Vilje; han har vundet Herredømme over 
alle sin Kunsts Midler. 

Hovedfiguren er elegisk lyrisk, og Stemningen er fra først 
til sidst den samme. Der er ingen skurrende Dissonanser; Alle 
taler blødt og dæmpet og undgaar voldsomme Bevægelser; 
selv de stærkeste Optrin er forlenede med en Harmoni og 
Skønhed, der staar i stærk Modsætning til de tidligere alvorlige 
Dramers Lidenskabelighed. Som Richard III er en Kraftprøve 
i Ubændighed er Richard II det i stemningsrig Blidhed. Og 
Tonen er holdt jævnt helt igennem; der er ingen Pletter, ingen 
Smagløsheder. Stykket er en ublandet Nydelse. Her er ikke 
de stærke stilistiske Midler, som Richard III var faldt af; her 
falder Ordene ikke som Hammerslag paa Trommehinden; for 
at lægge det lyriske Præg over Diktionen har Shakespeare 
grebet til det Middel, som Marlowe lyste i Ban, nemlig Rimet; 
der findes et, for den Periode i Digterens Produktion, over- 
ordentlig stort Antal Rim. 

Richard III var gjort til en langt værre Djævel, end Hi- 
storien gør ham ; omvendt er den digtede Richard II langt 
mere sympatisk, end den virkelige var det. Og Sympatien for 
ham vokser gennem Stykket, skønt han ikke gør noget for at 
vække denne. Men hans Skikkelse er saa skøn, og dog har 
Digteren ikke lagt Skjul paa hans Svagheder eller paa, at det 
er dem, der med Rette bereder hans Undergang. Han er ikke 
gjort til en Blanding af godt og ondt; af hans Karakteregen- 
skaber har Digteren egentlig kun vist os de daarlige. Men 
der er en lyrisk Skønhedsglans bredt over hele Skikkelsen, der 
blænder og betager. Han har Venner, der holder fast ved 
ham til det sidste, skønt de ikke kan gøre noget for ham: 
først hans Yndlinge, usle i alt, undtagen i deres Troskab mod 
ham; hans Hustru, der hænger ved ham, skønt han intet gør 



53 

for hende; hans Staldkarl, hvem han ikke engang kender, og 
som ikke venter sig noget af ham. Og saa er han gjort uan- 
svarlig. Vil en Digter røre os, da vise han os Børn og Kvinder, 
der er værgeløse og som slaas ned af den haarde Kraft. Hvis 
Shakespeare havde vist os den virkelige Prins Arthur, som var 
en voksen Mand, vilde han ikke have kunnet frembringe dette 
betagende pletfri Skønhedsindtryk. Havde Dante ikke gjort 
Ugolinos voksne Børn til Ynglinge og Drenge, havde den 
Episode ikke hørt til alle Tiders skønneste Digtning. Richard 
bliver gjort til en uansvarlig Æstetiker, skabt til at fantasere 
og drømme om Livet; men han er ingen Mand, der kan tage 
Livtag med det. Vi foragter ham, beklager ham og lader os 
daare af hans Ords Skønhed, men vi kan ikke gøre ham til 
vor stadige Livsledsager; han maa skubbes til Side og en 
stærkere maa tage hans Plads. 

Richard II er Shakespeares første store psykologiske Studie. 
Denne indtagende Pjalt, der mister alt og ikke blot finder 
Trøst for sine Tab af Magt, Ære, Hustru, Venner, men som 
skaber sig en bestandig voksende Nydelse af sin Modgang ved 
at kæle for sin Sorg, er i al sin Forløjethed og Usselhed en 
sand og stor Figur. Han er gjort til Repræsentanten for 
Legitimiteten: han føler sig som Herrens Salvede og staar 
derfor ikke Nogen til Ansvar; han landsforviser to, der kunde 
tlive Tronens bedste Støtter og omgiver sig med dem, der 
som Orme undergraver Tronen; et Minut efter at have udtalt 
Landsforvisningen, kalder han den delvis tilbage for den Ene, 
liden Motivering; han er holdningsløs fra først til sidst. Han 
plyndrer Levende og Døde blandt sin Slægt, men han hindrer 
dem ikke i at hævne sig; han aner ikke, de vil hævne sig. 
Han er Herrens Salvede, og Hærskarer af himmelske Magter 
"vil slaa Kreds og værne ham, selv om alle hans Undersaatter 
falder fra ; ham kan intet Ondt times. Da Englene ikke kommer 
og Menneskene bliver borte, finder han rig Erstatning i at 
svælge i sin Sorg og Nedværdigelse. Jo dybere han synker, 
des skønnere bliver hans Ord og Billeder; sine Lidelser for- 
vandler han til Nydelser, ikke paa martyrvis ved i Undergangen 
dog at triumfere over sine Modstandere, men ved at staa som 
en ironisk Tilskuer til sit eget Fald og sin Frændes Op- 
højelse. 



54 

Og Digteren skræmmes ikke af Modsigelserne i Richards 
Karakter; det er netop dem, der gør ham til Menneske. Den 
Tid er forbi, da Shakespeare skabte sine Figurer af et Stykke; 
nu begynder han at sammensætte dem og at gøre dem 
ulogiske i Ord og Optræden, men dog sammenhængende; 
derved bliver de sande. 

For første Gang viser Shakespeare sig som den store poli- 
tiske Digter. Alle Richards Argumenter for Legitimiteten — 
alle dem, Karl den Første senere foregøglede sig selv — er 
uomstødelige, og dog viser Digteren, hvor uendelig hule de er, 
hvor lidet værdifulde, naar der ikke staar en Helt bag dem. 

Helten er Bolingbroke; han har Retten, fordi han har 
Kraft til at tage Magten. Ogsaa her viser sig det store Frem- 
skridt i Shakespeares dramatiske Kunst, at der nu stilles to 
Jævnbyrdige op, der kæmper, Richard med Retten paa sin 
Side, Bolingbroke med Styrken. Richard bruger blandt saa 
mange dejlige Lignelser Billedet om de to Spande: 

Nu er Guldkronen lig den dybe Brønd 

med tvende Spande fyldende hinanden, 

den tomme stedse dansende i Luften, 

den anden skjult i Dybet, fuld af Vand. 

Den Spand i Dybet, taarefyldt, er jeg; 

jeg drikker Sorg; — du gaar ad Højheds Vej. 

Disse Ord kunde staa som Motto over Stykket. De to 
Hovedfigurer er som to Spande ; den ene højt oppe, den anden 
lavt nede. Saa bevæger Vinden sig, og den, der er oppe, gaar 
nedad og den, der er nede, op. Paa Halvvejen mødes de et 
Øjeblik, saa stiger den ene og synker den anden videre. Ved 
Dramaets Begyndelse sidder Richard paa Tronen og Boling- 
broke slettes ud af Tilværelsen ved at landsforvises. Alt som 
Richard mister Fodfæste vinder Henrik det. Hver en Mand, 
som Kongens Styrke mindskes med, øger Henriks. En Dag 
staar de lige: Richard har forskertset sin Kongekrone, og 
Henrik har endnu ikke taget den. De stanser et Øjeblik, 
saa skilles de, og ved Dramaets Slutning er Henrik Konge og 
Richard udslettet af Tilværelsen. 

En saa mønsterværdig dramatisk tragisk Komposition var 
ikke før udgaaet fra Shakespeare. Der er, foruden den dæm- 



55 

pede Ro, som er Stykkets Grundtone, en Symmetri og Balance, 
som Shakespeare altid havde stræbt efter og ogsaa delvis 
naaet, men tidligere kun ved en synlig Tvang. Fra Tvillingerne 
til Lear har han Hang til at opstille og afveje mod hinanden 
Personer, Grupper og Scener, der gentager, afspejler og varierer 
hinanden. I Tvillingerne er det stift gjort og ses ved første 
Øjekast; i Lear er det gjort med en overordentlig Frihed og 
falder knap i Øjnene. I Richard II har endnu Symmetrien 
noget af det villede. I Begyndelsen af Stykket tydeliggøres 
Richards Karakter ved at han ubetænksomt støder fra sig to 
Stormænd, hvis Brøde ikke er bevist. De kunde være blevet 
hans Støtter, men nu maa de blive hans Fjender. I sidste Akt 
benaader Henrik den unge Aumerle, der er Deltager i en 
Sammensværgelse imod ham, og gør ham og hans Slægt til 
fuldtro Venner. — Fremskridtet i Benyttelsen af Symmetrien 
som kunstnerisk Middel siden Tvillingernes Dage er mægtigt. 

Men ogsaa i Karakterfremstillingen har han nu naaet den 
store Kunst. Ikke blot at hans Skikkelser nu er levende og 
sande Mennesker, og at de staar hver for sig som særlige 
Individer, der ikke ligner nogen anden, men Digteren har nu 
vundet den Upartiskhed overfor dem, der aldrig senere forlader 
ham og gør ham til Shakespeare. Tidligere tog han Parti for 
eller imod sine Figurer og tvang Tilskuerne til at gøre det 
samme. Der kunde slet ikke drøftes, om Richard III var en 
Skurk eller ej; han var saa sort malet som selve Beelzebub. 
Men her! Hvem har Ret og hvem Uret? Richard, der er 
født til Magten og har manges Kærlighed, ved egen Skyld 
mister sine Venner og berøves Kronen, eller Henrik, der be- 
røves sin Stilling, sit Fædreland og sit Gods, men ved sin 
Styrke, sin Klogskab, sine brudte Løfter og diplomatiske Snild- 
hed vinder Riget. Richard straff'es haardt for sine Fejl, og 
Henrik triumferer tilsyneladende; men vi aner, at Sejren er 
dyrekøbt, at Tronen er vaklende, at hans Brøde ogsaa skal 
udsones. 

Det er Soningen af denne Brøde, hvorom Dobbeltdramaet 
Henrik IV handler. Digteren giver Bolingbroke Ret i Magtranet, 
fordi han varHerskematuren, men han lader ham dyrt betale Prisen 
for Magten. Kongen har ikke Ro et Øjeblik eller noget Sted. 
Omkring i Landet luer Oprøret, rejst af dem, der havde hjulpet 



56 

ham til Magten : det er en evig Kamp, fra hans Tronbestigelses- 
dag til han lukker sine Øjne; lige før sin Død har han bragt 
Ro i Landet, dog kun saa han ikke kan stole paa Fredens 
Varighed. I hans huslige Forhold den samme Usikkerhed: 
han kan ikke stole paa sin Søn og Efterfølger; han tror sig 
ikke sikker overfor ham et Øjeblik, frygter, at Landet i hans 
Hænder vil synke tilbage i Anarki. Han har ikke Fred i sit 
Sind, er mistænksom overfor Alle, og Søvnen flygter fra hans 
Leje, den Søvn, der kommer til den frysende Stodder og til 
Skibsdrengen, der sidder paa Udkig i Stornmatten. Hans 
største Længsel er at gaa som Pilgrim til det hellige Land; 
han har aldrig Tid og maa nøjes med den ringe Erstatning 
at dø i et Værelse, der hedder Jerusalem. 

Upartiskheden overfor Dramaets Personer har nu naaet 
det Højdepunkt, fra hvilket Digteren aldrig siden stiger ned. 
Han synes at "^sidde aldeles kold overfor sin Fantasis Børn. 
Og et stort Skridt er nu gjort fuldt ud. Han var begyndt 
med at vise os Konger, Feltherrer, Statsmænd. Disse har lidt 
efter lidt maattet vige Pladsen for Mennesker. Det rent 
menneskelige træder mere og mere frem, og i Henrik IV staar 
det aldeles i Forgrunden, og derfor er det Kronen for alle 
historiske Skuespil. Haupt und Staatsactionen har i Virkelig- 
heden kun ringe Interesse; det, Menneskene bryder sig om, 
er at lære Menneskesjæle at kende og se Motiver til menneske- 
lige Handlinger lagte blot. Og det, Shakespeare arbejder sig 
frem til i sine Historier, er netop at vise, at det Inderste hos 
Manden, hans Sorger og Kvaler og Glæder er de samme, enten 
han sidder paa Tronen eller bor i Hytten. I Henrik IV træder 
det rent historiske i Baggrunden; det er ikke Feltslagene eller 
de politiske Kampe, der fanger Opmærksomheden. Det er et 
borgerligt Drama, saaledes som det kunde spilles i en moderne 
Grosserers Hjem, der fremstilles. Det er mindre Kongen end 
Manden og Faderen, vi ser. Med selve Kongen foregaar der 
jo i Virkeligheden lidt: han sidder paa Tronen, da Stykket 
begynder, og han sidder blot noget fastere, da han dør. Der 
er intet tragisk, knap noget spændende i hans politiske Liv. 

Tragedien ligger paa et helt andet Punkt, nemlig først i 
den evige Uro for Besiddelsen af det ved Uret vundne, og saa 
i Mistilliden til og Frygten for Sønnen, en Følelse, der stammer 



57 

fra, at han, der er saa klog og skarptseende overfor sine 
Forgængere og Samtidige, ser saa helt skævt paa den Genera- 
tion, der kommer efter ham. Den Søn, for hvem han har 
arbejdet og syndet, mistvivler han om i enhver Henseende; 
han tror, han vil ødelægge det Værk, han har bygget op; han 
vilde ønske, han ikke var hans Søn. Han ser ikke igennem 
Skinnet eller Skallen. Det gør han heller ikke hos den unge 
Helt, Henrik Percy, som han beundrer og ønsker sig til Søn. 
Aldrig faar Faderhjertet Ro. Han maa jo være i evig op- 
rivende Kamp for at hævde sin Stilling og, da den er fast, 
maa han dø, og Sønnen, den frygtede, træder endnu, mens 
Faderen lever, ind i dennes Stilling, som han tror er hans 
Ret og Skyldighed. Han paasætter sig Kronen, som dens 
Bærer ikke vilde undvære et Øjeblik, hvor tung den end har 
været. Faderen vaagner af sin Dødsdvale og misforstaar, som 
naturligt er. Sønnens Bevæggrunde. Det er den sidste bitre 
Kalk, han maa tømme. Hans Sinds bitterhed er Faderens 
overfor den utaknemlige Søn, og hans Dødsord er fulde af 
politisk Visdom, men endnu fuldere af menneskelig Kval og 
Sjæleuro. 

Alt dette er rent borgerligt, kun gjort stærkere og mere 
gribende ved at hæves op i de højeste Samfundslag. Men for 
at se, hvad det betyder, saa sammenlign denne Kamp med 
den, der udkæmpes i Schillers Maria Stuart: der er intet almen- 
menneskeligt ved denne, det er en Konflikt mellem de to 
Dronninger, der ikke kan omplantes til andre Samfundslag. 

Upartiskheden er en stor Del af Shakespeares Kunst. 
Schiller tager Parti, har intet roligt historisk Overblik, for- 
dømmer og forfølger Elisabeth, gør den rænkefulde Forbryderske 
Maria til en lydefri Helgeninde, og har ved sin Lyrik faaet 
dette Billede slaaet fast i Verdens Bevidsthed. Dante benytter 
sin herlige Kunst til at sværte til alle Tider sine rent person- 
lige Uvenner. Shakespeare har nu ingen Sympatier og ingen 
Antipatier. Hans Figurer er ikke de historisk sande, men 
hviler paa historisk Grund; han forfalsker dem ikke for at 
tilfredsstille sine Følelser, men foretager Forskydninger for sin 
Digtnings Skyld. Han skaber kun Mennesker. Han dømmer 
dem ikke og roser dem ikke; viser os dem og lader os be- 
dømme dem, om vi kan. 



58 

Se de tre unge Mænd, han har stillet overfor hverandre: 
Prins Henrik, Prins Johan og Henrik Percy. Prins Henrik var 
sikkert Shakespeares Yndling; han skulde bruges som en 
Legemliggørelse af Englands mest glansfulde Øjeblik og maatte 
derfor en Dag vise sig i pletfri Sølvbrynje; men han har 
aldrig været Publikums Yndling, ligesaalidt som Kongens, paa 
den Maade som Henrik Percy, den straalende Helt, misundt, 
beundret og efterlignet af hele den ridderlige Ungdom, skønt 
Oprører Genstand for Kongens Længsel, for hvem Livet kun 
har et Maal, Æren: 

Lad Faren komme kun fra Øst og Vest, 

naar Æren krydser den fra Nord til Syd, 

saa lad dem kæmpe. 

Ved Gud! let tykkes mig det Spring, al hente 

ned fra den blege Maane Ærens Glans, 

eller at dykke ned i Dybets Afgrund, 

hvor Loddet aldrig naaede Bund, og drage 

den sunkne Hæder op ved Lokkerne, 

naar han, som redded den, kun maatte være 

fri for Medbejler til dens Herlighed; 

men bort med dette usle Kammeratskab. 

(Henrik IV L I. m. 195.) 

Han er udstyret med straalende Egenskaber, der bedaarer 
Mængden og indtager hans Ligemænd; kun Prins Henrik lader 
sig ikke besnære, men har et Smil tilovers for ham. Ti det er 
dog alt kun Flitter. Han kan ikke beherske sig i noget 
Forhold; kan ikke taale den mindste Modsigelse; er utaalmodig 
og urolig; vredes over Ubetydeligheder og fornærmer sine 
Partifæller for Bagateller; er villig til at sprænge en Sammen- 
sværgelse, fordi han ikke straks faar et lille Stykke Jord, som 
ingen Værdi har for ham og som han vil kaste fra sig, saa 
snart han har faaet det; han, der uafladelig vil føre Ordet, 
harmes over at Andre taler; han kan ikke skelne sandt fra 
usandt og foragter Prins Henrik. Denne foragter ikke ham; 
han har et lille Smil tilovers for hans Skryderi, men ved 
ogsaa, at han er en Helt, hvorfor han netop søger ham i 
Striden og, hvad der er poetisk retfærdigt, fælder ham. Ti 
Prins Henrik er det pure Guld; der er kommet Smuds paa 
det; men der er ingen Porer, Smudset kan trænge igennem 



59 

for at sætte sig fast; det sidder ganske løst og viskes hurtigt af. 
Percy opfattes af alle Dramaets Personer som den lydefri 
Helt, og vi ser ham ikke i nogen Situation, hvor han ikke 
strengt opfylder Ærens Krav; og dog er han ikke Hellen, 
men Prins Henrik, som ikke faar Ros af et eneste Menneske, 
men tilsyneladende bortødsler sit Liv langt fra Ærens Veje, — 
Direkte udtaler Shakespeare sig ikke, kun indirekte. 

Her er Udviklingen af de dramatiske Karakterer, som fra 
nu af i det alvorlige Drama bliver Digterens Hovedopgave, 
hvad der giver Dramaet dets højeste Værdi. Kong Henrik 
staar tilsyneladende stille — han er jo ikke efter 10 Akter 
naaet videre end ved Begyndelsen. Med Triumf og med Skuf- 
felse begynder og ender han. Og dog, hvilken stadig Stigen i 
Skuflfelserne, i Mismodet, i Mistilliden; Kronen, som han havde 
Ret til at tage og som han har taget med Urette, vejer 
tungere og tungere paa hans Hoved, alt som den sidder fastere, 
og hans Livs bitreste Sorg er, da den ved en Misforstaaelse et 
©jeblik fjernes fra ham. Kongen dør ikke af nogen Sygdom, 
xnen bogstavelig af Skuffelse, Græmmelse og Mismod. Der er 
en stadig Stigen i hans tragiske Skæbne, som der er i Prins 
Henriks jævne Skriden mod Æren og Magten. Hvor udvikler 
ikke Prinsen sig fra den vilde Galgenfugl, der færdes paa 
Kipper og mellem Pak, og for Spasens Skyld tager Del i saa 
tvivlsomme Eventyr som Udplyndringen af fredelige Købmænd. 
Man gaar gennem Sølen uden at faa værre Stænk paa sin 
Xlædning, end hvad der let kan børstes af. Fra først hører 
man kun om ham som den, der ikke viser sig ved Hoffet, sonj 
Ingen har Tillid til eller venter noget af eller har Agtelse for. 
Og lidt efter lidt skiller han sig ud fra sine løse Kamerater, 
næsten umærkeligt for dem, og kan tilsidst, ikke blot bogstavelig 
men symbolsk, sidde højt til Hest over dem, omgivet af Rigets 
første Mænd, og med faa værdige og alvorlige Ord bortvise 
Falstaff og hele hans Slæng ; han har allerede længe ikke 
tilhørt dem. 

Falstaff gaar den omvendte Vej af Prinsen; han straaler 
fra først af i sit overgivne og overlegne Vid, jævnbyrdig med 
sin unge Ven; man tilgiver ham alt Løgn, Praleri, Frækhed, 
Tyveri for hans straalende Humør. Lidt efter lidt som Prinsen 
fjerner sig fra ham, bliver hans Vittighed tungere, hans Hånd- 



60 

linger gemenere, hans Selskab simplere; den straalende Glans, 
der har staaet om ham, taber sig, og tilsidst er han en for- 
agtelig gammel Pjalt, hvis Selvsikkerhed er borte, hvis Praleri 
er ynkeligt og som fuldstændig synker sammen mider den 
mige Konges afvisende Holdning, og dør fattig i en Skøges 
Arme. 

Og hvilken Rigdom af Skikkelser omfatter ikke Skuespillet 
om Henrik IV. Der findes ingen SsHnfundsklasse som ikke er 
repræsenteret, fra Kongen til Skøgen. Intet af alle Shakespeares 
Dramer byder en slig Afveksling baade med Hensyn til Karak- 
terer og Stemninger. Det er som et Prøvekort over alt, hvad 
han kunde gøre, baade i Alvor og Skemt. Prinsen alene er jo 
en Skikkelse med mange Facetter, der alle straaler som Dia- 
mantens: livslysten, overlegen, vittig, legemskraftig, modig, 
djærv, klog og beregnende, men ærlig i al sin Færd, foragtende 
al Flitter og stræbende efter Hæder, sparkende til Autoriteten 
og bøjende sig for Myndighederne. Kongen er klog og kraftig, 
men falsk og derfor mistroisk overfor alle, kun ikke overfor 
den yngre Søn, Johan, der har arvet hans Falskhed, men ikke 
hans Dygtighed; han stræber stadig efter et eller andet, og 
han opnaar hvad han vil have, men for sent: naar han faar 
det, er det intet værd. Der er den dybeste, ægteste Patos i 
hans Enetaler, politisk Visdom i hans Raadslagning, Forhand- 
linger og Formaninger. — Der er oprørske Stormænd, af alle 
Afskygninger, de, for hvem Æren er alt, og de, for hvem Ge- 
vinsten er alt; de, der staar ved deres Ord, og de, der falder 
fra af Frygt eller Magelighed ; der er en rænkesmedende Biskop 
og en værdig Overdommer. Der er FalstafiF, denne udødelige 
Ridder, der har færdedes ved Hove og nu færdes i Kipper, der 
har været saa smækker som en Klinge og nu er et Kødbjerge 
fuldt af Rhinskvin og uovertruflfent Vid; hans Slæng, der 
gaar nedad, Trip, Trap, Træsko, fra Poins, den unge, tarvelige 
Efterligning af Prinsen, gennem Pistol, med den huleste Patos 
som en forhenvaerende Skuespiller, til Bardolph, der slet ikke 
synes at have andet karakteristisk end den lysende Næse. 
Noget saa skikkeligt, dumt-vigtigt som de to Landdommere 
med deres Ungdomserindringer og deres Sammenblanding af 
Døden og Grisepriserne er jo de rene Løjer, mens det nederste 
Trin paa Trappestigen indtages af Værtinden, der nejer for 



61 

Prinsen, skændes med Falstafif, anklager ham, truer ham, giver 
lam Kredit og tilsidst i hans Elendighed Husly, og af Skøgen, 
Ted hvis trofaste Bryst han dør. — Saa er der de tre adelige 
Ægtepar, saa forskellige, stillede op mod hinanden: Mortimer, 
henrivende forelsket i sin walisiske Hustru, hvis Tale han ikke 
forstaar et Ord af; Percy, der spøger med sin kloge Hustru, 
men ikke lever et aandeligt Samliv med hende, ikke betror 
hende noget og derfor maaske ikke staar hende nærmere end 
Mortimer sin Hustru; og saa den gamle Fru Northumberland, 
der vaager over sin Husbonds Sikkerhed og bevæger ham til 
Frafald. 

Beundringsværdig som Karaktertegningen er Kompositionen. 
Det givne Stof var lidet dramatisk: en Række Oprør af Stor- 
mænd, der kues et efter et, vilde være noget monotont. Allerede 
Forgængeren, Forfatteren af det gamle Drama om Henrik V, 
havde indset dette og havde efter Tidens Skik og saa godt 
han kunde indlagt en hel Del komiske Scener, hvor Prins 
Henrik var Midtpunktet og hvori de fleste af Shakespeares 
Figurer findes, plumpe og lavkomiske. Der er en Afstand 
mellem dem og Shakespeares Skikkelser, som er ganske 
umaalehg, en Afstand som mellem et ubesjælet Foster og en 
ung Gud. De er byggede over Traditionen og Shakespeare har 
fulgt dem, saavidt det har passet ham; men han har foretaget 
Forskydninger hist og her; i det gamle Stykke deltager Prinsen 
i Røveriet paa Gadshill og tager sin Del af Rovet ; hos Shake- 
speare er han ikke meddelagtig, plyndrer Falstafif og betragter det 
hele som kongelige Løjer ; i det gamle Stykke er det Prins Henrik, 
der lokker Stormændene til at nedlægge Vaabnene og hjemsende 
deres Tropper, for saa at bryde det givne Ord og slaa dem 
ned; hos Shakespeare er det den træske Prins Johan, der 
begaar den politisk nødvendige Nidingsdaad. Forgængeren 
havde lavet afvekslende alvorlige og komiske Scener, Shake- 
speare blander Patos og Komik uadskilleligt og i saa stor 
Maalestok som i intet andet Drama. Komiske Scener afveksler 
med alvorlige, og Komiken trænger ind i Alvoren: da Prinsen 
og Percy mødes og kæmper, mødes Falstafif og Helten Douglas ; 
Falstafif, Ridderskabets Vrængebillede, kaster sig paa Jorden og 
lader, som han er død; Percy, Ridderskabets Blomst, fældes. 

Stoffet bød ringe dramatisk Konflikt, og den gamle For- 



x. 



62 

fatter havde ikke forstaaet at udnytte, hvad der var. Shake- 
speare søger den almenmenneskelige Konflikt mellem Fader og 
Søn og tilspidser sin Tragedie paa et rent sjæleligt Grundlag, 
men han overbroderer sin Tragedie med den lystigste og vit- 
tigste Komedie, der afspejler, fremhæver, gentager og uddyber 
Familjestriden. Shakespeare har ikke skrevet noget mandigere 
og dybere Sørgespil, og dog er det ved hans store Kunst 
kommet til at staa for Verden hovedsagelig som et Lystspil, 
næsten en Farce. 

Med Henrik IV naar Shakespeare Kunstens Højder. I 
Gang, i Løb og Spring har han svimget sig frem og er blevet 
kastet tilbage; men altid er det gaaet fremad og opad, og for 
hvert Skridt mod Højden er han kommet i klarere Luft, er 
Kræfterne vokset og Aandedrættet blevet friere; nu staar han 
som ved Begyndelsen til en jævnt skraanende Højslette, hvor 
Vejen gaar uden Krumninger og uden Sænkninger; Maalet 
ligger forude og er let at naa for ham, der har opøvet sine 
Kræfter samtidig med den yderste Energi og den største 
Husholderiskhed. 

Maalet var Tragedien, og Vejen til den er gaaet gennem 
fejlslagne Forsøg, gennem Komedien og særlig Historien. Denne 
har opdraget ham og nu lader han den ligge. Før han helt 
forlader den, afslutter han sin Cyclus med Skuespillet Henrik V, 
der jo ikke er noget egentligt Drama, kun en afsluttende sjette 
Akt uden Konflikt, en Række levende Billeder, en herligt klin- 
gende lyrisk patriotisk Hymne, visende hvad Shakespeares Helt 
Prins Henrik — Personifikationen af Englands bedste Ungdoms- 
kraft — er blevet til. Det er udelukkende en Fremstilling af 
Slaget ved Azincourt, hvor Henrik V, Englands idealiserede, 
lydefri Repræsentant, er Midtpunktet, hvorom alt skarer sig. 



G. Tragedierne. 

Der har hersket Tvivl om, hvorvidt Titus Andronicus 
var af Shakespeare; i den danske Oversættelse er Tragedien 
ikke optaget. Man har fundet, at den var Shakespeare uværdig, 
og ganske vist er den ikke Lears Digter værdig, men den er 
intet daarligt Førstearbejde af en ung Poet uden Universitets- 



63 

c3annelse og uden andre Forbilleder end Kyds „Spanske 

T'ragedle*, hvor tilsidst alle Personerne ligger myrdede, eller 

IMarlowes Tamerlan, der pisker sit Forspand af undertvungne 

konger og bogstavelig vader i Blod til Anklerne. Hans første 

"Tragedie blev ikke tragisk, fordi alt var saa rent udvortes. 

Tlædselsgeminger bliver ikke Tragedie, fordi de hobes ovenpaa 

liverandre, selv om de er saa grufulde, som at en Feltherre 

xnister 23 Sønner og dræber den 24de; at en rænkefuld Dron- 

xting staar i Forhold til en Neger ; at hendes to Sønner dræber 

^n ædel ung Mand, hvis Lig kastes i et Hul, hvori to Mænd 

falder, hvorpaa disse beskyldes for at have myrdet ham og 

i)liver dømte til Døden, medens deres Brødre landsforvises; at 

cien unge Pige Lavinia, Heltens Datter, bliver voldtaget af 

INegeren, hvorefter hendes Tunge udrives og hendes Hænder 

afhugges, for at hun ikke skal røbe noget; at hun med de 

Hodige Armstumper skriver sin Historie i Sandet; at Heltens 

liøjre Haand bliver hugget af og bringes til Kejseren, som 

sender Gerningsmanden Heltens to Sønners Hoveder paa et 

Fad; at Fader og Søn slæber af hver med sit Hoved, mens 

Liavinia bærer sin Faders afhuggede Haand mellem sine Tænder; 

at lidt efter en Jordemoder bliver dræbt og en Bonde hængt; 

at Kejserindens Sønners Struber bliver overskaarne af Titus 

og Lavinia, der derpaa serverer Kejserinden hendes Sønner, 

indbagte i en Postej; at han saa stikker hende ihjel, for selv 

øjeblikkelig at blive dræbt af Kejseren, der uopholdelig bliver 

myrdet af Titus efterlevende Søn. 

Sligt er Sørgespil, naar man er meget ung, men man 
vokser hurtig fra det. Og saa var det, Digteren skrev sine 
historiske Dramer og ad den Vej opøvede sig til Tragedien. 
Med al den Lidenskab, han har besiddet, har han i en forbav- 
sende Grad evnet at bevare sin Ro. Han var ærgerrig, men 
han var ogsaa taalmodig. Han kunde vente. Der gaar ikke 
saa faa Aar, inden han atter forsøger at fremlokke Publikums 
Taarer ved rent kunstneriske Midler, der intet har med 
Pædagogik eller Nationalfølelse at gøre. Han var i sin lyriske 
Periode, og skrev skønhedsfyldte vittige romantiske Komedier 
om ung Elskov, da det slaar ned i ham, at den gamle, evig- 
imge italienske Historie om Romeo og Julie bød ham det 
allerbedste Stof til et Sørgespil, der kunde røre Hjerter. Hvad 



64 

var mere tragisk end brændende ung Elskov, der blev slaaet 
ned, netop da den var blevet fuldkommet? 

Stoffet laa rede for ham; men det var ganske episk. 
Dog, han nøjedes ikke med at dramatisere det, han gjorde det 
dramatisk, d. v. s. han fortættede det og bragte Fart i det. 
De forskellige italienske og engelske Behandlinger af Emnet 
lod de to Unge nyde deres Elskov i Maaneder; Shakespeare 
bruger 5 X 24 Timer til sit Sørgespil. Han river Tilskuerne 
med sig, giver dem ikke Tid at tænke, og opnaar ved denne 
Sammenpresning den stærke Intensitet i Følelsen. Begiven- 
hederne følger Slag i Slag: de To mødes og Elskoven slaar 
ned i dem som et Lyn, og sætter deres Legemer i Brand; de 
mødes samme Nat og veksler Kærligheds Ord og Løfter; den 
følgende Morgen vies de, og Natten derpaa tilhører Besiddelsens 
Lykke. Deres Elskov faar ikke Tid til at trættes; ti næste 
Dag skilles de og snart hviler de sammen i Graven. 

For første Gang bygger den unge Digter et virkeligt Drama 
op — og uden Forbilleder; han studerer sin Kunst véd stadig 
at skærpe Fordringerne til sig selv. Romeo og Julie er en 
Pyramide, hvor alt symmetrisk stræber op mod Spidsen; den 
hviler paa gammelt Fjendskab mellem to Slægter, der har delt 
Byen i to Dele; Kredsen af Dramaets Personer bliver stedse 
snævrere, og de to Unge bliver dem, hvorom Tilskuernes 
Interesse samler sig, mens de lever, og hvis Lig bliver Midt- 
punkt for hele Verona, fra Tjeneren til Fyrsten. 

Hver enkelt Scene er i sig selv en lille Pyramide. Tag 
den første: To af Capulettis Tjenere optræde; straks derpaa 
to af Montagus Tjenere; de fornærmer hinanden og slaas; 
derpaa kommer Montagus Nevø, som møder Fru Capulettis 
Nevø ; de slaas ; nu kommer Tjenere af begge Huse og deltager 
i Striden, hvorpaa Byens Borgere stormer ind og tager Parti; 
da træder Gapuletti og Frue ind, og fra den anden Side 
Montagu og Frue; og tilsidst samles hele Byen ligesom i den 
optrædende Fyrstes Person. 

Det er denne Symmetri, som Shakespeare elsker, som i 
hans Ungdom var et snærende Baand, senere hen blev et 
kunstnerisk Middel, han anvendte med stor dramatisk Virkning 
og tilsidst med en overordentlig Frihed, men aldrig helt slap. 
Og den Stigning, som i denne Scene faar sit Udtryk i de ind- 



65 

trædende Personers gradvis øgede Rang, findes overalt i Tra- 
gedien under forskellige Former. 

Det var Lidenskaben, der skulde bære dette Sørgespil. 
Det var Hadet mellem Slægterne, der skulde være Baggrunden 
for den alle Hindringer besejrende Elskov mellem de to yngste 
Repræsentanter for Slægterne. Hadet er det uforanderlige, 
mens Elskoven er i stadig Vækst. Se den hos Romeo: først 
en Følelse, der minder om Orlandos; han elsker ogsaa en 
Rosalind, elsker hende haabløst, med Ynglingens tungsindige 
Længsel, søger Ensomhed ude i Skoven, svælger i Sværmeri, 
skriver Sonetter og er blød som Voks. Af sine Venner bliver 
han modstræbende slæbt til Fjendens Maskebal, og der ser han 
Julie. De anslaar Ballets Konversationstone, udveksler elegant 
turnerede Komplimenter. Vel er Elskoven tændt i dem, men 
kun som et sødt Behag. Den vokser under Festen, men den 
finder intet Udtryk. Dog, ved Ballets Slutning er de helt op- 
tagne af den; han har strøget sin Drengeforelskelse af sig og 
er med et blevet saa meget Mand, han kan kan blive, og hun 
er øjeblikkelig bleven en moden Kvinde, og de længes mod 
hinanden. Endnu aner de dog ikke, at deres Elskov er gen- 
sidig; det faar de først at vide i Nattens Stilhed, da han har 
vovet sig ind i Haven og hun træder ud paa Balkonen for at 
give sit Hjerte Luft. Da blusser Lidenskaben op i dem, og 
deres Skæbne er beseglet. Der eksisterer ingen Hindringer for 
dem og intet Offer, de ikke vil bringe deres Kærlighed, 
gammelt Had og indgroet Fordom svinder, og de betænker 
sig ikke paa at vie deres Liv til hinanden — men i Ægte- 
skabets Former. Da kommer Lykken, faa Timer af potenseret, 
ubegrænset, ublandet Lykke, saadan som Digterhjerne kan 
drømme om, men som Livet næppe byder. Og saa kommer 
Døden og Hvilen paa samme Leje. 

Men var det egentlig Tragedie? Er det, at to Mennesker 
dør, altid sørgeligt ? Er ikke Livet i mange Tilfælde langt mere 
tragisk end Døden? Havde de to Mennesker ikke nydt det 
højeste. Livet havde at byde dem, saadan som de var skabte, 
og vilde der ikke være gaaet Slid paa deres Elskov og vilde 
de ikke være blevne trætte, blot i de seks Maaneder, den 
gamle Historie gav dem? Ti de var paa ingen Maade rige 
Mennesker. Er det ikke snarere al Sommernattens Poesi og al 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 5 



66 

Elskovs Lyrik, Dramaet er fyldt af, paa en Baggrund af 
Stridigheder, der ikke vedkommer de Unges Kærlighed, og 
Latter, der er lige ved at gøre Tragedien til en Komedie. 

Ti hvad Forskel var der mellem denne Tragedie og et af 
Shakespeares Lystspil ? I disse var alt vildt og fantastiskt, der 
var ingen Grænser for Usandsynlighederne, Romeo og Julie 
var et Udsnit af Livet, en fuldstændig retlinet Historie — uden 
fantastiske Spring fra en Verden til en anden, hvor den Sol, 
der skinner, er den rigtige Sol og Nattei^len slaar sine Triller 
i GranatæbletraBet og Staden er „fair Verona*, og Mantua ligger 
i en passende Afstand fra Verona, til at Romeo baade kan 
komme derhen og tilbage i det korte Spand af Tid, der 
medgaar. Der er den samme lyriske Skønhed, den samme 
unge Elskov, det samme Vid og Komik som i Komedierne, og 
ikke mere Had end der f. Eks. er i Købmanden i Venedig. 
Karaktererne var heller ikke dybere, ikke mere tragiske end i 
flere af Komedierne; de to Unge var kim Repræsentanter for 
lyrisk Elskov, Repræsentanterne for Hadet traadte stærkt i 
Baggrunden, Ammen og Mercutio var rene, skære Komedie- 
figurer, og Ammen var den, der bar Prisen i Retning af 
mangesidig Karakterskildring — den, vi faar mest at vide om. 
At Hovedpersonerne dør, beror egentlig paa Tilfældigheder ; de 
kunde nemt være holdt i Live og det hele endt med Lykke 
og Forening. 

Et Sørgespil blev det altsaa ikke. Tilskuerne havde haft 
en stor Nydelse, havde let mere end de havde grædt, og gik 
ikke derfra med en Følelse af Lettelse over at være slupne 
fra et Tryk af Livets Rædsel og Ondskab. 

Det var blevet modtaget med Bifald, var blevet betragtet 
som en Skønhedsaabenbaring. Dets Digter har det næppe 
tilfredsstillet. Han har vist følt, at han var endnu ikke moden 
til Tragedien. Han havde skabt et ypperlig bygget Drama, 
men Karaktertegningen, det vigtigste, var kun svag. Han 
havde skrevet Elskovslyrik, som Verden endnu ikke havde set 
Mage til, i Mødet ved Aftentid paa Ballet, i Nattemødet mellem 
dem i Haven, hvor de tilstaar hinanden deres Kærlighed, og i 
Afskedsmødet ved Morgentid. Og dog var der store Pletter 
selv i denne Lyrik; det er ikke alt ægte Guld. Der er den 
skæreste Lyrik og den rene Svulst, de ægteste Billeder og 



67 

den huleste Aflfektation. Han er endnu ikke kommet ud over 
Paavirkning af euphuistisk Forskruethed. 

Der er Ujævnheder i Diktionen, saa skøn den end er som 

Helhed. Men Spørgsmaalet er, om disse skyldes Shakespeare. 

Vi ejer næppe Romeo og Julie i Digterens Tekst. Der findes 

fire uretmæssige Udgaver før Folioen 1623. De tre er Aftryk 

efter hinanden og Folioens efter dem. Den første er meget 

afvigende. Handling og Scenegang er omtrent som i de senere; 

xnen Dialogen er ødelagt, Versene ofte haltende, Rimene platte^ 

Tanker og Billeder jordbundne, Huller og Meningsløsheder 

liyppige. En saadan Tekst har Shakespeare ikke til nogen 

Tid afleveret. Den skyldes en Stenograf, der ikke har kunnet 

følge med. Særlig i stærkt bevægede Optrin har han istedetfor 

Ordene, han ikke kunde opfange, beskrevet hvad han saa paa 

Scenen. Anden Udgave giver en fyldigere Tekst, men er vist 

erhvervet paa samme Maade. Derpaa tyder f. Eks. IV. v. 42. 64.: 

Xlageme over Julies formentlige Lig. Det er daarlige Vers og 

Sorgens Tone er slet stemt. Faderen, Moderen og Brudgommen 

liar talt kønt og følt stilfærdigt; pludselig skriger de op alle 

■*re i samme Tonart som Ammen. Optrinet bliver parodisk. 

-ammens Klager skal virke komisk; at Forældrenes skal det 

^samme er utænkeligt. Dermed vilde Blandingen af Tragik og 

IKomik, som Digteren tilstræber i denne Periode, svinde. Han 

■^Ide slaa sine egne Figurer i Stykker til ingen Nytte. 

Romeo og Julie er vel mere end en Torso, men er ikke 
Statuen som udgaaet af Kunstnerens Værksted, den er let 
^skamferet af Udgiverne, men visende stor Omhu i Anlæg og 
TJdførelse, en Omhu, der genfindes overalt, endog i saadanne 
Smaating som Valg af Titel. Han benyttede to engelske 
IBearbejdelser af Stoffet, Brookes Digt Romeus and Juliet, og 
IPaynters Novelle Rhomeo and Julietta; han tager et Navn fra 
iiver Titel og opnaar en ganske anden Virkning for engelske 
<3ren end nogen af hans Forgængere. 

Genial er Forandringen af det Spand af Tid, hvori hele 
handlingen foregaar. Hos Brooke ligger der flere Maaneder 
imellem Ægteskabets Indgaaelse og Tybalts Død, der medfører 
Homeos Landsforvisning. Men Shakespeare vidste, at den 
JKærligheds Flamme brændte ikke med den Glød i mange Maaneder; 
<ierfor lader han Begivenhederne følge Slag i Slag. Det første 

5* 



68 

Møde foregaåt Søndag Aften ved Ballet, hvad der fremgaar af, 
at den næste Dags Aften bliver erklæret for at være Mandag 
(III. IV. 18); samme Aften sniger han sig ind i Haven og den 
store Kærlighedshymne klinger gennem Natten og ender med 
Julies Ord: 

Saafremt din Kærlighed er ærlig sindet, 
din Hensigt Ægteskab, saa lad mig vide 
imorgen ved et Bud, jeg sender Dig, 
naar, hvor Du vil fuldbyrde Kirkens Pagt. 

(II. IL 144.) 

Da den næste Morgen Ammen kommer til Romeo, 
siger han: 

Bed hende søge Lejlighed at komme 

til Skrifte henad Aften hos Lorenzo. 

(II. IV. 191.) 

I næste Scene høres allerede Julies Utaalmodighed ud 
af Ordene: 

Klokken var slagen ni, da Ammen gik, 

og førend halvti loved hun saa vist 

at være her. Maaske hun fandt ham ikke. 

(II. v. 9.) 

De bliver altsaa gift sent paa Eftermiddagen, og det 
skæbnesvangre Møde med Tybalt, der fører til dennes Drab, 
maa finde Sted meget snart derefter, ti da Aftenen falder paa 
— at det er Aften fremgaar af, at Ammen bringer Rebstigen, 
som hun næppe vilde vove at bringe, før det blev mørkt — 
og Julie har hørt om Tybalts Død, siger hun: 

Skal jeg da tale ilde om min Herre 

— — — — jeg, som var 

din Hustru trende Timer. 

(III. U. 79.) 

Og Romeo, der er flygtet til Lorenzo for at søge Raad, 
udbryder : 

Du kan ej tale om, hvad Du ej føler. 

Var Du saa ung som jeg og Julie din — 

gift for en Time siden. 

(III. m. 65.) 



69 

Dette er altsaa Mandag Aften. Tirsdag Morgen ved 
Daggry forlader Romeo Julie for at drage til Mantua. Capuletti 
bestemmer samme Morgen sin Datters Bryllup med Paris til 
Torsdag. Hun tyr til Lorenzo, der giver hende den Gift, hun 
skal tage Onsdag Aften og som vil bringe hende i en død- 
lignende Søvn, der varer 42 Timer. Hvis hun saa Onsdag 
Aften skilles fra sin Familie sent, hvad der sril være saa 
rimeligt, da der maa have været travlt med Brudeudstyret, og 
der derpaa hengaar nogen Tid, før hun vover at tage Giften, 
vil de 42 Timer føre os hen til Fredag Aften, til hvilken Tid 
Romeo kunde være tilbage fra Mantua. 

Sligt kunde synes uden Interesse, men viser, hvorledes 
han, „who warbled woodnotes wild", og endnu anses for at 
have skrevet som det bedst kunde falde, kunde, naar han 
fandt det nødvendigt, beregne Tiden nøje, og det uden at have 
noget at følge i den Fortælling, han benyttede. 

Efter Romeo og Julie fortsætter han sin glade løsslupne 
Komedieskrivning, hvor der var vidt til Væg og højt til Loft 
for Fantasien, og tager atter sine historiske Skuespil op og 
gør sig til Mester i dem. Men han gør tillige en Ekskursion 
udenfor England og skriver som tragisk Krønikedrama Julius 
Cæsar. En virkelig Tragedie denne, med skarpe Konflikter, 
stærke Karakterer og Undergang for de bedste. Det er Repu- 
bliken, der slaas ned af Cæsarismen, den ærlige, ædle Brutus, 
der overvældes af den upaalidelige Antonius. At Republiken 
ideelt set er mere værd end Kejserstaten, fremlyser af hele 
Sørgespillet ; men den havde udspillet sin Rolle, og det. Livet 
da trængte til, var Eneherskeren. Shakespeares Moral er her 
som i Richard II og Henrik IV den, at Legitimiteten har Skøn- 
heden og Følelsen paa sin Side, men Styrken og Herskerevnen 
har al Retten. Digteren havde ikke læst Mommsen, hvad der 
bebrejdes ham af Kritikerne; han var ikke kommet længere 
end til Plutark. Fra ham havde han taget, hvad han havde 
Brug for, og ladet det andet ligge. Fra ham tager han Cæsar 
selv, men hvilken Cæsar! Ikke Feltherren eller det politiske 
Geni eller Lovgiveren eller Skribenten. Før han optræder, 
hører vi kun om ham som den Mand, der er svag legemlig 
og aandelig, nu har Ligfald og i sin Ungdom fik Krampe i 
Vandet; — men det er hans Fjender, der taler. Dog, da vi 



70 

ser ham selv, er han ynkelig, han er døv, er overtroisk, tror 
paa Varsler og Drømme og følger sin Kones Raad om at blive 
hjemme fra Senatet; han giver ingen Grund til denne Borte- 
blivelse andet, end at han vil det saa. Han er bramar- 
baserende i sin Tale: 

Ja, Cæsar var et Dyr foruden Hjerte, 
ifald af Frygt idag ban holdt sig hjemme. 
Nej, det gør Cæsar ikke; Faren ved, 
at Cæsar mere farlig er end den. 
To Løver er vi, fødte samme Dag, 
og jeg den ældste og den frygteligste. 

(II. U. 42.) 

Han er Parvenuen, der er bleven gammel. Det er vel 
understreget lidt for stærkt, og det vilde have givet os et 
sandere Billede af Cæsar, om der havde været mere Imperator- 
højhed over ham. Men det geniale hos Digteren er at vise, 
at Manden her betyder intet, at det er hans Livsværk, der er 
alt. Det overlever ham og er stærkere end de, der holder 
paa den aldrig tilbagevendende Fortid. Cæsars Aand lever og 
sejrer, fordi den var Tidens nøjagtige Udtryk. Brutus var en 
ædel Drømmer, der ikke følte Tidens Puls og vilde overvinde 
det ubetvingelige. Derfor bliver han knust. Det tragiske ligger 
ikke i Cæsars Mord. Om en Mand, naar han har udført sin 
Gerning, dør eller lever, ligger der ingen Vægt paa. Men 
Brutus bringer til sin Opgave alle gode Egenskaber, ofrer alle 
Goder, og forløfter sig paa den. Det er Tragedien. 

Her er ikke lagt saa megen Vægt paa den dramatiske 
Enhed som i Romeo og Julie, men saa meget mere paa 
Konflikterne, der fører til de store Scener. Blandt al Digtning 
er der vel ingen mere populære Optrin end Cæsars Ligfærd (III) 
og Striden mellem Cassius og Brutus (IV. m). De er dadelfri 
i deres Indhold som i deres Bygning; der er vist den største 
Omhu og Beregning i den tilsigtede og opnaaede Virkning. 
Men det beror igen paa de fast tegnede Skikkelser. Brutus 
stillet mellem Cassius og Antonius. Brutus, i hvis Ære, Høj- 
sindethed og Uegennyttighed, der ikke findes Plet; han er om- 
trent Idealet af et Menneske, skaaret ud af et Stykke, staaende 
fast paa sine Fødder i Bevidstheden om sin moralske Uan- 
gribelighed overfor Fædreland, Venner og Hustru, men med en 



71 

eneste Fejl, der ødelægger alle hans Dyder, den, at han ikke 
kender Menneskene eller sin Tid. Cassius, denne moderne 
blandede Natur, fædrelandskærlig Republikaner, men personlig 
ærgerrig, avindsyg paa Cæsar, klog og fremadskuende, gennem- 
skuende Menneskene, dog bøjende sig gentagende imod sit 
bedre Vidende for Brutus* Vilje, selv bestikkelig og imponeret 
af Vennens Ubestikkelighed, nervøst opfarende og en hærdet, 
beregnende Kriger. Antonius, legemskraftig, udsvævende, falsk 
og hyklersk, trofast mod Velgøreren, forvoven og tapper, for- 
agtende Menneskene og brugende dem, istand til at bevæge de 
Enkeltes og Massernes Sind. (Den store Tale ved Ligfærden 
er helt Shakespeares Ejendom.) 

Det største Fremskridt, Julius Cæsar har at opvise, er dog 
Portia, Brutus' Hustru og Gatos Datter. Det er første Gang, 
han skaber den ideale Hustru, værdig til at staa ved en udmærket 
Mands Side og til at være delagtig i al hans Gerning, bære 
den halve Byrde, dele ikke blot hans Seng, men hans Tanker. 
Hvilket umaadeligt Skridt fra Kvinderne i hans Ungdomsdramer, 
ofte halve Furier, skændende skinsyge Hustruer, eller Arrig- 
trolde, der skulde tæmmes. Portia indleder Rækken af Desde- 
mona, Cordelia, Imogen, Hermione og Katharina. 

Der er en tydelig Forskel mellem Historierne og Tragedierne. 
I Historierne er Tekniken tilsyneladende meget simpel; det kan 
næsten se ud, som der intet Fremskridt er fra den første til 
den sidste. Rent udvortes er der ogsaa kun lidt: de er Ud- 
snit af Englands eller Roms Historie, en Række levende Billeder, 
afvekslende stærke Optrin, Brydninger mellem Karakterer, 
Triumfer og Nederlag, Sammensværgelser og Raadslagninger, 
Indsættelse og Afsættelse af Herskere, Mord og Kampscener. 
Det er i det Indre, at Væksten tydehgst ses fra Henrik VI til 
Coriolan. De første er løst sammenkædede Scener, hvor Kon- 
flikterne løses saa snart de opstaar, og hvor der er en evig 
Skiften af dramatis personæ; det er ikke de samme Mennesker, 
der optræder fra først til sidst; de, der var i første Afdeling, 
er ikke i anden; ny kommer til; der er intet dramatisk Hold 
paa dem. I Antonius og Cleopatra og Coriolan optræder de 
samme Mennesker fra først til sidst, og de vikles ind i hin- 
andens Skæbne; ingen af dem staar for sig selv eller kan und- 
væres; de støtter alle Hovedpersonen og hverandre. Der er 



72 

kommet fast dramatisk Enhed, og derfor regnes de tre Romer- 
dramer ogsaa til Tragedierne, skønt de kun er Historier. Ti 
Fremgangsmaaden med dem er den samme som med de en- 
gelske historiske Dramer. Digteren føler sig bunden af sin 
Tekst, hvad enten han benytter Holinshead eller Plutark. 
Han dramatiserer, dialogiserer sine Kilder, og han gør det jo 
ofte saa nøjagtigt, at han afskriver dem ordret. Han gør som 
de Historikere, for hvem Historieskrivningen først og fremmest 
er en Kunst. Han studerer sine Kilder og holder sig til, hvad 
de fortæller ham om Handlinger, Bevæggrunde og Personer. 
Han tager ikke alt, han vælger, hvad der passer til det Billede^ 
han vil give; det andet lader han ligge; er der et Hul, ud- 
fylder hans Fantasi det. Han tildigter ikke Personer; han 
holder sig til dem, hans Kilde nævner. Han samler Stoffet f. 
Eks. til en Persons Karakteristik fra forskellige Steder hos 
Plutark; han foretrækker Holinshead for Hall, hvem For- 
gængerne havde benyttet til deres Henrik VI, hvor han jævn- 
lig retter deres Arbejde i Overensstemmelse med sin Yndlings- 
historikers Angivelser. Han er ingen objektiv, men en subjek- 
tiv Historieskriver; han giver et Billede, der er omtrent det 
rigtige; men hans Kunst gaar for alt; derfor foretager han nu 
og da en næsten umærkelig Forskydning af Kendsgerninger 
eller Motiver. Men han forvansker aldrig Historien, som 
Schiller forsætlig og voldelig gjorde det. Tag som et Eksempel 
Dronning Katarina i Henrik VIII: han har vel nok gjort hende 
værdigere, renere og skønnere, end hun var; han nævner slet 
ikke hendes Intriger; men den Side af hende, han fremstiller^ 
svarer nøje til det Resultat, Historikeren Froude er kommet til 
ad Forskningens Vej. 

I de rigtige — „de fem store" — Tragedier — der er 
ikke flere — er Fremgangsmaaden en helt anden. Han staar 
her lige saa fri overfor sit Stof og sine Kilder som i Ko- 
medierne. Han skalter med Personer og Begivenheder efter 
eget Tykke, omdigter Hovedfigurer og tildigter Bifigurer, for- 
andrer deres historiske Familjeforhold og henlægger Handlingen 
til det Aarhundrede, der passer ham. Hvor megen Lighed er 
der mellem hans Hamlet og Saxos? Han har ikke engang 
taget Navnet rigtig, han har helt forandret Forholdet til Mo- 
deren, han har ikke ladet Hamlet spille Daare, men har gjort 



73 

ham til en Vismand, der staar paa Afsindets Rand, han har 
tildigtet alle Omgivelserne og har rykket Tiden for Handlingen 
fra den graa Oldtid ned til Frederik IFs Tid. Maebeth har 
han taget fra sin kære Holinshead; men denne gør ham gru- 
som af Karakter fra først af, hvorimod Shakespeare forlener 
ham med alle gode Egenskaber; først Mordet paa Kongen 
tvinger ham til at blive grusom for at holde sig oppe. Med 
Hensyn til Fremstillingen af Mordet gaar han 80 Aar tilbage i 
Tiden og benytter Fortællingen om det Kongemord, som Don- 
wald, Slottet Forres Kommandant, begik paa Kong DufiFe. Dér 
tillægges Donwalds Hustru den Rolle, som Shakespeare lader 
Lady Macbeth udføre. Kongens Lig bliver bortbragt Mord- 
natten og nedsænket i en Flod af de samme Tjenere, der er 
saa drukne, at de ikke har Tanke for at bortfjerne Blod- 
pletterne fra deres Ansigter — hvad Shakespeare rettede. 
Donwald dræbte Tjenerne af samme Grund, som Maebeth gør 
det. Desuden var Banquo ikke saa ædel, ej heller omkom han 
paa den Maade som hos Shakespeare. Som Grundlag for Lear 
tjente en halv Snes Linier om en gammel Konge, der uddelte 
sit Land til sine Døtre, blev skammelig behandlet af de to, fik 
Bistand af den tredje, ved hvis Hjælp han erobrede Riget til- 
bage — intet andet. 

Men var han fri i Valget af Stoffet, bandt han sig selv i 
Tragedierne i andre Henseender paa Hænder og Fødder. Her 
var ingen Fantasiens Spring, ingen Usandsynligheder eller 
Urimeligheder, ingen Spring i Tid eller Handling. Alt var den 
yderste Nøjagtighed; der udfoldes en overordentlig Viden paa 
mange forskellige Felter. Han ved, hvad de Bedste i hans 
Tid vidste; han studerede Filosofi hos Bacon og Montaigne, 
hans Bibelkundskab var stor, han var inde i Lægekunsten, 
havde alle Retsvidenskabens Formler og Udtryk paa rede 
Haand, var Botaniker og Jæger og Hestekender, var Topograf 
Og Etnograf, og brugte sin Viden som en Fagmand, behændig 
Og uden at brovte med den. Hans Tragedier er logiske og 
virkelighedstro. Der mangler intet Led, Begivenhed vokser 
nied Nødvendighed ud af Begivenhed, hvert Ord eller Hand- 
ling er Udgangspunkt for andre, intet er uforberedt. Han 
Søger stærke Virkninger, men jager ikke efter dem, indfører 
dem aldrig blot for Effektens Skyld. Han forbereder alt og 



74 

løber ikke Storm mod Publikum; han tragter efter dets Bifald, 
men erhverver sig det ikke ved illegitime Midler. 

Han bygger sine Tragedier op med stadig større Kunst og 
stedse øget Beregning, og gør Tragiken renere. 

Romeo og Julie indeholder mange rent komiske Scener, 
hvor Komiken er godmodig og lagt an paa at komme Publi- 
kum til at le. Tragedier havde altid været spækkede med 
komiske Personer. Dem har aabenbart Datidens Tilskuere for- 
langt; naar de en Stund havde ræddedes over en Række Uger- 
ninger, maatte, for at de ikke skulde tro, at det var altfor 
virkeligt, nogle Klowner komme ind at forlyste dem. Det var 
en Levning fra det religiøse Skuespil, hvor Djævlen baade 
vakte Gru og var første Bajads. Disse Figurer stod aldrig i 
nogen Forbindelse med Handlingen og optraadte sjældent 
sammen med de alvorligere Personer. Hvor lidet det kunde 
nytte at trodse Publikums Smag, viser det, at Marlovsre, der 
sandelig ikke logrede for det, men vilde opdrage det, har 
maattet indføre eller lade andre indføre nogle meget uheldige 
Klovener i Tragedien om Dr. Faustus. Shakespeare gj6rde 
som de andre; men han gjorde Ammen til en af de vigtigste 
Personer i sin Tragedie, skønt man godt kunde tænke sig 
Stoffet behandlet uden hende. Mercutio er en komisk Skikkelse 
af en højere Art, men hvem den unge Digter ikke har kunnet 
faa ret indarbejdet i Handlingen, saalidt som han har kunnet 
faa ham eller Ammen til at belyse Helts eller Heltindes Karakter; 
hans Kunst har svigtet ham paa dette Punkt. Det er en 
Imødekommen overfor Publikum, som har faldet Skake- 
speare let. 

I Hamlet er der et helt Galleri af komiske Personer, men 
de er alle underordnede Helten, er der for hans Skyld, for at 
vise ny Sider i hans Natur. De har hver deres Mission over- 
for Hamlet og er derfor stærkt individualiserede. Der er den 
gamle snakkesalige Polonius, et ganske nødvendigt Led i Hand- 
lingen som Ofelias og Laertes Fader og Kongens og Dronnin- 
gens Raadgiver. Det er ham, der udspionerer Hamlet og der- 
ved fremkalder hans bidende Haan, som igen gaar ud over 
Ofelia og ryster hendes svage Forstand; hans Spionering leder 
til hans Død, der igen hidfører Ofelias Vanvid og Død og hid- 
kalder Katastrofen. Rosencrants og Guildenstern, de to slebne 



75 

Hofmænd, Genstand for Hamlets udsøgte Spot og visende den 
grusomme Side i hans Natur, da han uden Betænkning sender 
disse to ret uskadelige Kammerjunkere til den Død, Kongen 
havde bestemt for ham. Graverne, disse to plumpe Almues- 
mænd, der ved første Øjekast synes saa nær i Slægt med 
Digterens Ungdomsklowner, men er saa højt hævet over dem, 
som Lears Nar er hævet over Graverne, bruges baade til at 
skabe og indlede den uforlignelige Kirkegaardsscene og til at 
vise Prinsen fra hans dybsindigste og skønneste Side. Viddet 
er bragt op i en højere Sfære; det er langt rigere og mere 
afvekslende end før; det er ikke længer til blot for at more, 
nok' saa meget for at saare. Det er nu blevet en fint slebet 
Kllinge, der funkler, naar den svinges, der nok kan gøre ondt. 
hvor den rammer, men ikke flænger dybt. 

Der er noget geléagtigt over Hovedpersonen og over Dra- 
xx:iaet, men Shakespeare har vokset sig til at blive Herre over 
sine Midler: det er villet. Ti undersøger man, er der dog en 
^F*asthed uden Voldsomhed og uden Kraft. Romeo og Julie 
Ar ar tilsyneladende langt solidere bygget; men der var noget 
^tift, ubøjeligt, altfor symmetrisk i det. Tragedien Hamlet er 
fa øjelig, elastisk, vigende som Figurerne i den, der bevæger sig 
xxied langt mere Frihed og dog er fastere bundne til hinanden, 
xxiens deres Skæbner er indfiltrede uløseligt. Hamlet er i en 
verordentlig Grad Hovedpersonen, men de andre er lige saa 
undværlige som han. Der gaar som en Ledning gennem alle 
igurerne, og trykkes der paa eller rykkes der i den et Sted, 
Smerter det over hele Linjen. Naar Hamlet lider, lider hans 
3Moder og derigennem Kongen, og Ofelia og gennem hende 
I^olonius. De virker alle ind paa hverandres Følelser. 

Hvor Stykket er bygget op med Kunst. Straks anslaas 
en Streng, der skal bæve helt igennem: Synet af den døde 
onge — og Tvivlen. Shakespeare har næppe trot paa Gen- 
gangere, men Tiden troede paa dem, og han faar Tilskuerne 
tiil at tro paa denne Genganger. Det synes saa helt naturligt, 
^.t han vandrer paa Kronborgs Volde ved Nattetid, at der vist 
isildrig har hævet sig en kritisk Slemme derimod. Og dog 
"tvivler alle.de, der ser Genfærdet med deres aabne Øjne, paa 
^ets Virkelighed, baade Soldaterne og Hamlet. Og denne Tvivl 
er den røde Traad gennem Handlingen ; den er det, der stanser 



76 

Skeptikeren Hamlets Haand, hver Gang han bør støde til. 
Han tvivler paa sin Faders Ord, og Alle tvivler paa ham. 
Det er den gamle Anke mod Tragedien, at han ikke straks 
handler; men, siges der, saa var den ikke blevet spundet ud 
over fem Akter. Intet er dummere: Hamlets Karakter og 
Stykkets Handling falder nøjagtig sammen. Det hører op, 
hvor det skal, og det kunde ikke være kortere, hvis ikke 
Kongen havde indtaget Polonius' Plads bag Tapetet i Dron- 
ningens Værelse ; da havde Hamlet dræbt Kongen, hvad han jo 
tror, han gør. Naar han handler, er det altid uden Overlæg; 
har han Betænkningstid, filosoferer han kun. Han dræber og- 
saa Kongen i et Anfald af Raseri, og hele dette Myrderi, som 
synes saa tilfældigt, er det Punkt, hvorimod hele Tragedien 
stiler. 

Ti Shakespeare har opøvet sig i Forberedelsens Kunst, 
skønt han endnu ikke helt behersker den. Alt i Hovedhand- 
lingen er nøje forberedt. Nattevagten, hvor Soldaterne med- 
deler Horatio og Tilskuerne det Syn, de har haft, og hvor 
straks Horatios Forhold til Hamlet bliver angivet. Saa Hoffets 
Optræden, hvor vi ser Hamlets Stilling, i grublende Sorg over 
Faderen, uden Mistanke til Moderen eller Stedfaderen, kun for- 
pint af Moderens Giftermaal, som enhver voksen Søn vilde 
være, og med Væmmelse og Bitterhed anstillende Sammenlig- 
ninger mellem hendes to Mænd. Kongen prøver paa at vinde 
ham, men bliver vist tilbage; han forstaar hans Følelser og 
frygter ham allerede; hans Moder ser kun hans Tilknappethed, 
uden ret at forstaa. Saa Horatios Møde med ham, hvor han 
erfarer, at Faderen gaar igen, og hvor han først bliver for- 
bavset, men saa hyller sig ind i sin Tavshed, fattende en ube- 
stemt Mistanke uden at give den Ord for andre end sig selv. 
Der faar hans svækkede Nervesystem sit første Stød. Endnu 
har vi intet set til Ofelia. Hendes første Optræden er ikke 
med ham, men med Broderen og Faderen, der hver efter sin 
Natur taler hende til, hvorved hendes Forhold til Hamlet staar 
helt klart. Derpaa møder Hamlet, i Forvejen med alle Nerver 
stærkt spændte, i den frygteligste Ophidselse, Faderens Aand; 
han faar det forfærdelige at vide. Hans Nerver faar det andet 
og det voldsomste Stød. Han mister alt Fodefæste; fra nu af 
tror han paa Intetsomhelst; selv Horatio har kun i meget be- 



77 

grænset Grad hans Fortrolighed. Han bliver mistænksom og 
mistænkelig overfor Alle. Han lurer kun paa det Øjeblik, da 
han kan faa fuld Vished, for saa at dræbe Kongen, og denne 
lurer kun paa en gunstig Lejlighed til at skille sig af med 
ham. De er som et Par fine Skakspillere med deres Træk og 
Modtræk; men da de ikke helt raader over Modstanderens 
Bevægelser, kommer der uforudsete Komplikationer, som dog 
er rent følgerigtige. 

Se blot, hvad der leder op til Ofelias Død. Hun har en 
meget svag Forstand, lader sig let kue af sine Omgivelser og 
kommer derved til at spille falsk, hvad hun godt føler, men 
ikke kan undlade. Hendes stakkels Forstand faar det første 
Knæk, da Broderen og Faderen oplyser hende om, hvad hendes 
Kærlighed kan føre til, og tvinger hende til at bryde Forholdet 
til Prinsen. Derpaa bliver hun brugt som Spion, hvad der 
maa være pinligt ; deraf følger Hamlets Mistænksomhed, hans 
Haan og haarde Ord, som gaar hende dybt til Hjerte. Hendes 
Fader er Spion og bliver som saadan dræbt af Hamlet. En 
Forbindelse mellem dem er umulig. Hun føler selv instinkt- 
mæssig, hun har nogen Skyld. Hendes Broder er borte, 
Hamlet er hende fjendsk, fra Kongen og Dronningen kommer 
intet godt — da ramler alt sammen om hende, og Vanvidet 
tager hende, som Vandet siden. Laertes maa jo vende hjem 
og maa fordre Regnskab, og da Kongen atter ser sig stillet 
overfor Hamlet som den stadige Fare, benytter han Laertes, 
som han havde benyttet hans Fader. Det ligger til Kongens 
Natur at bruge Gift; han gyder den ind i Laertes Sjæl, som 
han har dryppet den i sin Broders Øre og vil bringe den ind 
i Hamlets Bryst paa en Kaardespids. Hele den sidste Kamp 
er baade i sin Forberedelse og Udførelse et Mesterstykke af 
Behændighed, som man gennemskuer ved Læsningen, men som 
virker stærkt og korrekt paa Scenen. 

Kun paa et Punkt glipper endnu Shakespeares Kunst. 
Han har indbragt Fortinbras i Dramaet, og denne bliver en 
ret overflødig Person, der da ogsaa altid bortskæres ved Op- 
førelsen. Åabenbart har Digteren villet benytte ham til noget ; 
men han har ikke ret kunnet faa ham smeltet sammen med 
Hovedhandlingen eller med Hamlets Skæbne; desuden er Tra- 
gedien vokset saa meget i Omfang — den er den længste af 



78 

aem alle — , at han ikke har kunnet tildele ham en større 
Plads. Paa den anden Side har han ladet ham staa som 
Modstykke til Hamlet, Handlingens Mand overfor Tvivle- 
sygens. 

Med Hamlet træder Shakespeare fuldt ind i sin modne 
Manddomsperiode; Romeo og Cæsar hører endnu hans Ung- 
dom til. Paa alle Punkter er Digteren vokset, i Livserfaring 
som i Kunst. Hans Vers er blevet langt friere og mere af- 
vekslende end før, og Rimene er blevne sjeldnere, den yndede 
AUiteration er forsvunden, og Euphuismen gøres kun latterlig. 
Talen er naturlig og former sig efter den Talendes Individualitet. 
Et umaadeligt Fremskridt er gjort med Hensyn til Konflikten: 
i Romeo behøver den ikke at føje sig som den gør; om Lo- 
renzos Bud ikke var blevet holdt tilbage af Vagten, eller om 
Romeo paa Kirkegaarden havde mødt Munken, eller om Julie 
var vaagnet fem Minutter før, kunde alt være endt i Fryd og 
Glæde. Derimod i Hamlet er Konflikten uløselig, saadan som 
den er stillet op, og som Dramaets Karakterer er beskafne. 
Fra det Øjeblik, Hamlet har set Aanden, kan han ikke kaste 
den ham paatvungne Byrde fra sig; han er for svag til at 
bære den, men han maa slæbe om med den. Hans Skæbne 
er heri langt mere tragisk end Brutus', at denne havde selv 
valgt sig Byrden, som han forløftede sig paa. Brutus prøver 
ikke et Øjeblik paa at kaste den fra sig. Hamlet finder stadig 
paa Undskyldninger for at kunne vige, og bagefter tynger den 
kun saa meget haardere. Brutus tror paa sin Sag. Hamlet 
tror ikke paa sin. Enten Hamlet handler eller ikke handler, 
maa han gaa tilgrunde og trække alle de andre med sig. 
Tragiken er Forholdet mellem ham og de tvende Kvinder. 
Havde Aanden ikke vist sig, kunde han være faldet i Ro, have 
levet den stille Tænkers rolige lykkelige Liv og være kommet 
i et harmonisk Forhold til dem. Nu er det umuligt. Selve 
Livet vilde være blevet uudholdeligt for ham og dem, og der- 
for bliver Døden ikke det sørgelige, men Udløsningen. Det ser 
Digteren for første Gang helt klart i Hamlet. Og den Tanke 
slipper han ikke mere i sine Sørgespil. 

At han aldrig før havde sænket sin Sonde saa dybt i 
menneskeligt Sjæleliv, aldrig før været saa sand eller havde 
fundet saa megen Bitterhed og Kval i Dybet, aldrig tænkt saa 



79 

vist og dybsindigt over Livets Vilkaar, behøver ikke at paa- 
peges. Omtrent hver Sætning i Hamlet er blevet til Mundheld 
Verden over i alle Tungemaal, Man tænke blot paa Hamlets 
Monologer: hvilket Fond af sjælesyg Visdom er der ikke deri? 
Eller i Ofelias simple Ord, da hun fordeler Blomsterne? Til- 
trods for den dybe Følelse, hvoraf Stykket gennemstrømmes, 
har Digteren aldrig staaet saa fri, kold og upartisk overfor 
sine Figurer som her. Han dømmer ikke, undskylder ikke, 
reder blot alle Traadene ud fra hinanden — hvad han ogsaa 
herefter bliver ved at gøre. Endnu var han ikke selv ganske 
afgæret, Livet laa ikke endnu helt klar for ham, naar han 
kom ind paa dets dybeste Spørgsmaal. Der er megen beregnet 
Uklarhed i Hamlet, men der er vist ogsaa nogen ikke villet. 
En Kunstner giver nøjagtig det, han ser; de tekniske Midler, 
der staar til hans Raadighed, svarer altid nøje til hans Vision. 
Der er løste og uløselige Gaader i Hamlet, men der er slet 
ingen Pletter. Det er Geniets første Stordaad. 

Da Shakespeare havde fuldført Hamlet — hvad der tog 
lang Tid, idet han har gjort Tilløb efter Tilløb til Tragedien, før 
den fik sin endelige Form — og havde skrevet Henrik IV og 
Købmanden i Venedig, var han naaet højt op ad Kunstens 
Bjerg; han kunde stanse et Øjeblik og puste; foran ham laa 
et svagt skraanende Plateau, som det var forholdsvis let at 
vandre over. Han havde arbejdet umaadeligt for at fuld- 
kommengøre sig, havde indsuget al menneskelig Viden, havde 
opøvet alle sine Evner, studeret alle Sjælstilstande. Han havde 
let himmelhøjt over det rene Vrøvl, var med det luneste Smil 
krøbet i Smaaborgeres og Provinsmatadorers Ham, havde efter- 
lignet og senere spottet Hofmænds forskruede Tale, svælget i 
lette og letfærdige Vittighedskampe, hævet sig til det solide, 
latterrystende, svagt broddede Vid hos Falstaff og Prins Henrik 
og havde i Shylock og Hamlet naat Sarkasmen, hvor hvert 
rammende Ord rummer en Verden af Bitterhed. Han havde 
dissekeret det jamrende Moderhjerte, havde lyttet til kloge 
Børns Tale, naar de intet ondt anede og naar de skælvede i 
Dødsangst, havde leget med Kærligheden, tvunget den Gen- 
stridige ind under den, lidt med den Forsmaaede, badet sig i 
dens Solskin, bævet i dens søde Smerte, jublet i højeste El- 
skovslykke og været bitter mod den Troløse. Han havde talt 



80 

som Konger, som den skønne æstetiserende Daare, der lader 
Magten slippe sig af Hænde, indtil han ikke har saa meget 
Land, der kan ligge i hans hule Haand; som den vise Stats- 
mand og kraftige Herskernatur, der vinder Riget, men aldrig 
faar Ro og aldrig faar et af sine Ønsker opfyldte; som den 
fødte legitime Hersker, der har Troen paa sig selv, som den 
umættelige Ærgerrige, der naar Tronen ved sin Vilje, Falskhed 
og Samvittighedsløshed; som den, der stadig spiller dobbelt 
Spil og mister alt; som den, der har skaffet sig sin Trone og 
Dronning ved et Brodermord, har Samvittighedskvaler uden at 
kunne sone sin Brøde og lever i stadig Uro og Angst. 

Han havde spillet paa alle Følelsers Strenge og samlet 
alle Strengene paa et mægtigt Instrument, det han behandlede 
som en Virtuos ; han kunde bringe hvilke Lyde ud af det, han 
vilde, og aldrig var der mere en falsk Tone, hvad enten han 
stemmede op til den vældigste Orkan eller hans Musik var 
som den svageste Susen gennem Træerne en Sommernat, om 
han spillede op til Alfedans eller Folkevisens bløde Klage lød 
fra vanvittige Ungpigelæber. 

Han følte sig nu fuldstændig sund paa Sjæl og Legeme* 
Han kunde byde sine Nerver alt. Han sad inde med en 
umaadelig Styrke, opøvet og opsparet. Han havde omgaaedes 
vist og sparsomt med sine Kræfter, og derfor havde han dem 
nu. Han havde gennemløbet alle Følelser og var blevet mere 
rolig og kold overfor dem alle, som Tiden gik. Han studerede 
Menneskene, som en Videnskabsmand studerer et Dyrs Ind- 
volde. Hans Haand rystede aldrig, om han skar nok saa 
dybt. Modgang, Ungdomsstorme, Kamp med Medbejlerne om 
Brødet laa bag ham. Han var uafhængig. Han kunde lukke 
sin Dør for hvem han vilde og naar han vilde og aabne den 
sparsomt for en kær Gæst eller for en Mand, han kunde bruge. 
Han havde omsigt sfuldt lagt Sten paa Sten til sit Livs Byg- 
ning, og havde aldrig levet Zigeunerens Liv. Han havde 
nippet til Livets Bæger, hvad det gav af Sorg og af Lystig- 
hed; havde vel ogsaa fundet Galde paa Bunden nu og da, 
men ikke drukket sig Sans og Samling fra; havde færdedes 
paa Værtshus og der truffet gamle Falstaff, let ad og med 
ham ; men en Dag, da denne blev for paatrængende og han ikke 



81 

længer havde Brug for ham, havde han ligesom Prins Henrik 
vist ham bort. 

Nu stod han i sin fulde Kraft, og den skulde bruges til 
det yderste. Han er i Digtningen, hvad Rafael og Michel 
Angelo og Rembrandt tilsammen. er i Kunsten. Rafael havde 
som han gaaet i Skole hos sin hele Samtid, hos sine For- 
gængere og Åntiken, han havde taget fra hver enkelt Lærer 
og bøjet sin Stil efter deres, men hver Gang sat Foden et 
Skridt videre frem end de; og tilsidst var han truffet paa 
Michel Angelo i det sikstinske Kapel, og ogsaa ham havde 
han villet optage i sig; men han var for vældig: Ezekiels 
Vision blev mod Skabelsesscenerne som en Tanagrafigur mod 
Venus fra Milo. Michel Angelo var Giganten, der kunde for- 
lene sin Fantasis Børn med overnaturlig Skønhed og gud- 
dommelig Kraft. Ham er det, der skaber disse stærke gamle 
og skønne unge Kvinder, som søger Visdom, de vældige Pro- 
feter, som slynger Harmens Ord ud over Menneskene, de dejlige 
nøgne Ynglinge, Dommedags Rædsler og Angst og den mæg- 
tige, dømmende Kristus-ApoUo, og særlig Gud Herren i ensom 
Majestæt svævende i det uendelige Rum. Florentinerens Værk 
bærer Vidne om en Fantasi og en Legemskraft, som kun en 
eneste anden Kunstner har haft Mage til. Shakespeare raadede 
over den samme Storladenhed og Lidenskab, men kunde tillige 
som Rembrandt give Udtryk for de ømmeste, blødeste Følelser 
og tale et rent menneskeligt Sprog. 

Han anspænder alle sine Nerver, og intet trætter ham. 
Han er som Thor, der kommer agende gennem Skyerne, og 
Tordnen drøner og Lynene knitrer, Lande lægges øde. Men- 
nesker dræbes. Blodet vælder og Taareregnen strømmer. Hekses 
ildevarslende Sang og Furiers hæse Skrig, Mænds Forbandelser, 
Kvinders Jamren og Børns Klager høres gennem Larmen. 
Selv staar han som Skaberen kold overfor sit Værk, behersket 
og beherskende det. Tilsidst trættes hans Nerver, men han 
bliver ikke nervøs. Stormen hører op og nogle enkelte Skyer, 
der ingen Skade gør, farer endnu hen over Himlen, i Cymbe- 
line og Vintereventyret, og derpaa kommer den skønneste af 
alle Solnedgange i det Værk, der hedder Stormen. 

I hvad Orden de tre Tragedier, Macbeth, Othello og Lear, 
samt de to Romerdramer, Coriolan og Antonius og Kleopatra, 

Theodor Bierfreund : Shakespeare. Q 



82 

er skrevne, kan Ingen sige. Der er den samme Magt over 
dem alle. Men hvem spørger om, i hvilken Orden Michel 
Angelo malede sine Profeter og sine Sibyller? Det er nok^ 
at han i dem skabte sin og Verdens ypperste Kunst, at han 
malede dem mellem 1508 og 1512, og at han da stod i sin 
fuldeste Manddomskraft, og at der paa den Tid ikke kunde 
tænkes at udgaa daarligt Arbejde fra hans Haand. Vi kan af 
indre og ydre Mærker slutte, at de fem nævnte Dramer er blevne 
til nogenledes i Rækkefølge, rimeligvis mellem 1604 og 1610; 
vi ved, at de er en Udfoldelse uden Mage af Skønhed, Kraft 
og Visdom; og vi kan rolig gaa ud fra, at Shakespeare paa 
den Tid ikke kunde udsende Værker, der var svage, uform ede^ 
uskønne og kedelige. 

Formen er fuldendt i disse tragiske Dramer, hvert sona 
en eneste fast Støbning, hvor der ikke findes Lyde, ingen A åb- 
ninger mellem Sammenføjningerne eller Udvækster paa noget 
Led. Glatte og nøje eftergaaede paa alle Kanter staar de 
stolte som Poul Vischers Arthur eller skønne som Benvenuto 
Gellinis Persens. Shakespeare var heldigere end Michel Angelo ; 
han behøvede aldrig at løbe fra halvgjort Arbejde. 

Macbeth er den blodigste af alle Tragedier, og dog saa 
rolig og behersket. Blodet flyder i Strømme, Krigeres og Ol- 
dinges, kraftige Mænds og Kvinders og Børns, det sidder paa 
Knive og Dolke, paa Ansigter og Hænder, fylder Luften og 
Drømmene. Hovedpersonen er en Vanvittig, der myrder og 
myrder og myrder, blot for at holde sig svømmende ovenpaa 
det Hav af Blod, han selv har fremkaldt; ved hans Side staar 
en kold lidenskabelig Kvinde, der kvæles i det Blod, som pibler 
ud af en Oldings indtørrede Aarer. 

I overnaturlig Størrelse er Helten og hans Gerninger 
tegnede, men Forholdene er holdt saadan, at han ikke synes 
større end et Menneske. Det rent overnaturlige drages ind af 
Shakespeare i Heksene, der er de vidunderligste Skabninger, 
Fantasien har skabt. De er ikke som andre Hekse, hæslige 
Væsner med Katte og Ugler, med jordiske Forbindelser, til 
hvem Mennesker henvender sig om Vejledning til Forbrydelser* 
Heksene i Macbeth er Væsner, der kommer, vi ved ikke hvor- 
fra, gaar, vi ved ikke hvorhen, uden menneskelige Lidenskaber 
eller Ønsker. De kommer ukaldede, stiller sig i Vejen for 



83 

Macbeth, fanger hans Øje, og hans Sjæl tilhører dem. Han 
kan ikke unddrage sig deres Magt. De bøjer hans Skæbne. 

Shakespeare bevarer under Aandesyner, Macbeths Uger- 
ninger og hans Hustrus Sjælekval sin fuldstændige Ro. Hans 
Vers stonner frem, bruser og bølger, Billede følger paa Billede, 
men Pennen løber aldrig løbsk. Han holder Handling og 
Mennesker og Hekse i den fasteste Haand. Han har Øje for 
alt; lægger Idyller ind for at øge det grufulde, som Duncans 
Indtog, der snart følges af Mordet, eller Lady Macduflfs dejlige 
Samtale med sin Dreng, lige før de bliver dræbte af Leje- 
mordere. Han gør Brug af den laveste Komik, Scenen med 
den drukne Portner, der bliver vækket af sin Søvn ved de 
uhyggelige Slag paa Porten i Uvejrsnatten, som skræmmer 
Macbeth og hans Frue bort fra Gerningsstedet, lige efter at 
Mordet er begaaet; mens Portneren staar og siger tvetydige 
Vittigheder, der alle, ham uafvidende, bærer en Brod, lyder 
Slagene igen paa Porten, som saa tilsidst lukkes op. Det er 
en Scene, der er indsat med den fineste Beregning og bærer 
maaske i Evnen til at vække en grufuld, Aandedrættet stansende 
Spænding, Prisen blandt alle Stykkets Optrin. (II. m.) 

Selv Lyriken er taget i Brug, og det af saadanne Væsner 
som Heksene og deres Førerske Hecate: 

Paa Maanens Horn der hænger — se — 
en Draabe Dugg saa tung og stor, 
og før den synker ned til Jord, 
jeg fanger den og brygger saa 
en Sejd, som Aander lyde maa. 

eller : 

My little spirit, see, 

Sits in a foggy cloud and waits for me. 

(III. V.) 

Shakespeare bevarer sin Ro : han lader sig ikke et Øjeblik 
lokke bort fra sin Helt, om hvem det hele Drama samler sig. 
Det er hans Sjæleudvikling, der skildres fi:a først til sidst. 
Det er ham, der er Tragedien. Det er ikke det, at Kongen 
eller Banquo eller Fru Macduff og hendes Søn dør, eller at 
Macbeth og hans Frue dør, der er det tragiske, saadan som 
Shakespeare havde tænkt sig i sin Ungdom og de fleste Digtere 
fremstiller det i deres Sørgespil. Sligt er kun Illustrationer til 



84 

og Virkninger af det gribende, at en Menneskesjæl, der var 
skabt til bedre, gaar tilgrunde. Det er det Standpunkt, hvortil 
han efterhaanden har hævet sig. Macbeth skildres som en 
tapper Kriger, fuldt ud hæderlig, loyal mod sin Konge, agtet 
af Alle. Han er af den Slags Mænd, man kan stole fuldt paa 
— indtil Fristelsen kommer. Han møder Heksene, der viser 
ham det blinkende Guld, Kronen og Magten. Men Kronen 
ligger langt fra ham; han har aldrig drømt om at eje den og 
viser Blændværket fra sig. Hans Sind er dog sat i Sving- 
ninger, og da den første af Heksenes Forudsigelser gaar i Op- 
fyldelse og den anden, taber han Ligevægten, og hans Hæder- 
lighed har faaet Grundskud. Han kæmper for at staa imod 
Fristelsen, og havde han været alene, vilde han maaske have 
overvundet den. Men i et Drama kan Helten ikke staa ålene. 
Han har sin Hustru ved sin Side. Der er intet, der tyder paa 
at hun er en Forbryderske ; hun nyder Agtelse som han. Men 
hun er ærgerrig, hvor han er magtkær. De vil begge naa 
Maalet, men kun hun vil betale Prisen derfor. Hun er den 
stærkeste af de to, fordi hun er den, der skuer kortest. Hun 
bringer ved sin Energi, der omsættes i Haan, ham til at vakle. 
Heksene har dryppet Gift i hans Sind, hun driver den derind. 
Og dog kæmper han imod, men hans Skæbne jager ham mod 
Forbrydelsen, og det forfærdelige er, at han er ingen Forbryder- 
natur. En saadan vilde smilende have høstet Frugterne af 
sin Udaad. Men Macbeth har myrdet Søvnen, han skal ikke 
sove mere. Fra nu af er der over ham den evige Uro, der 
driver ham ud i Vanvidet. Hans legemlige Kraft vokser og 
hans aandelige med. Men han faar aldrig Søvn, aldrig Hvile, 
Frygten er over ham altid og dermed Mistænksomheden; han 
ser Farer overalt, fra Døde og Levende. Fra da af har han 
kun et Menneske, han kan stole paa, og hun er jo den evige 
Mindelse om Udaaden. Der kommer Gengældelsen: denne 
uophørlige Pine ved at maatte leve sammen. Han kvæler sin 
egen Sjælekval ved at myrde, og han skaber om sig som en 
Syndflod af Blod, som stiger og stiger op mod ham, som han 
maa flygte for op til de højeste Tinder og som dog naar ham, 
men ikke knækker hans Kraft. Hun har ikke hans Udveje; 
hun er Husfruen og bliver paa Borgen; men paa Macbeths 
Borg soves der ikke; dér er højst Skinsøvnen tilstede. Hun 



85 

maa vaage over ham og leve i stadig Angst for ham, og det 
taaler hendes Kvindenerver ikke. Hun, der i Gerningsøjeblikket 
og en Stmid derefter var den kraftige, synker mider Vægten 
af Rædslen; om Dagen kan hun maaske beherske sig; om 
Natten er hendes Drømme fulde af Blod. Tilsidst har de to 
Mennesker, der kun har hinanden at holde sig til, ingen Støtte 
mere. Vanvidet lægger sig om hans Hustrus Hoved, og da 
hun dør, har han kun faa Ord for hende: 

Hun skulde være død en anden Gang; 
der var vel bleven Tid til sligt et Ord. 

Han er blevet hærdet; Anger kender han ikke, kun Sam- 
vittighedsnag : 

Der var en Tid, 

da iskold Gysen greb mig, naar jeg hørte 

Natuglens Skrig, da Haaret paa mit Hoved 

sig rejste ved en rædselsfuld Fortælling 

og rørte sig, som om det levede. 

Nu er jeg bleven mæt af Gru og Rædsel. 

Forfærdelsen, som er en husvant Gæst 

for mine Mordertanker, kan ej bringe 

mig til at gyse. 

Det er betegnende for Shakespeares psykologiske Indsigt, 
at det er Nordboer, Claudius i Hamlet og Macbeth, hvis 
Samvittighed nager dem, aldrig Sydboer, For disse er hos 
ham Forbrydelsen en Kunst, som lykkes eller mislykkes, og 
dermed er den Historie ude. Er sligt tilfældigt? 

At hvad man kalder en honnet Mand kan komme dertil, 
er Tragedien. Som Drama ulasteligt, uden Sideblink, jagende 
frem med II mod Maalet og dog med Tid til at lodde de 
største Sjæledybder. Hvor individualiseres ikke Karaktererne. 
De to milde ædle Herrer, Duncan og Banquo, siger om Mac- 
beths Borg: 

En smuk Beliggenhed har denne Borg! 
den lette milde Luft med Velbehag 
opfylder vore Sanser. 

Sommergæsten, 
Tempelbeboeren, den lille Svale, 
beviser, ved at bygge her saa gerne, 
at Himlens Aande dufter liflig her. 



86 



Jeg har mærket, 
at bvor den helst sig holder til ug yngler, 
er Luften mild. 



Om samme Sted siger Lady Macbeth: 

Tys! stille! det var Uglen, 
der skreg, den gruelige Nattevsegter, 
der siger saa uhyggeligt Grodnat. 



a. VL) 



(II. I. 3.) 



Kan man paa en finere Maade vise, hvorledes det Sete 
afhænger af Øjnene, der ser? 

Og Shakespeare har nu lært den store Kunst at forberede. 
Han havde mere og mere stilet hen mod det, at ingen Be- 
givenhed kom overraskende, at den logisk udsprang af en 
foregaaende Begivenhed eller Bemærkning. Han har nu lært 
sig den indirekte Forberedelse, som han siden brugte saa 
meget, at lade et Ord, der udtales om een Person, Taleren 
uafvidende, sigte til en anden. Han har allerede brugt det 
Middel i Hamlet, f. Eks. da Ofelia uddeler Blomster og Kongens 
Samvittighed slaar ham. Men langt finere gør han det i 
Macbeth, f. Eks. hvor den svage, tillidsfulde Duncan taler om 
Oprøreren Cawdor, hvis Titel Macbeth arver: 

Ej nogen Videnskab formaar at finde 

i Mandens Aasyn Sindets indre Væsen. 

Han var en Adelsmand, til hvem jeg satte 

en ubegrænset Tiilid. 

(I. IV. 11.; 

Og i det samme træder Macbeth, der kommer lige fra sit 
Møde med Heksene, ind og bliver modtaget med mer end 
Hjertelighed. 

I Hamlet havde Shakespeare vist alt, hvad han kunde, 
sin hele Alsidighed; det var en Mikrokosmos, det som Goethe 
drømte om at give i Faust. Det spændte over et umaadeligt 
Register, og Viddet var ikke det, der var mindst alsidig 
repræsenteret. I Macbeth er alt samlet om Helten, hver 
Handling og hvert Ord drejer sig om ham; Vittigheden er 
næsten borte. Lystigheden fuldstændig; der er kun en burlesk 



87 

Scene, og den er til for at øge Rædslen. I Othello er det 
komiske Element fuldstændig forsvundet; der findes et Par 
smaa Clownscener, holdte i Digterens Ungdomsstil, overflødige 
og muligvis indsatte af Skuespillerne. Digteren havde nu den 
Avtoritet, at han kunde lede sit Publikums Smag og ikke lade 
:sig bestemme af den. I Lear bruger han Narrens Vid, som 
han benytter Torden og Storm og Regn og Børns Utaknem- 
lighed til at drive den ulykkelige, gamle Mand fra Vid og 
:Sans. Det er en Humor, der føles som Salt i Saar. 

Macbeth var det illegitime Magtbegærs Tragedie. Othello 
-er den illegitime Elskovs Tragedie. Hvor langt Digteren var 
kommet i sin Opfattelse af Sørgespil fra den Tid, han skrev 
Homeo og Julie! Det var jo intet Sørgespil, men et lyrisk 
Xystspil, hvor de to Unge, lige i Stand og Kaar og Race, som 
to Døgnfluer uden Tanke nød den højeste Lykke og saa uden 
Smerte, tæt trykkede mod hinanden, drog sammen ind i Evig- 
heden. Men Othello! Han langt ældre end hun, af en lavere 
JRace, der af Naturen nærer Mistro til Kvinden, vant til Felt- 
livet med dets Brutalitet og Løshed i alle Forhold; hun den 
allerfineste Drivhusplante, værnet om paa alle Kanter, opdraget 
i Fornemhed og Skønhed. Saa mødes de To, og en unaturiig 
Elskov griber hende; den maa kaldes unaturlig, selv om 
Othello ikke er Neger, men Maurer. Hun har været kold 
overfor Venedigs skønne unge Mænd, og her kommer han, 
sort, tilaars, brutal og fortæller Skipperløgne, og hun styrter 
sig i hans Arme, uden at han først behøver at aabne Favnen. 
At Shakespeare med al sin herligste Poesi har forgyldt Beret- 
ningen om hendes og hans derpaa følgende Elskovs Vækst, at 
han gør hende til den mest henrivende Skabning, der tænkes 
kan, uden en uren Tanke, bly, blufærdig, fin som Husfrue, 
ydmyg som Hustru, forandrer ikke den Kendsgerning, at der 
er noget abnormt i, at hun drives mod Othellos sorte Legeme, 
mod Barbaren. Og det maa komme, som det kommer. Selv 
uden Jagos Hjælp vil Skinsygen en Dag vaagne i ham. Om 
hun er aldrig saa forsigtig, hun kan ikke undgaa at tale med 
eller se paa andre Mænd, og han vil nødes til at anstille 
Sammenligninger. Og hun er ikke forsigtig. Hvert eneste et 
af Jagos giftige Ord vilde han med Tiden sige sig selv, og 
altid vil Brabantios Afskedshilsen klinge i hans Øren: 



88 

Vogt hende, Mor, jeg siger dig, pas paa; 
mig sveg hun; dig kan det gaa ligesaa. 

(I. ffl. 293.) 

Kunsten, hvormed Shakespeare har bygget sit Drama op, 
er uforlignelig. Othello er den ædleste Perle i Alverdens 
Literatur. Intriguen er saadan, at den ikke klikker et Øjeblik; 
der er ingen ulogiske Steder, ingen Revner, der skal kastes 
Broer over; ingen Brug for nogen deus ex machina nogetsteds ; 
ingen overflødige Ord og intet manglende dér; der er hverken 
Mørke eller Anger eller Samvittighedsnag eller Refleksioner. 
Alt ligger i Sydens Sol, det tindrer af Lys og gnistrer af Hede, 
Blodet syder og Lidenskaben brænder og svider, der er kort 
fra Beslutning til Handling; Udaad forøves uden Betænkning, 
det gælder blot om, at den lykkes; naar den er udført, er alt 
klart og lyst igen. Alle Personerne spiller ind i hinandens 
Livsskæbne ! 

Men er Dramaet, hvad det Ydre angaar. Handling, Hold- 
ning og Farve, beundringsværdigt, hvad skal man saa sige om 
Sjælestudiet ? Det er maaske mere omfattende i Hamlet, lodder 
maaske dybere i Macbeth, men aldrig i noget Digterværk er 
Sjæle lagte blot som i Othello. Det er en Vivisektion af den 
allervidenskabeligste Art. Man ser, hvor Hjerterne skælver, 
hvor Othellos trækker sig sammen, hver Gang Jago drypper en 
Draabe Gift paa det, og en Gang stanser, da Dosen bliver for 
stor (IV. I. 45), ser, hvordan Desdemonas vibrerer og er nærved 
at briste, ser, hvorledes Blodet stiger ham til Hovedet og fylder 
hans Hjerne og Øjne, saa han hverken kan se eller tænke, 
men drives ud paa Randen af Vanvid. Og med hvilken 
mægtig og bedaarende Kunst er ikke Jago tegnet. Vi ser alle 
hans Tanker, hele hans Indre krænges ud for os; for vore 
Øjne leger han med sine Ofre og sine Redskaber, uden at de 
kan ane det eller komme i Forbindelse med hverandre. Han 
holder alle Traadene i sin Haand og han speger dem ikke. 
Othellos og Desdemonas Død er en Nødvendighed og en Be- 
frielse; de kunde ikke leve Livet sammen. Jagos Død er en 
Tilfældighed, maaske halvvejs et Offer bragt til Publikum, der 
ikke kunde tænke sig, at en saadan Skurk levede efter 
femte Akt. 

Man har opstillet det Postulat, at Jago skulde af Ydre 



89 

være en brav Biedermann, en noget godmodig, klodset Under- 
officer. Hvor meningsløst ! Han er Repræsentanten for det, der 
i Renæssancen frygtedes og hadedes mest af alt, for Begrebet 
Macchiavellisme, hvorved man tænkte sig alt, hvad der var 
djævelsk. Han er dejlig som en ung Gud, straalende ung og 
skøn som Lucifer. Shakespeare har sikkert tegnet ham efter 
Cesare Borgia, der af Renæssancen betragtedes som Top- 
punktet af Smidighed, Snedighed og Ondskab. Man begriber 
ikke let, at denne smukke Pavesøn Gang efter Gang kunde lokke 
Fjender og Venner i sine Fælder; men naar under Læsningen 
af hans Historie Jagos Billede stiger op for En, forstaar man 
Cesare Borgia. Nuomstunder vilde en Sindssygelæge erklære 
dem begge for sindssyge. Saa megen Ondskab paa saa ringe 
Foranledning er abnorm, men ikke uvirkelig. 

Kæmesund, som Shakespeare var, har han interesseret 
sig for og studeret Sindssygen i alle dens Former, og Resul- 
tatet af hans Studier er Tragedierne fra hans Manddoms- 
periode. Han har allerede syslet med sligt, da Richard III 
blev til; baade Kong Richard og Dronning Margaret er sinds- 
syge; den sidste er dog kun blevet til en storladen Pastiche 
over Kassandra. Dengang var hans psykologiske Indsigt, og 
dermed hans Kunst ikke tilstrækkelige til at kunne følge Ud- 
slagene af en syg Hjerne. Men han arbejder paa dette Om- 
raade som paa alle andre, og hans Viden og Indsigt i Syg- 
dommens Væsen som i Helbredelsens Muligheder og Maader har 
forbavset mange moderne Sindssygelæger. Først og fremmest 
driver han aldrig Spot med de Sindssyge, som hans Sam- 
tidige, og ikke mindst Dramatikerne, gjorde; han ansaa dem 
heller ikke for guddommeligt inspirerede, som Antiken, eller 
for besatte af onde Aander, som det kristne Præsteskab. Han 
vidste, at de var blot syge og skulde behandles varsomt for 
at komme sig. Derfor blev de ham saa værdifulde for hans 
Kunst, fordi de af Livet behandles som ansvarlige og ikke er 
det. Det var ikke Gale, han fremstillede ; det gjorde alle hans 
Samtidige, men han aldrig; dertil var han for klog en Drama- 
tiker. Naar enkelte af hans Personer helt mister Forstanden, 
ser man et Glimt af dem, og de drages bort. Medynk vækkes, 
men Medynk med en Gal kan ikke holdes vedlige. Det er 
dem, hvem Jurister vil dømme, men Læger frifinde, om hvem 



90 

Verden vil paastaa, at de har deres fulde Fornuft, men som 
dog har en Brist paa Sjælen, en ganske lille Revne eller Plet, 
der under normale Forhold maaske slet ikke vil komme til 
Syne, men som, hvis Omstændighederne er ugunstige, vil 
komme for Dagen, vokse og anrette Ulykker. At følge denne 
Sygdoms Vækst er Shakespeares store Opgave, Kulminationen 
af hans Kunst. 

Han interesserer sig og os for dem, hos hvem selve 
Hjernen maaske ikke er syg, men hvis Sanseliv, Bevidsthedsliv 
er unormalt. Det er dem, der ikke har Magten over deres 
Tanker, ikke kan tøjle deres Fantasi, hvis Sind ved et ube- 
tydeligt Stød, der intet vilde gøre normale Mennesker, bringes 
ud af Ligevægt. Det er dem, hvem Franskmændene kalder 
déséquilibrés , Tyskerne kalder minderwertige , som tildels 
kommer ind under Englændernes Udtryk moral insanity, og 
for hvem vort Sprog intet andet Ord har end sindssyg. 
De er fra Fødslen behæftede med en Svaghed, en Særhed, der 
ofte snarere er blevet opelsket og opmuntret end hæmmet, 
fordi de selv eller deres Omgivelser betragter den som en 
Originalitet, der giver dem Særpræg eller Værd. De er en 
Slags aandelige Invalider, der kan være stærkt udrustede i 
visse Retninger, men er defekte eller abnorme i en bestemt 
Henseende, en Abnormitet, der ikke behøver at udvikle sig til 
egentlig Sygdom. De kan have saa megen Modstandskraft, at 
de kan bekæmpe og beherske den, eller Livet kan være dem 
saa gunstigt, at de ikke kommer netop i den Konflikt, der er 
uheldsvanger for dem. Som Regel vil de være modstandsløse, 
fordi Livet stiller Krav til dem, de ikke kan opfylde, enten 
fordi de finder det uretfærdigt, hvorfor de maa sætte Skik paa 
det, eller fordi de, paa Grund af manglende Intelligens, ikke 
er elastiske nok til at forme sig efter den Norm, Samfundet, 
det mindste som det største, fordrer overholdt af alle sine 
Medlemmer. Det er ofte de mest udmærkede Mennesker, men 
saådanne, der staar paa den altid forskydelige Grænse mellem 
Sygdom og Sundhed, Vanvid og Fornuft. De maa komme i 
Konflikt med Lovene, Familiens eller Statens, og de maa bukke 
under i Kampen, maa gaa til Grunde, fordi de er de svageste. 
Samfundet maa sejre, fordi det er vigtigere, at det opretholdes, 
end at Individet faar sin Vilje. Kun Geniet er stærkere end 



. 91 

Samfundet. At skildre Geniets Tragedie var imidlertid ikke 
Shakespeares Sag. 

At Hamlet er sjælesyg, derom kan der ingen Tvivl være. 
Han er en daadløs Nevråstheniker, der beskæftiger sig med 
Selvmordstanker, trevler sit eget Sjæleliv op, analyserer sig 
selv og Andre med megen Finhed og Kløgt, ser skarpt i visse 
Retninger, naar Mistanke er vakt, har en ved Læsning og 
Grublen skærpet Intelligens og et svækket Følelsesliv. Han 
har Anfald af potenseret Energi, straks efterfulgte af Af- 
slappelse, han er parat til og viger tilbage for Handling, 
handler paa Indskydelser og derfor forkert, er ude af Stand 
til at læ^e en Plan og gennemføre den. Denne til Livet 
udygtige Skikkelse modtager et voldsomt Stød, der var nok 
til at forrykke mangen sund Mands Forstand ; hans løftes af 
sine Hængsler. Han ser umaadelig skarpt som mange Sinds- 
syge gør; at han selv er sindssyg, det ser han ikke; men han 
faar den frygtelige Tanke at spille sindssyg — ikke som 
Saxos Amleth for at beskytte sit Liv, men vel nærmest for 
at kunne optræde fuldstændig hensynsløst. Dette, at den 
sindslidende Hamlet spiller sindssyg, er det der gør, at denne 
Prins er ikke alene saa indviklet, saa umulig at faa Rede paa, 
men ogsaa saa overordentlig betagende som Studie. Netop 
fordi hans Forstands Skarphed øges med hans Sygdoms Vækst, 
kan han bære det dybsindigste af alle Dramaer fra Begyndelsen 
til Enden. — Lige overfor ham er stillet Ofelia, sindssyg som 
han, men uden hans store Intelligens. De Stød, hun faar, 
er mindre end hans, men hun har ogsaa mindre at staa 
imod med. Hun svajer for alle Vinde og maa handle imod 
egen Attraa Først lægger Broderen og saa Faderen det 
stærke Tryk paa hende til at bryde med Hamlet, ved at frem- 
stille ham som Forfører i Stedet for som Bejler. Nu ser hun 
Hamlet, som hun har beundret i alle Maader, blive et Offer 
for Van videt, og han insulterer hende tilmed. Et nyt Tryk 
bliver lagt paa hende af hendes Fader og Kongeparret, der 
tvinger hende til at være Midlet til at udspejde hendes Halvgud. 
Og saa dræber denne Halvgud hendes Fader; hendes svage 
lille Hjerne tumles om: hun har slet intet Holdepunkt, alle 
Støtter er taget fra hende. Saa ramler alt sammen. Hendes 
Død var unødvendig for Stykkets Fortsættelse ; men hun kunde 



92 

ikke vise sig oftere paa Scenen, efterat Tilskuerne en Gang 
havde set hende som vanvittig, uden at Medfølelsen med 
hende svækkedes. Den dejlige Beskrivelse af hendes Død 
lagde en Helgenglorie af Uskyld om hende, hvilken hun strængt 
taget ikke fortjente, hvis hun skulde maales med almindelig 
jordisk Retfærdigheds Maalestok. 

Macbeth og hans Frue er begge sindssyge. Om hende 
siges det bestemt af Lægen, der overværer Søvngængerscenen, 
og sikkert af Digteren kun er anbragt der for at afgive denne 
Erklæring. Vi ser ikke saa nøje Gangen i hendes Sygdom, 
den antydes blot ; men vi ser Resultatet, at hun er en ulykkelig 
forpint Skabning, der ikke kan bære Byrden af sine aandelige 
Kvaler, og som dør i et Anfald af Vildelse. Hun var den 
stærke, modige, hensynsløse, var som en Tiger; og saa havde 
hun et saarbart Punkt, og det var det, der blev truffet. Hun 
kunde have myrdet sin Konge, Velgører og Gæst med koldt 
Blod, „om han ikke havde lignet hendes Fader, naar han sov.** 
Det Billede forlader hende aldrig, det ryster hendes Forstand« 
— Digteren følger Macbeth Skridt for Skridt, fra den Stund 
han som en brav, honnet, loyal, tapper og mild Mand paa sin 
Vej fra Slaget møder Heksene, der finder netop hans saarbare 
Punkt og kaster Usikkerheden ind i hans Sjæl. Han har 
kunnet gaa tryg til al sin Gerning, fast og staalsat. Nu 
bringes han til at vakle, dog kun til Udaaden er gjort. Saa 
genvinder han hele sin ydre Kraft, saa Fremmede aner intet. 
Han holder sig rank; mens hans Frue mærker Vanvidet snige 
sig over ham, før det kommer over hende selv. Han er fuld- 
stændig forandret. Han er altid urolig, altid i Virksomhed, ser 
Syner, sine myrdede Ofre og blodige Dolke i Luften, bliver 
meningsløs grusom, staar i Pagt med Snigmordere og lyver 
for dem, ender med Blasfemi og Fortvivlelse, altid holdt oppe 
af sin vældige Legemskraft. — Ved hans Side er stillet Banquo; 
han ser ogsaa Heksene, og de lover ham end mere Storhed 
end Macbeth; han forvirres ikke, forandres ikke; ti der findes 
ingen Åabning i hans Sjæl, hvorigennem Kogleriets Gift kan 
trænge for at brede sig og fordærve hele Organismen; han er 
fuldstændig sund. 

Macbeths Samvittighedskvaler, Lady Macbeths uendelige 
Forpinthed, Hamlets grublende og Ofelias stille drømmende 



93 

Vanvid er rent nordiske Fænomener. Othellos er Barbarens 
med det hede Blod. Han er Ørkenens Søn, der ikke kender 
Skranker, naar Lidenskaben er med i Spillet. Han er ikke 
mere ansvarlig end Ofelia. Han er som en fin Hingst med et 
Saar, den ikke kan slikke eller dække, og som Fluerne uop- 
hørlig sætter sig paa, irriterer og gør større; i Begyndelsen 
«nser den det knap, derpaa prøver den at holde Plageaanderne 
iorte, men til ingen Nytte; de er stærkere end den, for den 
ian ikke naa dem; den slider Tøjret løs og styrter blindt 
afsted for at slippe dem; men de følger med, bider sig fast, 
suger i Saaret, indtil den mister Besindelsen. — Han er rolig, 
«del, værdig i alle Forhold, ogsaa i sin Kærlighed ; det er ikke 
Romeos fyrige Elskov, men den graanede Mands ømme Følelse. 
Og han aner ikke, tror ikke, han er skinsyg; som alle Sinds- 
syge tror han, at han er klog netop der, hvor hans Svaghed 
sidder. Men Jago opdager hurtigt det Punkt, hvorfra han kan 
overvindes. Og vi følger Skridt for Skridt, hvorledes Saaret 
vokser. Sygdommen breder sig. Tilsyneladende blind Tro paa 
sin unge Hustru: hun havde jo ikke taget ham iblinde. Saa 
Jagos første Prik, der faar ham til at fare sammen, et Øjeblik ; 
derpaa er han sig selv igen. Han er endogsaa tryggere paa 
sig selv, for han er sig bevidst, at han ikke er skinsyg, hvad 
han netop er af Naturen i højeste Grad — et saa fint set Træk 
i hans Sindssygehistorie som noget. Hans Forstand er allerede 
nu ved at vakle. Netop Visheden gør, at han vover at be- 
gynde at overveje, og dermed er han inde paa Skraaplanet. 
Jago er som Fluerne: for hver en giftig Brod, der viftes bort, 
sætter sig ti ny, og vild af Smerte jager han frem, uden at 
se nogetsomhelst. Han kan endnu til en vis Grad beherske 
sig: han kan synes rolig, men undertiden bryder Vanvidet 
frem: han slaar sin Hustru og insulterer hende i Andres Nær- 
værelse. Han dræber hende, hvorpaa hans Hjerne synes klar, 
men er det ikke. Paroksysmen er forbi, men han kan ikke 
skælne Ret fra Uret. Først tilsidst genvinder han delvis sin 
Forstand, og da raaa hans Liv være ude; ti Resten af det 
vilde jo kun være en lang Kval. — Og Jago, er hans Hjerne 
sund, til Trods for dens uomtvistelige Klarhed? Er ikke en 
saadan Ondskab abnorm ? Den udføres med en Snedighed, der 
er mere end menneskelig, og dog uden egentlig forudlagt Plan. 



94 

Og Midlerne staar ikke i nogetsomhelst rimeligt Forhold til 
Maalet: at blive Lieutenant i Stedet for Fændrik. Han stanser 
jo heller ikke, da han har naat det Maal. Han maa blive 
ved at opdigte ny Grunde, foregøgle sig selv mulige Forurettelser, 
for at kunne fortsætte sin Ondskab. Sindssygen hos ham er 
langt mere storladen og interessant, af Digteren langt finere og 
haarskarpere iagttaget end Richard IH's. Hos denne stod nem- 
lig Midlerne i et passende Forhold til Maalet. 

At Lear er sindssyg behøver ikke at paavises. Alle hans 
HandUnger beviser det klart, lige fra den urimelige Deling af 
Riget. Slet ingen af hans Handlinger er en fornuftig Mands. 
Hans Sindssyge vokser og vokser, til den kulminerer ude paa 
Heden, hvor Storm og Regn, Torden og Lynild akkompagnerer 
hans umaadelige Angst for at blive sindssyg. Og herude paa 
den vildene Hede er det, Shakespeare har gjort det vidunder- 
lige Kunststykke at stille de tre Gale [Fools] op ved Siden af 
hinanden: Lear, den virkelig Gale, med Hjertet fuldt af usigelig 
Kval og Jammer, bøjet til Jorden af Alderdom, kæmpende 
med og trodsende selve Elementerne; Narren, der, halvgal af 
Kulde, Sult og sjælelig Forpinthed, benytter sit Privilegium 
som „fool" til at rive og flænge i sin stakkels gamle Herres 
Hjertesaar, saa det springer op at bløde, hvergang det ligesom 
er ved at lukke sig af legemlig Træthed; og Edgar, der for at 
hytte sit Skind spiller Daare. Det er maaske det allerstørste 
Kunststykke, Shakespeare har gjort, da han tegnede denne 
Figur: han har alle en Forrykts Fagter, han siger ikke et for- 
nuftigt Ord — og dog er han kun En, der spiller Komedie; 
man føler, at bag Ordene og Fagterne slaar en helt sund 
Mand. Man lægge blot Mærke til ?aadanne Træk som at han 
ikke tænker paa Selvmord eller taler om Døden, eller at han 
taler i Dialekt — et Kunstmiddel, Shakespeare ellers kun be- 
nytter i sin Ungdom — og tilmed ikke ren Dialekt. 

Hvad Lægen i Søvngængerscenen siger om Lady Macbeth, 
at det, der kunde helbrede hende, var Ro og Hvile, viser 
Shakespeare med den ulykkelige gamle Konge: han falder til 
Ro mod sit Livs Slutning og genvinder noget af sin Fornuft, 
ikke fordi hans legemlige Kræfter er udtømte — han er endnu 
en Kæmpe, der bærer sin Datter i sine Arme — men fordi 
Cordelia er hans Selskab, og hendes Blidhed og Ro har lagt 



95 

sig som dulmende Bind om hans oprørte Sind, hendes bløde 
Haand har lagt sig kærtegnende og kølende paa hans hede 
Pande. 

Menneskesjæle er det, Digteren efterhaanden er optaget af 
at studere — sunde som Regel, men dem er der kun lidt at 
fortælle om; syge som Undtagelse, men de er til Gengæld de 
interessanteste. Han har i Othello og Lear løftet sin drama- 
tiske Kunst til det højeste samtidig med sin Evne til at raade 
Menneskehjerter. De to Dramaer har været en Kraftanspæn- 
delse uden Lige; ti han vilde paa engang fortælle en højst 
spændende Historie, vikle mange Menneskeskæbner uløseligt 
sammen, stille Mennesker op, der kæmpede med Andre og 
med sig selv, afdække Viljer og Tanker, som de Paagældende 
ikke selv kunde gøre sig Rede for. 

Til samme Tid griber han tilbage til Formen for de hi- 
storiske Dramer. Den var lettere at komme afsted med; dér 
laa Stoffet helt rede; dér var ingen Knude, der skulde slynges 
og strammes; dér kunde alle Kræfter rettes mod Karakter- 
studiet. 

Men han overfører Tragediens Kunst paa Historiens. Der 
er en langt fastere og sikrere Gruppering end før, og Individerne 
gøres i langt højere Grad afhængige af hverandre. Selve den 
dramatiske Bygning er anderledes end i de gamle Historier: 
der gjaldt det om at fremstille en Regeringstid fra Begyndelsen 
til Enden. I Tragedierne var det en Episode af et Menneskes 
Liv, der skulde fremstilles. Hvad der laa forud derfor maatte 
paa en eller anden Maade antydes eller underforstaas. Hand- 
lingen spændte kun over en kort Tid, i Reglen et Livs Af- 
slutning. Saadan bærer han sig ad i sine sidste Historier. 
Han giver ikke en Skildring af hele Antonius' eller Coriolans 
Liv, kun af et bestemt Forhold, der leder til deres Undergang. 
Den Tid, da han fulgte en Person fra Vuggen til Graven, var 
længst forbi og kom ikke igen. 

Han gaar tilbage til Plutark, der alt før havde budt ham 
Stof, og søger igen til det gamle Rom, denne Gang til Tiden, 
da Republiken grundlagdes, da alt var haardført, kraftigt, 
tarveligt og stolt, og til Tiden, da Republiken var uoprettelig 
styrtet, i August's Dage, da Glansen var størst og aandelig og 
legemlig Kraft ikke udtømt. Igen søger han sig to Helte ud, 



96 

der er kraftige af Legem og synes kraftige af Åand, men dog 
begge er usunde. 

Coriolan er en Helt, tapper, højt anset af sin Stand, for- 
gudet af sin heriige stolte Moder, uegennyttig, higende efter 
Ære, ude af Stand til at gaa paa Akkord med det, han for- 
agter. Han er forsynet med en Skare udmærkede Egenskaber, 
og alle ikke blot ødelægges, men vendes til det Onde ved en 
eneste, hans Standshovmod. Dér er det saare Punkt, hvor 
han er syg paa Sjælen. Han føler sig som Repræsentant for 
Senatet; vil ingen Anden værne dets Rettigheder mod den 
fremtrængende Pøbel, saa vil han. Paa det Punkt er han al- 
deles uimodtagelig for Fornuftgrunde; han ser ikke andet end 
sin og sin Stands Ret. Hans Sind er i et Oprør som Lears; 
det kan en kort Stund beroliges, ved at hans Partifæller, hans 
Venner og hans Moder, der for ham er det ypperste paa 
Jorden, smigrer ham, taler ham efter Munden og tæmmer ham med 
Bønner og Blidhed. Men ikke saa snart ser han Tribunerne, 
før han skummer og raser igen. Hvad Jago er for Othello, 
Narren og Døtrene for Lear, er Folketribuneme for Coriolan. 
De pirrer uafladelig ved hans Saar, farer omkring ham, prikker 
og stikker i ham som Picadoren, tirrer og hidser ham, indtil 
han som en saaret Tyr jager afsted uden Skelneevne, blot 
opsat paa det ene, at gøre Ulykke. Han hører ikke sin Moders 
Bønner eller Trusler, ej heller sine kloge Venners Raad og 
Formaninger, kun Tribunernes Haanlatter og den uforstandige 
Pøbels hoverende Skrig, da han forlader Byen. Saa bliver 
han Forræder. Tribunerne kan lægge Planer og forfølge dem, 
det kan han ikke. Har han udkastet en Plan, eller Andre for 
ham. sparker han den selv overende i sin Ustyrlighed. Han 
er fuldstændig upaalidelig, alt maa rette sig efter hans Lune. 
Han gør et mægtigt, næsten overmenneskeligt Indtryk. Han 
minder om de mandlige Figurer paa Michel Angelos Grav- 
mæler: Musklerne er for voldsomme, for spændte, alle Forhold 
for grandiose; og dog det hele storladent skønt, overvældende 
belagende. Han har en Sindssygs umaadelige Legemskræfter, 
er som en nordisk Bersærk, udfører Bedrifter, der synes over- 
naturlige, men ikke er det, fordi de overdrives af ham selv. 
Han bliver tilsidst slaaet ned som en gal Hund, og det er det, 
han skal. 



97 

Shakespeare ynder at opstille to eller tre, der udfylder og 
-afbalancerer hinanden. Her er det Coriolans Moder og hans 
Hustru. Moderen, den stolte romerske Matrone, har alle Sønnens 
Egenskaber, men hun er ikke sindssyg. Hun har opdraget 
ham i sit Billede, opelsket alt det hos ham, som hun følte var 
hendes Styrke og vilde blive hans Pryd. Irritabiliteten har 
hun, dog ikke i saa høj Grad som han. Hun vender sig mod 
ham, beder, skælder, haaner og truer; men hun holder allige- 
vel med ham og er stolt af ham i alle hans Fejl. Hun kan 
beherske sig længere end han kan; men taber hun først Taal- 
modigheden, skælder og raser hun lige saa galt som han; der- 
for opnaar hun saa lidet. Hans Hustru, blid som en Due, 
tavs, tilbageholden og ydmyg, er rolig, og i Kamp med den 
myndige Svigermoder trækker denne det korteste Straa. 

Antonius kan heller ikke lægge Planer, ti han er ogsaa 
paa sin Maade upaalidelig. Han er klog, tapper, smuk, stærk, 
højsindet, ædelmodig, Hersker over en Tredjedel af Verden; 
men alt er spildt, ti han lægger det alt for Foden af en dejlig 
Skøge uden Hjerne. Han er som det vidløse Møl, der flyver 
mod Lyset, Gang efter Gang, og brænder Vingerne. Bliver 
han draget bort fra Kleopatra, er han rask; men saa snart 
han blot kommer hende saa nær som fra Athen til Aleksandria, 
mister han Besindelsen og opgiver alt for at være nær hende. 
Augustus derimod er fuldstændig sund paa Sjæl og Legeme, 
kold og rolig; derfor vinder han i Livets Kamp, og Antonius 
taber. Men Antonius er den interessanteste af de to, og dog 
ikke saa fængslende som de øvrige Tragediers Helte, fordi der 
er ingen Fremskriden i hans Vanvid; vi ser det ikke vokse 
som hos de andre. Shakespeare har med en beundringsværdig 
Virtuositet varieret det. Men kun ved at lade det gradevis 
stige fra tilsyneladende ifuld Fornuft til Ansvarsløshed, kunde 
Medynken, som i Kunsten den Vanvittige ikke kan undvære, 
opnaas. 

Men naar Shakespeare beskæftigede sig i den Grad med 
Sindssyge, var det saa ikke fordi han selv var lidt sindssyg? 
Mange har ladet ham komme næsten til Vanvidets Rand, 
ladet ham blive et Ofifer for den sorteste Melankoli, frem- 
kaldt af Menneskeforagt, Skuffelser og Sorger. Men det er 
jo dog netop et Tegn paa hans uangribelige Sundhed, at han 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 7 



98 

har kunnet skue saa klart ind i Sindssygens Væsen under 
saa mange. Former, og samtidig holde alle sin Kunsts Traade 
fast i sin Haand uden at spege dem. Shakespeare kunde 
lægge en Plan og gennemføre den uden Svinkeærinder, fordi 
han var rolig og kold som Augustus. De Sindssyge hos 
ham kan kendes paa, at de ikke kan lægge Planer. 

Alverdens Tragikere har set det Tragiske i, at de Gode 
blev undertrykte af de Onde, det være sig af Individer eller 
af Samfund. Schiller skabte Sympatien for Maria Stuart ved 
at skildre hende som den liljehvide Uskyld, der blev forfulgt 
af den grimme, onde, skinsyge Elisabeth; Maria besejrer Hisa- 
beth moralsk; hun har Retten og maa lide Martyrdøden. 
Aksel og Valborg er et Par hvide Duer, der intet ondt har 
gjort, og hvis Kærlighed er af den moralskeste Art; de støder 
an mod en Samfundslov, som i al Fald for dem er uretfærdig; 
men Samfundet er stærkere end de, og de dør af brustne 
Hjerter. Vi ynkes over dem og frakender Samfundsloven en- 
hver Berettigelse. Noget lignende var ogsaa Shakespeares 
Tragik i hans unge Dage. Det er ikke Richard III selv, hvis 
Skæbne er tragisk; det er hans Ondskabs Virkninger, Mordene 
paa uskyldige Børn og gode Mænd, Mishandling af Kvinder. 
Tragiken i Romeo og Julie er noget i Slægt med den i Aksel 
og Valborg: de to Unge løber Panden mod en Mur af Had og 
Fjendtligheder, som er dem uvedkommende; men Forholdet i 
Romeo og Julie er langt mere almenmenneskeligt, kan hænde 
til alle Tider.*) Ved Studiet af historiske Skikkelser ændredes 
Shakespeares Opfattelse. Tragedien blev nu det, at Mennesket 
ikke er fuldkomment. Alle de store Skikkelser, Hamlet, Mac- 
beth, Othello, Lear, Coriolan er fremstillede som udmærkede 



*) Skikkelser som Aksel og Valborg eller som Antigone naar aldrig op i 
den store Tragik; deres Forhold er for specielle. Elskende kan ikke 
mere skilles ad, fordi den samme Kvinde har baaret dem over Daaben. 
For at forstaa Antigone og røres maa man være klassisk Filolog og 
vide, at det var det frygteligste, der kunde ske, at Lig ikke blev be- 
gravede i Jord. Noget saadant kan ikke røre et almindeligt Menneske 
under helt forskellige Tidsforhold. Saadan gaar det med de fleste 
græske Tragedier; de vedkommer kun en meget snever Kreds. Shake- 
speare havde derimod det lykkelige Instinkt, der fik ham til altid at 
gribe almenmenneskelige Skæbner, der har Gyldighed til alle Tider, 
og netop dette turde være Hovedaarsagen til hans Storhed. 



99 

Mennesker, langt over det almindelige Jævnmaal; de er alle 
sympativækkende. Og dog lider vi ikke med dem som med 
Antigone, Maria Stuart, Margrethe, Valborg, kmi for dem. De 
har alle i sig selv den lille raadne Plet, der breder sig og øde- 
lægger dem; deres Undergang kommer fra deres eget Indre, 
og ikke fra Yderverdenens Ondskab eller Fordomme. De er 
paa Grund af deres Sygdom ikke ansvarlige, men maa dog 
bære det frilde Ansvar for deres Handlinger og lide Straffen. 

Shakespeare hævede sig til at blive den borgerlige 
Morals Hævder og Forsvarer. Der var intet Føleri hos 
ham; han saa Virkeligheden under Øjne og regnede kun med 
den. Saadan og saadan var Lovene for Menneskelivet, og dem 
kom vi ikke udenom. Menneskene maa betale deres Gæld til 
Hvid og Skilling, og den, der ikke kan det, maa undgælde for 
det. Der gives ingen Pardon og gælder ingen Undtagelser. 
Ve den, hvis Lidenskaber bringer ham udenfor de Grænser, 
som et velordnet Samfund har afstukket. Macbeth og Coriolan 
trodser hver paa sin Maade sit Samfunds Lov og bliver lige 
slore Skadedyr, der maa slaas ned, for at Samfundet kan be- 
vares. Othello og Desdemona sætter sig ud over det Skel, 
Naturen har draget, og den Vedtægt, det fornemme Venedig 
fiilgte: Straffen kommer hurtig over dem begge. Hamlet er 
sat paa en Post, som han ikke har Kraft til at hævde; men 
naar Mennesket har faaet en Gerning at varetage, skal det 
have Kræfter til at bestride den, eller det skal vige for den, 
der kan. 

I Tragedien var det først og fremmest Menneskefremstil- 
lingen, det kom an paa. Men Shakespeare var ikke de mis- 
lykkede Geniers, de forulykkede Samfundsstormeres, de degene- 
rerede Overmenneskers, de aandeUge og materielle Fallenters 
Forsvarer eller Lovsynger. Han stod paa Livets, Sundhedens 
og Styrkens Side i Behandlingen af Menneskene. 



» 



SHAKESPEARE WANTED ART« 

(Ben Jonson til Drummond fra Hawthomden.) 



Der er ganske enkelte Mennesker, hvem Naturen synes 
at have udkaaret til sine Yndlinge. Alt er samlet i dem, hvad 
genus homo kan tænkes at besidde. Et saadant Menneske 
synes Shakespeare at have været. Han har været saa lykkeUg 
at være 24 Aar, da Armadaen gik under, dette store Aar i 
Verdens Historie, da Spaniens Nedgang og Englands Storhed 
blev fastslaaet. Han kommer til London, da alt gærer om 
ham og staar paa Nippet til at frembringe det Store, i 
Politiken, i Forretningslivet, i Kunsten, overalt ventes der kun 
paa Geniet, og Geniet kom i rette Tid overalt. Født halv- 
tresinstyve Aar før havde det været for tidlig, et halvt Aar- 
hundrede senere, uoprettelig for sent. Han har haft alle de 
Egenskaber, som for ham har været værdifulde, og har for- 
staaet at opelske dem til den højeste Fuldkommenhed. Først 
og fremmest sikkert et udmærket Helbred, et kraftigt Legeme 
og en statelig Skikkelse; han har kunnet byde sine Nerver, 
hvad det skulde være. Saa har han været i Besiddelse af en 
sjælden Sindsligevægt, der har tilladt ham at tumle med alle 
Lidenskaber, samtidig med at han selv var rolig. Og denne 
Sindsligevægt har skaffet ham Tilnavnet „gentle", som mere 
end en Gang føjes til hans Navn af Samtidige. Han var elsk- 
værdig, derom er der kun een Mening; han har kunnet færdes 
mellem alle Slags Mennesker, mellem Lave og Høje, Kloge og 
Dumme, i Alvor og i Spøg, uden at blive intim, og uden at 
blive krybende eller nedladende. Han har haft Lejlighed til at 



101 

se alle Slags Folk og iagttage dem og har haft det fineste Øre 
for deres sproglige Ejendommeligheder. Han har været i høj 
Crrad musikalsk. Han har kunnet gennemløbe alle Sindsstem- 
:iiinger, fra skraldende Latter gennem det legende Vid til det 
vemodige Smil, fra Elskovs sagteste Hvisken gennem glødende, 
stormende, alt besejrende Lidenskab til Skinsygens fortærende 
nid, fra den reneste Selvopofrelse og Hengivelse for Andre 
gennem alle Grader til den sorteste Utaknemlighed og den 
planløseste Ondskab; alt har han kendt, set, studeret, intet 
"var ham fremmed og intet tilhørte ham selv fuldtud. Han 
lar altid selv været med hele sin Sjæl i sit Arbejde, aldrig 
har han været en Del af sin egen Digtning. 
Og saa fik han sit Livsværk færdigt! 
Først af alt har han været Kunstner. Det vil sige, han 
har kunnet skønne nøjagtig over sine Maal og beregne sine 
Midler. Han har opøvet sine Evner, til han kunde spille paa 
alle Tankens og Sprogets Instrumenter, afpassende og vejende 
Ordene efter den Talendes Karakter og den Situation, hvori han 
befinder sig. Da han først er bleven Herre over sin Kunst, 
griber han aldrig fejl, glipper det ikke for ham. Netop saadan 
maatte der tales og handles under de givne Omstændigheder. 
Han var Dramatiker som Michel Angelo var Billedhugger; 
den ene er stor i andet end i at skrive for Scenen, som den 
anden ogsaa er uopnaaelig i andet end i at hugge i Marmor. 
Men begge var i deres sande Element i den Gerning, de be- 
tragtede som deres. Shakespeare behersker den dramatiske 
Form, eller rettere alle dramatiske Former, som ingen anden. 
Alle var de til før hans Tid, og han har ingen skabt; han har 
blot lært af sine Forgængere og Samtidige. Som Rafael har 
han lært af alle, der dyrkede samme Kunst som han; som 
denne har han beholdt det, der synes upersonligt i Forgængernes 
Kunst, udskilt det, hvorpaa de lettest kendes, deres Særegen- 
heder eller Maniererthed. 

De fleste Kunstnere har en bestemt Form, hvori de støber 
deres Kunstværker, en Metode, hvorefter de bygger dem op. 
Hvor er ikke næsten alle Franskmænd snørt ind, saa de knap 
kan røre sig, saa man mærker, de aander tungt under den 
Spændetrøje, de bærer, og saa at meget af det værdifuldeste 
gaar tabt, netop fordi de ikke kan bevæge sig frit. Altid hører 



102 

man, at Englænderne besidder mindre Kmist end deres Gren- 
boer, blot fordi de kan røre Arme og Ben, trække Vejret og 
tænke firit. Ingen Englænder har man i højere Grad frakendt 
, Kunst* end Shakespeare. Beskyldningen daterer sig fra hans 
egne Dage. Ben Jonson sagde ved et Glas til den skotske 
Digter Drummond; Shakespeare manglede Kunst — og baade 
Jonsons Venner og Fjender siger, at han havde i al Fald tildels 
Ret. Og det bliver det stadige Omkvæd paa alle Viser til Shake- 
speares Pris. Voltaire, der beundrede Digteren og saa at sige 
modstræbende blev sat i Knæ af hans overvældende Geni, præ- 
senterede ham for sine Landsmænd med mange Undskyldninger 
for den daarlige Form, hvori han fremtraadte, og da Blaa- 
strømpen Lady Montague forfattede et Modskrift mod Voltaire, 
var det ikke en Dithyrambe, ikke et stolt Sejrsskrig, men en 
Apologi, hvori der blev henvist til den raa og smagløse Tids- 
alder, hvori Digteren levede, som virkelig stod hindrende i 
Vejen for smagfuld Kunst. Og i den Dur er det gaaet videre, 
ned til vore Dage. Udtrykkene er blevne mildere og forsigtigere ; 
man har beundret hans Menneskekundskab, hans Evne til 
Karakterskildring, hans Lyrik, hans Patos, hans Vid, og mange 
andre Ting. Men en Ting er man gaaet udenom: hans Kunst; 
man benægter den ikke mere, men man beundrer den ikke, 
man viser ikke, hvori den bestaar. Har ikke Bøhmen en 
Strand, slaar Taamuret ikke i Julius Cæsar, spaserer der ikke 
Løver om i Ardennerne, optræder der ikke engelske Haand- 
værkere i Athen? — Kunst! bah! 

Vintereventyret — hvad er det ikke for en usandsynlig, 
umulig Historie, og hvor er ikke Dramaets Bygning tilsyne- 
ladende løs? Det har altid været det Stykke, der særlig er 
blevet fremhævet som Bevis paa, at Shakespeare „wanted Art**. 
Og dog. Digteren peger jo selv paa Løsheden i Stykkets Byg- 
ning, paa Urimelighederne og Usandsynlighederne i Emnet; 
men han paastaar — i Prologen til fjerde Akt — at hans 
Kunst har Ret til at ringeagte baade Tid og Sted, at han har 
Lov til at lege med Mennesker og med Begivenheder. Og som 
Modsætning Othello, en eneste fast Støbning, saa lige og rank 
som noget Ben Jonsonsk eller fransk eller græsk Skuespil. 



103 

Men lad mig vise ved nogle Eksempler, hvorledes Shake- 
speare bygger et Skuespil op. 

Hans Dramaer vil jeg, for Nemheds Skyld og for mit 
Øjemeds Skyld, dele i to Arter, dem hvori Handlingen er een, 
hvor der er en eller to Hovedpersoner, om hvem alting drejer 
sig og mod hvem alt stiler og hvem alt underordnes, og saa 
dem, hvori der er to eller flere, mere eller mindre sideordnede 
Handlinger. Jeg vil behandle de sidste først. 

Faa Kritikere har givet sig hen til Shakespeare uden For- 
behold. De har saa godt som alle patroniseret, beskyttet ham, 
undskyldt ham. Man burde overse Svaghederne hos ham. 
Lige til Georg Brandes har de sunget paa den samme Melodi: 
„Det er næppe værd at dvæle ved Svagheden af Karakterteg- 
ningens Omrids, thi Eftertrykket hviler ikke paa Karakteristiken, 
og trods sine Svagheder er Digtningen som Helhed en af de 
sarteste, oprindeligste og mest fuldendte, som Shakespeare har 
frembragt." (Brandes om Skærsommernatsdrømmen: I. s. 123.) 

Om man tog et Forstørrelsesglas, vilde man have ondt 
ved at finde Svagheder i Skærsommernatsdrømmen. Gives der 
et lydefrit Digterværk paa denne syndige Jord, maa det være 
dette vidunderlige Festspil, hvis da et Kunstværk maa be- 
dømmes efter, hvorledes Digteren har forstaaet at realisere sin 
Hensigt. I Reglen er de ufødte Sange de skønneste; men det 
kan næsten ikke tænkes, at noget herligere eller mere har- 
monisk har foresvævet Digteren end det, han her lod drage 
forbi Tilskuernes Øjne. Vistnok er Karaktertegningen noget 
udvisket, det er ikke faste, haandgribelige Mennesker som i 
hans andre Stykker. Men det har det heller ikke skullet være. 
Det hele er en Leg. Det er et Festspil, utvivlsomt skrevet til 
et Bryllup, paa Bestilling.*) Oberons Ønsker (V. i. 410-420) er 



*) Man ved ikke, til hvis Bryllup det er skrevet. Man har gættet paa 
Southamptons Bryllup med Lady Elizabeth Vemon. Dette fandt Sted 
imod Dronningens Ønske, i Hemmelighed og i Skyndsomhed, for 
, visse Aarsagers Skyld •". Der har næppe været store Festligheder i 
den Anledning. Desuden fandt det Sted i 1598, samme Aar som 
Meres Bog Palladis Tamia, i hvilket Stykket nævnes, udkom; det 
eksisterede altsaa allerede iforvejen. Elze (Jahrbuch III) holder paa 
Essex' Bryllup med Philip Sidneys Enke, og denne Hypotese under- 
støttes af Brandes. Dette fandt Sted i 1590, og det er vel tænkeligt, 



104 

stilede til et eller rimeligvis tre Brudepar, der sad foran Rampen^ 
og ikke til de paa Scenen Optrædende. Men det er ikke blot et 
Festspil. Digteren har givet det Navn af en Drøm, og som 
en Drøm glider det forbi En: 

Har vi Skygger skemtet ilde, 
Lad den Tanke jer formilde, 
Al i Blund kun her I laa, 
Meus I disse Syner saa. 
Døm ej strengt om dette Tant, 
Se det som en Drøm, der svandt. 

fV. I. 430—436.) 

Her er ingen faste Linjer, ingen udprægede Karakterer, 
ingen bestemt Handling. Luftige Billeder følger paa og glider 
over i hinanden, og skilles igen, som det sker i en Drøm. De 
optrædende Mennesker hører til uensartede Lag, der i Livet 
ikke føres sammen, og udenom dem eller ind imellem dem be- 
væger sig saa overnaturlige Skabninger, lette som selve Luften^ 
levende af Dug og Maanestraaler, dansende paa Engen, svæ- 
vende i Luften som Myg, uden Tænkning og uden Følelse, 
uden Fortid og uden Fremtid, kun levende i Nuet. De kan 
mødes og de kan skilles, der er ingen Glæde og ingen Sorg, 
ingen Graad og ingen Latter. Og Stykket foregaar ikke her 
paa Jorden, men i lykkelige Drømmes Land. Intet andet Sted 



skønt ikke rimeligt, at Shakespeare alt da kunde være saa udviklet, , 

at han kunde undfange og udføre et saa skønt Værk. Men 

Essex maatte ogsaa holde sit Bryllup i al Hemmelighed og imod 
Dronningens Vilje, og vi ved intet om, at det blev fejret med saadan 
Pragt, som Opførelsen af et sligt Skuespil maatte forudsætte. Vi ved, 
at Elizabeth blev yderst opbragt, og havde hun vidst, hvad der var 
i Gære, havde hun rimeligvis forpurret det hele. Men det synes fast 
utroligt, at saadanne Forberedelser, som var nødvendige blot til Op- 
førelsen af Shakespeares Komedie, uden at tale om den Ramme af 
Festligheder, hvori det maatte passe ind, kunde gøres uden at vække 
Opsigt. Hvis der skal være nogen Mening i den Hyldest, der aaben- 
bart ydes Elizabeth i H. 1. 150 — og som tydelig henpeger paa Festen 
i Kenilworth og paa Leicesters Forsøg paa at blive hendes Gemal, 
maa Dronningen have været tilstede. Ti at antage med Kunz (Jahr- 
buch HI), at Komplimenterne er indsatte for at mene det stik mod- 
satte af hvad de siger, synes at være at drive Fortolkningskunsten 
vel vidt. 



105 

føres Mennesket saaledes vild, intet andet Sted skifter det saa- 
ledes Tilbøjelighed fra et Minut til et andet, uden Motivering, 
kun ved Hjælp af en hvid Blomst. 

Og dog er ikke Digterens Kunst udtømt med de skønne 
vekslende Billeder, den fine glade Leg med Ord, den lystige 
brodfri Skæmt, de behændigt turnerede Komplimenter, og saa 
den Sommernatsstemning af Maaneskin og Poesi og Musik og 
Dans, der bærer Lystspillet. Faldt end alt dette fra hinanden, 
kunde det jo endnu være skønt og poesifyldt; men et fuld- 
komment Drama blev det ikke, og det er netop, hvad det er. 

Ti saa løst og udflydende, som det synes, saa fast tømret 
er det i Virkeligheden. Det er som en dejlig mønstret Knip- 
ling, hvor ingen Traad kan løsnes ud af det fine Væv. De 
tre Verdner, hvortil Stykkets Personer hører, de fine fornemme 
Elskerpar, Alfer og Nisser, og de komediespillende Haand- 
værkere, er kastede ind imellem hverandre og tvundne uløse- 
ligt sammen. Den ene Verden kan ikke eksistere uden den 
anden. Saa forskellige de er, supplerer de hinanden. De to 
Elskerpar, deres Skæbne er filtret ind i hinandens: Hun, der 
før havde to Tilbedere, har pludselig ingen, og hun, der ingen 
havde, har to; de, der før bejlede til den ene, bejler nu begge 
til den anden. En Søvn og en Blomsterdraabe ryster dem 
uhjælpelig sammen, en anden Søvn og en anden Blomst skiller 
dem, der skal skilles, og bringer dem sammen, der bør have 
hinanden. Disse Mennesker taler ikke højt, tænker ikke stærkt, 
elsker og hader ikke heftigt, og der er en Kyskhed udbredt 
over Handlinger og Ord, der tyder paa, at der er ingen heftig 
Attraa efter Besiddelsen, Sanserne gløder ikke, alt er udvisket, 
ubestemt og taaget. 

Det er Alfekongen og Nissepuk, der bringer al denne 
Forvirring tilveje. De er Overgangsledet, Berøringspunktet 
mellem Menneskenes og Alfernes Verden, og de skaber jo den 
samme Uorden i deres eget Rige. Oberon har sin Tanke paa 
Theseus' Brud, og Titania er utro imod sin Husbond, forsaa- 
vidt hendes Hu er optaget af en afdød Veninde. Det er rent 
ulegemlige Forbindelser, hvori de staar baade til Menneskene 
og til hverandre indbyrdes. De kan hverken elske eller hade, 
men de kan drille og begunstige. Titania bliver ved Hjælp af 
Blomsten forelsket i den plumpe Haandværker med Æsels- 



106 

hovedel, der vilde spille alle mulige Roller og nu blidt lader 
sig føre omkring i Rosenlænker, lader sig kradse i sit laadne 
Hoved af de bitte Alfer, der er saa smaa og fine, at hvis en 
Bis Honningsæk brister, kan den udslette dem af Alfernes Tal. 
Saaledes forbindes disse tvende Verdener. 

Haandværkerrie kommer i Berøring med Theseus og hans 
Selskab ved, at de skal agere for ham ved hans Bryllup. Aande- 
verdnen og Elskerparrene forbindes ved Kogleriet i Skoven, ved 
Blomsterdraaben, der presses paa deres Øjelaag, ved Puks Fejl- 
tagelser og Kaadhed. Theseus er den eneste, der ikke kommer 
ind under Kogleriet; han staar som det faste Punkt, uden om 
hvilket al denne muntre Forvirring slynger sig. 

Værket er virket med en Kunst uden Mage, netop fordi 
Kunsten ikke paatrænger sig et eneste Øjeblik. Men for ret at 
vurdere, hvad det var, Shakespeare frembragte og hvor højt 
han naaede med Skærsommernatsdrømmen, maa man vide, 
hvad et saadant Festspil i andre Digteres Hænder blev til. I 
ingen Gren af Digtekunsten ses hans uendelige Overlegenhed 
mere tydeligt. Og det til Trods for, at han kun en Gang skrev 
en saadan Masque, som den Tids Festspil kaldtes. 

Der er vel ingen Tvivl om, at disse Maskespil fra først af 
er opstaaet af Pantomimen (dumb shows), saaledes som den 
brugtes i det ældre Skuespil, navnlig før Stykket eller imellem 
Akterne (se f. Eks. Pantomimen i det indlagte Skuespil i Hamlet 
III. n.) for at forberede eller forklare Begivenheder. De løsner 
sig og bliver selvstændige Digterværker, og allerede tidlig vinder 
de stor Gunst og tjener til at forherlige Hoffester, fornemme 
Brylluper, kongelige Besøg hos Lehnsadlen. Det er aabenbart, 
at det ved dem kun lidet gjaldt om at skaflfe en dramatisk 
Handling eller om dybere Karakterskildring. De blev gjorte 
til Vehikel for Komplimenter og Lykønskninger, eller de illu- 
strerede maaske et eller andet Ordsprog, eller personificerede 
Laster og Dyder, hvorved der gaves rig Lejlighed til at frem- 
hæve de sidste som karakteristiske for den, til hvis Ære Fest- 
spillet opførtes. Noget didaktisk kom der let ind i dem. Saa 
var de en udmærket Anledning for Forfatteren til at lægge 
Lærdom og Pedanteri for Dagen, noget Renæssancen satte stor 
Pris paa. Først og fremmest indbød de til Udfoldelsen af 
Pragt og Tilskuestillen af Skønhed. Det var Hoffets og den 



107 

højeste Adels Medlemmer, der var baade Skuespillere og Tilskuere. 
Jakob den Førstes Dromiing og ældste Søn optraadte hyppigt. 
Et saadant Festspil bestod af flere Afdelinger: Der var 
den egentlige Masque og en eller flere Antimasques. Den 
første udførtes udelukkende af de Højfomemme og fremførte 
kun Guder og Gudinder eller allegoriske Figurer, der hver for 
sig traadte frem og forklarede, hvem de var og hvorfor de 
var komne til denne Fest, eller udlagde en klassisk Anekdote, 
fortolkede et græsk-romersk Sagn med megen Lærdom og 
Spidsfindighed. Derpaa trak de sig tilbage og gav Plads for 
Bønder eller komiske Figurer eller Hyrder eller Hyrdinder, som 
alt efter Festens Karakter var loyale eller dumme, opførte 
Bondedanse eller sang Kvad til Ære for Festens Midtpunkt. 
Disse Antimasques udførtes dels af lejede Skuespillere, dels af 
Herskabets Tjenere. De endte med, at en eller maaske alle 
Rollehavende — det sidste dog vist sjældent, da derved de 
forskellige Samfundslag vilde blandes, hvad der ikke smagte 
den fornemme Verden — afsang en Hymne, fuld af Kompli- 
menter og undertiden gode Raad. Saadan vekslede Billederne, 
men der var slet ingen Forbindelse imellem dem. Hvor 
mange Billeder der var, hvor længe det trak ud og hvor- 
megen Lærdom der blev udfoldet, beroede paa, hvormeget 
Festens Givere vilde spendere. Ti de var dyre: Ben Jonsons 
Masque of Blackness kostede Finanskassen f 3000, en anden 
kostede hver af de mange Deltagere f 300, og det er muligt, 
at de har været Øjenlyst; Poesien i dem har været meget 
skral. Det vigtigste var de pragtfulde Dragter, de mange De- 
korationsforandringer, de aabenbart højst sindrige og glimrende 
Indretninger, hvorved der snart viste sig et bølgende Hav, 
snart en Klippe eller en Jordkugle, der kunde deles i Midten, 
og hvorudaf de fornemme Personer kom frem parvis, snart 
Planter, der kunde dreje sig, aabne og lukke sig. Det er een 
graa Taage af Kedsommelighed . og Pedanteri, hvori disse 
Masques, som især Jonson var berømt for, ligger indsvøbt. 
De er tunge og saa lærde, at Jonson har udgivet dem med 
grundig Kommentar, anførende Bevissteder fra græske og la- 
tinske Autores for at de gode Guder, Satyrer, Gratier, Cupidoer 
og Silener virkelig opfører sig fuldstændig korrekt. Kompli- 
menterne er haandgribelige, og i dem, der blev skrevne til 



108 

Bryllupsfester, er Raadene og Ønskerne, som rettedes til det 
tilstedeværende Brudepar, de plumpeste Hentydninger til Ægte- 
skabets Bestemmelse. Ålene derved staar de i en højst jordisk 
Modsætning til den æteriske Renhed og Kyskhed, der hviler 
over Skærsommematsdrømmen. 

Atheniensiske er hverken Jonsons eller Shakespeares Skik- 
kelser; men der er den Forskel, at hin har villet efterligne 
Klassikerne, denne har aldeles ikke villet det. Han tænker 
kun paa en lun Sommernat, hvor den fine Taage ligger hen 
over Engene, hvor Maanen lyser op mellem Skovens Stammer, 
hvor Duggen falder paa alle duftende Blomster. Og en saadan 
Nat befolker han med sine Fantasier, ægte nordiske Alfer og 
Nisser, der ikke har noget med Dryader, Undiner og lignende 
lærde Væsner at gøre, men er dem. Folketroen hele Norden 
over har skabt og tildels holder fast ved endnu. Dem har 
han kunstfærdigt tvundet ind gennem Menneskenes Liv. Han 
har hævet de forskellige Verdner, med hvilke han tumler, op 
over det daglige Livs Prosa, og lagt den sande Feststemning 
over sit Digt, saa Tilskuer og Læser nyder en kort Stunds 
rolig Lykke og ser et Udsnit af Livet i Poesiens Taage og 
Skønhedens Skær. 

Der er ikke flere „Svagheder" ved Skærsommernats- 
drømmen end ved en Praxitelesk Guddomsskikkelse. De er 
begge to Livet, men uden Lyde, forskønnet og blidnet af den 
højeste Kunst. — 

Henrik IV, dette uopnaaelige Ideal for alle historiske 
Dramaer, hvilken Kunst er der ikke anvendt paa det. Det 
er jo ikke blot, at der er Perler af Visdom og Skønhed og 
Poesi strøt over det, at det er gennemtrukket med straalende 
Vid og burleske Løjer, med Patos og Ømhed, at Karaktererne 
er ligesaa mangeartede som de er mange. Men den 
Gradation, der er i Karaktererne, er saa underfuld som den er 
beregnet. 

Kongen, denne Dygtighed, denne i mange Henseender store, 
udmærkede Mand, hvis Længsel staar til Ro og som aldrig 
faar den. Han har ranet Tronen, stødt Guds Salvede fra den. 
Han havde tusind Gange Ret til at gøre det; han havde 
Kongstanken og Kongsstyrken, hans Forgænger var en svag, 
vankelmodig Vellystning. Shakespeare har i Richard II vist 



109 

os ham som Hellen, der er støbt ud af et Stykke, kraftig 
og klog, der griber Magten, fordi den tilkommer ham og han 
bæres oppe af Folkets Gunst. Men rene Hænder har han 
ikke, og en rolig Stund faar han ikke fra den Dag. Istedetfor 
at faa sit Livs Ønske opfyldt, at drage til det hellige Land, 
maa han evig og altid være paa sin Post overfor oprørske 
Vasaller, der har hjulpet ham og nu ikke finder ham tak- 
nemlig nok. Han har maattet forstille sig for at naa sit Maal, 
og nu er der Ingen, der tror paa ham. De kalder ham en 
Ræv. Han har ventet at finde Ro paa Kongesædet, og der 
flyr selv Søvnen, der kommer til Stodderens Leje og lægger 
sig paa Skibsdrengens Øje, naar han i Stormen hænger højt i 
Masten. Og han, der har maattet studere saa mange Mennesker 
for at kunne bruge dem, han tager fejl, hvor det gælder mest. 
Hvor har ikke Digteren forstaaet at vise os, at bagved Kongen 
og Statsmanden, Helten og Rænkesmeden, ligger Mennesket og 
Faderen, der trænger til Kærlighed og Støtte og ikke tror at 
finde den der, hvor han var berettiget til at søge den. Det 
er jo netop den store Tragedie i den Mands Liv, at han, der 
selv er saa skjult og beregnende, ikke forstaar den Søn, der 
synes at øde sin Ungdom i de laveste Udskejelser og at tilside- 
sætte sin Værdighed ved at spille Kamerat med Eastcheaps 
Befolkning. Han forstaar ikke sin Søns aabne og ærlige 
Karakter, der bor i et livslystent Heltelegeme. Han kan endog 
tro om ham. Idealet af Loyalitet, at han kunde gaa i 
Percys Sold og kæmpe mod sin egen Fader. 

Kongen forstaar sin anden Søn, Johan, og ønsker, at han 
var Tronarving. Denne holder sig ved Hoffet, viser sig sparsomt 
for Hoben, er tapper og modig, og smeder Rænker, som 
Faderen har gjort det. Han lover de oprørske Stormaend 
Kongens Tilgivelse, om de vil overgive deres Vaaben til ham, 
og, saasnart de har gjort det, fanger han dem og lader dem 
nedhugge. En saadan Fælde ér i Faderens Aand. Dog be- 
undrer Kongen end mere Percy, dette Heltenes Spejl og For- 
billede, der vilde betragte et Spring til Maanen som let, naar 
Æren hang paa dens Horn for ham at plukke. Hans hele 
Liv er kun en Tørst efter Hæder, men han lever i Stemninger, 
i stadig Opbrusning, uden at kunne lægge en bestemt Plan 
eller handle efter den. Tilsyneladende er han helt ud Helt, 



110 

og dog udretter han ingen Heltegerning. Han er helt ud 
ærlig, og dog lever han paa Skinnet. Han priser Tavshed og 
erklærer, at han ikke kan lide at tale, og dog er han den, der 
taler mest og højest og mindst holder sig til Sagen. Han kan 
betro sig til alle, undtagen til den eneste, han maaske fuldt ud 
kunde stole paa, sin Hustru; han elsker hende paa en vis 
støjende brutal Vis, men hun er snart den eneste, der ikke 
har Del i hans Tanker. Han er loyal mod Kongen, indtil 
denne gør ham imod, saa falder han fra ham og arbejder sig 
selv op til et blindt Raseri imod ham. Han, der kunde give 
et Kongerige bort, naar man bad ham derom, er rede til at 
sprænge Forbundet mod Kongen, fordi han mener, at en Anden 
faar et lille Stykke mere tildelt af det Land, som endnu ikke 
er erobret. 

Shakespeares Kunst ved at skildre en saadan Figur bestaar 
altsaa deri, at han dynger Fejl paa Fejl paa hans Skuldre, og 
dog faar ham til at straale i en Glans og Glorie, saa han for- 
dunkler alle Andre, tiltrækker sig Alles Opmærksomhed, er be- 
undret og elsket af Høje og Lave, Venner og Modstandere, og 
fordunkler, saa længe han lever, selve Stykkets Helt, der er 
den eneste, som i sin rolige Overlegenhed ikke blændes. Hot- 
spur har altid vundet alle Hjerter, ikke mindst Publikums. 
Kun ikke Shakespeares. Denne har staaet kold overfor ham, 
som han staar kold overfor alle sine Figurer, undtagen maaske 
Henrik V, baade som Prins og som Konge. Det er kun poetisk 
Retfærdighed, naar Hotspur i Sammenstødet bukker under for 
Prins Henriks Haand, og aldrig har Digteren forlenet en Helt med 
et stoltere Træk, end da Henrik overlader Falstaflf den Hæder 
at have dræbt Englands modigste og mest glimrende Helt. 
Han er ikke sentimental ædel; selv er han ophøjet over Ros 
og Dadel; han kan undvære dem; men han ved, hvad de er 
værd for andre. 

For enhver Digter vilde fire saadanne Skikkelser have været 
tilstrækkelig; ikke saa for Shakespeare. Han fører en hel 
ny Verden frem, som han stiller ved Siden af Stormændenes, 
den, hvori Prins Henrik færdes til Hverdags og hvor Falstaflf 
er Hovedpersonen, den Verden, hvor man morer sig, hvor man 
glemmer alle Sorger over et Glas Vin og en grovkomet Spøg. 
Her er der Gradationer : Prinsen, den lysende livsglade Ungdom, 



111 

der kan slæbes igennem Sølet, uden at Smudset bliver hæn- 
gende ved den, fordi den er saa kærnesund og har Kraft til 
at svinge sig op af Pølen, hvad Øjeblik den vil. Og der er 
Falstafif, dette skinnende Kødbjerg, i hvilket Vinen forvandles 
til Vid, saa han ikke blot bliver vittig selv, men bliver Åar- 
sagen til Vid hos Åndre. Han har ogsaa engang været ung 
og slank, han har færdedes ved Hoffet, hvor han endnu kan 
komme; og man har ogsaa ventet sig noget af ham; men han 
var svag; han var livslysten og gik paa Værtshus; han blev i 
Sølen. Han ved ikke engang længere, hvad Ære er; foretrækker 
langt et Liv uden Ære for en Død med Ære — ti Æren kan 
man ikke føle, naar man er død. — Og trinvis gaar det nedad 
med Kameraterne: Pistol, denne evige Deklamator af Tragedie- 
stumper, en Modsætning og Vrængebillede af Percy, den evige 
Deklamator om Ære; Bardolph, som synes hovedsagelig at 
bestaa af Næse, der snart kan bruges som Lygte og snart som 
Varmebækken i Falstafifs Seng — helt ned til den usselig 
Skøge, Dorthe Lagensplitter, i hvis Arme den gamle Solderist 
dør, af Kummer over sin Henriks Opførsel, som Kongen døde 
i Kummer og Bitterhed. Begge har de taget fejl, ingen at 
dem har forstaaet, hvad den unge Helt bar i sit Skjold. 

Og disse to Verdner — hvor saa mange Skikkelser be- 
væger sig, førte med en sikker Haand og fastholdte med en 
uforlignelig Følgerigtighed i al deres Udvikling og alle de skif- 
tende Sider, de viser frem — bevæger sig udenom hinanden 
og slyngende sig ind i hinanden uophørlig. Falstafif viser sig 
ved Hofifet, Falstafif maa med i Krigen og han fejres som Helt, 
som den, der har dræbt Percy. Det er som en Parodi paa 
Heltevæsnet. Kongen selv kan ikke slæbes ned i Falstafifs 
Kipper; saa opføres Komedien, den vidunderlige Scene, hvor 
Henrik og hans gamle Ven skiftevis spiller Kongen. 

I begge Verdner er Prins Henrik Midtpunktet, og imellem 
dem er han Bindeleddet. De er begge kun til som Baggrund 
for ham, paa hvilken hans herlige Skikkelse staar frem i 
uplettet gylden Glans. Men Interessen har været spredt paa 
mange forskellige Punkter; hver af Hovedfigurerne har taget 
sin Del af Opmærksomheden fangen. Lidt efter lidt forsvinder 
de, og han træder mere og mere i Forgrunden, indtil han 
staar alene, højt hævet over alle andre, baaret oppe af sin 



112 

Ungdom, sin StyAe og sit Geni, ombølget af Folkets Jubel. 
Han er nu som Solen, der er traadt frem, hvorpaa alle andre 
Himmellegemer fordunkles og forsvinder. 

Og fra nu af forandres Dramaet og skifter Navn. Henrik V 
samles helt om den ene Helt, af og for hvem alt sker. Det 
er en Skildring af Shakespeares eget mandige Ideal, en patriotisk 
Lovprisning af den praktisk-borgerlige Heltekonge, der ofrer 
sig for sit Land og sit Folk, øger Englands Hæder og uden 
Praleri betvinger de praleriske Franskmænd- Her er ingen 
andre Personer, der deler Opmærksomheden med Stykkets 
Helt, ingen anden Handling end den, hvori han er med hele 
Tiden. Stykket er tilsyneladende langt mere simpelt og usam- 
mensat. Saaledes fordrede Stoffet det og Shakespeares Kunst 
indrettedes derefter. Derfor det mærkelige Ghorus, der be- 
gynder hver Akt og som den lærde og overlegne Leksikograf, 
der baade agerede Digter og Overkritiker, Dr. Samuel Johnson, 
fandt „indeholdt lidet, der kunde roses, og meget, der trænger 
til at tilgives*. Paa Datidens Scene meldtes det altid ved 
Trompetfanfarer, naar Kongen traadte ind. Da Kongen i 
Henrik V næsten uafladelig er paa Scenen, vilde Fanfarerne 
lyde uophørlig og deres Virkning svækkes. Nu træder Prologen 
i Stedet. Det er Rygtet*), i en Dragt bemalet med Tunger, 
der taler, og hendes Tale er som en Begejstringens Lue, der 
slaar højt mod Himlen og tegner Englands og Heltens Navne 
med Flammeskrift deroppe for hver modig og fædrelandskærlig 
Britte. Skær Prologerne bort, og meget af Dramaets Poesi 
og Glans forsvinder med dem; de er en integrerende Del af 
Skuespillet. De er den Fanfare, der ledsager Heltekongens 
Skridt. 

Som Gud i Tidernes Morgen tog en Klump Ler og ind- 
blæste den Livets Aande, saaledes tog Shakespeare el gammelt 
Uvløst Drama om Henrik V og gav det ved sin Trolddoms- 
kunst et evigt Liv. Det gamle Skuespil er ikke saa helt 
værdiløst som det skal gøres til; men det forholder sig til 
Shakespeares som en dorsk Bonde til en Alkibiades. Det er 



*) Fama. Man bør male hele Figuren fuld af Tunger istedetfor Fugle- 
fjer (Manuscrits de Leonardo da Vinci, II. fol. 3 v.), som hun er be- 
skrevet i Henrik IV. n. Prolog. 



113 

grov ukunstnerisk Realisme, men det indeholder Spiren til 
Shakespeares bedste Scener og Impulsen til hans Figurer. De 
har begge støttet sig til Historie og Tradition, den yngre Digter 
støtter sig tillige til sine Forgængere; maaske intetsteds ser 
man bedre Forskellen mellem en Klodrian og den benaadede 
Digter, at det er ikke Ideernes Undfangelse, men deres Ud- 
førelse, der er alt. En Scene som Røveriet paa Gadshill findes 
f. Eks. i det gamle Skuespil, og er slet ikke uvittig udført, men 
— hvilken himmelvid Forskel, der er fremkaldt blot ved en 
lille Forskydning: Prinsen stjæler med og presser derefter Penge 
af Kameraterne; og han deltager i Røveriet blot for at faa 
Penge til at svire op; hos Shakespeare fjernes han, mens 
Røveriet gaar for sig, og han plyndrer bagefter Falstaff; men 
det hele er for ham en kongelig Spøg, der ikke besmudser 
ham, og som fører op til det herlige Optrin, hvor han og 
Falstaflf skiftevis agerer Konge. 

Men ligesom Gud ikke kunde skabe Mand eller Kvinde af 
intet, kunde Shakespeare det ikke. Han maatte have noget 
dødt Stof. Han behøvede blot et Par tarvelige Smaanoveller, 
som han smeltede sammen til et Digterværk som Købmanden 
i Venedig. Et Par tarvelige Noveller, som absolut intet havde 
med hinanden at gøre, men som under hans Hænder indgaar 
en saa uløselig og naturlig Forbindelse, at man ikke begriber, 
at de ikke altid har hørt sammen. 

Hvad er Hovedhandlingen i „Købmanden i Venedig*, dette 
alvorlige Lystspil, hvori saa forskellige Følelser som Penge- 
begærlighed og Pengesorger, Maaneskinssværmeri og erotisk 
Lykke smelter sammen, hvor alle Stemninger undtagen det 
vildt burleske og det dystert tragiske er fremstillede? Der er 
flere Handlinger i dette Stykke, men de løber ikke ved Siden 
af hinanden, de slynges ind i hinanden. Bassanio vil ud til 
Belmont for at bejle til den rige Portia; dertil behøver han 
Penge, og han drager saaledes Antonio ind i sin Kærligheds- 
historie. Men den kongelige Købmand har ikke Pengene rede, 
han maa selv laane dem, og saaledes drages Shylock ind i 
Bassanios Kærlighedshistorie. Shylock har en Datter Jessica, 
og hun og hans Penge er det, der udgør hans Liv. Men hun 
løber bort med Lorenzo, en anden af Antonios Venner, ægter 
ham og lader sig døbe — og tager Faderens Dukater og Perler 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 8 



114 

med sig. Shylocks Had til de Kristne og særlig glødende Had 
til Antonio faar forøget Næring derved; hans Ulykker dryppes 
som Gift draabevis ned i hans Sjæl og gør ham til et vildt 
Dyr, der ikke i sit Raseri ser andet for sig end sit Bytte. Og 
saadan indvikles de alle i hinandens Liv. Det er ikke blot, at 
det ene Led drager det andet med sig, men det hele Drama 
er som en elektrisk Kæde, hvor Strømmen fra det første Ele- 
ment føres igennem alle de øvrige rundt i en Kres. Ti 
hver enkelt Skikkelse griber naturnødvendigt ind i alle de 
Andres Liv; tilsyneladende saa Qernt staaende Mennesker som 
den uangribelige fornemme Købmand og en usselig Jødes unge 
uvidende Datter, hvis Tilværelse han rimeligvis ikke aner, kan 
true med at rive hinanden i Afgrunden. 

Dette er, hvad jeg kalder Shakespeares Kunsl. 

Og hvor lidt behøvede han ikke for at sætte Tanker i 
Bevægelse, der tog Form som Kong Lear, maaske det under- 
fuldeste Drama, der er til: et Teaterstykke, hvor der uophørlig 
foregaar noget, hvor der er en evig Bevægelse, hvor Begiven- 
hed følger af Begivenhed, hvor Rædsel dynges ovenpaa Rædsel, 
hvor Lidenskaberne, primære som sekundære, raser, Forældre- 
kærlighed og Had, rørende Hengivenhed og forbryderisk Elskov, 
Magtbegær, Forræderi og Grusomhed, blind Tillid og sort 
Utaknemlighed, hvor Forbandelser og Velsignelser, Haan og 
Spot og Skældsord, Skrigen og Jamren fylder Luften, og selv 
Himlens Lyn og Torden, Storm og Regn maa drages ind som 
medvirkende Person. Og dog er det jo ikke for alt dette, 
man atter og atter vender tilbage til Lear, men for de op- 
trædende Menneskers Skyld, dem, som Digteren manøvrerer 
med som Skakbrikker, men levende Skakbrikker vel at mærke, 
der hver har sin skarpe Individualitet; de taler, og hvert Ord 
er i Overensstemmelse med deres Handlinger og deres Natur; 
de hidses mod hinanden, tiltrækkes af hinanden, hader og 
elsker hinanden, beskytter og forfølger, hjælper og piner hin- 
anden, myrder og begræder hinanden. Ikke et Øjeblik slipper 
Digteren sit Tag i sine Figurer, men ligesaa fast holder han 
Tilskuerens eller Læserens Opmærksomhed fangen. 

En tørt fortalt, kort Krønike i Holinshead og maaske et 
ældre Drama, der er baseret paa denne, gav Shakespeare de 
yderste Linjer af Lear og hans tre Døtre samt den tro Vasal 



115 

Kent; en kort Beretning i Sidneys Arcadia forsynede ham med 
Gloster og dennes to Sønner, der selvfølgelig slet ikke staar i 
Forbindelse med den første Historie. Narren, der optræder 
som Koret eller Ræsonnøren, fandtes intet andet Sted end i 
hans egen Hjerne. Og se saa, hvorledes han har sammen- 
arbejdet dette Stof. Først optræder Kent og Gloster. Det 
meddeles, at Kongen tænker paa at give Magten fra sig og 
dele Riget — i to Dele. Det er altsaa allerede da afgjort, at 
Cordelia intet skal have. Saa forestiller Gloster sin Bastardsøn 
for Kent, og han gør dette i Ord, der maa svie i Sjælen paa 
denne og avle Bitterhed; Gloster tænker slet ikke paa det, 
mindes kun, at han havde glade Øjeblikke med hans Moder. 
Vi faar samtidig at vide, at Edmund, Bastarden, er blevet op- 
draget langt borte, og at hans letsindige og lidet fremskuende 
Fader slet ikke kender ham, da han først lige er kommet 
hjem. Og Edgar er den, der kan bide en Fornærmelse i sig, 
tie og bukke. I tredive Linjer er alt dette givet. 

Saa kommer den Scene, som Goethe kaldte meningsløs 
og om hvilken saa mange Fortolkere har sagt det samme, og 
som dog til alle Tider har gjort et saa mægtigt Indtryk. Den 
Scene, hvor Lear deler sit Rige, velsigner de Døtre, der ikke 
fortjener hans Velsignelser og forstøder og forbander den, der 
ikke fortjener hans Forbandelser. Vidunderligere Aabningsscene 
til en Tragedie kan ikke tænkes. Den gamle hidsige Mand, 
der vil give Magtens Besvær fra sig og ikke tænker paa, at 
dermed giver han ogsaa dens Goder og Rettigheder bort; han 
har jo ikke mere Begreb om, hvad det egentlig er, han gør, 
end at han endnu i samme Scene misbruger den Magt, han 
ikke længer ejer, til at forvise Kent. Han er jo fuldstændig 
uforstaaende overfor alt udenom sig; handler ufornuftigt fra 
først til sidst; han er den, der aldrig har lært at beherske 
sig, fordi alt bøjede sig for hans utaalelige Tyranni; saa snart 
han møder Modstand, raser han; uden at ane det, har han 
alle sine Dage været en fejg Hustyran, af den Slags, der kuer 
deres Familje, men er afholdt og anset af Fremmede, saa 
længe han har Magt. Derfor maa de af hans Nærmeste, der 
vil opnaa noget af ham, være Øjentjenere, og den, der ikke 
forstaar at gaa ham under Øjnene eller er for stolt, for god 
til at smigre, bliver ikke forstaaet, bliver mistænkt. Og Lear, 

8* 



116 

der ikke forstaar, overgiver alt til de to Øjenskalke, uden at 
omgærde sig med Rettigheder. Det er jo hvad Tusinder af 
danske Bønder har gjort, naar de er gaaet paa Aftægt, stolende 
paa Børnenes Taknemlighed og Pligtfølelse, og bagefter angrende 
bittert deres Tillid. Og saa, flettet ind i denne Scene, Gor- 
delias faa, dejlige Repliker: Under Forhandlingen mellem Lear 
og Buifimd angaaende hendes Medgift forholder hun sig fuld- 
stændig tavs; da saa Burgund afslaar at ægte hende uden 
Medgift, og Lear vender sig til Kongen af Frankrig, maa hun, 
der for at skaffe sig en Tredjedel af Riget og Faderens Vel- 
signelse, ikke kunde tvinge sig til at tale, men med et Skulder- 
træk lod Burgund fare, rense sig overfor Frankrigs Konge; ti 
mod ham staar hendes Hu, hans Hustru ønsker hun at blive. 
[Denne skønne lille Episode er Shakespeares egen; dertD eller 
til Burgund findes ingen Antydning hos Forgængerne.] 

Og som han forsi øder sin bedste Datter for hendes Ær- 
lighed, gør han ved sin trofasteste Tjener, Kent. Da denne 
vil lægge sig imellem, stiger Lears Hidsighed mere og mere, 
hans impotente Ubændighed vokser. Og saa lægge man Mærke 
til dette, at Narren, der ellers ikke viger fi'a Lears Side, ikke 
viser sig i denne Scene; han havde jo ikke kunnet tie stille, 
og saa var han maaske ogsaa blevet jaget væk. 

Og lige overfor Kongen er saa stillet Gloster som en Slags 
Pendant. Han har jo ogsaa Børn, som han tager fejl af. 
Selv fin, ædel og tillidsfuld lader han sig bedrage af den, hvem 
han har givet Livet, men ogsaa et plettet Navn, og som aldrig 
glemmer den Plet, som hans Fader halvt glemmer og halvt 
driver Spøg med. Han lader sig føre ved Næsen af den, som 
han ikke kender, og mistænker den, som han burde kende. 
Som Lear finder Støtte hos den forskudte Datter, efter at være 
mishandlet af dem, hvem han havde givet alt, maa Gloster 
læne sig til den, hvem han har miskendt og forfulgt, og mister 
alt. Gods og Øjne og Liv, ved den, hvem han har givet 
Livet, hvem han trode paa og var stolt af; ja, han mister 
Livet paa det Sted, hvor han havde skænket sin Forfølger 
Livet. 

Og denne, Edmund, Stykkets onde Mand, staar igen som 
Bindeleddet mellem Gloster og Lear, som den, der paa en 
Maade forbinder Stykkets tvende Handlinger, tvende Sæt af 



117 

Hovedpersoner. Han bliver jo Tvistens Æble mellem Lears 
to Døtre, bevirker at de, samtidig med at han spiller sit dob- 
belte Spil, stadig i deres Begær efter ham hidses mere og mere 
mod hinanden, saa at de, der fra først af stod enige mod 
Faderen, nu skilles i gensidigt Had og derved nedkalder Hævnen 
og Straffen over dem selv og over ham. 

Som Stykket er hver enkelt Scene bygget op med den 
mest nøjeregnende, vidtskuende og forberedende Kunst. Tag 
instar omnium IL iv.: I en foregaaende Scene er Kent, sendt 
forud som Lears Bud, blevet sat i Gabestokken. Nu kommer 
Lear selv, der i Vrede har forladt Goneril for at tage Ophold 
hos Regan, som er rejst fra sin Borg for at undgaa at mod- 
tage sin Fader; hun er draget til Glosters Borg, hvorhen Lear 
altsaa kommer. Først undrer han sig over Regans Fraværelse 
fra Hjemmet; dernæst ser han Kent i Gabestokken; han vil 
ikke tro, at det er hans Datter, der har sat hans Tjener der. 
Raseriet, det første svage Spor af. Vanvidet, vælder op i ham; 
men han bekæmper det og gaar for at søge sin Datter. Og 
denne nægter at modtage ham, undskylder sig med Træthed 
og Sygdom. Han tror det ikke, kan ikke tænke sig Mulig- 
heden af, at datterlig Kærlighed og Lydighed og faderlig Mja- 
dighed saaledes kan sættes til Side. Han raser et Sekund; da 
betænker han sig, det var dog muligt, at de var syge og 
trætte; Sygdom er hver Mands Herre. I samme Øjeblik ser 
han Kent i Gabestokken ; det beviser jo, hvad Hensyn Datteren 
tager til sin Fader, og nu fordrer han, at hans Datter og 
Svigersøn skal komme. 

De kommer og hilser ham; han gengælder deres Hilsen 
og opsætter at tale om Kent, der er blevet løsladt, til en anden 
Gang. Han stoler paa Regans Kærlighed, tvivler ikke om, at 
hun vil tage Parti for ham mod Goneril; derfor beklager han 
sig over denne og fremstiller den Uret, der er vist ham. Han 
forstaar fra først af slet ikke Regans kolde Fornuft; han vel- 
signer hende og forbander Goneril. Regan taler jo fuldstændig 
rigtigt og dømmer fornuftigt. Hun vil have, han skal vende 
om og blive sin Tid ud hos Søsteren; siger skønsomt, at han 
maa lade sig lede. Fra Børnenes Standpunkt er der intet at 
sige mod hendes Ræsonnement. Men deres Standpunkt er 
ikke hans. Blot Tanken om at vende tilbage bringer al hans 



118 

Lidenskab op paa Overfladen, og hans Forbandelser imod den 
fraværende Datter bliver vildere og vildere. Da Regan, forud- 
seende, siger, at saaledes vil han ogsaa forbande hende, bliver 
han blid og blød og paastaar, at hun skal aldrig have hans 
Forbandelse, ti hun vilde jo ikke kunne gøre ham noget ondt, 
ikke misunde ham hans Fornøjelser, ikke formindske hans 
Følge, ikke kløve hans Ord, og ikke glemme alt, hvad hun 
skylder ham. Hun staar fuldstændig kold og spøi^er blot, 
hvad han mener. Da kommer en af disse smaa Mester- 
træfifere, som kun den største af alle Dramatikere har evnet, 
men som findes rundt om i alle hans Dramaer. Pludselig 
mindes han, at man har sat hans Bud i Gabestokken — det 
er jo, som om man havde sat en kongelig Gesandt i Gabe- 
stokken — og han spørger, hvem der har gjort det; og i 
samme Øjeblik melder en Trompet Gonerils Ankomst. Det er 
som alt, hvad der netop maatte tirre ham, samles paa et 
Punkt. Fornærmelser mod, ham gennem hans Tjener; saa 
Synet af Gonerils Tjener, der har vist ham stor Mangel paa 
Ærbødighed (I. iv.); og derpaa træder Gonerilind, hvem Regan 
byder Velkommen; straks slutter de to Søstre sig sammen 
imod Faderen. Deres Ro og Kulde giver dem Overtaget, hvor- 
imod hans stigende Hidsighed og det begyndende Vanvid — 
hvis Komme han selv føler og frygter — faar ham til at 
blande alle Fornærmelserne sammen og til at trække det 
korteste Straa i Striden med Døtrene; ti de har absolut Retten 
paa deres Side i, hvad de siger. Men ogsaa saadan som de 
siger det, maa de bringe hans Forbitrelse til at stige; men 
denne i Forbindelse med hans Hidsighed, Urimelighed og Stæ- 
dighed og Mangel paa Evne til at tumle sit Følge, tvinger dem 
til baade at fastholde deres Fordringer om at lede ham og til 
at skærpe deres Fordringer til Inskrænkningen af hans Følge. 
Det er jo netop det tragiske og det dramatiske, at Knuden er 
strammet, saa den bliver uløselig; den maa hugges over, fordi 
de, der, saadan som Stillingen er, har Retten, ogsaa begaar 
den blodigste Uret, da han er værgeløs, og fordi det er den 
naturnødvendige Straf for en Fejl, han har begaaet, en Fejl, 
der var halvt en Dyd. Og da de staar der og koldt, uden at 
tage Hensyn til ham, fratager ham al den nominelle Magt, 
som er symboliseret i hans Følge paa hundrede Mand, og 



119 

hvorved han ikke føler Savnet af den virkelige Magt, da gaar 
det først op for ham, hvor hjælpeløs han er, og han søger 
Tilflugt hos den Datter, som han nys har svoret ikke at ville 
vende tilbage til og har overøst med Forbandelser, blot fordi 
hun synes at være mindre ond. Først da de begge viser sig 
lige haarde, brister hans gamle Hjerte. Da svimler hans 
Hjerne, og han ved ikke, hvad han skal gøre. Kun en Ting 
ved han: han vil ikke græde. Og fra nu af græder vi for 
ham. Han, der havde Uretten, faar nu al Sympatien, fordi 
han er en gammel hjælpeløs Uansvarlig, og hans Døtres 
snæverhjertede Rethaveri driver ham ud i den bitre Nød. Da 
ser vi Gloster et Øjeblik, som den, der ikke sætter sig op mod 
dem, der har Magten, og dog vil række den, der er under- 
trykt, en hjælpende Haand, om det kan ske uden at volde 
ham selv Mén; det gaar jo senere ham, som det gaar alle 
dem, der staar med et Ben i hver Lejr, at han bliver knust 
i Sammenstødet mellem de kæmpende Parter, uden at faa noget 
af Kampens Spænding eller dens Løn. 

Og saa slutter denne mægtige Scene symbolsk med Ind- 
varslingen af Stormen. 

Othello er det rankest voksede Træ i Shakespeares Skov. 
Som en ædel Gran skyder det op mod Himlen, lige, glat og 
uden Udvækster; ikke engang tilsyneladende findes der saa- 
danne.*) Og det hviler paa et ikke meget stort Antal Rødder, 
der alle tjener til at holde det ret; overskær en eneste, selv 
den ubetydeligste, og Træet vil hælde og falde. 

Othello er et Paradigma paa det enkle Drama, uden Side- 
handlinger, hvor alt, hvad der foregaar, tjener til at belyse 
Hovedfiguren og til direkte at virke ind paa hans Skæbne. 
Led griber ind i Led, aldrig springes der noget over og aldrig 
er der noget overflødigt; roligt og mekanisk skrider Dramaet 



•) Et eneste Sted [V. n. 306— si7 og 324—329] vilde man kunne lade Pennen 
gaa igennem nogle Linjer; de er overflødige, da Tilskuerne ved, hvad 
der berettes, og Historien om Brevene lidet sandsynlig; men Versifika- 
tionen staar ogsaa underlig skrigende mod hvad der gaar før og efter, 
som om de slet ikke var af Shakespeare; maaske en Interpolation af 
Skuespillerne ; paa den anden Side svarer de noget til Munkens lange 
Fortælling i Romeo og Julie V; men det var i Digterens Ungdom. 



120 

frem mod Katastrofen; det arbejder som en Maskinaksel, der 
ved en Splint faar fat i en lille Flig af Heltens Klæder og 
drejer og drejer, umærkeligt for ham, til den har fast Tag og 
han snurres rundt og rundt, uhjælpeligt, og knuses — da først 
stanses den. Og alle Heltens Omgivelser, Venner, Fjender og 
Ligegyldige, er Tandhjulene, store og smaa, der drejer, hurtigt 
eller langsomt. Kam i Kam, maskinmæssigt, viljeløst, frem og 
frem; det ene driver det andet, Jago er kun som det store 
Svinghjul, der sætter og holder de andre Hjul i Bevægelse, 
men heller ikke kan stanse sig selv eller dem, efter engang at 
være sat i Fart. 

Straks de første Ord sætter Maskineriet i Gang. Jago, 
Svinghjulet, bevæger sig, og Roderigo, Tossehovedet, det fuld- 
staendig viljeløse Hjul, gør en Omdrejning og griber ind i Bra- 
bantio, Desdemonas Fader. Det er Roderigo, Jagos rent pas- 
sive Redskab, der vækker den gamle Senator og som giver 
sig tilkende, mens Jago selv sufflerer ham og uset, ukendt 
haaner, hidser og ægger den krænkede Fader. Allerede nu 
kender vi alle Personerne, ogsaa dem vi ikke har set, og vi 
kender den skjulte Kraft, der bliver Drivfjedren til alt, og for- 
udser den tragiske Slutning, der kun vilde kunne afvendes 
ved en Deus ex machina. 

Den drivende Kraft, der foraarsager saa megen Elendighed, 
er en saa dan Ubetydelighed, som at Jago er blevet forbigaaet 
ved en Udnævnelse; han vilde være Lieutenant, en Anden er 
blevet det. Det er Hovedmotivet til den Fortræd, han an- 
stifter; men det er jo ikke det eneste Motiv. Han har en 
Anelse om, at Othello har gjort ham til Hanrej — og Anelsen 
er maaske ikke helt ugrundet; Shakespeare lader det henstaa 
for os i det uvisse. Fra først af er det kun for ham en 
Anelse, hvorpaa han lægger ringe Vægt; lidt efter lidt bliver 
det mere for ham; det er ikke blot, som det i Reglen paa- 
staas, en løgnagtig Selvbesmykkelse af hans Handlinger, men 
det vokser i Dramaets Forløb til en Frygt, en Tro, og han 
drager Gassio med ind i denne Mistanke. Ti Jago er jo paa 
ingen Maade blot den koldt beregnende Djævel; han er over- 
hovedet hverken kold eller beregnende. Der brænder et Blod 
saa hedt i ham som i Moren; men han kan beherske sig, det 
kan denne ikke; og Fantasien løber af med ham saavel som 



121 

med hans Offer; hans Løgne er ikke hel Beregning; han tror 
tildels paa dem selv; og i sin Hævnlyst ser han ikke længer 
end til sin egen Næsetip, aldeles som senere Moren. Og hvad 
Beregning angaar, saa beregner han jo slet ingen Ting. Han 
vil gøre Fortræd; men han ved fra Begyndelsen slet ikke hvor- 
ledes, forudser ikke og kan ikke forudse Begivenhedernes For- 
løb; de er langt mere hans Herre end han deres. Han lader 
staa til. Det tredje Motiv er Penge: han vil plyndre Roderigo 
saa godt han kan, og derfor slipper han ikke denne af Syne. 
Hvor dramatisk ypperlig er saa ikke Mødet mellem Bra- 
bantio og Othello; denne rolig og værdig, forladende sin unge 
Brud paa selve Bryllupsaftenen for at følge Raadets Bud og 
Statens Kald. Og Brabantio — hidsig, blindt rasende, truende 
med paa et for Staten vigtigt Tidspunkt at kaste dens uund- 
værlige General i Fængsel. Og saa Mødet for Raadet: Scenen 
er jo vidunderlig i sin dramatiske Bygning: Først den kloge 
værdige Forhandling om Statens Sager; saa kommer Othello 
og Brabantio; hin er jo i dette Øjeblik den vigtigste af de to, 
hvorfor Dogen først tiltaler ham: 

Tapre Othello, vi maa sende jer 
fluks ud imod Osmanen, Alles Fjende. 

(I. m. 48.) 

Først derpaa vender han sig halvt til Brabantio: 

Jeg saa jer ej; velkommen, ædle Herre. 

Men for denne betyder nu Statens Velfærd ingenting, hans 
private Sorger alt. Og nu kommer hans Beskyldninger, Othellos 
mandige Selvforsvar og Desdemonas skønne Optræden. Der 
er en stadig Stigen her, indtil Desdemona fuldt har taget sit 
Parti og modig stillet sig ved sin Husbonds Sid-e for at følge 
ham i Ondt og Godt. Saa, mens man igen gaar over til at 
tale om offentlige Sager, daler Spændingen; kun som et sidste 
hendøende Tordenbulder, der varsler en Fornyelse af Uvejret, 
lyder Brabantios Raab: 

Vogt hende. Mor, jeg siger dig, pas paa! 
Mig sveg hun, dig kan det gaa ligesaa. 

(I. m. 295.) 



122 

Ålene for de Ords Skyld kunde Brabantio slet ikke und- 
væres; det er første Gang, Giften kastes ned i Othellos Sjæl. 
Selv om han ikke bører dem nu, da han ingen Fejl ser hos 
hende, ligger de dog og ulmer, for engang at blive en Brand 
til Baalet. Tre Gange gribes Desdemona, den rene, den skære, 
i Løgn: en Gang overfor sin Fader, en Gang overfor sin Mand, 
en Gang overfor sin Kammerfrue. 

Og nu begynder Jago at skimte Vejen, der kan gaas ; 
endnu ser han den ikke tydelig, som han forresten aldrig gør 
det; han benytter Omstændighederne, han skaber dem ikke. 
Saadan gaar det jo i Livet: Ingen er fuldt ud sin egen Lykkes 
eller Andres Ulykkes Smed; Tilfældighederne staar den Kække 
bi. Det eneste, Jago i dette Øjeblik ved, er, at Roderigo ikke 
maa slippe ham afhænde: han kan benyttes som Redskab, 
fordi han elsker Desdemona, og hans Penge kan vandre over 
i Jagos Lommer. 

Fra det Øjeblik, de lander paa Kypern, ruller Lavinen 
ustanseligt. Jago ser den sætte sig i Bevægelse; fra først af 
er den lille og uskyldig, synes ikke at true Nogen; men han 
ser den og skubber til den. Cassio, smuk, galant, høvisk be- 
undrende overfor sin Generals Brud, komplimenterer hende, 
tager hendes Haand og kysser efter Tidens Brug hendes Mund. 
Da slaar det ned i Jago, at det er Nettet, hvori Cassio og 
Othello skal fanges, og fra det Øjeblik stiler han mod Maalet, 
og Omstændighederne begunstiger ham. 

Othello befaler, at der skal være Glædesfest paa Øen den 
Aften, og han betror Cassio, der er ædruelig og rolig, Ordenens 
Opretholdelse. Og nu med Lejligheden vokser ogsaa Jagos 
Evner. Nu er de Alle, fuldstændig naturmæssigt, blevne Dukker 
i hans Haand, og han spiller dem ud imod hinanden. Han er 
ved Tilfældets Magt, og fordi han greb det gunstige Øjeblik, 
blevet Situationens Herre, og uden Skrupler benytter han sin 
Magt. Han lokker Cassio til at drikke, han sætter Roderigo 
ud paa ham for at faa ham til at forløbe sig; og nu sker, 
hvad han ikke kunde beregne, at Cassio ikke blot banker 
Roderigo, hvad der er betydningsløst, men saarer Øens Guver- 
nør. Det er Grund nok til at lade Stormklokken ringe, og 
denne hidkalder Othello. Cassio maa falde i Unaade. 

Hvem kan Cassio bedre henvende sig til for at forhjælpe 



123 

ham til Generalens Gunst end dennes unge Hustru. Han har 
jo været Mellemmand mellem de to i deres Forelskelses Dage; 
han har været hædret med deres fulde Tillid og Venskab. 
Jago behøver slet ikke at raade ham dertil; det følger af sig 
selv. Men han benytter det og har let Spil. Ti Cassio er 
baade en Kvindebedaarer og en Træl af Kvinder — og det er 
Moren, der selv ikke har levet som en Josef, ikke uvidende om. 

Nu begynder Jago at bearbejde Othello, først med at und- 
skylde Cassio, bortforklare og forsvare sin Ven og saaledes vise 
ham i et Lys, i hvilket Othello ikke før har set ham. Overfor 
Guvernøren har han fremstillet Cassio som en Drukkenbolt; 
det kan han jo ikke gøre overfor Othello, der ved bedre. Men 
med Fortielse, halve Undskyldninger opnaar han at forrykke 
Forholdet mellem Generalen og hans Lieutenant, hvem Othello 
fratager Bestallingen. 

Og nu følger Cassio sin egen Indskydelse og Jagos Raad 
og beder gennem Emilia Desdemona om en Samtale; denne 
lover at gaa i Forbøn for ham, og hun holder sit Ord, saa 
han er al hendes Tales Genstand. 

Alt er forberedt til Katastrofen. 

Nu kommer disse Scener, der er udtænkte og skrevne 
med et Kendskab til det menneskelige Hjerte og den menneske- 
lige Forstand og med en Sans for dramatisk Virkning, Stigen 
og Dalen, der kun havde kunnet erhverves ved utrætteligt Ar- 
bejde og Aarvaagenhed. Kunsten i disse Optrin, hvor Jago 
forgifter Othellos hele Væsen og Liv, staar endnu som uover- 
truffen i Verdensliteraturen. Selv her, hvor hvert Ord er saa 
nøje beregnet og afvejet af Digteren, er saa lidt beregnet af 
Jago. Han benytter hver Chance, der byder sig; tildels leder 
han Samtalen og dermed Othello; men ogsaa kun tildels; ti 
hans Oflfer gør mange Sidespring, men Jago forstaar at følge 
dem. Han begynder med som rent tilfældig at give Moren et 
let Stik; saa giver han ham et til; saa trækker han sig tilbage. 
De Stik har pirret Moren, men ikke meget; han føler ligesom 
Trang til mere. Det bliver til Saar; han vrider sig svagt under 
det saarende Instrument, men trykker det derved kun saa 
meget længere ind. Det smerter, han vil gøre sig haard, men 
for hver lille Bevægelse, hver Sitren, flænger Jago i Saaret, og 
tilsidst skriger, brøler han i Smerte, hans Bøddel fordobler kun 



124 

Torturen, saa han tilsidst mister al Sans og skummer som et 
vildt Dyr og taber Bevidstheden. Der hører megen Behændig- 
hed til fra Jagos Side for at manøvrere med Othello; ti denne 
er jo lig en hidset Tyr, som det gælder om at gøre mere og 
mere rasende og dog holde fra Livet, og som endog engang 
vender sig mod sin Plageaand, der kun ved sin frække Ro af- 
parerer Angrebet. 

Hvad der nu følger er kun den naturnødvendige Virkning 
af hvad der er gaaet iforvejen. 



ENKELTE SCENERS BYGNING 



Saaledes er Shakespeares Kunst efter at han er naaet til 
Modenhed, hvad enten Stykket er et med flere sideordnede 
HandUnger eller der kun er een Handling, dramatisk, sammen- 
trængt, hastende frem mod et bestemt Maal, som aldrig tabes 
af Sigte. Han vokser sig stadig større og større • i det rent 
tekniske; hans Fremskridt her holder Skridt med hans øgede 
Menneskekundskab. Han har aldrig været famlende; selv i 
hans Ungdomsarbejder er der en forbavsende Sikkerhed, en 
Klarhed over, hvad han vil og kan; men det er Efterligning; 
Andre har altid traadt Vejen, før han gaar den; han gaar 
sikrere end Forgængerne, fordi han ved, at Vejen er farbar og 
Grunden fast; men de har traadt Sporene. Han bliver kraf- 
tigere, alt som han skrider frem; hvert Skridt er for ham en 
Landvinding; intet af, hvad han indvinder, giver han slip paa 
igen; han lægger aandelig talt Skilling paa Skilling og Daler 
paa Daler, øder intet og bliver den rige Mand. Men han er 
ikke kommet let til sin Formue. En Flid, der aldrig helmede, 
en Aarvaagenhed, der passede paa de mindste Enkeltheder, 
og saa en lykkelig Frihed for Skrupler, der gjorde, at han 
aldrig bekymrede sig om, hvis Ejendom, det var, han tog, 
naar han blot kunde bruge den; han brød sig ikke om, at 
man raabte Tyv eller Plagiator efter ham. Han tog de Andres 
Smaaskillinger, fordi han vidste, at i hans Haand blev de til 
Guld. 

Han var en Kunstner, en saadan, der ikke undser sig ved 
at gaa i Lære hos hver den, der har Kundskab at meddele, 



126 

og som ikke vil begynde fra Toppen, men beskedent begynder 
fra neden, med at efterligne Lærernes Værker og er glad ved 
at faa Lov at tegne nogle Figurer ind i deres Billeder. Da 
han selv er blevet udlært, sætter han stadig sit Maal højere 
og højere, spænder han alle sine Kræfter paa hver Gang at 
naa videre frem, og vaager skinsygt over, at ingen fremmed 
Haand rører hans Værk, for enten at ødelægge det eller tilrane 
sig en Del af Æren og Guldet for dets Udførelse. 

Intet Øjeblik maa det glemmes, at Shakespeare var 
Dramatiker; han var født dertil, som En bliver født til at være 
Feltherre, en Anden til at være Skræder. Staar saa Lykken 
den lidt bi, der er født med udprægede Anlæg, saa bliver den 
ene en Napoleon, den anden en Worth. Tidsomstændighederne 
var jo de allerlykkeligste for Shakespeare. Han kom i rette 
Øjeblik, som Rafael gjorde det. Der vrimlede af geniale Mænd 
i alle Retninger om ham, der var en fast Tro paa egen Styrke 
hos den Slægt, der gik umiddelbart forud for ham og den, 
hvortil han selv hørte, der gav Kræfter. Intetsteds var 
Genialiteten mere udpræget end i Digternes Verden, og de 
ypperste af dem samledes igen om Dramaet; der var Kappe- 
striden størst, for der var Bifaldet stærkest og mest umiddelbart 
og Indtægterne sikrest. De andre eksperimenterede allesammen 
og uophørlig; han drog Fordel af de Andres Eksperimenter, 
Erfaringer, Skuffelser. 

Han tænkte dramatisk. Det viser ikke blot selve Styk- 
kernes Bygning, men de enkelte Scener er i højeste Grad 
dramatiske. Dramaerne er, med Undtagelse af de allerførste, 
alle byggede saaledes, at der er en stadig Stigen i Handlingen, 
en jævn Stramning af Knuden, en Udvikling og Uddybning af 
Karaktererne indtil Slutningen af tredie Akt; alt, hvad der 
hænder indtil da, er som en langsom Forberedelse; fra nu af 
er alt færdigt, der sker intet nyt, andet end hvad der er en 
nødvendig Følge af det, der er foregaaet; og Karakterernes 
Udvikling er afsluttet; vi kender dem nu fuldstændig; Liden- 
skaben kan stemmes nogle Grader op. Ondskaben kan blive en 
Smule mere djævelsk, kvindelig Blidhed og Ømhed kan vokse 
i Skønhed, Svaghed kan blive til Hjælpeløshed. Men der føjes 
ingen ny Træk til de digtede Skikkeisers Natur; Konflikten er 



127 

sat i Gang og den gaar sin Gang; men intet af, hvad der 
sker, kan overraske. 

Nøjagtig saaledes bygger han de vigtigste Scener i sine 
Stykker, og endnu bedre paa disse Scener end paa de fuld- 
færdige Dramaer kan maaske de uhyre Fremskridt maales, 
som Shakespeare gjorde mod sin Kunsts Fuldkommengørelse. 
Lear og Othello er Kulminationen af Shakespeares Digtning, 
og begge disse Dramaer ejer den Slags Scener i rig Mængde. 
Der er allerede nævnt Lears II. iv. Det allerberømteste Eks- 
empel er Othello III. in., hvor Jago i Løbet af en eneste Sam- 
tale, ganske naturligt, blot ved en overmenneskelig Kunst, med 
uendelig smaa Midler og gradevis, ved en næsten umærkelig 
Fremrykning af sine Angrebsargumenter undergraver Othellos 
grundmurede Tillid og forandrer ham fra en rolig civiliseret 
Evropæer til en rasende Vild. — Ingen, der har blot den 
mindste Sans for Poesi, vil tage i Betænkning at erklære den 
for den ypperste Scene i al dramatisk Digtning. 

Men før Shakespeare naaede saavidt, havde han gjort 
mange Forsøg paa at skabe noget lignende. Der kan jo kun 
være Tale om at nævne nogle enkelte, i nogenledes Tidsfølge. 
I det historiske Drama, hvor Digteren første Gang fuldtud viser 
sine store Evner som Teaterdigter og sin tragiske Kraft, i 
Richard III, har vi det første store Forsøg i Akt I, Scene II: 
Mødet mellem Gloster og Dronning Anna. Som bekendt følger 
hun sin af Richard myrdede Svigerfader til Jorden, da hun 
stanses af Morderen, der tiltaler hende med et smilende Ansigt 
og en ydmyg Holdning. Hun skælder ham, spytter ad ham 
og sparker ham fra sig; men han lokker og smigrer, trygler 
og spotter, taler Løgn og Sandhed, indtil han har faaet hende 
den Vej, han vil, nemlig bøjet hende ind under sig og sin 
Elskov eller rettere sin Forfængelighed. — Det er et Forsøg 
paa at udføre, hvad der fuldstændig er lykkedes i Othello III. m ; 
Tekniken er den samme, den teatralske Virkning er nær- 
beslægtet; kun den psykologiske Sandhed i de to Optrin, taaler 
ingen Sammenligning. I Richards og Annas Møde er der et 
Gran af Sandhed i en Bunke Usandsynlighed; i Jagos første 
Bearbejdelse af Othello rammer hvert Ord Prikken. 

Et Skridt videre i Retning af Sandhed og dermed Skønhed 
er han naat i Kong Johan. Der er f. Eks. det dejlige Optrin 



128 

mellem Hubert og Prins Arthm* (IV. l) : Paa Kongens Befaling 
kommer Hubert for at dræbe den halvvoksne Dreng ved at 
brænde hans Øjne ud med glødende Jern. Hvad der følger, 
er ikke blot den længste, men staar for mig som den skønneste 
af alle Shakespeares mange dejlige Bamescener; og dertil er 
den rent dramatisk set af overordentlig Virkning. Der er en 
stadig Stigen i Spændingen, mens den kloge Dreng taler for 
sine Øjne ; hans Klogskab vokser med hans Angst, hans Bønner 
bliver mere indtrængende, hans indsmigrende Klyngen sig til 
Hubert mere rørende, hans Paakaldelse af og Minden om deres 
fordums Venskab mere uimodstaaelige, hans Billeder finere og 
skønnere; og alt som hans indtagende Patos stiger, mindskes 
Huberts Fasthed og svækkes hans Vilje til at lyde Kongens 
Bud, samtidig med at de glødende Jern afkøles; og da disse 
er helt kolde er hans Hjerte smeltet og Arthurs Øjne frelst. 

Her er denne særlige shakespeareske Teknik brugt for at 
røre Hjerter. I Julius Cæsar gør han to Gange Brug af den 
i vidt forskellige Øjemed, men han har gjort et Kæmpeskridt 
fremad i Forstaaelsen og Brugen af sine kunstneriske Midler. 
Tredje Akt er i sig selv som et helt afsluttet Drama og dog 
som et Led i det Hele. De to Afdelinger maa sikkert for 
Datidens Tilskuere have gjort Indtryk af en fortløbende Scene, 
fra Cæsar træder ind til Antonius forlader Forum for at mødes 
med Octavian. Der er alt det i dem, som fordres hos Drama- 
tikeren. Publikum gribes straks og holdes fangen, og Spæn- 
dingen er stadig stigende; vi ser de forskellige Karakterer ud- 
folde sig, saa vi lærer dem fuldt ud at kende, og vi ser Kon- 
flikten imellem dem begynde og vokse, indtil vi føler og ved, 
at Antonius har Overtaget; og saa dramatisk er det gjort, at 
uagtet Striden udkæmpes uden at de kæmpende Parter mødes 
— undtagen et Øjeblik, hvor der ikke kæmpes — behøver 
intet at fortælles, alt foregaar. — Mordet paa Cæsar er saa- 
ledes forberedt, at man holder sit Vejr tilbage; man ved det 
skal ske, ser Skyerne samle sig om den intet anende, tror 
dog, det vil vare noget inden de udlades, og saa som et Lyn 
blinker Dolkene og Verdens største Mand ligger død. Da ind- 
træder den fuldstændige Stilhed et Øjeblik; ti Alle flygter — 
og de Sammensvorne opfordrer de Romere, der ikke er til- 
stede, til at bade deres Hænder i Tyrannens Blod. — Antonius' 



129 

Tjener beder i sin Herres Navn om Tilladelse for denne til 
at fremtræde for de Sammensvorne for at hylde dem, slutte 
sig til dem og faa Forklaring paa, hvorfor de har myrdet 
Cæsar. — Tjenerens Ord er som et svagt Forbud paa, hvor- 
ledes hans Herre vil tale og handle. Brutus, der er Idealisten 
og ikke kan mistænke Nogen, fordi han selv ikke kender Svig, 
venter at finde en Ven. Derimod Gassius, Politikeren, frygter 
og gennemskuer Antonius, der, da han kommer, viser paa 
engang Smil og Venskab og Underkastelse mod dem, der i 
ØjebUkket synes Magthaverne, og oprigtig Sorg over den, der 
var det, hvilket er mere dramatisk virkningsfuldt, end det 
egentlig er sandsynligt. — Brutus taler til de forsamlede 
Borgere, hans sande ædle Ord gør Indtryk paa dem, og, 
naiv som han er, gaar han bort i den Tro, at Fornuftgrunde 
er det, der former Mængdens Dom. Der er i hans Tale ingen 
Stigning; den er akademisk fuldendt, afvejende Grunde for og 
imod, og Hoben er overbevist — ti den tænker ikke selv. — 
Og den anden Stilhed i Akten indtræder, før Antonius taler 
over Cæsars Lig. Hans berømte Tale begynder pianissimo og 
stiger til det voldsomste forte, fra først af modtaget med 
Uvilje, derefter med nogen Samstemning, saa vindende Hoben 
over paa sin Side og æggende dens Lidenskaber, til den slet 
ikke mere kan se eller dømme, til den forestiller sig, at alt 
ondt kommer fra Brutus, den paa Grund af sine Motivers 
Renhed lidet omskuende og intet anende, der bliver et let 
Bytte for den kloge, rænkefulde, samvittighedsløse og ærgerrige 
Antonius. — Den tredje Stilhed i Akten følger, hvor den blinde 
fanatiske Mængde slippes løs, og Antonius staar alene tilbage, 
sikker paa Sejren. — 

Det er et mægtigt Kunststykke at bygge en Akt paa en 
Tale. Alting er relativt i denne Verden og kan kun bedømmes 
ved at sammenlignes med andre Tilfælde af samme Art. 
Ibsen har, da han stod i sin fuldeste Kraft, skrevet et beun- 
dringsværdigt Drama, En Folkefjende. Han har deri — vistnok 
ubevidst — villet gøre noget lignende som Shakespeare gjorde 
i Julius Cæsar. Fjerde Akt optages af Dr. Stockmanns store 
Tale. Den slog Skuespillet som Teaterstykke ihjel. Der synes 
at være et overordentligt Liv over den Akt, og der er intet. 
Vi er ikke en Smule videre ved dens Slutning, end vi var 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 9 



130 

ved dens Begyndelse. Det ligger i, at før Dr. Stockmann be- 
gynder at tale, har han allerede Stemningen imod sig, og den 
rokker eller ændrer han ikke; den er maaske steget en Grad, 
men den har ikke skiftet Karakter. Den forandrer ikke Magt- 
fordelingen. Skuespillet vilde vinde betydeligt, ved at Akten 
blev strøget og refereret i nogle faa Repliker i det følgende 
Optrin, hvad der let kunde gøres. Man prøve at stryge Anto- 
nius' Tale — Hængslet, om hvilket Dramaet Julius Cæsar 
svinger.. 

Sagen er den, at den store Dramatiker Ibsen tænker ikke 
altid dramatisk; dels er han optaget af at skildre Sjæle — og 
Dr. Stockmann er maaske hans sikreste Studie — dels har 
han Ting paa Samvittigheden, der skal siges. Shakespeare 
tænker altid dramatisk, i Dramaerne som Helhed, i enkelte 
Akter, Optrin, Repliker. 



TID OG STED 



Der er noget, man har haft meget travlt med i vore 
Dage, i Malerkunsten som i Historieskrivningen og Digtningen, 
nemlig Lokalfarven, og denne anses næsten for at være en 
moderne Opfindelse. Tager man en Corneillesk eller Racinesk 
Tragedie i Haanden, støder man paa lutter latinske og græske 
Navne, og Dramaet selv er tildels bygget i antik Stil, i al Fald 
efter antike Mønstre. Men Personerne er Riddere og Damer fra 
Ludvig XIIFs og XIV's Hof, der taler som aldrig Romer eller 
Græker talte. I det spanske Drama er, saa vidt jeg kender 
det. Tid og Sted altid Nuet i Spanien, selv oni Handlingen 
foregaar i Oldtid eller Middelalder, paa spansk Grund, udenfor 
Spanien eller i Fantasiens vidtstrakte Rige. Og det har længe 
været en Trossætning, at hos Shakespeare forholdt det sig 
ligesaadan. Man har opholdt sig over saadanne Smaating, 
som at der i de romerske Dramer stadig tales om, som et 
Tegn paa Glæde, at man kaster sine Huer i Luften — saadan 
gjorde Englænderne; men de gamle Romere bar ingen Huer, 
altsaa er Romerne jo slet ikke andet end Englændere i For- 
klædning. I Julius Cæsar tales der om et Taarnur, der slaar, 
i Macbeth om Kanoner, i Coriolan omtales Cato, der levede 
mange hundrede Aar efter Coriolans Død. Er det ikke horri- 
belt? Men der er det, der er meget værre. Hvem kender 
ikke Bøhmens Strandbred fra Et Vintereventyr?*) eller Løverne 



*) Hvem har forøvrigt nogensinde taget Forargelse af, at Frøken Dagmar 
i Folkevisen sejler fra Bøhmerland i mindre end Maaneder to? 

9* 



132 

og Palmerne i Ardennerskoven fra Som I behager? Og der 
er mange af den Slags Ting. 

Og dog maa det hævdes, at Shakespeare ikke blot for- 
søgte at give sine Dramaer Lokalfarve, men at det ogsaa i en 
forbavsende Grad lykkedes ham. Her maa sondres. De første 
af de ovennævnte Eksempler er simpelt hen uskyldige Anakro- 
nismer, for intet at regne i Sammenligning med hvad Sammen- 
stillinger Renaissancens Kunstnere, de største som de mindste, 
tillader sig. Men Løverne og Bøhmens Strandbred, hvad er 
det? Med Hensyn til det sidste er det ikke nok at sige, 
at Shakespeare har taget det fra sin Kilde; han har med 
velberaad Hu taget sligt med. Det er i hans romantiske 
Skuespil, den Slags Ting tindes til Overflod. Nu maa det 
erindres, at dette er en Genre, Shakespeare har skabt. 
Intetsteds i Verden fandtes der noget lignende, mindst i 
hans eget Lands Literatur. I Tragedien, i Komedien og 
det historiske Skuespil (Chronicle Plays) har han Forgængere 
og Medbejlere, som han kan bygge paa, efterligne og be- 
sejre. Der var baade Tragedier og Komedier i klassisk Stil, 
og der var saadanne i folkelig Stil, Farcer, som Ralph 
Roister Doister og Mo'r Gurtons Naal, samt Tragedier med 
pudsige Mellemakstsfigurer, der intet havde med Handlingen at 
skaffe. Men det romantiske Drama maa han skabe, noget 
saadant haves der ikke engang Tilløb til; derfor findes 
det heller ikke i hans tidligste Produktion, men vokser ud 
af den. 

I Skærsommernatsdrømmen er han bunden af Regler og 
Former. Delte Festspil er, hvad man kaldte en Masque, den 
eneste af denne Art, der blev til et fuldlødigt Kunstværk, og 
ikke et ephemert Digt, egnet til blot at blænde paa den Fest- 
aften, hvortil det var skrevet, men saa lagt paa Pulterkamret. 
Alle er blevne betagne af dets luftige Skønhed — men Mange 
har slaaet sig til Ridder paa og Andre har undret sig over 
denne Blanding af fornemme Grækere og Londoner Haand- 
værkere, der var alt andet end atheniensiske Borgere — og 
har tilskrevet den Shakespeares Naivitet. Det var vist den 
Egenskab, han havde mindst af. Først vidner hele Stykket 
om en ganske overordentlig kunstnerisk Beregning: den Maade, 
hvorpaa de tre vidt forskellige Verdner er slyngede ind i hin- 



133 

anden, kan kun være Genstand for den højeste Beundring. 
Men det er med dette luftige Væv, der hedder Skærsommer- 
natsdrøm, som med Michel Angelos David; man beundrer begge 
dobbelt, naar man ved, hvilken Tvang Kunstnerne har maattet 
paalægge sig for at skabe disse Værker. Billedhuggeren fik en 
halvt til- og forhugget Marmorblok at lave noget ud af; han 
maatte følge sin Forgængers Linjer. Shakespeare stod ogsaa 
ufri overfor sit Materiale. Der var faste Regler for, hvorledes 
en saadan Masque skulde bygges: der skulde være tre adskilte 
Verdner, fornemme Personer, allegoriske Figurer og Klowner; 
og disse udførtes af tre forskellige Samfundslag: Festens 
skønneste og fornemste Gæster, professionelle Skuespillere og 
Herskabets Tjenere; hver Klasse havde sit Rige. Men det var 
ikke Shakespeares Opgave, naar han skulde tækkes fornemme 
Velyndere, da at gaa imod Skik og Brug; han holdt sig til 
Recepten; han hævede kun Værket op i den højeste Poesis 
Verden, i Drømmenes Rige; og han filtrede de tre Verdner 
sammen; det, Ingen havde gjort før ham og Ingen har gjort 
efter ham. Det er den skønneste Hofpoesi, der er skrevet, og 
dog er der en Mulighed for, at den ikke har behaget; de fine 
Folk har dog maaske ikke fundet Behag i at blande sig med 
Populacen; han udførte i al Fald ikke flere Bestillinger af den 
Slags. 

Men hans øvrige romantiske Dramer, dem er det jo, hvori 
de mange Anakronismer, Misforstaaelser, Usandsynligheder og 
Umuligheder forekommer, hvor Løver brøler i Ardennerne, 
hvor Skibe strander i Bøhmen, hvor en Dronning kan holdes 
gemt i seksten Aar i en Pavillon i sin egen Have, uden at 
Nogen aner, at hun lever, og hvor gamle Briter optræder paa 
Cæsars Tid og slaas med franske Renæssance Adelsmænd. 

At han i alle disse romantiske Dramer har skabt den 
underfuldeste Poesi, er der vel Ingen, der nægter. Men kunde 
han ikke have gjort det uden at tage sin Tilflugt til alle 
Urimelighederne? eller har han maaske slet ikke taget sin Til- 
flugt dertil som til Virkemidler, men har han virkelig trot paa 
de brølende Løver o. s. v.? 

Shakespeare har forsætlig indført disse Ting! Han har 
bestemt villet rykke alle disse lette Billeder bort fra Verden. 
De har intet med Livet at gøre og skal ikke have det. 



134 

Shakespeare ligner meget Rafael. De naade begge at give 
det Højeste, Kunsten har evnet, og det mest Harmoniske. 
Men Shakespeare havde den Lykke at leve, til han fik alt det 
givet, som han ønskede at give, og den endnu større Lykke at 
kunne holde op, før han blev en Routinier. Rafael døde, 
netop da han havde naaet det, der maatte synes som Kulmina- 
tionen, og som dog maaske kun var Begyndelsen til en 
kunstnerisk Glans, som vi knap tør drømme om. Men begge 
havde de det, at deres Læretid var lang, og at de under den 
optog i sig det bedste af alt, hvad de stødte paa, uden smaalig 
Hensyntagen til Andres Prioritet, og da de havde lært alt det, 
de Andre kunde, smeltede de det sammen i sig, og først da 
begyndte de at skabe helt paa egen Haand. 

De romantiske Dramaer er som sagt Shakespeares Skab- 
ning. Dog, han var jo ingen Revolutionær; han var tvært 
imod meget forsigtig. Han følte sig altid for med Foden, før 
han satte den til Jorden, hvor han ikke var kendt. Men en 
ny Form maatte der bruges. Han havde skrevet Komedier, 
der var tilstrækkelig lige ud ad Landevejen. I, Arrig Kvinde 
er der ingen brølende Løver i Paduas Gader. Der er italiensk 
Klarhed. Men vilde han rykke Tilskuerne helt bort fra Verden, 
løfte dem op over Jorden, maatte han give dem forskellige 
Fingerpeg, der efter hans Sædvane kun er skudt meget løst 
ind, ligesom tilfældige Antydninger. I „Som I behager** findes 
de strøt med en let Haand hen over Teksten. Men det er jo 
ogsaa en Komedie, aandfuld og aandrig som Skærsommernats- 
drømmen. Hvad er det ikke for en fredlyst Plet i Skoven, 
hvor Solen altid skinner og hvor der er kølig Skygge under 
brede Ege og viftende Palmer, hvor Kilder risler igennem 
Blomster og Græs, hvor Løver gaar og spadserer fredelig om- 
kring, og hvor der hverken er Sommer eller Vinter, hvor alle 
Mennesker er elskværdige, og hvor der ingen Mismod er, kun 
et blidt ironisk Vemod, ingen højrøstet Latter, kun Smil og 
bløde Sange og Leg med Ord, ingen lidenskabelig Tale, hvor 
selv Kærligheden er en gækkende Leg og Elskeren en Yngling, 
der rødmer over sine egne Tanker. Hvor langt vi er fra en 
Søndag Eftermiddag i det Grønne med skaaret Smørrebrød og 
to Mand frem for en Enke. — 

Men endnu har Shakespeare ikke vovet at byde sit Publi- 



135 

kum for stærke Usandsynligheder. I den Henseende som i 
alle andre vokser han med Aarene. Ogsaa i Klarhed. I sine 
unge Aar tror han, at Publikum forstaar en halvkvædet Vise. 
Derfor nøjes han ofte med Antydninger, hvor han senere hen 
bruger stærke Understregninger. I et af sine sidste romantiske 
Dramer, Et Vintereventyr, synes han ligesom at ville trodse 
alle dramatiske Regler, sætte sig ud over alle Tids og Steds 
Hensyn. Disse Eventyrs Handling er henlagt til forskellige 
Lande; men hvad enten Landet kaldes Ardennerne, Sicilien, 
Bøhmen, Illyrien eller England i Briternes Dage, er det et 
Arkadien, der ikke findes her paa Jorden, hvor alting kan ske, 
hvor Modgangen blot er en Spøg og Ulykken ved et Slag af 
Tryllevaanden forvandles til Lykke. Han siger selv i Prologen 
til fjerde Akt i Vintereventyret: 

Min Magt 
er Lov og Skik i Verden underlagt; 
jeg planter og jeg styrter dem igen 
alt som jeg vil. 

Det delfiske Orakel og Kejseren af Rusland og Puritanere 
blandt bøhmiske Hyrder paa samme Tid — og der er dem, 
der mener, at Shakespeare ikke har vidst bedre Besked, ja 
endog kunnet tro, at det delfiske Orakel og Giulio Romano 
var samtidige — og at denne, der næsten var en Samtidig 
med Digteren, ikke var Maler, men en Billedhugger, der lavede 
polykrome Statuer. 

Ti hvorfor findes der ikke den Slags Løjerligheder i hans 
alvorlige Arbejder? Det skal selvfølgelig ikke hævdes, at 
Shakespeare med en saadan pinlig Omhu, som den mangen 
moderne Kunstner viser, studerede Milieuet for sine Dramer. 
Han havde jo slet ikke Lejlighed til det, heller ikke Tid eller 
Kundskaber. Men mon ikke, hvis om nogle hundrede Aar en 
Forsker læser Ebers Romaner, mon han saa ikke vil le ad det 
Billede, den lærde Tysker giver af Ægypten; man vil naturlig- 
vis være naaet langt videre i Forstaaelsen af Oldtidslevninger, 
end vi nu er. Saaledes kan man ogsaa hist og her i Shake- 
speares alvorlige Dramaer finde Anakronismer, Misforstaaelser 
og Overførelser af engelske Datidsforhold paa andre Lande og 
Tider; men disse er ikke mange. Derimod tør det trygt siges. 



136 

at ingen Digter bar nogensinde forstaaet i højere Grad at lægge 
den rette Tone over Tid og Sted. Det sker selvfølgelig tildels 
instinktmæssig; intet Arbejde, ingen Studier eller Kendskab til 
Enkelthederne vil hjælpe en Ebers til at give saadanne levende 
Billeder af Qeme Tider og Lande, som dem, Shakespeare har 
tegnet. Men der er fra Digterens Side en Bestræbelse for at 
skabe en Lokaltone. Det har været et meget debatteret Spørgs- 
maal, om Shakespeare har rejst, om han selv har set de 
Steder, hvor hans Dramaer spiller. Dem alle har han selv- 
følgelig ikke set; men han har læst om dem, og han har for- 
hørt sig hos dem, der havde været der; Englænderne var jo 
allerede da et vidtbefarent Folk. 

Hvad er der ikke for en italiensk Stemning over Romeo 
og Julie? Der er ikke blot sydlandsk Glød, men det er et 
sydlandsk BiUede, klart og fast i Konturerne som en Novelle 
af Boccaccio. Der er ingen nordiske Dybsindigheder, ingen 
Svæven ud fra Teksten, men Klarhed over hele Linjen, fast 
Tag i Handling og Personer og en Jagen mod Maalet fra Be- 
gyndelsen til Enden. De to Elskendes Tale er ægte Følelse, 
ofte klædt i de mest skruede Ord — den italienske Stil i den 
engelske Sonetdigtning, der var en Efterligning af den efter- 
petrarkske. Digteren var ung endnu, saa Tonen er ikke holdt 
ganske konsekvent. Da Julie skal drikke Giften, dvæler hendes 
Tanker ikke ved den Elskede, men ved Gravens Uhygge og 
Rædsler — hvilket turde være et mere engelsk end italiensk 
Træk. Men Julie er ingen nordisk Kvinde; hun har Stoffet i 
sig til en Messalina eller til en Beatrice Cenci, men sandelig 
ikke til en Valborg eller en Eleonore Kristine. Men det er ikke 
blot i Italien, det er i Verona, Handlingen foregaar. 

In fair Verona, where we lay our scene — 

Kan der tænkes noget bedre Tillægsord til Verona end 
fair? I al Fald laa det paa min Læbe, da jeg stod paa 
Veronas Torv under det mægtige gamle Raadhus, og Udtrykket 
kom stadig igen paa Vandringer i og om Byen. Han har 
kunnet se Kampene paa Gader og Pladser mellem de to 
Slægter og deres Følge, fra Venner til Staldkarle, og han har 
i faa Streger givet det hele Liv, netop som det var i Verona, 
og ikke som det var i London. 



137 

Man har opholdt sig over, at Julie taler om Aftenmesse 
(III. 1. 88.) og paastaaet, at det viser Ukendskab til den katolske 
Kirkeskik. Men for det første taltes der om Aften fra Kl. 12 
Middag: Is it good den? — the hånd of the dial is on the 
prick of noon. (II. iv. ii4.) Og der holdtes Messe efter Middag 
i Fasten, ved Vigilier, Requiem Messe paa alle Sjæles Dag, 
Votiv Messer. Pius V (1566 — 1572) forbød Aftenmesser; For- 
budet viser Skikken. Endnu saa sent som 1824 blev den 
sunget i italienske Kirker, blandt andet i Verona. — Læg ogsaa 
Mærke til at Munken Lorenzo taler om vor Vidiekurv (II. m. ?.). 
Den enkelte Franciskaner kunde intet eje, den mindste Ube- 
tydelighed var Fælleseje. Saadanne Antydninger, skønsomt an- 
bragte og lidet paatrængende er Shakespeares Maade at illu- 
strere paa. 

Shakespeare angiver altid omhyggeligt hvor og til hvad 
Tid paa Døgnet en Handling foregaar. Nødvendigheden havde 
lært ham det: de manglende Dekorationer tvang ham til at 
meddele Tilskuerne for Forstaaelsens Skyld, hvor de optrædende 
Personer befinder sig; det gøres som oftest i de allerførste Re- 
pliker i en Scene. Der spilledes ved Dagslys; man havde ingen 
Midler til at lukke det ude; skulde Tilskuerne tænke sig, at 
noget foregik ved Nattetid, maatte det siges dem, dog ikke alt 
for direkte, men som var det en Del af Stykket. Se f. Eks. 
Macbeth II. i. : Banquo og hans Søn kommer ved Nattetid til 
Borgen: 

Banquo: Hvor lider Natten, Dreng? 

Fleance: Maanen er nede; jeg har ikke hørt Klokken slaa. 

Banquo: Og den gaar ned Klokken tolv. 

Fleance: Jeg tror, det er senere. 

Kan man paa en diskretere Maade meddele, at det er 
over Midnat? Banquo lukkes ind og gaar til Ro. Umiddel- 
bart derpaa følger Mordet paa Kongen. 

I Romeo og Julie angives de forskellige Klokkeslet og Dage 
for hver enkelt Begivenhed. Ogsaa Aarstiden for Romeos For- 
elskelse betegnes: det er i JuU Maaned. Ammen siger (I. m. i\), 
at der er ^'orten Dage til Lammas, der er den første August. 
Og Benvolio siger (111. i. 2.4.): 



138 

The day is hot. 

For now these hot days is the mad blood stiriin^. 

Der er Hede baade udenom og i Menneskene. Det er 
Somrens lune Nætter, hvor der hviskes Elskovsord mellem 
Unge i alle lønlige Vinkler. 

Købmanden i Venedig har været Genstand for en ind- 
gaaende Undersøgelse af Karl Elze, netop med Hensyn til 
Shakespeares venezianske Lokalkendskab, og han er kommet 
til det Resultat, at dette har været forbavsende nøjagtigt, saa- 
ledes at man næsten maatte tvivle om, at han kunde have det 
paa anden tredje Haand. Han kendte Venedigs og Omegns 
Topografi som af Selvsyn, og vidste Besked med Sæder og 
Skikke i Lagunebyen, som nu Historikeren møjsommeligt maa 
fastslaa. Digteren, der vistnok aldrig i England havde set en 
Jøde, kendte dette Folks Sædvaner, Tankegang og Retsstilling 
og beskrev dem nøjagtigt. Og gives der vidunderligere 
Skildringer af fornemme Venetianere end den kongelige Køb- 
mand, end Portia, end Desdemona? Og nu disse to venezianske 
Stykker, hvor er de ikke klare i Tanke og faste i Bygning, 
økonomisk udregnede og klogt beregnede, saa intet gaar til- 
spilde, saa Tap griber ind i Tap i Handlingen, saa alle de 
digtede Skikkelser staar skarpt og bestemt overfor hinanden. 
Der er Sol og stærke Slagskygger overalt, intetsteds Taage 
eller Utydelighed. Personerne handler uafladeligt og hurtigt, 
paa Impulser; de ræsonerer ikke, overvejer ikke, betænker sig 
ikke; de elsker og hade;*, stærkt, voldsomt, pludseligt, uden 
Refleksion; de drømmer ikke, men de hugger ned. Jago er 
Italiener, fuldblods. 

Shakespeare var jo heller ikke ene om at lægge Lokaltone 
over sine Billeder. Han, der opsugede i sig og tilegnede sig 
alt, hvad Andre vidste, gør i den Retning det samme som 
Ben Jonson. Denne hans store Rival læste jo, før han skred 
til at skrive et Stykke — ligesom en moderne Zola — alt, 
hvad der var skrevet om hans Emne; han var Videnskabs- 
mand fuldt saa meget som Digter. Hans to romerske Tra- 
gedier er en Excerptsamling af klassiske Skrifter, og hans 
Volpone er en nøjagtig Beskrivelse af Sæder og Steder i 
Venedig. Og dog, med al deres pinlige Nøjagtighed, hvor graat 
er ikke Billedet af Romerlivet trods korrekte Skildringer af 



139 

Offerhandlinger og Senatsmøder i Modsætning til Shakespeares 
levende og anskuelige Skildring af Varsler og Jertegn ved 
Cæsars Død? Og hvor mangler der Fest og Liv og Skønhed 
i det Venedig, hvor Volpone foregaar, i Sammenligning med 
Shylocks og Portias Venedig, hvor Himlen hvælver sig blaa 
over Rialtoen med dens Handelsliv, over de rige skønhedsfyldte 
Paladser, over det festlige Liv ved Nat. 

Prins Hamlet er dansk. Aldrig en Handling — und- 
tagen undertiden ved en Fejltagelse og paa urette Sted — men 
altid ræsonerende, filosoferende, drømmende, følende Uretten, 
kendende sin Pligt til at bøde paa den og betænkende sig, 
indtil det er for silde, indtil Øjeblikket er gaaet, og dog uden 
at benytte det næste gunstige Øjeblik, nøjet med Knips i 
Lommen, med bitre ironiske Ord, der saarer ham selv mere 
end dem, mod hvem de er rettede. Karakteren er rigt ud- 
rustet, men den er taaget, udvisket og ugribelig. Og Tragedien 
er jo ganske anderledes bygget end de italienske. I Hamlet 
er alting løst, svævende, man kunde næsten fristes til at sige 
daarligt komponeret. Og dog er netop denne løse Komposition 
forsætlig med en vidunderlig Kunst og et mærkeligt Herre- 
dømme over Stoffet holdt saa taaget, vagt og bølgende som 
en dansk Høstdag, hvor man skimter Skikkelser og Genstande 
og rige Farver, men hvor man ikke kan faa fast Tag paa 
noget. Hvem har forklaret Hamlet? Ingen. Man kunde lige 
saa godt ville forklare selve Livet; han er jo rig og mang- 
foldig og ufattelig som det; tror man, man har faaet fat paa 
en enkelt Side af ham, vender han straks en anden frem, og 
altid slipper han fra En. Den nordiske Natur er kompleks, 
skiftende som den nordiske Himmel. Og saadan er de Per- 
soner, der omgiver Hamlet. Hvor stor er Dronning Gertruds 
Skyld? er hun overhovedet skyldig? hvem kan svare? Ofelia, 
hvorfor bliver hun vanvittig? er det, fordi Faderen bliver 
dræbt, eller fordi Hamlet bliver vanvittig, eller fordi han for- 
lader hende? har hun elsket ham eller har hun ikke elsket 
ham? Og Hamlet selv, elsker han eller gør han det ikke, har 
han elsket og er han ophørt at elske, er Vanvidet helt eller 
kun tildels paataget eller er han gal med Sydvest og ellers 
klog som saa mange Sindssyge? Og Polonius? er han virkelig 
et gammelt Vrøvlehoved, eller er han ikke snarere en Vismand, 



140 

en glimrende Raadgiver for sin Søn som for sin Konge, en 
smidig Hofmand, der lader Prinsen haane sig og snakker ham 
efter Munden? og ved han Besked om Kongens Brøde? Saa- 
danne Spørgsmaal kommer slet ikke op i de italienske Dramaer. 
Og med Hensyn til det rent lokale har Shakespeare jo vidst 
forbavsende god Besked. Hans Viden skal ikke sammenlignes 
med hvad vi ved; men den kan nok taale en Sammenligning 
med hvad f. Eks. Franskmænd nuomstunder disker op med 
om Danmark. Og han har maattet nøjes med, hvad han har 
kunnet pille ud af nogle omrejsende Skuespillere; han har 
sikkert forstaaet at spørge. 

Det er ikke blot det, at han kender og benytter saa mange 
Enkeltheder fra Datidens Danmark — Frederik IFs Drikkeri, 
Skikken at aflfyre Kanonskud, naar Kongen drak en Skaal, 
at den adelige Student, der skal uddannes til Hoflivet, gaar til 
Paris, den alvorlige, der vil studere og hvis Puls banker i Takt 
med Tidens, drager til Wittenberg, det prægtige Billede af 
Kronborgs Volde med den lille Misforstaaelse med de hvide 
Skrænter, mod hvilke Havet brydes og som vel skal være 
Hveens hvide Klinter — men det er Tonen, der gaar gennem 
hele Dramaet, der er saa beundringsværdig, og er saa helt 
forskellig fra den, der raader i Macbeth. Her har vi Walter 
Scotts Ord for, at Tonen er truffen fortræffelig, og at saa- 
danne Enkeltheder som Beskrivelsen af Macbeths Borg, den 
milde Luft og de mange Svaler, i Begyndelsen af I. vi. er 
aldeles nøjagtig. Og Tiden — Menneskene i Macbeth er ikke 
Renæssancemennesker, saadan som i Hamlet, hvor der er 
Filosofi, Bøger og Skuespilkunst og Fleuretfægtning, Skepti- 
cisme, høj Dannelse og Gift. I Macbeth er der ikke noget 
saadant; der er vældig Styrke, der myrder man, men det 
er med Økser og Knive; der er en meget betydelig Kraft, 
men den er allerede tæmmet af Civilisationen, Kristendommen 
og Moralen. Vi er paa Edvard Bekenderens Tid. Der er 
nok Lyst og Mod til at begaa Forbrydelser, men der er ogsaa 
Angst og Samvittighedsnag; noget saadant er der ikke i Kong 
Lear. 

Lear, det er Oldtiden, Vildheden, de rent primitive Liden- 
skaber, der raser, og raser uden Tømme. Menneskene er i 
deres Attraa, Begær, Lyster og Følelser maaske i Hovedsagen 



141 

de samme som Renaissancens og som vor Tids; Oldinge Stæ- 
dighed og Urimelighed, Børns Utaknemlighed, Mænd, der har 
illegitime Børn og foretrækker dem for de ægtefødte. Hustruer, 
der bedrager deres Mænd og ikke viger tilbage for Mord for 
at eje den, de elsker. Mænd og Kvinder, der ofrer sig og hvis 
Ofre bliver modtagne uden Tak og uden rettidig Forstaaelse, 
dem har alle Tider. Men et Billede, som det, der oprulles i 
Lear, er saa vildt, saa voldsomt, at der ikke kunde være Tale 
om, at noget sligt kunde finde Sted i det Omfang i civiliserede 
Tider, hvorfor Goethe ogsaa fandt det urimeligt, og Masser af 
Kommentatorer, samtidig med at de uvilkaarlig bliver betagne 
af dets Magt, har underskrevet Goethes Dom. Og hvad urime- 
ligt er der saa i Historien? Findes der ikke spredt rundt i de 
islandske Sagaer, som vi dog alle betragter som Virkelighed 
eller Virkelighedsdigtning, Træk, der i enhver Henseende staar 
paa Højde med det vildeste, der foregaar i Lear? De gamle 
Islændere er troløse, forræderiske, hævngerrige, grusomme som 
Skikkelserne I Lear, og voldsomme som de, paa en anden 
Maade end senere Slægters. I Sagaerne findes den samme 
ustyrlige Vildhed, den samme Lidenskabelighed, den samme 
fuldstændige Mangel paa Følelse for Andres Liv og Tanker, 
den samme Mishandling af Fjenden, ledsaget af raa Spot. 

Det er noget saadant, Shakespeare fremstiller i Lear. 
Det halvvilde Liv, som Menneskeslægten fører, naar Historien 
har begyndt at gry for den, naar Samfund er begyndt at 
dannes ud af de uafhængige, hinanden bekrigende Stammer, 
naar Magten kun bevares og erhverves ved Vold, naar en for- 
modet Uret straffes af den, der har Evne, med grusomme 
Pinsler, Lemlæstelse og Død, og af den, der ikke har Evne, 
med de frygteligste vilde Forbandelser. Det er en Tid, da 
der ikke findes Byer og sikre Tilflugtssteder for den Fredløse, 
men hvor han jages i Mark og Skov og over vildene Hede og 
maa søge Ly og Skjul i Klippehuler og maa frygte hver 
Mand, han møder, da hver Mand har Lov at slaa den Frem- 
mede ihjel, hvis han træffer ham udenfor Vejen, saadan 
som Shakespeare kunde finde det i en gammel angelsaksisk 
Lovbog. 

Men det var ikke nok for Shakespeare at henlægge Hand- 
lingen til Oldtiden. Lear havde været Konge i Britain, ikke i 



142 

England. Hans hele Væsen er det, der endnu den Dag idag 
— under en mildere Form — karakteriserer den keltiske 
Race. Han er ilter, opfarende, let bevægelig, til Vrede, 
Tilgivelse, Taarer, hidsig indtil Blindhed, stædig, energisk 
indtil der møder ham Modstand, saa raser og spræller han, 
men uden at kunne bryde Modstanden. I enkelte Ud- 
brud anstrenger han sig over Evne; saa synker han sammen, 
indtil han igen har saa mange Kræfter, at han kan begynde 
forfra; han lærer intet og glemmer intet. Saadan er Irlænderen 
den Dag idag. 

Og nu til Slut hans Romerdramer: Goriolanus, Julius 
Cæsar og Antonius og Kleopatra. 

Han har taget for sig tre Tidsaldre i Roms Historie, 
hvilke han bruger som den Baggrund, hvorpaa hans Helte 
skal ses. 

I Goriolanus er det Roms unge Dage, da Heltekraften 
endnu var det ypperste hos Manden, da den unge Stat endnu 
førte Kampe med sine Naboer. Der er over hele Dramaet en 
frisk Luftning, Mennesket er ungt og kraftigt, men enkelt og 
lidet sammensat. Følelserne er hos dem alle store og stærke, 
men der er ingen aandelige Interesser, intet andet, der be- 
skæftiger Menneskene, end det at værge sig imod eller over- 
vinde Fjender, ingen anden Adgang til at vinde Hæder end 
det at være en tapper Helt. Den, der har Følelser ud over 
dette, bliver skudt til Side: Samfundet har ingen Brug derfor. 
Folket som deltagende og bestemmende Faktor trænger endnu 
paa, raat ubetænksomt, blindt stolende paa de Førere, det har 
kaaret sig eller som har kaaret sig selv, og seende med Mis- 
tænksomhed paa Aristokraterne, der paa deres Side foragter 
det stinkende, trællende Folk. Men for blot at se, hvordan 
Shakespeare har forstaaet den Tid, han forsøgte at skildre, 
beundre man Goriolans Moder, Volumnia, denne mægtige stolte 
Matrone, som skaaren ud af en af Livii Sider og indblæst med 
Livets Aande. 

I Julius Gæsar staar Romerriget paa sit Højdepunkt. Det 
er blevet en Verdensmagt, og der er endnu en Følelse for 
Roms Storhed, for hvad Republiken havde været. Friheden 
er faktisk forsvundet, men der lever endnu Mindet om, at Rom 



143 

havde haft den og hos en Del Sjæle Troen paa, at den kan 
vindes tilbage. 

Men Samfundet er blevet et helt andet. Fjenderne lever 
langt borte, man behøver ikke at frygte dem hver Dag. Der 
er kommet Rigdom ind til Byen og med den Trangen til noget 
andet end det blot at opholde Livet og klæde Kroppen. 
Filosofi og Kunst har faaet Indpas og fundet Dyrkere, Følel- 
serne er langt mere udviklede og sammensatte, Omgangstonen 
er en anden, langt mere sleben og høflig end i det tidligere 
Drama, Coriolan som Lear fuld af Skældsord, Antonius og 
Kleopatra som Hamlet uden saadanne. 

Men Friheden er borte, og Folket, der optræder her, er 
et helt andet end det i Goriolanus. Det er en Mængde, som 
der endnu maa tages Hensyn til, som det er godt at have paa 
sin Side; men det er ikke noget Folk, der længere vaager over 
sine Rettigheder; det tager lige saa gerne den ene Herre som 
den anden, det kommer blot an paa, hvem der lover eller 
giver mest. Den hele Atmosfære, hvori man aander i Julius 
Cæsar, er anderledes end i Coriolan. Der var det som en frisk 
og klar Foraarsluft, hvori der kunde virkes og handles, hvor 
Nerver styrkes og Muskler spændes, og hvor det rent animalske 
Liv svulmer. Her er Luften tung og trykkende, ladet med 
Elektricitet. Den Tordensky, der udlader sig før Cæsars Mord, 
synes at hvile over hele Stykket og nu og da at sende Lyn 
ud uden noget Øjeblik helt at sprede sig. 

I Antonius og Kleopatra er Omgivelserne saa igen helt 
anderledes. Det er Roms Forfald, der er begyndt, tydeligt at 
se for enhver, der vil se. Det er Ægyptens hede Sol, for 
hvilken der ikke findes Skygge, og det er de varme Dampe fra 
Nilen, der stiger op og hidser Sanseligheden, men berøver 
Mennesket Viljekraften. Det er Sol og Lys og Farver, skønne 
Kvinder, Kys og Favntag; det er en nedværdigende Tilfreds- 
stillelse af de altid higende og æggende Sanser, det er bløde 
Lejer og kostbare Retter; men det er en kraftberøvende Over- 
forfinelse, som selv en klar betydelig Aand ikke kan staa imod. 

I et saadant Land er der slet intet Folk. Der er nogle 
faa Fyrster, der fortærer Livet i Overdaadighed og pirrende 
Nydelser, og der er mange udsugede, forpinte og nedbøjede 
Mennesker, for hvem Trællenes Navn er for godt. I Antonius 



144 

og Kleopatra optræder Folket ikke; det har ingen Mening og 
Ingen bryder sig om det. 

Man mærke nu vel, at disse tre Dramer ikke er skrevet 
lige efter hinanden eller i kronologisk Orden; de er rimeligvis 
blevet til i denne Orden : Julius Cæsar, Antonius og Kleopatra, 
Coriolanus. Digteren kan altsaa næppe antages at have villet 
lægge Hovedvægten paa Samfundsbilleder fra tre Epoker i Roms 
Historie; for ham har Karakterskildringerne været det vigtigste. 
Men den foregaaende Undersøgelse viser, hvilken Vægt han 
har lagt paa at stille sine Figurer i det rette Milieu, og at han 
først er gaaet til sit Arbejde efter at have skaffet sig den 
Viden, som det var muligt for ham at erhverve. Den geniale 
Intuition har selvfølgelig gjort det vigtigste; men den kan ikke 
gøre alt. 



DRAMATISK TID 



Shakespeare var en Troldmand. Ikke for intet sammen- 
ligner han sig som Prospero i Stormen med den, der bryder 
sin Tryllevaand 

og graver favnedybt 
den ned i Jorden, og min Bog jeg sænker 
i Havet dybt, hvor intet Lod har bundet. 

Fra den Dag, han hørte op at skrive, er hans Hemmelig- 
hed forsvundet med ham. Og han ønskede ikke at røbe den. 
Det er maaske en af Grundene til, at han selv aldrig udgav 
noget af sine dramatiske Værker. Han har maaske ikke øn- 
sket, man skulde komme bag paa ham og pille hans Værk i 
Stykker og se, hvorledes det var sat sammen. Han skrev 
Stykker, der skulde spilles, og ikke Stykker, der skulde læses. 
Nu om Stunder opfører man Værker, som ikke var skrevne 
med Scenen for Øje; sjældent med varigt Held. Ti de to 
Arter er helt forskellige. Et Læsedrama er som en Roman; 
man sidder med det i Haanden, kan give sig Tid til at under- 
søge de enkelte Dele, se om de nu ogsaa hænger rigtig sammen, 
sammenligne Side 100 med Side 200 og stikke Forfatteren dem 
i Næsen. Et Teaterstykke, der spilles, er helt anderledes 
stillet: i store Træk drager Handlingen forbi os, og der er 
ingen Tid til at slaa op i første Akt, naar man sidder i fjerde, 
for at sammenligne. Forfattere og Skuespillere maa rive os 
med sig, og det er det, Shakespeare gør paa Scenen. De to 
Digtarters Teknik er uensartet. I Romanen fordres der ikke 

Theodor Bierfreuad: Shakespeare. 10 



146 

den Illusion som i Dramaet; derfor behøver Fortælleren ikke 
at tage sin Tilflugt til det, der kaldes Teaterkneb, og som er 
mere eller mindre legitimt. Alle dramatiske Digtere har deres, 
Shakespeare havde sine. 

Det er ogsaa først, da Shakespeare blev læst, at man op- 
dagede det, man kaldte hans Urimeligheder. Hans Kunst 
fører Tilskuerne hen over dem. Han er som Tryllekunstneren, 
der er let paa Haanden og ved sin Hurtighed virker øjen- 
forblændende paa Tilskuerne ; naar hans Kunster udføres lang- 
somt, forsvinder det tilsyneladende overnaturlige. 

Det mærkeligste af hans Teaterkneb, det, som Ingen har 
kunnet efterligne, som blænder Tilskuerne og forvirrer Læserne 
af hans Dramaer er, hvad Wilson og Halpin kalder hans Brug 
af „kort Tid" og „lang Tid", eller dramatisk og historisk Tid, 
et Kunstgreb, Digteren tidligt benyttede sig af og udviklede 
næsten til Fuldkommenhed, og som intetsteds er tydeligere ud- 
talt og mere konsekvent gennemført end i Othello. 

Wilson siger, at Shakespeare angiver Dage og Timer efter 
to Ure, et, der angiver det historiske Spand af Tid, og et, der 
angiver den dramatiske Tid, eller en tilsyneladende Tid, hvor- 
ved Dage, Uger og Maaneder sammentrænges. Det er som en 
Skive med to Visere, der peger hver mod sin Tid og dog gaar 
sammen, drives ved samme Værk. Mens den ene Viser flytter 
sig frem en Time til den næste, har den anden gennemløbet 
dem alle fire og tyve, maaske flere Gange. Vi ved, at kun 
en Time er gaaet, og dog har vi gennemlevet dem alle fire 
og tyve. Tilskueren følger begge Viserne uden at reflektere 
derover; Læseren holder fast i den ene og bringer Ulave i 
Værket. Ingen Tilskuer vilde tro, at Desdemona bliver myrdet 
mindre end seks og tredive Timer efter at hun har sat Fod 
paa Kypems Grund. Og dog viser Stykket det. 

Tragedien begynder ved Nattetid. En Time efter at Raa- 
dets Møde er hævet, sejler Othello og Desdemona til Kyperrx, 
hver i sit Skib. 

Hvor lang Tid Rejsen varer, vides ikke; men da der er 
flere hundrede Mile fra Venedig, og da der er Storm og Uvejr 
tilhavs, gaar der dog vel en fjorten Dage. Jago med Desde- 
mona kommer syr Dage hurtigere end Gassio ventede (II. i. 75.) 
Skibene var blevne skilte i Stormen; denne havde varet Natten 



147 

igennem; det klarer op i Løbet af Eftermiddagen. Det er 
Lørdag Eftermiddag. Klokken fem meldte Herolden, at da der 
nu var kommet Tidende om den tyrkiske Flaades Ødelæggelse, 
skulde der være Lystighed til Klokken elleve. Othello byder 
Cassio passe Vagten iaften, og før Klokken ti har Jago be- 
gyndt at friste Cassio. Fra nu af skrider Handlingen frem i 
Løbet af Natten, til Cassio, efter at være faldet i Unaadé, be- 
slutter at bede Desdemona gaa i Forbøn for ham tidlig om 
Morgenen. Skønt Jago byder ham Godnat, er det nær Daggry, 
og Cassio gaar ikke i Seng. Saa snart han tror, at Emilia 
er oppe, kommer han med Musikanter for at vække Othello 
Morgenen eft^r Brudenatten. 

Saaledes begynder den anden Dag, paa Kypern, Søndag. 
Emilia lukker Cassio ind og lover at give ham Lejlighed til at 
tale med Desdemona. Tredje Akts tredje Scene begynder med 
dette Møde, som afbrydes ved, at Othello vender tilbage med 
Jago fra Inspektionen af Fæstningsværkerne. Desdemona gaar 
i Forbøn for den afskedigede Lieutenant; og her opregnes 
Ugedagene: 

Desdemona: Kald ham tilbage! 

Othello: Ikke nu, min Desdemona, men en anden Gang. 

Desdemona: Men vil det blive snart? 

Othello: For din Skyld, Kære, des snarere. 

Desdemona: Ved Nadvertid iaften? (Søndag). 

Othello: Iaften ikke. 

Desdemona: Men imorgen Middag? (Mandag.) 

Imorgen Aften eller Tirsdag Morgen? 

paa Onsdag Morgen? Nævn dog blot en Tid, 

men lad ej mer end trende Dage gaa. 

(III. m. 53.) 

Før Slutningen af denne Scene er Othello blevet Jagos 
Ofifer og beslutter at dræbe Desdemona ; men først ønsker han 
at opdage, om Cassio virkelig har Tørklædet. Derfor gaar 
han straks til Desdemona, og vi ser hans første Møde med 
hende efter Samtalen med Jago. Han opdager, at hun ikke 
har Tørklædet, og forlader hende i Raseri. Cassio træffer 
Bianca og lover at besøge hende samme Aften, hvilket maa 
være Søndag. Dermed slutter tredje Akt. — Fjerde Akt be- 
gynder med en Samtale mellem Othello og Jago, ganske^vist 

10» 



148 

tilsyneladende af en abstrakt Karakter, men visende, hvorledes 
den giftige Sæd har slaaet Rod i hans ærlige Smd. Det kunde 
synes, som der var gaaet nogen Tid siden den sidste Samtale 
mellem dem ; men et Øjeblik efter kommer Bianca og skænder 
paa Cassio over det Tørklæde, han gav hende 1 i g e nu (IV. 1. 154 ) 
Det er altsaa stadig Søndag, om Eftermiddagen, efter at Øens 
Beboere har spist til Middag ifølge Othellos Indbydelse. Bianca 
gentager sin Opfordring til Cassio om at komme og spise til 
Aften hos hende iaften. Og Othello indbyder Lodovico, der 
er kommet fra Venedig med Breve, til at spise hos ham samme 
Aften (IV. I. 272). I næste Scene taler Jago om at Cassio 
spiser hos Bianca, og planlægger hans Drab mellem tolv og et. 
(IV. n. 235). Den derpaa følgende Scene begynder med, at 
Lodovico forlader Desdemona med Tak for Mad og Othello 
befaler hende at gaa i Seng. Hun klæder sig af i samme 
Scene og bliver myrdet samme Aften, Dagen efter hendes An- 
komst til Kypem. 

Det synes næsten utroligt og er heller ikke Tilfældet. Der 
maa hengaa længere Tid; ti Othellos Skinsyge er ikke vakt, 
før han har sovet hos Desdemona, og hans hele Optræden 
stemmer ikke med en Brudgoms, der kun har tilbragt een Nat 
ved sin unge Hustrus Side. Men at hans Bryllupsnat er paa 
Kypern, derom kan der ikke herske Tvivl. Han har hemmelig 
ægtet Desdemona i Venedig, men samme Aften bliver han røbet 
af Jago og maa samme Nat sejle. Han har en Time til at ordne 
alt og til at tage Afsked med hende. Hans Møde med hende 
er ikke en Ægtemands, men en Brudgoms, og mere end en 
Gang siger han Ord, der viser, at han ikke har kendt hendes 
Legeme : 

Come, my dear love. 
The purchase made, the fruits are to ensue, 
That profit's yet to come 'tween me and you. 

(II. m.io.*) 

viser tydeligt, at nu gaar han til sit Brudekammer. — Ogsaa 
vilde et blot nogen Tid varende natligt Samliv i Venedig pege 
paa en gennemført Føren bag Lyset af hendes Fader. Lidet 



O Den danske Oversættelse forvansker her Teksten. 



149 

stemmende med de to Elskendes Karakter og sikkert betagende 
dem meget af vor Sympati. — Men er dette Tilfældet, maa 
der hengaa længere Tid paa Kypern, for at Othellos Skinsyge 
kan forklares. Der er jo ingen Antydning af, at han tror, at 
Cassio har været hans Forgænger i Desdemonas Kærlighed; 
han tror, hun er en utro Hustru. Men han lader sig jo netop 
af Jago indbilde, at Cassio har hvilet hos Desdemona mange 
Gange — tusind Gange — hvad der tyder paa et længere 
Ophold; Jago fortæller jo ogsaa, at han har jævnlig sovet 
i Seng med Cassio (III. m. 410); men det, han beretter derom, 
maa, for at faa Betydning, være sket paa Kypern. — Hele 
Othellos Opførsel nu er en Mands, der har været gift i 
længere Tid: 

O curse of marriage! 
That we can call those delicate crealures ours 
And not their appetites. 

(III. m. 268). 

Saaledes taler ingen Mand Dagen efter Brylluppet. — Men 
ogsaa Desdemonas Ord og Opførsel viser, at længere Tid er 
hengaaet. Den Maade, hvorpaa hun og Cassio drøfter, hvor- 
ledes hun skal gaa i Forbøn for ham; han frygter, at der vil 
medgaa lang Tid, og hun lover at blande hans Navn og Krav 
ind i alt, hvad Othello tager sig for (III. m. 20-30), og hendes 
efterfølgende Optræden peger hen paa lang Tid. Hun finder 
jo ogsaa en Forklaring paa hans Opførsel i, at han kan have 
faaet ubehagelige Breve fra Venedig, og har allerede gjort den 
Erfaring, at Mænd ikke er Guder, og at man ikke kan vente, 
at de altid skal være i Bryllupsstemning. (III. iv. 150). — Ikke 
alene hun har lært at kende ham som den, der ikke er en Gud, 
men en Ægtemand; men han har ogsaa gjort sine Iagttagelser 
paa hende: 

Ay, you did wish that I would make her turn. 
Sir, she can turn and turn and yet go on, 
And turn again, and she can weep, sir, weep, 
And she's obedient as you say, obedient, 
Very obedient. Proceed you in your tears. 

O, well painied passion. 

(IV. I, 263.) 



150 

Og i næste Scene, da han har beskyldt hende for Utro- 
skab og skældt hende ud for Skøge, beder hun Emilia lægge 
Brudelagnerne paa Sengen, som i Forudfølelse af, at de skal 
blive hendes Liglagen; de er alt lagte til Side. 

Ogsaa Historien med Lommetørklædet tyder paa Forløbet 
af et længere Tidsrum: Jago har jo bedt sin Hustru „hundrede 
Gange" om at stjæle det; men hvor skulde hun have haft 
Lejlighed til det før paa Kypem. Den med Tørklædet saa 
nøje forbundne Intrige mellem Cassio og Bianca fordrer ogsaa 
Tid. Han har utvivlsomt gjort dennes Bekendtskab paa Øen; 
hun maa formodes at være en Indfødt; hun har Hus og Hjem 
der; nogen Tid maa der være medgaaet, for at hun kunde 
blive hans Elskerinde — og for at han kunde blive træt af 
hende. Hendes Udbrud: Holde Dig borte en Uge, syv Dage 
og Nætter — (III. iv. 173) — synes lidt mærkeligt til en Mand, 
som hun ved er ankommet til Øen Dagen før. 

Ogsaa dette, at Othello bliver tilbagekaldt af Raadet Dagen 
efter at han har naaet Kypern, vil synes underligt. Raadet 
kan ikke saa hurtigt vide, at den tyrkiske Flaade er bleven 
ødelagt af Stormen, og at saaledes Othellos Talent kan an- 
vendes andetsteds. Hvis derimod nogen Tid er hengaaet, falder 
det mærkelige bort. 

Men ikke blot, at der kunde opregnes endnu en Mængde 
Steder, som forudsætter mindst Uger istedetfor Timer, er selve 
Forvandlingen af Othellos Sind af en saadan Art, at den, 
snarere end at være et pludseligt Omslag, fordrer lang For- 
beredelse og Behandling fra Jagos Side for at blive troværdig. 
Tilskueren maa føle, at Othello er Kyperns Kommandant i Uger, 
Maaneder. Men for at denne vældige Lidenskab skal kunne 
holdes oppe fire Akter igennem, skal kunne være som een 
mægtig Lue, der ikke atter og atter skal tændes, men brænder 
i eet Pust, og for at Taget i Tilskuerne ikke skal slippes et 
Øjeblik, maa Handlingen koncentreres, og det gjøres ved at 
to paa hinanden følgende Scener altid forbindes let, men dog 
mærkeligt, hvorimod der imellem to fjernere fra hinanden lig- 
gende Scener bruges mere Tid end de mellemliggende Optrin, 
to og to, dækker over. 

Ingen Trolderi, altsammen Behændighed. 



151 

Othello viser Digteren paa Højden af hans Kraft. I Mac- 
beth findes et lignende Kunststykke gjort. Tragedien foregaar 
i Løbet af ni Dage og fremstiller mere end Macbeths Regerings- 
tid, der strakte sig over mange Aar. Men det er et teknisk 
Kunstmiddel, Shakespeare har kendt alle sine Dage; kun er 
han blevet sikrere i Benyttelsen af det, alt som han skrider 
frem. Det findes overalt i Komedier, Historier og Tragedier, 
i de første mindst, ti der er mindst Brug for det. Men man 
undersøge Skærsommematsdrømmen — har man ikke Fø- 
lelsen af, at den foregaar paa en Nat, fra Aften til Morgen? 
Og dog spænder Handlingen over fire Dage, og begge Tids- 
regninger er angivne og aftalte. I Købmanden jages Hand- 
lingen frem i aandeløs Hast fra Time til Time — ud over 
tre Dage vilde man ikke mene, den dækkede; mindst tre 
Maaneder er nødvendige fra Kontraktens Underskrift til Bas- 
sanios Bryllup. Dog, Scene slutter sig umiddelbart lil Scene. 
Lorenzo drager med sin Jødepige rundt i Norditalien og Tubal 
efter dem. Skibe strander paa fjerne Kyster og Meddelelsen 
naar Venedig — det tager Tid. Gaa hen og se Køb- 
manden opført, og se, om De mærker nogen Uforenelighed 
mellem de to Tider. — Stormen — er det ikke Mester- 
værket i Teknik: Handlingen fordrer to Timer, den Tid, 
Stykket spiller. Ingen Franskmand kunde presse sit Stykke 
ind i en saadan Tidsknaphed. Og dog — alene Kærligheds- 
forholdet kan slet ikke udvikle sig paa den Maade i tb 
Timer; det er ganske umuligt; det fordrer i det mindste 
Dage. 

Man sammenligne denne Teknik med Ibsens. Denne har 
ogsaa fundet det urimeligt, at et Dramas Handling strakte sig 
over Maaneder eller Aar. Han har villet vende tilbage til 
Tidens og Stedets Enhed: alt maatte være forbi i Løbet af 24 
Timer. Men den Rustning, der tyngede Gomeille og hæmmede 
Moliéres Flugt, vilde han ikke anlægge. Saa greb han til sit 
tilbageskridende kinesiske System, hvor den ene Æske sidder 
inden i den anden ; lukker han en op, finder han en til inden- 
for denne, og denne dækker over en tredje, der atter o. s. v. 
Han maa fortælle, hvad der er foregaaet Aaringer tilbage; der 
hænder saa godt som intet for vore Øjne. Han har efter- 



152 

haanden, tvungen dertil af sin aftagende dramatiske Form- 
sans, skabt sig en Teknik, der aldeles ikke er dramatisk; hans 
Værker er efterhaanden bleven til mageløse, dybe, sjæleskild- 
rende, stærkt kondenserede Romaner i Dialogform. Havde 
han kendt Hemmeligheden ved „dobbelt Tid", var hans senere 
Dramaer maaske ikke blevne bedre Læsning, men bedre Teater- 
stykker. 

Shakespeare har anet Fordelen ved dobbelt Tid fra sin 
Ungdom og har tildels taget det, som det meste andet, fra 
sine Forgængere. Alt i Henrik VI findes Knebet, og intet- 
steds er Kunststykket udført med mere Bravour end i de 
historiske Dramaer, den hele Række, der begynder med 
Richard II og ender med Richard III. De er ikke skrevne i 
Flugt, er ikke engang planlagte i kronologisk Rækkefølge, og 
dog er de knyttede nøje sammen, saa at Englands Historie 
virkelig for et Tidsrum af 87 Aar fremstilles for Læser eller 
Tilskuer i en Række Billeder. Som man nutildags kan studere 
næsten en hvilkensomhelst Epoke i Historien gennem Billederne 
i illustrerede Værker, saaledes drog Fædrelandets Historie forbi 
Datidens Publikums Øjne som Tableauer, vel ikke altid absolut 
nøjagtige, heller ikke fuldstændige, men levende; en umaadelig 
Betydning maa de have haft for Folkets Opdragelse; betød de 
dog endnu i dette A århundrede saa meget, at Wellington i 
Parlamentet kunde sige, at, hvad han kendte til Englands Hi- 
storie, havde han lært af Shakespeare. De er ogsaa en Be- 
drift uden Mage i Literaturens Historie. 

Meget af sin Virkning skylder disse otte Dramer An- 
vendelsen af dobbelt Tid, hvorved saa mange Kongers Re- 
geringstid er blevet sammentrængt til omtrent fire Aar og to 
Maaneder. Man kan følge det fra Scene til Scene, Tiden er 
nøje angivet. Tidsangivelserne er ofte umulige, usandsynlige 
saa godt som aldrig. Optrinene knyttes sammen ved smaa 
Bemærkninger som Igaar, Iforgaars, om en Time, imorgen, for 
to Maaneder siden. Rejser, Marscher regnes slet ikke. Hvad 
det ene Stykke ender med, dermed begynder det næste. Tag . 
f. Eks. Slutningsscenen af Richard II: Bolingbroke meddeler 
sin Beslutning at ville drage til det . hellige Land. Tæppet 
for Henrik IV gaar op, og der staar Kongen i sit Hof og 



153 

gentager sin Beslutning om , at ville drage til det hellige Land : 
han bliver afbrudt ved Meldingen om Oprøret i Nord- 
england. 

Henrik IV er særdeles interessant i Anvendelsen af ^dob- 
belt Tid". Det er to Femaktere, der omfatter Kongens hele 
Regeringstid, fjorten Aar, og maa siges at være lidet dramatiske 
i sig selv. Der er dramatiske Enkeltheder, hvoraf Digteren har 
gjort mere end det mulige; men disse evige Oprør af Ådlen 
og gentagne Slagscener er ikke dramatiske. Derfor har han 
indlagt dem i en Komedie, der slutter som en Ramme om 
dem. Men den Tid, hvori disse Afdelinger foregaar, falder 
ikke sammen: den historisk politiske Del fordrer lang Tid, 
fordrer fjorten Aar. Er der Nogen, der tænker sig, at Fal- 
staflf og Prinsen omgaas i fjorten Aar?. Det gør de heller 
ikke. Fra første Dels første Akts tredje Scene til tredje 
Akts tredje Scene maa der hengaa nogle Uger, da det er 
den korteste Tid, hvori Hotspurs, Worcesters og Glendowers 
Sag kan modnes; men disse indesluttes af I. n. til II. iv., der 
omhandler Forberedelsen, Udførelsen og Efterspillet til Gads- 
hill Røveriet, som ikke kan strækkes udover halvanden 
Dag. Men hvem mærker det under Opførelsen, skønt der 
gøres Rede for det? 

Enten maa Shakespeare have været en heldig Lige- 
glad, der ikke kunde se slige Selvmodsigelser i sit eget 
Værk, eller han har været en særdeles fint beregnende 
Kunstner, og været en saadan fra Begyndelsen af sin 
kunstneriske Løbebane til Slutningen, blot med et stadigt 
sikrere Haandelag. 

Ret betegnende er det ogsaa, at i det Stykke, der 
efter Sigende skyldes Dronningens Befaling, „Lystige Koner", 
og som aabenbart er skrevet i Hast, er der et Par Fejl- 
tagelser i Tidsregningen, som Digteren dog aabenbart ved et 
senere Gennemsyn har prøvet at rette, uden at det helt er 
lykkedes ham. I Kvartudgaven indbyder Page alle dem, 
der er komne for at søge Falstaflf, som lige er blevet baaret 
ud i Klædekurven, til at gaa ud at fange Fugle „imorgen". 
Men dette kan ikke passe, da Falstaflfs senere Besøg, som 
skal afbrydes af Page og hans Venner, foregaar samme Dag; 



154 

derfor er i Folioen denne Tidsbestemmelse rettet, saa Uoverens- 
stemmelsen ikke er altfor paatagelig ; men saa opstaar mindre 
Urimeligheder, som Shakespeare aabenbart ikke har fimdet det 
Møjen værdt at fjæme. 

(Wilson i Transactions of New Shakespeare Society 1875 — 76. 
Rose i do. do. 1880—86. 

Richard Grant White: Shakespeare II. 260.) 



KARAKTERTEGNING 



Af alle Verdensliteraturens Skikkelser er vel Hamlet den, 
der er videst kendt, og den, i hvem flest Mennesker har spejlet 
sig selv. Hele Slægter af Ungdom har syntes at finde sig selv 
i ham, og mange har set ham som Ofelia saa ham: 

O, hvilken ædel Aand er her nedbrudt! 
Hofmandens Øje og den Lærdes Tunge, 
Krigsmandens Sværd, det skønne Riges Haab 
og Rosenknop, de fine Sæders Spejl, 
Mønstret for Høviskhed, det fælles Maal 
for Alles Blikke. 

(III. I. 158) 

Der er snart ikke den Skribent til, der ikke har udtalt 
sig om Hamlet, og næsten Alle har de bedømt ham forskelligt. 
Digtere, Kritikere, Læger har kappedes om at forklare Hamlet, 
snart med aandrige Aforismer, snart i bindstærke Bøger. Hver 
har set een eller nogle Sider hos ham, men dog har Ingen 
givet Nøglen til Forstaaelsen af ham. Ti han er indviklet og 
mangesidet som selve Livet, det heller ingen Vismand endnu 
har forklaret. Tager man en eller flere Sider hos ham under 
Behandling og tror, at nu har man udtømt ham, straks vender 
han en ny imod En, og man maa begynde forfra. Enhver Daare 
forstaar ham, og ikke den Viseste fatter ham. Han er den 
sjældneste Mosaik, sammensat af lutter levende Egenskaber, 
der staar grelt mod hinanden og dog harmonerer, der uafladelig 
er i Bevægelse, skifter Farve og Udseende overfor og bedømmes 



156 

uensartet af de vekslende Omgivelser. Han staar som den, der 
iagttages af Alle, og som maa spille en ny Rolle overfor en- 
hver Iagttager. Han føler sig beluret, og vil ikke lade Nogen 
faa fat paa sin Hemmelighed, der er ved at sprænge ham. 
For En løfter han een Flig, for en Anden en anden, men ikke 
engang overfor Horatio afdækker han sin Sjæl; vi er langt fra 
den franske Tragedies Fortrolige. Kun Læser eller Tilskuer ser 
alle Kroge i hans Tanke og Følelse, holder alle Traade i sin 
Haand og kan samle, men ikke rede dem fra hinanden. 

Hamlet er Kongens Søn i et Valgrige (som Danmark var 
da) ; han har altsaa intet Krav paa Tronen, og lader sig ogsaa 
spise af med Løfter om at blive Onklens Efterfølger. Det at 
blive Konge interesserer ham ikke saa meget, da det jo vilde 
fordre Handling. Dog fremkalder Forbigaaelsen den Bitterhed, 
som enhver Tilsidesættelse avler, og derved lukkes hans Øjne op 
for det, som de færreste Prinser maaske ser: hvor Skoen trykker 
paa Undersaatteme. Han kommer til at se 

Voldsmandens Tryk, Hofifærdighedens Haan, 

Lovens Nøl en 
og Embedshovmod og Udueligheden, 
der sparker til beskeden Dygtighed. 

(IIL I. 70.) 

Han føler sig næsten som en Fremmed ved Hoffet: sin 
Stedfader svarer han knap, naar han bliver tiltalt; overfor sin 
Moder er han kold høflig; han søger aldrig en Samtale med 
hende, men kommer, da han bliver kaldet, vil beherske sig, 
da han staar overfor hende, men kan ikke og bliver en brutal 
Anklager. Polonius, Husministeren, taler han kun til for at 
haane ham, og hans Søn kender han knap. De unge Hof- 
mænd holder han paa tre Skridts Afstand. Han søger sin 
Omgang udenfor Hoffet. Hverken Kongen eller Dronningen 
eller Polonius veksler Ord med Horatio, der er en elskværdig 
Student, Hamlets nærmeste Ven og Fjerdedelsfortrolige. Vagt- 
havende Officerer kender han og omgaas med paa en ligefrem, 
naturlig Maade; ligeledes med Skuespillere og Almuesmænd; 
han interesserer sig for slige Folks Liv og Gerning, Velfærd og 
Bekymringer for Brødet. Intet Under at han, den tilsidesatte 



157 

Prins, højtbegavet som han er, kender lidt til Livets Plager, 
sete fra neden. 

Ingen andre af Dramaets Personer end Ofelia beundrer 
Hamlet. Først overser de ham, senere mistror de ham, saa 
frygter de ham. Digteren har udstyret ham med et Tanke- 
væld, en Billedrigdom, en Dybsindighed, et Vid og et Tungsind, 
saa man aldrig bliver træt af at lytte til den Visdom, der flyder 
fra hans Mund. 

Det er Skønhedssiden ved ham, den, der har betaget 
Verden. Og dog — hvad er den værd? Den hjælper hverken 
ham eller nogen anden; ti den er ormstukken, undergravet. 
Han kan tale skønt og klogt; han kan kun handle dumt og 
ondt. Han faar Vished om, at Faderen er myrdet, Paalæg 
om at hævne Mordet; han undgaar Morderen, anstiller Eksperi- 
menter med ham for at faa sin Vished bestyrket, lader ham 
slippe, hver Gang der er en god Lejlighed til at fuldbyrde 
Hævnen, fordi der kan gives en endnu bedre Lejlighed. Han 
har faaet Paalæg af sin beundrede Fader om at skaane sin 
Moder; hende martrer han med sin Opførsel, gør sig til Dom- 
mer over hende og rusker op i hendes Samvittighed, hvad der 
ikke er hans Ærinde; Aanden maa vise sig og byde ham holde 
inde. Uden at undersøge, hvem der staar bag Tapetet, jager 
han sin Kaarde gemiem et Menneske, og da det viser sig, at 
det er Ofelias Fader, han har dræbt, har han kun Vittigheder 
og Haansord rede, ikke en Beklagelse, hverken da eller senere; 
han kaster ham hen i en Krog og siger Morsomheder over 
ham. Og Ofelia! hvorledes er Forholdet til hende? Ja, hun 
elsker ham — men elsker han hende? Er der noget, der 
tyder paa andet, end at han har villet lege med hendes Kær- 
lighed? Ikke et Elskovsord kommer over hans Læber, kun 
obskøne Hentydninger, da han ligger ved hendes Fod i Skue- 
spilscenen, ellers hvæser og spotter han, udlader over hendes 
bøjede Hoved en Skylle af saadanne giftige Ord, som en hjerte- 
løs Mand, der ikke elsker, men føler sig krænket, bruger mod 
den Kvinde, han tør mishandle. Med fuldstændig koldt Blod 
sender han de to Kammerjunkere, Rosencrantz og Guildenstern, 
der ikke kender Indholdet af de Breve, de skal bringe til Eng- 
land, deres visse Død imøde ved at forfalske Brevene. Han er 
som en grusom Dreng, der morer sig med at pille Vinger og 



158 

Ben af Fluer. Der er kun een Undskyldning: den, al han er 
sindssyg. 

Men fængslende er han; man beundrer atter og atter hans 
straalende Intelligens og evig skiftende Mangesidighed. Han 
tager altid Farve efter det Menneske, han taler med. Se blot 
den Maade, hvorpaa han hilser paa de tre, der bringer Bud 
om, at hans Fader er set paa Volden: Horatio modtager han 
som Vennen med varme Ord; den ene Officer, hvem han 
kender, glæder det ham at se; den anden faar kun et kort 
Godaften (I. n. leo). Eller den Maade, hvorpaa han nuancerer 
sin Spot overfor de forskellige Hofmænd. 

Hamlet er i hele Shakespeares rige Galleri den, der har 
flest Facetter; men Alle viser mere end en Side frem. Kongen 
spilles i Reglen med en ren Judasmaske, der gør, at Ingen 
kunde tage fejl af, at her var Skurken. Hvor meningsløst! 
Ingen i hele Stykket betragter ham som en Skurk eller nærer 
den fjærneste Mistanke til ham. Hamlet hader ham som den, 
der har ægtet hans Moder og fortrængt ham; det kommer 
ham ganske overraskende, da Genfærdet fortæller, at han er en 
Brodermorder. Ingen, ikke engang hans Hustru, aner noget; 
hverken hun eller nogen Anden forstaar det indlagte Skuespils 
Mening. Alle bøjer sig for ham, han er valgt af Folket og 
har vundet sin Svigerinde til Hustru. Laertes vender hjem for 
at kræve Kongen til Regnskab for Faderens Død og bøjer sig 
straks for hans Ord. Kongen frygter ingen Andre end Hamlet; 
ti han aner, at denne ved noget. Og saa er han pint af op- 
rigtig Anger; men hvad nytter det; han kan jo ikke opgive, 
hvad han har vundet; han har gjort sig til Brodermorder for 
en Kvindes Skyld, som han kun kunde vinde paa den Maade; 
han kan ikke undvære hende, og han maa bære sin Hemmelig- 
hed hos sig selv, ti aabenbarer han den, mister han alt. Hu- 
stru, Liv og Ære. Han sidder i en fuldstændig Skruestik. 
For at faa Fred maa han skille sig af med Hamlet. Den ene 
Forbrydelse fører nødvendigt den næste med sig. Og Digteren 
har gjort ham from, oprigtig gudfrygtig; han er ikke from-- 
laden, ej heller Hykler; han beder i sit Lønkammer og er for- 
tvivlet over, at hans Bønner ikke naar Guds Trone. 

Polonius spilles altid som en gammel Idiot, blot fordi 
Hamlet behandler ham som saadan. Men er han det? Han 



159 

er lidt snakkesalig, som gamle Folk er. Hvad han siger, er 
filistrøst; men det er klogt. Han er en gammel Hofmand, der 
kan bukke paa rette Tid og Sted, men ogsaa kan sige sin 
Mening, naar han ved, der findes Øre for den. Alle viser 
ham Ærbødighed; kun Hamlet dænger ham med Haan. Hans 
Raad ønskes og følges af Kongen og Dronningen, og da han 
selvtillidsfuld spørger, om han nogensinde har set galt, be- 
nægtes det. Hans Afskedsord til Laertes er de fornuftigste, 
nogen Fader kan give sin Søn med paa Vandringen, naar det 
at naa vidt frem i Livet er Maalet. Den Maade, hvorpaa han 
lader sin Søn udspionere i Paris, er ikke videre tiltalende, men 
særdeles verdensklog. Og at han advarer sin Datter, der er 
en ung, ikke meget kløgtig Hofdame, mod hvad han, næppe 
med Urette, anser for prinselige Efterstræbelser, er faderlig 
Omhu og Pligt. At han lader sig forhaane og snakker Hamlet 
efter Munden, er, hvad ethvert fornuftigt Menneske vil gøre; 
han mener jo Hamlet er gal, og med gale Mennesker argu- 
menterer man ikke om en Skys Form. At han senere ind- 
rømmer at have taget fejl med Hensyn til Hamlets Hensigter 
overfor Ofelia, kan ikke lægges ham for strengt til Last: han 
tror, at det er ulykkelig Kærlighed, der har gjort Prinsen gal; 
han holder jo kun den ene Traad i sin Haand, kan ikke 
faa den rigtige Traad uden gennem Kongen, der nok skal 
vogte sig. 

Ingen Figur, der har nogen Betydning i et shakespearesk 
Drama, og som er blevet til, efterat Digteren var kommet ud 
over sine Læreaar, er som een Streg. De er levende Mennesker, 
handlende tilsyneladende ulogisk og dog følgerigtig, saadan 
som Mennesker gør. For Tilskuerne lægger Digteren alle 
Kortene paa Bordet. Vi kan følge alt, hvad der sker, og be- 
dømme det hele. Vi har et Overblik, som Dramaets enkelte 
Personer nødvendigvis savner. Det er ganske som i Livet. 
Enhver af os begaar Handlinger, som faar selv Ens Nærmeste 
til at udbryde: Det havde vi ikke ventet af ham! Vi kan 
nemlig ikke hos Andre, og heller ikke hos os selv, følge alle 
de Veje, der fører til et bestemt Maal. Vi kan undertiden 
gaa baglængs fra Maalet og saaledes spore i al Fald nogle af 
dem. Det er Shakespeares Kunst, at han gaar ikke, som 
Henrik Ibsen, baglængs, men begynder ved Udgangspunktet og 



i 



160 

faar alt det med, der har Betydning* Og det kan han gøre, 
fordi han forholder sig rolig iagttagende og slet ikke forsvarende 
eller anklagende. Browning har skrevet et stort Digt, hvor vi 
faar den samme Sag berettet af mange forskellige Personer, 
netop saadan som hver enkelt ifølge sin Individualitet eller 
Samfundsstilling maa se den. Saaledes bærer Shakespeare sig 
ad. Det er ikke blot, at den enkelte Figur viser forskellige 
Sider frem overfor hver enkelt Medspillende, men den be- 
dømmes ogsaa uligt af dem alle: saa mange Mennesker, saa 
mange Domme, og Alle dømmer de galt, fordi de mangler For- 
udsætninger til at dømme rigtigt. 

Det er hans største Egenskab, og ingen anden Digter kom- 
mer ham nær paa det Punkt. Moliére, den store Dramatiker 
og Kunstner, naaede i den Henseende aldrig videre end Shake- 
speare var, da han skrev Richard III. Han hævede sig ikke 
ud over det Standpunkt, at lide med eller føle for de Menne- 
sker, han skildrede, at hade eller elske dem. Han var ikke i 
Ligevægt. Han vilde enten noget tillivs eller befri sig for en 
Smerte. Hans Figurer blev for en stor Del klarere end Shake- 
speares, fordi de ses kun med Moliéres Øjne; men de blev 
Personifikationer, ikke Mennesker. Tartufe er slet ikke andet 
end skinhellig, og hans Skinhellighed er til at tage og føle 
paa. Der kan slet ikke disputeres om den Ting; alle Per- 
sonerne ser ham netop paa den Maade, undtagen Orgon og 
Madame Pernelle; men de gaar begge med Bind for Øjnene, 
ser overhovedet intet. Da Orgon bliver seende, ser han nøj- 
agtigt det samme som de Andre ser med Moliéres Øjne. Der 
gaar to Akter med at skildre Tartufes Hykleri; og da han i 
tredje Akt optræder, handler og taler han nøjagtig som han 
er blevet fremstillet og gaar i den Fælde, der er blevet op- 
stillet for ham. Han er een Egenskab, og alt hvad der kan 
siges om Forskellen mellem Fromhed og Hykleri, siges i 
Stykket; men de fine Overgange mellem Fromhed og Hykleri, 
der udgør Livet, dem hører eller ser vi intet til. Skildringen 
af Tartufe er Typen paa den berømte franske logiske Klarhed; 
men Menneskefremstilling er det ikke; det er den rene Pæda- 
gogik. Da Stykket skulde til at begynde, saa ender det: 
istedetfor en Kamp mellem Tartufe og Familien, der i Livet 
vilde resultere i dennes Undergang, griber den store Konge 



161 

personlig ind og afstraffer Hykleren, om hvis Fortid vi slet 
intet aner. Og dette skulde forestille et Udsnit af Livet. 

Sammenlign saa Shakespeare, selv hvor han boltrer sig i 
Usandsynligheder. Lige for Lige — denne noget usmagelige 
Komedie — har til Hovedperson en Hykler, tegnet med meget 
stærke Farver. Angelo betragtes af Alle som from og gud- 
frygtig og er det sikkert ogsaa. Fyrsten fæster ubetinget Lid 
til ham. Hans sædelige Renhed anses for lige saa uomtvistelig 
som hans Strenghed. Han fordrer meget af Andre, men man 
tror, han fordrer meget af sig selv. Ingen kan lide ham, og 
Mange mener, at han stiller større Fordringer til Menneskene, 
end Kød og Blod kan opfylde. Nogle ler ad hans Edikt, der 
skal bringe Usædeligheden i Wien til at ophøre ved at der 
sættes Dødsstraf for løse Elskovsforbindelser. Nogle bifalder 
det, og han selv er utvivlsomt oprigtig i sin Udstedelse af det. 
Da han saa under dets Haandhævelse bliver fristet, ikke alene 
giver han efter for sin Lyst, men begaar Skændighed paa 
Skændighed for at tilfredsstille den og skjule den for Verden. 
Hos ham er Sanseligheden den Magt, der overvinder alle 
Grundsætninger, alle Betænkeligheder, og udsætter ham for de 
største Farer, hvis han bliver røbet; men han ænser det ikke. 
Er han iøvrigt en slet Mand? Tilskuerne finder det, fordi de 
ser alle hans Handlinger; men Verden finder det ikke, og 
Fyrsten, der er den overlegne upartiske Tilskuer, der ved alt, 
knuser ham ikke: han nøjes med at være glad over, at der i 
Virkeligheden ingen Ulykke er sket, og tvinger ham blot til at 
ægte den Kvinde, han i sin Ungdom har forført, og som endnu 
elsker ham. Ti Angelo er en Mand, der udmærket kan tjene 
Staten; han er saarbar paa et Punkt, og da han bliver saaret, 
maa han med alle Midler skjule det og blive dobbelt streng 
mod alle dem, der har samme Fejl som han, for at aflede al 
Mistanke. Saaledes vil en Købmand, der driver hen mod 
Falliten, give større og flere Middage, jo mere han nærmer 
sig Ruinen; en Politiker, der holder flere Maitresser, ivre for 
Ægteskabets Hellighed og mod dem, der fordrer lettere Adgang 
til Skilsmisse; en Minister, der skraber til sig og sin Slægt de 
bedste Embeder i Landet og holder Værdige borte, tale højt 
om Mængdens Unøjsomhed og Materialisme ; Renegaten forfølge 
dem, han før har slaaet Følge med, og des bitrere, jo mere 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. |i 



162 

han har tjent ved at svigte dem; og de vil alle gøre det uden 
at kunne se, at de handler urigtig; de vil være fuldstændig 
oprigtige; men de vil dømme Andre, der gør det samme, 
meget haardt. Saadan er den menneskelige Natur, og saadan 
tegnede Shakespeare den. Der var ingen Indignation i ham, 
naar han var Kunstner, og der har næppe været megen, naar 
han var blot Menneske. Han var, efter at hatis Læretid var 
omme, kun Iagttager og derefter Fremstiller. 

Man undersøge, hvor man vil, særlig dog i Historierne og 
Tragedierne, denne Upartiskhed, der ofte bringer Digteren til 
at udstyre dem, der begaar store Fejl og foraarsager megen 
Ulykke og Ondt, med glimrende Egenskaber, som blænder 
Publikum og indtager det for dem. Fremtrædende i saa Hen- 
seende er Brutus, Hamlet, Henrik Percy, Coriolan. 

Percy er den glimrende Helt, Ridderskabets Blomst, 
uafladelig med Æren paa Læben, beundret af Alle, der ser 
ham paa Afetand, af Modstanderne og af Ungdommen, mindre 
beundret af dem, der staar ham nær, gennemskuet af en Eneste, 
den af ham saa foragtede Prins. Og hvor er han i Virkelig- 
heden tom og hul! Han er buldrende som en tom Tønde, 
stortalende, pralerisk, trættekær; taler altid om Staten og om 
sin Stand og mener, uafvidende, sig selv. For en Bagatel 
bliver han Oprører mod sin Konge og gaar over paa de re- 
belske Stormænds Side. Disse er henrykte over ham, indtil 
de faar ham paa nært Hold; som Fjende er han i Virkelig- 
heden ikke farlig, som Ven er han det. Da Glendower for- 
tæller en uskadelig Røverhistorie om sin vidunderlige Fødsel, 
afbryder han ham med Spot og Haan: han vil ikke høre paa 
al den Snak; han holder af faamælte Mænd, og saa taler han 
uafbrudt selv, springer fra Emne til Emne, kan ikke holde en 
Tanke fast. Da det Land, der endnu ikke er vundet, skal 
deles, farer han op, fordi en lille Mark, som intet Værd har, 
ikke tilfalder ham; han er paa Nippet til at sprænge Sammen- 
sværgelsen af den Grund; saa giver de Andre efter. Da flere 
af de Sammensvorne bliver borte med deres Hære, blandt dem 
hans egen Fader, og de Andre bliver betænkelige, trodser han 
igennem, at man dog gaar mod Kongen; Slaget tabes natur- 
ligvis. Han har en Hustru, der elsker og beundrer ham; hun 



163 

er for ham et fornøjeligt Tidsfordriv mellem to Slag; han kan 
ikke betro hende det, han kan plapre ud for alle Vinde. 

Coriolan er den romerske Adels Stolthed, da den svnes 
personificeret i ham, som den engelske Adel er det i Percy. 
Han er en Feltherre, hvem Roms Fjender frygter, er personlig 
tapper, en god Ven, en god Søn, en god Ægtemand. Han 
repræsenterer den Stand, der bærer og øger Roms Storhed, 
værner dens Interesser imod den fremstormende Pøbel, der 
kun tænker paa at faa deres Maver fyldte. Han staar himmel- 
højt over sine arge Modstandere, de to Folketribuner, der altid 
gaar Krogveje, er personlig fejge, lægger Baghold og Snarer, 
har alle Demagogers værste Fejl, og dog repræsenterer og 
tjener Fremskridtet. Han er aaben og ærlig, foragter ikke blot 
i Hjertet, men aabenlydt Pøblen, vil ikke for at opnaa Statens 
højeste Embede, der er hans Ret, nedværdige sig til at bede 
om det paa den sædvanlige Maade. Han kæmper for sin 
Stand, og Aristokratiet er bedre end Pøbelregimente, baade 
abstrakt og i dette konkrete Tilfælde. 

Har Coriolan Shakespeares Sympati? Paa ingen Maade. 
Han, der er udstyret med mange herlige Egenskaber, trygles 
ikke blot af sine Modstandere, men næsten end mere af sine 
Venner. Det er ikke fordi de frygter hans personlige Ær- 
gerrighed, saadan som Brutus frygtede Cæsars, men fordi de 
kender hans Upaalidelighed meget bedre end hans Modstandere. 
Hans Moder, der er stolt af ham og har opdraget ham til en 
haardfør Helt, har den største Møje med at holde ham paa 
den rette Vej, truer, spotter, beder; den kloge Ven Menenius 
smigrer ham, raader ham, taler ham efter Munden og prøver 
at lede ham, som man leder et uartigt Barn, der ikke maa 
gøre Skandale i Fremmedes Nærværelse; de Fremmede skal 
tro, at Barnet er artigt. Men Coriolan er ikke til at tumle. 
Han kan ikke underordne sig Nogen, hverken for sin Slægts 
eller sin Stands Skyld. Blot fordi han ikke faar sin Vilje 
i rent underordnede Spørgsmaal, eller ikke vil rette sig 
efter hvad der er Skik og Brug eller hvad Loven byder, bliver 
han Forræder mod sit Land, gaar over til Fjenden og vil ved 
hans Hjælp ødelægge Rom. Af rent personlige Grunde sviger 
han saa sin ny Forbundne, bryder Aftaler, indgaar ny For- 



164 

pligteiser uden sin Allieredes Vidende — blot fordi han ikke selv 
opnaar, hvad han vil have. 

Og der er dem, der vil bilde os ind, at han. Fædrelands- 
forræderen, har Shakespeares, Fædrelandsfølelsens Digters, 
Sympati. Man kunde lige saa godt antage, at en dansk Digter 
kunde fremstille Korfits Ulfeldts mange Volter, ikke blot und- 
skyldende, men med Begejstring. 

Shakespeare fremstiller ikke sorte Skurke og hvide Engle. 
Han interesserer sig for de Mennesker, der har mange ud- 
mærkede Egenskaber, men hvis Fejl eller Fejltagelser trækker 
dem og andre ned i Afgrunden. Han er rigere, mangfoldigere 
i sine Skildringer af Mænd end af Kvinder. Disse er meget 
mindre sammensatte og derfor langt mere populære; deres Fejl 
synes saa smaa i Sammenligning med deres Dyder; den Sindets 
Renhed og Poesiens Glans, hvormed han saa ofte forlener 
•dem, dækker i langt højere Grad over deres Svagheder; men 
saadanne har de Alle. Naar Cordelia maa lide saa meget og 
dø saa ynkeligt, er det fordi hun ikke i en Ubetydelighed vilde 
rette sig efter Faderens urimelige Fordring; han var sindssyg, 
og hun burde kende ham nok til at vide, at overfor ham 
maatte man optræde diplomatisk, d. v. s. ikke bære sit Hjerte 
paa sine Læber. Naar Desdemonas Lykke er saa kort, er det 
en Straf, fordi hun sveg sin Fader, sin Stand, sin Race. Naar 
Imogen, denne vidunderlig herlige Kvinde, der besidder alle 
tænkelige Fuldkommenheder og er det kvindelige Ideal skabt i 
Kød og Blod, maa gennemgaa saa mange Farer og Besværlig- 
heder, lide saa megen Sorg, er det, fordi hun har indgaaet et 
hemmeligt Ægteskab med Leonatus; disse to prægtige Men- 
nesker er derved komne i en falsk Stilling, og det maa de 
begge bøde for; men Brøden er kun ringe, derfor er Straffen 
kortvarig. 

Om Shakespeare har kendt Kvindens Natur saa godt som 
Mandens, er vel et stort Spørgsmaal. Som Kunstner har han 
ligget paa Knæ for den, som Menneske har han maaske ikke 
haft megen Anledning til at lære den at kende i alle dens 
uendelige Afskygninger. Han har. naturligvis kendt mange 
Kvinder af Borgerskabet eller Almuen; men de fra Hjertets og 
Dannelsens Side rigt udstyrede fornemme Kvinder, som han 
idealiserede i sin dramatiske Digtning, har han næppe kunnet 



165 

komme i synderlig Berøring med. Hans sociale Stilling lukkede 
ham ude. Saa har han netop set dem i det Skær af Skøn- 
hed og Poesi, som Længslen forlenede dem med; men han 
har ikke derfor gjort dem til snehvide Engle; ogsaa de har 
en Plet paa deres Klæder; derved bliver de til Mennesker. 
De bliver skønnere og renere, jo ældre han bliver. Tilsidst 
tegner han i Stormen en ung Pige, Miranda, der kun er 
Renhed, Skønhed, Sandhed; men hun har aldrig set en Mand, 
aldrig levet sammen med Mennesker; alt hendes Selskab har 
været Aander, Digterens egen afgærede, rolige, vise Aand. — 

Shakespeare er det højeste Produkt 'af den Bevægelse, der 
kaldes Renæssancen. Han selv er et Barn af sin Tid, d. v. s. 
han opøver sig til at blive det fuldkomne Menneske, den har- 
moniske Blanding af Kunst og Natur. Legemets Skønhed, 
Kraft og Smidighed samt Aandens Rigdom var Maalet, den 
Tids Mennesker stillede sig. Faa naaede det. Italiens Kunst- 
nere havde med stor Ihærdighed løsrevet sig fra Middel- 
alderens stivnende Lænker, hvorunder al Menneskefremstilling 
var blevet den tommeste Konveniens, Efterligning efter Efter- 
ligning. Naturstudiet var blevet Løsnet, dernæst Skønheden. 
De famlede sig frem, naaede gradevis fra Stivhed til Frihed. 
Nogle malede Sjæle, Andre interesserede sig for Legemer, 
Nogle var affekterede, Andre var plumpe. Nogle naive, Andre 
lærde — men Alle bragte de en Sten til Kunstens herlige 
Bygning; Alle smagte de iaf Middelalderen, Ingen havde helt 
frigjort sig for den. Da kom de to Store, der samlede alt, 
hvad de Andre havde slæbt sammen og gjorde det til deres 
Ejendom. De elskede det skønne kraftige nøgne Menneske, og 
de gjorde det fuldkomment paa Sjæl og Legeme; lagde de 
Klæder om det, havde de først studeret og tegnet det i dets 
Nøgenhed; hos dem var intet tilbage af Middelalderens stive 
Skønhedsideal. Det var kun Naturen, idealiseret af Kunsten. 

Hvorlangt Shakespeare som Menneske naaede i Retning 
af Fuldkommenhed, ved Ingen. Som Kunstner vandt han saa 
langt frem som noget Menneske til nu er kommet, og han 
gjorde det, netop fordi han i Alt var et Udtryk for sin Tid. 
Hvad Rafael og Michel Angelo havde givet. Mennesket, frit, 
skønt, kraftigt, nøgent, det gav han. Han kæmpede sig løs 
for al Plumphed, Affektation, Naivitet, Lærdom, Stivhed og 



166 

Sprælkskhed, og fremstillede det Evige hos Mennesket, forædlet 
gennem den rigeste Kunst, en Kunst, han lærte at skjule, saa 
den saa ud som Natur. Hos ham er der slet intet middel- 
alderligt tilbage. Hans Mennesker bevæger sig ganske uhindret, 
deres Lidenskaber slippes løs, og der er ingen anden Grænse 
for disse end den, der sættes af, at de lever i Samfund med 
andre Mennesker, som ogsaa har Rettigheder og Lidenskaber, 
og at de maa bøje sig for Livets Kaar eller gaa tilgrunde. 
Men Renaissancemennesker er de alle, hvad enten de er 
gamle Kelter, Romere, middelalderlige Englændere eller sam- 
tidige Italienere. Det er blevet anført som en Bebrejdelse 
mod Shakespeare, men det er en Ros: derved blev de ikke 
alene tydelige for hans Samtid, men de blev rige Mennesker 
af Kød og Blod, Mønstre, indtil Menneskelivet naar en endnu 
rigere Periode end Renaissancen var. 

Shakespeare tog fra alle Tider, hvad han havde Brug for 
til at bevæge sit Publikum; men han tog ikke, hvad der vilde 
være uforstaaeligt for det. Hans Samtidige stillede deres Lær- 
dom tilskue; det gjorde han kun i sine ganske unge Dage. 
Han tog, hvad der var evigt menneskeligt, ikke hvad der var 
specielt for en Tid eller et Land. 

V. Secher har [Shakespeare Jahrbuch Bd. XXVL s. 333] 
som Bevis paa, at Shakespeare ikke har kendt til danske For- 
hold, henvist til, at i modsat Fald vilde han ikke have ladet 
Guildenstern og Rosencrantz, i Hamlet, stadig blive tiltalt ved 
deres Slægtsnavne, men saadan som de blev tiltalte i Dan- 
mark, nemlig saaledes: Velkommen Peder Knudsen og Jørgen 
Ottosen. Men Digteren skulde ikke give et Kursus i dansk 
Omgangssprog, og det vilde have været uforstaaeligt for hans 
Publikum. Han kunde heller ikke vide sligt, da hans Kilde 
rimeligvis var engelske Skuespillere, der ikke kunde Dansk. 

Hvor Shakespeare fik sine Figurer fra? Fra Noveller, fra 
Holinshead og Plutark, siges der. Tildels. Han gjorde ikke 
noget ukendeligt, men han tillod sig endel Friheder, saavel da 
han var ung, som da han stod paa sin Kunsts Højde. Det er 
før nævnt, at for at forherlige sin Helt, Prins Henrik, lader 
han ham ikke deltage i Gadshill Røveriet, som i det gamle 
Drama, og lægger han Troløsheden overfor de oprørske Stor- 



167 

mænd over paa hans Broder Johan. I Cinthios Novelle, hvor- 
fra Othello er taget, sidder Desdemona og leger med Jagos 
Barn, og Jago tilvender sig da det skæbnesvangre Tørklæde. 
Shakespeare har gjort dette Træk til Hængslet i Tragedien, 
men hvorledes? Othello tvivler, mistænker allerede, og Desde- 
mona, der ikke aner Grunden og ikke forstaar, vil dulme ved 
at lægge det dyre Elskovspant paa hans Pande; han støder 
hende fra sig i Vrede og Utaalmodighed, hun taber Tørklædet 
og i sin Sorg glemmer hun det en Stund, hvorved det ved 
Emilias Ubetænksomhed kommer i Skurkens Hænder. Der er 
ingen egentlig Skyld, og dog, dette, et Øjeblik at glemme, ikke 
at have et Øje paa hver Finger, er Brøde. 

Tag to Figurer, Antonius og Kleopatra, som han laante 
fra Plutark. Shakespeare behandlede jo ikke sine historiske 
Personligheder som Schiller. Denne gjorde en uskyldig Forfulgt 
af en rænkefuld Bolerske, som myrdede sin Husbond, som for- 
enede Renæssancens ydre Skønhed med dens indre Depravert- 
hed, og i hvem der ikke var en ærlig Blodsdraabe. Schiller for- 
vanskede en Karakter, forvandlede den fuldstændig, gjorde Sort 
til Hvidt. Shakespeare foretager nogle smaa Forskydninger 
ved det historiske Billede, saa dette tilsyneladende bliver rig- 
tigt, og dog i de meget væsentlige Træk forandrer Fysiognomi. 
Tørst er hos Plutark Kleopatra ikke nær saa skøn som hos 
Shakespeare. Plutark siger, at hun overgik ikke andre Kvin- 
der i Skønhed, heller ikke Octavia; det var hendes ind- 
smigrende Væsen, hendes Aand og Vid, der besnærede Mæn- 
dene. Hos Shakespeare er hun kun Skønhed og Elskovsglød; 
det er ikke blot Antonius, der betages. Alle synger hendes 
Dejligheds Pris; det er Enobarbus, hvem den prægtige Skildring 
sf hendes første Møde med Antonius lægges i Munden. (II. ii. ise.) 
Hendes Koketteri er hos Plutark af den groveste Slags. 
Hun fængsler Antonius ved Toilettekunster, ved at holde ham 
i Aande med Lystigheder og Fester, deltager i alt, hvad han 
foretager sig, lader ham ikke et Øjeblik alene, ledsager ham 
paa hans natlige Vandringer i Gaderne. Hun sulter sig for at 
give det Udseende af, at hendes Legeme hentæres af Elskov. 
Ofte finder Antonius hende grædende, og hun søger da at 
skjule sine Taarer, dog saaledes, at han bemærker det. Hun 



168 

lader sine Undergivne forsikre ham om hendes Kærlighed og" 
om at hun ikke vilde overleve en Skilsmisse. 

Shakespeares Midler er langt finere, enklere og derfor 
mei'e virkningsfulde: 

Ingen Alder 
kan visne hende, ingen Vane sløve 
det evigt skiftende Behag. Den Lyst, 
som andre Kvinder vække, mætte de; 
hun vækker Hunger, naar hun mætler mest, 
hos hende faar det laveste sin Ynde; 
hellige Præster maa velsigne hende, 
naar kaad hun lefler. 

(IL II. 240.) 

De fire store Scener (I. m., I. v., IL v., III. m.), der karak- 
teriserer Kleopatra, maa kaldes Shakespeares egen fri Digtning. 
Hvad der er af Begivenheder i Dramaet har han fra Plutark 
— dog med en Del Modifikation — men Karakteriseringen er 
hos de to grundforskellig. 

Hos Plutark er Kleopatra virkelig skinsyg paa Oetavia, 
og denne Skinsyge driver hende til at ægge ham til Krigen. 
Derpaa spilder hun Tiden med Fester paa Samos og med 
Fordring paa tomme Æresbevisninger — de samme, der har 
været vist Oetavia — i Athen. Opholdet paa Samos og i 
Athen omtaler Shakespeare slet ikke, og Skinsygen varer kun 
et Øjeblik. Hun ved, hun behøver ikke at frygte. 

Plutark antyder, at hun har forræderiske Hensigter ved 
Actium; der er ingen Antydning af sligt hos Shakespeare. 

Hos Plutark misbilliger hun Antonius' Højmod mod Eno- 
barbus; dette Træk har Shakespeare strøget. 

Plutark beretter, at hun nogen Tid efter Slaget ved Ac- 
tium har anstillet Forsøg med alle mulige Dødsmaader paa 
Straffefanger og derved udfundet, at en , vis Slanges Bid var 
den smertefrieste. Shakespeare har kun disse Linjer: 

Hendes Læge 
fortæller, at hun lorsked uophørligt 
om smerteløse Maader til at dø paa. 

(V. II. 357.) 



169 

Sammenkomsten med Tyrrheus viser ogsaa en betydelig 
Afvigelse. I Dramaet er Dronningens Optræden politisk klog; 
hos Plutark forhindres Forræderi og Utroskab kun ved An- 
tonius' Mellemkomst, og han er skinsyg. Shakespeares Antonius 
ei- ogsaa skinsyg, raser, blot fordi Tyrrheus kysser hendes 
Haand; hun har ikke foranlediget nogen Tilnærmelse. En ringe 
Forskydning, der siger meget. 

Plutark mistænker hende for Forræderi ved Overgivelsen 
af Pelusium; Shakespeare omtaler det ikke. 

Hos Shakespeare er alt Skønhed og Ynde, selv hendes 
Optræden efter Antonius' Død; hos Plutark sønderriver hun 
sine Klæder, slaar sit Bryst, kradser Ansigt og Mave, tørrer 
Blodet af hans Ansigt, skriger og jamrer. 

Saa er der Mødet med Octavian. Hos Plutark søger hun 
at undskylde sig, vælter al Skylden over paa Antonius, hvem 
hun paastaar, hun frygtede; først da det Forsøg mislykkes, 
ændrer hun pludselig sin Tale og beder ham tilgive, da hun 
er angst for Døden. Først da hun erfarer, at hun skal føres 
som Fange til Rom og pryde Cæsars Triumf, beslutter hun at 
dø, da der ingen Redning er. 

Anderledes hos Shakespeare: Hun forsøger slet ikke at 
undskylde sig; hun taler værdigt, kongeligt. Hun har allerede 
besluttet at dø, før hun stedes for Cæsar. Meddelelsen, om at 
hun skal smykke hans Triumf, faar hun først, da hun har 
sendt sin Terne efter Dødsmidlet. Hun er fast, skøn, klog og 
lidenskabelig forelsket til det sidste, spiller sin Rolle overfor 
Octavian uden at lade sig bevæge af hans hykleriske Ord og 
Løfter. Hun dør som hun har level, yndefuldt: 

Tys, tys! ser Du ej Barnet ved mit Bryst? 

sin Amme dier det isøvn. 

Saa mildt som Balsam, blødt som Luft, saa sagte — 
Antonius! 

Hvad fandt Digteren hos Plutark om Antonius? En Figur, 
der falder i to Stykker, eftersom Plutark benytter Octavius 
Cæsar eller Kleopatras Læge Olympus' Optegnelser som Kilde. 
Denne er sympatisk, hin antipatisk stemt. 

Plutark læsser Fejl paa Fejl paa Antonius: Grusomhed, 
Brutalitet, Forklædningssyge og Skuespillerlyster, Ydmygelser, 



170 

Uordholdenhed, Praleri, Ødselhed og „tusind andre Fejl**, og 
øverst blandt alle stiller han den „giftige Pest og Ødelæggelse, 
Kærligheden til Kleopatra**. 

Shakespeare gør ham ikke fejlfri, men udstyrer ham med 
Skønhed og Mandighed og Højmodighed. Den prægtige Sam- 
menkomst mellem ham, Octavian og Lepidus, hvor han er 
ridderlig, frimodig, kæk og spøgende, beretter Plutark ikke 
andet om, end at han benyttede sin Hustru Fulvias Død til at 
lægge al Skyld for Uenigheden over paa hende. 

Hos Shakespeare er Ægteskabet med Octavia kun en po- 
Utisk Manøvre; hos Plutark kan Octavia fængsle ham i tre Aar. 



KONG HENRIK VIII. 



SHAKESPEARES KVINDER. 

Der er et historisk Drama, som altid har tiltrukket sig 
stor Opmærksomhed, fordi det indeholder en Række Scener, 
der ejer al den Pragt, den Pathos, de Udbrud af virkelig 
Lidenskab, den Kamp mellem Mænd om Magt og Indflydelse, 
den Kiv og Strid, den Stigen og Falden i det politiske Liv, 
den Stolthed, Grusomhed og Troløshed hos Mændene, den 
Underkastelse og ubrødelige Troskab hos Kvinderne, som er 
saa godt kendte fra Shakespeares Værker. Der er Scener, der 
bærer Vidnesbyrd om at være udarbejdede af den fuldendte 
Kunstner, paa den solide Maade, som kun han og Ben Jonson 
den Gang forstod. Dramaet som Helhed er ikke saa godt 
bygget som hans andre historiske Skuespil, undtagen „Kong 
Henrik VI.** Der er uvedkommende Ting, Scener, som staar 
alene, uden nogen tilsyneladende Forbindelse med Hovedhand- 
lingen, og naar disse Scener naaes, slappes vor Interesse øje- 
blikkelig; de drager matte og tungt forbi, er langsommelige, 
tvungne eller plumpe. I nogle Scener mærker vi den store 
Troldmands Tryllestav, glemmer at hvad vi ser ikke er virke- 
ligt, tror, at det sker for vore Øjne; vi lægger Kritiken til 
Side og glæder os, idet vi betragter det som en Frembringelse 
af Naturen og ikke af Kunsten, fordi vi ikke ser, at der bliver 
trukket i Snorene og ikke bemærker Maskineriets Stønnen. I 
andre Scener opdager vi straks, hvorledes alt er lagt tilrette; 
Figurernes Motiver og Bevægelser ligger paa Overfladen, der 
behøves ingen mikroskopisk Undersøgelse eller Plukken i 



172 

Stykker af Ord eller Sætninger for at aabenbare Kunsten; 
denne er ikke omhyggelig skjult som Shakespeare plejer at 
skjule den. Den Slags Scener er, i Sammenligning med de 
andre, formede af en behændig Komedieskriver, ikke af 
et Geni. 

At Kong Henrik VIII skylder sin Tilblivelse to Forfattere, 
hvoraf Shakespeare var den ene, og Fletcher sandsynligvis den 
anden, har længe været betragtet som fastslaaet. Der kan kun 
være ringe Tvivl om, at dette er Tilfældet, hvad der nu end 
kan have været Anledningen til dette fælles Forfatterskab 
— hvilket jeg tror ikke fandt Sted med den ældre Digters 
Vidende. Der er en saadan Forskel paa de to Mænds Stil, 
at det tidlig slog opmærksomme Iagttagere. Stykket blev 
følgelig delt i to Dele. Der blev indrømmet hver Forfatter en 
Del; men den Part, der blev tildelt dem af de forskjellige Kri- 
tikere, var ikke altid den samme. Dette er tilstrækkeligt til at 
vise, hvor vanskeligt det er at foretage en saadan Deling, 
naar der kun skal tages Hensyn til Stilen. Men det er ikke 
alene i deres Stil, åt de to Dramatikere er forskellige. Det er 
endnu mere deres særlige Arbejdsmetoder, deres Teknik med 
Hensyn til et Skuespils Bygning, deres Udvikling af Karak- 
tererne, de Midler, ved hvilke de naar deres Virkning paa 
Scenen, Midler, som ere saa fuldstændig uensartede, at det 
ikke skulde synes vanskeligt af holde deres Kompositioner ude 
fra hinanden. 

Om alle disse Punkter kan der imidlertid disputeres, og 
jeg skal ikke her prøve paa at bevise den fuldstændige For- 
skellighed, der er i deres Syn paa Kunsten og paa Menneske- 
naturen. Jeg vil gøre opmærksom paa et eneste Pijnkt, hvor 
de to Mænds Anskuelser gaar i en saa modsat Retning, at de 
ikke et Øjeblik kan se paa et Livsproblem paa samme Maade. 
Det er den Maade, hvorpaa de betragter Kvinden. Der er en 
saa væsentlig Forskel i deres Opfattelse af kvindelig Pligt, 
Dyd og Lidenskab, at det synes, som om den ene intet Øje- 
blik kunde tænkes i Stand til at efterligne den andens An- 
skuelser, langt mindre da, at de skulde kunne slutte sig sammen 
til fælles Fremstilling af en Heltinde. Det er ikke, fordi den 
ene har et langt mere ophøjet og idealt Syn paa Kvinden end 
den anden, men Shakespeare er naturlig, sund og ren, hvor 



173 

Fletcher er unaturlig, slibrig, plump og undertiden modbydelig. 
Shakespeare betragtede ikke Kvinden i det samme Lys som 
Dante; ikke desto mindre finder vi i den italienske Literatur, 
som i saa høj Grad øvede Indflydelse paa Dramatikerne paa 
Elisabeths Tid, et Sidestykke til de to omtalte Digteres Stilling 
i Dantes og Boccaiecios Betragtning af Kvinden. 

Dante hylder Kvinden gennem Beatrice som et rent, op- 
højet Væsen, hvis Hverv det er at rense Mandens Tanker, at 
lutre ham, lede bam, føre ham opad; at eje hende vilde i sig 
selv være den højeste Lykke, men Foreningens Fryd bestaar i 
mere end Favntaget. Den Forening, hvorom han drømmer, 
og hvorom han synger, er en fuldstændig Sammenflyden, mere 
af Sjæle end af Legemer. Der er Attraa i det . Kærlighedens 
Budskab, han prædiker; en sanselig Længsel efter og en yd- 
myg Beundring af Kvinden gennemtrænger hans Skrifter, men 
overskygges af hans dunkle Haab og Drøm om at møde den 
Elskede hinsides det Svælg, som skiller Døden fra Livet. Den 
Elskov, han priser, er ren, pletfri, ophøjet; der er en Smule 
af Jorden i den, uden at den dog er ganske jordisk; den er na- 
turlig, men aandiggjort. Kvindens Kærlighed maa imidlertid 
være frivillig; den er en Naade, der maa bedes om i Yd- 
myghed, i knælende Stilling, for at den kan blive skænket af 
en fuldstændig fri Vilje. En Kvinde, hvis Kærlighed bliver til- 
tvungen, er ikke ulastelig, hun begaar en Forbrydelse, og 
Voldtægtsmanden saavel som den Voldtagne er fordømte. 
— Den anden store Kvindebeundrer i den italienske 
Literatur, Boccaccio, elskede heftigt, men ved Ens, Fiamettas', 
Troløshed, kom han til at hade og foragte Kønnet. Han 
nærede aldrig saa ophøjede Tanker om kvindelig Dyd og 
Styrke som Dante. Den Gang han elskede Kvinder — Emilia 
i La Teseide, — saa vel som da han hadede dem — De- 
camerone og Corbaccio — betragtede han dem som Væsner, 
skabte til at tilfredsstille enhver Mands sanselige Længsler, som 
maatte begære dem, da de ingen Ret havde til at raade sig 
selv; dersom de nægtede at underkaste sig en Mand, der 
bejlede til dem og forfulgte dem, blev de straffede; det var 
ikke en Forbrydelse at være utro; at vakle var undskyldeligt, 
at forblive trofast var latterligt. 



174 

Dantes Anskuelse om Kvinden var ikke mere ophøjet i 
Sammenligning med Boccaccios, end Shakespears var sammen- 
lignet med Fletchers. Shakespeares og Dantes Tankegang var 
ikke i Beskaffenheden ens. Dantes var rodfæstet paa Jorden; 
han iagttog alle Livets Fænomener, kendte fuldt ud Menneskets 
Natur og Gerninger, deres Motiver og Lidenskaber, og han 
fremstillede, hvad han havde set. Men alt, hvad han vidste 
og kunde vide, bragte ham til at se og genfremstille, hvad 
hverken han eller nogen Ånden kunde have set eller vidst. 
I hans berømte Fortællinger om Francesca eller om Ugolino 
gaar han hurtigt hen over, hvad Øjenvidner eller Traditionen 
havde fortalt, og dvæler ved det, som nødvendigvis maatte 
være ukendt. Han interesserer sig mest for, hvad der er 
skjult for det dødelige Øje. Derfor forsøger han at gennem- 
trænge det Dække, der trækkes for Livet, at se igennem det, 
at finde ud, om der er noget bag, hvorledes og hvad dette 
noget er. 

Ud af denne Tilbøjelighed til at fremstille det ukendte 
og uanede, opstod den Nødvendighed at henlægge Hoved- 
handlingen i hans Digt til efter Døden. Genstanden for hans 
Kærlighed var død, og for at blive genforenet med hende, 
maatte han vandre gennem Dødens Rige. Det var et sanseligt 
Begær, der bragte ham til hende; han ryster og skælver af 
Lidenskab, da han ser hende, men før han forenes med hende, 
maa han kaste al kønslig Attraa bort; hvor hun lever, hverken 
tages eller gives der til Ægte. 

Shakespeare derimod har kun med Livet at gøre. Han 
kender alt, hvad der angaar denne Verden, han er fuldstændig 

« 

Herre over alle det jordiske Livs Forviklinger, dets Storhed og 
dets Lidenhed, dets Højhed og dets Latterlighed. Men han 
havde ingen Interesse for, hvad der laa udenfor dets naturlige 
Grænse; det laa omsluttet af Søvn; men om denne Søvn blev 
forstyrret af Drømme, eller af hvad Beskaffenhed disse Drømme 
var, vidste han ikke, og grundede ej heller derover. Han 
undersøgte Livet i alle dets vekslende Forhold, dets Skønhed 
og Hæslighed, dets Omskiftelser, Kampe, Triumfer og 
Nederlag. Men han fulgte ikke sin Fantasis Skabninger 
udover Graven. Han fulgte dem til Dødsøjeblikket, og saa 
stansede han. Som han betragtede Resten af Livets Fæno- 



175 

mener, saaledes betragtede han Kærligheden. Han kendte kun 
een Elskov; den var jordisk, sanselig og sund, men denne ene 
skildrede han i alle dens Former. 

Shakespeares Tanker kredser stadig om Forholdet mellem 
Mand og Kvinde. Det synes ham at være det ene store Pro- 
blem, som overskygger alle andre, og han varierer det i det 
uendelige. Han tror paa en stærk Sanselighed, paa Liden- 
skaben som en mægtig Magt, der bryder al Tvang og bortfejer 
alle Hindringer, fører En til Lykken og en Anden til en altfor 
tidlig Død. Hans Syn paa Lidenskaben undergaar en For- 
andring i hans poetiske Liv. Som ung betragter han El- 
skoven som stormende, heftig, som en Følelse, der giver mere 
Uro end Glæde. Den kan ikke undertrykkes, den maa føre 
til øjeblikkelig Lyksalighed, men i dens Spor følger Illusionens 
Forsvinden. Han hæver sig til en Betragtning af den som et 
mægtigt Middel til at oplive og forskønne Livet; den bliver 
det, der er værd at stride og lide for; den kan lodse til en 
rolig og sikker Havn; men den kan ogsaa lokke ud paa et 
forræderisk Hav, hvor Ens Liv vil gaa til Grunde. 

Har Du, om end kun et Øjeblik, naaet det store Maal, 
har følt den højeste Lyksalighed, kan Du resignere. Der er 
intet andet, der er værd at stræbe efter. Livet vil ikke en 
Gang til byde dig til dets store Fest; det kan kun byde dig Lede 
og Bitterhed. At dø er i et saadant Tilfælde bedre end at leve. 
Og lige til Slutningen af sin Løbebane er Shakespeare, som 
selv er bleven rolig, som har overvundet sine egne, ustyrlige 
Lidenskaber, og som efter et Liv fuldt af Triumfer og Skuffelser 
har forberedt sig til at trække sig tilbage, stadig beskæf- 
tiget med Æmnet, Kærlighed, men endnu en Gang har den 
forandret sig for hans Tankes Syn; den er en langsomt 
luende Ild, som varmer, men ikke brænder, som bestraaler 
Mandens og Kvindens Liv, men ikke ødelægger dem og ikke 
gør dem uskikkede til Livet. Og han ender med en Opfattelse 
af Kærligheden, selv hos de Unge, der er ganske aandig — 
der er ikke saa meget langt fra Miranda i Stormen til Bea- 
trice i Vita Nuova. 

Men hvorledes hans Tanker om Kærlighed end er, en 
Ting er han altid sikker paa; det er Grundlaget for hans hele 
Livssyn: Manden kan være ustadig, vaklende, falsk, hans Til- 



176 

bøjelighed kan gaa fra den ene til den anden; Kvinden føler 
sig tiltrukken af een Mand; det er lige meget, enten han er 
god eller slet, værdig eller uværdig, ædel eller uædel; hun 
bliver fastholdt af en skæbnesvanger Nødvendighed, over 
hvilken hun ingen Magt har, hun bliver draget uimodstaaeligt 
hen imod ham, søger ham op, attraar ham; hun agter alt 
andet for intet, kun det at erobre ham, beholde ham og vinde 
ham tilbage, fylder hende. Men til Trods for dette, at hun 
ingen Magt har over sin Lidenskab, at hun uimodstaaeligt 
drages hen imod den Mand, hun elsker, og at der er stor 
Forskel paa Shakespeares Heltinder, er der dog eet karakte- 
ristisk Træk hos enhver Kvinde, som Sliakespeare har frem- 
stillet, og som synes urokkeligt som Fiksstjernerne: — hun er 
berettiget til at raade over sit Legeme og sin Sjæl efter egen Villie 
og eget Behag; hun giver sig selv bort, frit og uforbeholdent, hun 
bliver aldrig bortgivet af Andre, aldrig overgivet fra den Ene 
til den Anden, aldrig tvungen til at ægte En, hun ikke el- 
sker; hun kan selv udsøge, uden Mellemmand, hvem hun 
ønsker til Mand, og, naar hun har fundet ham, kan hverken 
Himmel eller Jord bevæge hende til at forandre sit Valg. 
Dette antyder Retningen af Shakespeares Tankegang; han er 
den eneste Repræsentant for den Anskuelse blandt sine Sam- 
tidige. Hvis nogle af de samtidige Digtere ved særlige Lejlig- 
heder deler den, sker det tilfældigt; hos ham er den et kunst- 
nerisk og moralsk Princip. 

Hvis man for Modsætningens Skyld undersøgte Helt- 
inderne i de Værker, som Fletcher frembragte, alene eller i 
Forbindelse med Andre, vilde man blive slaaet ved den store 
Forskel, der er mellem dem og dem, som skyldes hans store 
Mester og Ven. De to Digteres væsentlige Fremstilling af For- 
holdet mellem Mand og Kvinde er overordentlig forskellig, og 
denne Forskellighed er den vigtigste Grund til at, jo mere vi 
studerer Shakespeare, des mere elsker og ærer vi ham, og at 
Fletcher paa den anden Side synes sødere, jo mindre man 
kender til ham, og jo mere man studerer ham, des mere 
vender man sig fra ham. Shakespeare hylder den friske, sunde, 
glødende Sanselighed som den højeste Fryd paa Jorden. Flet- 
chers Tanker tager en ganske anden Retning. Han bliver 
aldrig henreven af en stærk Lidenskab, han tror. næppe paa 



177 

den. Genstanden for hans Digtning er enten Løsagtighed eller 
unaturlig Afholdenhed, hvilken sidste Egenskab han berømmer 
under Navnet Kyskhed. 

Hos Shakespeares Kvinder løber Blodet hurtigt, det syder 
og bobler: deres Kærlighed er lidenskabelig som deres Had, 
de finder sig i Haan, Mishandling, Troløshed, grusom Jalousi 
fra Genstanden for deres Kærlighed. De kæmper og haaber, 
men de svigter aldrig. Blandt Fletchers Kvinder føler et Par 
af dem Kærlighed for en Mand, eller snarere de tilbeder og 
beundrer ham; men de kæmper ikke for ham og vinder ham 
heller ikke; de hentæres, klynker og klager, besvimer, resig- 
nerer og overlader ham til en eller anden Kvinde, som er ham 
uværdig. Der er andre, der har Fiskeblod i Åarerne, som al- 
drig^ lærer Kærligheden at kende, som taler om deres Kysk- 
hed, naar de mener Selvbeherskelse, som overlader Afgørelsen 
af deres Skæbne til Andre, som fristes af Guld eller af en høj 
Stilling, som, hvis de selv kunde vælge, udvalgte den, som 
kan tilbyde dem de største sociale og pekuniære Fordele, som 
bevarer deres Hoveder ligesaa kolde som deres Hjerter ; de vil 
gifte sig uden at blive spurgte, undertiden endog uden at 
samtykke eller gøre Indvendinger, ofte tildels til Trods for deres 
erklærede Villie, at de ønsker at forblive ugifte. 

De faar Befaling til at tage en Bejler, og naar de har 
taget ham, overgives de af ham til en anden, maaske for til 
allersidst at vende tilbage til den første — alt uden Modstand, 
som om det ikke angik dem. Dernæst er der en tredie 
Klasse, som kæmper gennem fire Akter for at faa en bestemt 
Mand, og naar de er paa Nippet til at vinde ham, enten ved 
Forlokkelse eller ved Penge, overdrager de ham i sidste Akt 
til en Anden og ægter maaske En, som vil blive ligesaa for- 
bavset ved denne Forandring som Læseren. Og tilsidst er 
der rige, gamle Kvinder, som ægter unge Mænd uden Formue. 
Men et fælles Træk hos alle disse Kvinder er, at det at beholde 
en Mands Kærlighed ikke er en Sag paa Liv og Død for dem, 
saaledes som det er for Shakespeares Heltinder. 

Det historiske Drama Kong Henrik VIIL, som tilskrives 
Shakespeare og Fletcher, viser paa en mærkværdig Maade de 
forskellige Begreber, de to Forfattere har dannet sig om 
kvindelige Egenskaber. Hvorledes og hvorfor Dramaet blev 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. ]2 



178 

skrevet af dem i Fællesskab skal ikke drøftes her. Det ser 
ud, sorti om et Manuskript, der af en eller ariden uangivelig 
Grund var blevet ladet ufuldendt af Shakespeare, siden var blevet 
sammenflikket af Fletcher. Det er nok her at anse det for 
givet, at det skylder disse to Forfattere sin Tilblivelse. Der 
findes deri to kvindelige Karakterer, som udfylder Stykket og 
sætter hele Handlingen i Gang, den ene ved sin Talen, Handlen^ 
Liden, Kamp og Nederlag i sin retfærdige Sag, den anden ved 
at være det ene Centrum, om hvilket Handlingen bevæger sig 
til Trods for hendes fuldstændige Passivitet. Dronning Ka- 
tharine er et beundringsværdigt Billede paa en forfulgt, el- 
skende Kvinde af høj, verdslig Stilling, Anne Bullen er aldeles 
intet Studie af en Kvinde. 

Straks ved Katharines første Tilsynekomst viser hun sig 
endnu at besidde Kongens Kærlighed. Han modtager hende 
med et Kys og lover at opfylde hendes Ønsker. Hun er mere 
end Dronning, hun er Hustruen, som har isinde at beskytte 
sin Mand mod Folkets Mistro og Ministerens snedige Intriger. 
Med en kløgtig, elskende Kvindes alt gennemtrængende Øje 
har hun opdaget Wolseys vovelige Spil og den Risiko, hvorfor 
hendes Mand er udsat. Hun .foruroliges fra det Øjeblik, da 
hun tror, at han er i Fare; saa forlader hendes klartseende 
Blik hende. Buckingham anklages for Forræderi, for at 
pønse paa Kongens Død. Denne Omstændighed faar hende lil 
at underkaste sig Kardinalens Vilje og sætter hende ude af 
Stand til at vogte sig for de Rænker og Snarer, der drages 
rundt om hende og hendes Mand. Saa kommer den Scene, 
hvor Kongen i Wolseys Hus træffer sammen med Anne Bullen<, 
et Møde, bestemt til at bringe saa megen Sorg over det konge- 
lige Hus og i Særdeleshed over de to Kvinder, det nærmest 
angaar. K6ngen bliver straks forelsket og kysser Anne, sona 
lige saa lidt kan modstaa nu, som da Lord Sands for et Øje- 
blik siden gjorde det samme. Hele Scenen er i nøje Overens- 
stemmelse med Fletchers Metode. Shakespeare vilde have 
dvælet ved dette Møde, vilde have ophøjet dette Møde til et, 
der kunde kaste en Skygge af Alvor og Ulykke forud, vilde 
have antydet paa en eller anden Maade, at dette Sammentræf 
kunde føre til uudsigelig Sorg, til en Dronnings Afsættelse, til 
at en Hustru og en Moder blev forskudt, til en Andens Ind- 



179 

sættelse i hendes Sted, og til at et skønt Hoved kunde falde 
for Øksen. I Shakespeares Hænder vilde Scenen i hvert Til- 
fælde have vist, hvorledes denne pludselige Lidenskab bemæg- 
tigede sig Kongen, og hvorledes den virkede tilbage paa Anne. 
Af den Slags ser vi imidlertid intet. Hun bliver budt op til 
Dans, men Ingen kan sige, om denne Omstændighed, at Kongen 
vælger hende til sin Dame, gør hende indbildsk, behager 
hende eller keder hende, om det vækker Følelser af Ærgærrig- 
hed eller Betænkelighed hos hende. Hun bliver budt op efter 
lige at have aabnet sin Mund for at sige en eller anden banal 
Frase, men hverken kommer et ømt Ord over hendes Læber, 
eller har hun ham til bedste paa Grund af denne pludselige 
Lidenskab, ejheller forsøger hun at undgaa ham. Der er intet, 
der ligner de glade Udbrud af vaagnende Kærlighed mellem 
Romeo og Julie, eller Spøgen og Skelmen mellem Benedict og 
Beatrice, eller den altoverstrømmende Kærlighed, der om- 
straaler det første Møde mellem Othello og Desdemona, eller 
den skønne, rene Rørelse, der bringer Ferdinands og Mirandas 
fine Skikkelser til at skælve, eller den Skønhed, der hviler 
over alle de andre første Møder mellem Shakespeares 
Elskerpar. 

Da Buckingham føres til Henrettelsen, tales der om hans 
triste Skæbne, og ved en naturlig Vending af Samtalen, i 
hvilken der intet tvungent eller trykket synes at være, berøres 
Kongens Hensigt at lade sig skille — — et ægte shakespearsk 
Træk, Begravelses- og Bryllupsklokker klinge sammen i har- 
monisk Vemod. Kongen har faaet en ny Kærlighed og søger 
efter en Retfærdiggørelse. 

Nu kommer Skuespillets Vendepunkt, Scenen mellem 
Anne Bullen og den gamle Dame. Anne har Medlidenhed 
med den stakkels Dronning, som skal berøves sin Trone. Hun 
foregiver, at hun intet ved om Aarsagen til den forestaaende 
Skilsmisse. Grunden til den synes ikke at være bleven sagt 
hende. I de mest almindelige Udtryk udtaler hun sin Over- 
bevisning om, at det er bedre at være af ringe Herkomst end 
at bære en gylden Sorg. Hun taler mere som en taabelig, 
lille Sypige, end som en fornemt opdraget Dame ved Hove, 
og slutter med den Erklæring, at hun vilde ikke være Dron- 
ning. Den gamle Frue — snarere et simpelt, gammelt Fruen- 

12* 



180 

timmer, i Sammenligning med andre shakespearske Karakterer, 
og mere lignende Julies Amme end en gammel Hofdame som 
Grevinden af Roussillon — sværger, at hun vilde gerne være 
Dronning, og at Anne ogsaa gerne vilde til Trods for hendes 
hykleriske Erklæringer. Samtalen mellem disse to Kvinder gør 
ikke Indtryk af at blive ført af to Personer, hvis Sind er 
fyldte af den samme Tanke, nemlig Udsigten til, at Anne 
kunde blive hævet op paa Tronen, og den nuværende Besidder 
af den fordrevet. Deres Ordstrid lyder mere som fattige 
Børns Bladren udenfor en Legetøjsbutiks Vindu, naar de peger 
paa de forskellige Sager og drøfter, hvad de vilde vælge, og 
hvad de ikke vilde vælge, vel vidende, at de ingen Udsigt har 
til at faa noget. 

Fletchers Kvinder af Stand taler aldrig som Kvinder af høj 
Herkomst, men taler og handler altid som Sypiger, en 
Klasse, hvormed han øjensynlig var bedre kendt end med vir- 
kelig fornemme Damer; og han havde ikke Shakespeares 
Fantasi, som kunde fremtrylle, hvad han ikke vidste. Anne 
bekræfter igen, at hun ikke vilde være Dronning, nej, ikke for 
Alverdens Rigdomme. Ikke saa snart har hun sagt dette, før 
Overkammerherren træder ind og uden nogensomhelst Indled- 
ning og uden at anføre nogen Grund, meddeler hende, at 
Kongen har behaget at tildele hende Titel af Hertuginde af 
Pembroke tilligemed en Pension. Hvorledes tager hun imod 
denne Naade. som hun ikke har bedt om? Hun modtager 
den uden Tøven, men bekender, at hun ikke forstaar Hen- 
sigten ftied den. Hun føler Medlidenhed med Dronningen og 
beder for Kongen, som hun havde gjort før. Da Overkammer- 
herren er gaaet, viser hun hverken Glæde eller Nedslå aethed, 
er hverken triumferende eller urolig over sin tilsyneladende 
Lykke. Hun ytrer ikke et Ord, der antyder hendes Følelser. 
Hun erklærer, at hendes Blod ikke løber en Smule hurtigere 
derved, og hun taler sandsynligvis Sandhed. Hun ønsker kun, 
at Nyheden ikke skal omtales for Dronningen, og gaar bort 
for at trøste denne. Denne Scene er i Formen og Karakler- 
skildringen lige saa ulig et Shakespearesk Værk, som den ligner 
et Fletchersk. Shakespeare tænker stadig før og efter: han 
vilde ikke have ladet de to Kvinder tale om Dronningens Nød, 
som om det var noget, der ikke angik nogen af dem. 



181 

Han vilde i det mindste have vist os, hvorledes det stod 
til med Annes Følelser, om hun gengælder eller forsmaar Kon- 
gens Kærlighed, ræddes for Ophøjelsen eller længes efter den, 
om hun føler Samvittighedsnag overfor Dronningen eller trium- 
ferer over Kongens Gunst* Og ligesom hun ikke synes at ane, 
hvad alle Folk taler om, nemlig, at Dronningen for hendes 
Skyld er blevet forstødt, forsøger hun efter sin Ophøjelse at 
skjule denne Etterretning for hende, som om en saadan For- 
andring i hendes Stilling vilde kunne skjules for den ulykkelige 
Rivalinde. Det sidste Træk er et, hvormed Fletcher vilde lade 
hende vinde Publikums Sympati: Shakespeare vilde benytte 
andre Midler. Hans unge Kvinder er heftige i deres Had og 
i deres Kærlighed, og de er ikke passive Modtagere af Ære og 
Penge, Løfter og Betaling som Forskud paa forventede Glæder. 
Denne Tænkemaade svarer fuldstændig til Fletchers hele Tanke- 
gang, og i hans Dramaer er der en Række af saadanne unge 
Piger, i Shakespeares ikke een. 

Lad os vende tilbage til Dronningen, som, skønt hun er 
den tabende i Spillet, vedbliver at være paa Scenen, hvorimod 
Anne, som vinder, ikke ses mere. Katharine viser sig ved 
Forhøret. Hendes Værdighed som Dronning og hendes Yd- 
myghed som Hustru er lige beundringsværdigt fremstillede. 
Kongen er, trods sin Lærdom, inderst inde lavttænkende ; han 
nedlader sig til at stille sig under en Domstol, han svarer paa 
en Skrivers Kalden. Dronningen, som holder paa sin Vær- 
dighed, svarer ikke paa en Undersaats Stævning, men kaster 
sig paa Knæ for sin Mand, som p^a samme Tid er Kongen. 
Hun lægger sig selv og sin Sag ganske i hans Haand, under- 
kaster sig hans Dom, anraaber om hans Mildhed og Beskyt- 
telse. Hun har været ham en ydmyg Hustru, rettet sig efter 
hans Vilje, . har frygtet for at mishage ham, ladet sin Sinds- 
stemning veksle efter hans, stræbt efter at elske hans Venner, 
skønt de hadede hende, forstødt sine egne, naar de var Gen- 
stand for hans Vrede. Derpaa vender hun sig mod Wolsey; 
al hendes Ydmyghed er pludselig blæst bort, hun paatager sig 
sin hele Stolthed, taler til ham som til en Undergiven, for- 
kaster ham som Dommer, og da hun vil gaa bort og kaldes 
tilbage af Vagten for endnu en Gang at vise sig for Dom- 
stolen, ænser hun ikke Raabet, men skrider majestætisk ud. 



182 

Kongen priser hende, da hun er gaaet. Selv nu, da han er 
opfyldt af en ny Kærlighed og bruger alle Midler for at fri 
sig for sine Forpligtelser, kan han intet dadlende Ord sige om 
sin Hustru. Aabent foregiver han, at hans religiøse Skrupler 
indgyder ham Frygt for længere at leve sammen med hende, 
men „afsides" udtrykker han sin Ærgrelse over Roms dorske 
Ladhed og aabenbarer de sande Motiver til sin Troløshed. 

Der kan maaske siges, at deite er Historie og intet andet. 
Dog er det ikke ganske saaledes : Det er Historie* set med 
Digterens Øjne. Dronning Katharine var ikke saa fri for 
Falskhed, ikke saa helgenagtig i Forholdet til Kongen, som 
Digteren har fremstillet hende. Hun var tro; hun var sand- 
synligvis aldrig bleven fristet; men hun modarbejdede sin 
Mands Planer saa meget, hun kunde. Shakespeare derimod 
fortæller os intet om dette, fordi det ikke passede ind i hans 
Kunst. Hun var hovmodig, bydende og ilsindet, hvad hun i 
Dramaet viser enhver, der gør hende imod, undtagen Kongen. 
Da de to Kirkens Tjenere besøger hende, bekender hun igen 
sin ubegrænsede Kærlighed, Tro og Underdanighed overfor sin 
Mand, men hun tilbageviser deres Forslag. Da Campejus 
imidlertid giver hende at forstaa, at Kongen bestandig elsker 
hende, og da han raader hende til at berolige sig, for at ikke 
den Kærlighed, der endnu maatte være tilbage, skal svinde, for- 
andrer hun pludselig sin Adfærd overfor sine Fjender; denne 
Lokkemad og denne Frygt fordunkler hendes Dømmekraft; hun 
beder om deres Tilgivelse og bønfalder om deres Raad, Mellem- 
komst og Hjælp. 

Fordi det er et historisk Stykke, og Shakespeare aldrig 
saaledes som Fletcher eller som Schiller forfalsker historiske 
Karakterer, men kun afpasser dem efter sit eget Syn paa 
Livet og næsten umærkeligt forandrer dem, kan han ikke helt 
forbigaa den Omstændighed, at Katharine havde været gift med 
Prins Arthur, før hun ægtede Henrik. Men han glider let hen 
derover, det bemærkes næppe, der lægges intet særligt Efter- 
tryk derpaa, og ikke med et Ord antyder han, at hendes For- 
lovede nogensinde kunde have ejet hendes Hjerte. At Ægte- 
skabet mulig havde været retslig fuldbyrdet, hentydes der ikke 
til. Hun har kun elsket Henrik. Digteren lægger stærkt Efter- 
tryk paa Kongens Forhold til Kvinder. Han anvender Op- 



183 

dageisen af Wolsey's Ærgerrighed og Griskhed som Paaskud 
for Kongen til at slippe fri for denne mægtige Minister; deri 
følger han nøje Historien. Wolsey, som imidlertid kender 
Kongen, opdager straks den virkelige Grund og erklærer, at 
Anne — en Kvinde — er Aarsagen til hans Fald. 

Da Katharine i Dødsøjeblikket taler om Wolsey, er der 
ingen Mildhed i hendes Ord; da er hun ingen tilgivende 
Helgen, men en forfulgt, hævngerrig Kvinde; alle de Fejl, han 
havde, og ogsaa dem, hvormed hans Fjender udstyrede ham, 
lægger hun ham til Last; hun hader ham, fordi hun tror, at 
han er Aarsagen til hendes Ulykke. Hun har intet bittert Ord 
overfor Kongen, mod ham føler hun kun Godhed og Tilgivelse, 
skønt han har behandlet hende saa grusomt. Hun er kraftløs 
og svag; Dødens Haand har berørt hende. Dog endnu en 
Gang vaagner hendes Dronningestolthed ved at en Tjener 
træder ind uden at bukke tilstrækkelig dybt. Hun sender sin 
Hilsen til Kongen, som hun har mistet, men som hun elsker 
til sit sidste Aandedrag, hvem hun snart vil ophøre med at 
besvære, og hendes Afskedsord er en Bekræftelse paa hendes 
Trofasthed og Bestandighed. 

Det er et beundringsværdigt Billede, fra Begyndelsen til 
Enden, sandt og ædelt og rørende; og dette er den Kvinde, 
som en Lærd, der gør det til sin Sag at afgøre Forfatterskaber 
ved at plukke Sætninger og Perioder i Stykker og sammen- 
ligne Ordene, har tilkendt Massinger. Brandes mener, at 
Fletcher har skrevet den Scene, ti Brandes anser Shakespeare 
for at have staaet fjendtlig overfor Kirke og Gejstlighed, og 
derfor ikke at have villet udstyre Katharines Dødsscene med 
det store ydre Engleapparat. Helt fraset, at vi slet intet ved 
om Shakespeares Forhold til Kirken og Religionen, kommer 
det jo heller ikke Sagen ved: hans Upartiskhed som Kunstner 
kender vi. Katharine var ikke blot troende Katolik, men 
Spanierinde, og der er intet unaturligt eller overspændt i at 
lade Englene svæve ned over Helgenindens Dødsleje. 

Katharine forsvinder, men hendes Rivalinde indtager ikke 
hendes Plads. Vi har set denne to Gange, og hun optræ- 
der ikke i Resten af Stykket. Der staar ingen Kamp mellem 
de to Kvinder. Vi ved, at hun er gjort til Dronning, 
at hun triumferer, men vi gøres ikke bekendt med hendes 



J84 

t'ølelser; vi kender for Eksempel ikke den Pris, for hvilken det 
kongelige Diadem er bleven erhvervet. Hun er ligesaa passiv 
som saa mange andre af Fletchers Kvinder; hun lader sig elske^ 
men selv interesserer hun sig tilsyneladende ikke for den Ting. 
Hun kan — saavidt hendes Optræden paa Scenen angaar — 
fuldstændig stryges. 

Her kan vi iagttage den væsentlige Forskel, der er paa de 
to Digteres Syn paa den kvindelige Karakter. Fletcher kommer 
maaske nok det virkelige Livs Gennemsnitskvinde nærmere^ 
men med Hensyn til poetisk Sandhed og Skønhed lades han 
langt tilbage af Shakespeare, og 

^Beauty is truth. truth beauty — thai is all 
„Ye know on earth and all ye need to know.* 

(Keats) 

Men det fælles for alle Shakespeares Heltinder, lige fra 
hans tidligste svage Forsøg indtil hans seneste vidunderlig sikre 
Legemliggørelse af kvindelig Dyd og Kærlighed, er usvækket 
Trofasthed, fuldstændig Lydighed og ubetinget Hengivelse. Den 
Karakter, der svarer nærmest til Katharines, er Hermione i 
Et Vintereventyr — det nærmeste, Shakespeare nogensinde er 
kommet Fremstillingen af en Griseida. Hun er den krænkede 
Hustru, som med Urette mistænkes for Utroskab; hun, der 
aldrig har haft nogen anden Kærlighed end Leontes, straffes af 
ham og dømmes til Fængsel; taalmodigt tager hun imod hans 
Beskyldninger; havde nogen Anden beskyldt hende for Utroskab, 
vilde hun have kaldt ham en Skurk; hendes Mand misforstaar 
blot; og da hun efter seksten Aars Fangenskab igen viser sig, 
slaar hun Armene om hans Hals og omfavner ham, ude af 
Stand til at tale af Bevægelse, ydmyg og hengiven som altid. 

Gennemgaar vi kortelig Shakespeares Heltinder, vil vi faa 
et og samme Indtryk af dem. Proteus, hvis blotte Navn be- 
tyder Vankelmodighed, forlader Julia for Sylvias Skyld; men 
Julia følger ham og vinder ham tilbage, hvorimod Sylvia afviser 
hans Tilnærmelser. Hendes Hu staar til Valentine; maaske vil 
hun ikke dø med knust Hjerte, hvis han ikke bliver hendes, 
men hun viger tilbage for hans Rivals Hyldest (To Herrer fra 
Verona). Helena elsker Bertram; hans Moder begunstiger Par- 
tiet; han selv modsætler sig det imidlertid; hun følger ham til 



185 

Hoffet, helbreder Kongen og forlanger Bertrams Haand som 
Belønning; træt af hendes Paatrængenhed og for at tilintetgøre 
hendes Ønsker og Planer, forlader han Hoffet; hun opgiver ikke 
sit Maal; hun forfølger ham og fornedrer sig til at blive hans 
Elskerinde for at kunne blive hans lovlige Hustru. Skuespillet 
— Naar Enden er god — er altid blevet betragtet som et Stykke 
af ubehagelig Beskaffenhed, fordi det blev anset som ukvindeligt 
af Helena at efterstræbe den Mand, som saa tydeligt viser hende 
sit Mishag. Det er imidlertid dette Træk, som aabner et Vindu 
ind til Shakespeares kunstneriske Sjæleliv. Han drager en 
saadan Kvinde frem, hvoraf der er saa mange her i Livet, som 
bruger alle Evner og ikke skyr nogen Anstrengelse for at vinde 
den Mand, -— om ikke hans Kærlighed, da ham selv — til 
hvem hun har sat sin Hu. Hendes Adfærd er ikke lady-like, 
men den er ikke usædvanlig hos Kvinder; hun har mange 
Søstre. Digteren ler ikke ad hende, hvad de fleste Forfattere 
vilde gøre; han behandler hende ganske alvorlig. For netop 
at vise, hvorledes Lidenskaben bemægtiger sig en ærbar, vel- 
opdragen Kvinde, lader han hende stige saa langt ned. Hun 
har ingen ånden Tanke end sin KærUghed, og for den opofrer 
hun alt, — sin Ærbarhed, Ære og Frihed. Det er unyttigt at 
sige, at dette ikke skyldes Shakespeare, men den Fortælling, 
han dramatiserede. Han tog ingen Fortælling paa Lykke og 
Fromme; han viste den yderste Varsomhed i Valget af sit Ma- 
teriale; hvad han valgte, passede ind i hans Tankeretning, eller 
han afpassede det, saa det kom til det. — Lad os tage et 
andet Eksempel, som ogsaa er kaldet ubehageligt, — Lige for 
Lige. Der findes to Kvinder: en, Juliet, som har elsket for 
godt eller rettere for tidligt, hun hænger ved sin Elsker, men 
fristes ikke af nogen anden. Isabella, den rene Helgen, der i 
sin stejle Kyskhed bliver haard og brødefuld, som efterstræbes 
af Statholderen Angelo, som ved at give efter for hans Ønsker 
kunde frelse sin Broders Liv, men er standhaftig, fordi hun 
intet føler for sin Bejler, der elskes af den blide Mariana, hvem 
han har forført og siden forladt; til Trods for hans Troløshed 
hænger hun ved ham; hendes Hjerte forandrer sig ikke. 

Betragt den egensindige, trættekære Katharine, som be- 
handler alle Mænd med Ringeagt, men maa bøje sin Villie 
under Petruchio's Myndighed; han har ingen Hjælp udefra i 



186 

Skikkelse af faderlige Befalinger eller tantelige Raad eller af 
Tillokkelser som høj Stilling eller Rigdom; han stoler fuldstæn- 
dig paa sin egen mandige Styrke og Overlegenhed, og hun 
følger ham snart som hans Slave, og i Kølvandet af hendes 
Underkastelse følger hendes Kærlighed. Den unge Digter ud- 
trykte øjensynligt sin e^en Mening, da han gjorde Katharines 
Slutningsreplik til Stykkets Moral og gjorde den til en Slags 
Ægteskabsfilosofl : 



Din Husbond er dit Liv, dit Værn, din Herre, 

dit Hoved og din Drot. — 

Den Lydighed, som Folket skylder Fyrsten, 

den samme skylder Kvinden jo sin Husbond. 

Nu ser jeg vore Landser er kun Halmstraa, 
vor Styrke svag, vor Svaghed grænseløs, 
naar mest vi synes, hvad vi mindst kan være. 
Skjul Eders Trods; den staar kun slet imod; 
læg Haanden under Eders Herres Fod. 
Min Haand er rede til Bevis herpaa; 
gid kun min Lydighed ham tækkes maa. 

(Arrig Kvinde. V. ir.) 



En Skærsommernatsdrøm viser os , at Digteren stadig 
nærer den samme Mening om Kvindens urokkelige Trofasthed, 
endog i Drømmeverdenen. Hvor utydeligt, taaget og vagt 
Skikkelserne end staar, svarende til de Drømmebilleder, de ud- 
gives for at være, ser vi dog, at de to Kvinder er bestandige 
i deres Kærlighed. Selv under det koglende Trylleri, der 
hersker i Skoven, kommer de ikke bort fra den rette Vej, Gen- 
standen for deres Kærlighed er den samme og forandres ikke, 
hvorimod Mændene jager fra den ene til den anden. Med 
Hensyn til dette Skuespil er det interessant at iagttage de to 
Figurer, Theseus og Hippolita, som findes igen i To ædle 
Frænder, et Skuespil, som dets første Forlægger og mange 
Kritikere paastaar er Shakespeares og Fletchers fælles Arbejde: 
Figurerne i begge Skuespil er tagne fra Chaucer's Knightes 
Tale, og den første Scene i „To ædle Frænder" tilkendes 
Shakespeare. Og dog, læg Mærke til Forskellen i Tankegangen. 
I En Skærsommernatsdrøm siger Theseus: 



187 

Hippolita, 

jeg bejled til dig med mit Sværd og vandt 

din Elskov ved at øve Vold imod dig. 

(I. I. 16-17.) 

Begge ser forventningsfulde hen til deres Bryllup og dette finder 
Sted, da Tidens Fylde kommer. 

To ædle Frænder begynder med Bryllupsoptoget. The- 
seus og Hippolita er paa Vejen til Templet. Ikke et Ord om 
Kærlighed bliver der vekslet mellem de to, Hippolita erklærer 
lidt senere, at „at aldrig gik hun mere villigt"; dog tillader 
hun, at tre Dronninger afbryder deres Gang, og hun knæler 
med dem for at bønfalde Theseus om at opsætte Brylluppet, 
for at han kan komme ud at kæmpe for nogle afsindige Kvin- 
ders Skyld og for nogle Lig, som endnu ikke ere blevne begra- 
vede. Theseus gør først Indvendinger, men omvendes snart — 
stakkels Fyr — og som alle Renegater prædiker han nu langt 
højere end Kvinderne om sanselig Afholdenhed. Og saaledes 
drager han af Sted, overladende sin Bi*ud til at fortsætte Festen, 
medens han sendes bort af hende, ud i Krigen Og maaske i 
Døden — altsammen for noget, der ikke angaar dem. 

Tag et Eksempel hos Shakespeare, hvor Brudgommen 
sendes bort, lige før Brylluppet finder Sted. Portia, hvis Villie 
er bunden, som har sine Bejlere til bedste, og lader dem drage 
bort uden at skænke dem en Tanke, ikke fordi hun ønsker at 
forblive alene, men fordi hun ikke vil gifte sig med nogen af 
dem, skælver ved Tanken om, at Bassanio skulde tage fejl af det 
rette Skrin. Da han har vundet hende, giver hun imidlertid et 
Bevis paa sin Selvfornægtelse ved at opsætte Giftermaalet for 
Antonios Skyld. Der er ingen Tid at spilde, hvis han, der som 
hendes Mands Ven er bleven ført til Ulykkens Rand for at 
skabe deres Lykke, skal reddes. Desuden er der ingen Fare 
for, at hun skal miste sin Mand. Hendes Kærlighed er ikke 
som Juliets, en heftig Lidenskab, som kræver øjeblikkelig Til- 
fredsstillelse; men endnu mindre har hun i Sinde at leve som 
en Nonne. 

Jessica er heftig; hun løber bort med den flygtige, unge 
Lorenzo, som højst sandsynligt snart bliver ked af hende; hun 
tænker kun paa den øjeblikkelige Lyksalighed; for at forhøje 



188 

den, og for at behage sin Elsker kaster hun sin Faders møj- 
sommeligt sammensparede Dukater ud ad Vinduet og skiller sig 
ved sin Moders Trolovelsesring for en Abe; hvad bryder hun 
sig om Penge eller Juveler, saa længe hun har sin Kærlighed; 
hendes Lidenskab har bemægtiget sig hende. . 

Disse Kvinder er ikke altid ideale; men saaledes, som han 
skabte dem, synes de sande og skønne. De blev skønnere, jo 
ældre Digteren blev, og jo mere hans Evner modnedes. Men 
Kærnen i dem forblev den samme, fordi den Ide nu engang 
var grundfæstet i ham. Kærlighedsgnisten antænder pludselig 
saavel Juliets Hjerte som Romeos. De elsker begge ved det 
første Møde, men han har elsket før, hvad hun ikke har. Skønt 
hendes Hoved forbliver klarere, hendes Vilje stærkere end hans, 
giver hun efter for sin Kærlighed uden at ænse Baand eller 
Hindringer, og overgiver sig fuldstændig til den Lidenskab, der 
har gjort sig til Herre over hende; hun kender ikke til nogen 
Brøde, Skam eller Selvbebrejdelse; hendes Kærlighed er alt for 
hende. Intet Øjeblik vakler hun mellem Romeo og Paris eller 
mellem Paris og Døden. 

Det er ikke alene i Italien eller blandt fornemme Folk, at 
Kærligheden er sejrrig; blandt jevne Borgerfolk gentager det 
samme sig. Den nydelige, unge Pige i Muntre Koner i VSTind- 
sor er et Eksempel herpaa. Beskeden, munter og tilbageholden 
er hun som en Solstraale i Haandværkerens Hus. Ingen taler 
oni hendes Dyder, men enhver føler dem. Denne unge Pige, 
der tilsyneladende er saa svag og ubetydelig, trodser sin strenge, 
opbrusende Faders Vilje og ægter, ham til Trods, den unge 
Fenton, som ikke er mere romantisk end hun selv, men som i 
sit Ønske om at have hende til at opmuntre hans Hjem faar 
et Glimt af Poesi, som for et Øjeblik kastes over hans kun 
lidet begivenhedsrige Livsbane. 

For Ophelia synes Hamlet at være Indbegrebet af alle 
Dyder; hendes lille, skælvende Hjerte, der banker for ham, 
hentæres under hans Sarkasmer, men vender sig ikke bort fra 
ham. Det er først, da han har dræbt hendes Fader og saa- 
ledes skabt en uovervindelig Hindring for hendes Forbindelse 
med ham, at hendes skrøbelige Forstand løftes af sine Hængsler 
og bevæger sig hid og did; men selv i hendes Vanvidstilstand 
ligger der Elskov bag hele hendes ubeherskede Følelsesliv. 



189 

Hamlet selv, som elskede hende, kan vende sig bort fra hende; 
det kan Manden gøre. Kvinden ikke. 

Der er Desdemona, en smuk, dydig Kvinde af høj Rang, 
omhyggeligt opdraget, som afviser de Tilnærmelser, der gøres 
af Eliten af det venetianske Adelskab, og ofrer sit Liv for en 
simpel Kriger, hvis blotte Udseende skulde synes at være i 
Stand til at indgyde hende Rædsel. Hun trodser sin Faders 
Vrede og sine Standsfællers Mening, følger sin Mand, elsker 
ham, er hans trofaste Hustru og Slave, lydig imod ham indtil 
sin sidste Stund, og endog da lyver hun for at frelse ham, der 
dræbte hende. 

Og hvis vi til sidst vender os mod den stærkeste og 
reneste af alle Shakespeares mange modige Kvinder, Imogen, 
finder vi, at hun har ikke Tanke for andet end for sin Elskov. 
Det er ikke en voldsomt flammende Lidenskab, der er udbrændt, 
saa snart den er antændt: det er en stadig brændende Flamme, 
næret af Kærlighed og Agtelse Hun og Leonatus er opvoksede 
sammen, har været Legekammerater i deres Barndom, Venner 
i Ungdommen. De skilles, stolende fast paa hinandens Tro- 
fasthed. Han, ført vild af en løgnagtig Fremmed, tror, at hun 
er falsk imod ham — Mændene hos Shakespeare er altid 
meget lette at narre. Hun vedbliver at være tro imod ham, 
trods alle sine Lidelser. Hun lyttede aldrig til Forførerens For- 
slag, og hun afskyr Cloten som ingensinde før. 

Med Hensyn til alle disse Kvinder, unge Piger og gifte 
Koner vil det let indrømmes, at Shakespeare i dem har frem- 
stillet Eksempler paa Kvindelighed, der, hvor forskellige de end 
kan være paa andre Punkter, stemmer overens i en Henseende: 
De er bestandige og sande i deres Kærlighed, bortviser og for- 
smaar Tilnærmelser fra dem, som de ikke elske. Men kan der 
i hele Shakespeares Galleri ikke findes en eneste Kvinde, om 
hvem det kan siges, at hun afviger i denne Henseende, som 
elsker en Mand eller i det mindste staar i kødeligt Forhold til 
ham, og som siden bryder sin Tro eller i det mindste lever 
sammen med en anden Mand? Og hvis et saadant Eksempel 
kan udpeges, falder saa ikke den hele Teori om hans Helt- 
inders urokkelige Trofasthed til Jorden? Der er i hans ube- 
stridte Stykker to Karakterer, som ved første Blik synes at 
jnodsige denne Paastand, Kleopatra og Lady Anne i Kong 



190 

Richard III. De er begge ude over den første Ungdom, begge 
har de været gift, før vi mødte dem i Stykket, og begge synes 
de al vende sig fra deres nuværende Mænd. Og dog vil de, 
naar man betragter dem en Smule nøjere, vise sig al ligne alle 
deres Søslre. 

Det maa først huskes, at de var historiske Karakterer, og 
som saadanne kunde Shakespeare ikke gøre ud af dem, hvad 
somhelst han vilde. Deres Liv, Skæbne og Endeligt var givne af 
Historien, og han bøjede ikke Historien ganske efter Forgodt- 
befindende* Han fulgte ikke Kolinshead eller Plutark ufravige- 
ligt; han gjorde Forandringer, tilsyneladende ubetydelige, men 
dog saa indgribende, al historiske Karakterer forrykkedes; men 
han gjorde det paa en saa beundringsværdig Maade, at hans 
historiske Dramaer lige indtil den Dag i Dag er en Vejledning 
i engelsk og romersk Historie, af hvilke en Lægmand kan 
høste mere Udbytte i en Time end ved at studere i et Bibliotek 
en Uge. Tag som Eksempel Katharine af Aragonien: Stykkets 
Figur er ikke den nøjagtige, historiske Personlighed, og dog, 
hvor vidunderligt nær kommer hun ikke, i mange væsentlige 
Træk, den Catherine af Aragonien, som er tegnet af Froude i 
hans Bog om Skilsmissesagen. Alle de Træk, der findes i den 
dramatiske Fremstilling af den ulykkelige Dronning, kan følges 
i Historikerens Beskrivelse. Det er ikke Tilfældet med Anne 
Bullen; der er ingen Lighed, mellem det Billede, der er givet 
af hende i Dramaet og det i Froudes Bog. 

Som det er med Katharine, saaledes er det ogsaa med 
Kleopatra og Lady Anne. Shakespeare, der ønsker al beskrive 
dem som historiske Personer og ikke som romantiske Idealer* 
kan ikke helt undlade at omtale, at de har staaet i Forhold til 
andre Mænd, før de træffer paa Antonius og Richard. Men 
ganske som det var Tilfældet med Katharine, at han glider 
hen over hendes tidligere Ægteskab med Prins Arthur uden at 
skænke det nogen Opmærksomhed og uden al antyde, at del 
kunde have efterladt nogen Plet paa hendes uplettede Dyd, 
saaledes gør han ogsaa kun meget lidt ud af de to andre Kvin- 
ders tidligere Kærlighedsforhold. 

Lad os betragte Kleopatra. I Antonius og Kleopatra ind- 
føres vi i el Samfund, hvor Luksus, Vellyst, Overdaadighed, 



191 

Forræderi og Falskhed hersker. Repræsentanten for det Sam- 
fund er Kleopatra. Shakespeare har vovet at skabe en Heltinde 
af en notorisk lastefuld Kvinde, og det er lykkedes ham. Det 
er ikke, fordi hun er Dronning, at hun bliver interessant; det 
er en tilfældig Egenskab hos hende, som vel kan forøge den 
romantiske Interesse, men det er kun hendes rent menneskelige 
Egenskaber, der gør hende tiltrækkende for os. 

Stykket synes løst bygget, og dog findes der næppe en 
dybere og finere Studie af kvindelig Karakter. Shakespeare har 
laant meget fra Plutark, men han har ogsaa udeladt meget; 
han vidste altid, hvad han skulde lade blive tilbage paa Bunden 
af sit Blækhus. Kleopatra synes at være alt, hvad der er slet; 
hun er fordærvet, hun er gleden fra den ene Mands Arme over 
i den andens; hun har et Utal af uægte Børn; vi ved ikke 
hvor mange, da de ikke fremstilles for os. Hun er listig, snu, 
forræderisk og løgnagtig; hun er Dronning, men hun forsømmer 
sine Pligter som Regent for Tilfredsstillelsen af sin Lidenskab; 
uopfordret følger hun sin Elsker til Slagmarken, men viser sig 
som en Kryster, flygter og drager ham med sig. Hun fornedrer 
en ædel Romer, besudler hans Ære, faar ham til at bryde sin 
Ed, ødelægger ham — og dog er hun Heltinde. Hun reddes 
ved en eneste Egenskab — sin Kærlighed, sin Lidenskab. An- 
tonius er hendes Gud, hendes Herre, hendes Afgud, hendes Alt. 
Hun kan have tilhørt et Utal af Mænd, før hun traf ham; 
hvad bryder hun sig derom? Hun elskede dem ikke; ham til- 
beder hun. Hun er næsten ude af sig selv, da hun erfarer, at 
han i Rom af politiske Hensyn har ægtet Octavia. Hun ønsker 
at vide alt om hende for at kunne afgøre, om hendes usete 
Rivalinde er farlig for hende. Hendes Bekymring lettes, da 
hun bliver forsikret om, at hun stadig er eneraadende i hans 
Hjerte. — Saa kommer Kampen. Hun har fulgt ham paa sin 
«gen Galej. Men hun har „ladet Svaler bygge deres Reder i 
hendes Sejl", hun flygter, og Antonius følger hende. Han 
dadler hende bagefter for sit Nederlag, beskæmmer hende; og 
da hun personlig viser sig, vender han sig imod hende, skænder 
paa hende, spotter hende, og hun, der til alle andre Tider har 
et rede Ordforraad, gaar ydmygt bort uden at sige en Stavelse; 
hun bebrejder ham ikke hans sanseløse Flugt; hvorfor behøvede 
han at følge hende i Steden for Fjenden? Hun taaler hans 



192 

Beskæmmelser og gaar tavs bort; det er hendes Mand, hendes 
Kærlighed, der er haard, hvorledes kan hun svare ham? Han 
finder ingen Fejl hos sig selv, han tilskriver hende sit Nederlag, 
beskylder hende for at have solgt ham til „den romerske 
Dreng**. Hun frygter for, at hun har mistet ham, og søger sin 
Tilflugt i List; hun maa forsøge paa at genvinde hans Kærlig- 
hed, i hvert Tilfælde maa hun vide, hvorledes han vilde tage 
hendes Død. Hvad bryder hun sig om Kongeriger, naar hendes 
Kærlighed er udsat for Fare? Hun sender ham Bud, at hun 
har tilføjet sig selv Døden, og Antonius tror Beretningen. Fr)"g- 
tende Følgerne af sin Løgn sender hun imidlertid snart et andet 
Bud for at fortælle Sandheden; i sin lidenskabelige Ophidselse 
vakler hun frem og tilbage. Budet kommer for sent, Antonius 
bringes døende til hende, og hendes Sorg er ægte — saa ægte 
som en saadan flygtig Person kan føle den. Hun selv gyser 
tilbage for Døden; Livet er dog Livet, selv om det er berøvet, 
hvad der giver det Værd, og hun er ikke modig; thi hendes 
Natur er lav. Hun lyver for C4æsar, hun skjuler en Del af sine 
Skatte, men hun forsøger ikke at forlokke Cæsar ved sit Legems 
Dejlighed. Hun gør ikke den mindste Tilnærmelse af personlig 
Art mod ham — og her ligger den store Forskel mellem 
Shakespeares og Plutarks Kleopatra. Hun dør i Kærlighed til 
Antonius, med hans Navn paa Læberne, og hun fremskynder 
Døden, for at en anden Kvinde ikke hinsides Graven skal 

møde den haarfagre 
Antonius først, saa gør han Krav paa hende, 
og ødsler bort det Kys, som var min Himmel. 

(V. n. 305.) 

Den anden Figur, Lady Anne, som Richard bejlede til og 
vandt paa en saa usædvanlig Maade, kan maaske ved første 
Blik synes lidt vanskeligere at passe ind i Teorien. Hele Styk- 
ket Kong Richard III er en tour de force, og Scenen mellem 
Oloster og Anne er maaske den mest forbløffende Kraftprøve i 
dette virkningsfulde Drama. Det er første Gang, den unge 
Løve viser, hvor stærke dens Kløer er; men i dens Ivrighed 
efter at vise sin Styrke, gør den for meget ud af Sagen. Scenen 
har den samme Virkning paa os som Richards Opførsel overfor 
Anne: Vi tror ikke paa den, men vi underkaster os den; vi 



193 

ev fortryllede, henrykkede, fortumlede véd denne Udfoldelse af 
næsten overmenneskelig Frækhed. Lady Anne følger Liget af 
sin Mands Fader til Graven. Saa møder hun sin Mands og 
sin Svigerfaders Drabsmand. Richard befaler hende og Følget 
at stanse. Den Mand, ham hun maa hade mest af alle Mænd 
i Verden, som hun ved er falsk, ond, avindsyg, en Morder og 
Æreskænder, hvis Legem er- lige saa hæsligt som hans Sjæl, 
vover at bede hende om at blive hans Hustru. Han truer 
hende ikke, skræmmer eller nøder hende ikke; han har ingen 
Midler til at skade hende yderligere; han slesker for hende, 
smigrer hende, sniger sig sagte ind i hendes Hjerte. Hun 
overgiver sig frivilligt til ham. Kvindens Vilje er bukket under 
for Mandens. Hun, der har nedkaldt de frygteligste Forbandel- 
ser over ham, hans tilkommende Hustru og hans Afkom, 
vender alle disse Forbandelser mod sig selv ved at tage ham 
til Mand. Hun afskyr ham, hader ham, frygter ham, og dog 
gifter hun . sig med ham. Hvorfor? Digteren giver ingen 
Grunde, han beretter kun Sagen. Der gør sig ingen ydre Paa- 
virkning gældende saa lidt som hos Shakespeares andre kvinde- 
lige Karakterer. Det bliver altsammen afgjort mellem disse 
to; ingen Tredjemand beder eller byder. Det er ikke en Stil- 
ling, ikke en Trone, der tragtes efter; hun har smagt Høj- 
hedens Bitterhed, og det kan ikke formodes, at hun ønsker 
mere; og han har endnu ingen Trone at byde hende. Heller 
ikke kan hun vente at finde Fred i sit Ægteskab med Richard : 
hun har forbandet hans Hustru og Afkom ; Forbandelsen vil falde 
paa hende selv og de Børn, de faar sammen. Kvindekærlighed og 
Kvindesind er uransagelige og uforklarlige, synes Digteren at sige. 

Shakespeare gentog sig aldrig, laante aldrig hos sig selv. 
Hvad han derimod jævnlig gjorde, var at tage en Situation, 
en Følelse, et Forhold eller en Karakter, han havde behandlet, 
frem til ny Behandling og variere den. Naar han har skildret 
saadanne historiske Kvinder, som Lady Anne eller Dronning 
Katharina, hvor han, paa Grund af Historien, ikke kunde faa 
sit Kvindeideal frem i dets fulde Renhed, har han følt Trang 
til at lade en saadan Kvindeskikkelse gaa engang til gennem 
sin lutrende Fantasi, befriet for de Pletter, Virkeligheden 
hæftede paa den. 

Til Lady Anne svarer Katharina i „En arrig Kvinde". 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 13 



194 

Petruchio møder hende, og han bøjer hende ved sin Persons 
Magt og ved sin Mandsvilje. Han bruger ikke Haardhed til 
at vinde hende til Hustru. Som Richard besejrer han hende 
med Smiger og ved stadig at vende hendes Ord mod hende 
selv. 

Lystspillet En arrig Kvindes Historie er følgende: 

Der fandtes et gammelt Stykke: The Taming of a Shrew 
(udkommet 1594). Det er et meget larveligt Produkt, men 
indeholdende i Hovedsagen alt, hvad det senere Stykke har. 
Dette er utvivlsomt blevet omarbejdet mere end en Gang og^ 
af flere Dramatikere. Den Form, hvorunder det nu findes op- 
taget i Shakespeares Værker, under Navn af Taming of the 
Shrew, kendes kun fra Folioen 1623. Men Stilen i store 
Partier af det forraader tydeligt, at andre end Shakespeare har 
rørt ved det. Og nu hænder karakteristisk nok det mærkelige, 
at alle de Scener, som lettelig genkendes som hans, er de^ der 
drejer sig om Petruchio og Katharina. Alt det øvrige har han 
ladet ligge som sig uvedkommende. Han er tydeligvis den 
sidste af Medarbejderne. 

Efter at have digtet Dronning Katharina, har han følt 
Trang til at studere hendes Karakter i fuld Frihed, og han 
skaber Dronning Hermione. 

Behøves der mere Vidnesbyrd om Shakespeares urokkelige 
Fastholden ved sin kunstneriske Opfattelse af Kvinden? Det 
er jo, som om han har villet understrege den for Samtiden og^ 
Efterverdenen. 

Vi vil vende tilbage til Kong Henrik VIII. Dronning^ 
Katharine bærer Shakespeares Kvinders Præg, Anne Bullen 
ikke. Anne er kold, stiv og fuldstændig passiv; hun lader 
Andre handle for sig, hun udtrykker hverken Behag eller Mis- 
hag; hun udviser fuldstændig Ligegyldighed med Hensyn til 
sin tilkommende Mand og fremtidige Stilling; hun føler hverken 
Ærgerrighed eller Kærlighed, men tager imod, hvad der bliver 
hende tilbudt; hun stræber ikke efter at opnaa noget; men 
hvad der falder i hendes Skød uden nogen Anstrengelse fra 
hendes Side, beholder hun. Dette er ikke den historiske Anne. 
og hellei* ikke er hun i Slægt med Kvinderne i Shakespeares 
Skuespil. Det er dog værd at lægge Mærke til, at der er 
Kvinder i Stykker, som delvis eller ganske tilskrives Shakespeare, 



195 

hvis væsentligste Karaktertræk akkurat passer sammen med 
denne Model. Kan det tænkes, at Shakespeare forandrede sit 
eget Syn paa Menneskene og Livet for at behage eller hjælpe 
en yngre og mindre behændig Medarbejder — eller at han, 
paa en Tid, da hans Evner var fuldt udviklede, skrev i Fælles- 
skab med Andre? Det vil være Kætteri at betvivle det, der 
altid har været hævet over enhver Tvivl. Men har vi noget- 
somhelst Bevis for, at han nogensinde har gjort det? Bliver 
der nogensinde af hans Samtidige saa meget som hentydet til 
et saadant Samarbejde? Og er det sandsynligt? Kan der an- 
føres en eneste fornuftig Grund til, at han skulde gøre det? Var 
han ikke en samvittighedsfuld Kunstner, som satte Kunsten 
højt og kendte sit eget Værd? Vidste han ikke, at et Værk, 
der skyldes flere, ikke kunde blive saa fuldlødigt som et, skrevet 
af ham alene, og følgelig, betragtet blot som et sælgeligt Pro- 
dukt, ikke kunde opnaa den samme Pris? Hvilken Tillokkelse 
vilde der for ham være i at forene sig med Andre for at sætte 
et Skuespil sammen? Andre gjorde det for at faa nogle rede 
og til enhver Tid højst nødvendige Penge — han var ikke 
stedt i en saadan Nødvendighed. Shakespeare skrev utvivl- 
somt en Del af Kong Henrik VIII, og Fletcher skrev nogle 
Scener, der stikker grelt af og kan bortskæres. Forskellen i 
Stil, i Behandling af Karaktererne, sceniske Enkeltheder og 
dramatisk Bygning er for aabenbare til, at der kan være nogen 
Tvivl derom. Men jeg tror ikke, det fandt Sted med Shake- 
speares Samtykke, og jeg tror ikke, at der er andre Eksempler 
paa et saadant Samarbejde. Det er besynderligt, at de kvinde- 
lige Karakterer i de Stykker, der tilskrives den modne Shake- 
speare, fra hvilke Læseren vender sig bort, trækkende paa 
Skuldrene og erklærende, at han ikke bryder sig om dem, og 
som tydeligt bærer Spor af, at i det mindste en anden Haand 
end Shakespeares har haft med dem at gøre, er af en anden 
Støbning end de, der findes i de ægte Værker. 

Der er f. Eks. To ædle Frænder. Jeg vil slet ikke tale 
om Mændene, som er Shakespeares saa ulige som muligt, vak- 
lende og latterligt stolte, middelalderlige Romanriddere og ikke 
levende Væsner — ej heller om Dramaets Bygning, der er 
klodset — heller ikke om de utallige Mindelser om Shake- 
speares Værker, som hidrører ikke fra Mesterens egen Haand 

13* 



196 

eller Hjerne, men fra unge Efterlignere. Jeg vil kun opholde 
mig ved Hovedfiguren, Emilia. Hun er kold og ligegyldig 
overfor Mænd; hun har ikke en Draabe varmt Blod i sine 
Aarer; at hendes imge Blod „kan gamle Loves Tvang vel bære** 
er sikkert (Elskovs Gækkeri IV. dl 217.); hun spiller uafladelig 
paa sin Kyskhed, ved hvilket Udtryk hun som alle Fletchers 
Kvinder mener ikke sædelig Renhed, men unaturlig Afholden- 
hed; hun kommer ikke i nær Berøring med nogen af de to 
Elskere, og hun føler heller intet for dem; hun er parat til at 
gifte sig med enhver Frier paa Theseus', Dianas eller enhver 
Andens Bud, skønt hun har svoret at forblive ugift; hun vejer 
sine Tilbederes ædle Egenskaber og Skyggesider; under Kam- 
pen beslutter hun sig til at tage Palemon, da hun tror, at han 
er Sejrherre, og et Øjeblik derefter opgiver hun ham og sætter 
Arcite i hans Sted, da denne erklæres for Sejrherre; hun over- 
lader det til Andre at afgøre hendes Skæbne. Af Hertugen 
overgives hun til en af sine Friere; hendes Samtykke bliver 
der hverken spurgt om eller giver hun; hele Sagen afgøres 
næsten imod hendes Vilje; da den Bejler, hvem hun er skænket, 
dør, efter at have modtaget hendes temmelig kølige Omfavnelse 
og Erklæringer om Kærlighed og- Troskab, overgives hun straks 
til hans Rival, og hun er, ligesom Barkis, villig. Ligner dette 
Shakespeares Kvinder, at kysse og kæle for En og ægte en 
Anden i det Øjeblik, den første er død? Og at gøre det paa 
en saa klodset Maade som den, hvorpaa det hele er behandlet 
i To ædle Frænder? Hvorfor i al Verden skulde Shake- 
speare afvige fra sin sædvanlige Fremgangsmaade i Karakter- 
skildring og paa samme Tid glemme sin Kunst, nedlade sig til 
at efterligne og gentage sig selv og sin yngre Rival, gøre det 
uden Held, og paa en saadan Maade, at man skulde tro, at 
han havde væddet med Fletcher om, hvem der var i Stand til 
at efterligne den Anden daarligst? Var det ikke Shakespeare, 
der i sin Ungdom skrev et euphuistisk Lystspil, Elskovs 
Gækkeri, og slog Lyly paa hans egne Enemærker — som 
lavede et Maskespil, Skærsommernatsdrømmen, i Overens- 
stemmelse med Ben Jonsons egne Regler, det eneste af den 
Slags, der eksisterer, der er mere end et Apparat til at fremføre 
smukke Damer og pragtfulde Dekorationer — som bevarede 
de gamle Former for dramatisk Fremstilling af engelsk Historie 



197 

og ud af det tarvelige The Famous Victories of Henry V 
skabte Kong Henrik IV og Kong Henrik V — som med Held 
førte Kampen over i Ben Jonsons eget Land og gav os et 
originalt Billede af det engelske Hverdagsliv i Muntre Kvinder 
i Windsor, og under alt dette stadig beholdt sit særlige Syn 
paa Kvinden? 

Eller tag som et andet Stykke, der tilskrives den modne 
Shakespeare, den mærkværdige, tragisk-komisk-historiske ufri- 
villige Parodi paa Homer, Troilus og Cressida. 

Kærlighedshandlingen er stik modsat Shakespeares sæd- 
vanlige. Cressida er en Flane; hun føler ikke sand Kærlighed; 
saa erklærer hun pludselig, at hun gør det; hun vinder ikke 
selv sin Elsker, hendes Onkel forener de to; han ordner Sa- 
gerne; hun bliver Troilus' Elskerinde; og da hun har favnet 
ham een Gang, føres hun bort til Fjendens Lejr for at blive en 
anden Mands Frille. Gør hun Indvendinger? En lille Smule^ 
sværger, hun vil græde og kradse sit Ansigt. Men hun gør 
ikke det ringeste Forsøg paa at undgaa Diomedes' Omfavnelser; 
hun drikker ikke Gift, foretrækker ikke Ligkapellets Rædsler for 
en paatvungen Elskers Favntag, sætter sig ikke op mod For- 
ældre, følger ikke sin Elskede gennem Verden, nedværdiger sig 
ikke for at vinde hans Kærlighed, kæmper ikke, lider ikke, yd- 
myger sig ikke for at bevare den. Hun kommer ind i den græske 
Lejr og bliver der kysset af alle Høvdingene, den gamle Idiot 
Nestor kysser først — paa Grund af hans Alder eller hans Dum- 
hed? Sammenlign dette Kysseri med Julies og Romeos første 
Møde, som der er gjort saa mange Ophævelser over. 

Skulde en saadan Kvinde være skabt af Shakespeare? 
Man kunde lige saa godt sige, at Fra Angelo kunde male et 
gudsbespotteligt Billede, eller at Tennyson kunde skrive en af 
Congreves Komedier. Shakespeares Kvinder er maaske ikke 
alle ophøjede, men de er skønne, fordi de er sunde, sande 
og trofaste; hans Mænd er ofte falske, vaklende, beregnende, 
hans Heltinder aldrig. Hos adskillige Dramatikere paa den Tid 
og i Særdeleshed hos Fletcher kan man finde mange Eksempler 
paa Typen fra To ædle Frænder: ridderlige, hengivne, oflFer- 
villige Mænd; me^ man finder en endnu længere Række 
Kvinder, der, ligesom Anne Bullen, Emilia og Cressida, ikke 
bryder sig særligt om, hvem de gifter sig med, ikke bestemt 



198 

forlanger een Mand, forsmaaende alle andre, ikke vil kæmpe 
med deres hele Styrke for at vinde ham alene og blive fti for 
alle de andre, men som vakler mellem to eller flere, som selv 
tilbyder sig eller fremstilles og anbefales af en eller anden, 
vælger En, der kan byde dem verdslig Hæder og bytter ham 
om med en Anden, der maatte vise sig bedre skikket til at 
føre dem til Ære og Rigdom. Selv om de er interesserede i 
at vinde en Mand, forholder de sig fuldstændig ligegyldige 
og udeltagende i Kampen, og ofte rører de ikke en Haand for 
at faa ham. De gør ikke Modstand, naar han kommer, men 
de vil ikke anstrenge sig for at erobre ham. 

Et Par Eksempler vil være tilstrækkelige. 

Det, der er pikant, naturstridigt i Elskovsforhold, er Fletchers 
Yndlingstema. 

I Thierry and Theodofet giver den onde Moder sin Søn 
en Elskovsdrik, der berøver ham Kønsdriften. Efter Brude- 
natten raser han over at have mistet sin Manddom, hvorimod 
Bruden stadig klynger sig til ham; hun savner intet; hun er 
fornøjet med ham, som han er. — I Honest Man's Fortune 
aabenbarer Lamira sig i femte Akt som den, der elsker Mon- 
tagne, som tidligere var rig, men nu er hendes Tjener; han 
har lige erklæret sin Kærlighed for Lamiras Tjenestepige; de 
har kysset og klappet hinanden og udmalet deres Fremtids- 
lykke; Lamira har i fire Akter været anset for at have vit sig 
til Vestalinde, hvorfor Montagnes og Tilskuernes Overraskelse 
er lige stor, da de hører om hendes Kærlighed. Stykket ender 
saa med, at de to faar hinanden; Tjenestepigen faar Ingen. 

Evadne har været Kongens Frille; for visse Aarsagers 
Skyld maa hun giftes; hvorfor Kongen ikke selv ægter hende, 
faar vi ikke at vide; hun bliver overdraget til hans Trones 
bedste Støtte, Amintor, der er trolovet med Aspasia, med hvem 
han bryder. Stykket begynder Bryllupsaftenen; da de Unge 
bliver alene, nægter Bruden Ægteskabspligtens Opfyldelse; hun 
har lovet Kongen at være ham tro, ikke at hengive sig til sin 
Mand, kun til sin Elsker. Senere bliver hun i en Haande- 
vending omvendt af sin Broder; hun indser det rædselsfulde i 
sin Gerning, dræber Kongen, kommer med de endnu blodige 
Hænder og attraar at favnes af sin Husbond; denne vakler et 
Øjeblik; mens han vender Ryggen til, dræber hun sig; skønt 



199 

han endnu elsker Aspasia, med hvem han netop har kæmpet i 
Mandsklæder, fortryder han sin Haardhed og vil gøre Evadne 
til sin Hustru; da dør hun. (Maid's Tragedy.) 

Kong Arbaces har sejret i Krigen mod Tigranes, med hvem 
han slutter Fred paa Betingelse af, at denne ægter hans Søster. 
Arbaces kommer hjem og bliver selv betaget af Elskov til sin 
Søster. Han betror hende og adskillige Andre sin Kærlighed. 
Hun gyser først tilbage; hun kastes i Fængsel; dér vaagner 
Kærligheden hos hende, og i en Sammenkomst mellem de to 
Søskende blusser den op, og de er lige paa Nippet til at hen- 
give sig til hinanden; de skilles ved et Tilfælde, og senere op- 
klares det, at de ikke er Søskende. (A King and no King.) 
— Man var endnu ikke naat til at turde bringe Blodskam paa 
Scenen, som Ford gjorde. 

Arnoldo elsker Zenocia. For at unddrage sig le droit de 
seigneur flyr de tilsøs med hans Broder Rutilio; de bliver 
overfaldet undervejs og skilt. Leopold, Skibsfører, bemægtiger 
sig Zenocia, og skænker hende til Hippolita, hvem han elsker 
uden Bønhørelse. Da Hippolita ser Arnoldo, der kommer til 
samme By, Lissabon, elsker hun ham; han staar imod; hans 
Kyskhed overgaar al Beskrivelse; han er et mandligt Sidestykke 
til Isabella i „Lige for Lige". Hippolita, der er baade rig og 
„kysk", ofrer alt for sin Elskov; da den stadig bliver vist til- 
bage, beslutter hun at straffe de to; hun frigiver Zenocia, der 
tæres hen af Giften som Arnoldo af Sorg. I Slutningen af 
feipte Akt gaar hun i sig selv, skaffer Modgift, opgiver sin 
Kærlighed, forener de to og ægter Leopold. — Imens har 
Rutilio tilsyneladende dræbt en ung Mand, Duarte, der over- 
faldt ham paa Gaden; forfulgt af Politi søger han Tilflugt hos 
en fornem Dame, der viser sig at være Duartes Moder; hun 
beskytter ham dog og giver ham Penge til at slippe bort for; 
han maa aldrig komme hende for Øje mere; han flygter og 
falder i Krudttaamets Kælder, hvorfor der er Dødsstraf; han 
bliver grebet, men atter løskøbt af en Rufferske, der engagerer 
ham som mandlig Skøge. Duarte kommer sig ved et Vid- 
under; han skjuler sin Helbredelse for sin Moder, der tror ham 
død og er sønderknust; han opsøger Rutilio, der ved sin Virk- 
somhed er blevet til Skind og Ben; han løskøber ham uden 
at røbe, hvem han er; Rutilio tilbyder nu den gamle Frue sin 



200 

Haand, for at trøste hende over Tabet af den Søn, han har 
dræbt; hun gaar paa Skrømt ind paa Tilbudet, men lader 
Rutilio arrestere; da aabenbarer Sønnen sig; han har løskøbt 
Rutilio fra Skøgehuset, for at han kunde ægte hans Moder, 
hvilket hun indvilger i. (Custom of the Country.) 

Lord Lewis har en Datter, Angelina; Brisac har to Sønner^ 
Charles, en lærd Pedant, og Eustace, en pralende Hofmandv 
Fædrene beslutter, at Eustace skal ægte Angelina; til den Ende 
skal Charles, der er ældst, give Afkald paa sin Ret til Jorde- 
godset. Dertil er han villig. Eustace og Angelina er enige 
og Vielsen skal finde Sted. Først maa dog Charles give Af- 
kald. Saasnart han ser Bruden, bliver han forelsket og nægter 
at renoncere; han skal altsaa arve Faderen og har tilmed 
Støtte hos sin Onkel; Eustace ejer ingenting. Angelina gaar 
straks over paa hans Side, opgiver sin første Brudgom og tager 
Charles. — Hendes » Kyskhed " er af den sædvanlige Slags : hun 
forhandler med sin ny Brudgom, om hvorvidt de straks skal 
dele Lejet; „han er jo saa uskyldig**. (Elder Brother.) 

Paa de fleste af Fletchers Kvinder passer, hvad Cressida 
siger om sig selv (V. n. 107): 

Godnat! Jeg beder, kom. — O Troilus! 
Farvel! mit ene Øje ser tilbage 
paa dig; det andet vil med Hjertet drage. 
Vort stakkels Køn! deri vor Nød bestaar, 
vor Sjæl altid i Øjets Vildspor gaar; 
Vildspor maa lede vild; vil Sjælen lytte 
til Øjets Raad, da er den Syndens Bytte. 

Det passer ikke paa en eneste shakespearsk Heltinde. Der 
gaar Øjet og Sjælen sammen; ingen af dem gaar paa Vild- 
spor. 

Celia, en ung Prinsesse, er faldet i Hænderne paa Prins 
Demetriiis, der elsker hende og genelskes. Han sendes i Krigen, 
og nu attraas hun af Faderen, Antigonus. Skønt hun mis- 
tænker denne, modtager hun dog de Klæder og Smykker, han 
sender hende. Hun lader sig bevæge til at vise sig ved Hoffet, 
hvor hun overstraaler alle Damer, koketterer med og modtager 
Gaver af alle Herrer. Hun er „kysk" og modstaar Kongens 
Tilnærmelser. Han fører hende nu til Lejren, lukker hende 



201 

inde og bagtaler hende for Sønnen, der straks tror ham; hun 
viser sig for Prinsen og lader, som hun virkelig var Faderens 
Frille; da han bebrejder hende det og vender hende Ryggen, 
skriger hun yderst krænket op og erklærer, at han er hende 
uværdig; hun forbander og forlader ham. I femte Akt faar 
de dog hinanden, og den Gamle har rent mistet sit Begær. 
(Humorous Lieutenant.) 

Jacintha er i sin Ungdom blevet forført af Don Henrique, 
med hvem hun har en Søn. Hun er blevet forladt for Violante. 
Hendes Kærlighed er udslukt; hun nærer kun Bitterhed, der 
forøges, da Henrique for at straffe sin Broder, berøver hende 
hendes Søn. Hun selv lever et „kysk** Samliv med en Mand, 
med hvem hun ikke er gift, skønt Alle tror det. Tilsidst viser 
det sig, at Henrique ikke er gift med Violante; han for- 
skyder hende og ægter Jacintha, der er himmelglad. (Spanish 
Curate.) 

En General kommer hjem som Sejrherre; han bliver straks 
forrykt af Kærlighed til Prinsessen, der, selv kold, tænder alle 
Hjerter. Han vil vise hende sin Kærlighed ved at sende hende 
sit Hjerte. Hans Broder Polydor gaar som Udsending for ham 
til hende, men bliver selv forelsket: hun genelsker ham. 
Kongen vil forene dem, men Polydor finder ikke sig selv 
værdig. Polydor anstiller sig død. Generalen faar sin Forstand 
igen. Prinsessen spørger Oraklet tilraads og faar Orakelsvar. 
Kongen vil nu bortgifte hende til Generalen; hun forsikrer, at 
hun elsker Polydor; denne rejser sig op af Kisten; de to Brødre 
overbyder hinanden i Ædelmod; den Ene overdrager hende til 
den Anden; hun er som en Fjerbold, der kastes frem og til- 
bage mellem dem; hun selv ser rolig til som en Hind, naar 
Hjortene kæmper om den; da Generalen ikke længer er forrykt, 
er han heller ikke forelsket, og Polydor bliver den Lykkelige. 
(The Mad Lover.) 

Fletchers fantasirigeste Værk, der rummer mere lyrisk 
Skønhed end noget samtidigt Drama udenfor Shakespeare, i 
hvilket hver Linje drejer sig om Elskov, hvor Luften dog 
ikke er svanger med frisk Blomsterduft, men mættet til Over- 
maal med kunstige Essenser, hvor der stadig tales om kønslig 
Renhed og hvor Tanken beskæftiger sig med naturstridig Af- 
holdenhed — Faithful Shepherdess — rummer to Figurer, der 



202 

maaske mere end nogen andre viser Fletchers Ideal af Ung- 
dommen: Clorin har begravel sin Brudgom og kan nu ikke 
tænke sig Muligheden af at tilhøre nogen Anden. Hyrden 
Thenot, der ser hendes Sorg og Trofasthed, elsker hende haab- 
løst; om hun blev hans, var hansXykke saa fuldstændig, som 
hans Smerte nu er stor. Han følger hende, sukker, sværmer 
og lider; men selve Smerten er ham en Kilde til Nydelse. 
Bevæget af hans Ømhed, Ydmyghed og Taarer beslutter hun 
at helbrede ham og lader, som hun vil udfri ham af hans 
Lidelser; i samme Stund bortdunster hans Elskov; hun har 
været utro mod sin første Elskede ved at bønhøre ham; hans 
Lidenskab er af en altfor ren Art til at kunne taale et sligt 
Stød. Han vilde elske og begære hende, uden at have Udsigt 
til at besidde hende! — Hvilken Forskel mellem de to Digteres 
Opfattelse af sædelig Renhed. 

Disse faa Eksempler vil tilstrækkelig vise Fletchers Tanke- 
gang. De kunde forøges med mindst halvtres fra de to og 
halvtresinstyve Skuespil, der er trykte som Beaumont og 
Fletchers. Jeg vil slutte med en Karakter, skildret baade af 
Shakespeare og Fletcher, nemlig Kleopatra. Shakespeare fyldte 
hendes hele Væsen med Elskov og overdækkede derved alle 
hendes Fejl. Hvad Fletcher havde tænkt sig, da han digtede, 
sin Ægypterdronning, er ikke let at forklare. Det er hendes 
Forhold til Julius Cæsar, der er Hovedhandlingen i The False 
One. Hun er endnu ung og ufordærvet, rent udvortes set, 
da Cæsar kommer til Ægypten. Hun kender ham ikke; dog 
beslutter hun at besnære ham: 

Thought to purchase 
His grace with loss of my virginity. 
It skiils not, if it bring home majesty. 

(Besluttede at købe 
Hans Naade med Tabet af min Jomfruelighed. 
Det betyder intet, hvis det bringer Højhed.) 

Hun bæres til Cæsar i en Sæk. Han bliver straks slaaet 
af hendes Skønhed. Hun forlanger Magt, han Elskov. Han 
kysser hende. Hun erklærer, at han er altfor voldsom, han, 
at hun er for kold for hans Attraa. Derpaa gaar de sammen 
„to blush again", som han udtrykker sig. Hun bliver Cæsars 



203 

Elskerinde for at ærgre sin Broder. Derpaa bliver hun og 
hendes Broder skinsyge paa hinanden for Cæsars Skyld og 
strides om hans Gunst. Han vender begge Ryggen, da han 
ser Ægyptens Rigdomme. Cæsar vender tilbage til hende i en 
ledig Time. Først er hun knibsk overfor ham; ti hun elskede 
ham med en »Erobrers Ærgerrighed". Overfor sit Følge be- 
klager hun sig over Cæsar, fordi han ikke er den Mand, hun 
havde tænkt sig. Hun fortryder at have hengivet sig til ham, 
da him ikke har opnaaet noget ved det. Da i Stykkets sidste 
Akt Oprøret imod ham slaas ned og Cæsar ved hendes Broders 
Fald vender tilbage til hende som Sejrherre, er hun vel kold 
overfor ham, men erklærer, „at hun ikke fortryder sine Gunst- 
bevisninger". 

Man skulde ikke synes det var vanskeligt at skelne mellem 
en Shakespearesk og en Fletchersk Kvinde. — 

Shakespeares Vækst kendes intetsteds tydeligere end paa 
hans Kvinder, og i ingen Retning er den mere continuerlig. 
Der findes ingen Lakuner og intet Tilbagefald. Hvilken Af- 
stand mellem den unge Kone i Tvillingerne, der altid skænder 
paa sin Mand, aldrig lader ham have Ro ved Bordet eller i 
Sengen, og Dronning Katharine, der føler den blodige Uret, som 
begaas imod hende, og dog ikke har et eneste bebrejdende 
Ord for sin Husbond. Eller mellem den arrige Katharina, der 
fraader og hvæser, men tæmmes med Vold, til hun indser, 
hun skal lyde sin Husbond, fordi han sørger for hende, ar- 
bejder for hende, at hun kan have det godt i Hjemmet, til 
Miranda, der vil bære den Byrde, som hendes Fader har lagt 
paa Ferdinands Skuldre. 

Dog endnu større er hans Vækst med Hensyn til det 
erotiske. Han begynder rent sanseligt. Selv ung og kraftig 
føler han det hede Blod i sine Aarer og forlener sine Skikkelser 
dermed, saa de drages mod hinanden i legemlig Attraa, uden 
noget andet Motiv end det, at Manden ikke kan undvære 
Kvinden og hun ikke ham. De Unges Hjemer er fyldte af 
erotiske Tanker som deres Legemer af erotisk Spænding, og 
den rent animalske Drifts Tilfredsstillelse bliver Maalet for alle 
deres Ønsker og Handlinger. Den er det, Aer karakteriserer 
dem; udover den har de meget faa Egenskaber. Ret be- 



204 

tegnende er det, at i Romeo og Julie er det ikke Hovedper- 
sonerne, der er stærkest og flersidigst individualiserede, men 
Ammen, der kun lever i erotiske Minder, og Munken, der ikke 
engang har saadanne. De to Unge er slet ikke andet end 
Sanselighed. 

I Hamlet er der to Kvinder: Prinsens Elskede og hans 
Moder. OfeHa er ren som nyfalden Sne — tilsyneladende. 
Men da hun har mistet Herredømmet over sin Forstand, synger 
hun utugtige Viser — og dem har hun vel ikke lært efter at 
være blevet vanvittig. De røber, hvad Retning hendes Tanke- 
liv har haft. De er som Slakker, fremkomne ved Støbningen 
af hendes Karakter. Senere hen forekommer ingen saadanne 
hos Shakespeares unge Kvinder. Dronningen har giftet sig 
igen — der kan næppe være Tvivl om, at hun er baade 
uskyldig i og uvidende om Mordet paa hendes første Mand. 
Hendes Brøde er altsaa kim den, at hun har giftet sig igen; 
men den er stor. Hamlet ikke alene lider frygtelig under den, 
men han anklager sin Moder i de skaanselløseste Udtryk, og 
hverken hun eller nogen Anden i Tragedien har et eneste Ord 
at sige til hendes Forsvar. Der findes mange Undskyldnings- 
grunde for Kongens Adfærd, ingen for hendes. Shakespeare 
er i Hamlet ved at ændre sin Opfattelse af Elskov, som det, 
der ubetinget adler og forskønner. 

I Julius Cæsar viser han os for første Gang det ideale 
Forhold mellem Mand og Kvinde, hvor Ægteskabet er bygget 
ikke paa sanseglødende Elskov, men paa Kærlighed, gensidig 
Tillid, Fællesfølelse i alt. For Tilskuerne er der ikke den 
mindste legemlige Attraa mellem Brutus og hans Hustru Portia, 
Gatos Datter. 

Et af Midlerne til at tæmme den arrige Kvinde var at 
vække hendes Sanselighed. Den unge Kone i Tvillingerne skænder, 
fordi hun tvivler om sin Mands Troskab. Allerede i Som I 
behager er vi langt borte fra sligt. Erotiken her er ren som 
Skovens Luft. Rosalind er saa kvindelig som hun er klog. I al 
hendes Tale er blandet en blid Vemod i den lette Spøg. Hendes 
Livlighed er overstrømmende, hendes Latter klinger i Skoven, og 
dog blinker der en Taare i Øjet; den raaa hun skjule med en 
Vittighed. Hun, den overlegne Kvinde, leger med sin unge Elskede, 
der er legemlig udviklet, men aandelig Barn, der søger Ensomhed, 



205 

skærer hendes Navn i alle Skovens Trær og rødmer over sin 
første Kærlighed. Hendes Hjerte bæver af Frygt for at miste 
ham; ti hun ved, at Mændene er ustadige, som Maj, naar de 
bejler, som December efter Brylluppet. Hun har set ham en 
Gang, og hun er blevet forelsket i ham. Hun attraar ham, 
for ved ham at blive Moder. Hendes Attraa er gjort tydelig 
for os i den henrivende Scene, hvor hun i Mandsdragt leger 
med Orlando og lader sig vi til ham (IV. n.). En vovet Scene, 
der kun frelses ved den Fylde af Renhed, Poesi og Vid, der 
er gydt ud over den. 

Men de pludselige Forelskelser, de, hvor Kvinden bøjes 
ind under Manden i legemlig Attraa, viger helt Pladsen for de 
Forhold, der vokser langsomt ud af Sympati og varer længe. 
I Shakespeares yngre Dage fulgte vi sjældent det elskende Par 
længere end til Vielsen eller det første Favntag. Siden blev 
det Samlivet, han mest viste os. 

Vi ser lidet til Cordelias Kærlighed; hun er faatalende, 
med en blød Stemme. Hendes Renhed i Tanke som i Hand- 
ling er utvivlsom. Skal Digteren vise os to Helvedkvinder, 
peger han paa hendes Søstre, Goneril og Regan. Som Kronen 
paa deres Skændighed sætter han det, at de, gifte, kaster deres 
Hu paa en anden Mand. Shakespeare fører dem ikke saa vidt, 
at han lader dem begaa Utroskab; det er nok til at dømme 
dem, at de bedriver Hor i deres Hjerter. Han kender, naar 
han staar frit overfor sine digtede Skikkelser, ikke nogen Und- 
skyldningsgrunde for en Kvinde, der bryder sin ægteskabelige 
Troskab. Han kunde vel gøre en Kameliadame til Heltinde, 
men ikke vække vor Medfølelse for hende. 

Desdemona kan ikke engang tænke sig, at en Hustru 
kunde svige sin Mand, kan ikke tro, at nogen Kvinde har 
gjort det. Hendes Kærlighed spirede og voksede langsomt som 
Morens. Det var ikke hans Person, hun attraaede. Hun saa 
ikke, at han var tilaars, at han var af en lavere Race. Hun 
følte for ham, og saaledes vandt han hendes Hjerte. Han saa 
hende som Husets Datter, der styrede Hjemmet, hørte hendes 
bløde Stemme, der bad ham fortælle og takkede ham, saa ind 
i hendes Øjne, der fyldtes med Taarer over hans udstandne 
Lidelser, og hun vandt hans Hjerte. De kan skilles paa deres 
Bryllupsaften, uden Favntag, og uden Klage, da Statens Vel- 



206 

færd og hans Ære kræver det, fordi de ved, de skal snart ses 
igen. — Hvor bevidst Shakespeare har arbejdet, ses af en 
ganske ubetydelig Forandring i Teksten (I. in. 279.): Efter at det 
er afgjort, at Desdemona skal følge Othello til Kypern, men 
paa et andet Skib, hedder det i Kvartudgaven: 

Senator: I maa tage herfra iafteiL 

Desdemona: laften, Herre? 

Senator: laften. 

Othello: Af ganske Hjerte. 

Desdemonas Udbrud er udskudt i den endelige Redaktion, 
Folioen 1623, der sikkert skyldes Shakespeare selv. Igennem 
hendes Ord klinger en Skuffelse ved ikke at kunne tilbringe den 
første Nat med Othello. Ved at udelade dem, har Digteren 
øget hendes Mod og hendes Renhed. 

Hvor er Forholdet ikke rent imellem Coriolan og hans 
Hustru; hun er ydmyg, og han er øm. Og nu Antonius og 
Kleopatra! De bæres jo oppe af en sand Lidenskabens Storm, 
og dog, hvor er der et lascivt Ord, en uren Hentydning, blot 
et antydende Ordspil? Der er en gennemført Kyskhed og 
Renhed over Alles Tale og Tanke og Handlinger, som er ganske 
forbavsende. Her er Ingen, der taler som Julies Amme, endnu 
mindre som Pandar eller Thersites. 

Saa er der Imogen, den skønneste, mest lydefri, højest 
elskende og dybest kvindelige af alle Digterens herlige, stolte 
og modige Kvinder. Hun lever kun for sin Kærlighed. Den 
er en rolig Flamme, ingen hurtig opblussende Glød. Hun og 
Leonatus er opvoksede sammen, og deres Kærlighed er vokset 
med dem. Ingen Hdenskabelig Rus, men et ømt Hengivenheds- 
forhold binder dem. 

Det siges jo om hende af hendes Husbond som hendes 
største Ros: 

Min lovlige, tilladte Lyst 
indrømmed hun mig knap, bad tit om Skaansel 
saa rosenblussende — 

(Gymbeline II. v. 9.) 

Og nu Hermione! i selve Navnet ligger jo hendes kvinde- 
lige Renhed. En ikke længere ung Kvinde, der har født flere 



207 

Børn, bevarer i Shakespeares Øjne sin hele sædelige Renhed 
— i Fletchers aldrig. Og den yndefulde Elskovsleg mellem 
Florizel og Perdita ved den landlige Fest bærer jo det fineste 
Præg af Uskyld. Der er intet legemligt Begær hos de to. 
Derfor kan de ogsaa sejle i samme Skib uden Opsigt fra 
Bøhmerland til Sicilien. Der vil ikke rinde Sorg eller Harm 
af det Møde. (Et Vintereventyr.) 

Som om Digteren tilslut ret bestemt vilde vise os, hvor- 
vidt han var kommen i Aandiggørelsen af Elskoven, skaber 
han i „Stormen" Miranda, den ganske uberørte Jomfruelighed. 
Hun har levet ude paa Øen i Oceanet og har aldrig set en 
Mand — ti Prospero er jo mere Væsen end Menneske. Hun 
kender ikke Elskov engang af Navn. Da kommer Ferdinand. 
Atter er der en Elskov ved første Møde (love at first sight). Men 
hvor forskellig fra Julie er hun ikke. Der er ingen Lidenskab 
hos hende. Hun sprænger ikke Samfundsbaandene for at til- 
høre og favne sin Elsker. Hun gribes af en Følelse, som hun 
ikke ved hvad er, men som faar sit Udslag i, at hun vil dele 
Byrde med den, hun elsker, vil være hans Træl. 

Miranda er renset for al jordisk Smuds som den Engel i 
Beato Angelicos Engledans, der strækker Haanden ud mod 
den unge Munk for at byde ham ind i Salighedens Fred, ren 
som Beatrice, der fører Dante opad mod Lysets og Tonernes 
Herlighed. 

Højere kunde Shakespeare ikke naa. Det blev hans sidste 
Ord om Elskov. 



Hvad Shakespeare fremstiller er det Almenmenneskelige. 
Det er Højrenaissancens store Fortjeneste, den Arv den har 
efterladt alle Slægter, at den stræbte efter og naaede i sin 
højeste Udfoldelse det Almenmenneskelige, det der har evig 
Gyldighed. Saa vidt var Grækenland aldrig naaet. Den græske 



208 

Kunst, den formende som den digtende. Var i al sin Herlighed 
en Landekunst. Renaissancens var i dens ypperste Fremtoninger 
Verdenskunst. Den græske Billedkunst har i sine fortrinligste 
Frembringelser vel arbejdet efter levende Model, men samtidig 
efter rent vilkaarlig opstillede Maal og Forhold; den skabte en 
Type, som der skal Kunstforstand til at nyde. Rafael arbejdede 
hen mod et andet Maal, nemlig at gengive det højt udviklede 
Menneske i de rette Forhold, bevarende det rent menneskelige, 
afstrejfende alt det tilfældige. Julius II's Portræt er langt lettere 
tilgængeligt for Menigmand end nogen græsk Portrætstatue, og 
det er ikke ringere Kunst. Rafael døde, før han havde naaet 
at give sit bedste. Tizian er den italienske Renaissances Blomst, 
udfoldet i hele sin Pragt. Hans Portrætter, hans Maria (Him- 
melfarten), hans nøgne Hertuginde af Urbino (Florents), er 
levende Mennesker, Mennesker fra hans Tid og dog Mennesker 
fra alle Tider. Saa skønne Mennesker har der aldrig været 
og har der altid været. Staar man foran en praxitelesk Statue 
siger man kun: saa skønne Mennesker har der aldrig været. 
Staar man foran Hertuginden af Urbino i Tribuna vil Enhver 
forstaa, at hun er dejlig; den, der ikke er kunstvant, vil dog 
mene, at han har set mangen en Kvinde, der var ligesaa smuk ; 
den, der elsker og forstaar Kunst, vil blive mere og mere be- 
taget, mens han stirrer, og vil udbryde, at saa skøn en Kvinde 
har dødeligt Øje aldrig skuet. Hun lever, hun aander, og det 
har hun gjort i Aarhundreder. En græsk Statue aander ikke. 
Grækernes Maal var Naturen forbedret af Kunsten, Renaissan- 
cens Maal var Menneskenaturen renset af Kunsten. 

Shakespeares Skikkelser aander og lever. De blev aldrig 
Typer, kun Mennesker, og dog noget mere end Mennesker. De 
var Mennesker fra . hans Tid — det var jo saadanne, han 
studerede — de var Mennesker fra den Tid, hvori de udgaves 
for at leve — og de var vore Dages Mennesker. Fordi de var 
for alle Tider, blev han for alle Tider. De var almenmenneske- 
lige som de Forhold og Forviklinger, hvori de bringes. Romeo 
og Julies Elskov, Kamp og Undergang er gammel som Verden, 
endte den Gang i Familiens Gravkapel, ender nu paa et Hotel- 
værelse. Foregaar ikke Macbeth den Dag i Dag, naar en 
hæderlig Mand, der var skabt til at være Professor, hvirvles 
ind i den korrumperende og demoraliserende Politiks Strøm 



209 

og ikke har Krafl nok til at modstaa, naar en Ministertaburet 
vinker, kaster sin Fortid overbord, sviger den Tillid og de For- 
haabninger, der var stillet til ham, for at naa den, tramper 
paa og ødelægger fordums Venner for at holde sig paa den, 
og tilsidst dog ikke kan holde sig oppe, fordi der ikke er En, 
der støtter ham? Er Lears Historie ikke hændt de hundrede- 
tusind Gange før og efter Shakespeares Tid, vil den ikke gen- 
gentage sig saa længe der er Forældre og Børn til? Til alle 
Tider vil tanketomme, lunefulde, dejlige Kvinder som Kleopatra 
drage Mænd bort fra Fornuftens Vej. Og er ikke Henrik IV's 
Blindhed og Mistillid overfor sin Søn den Lidelse, der forbitrer 
Millioner af Fædres Liv? Var ikke Karl den Første af England 
et tro Billede af Shakespeares Richard II? 

Shakespeare afstryger det rent tilfældige ved Menneskene 
og deres Omgivelser, beholder kun det rent menneskelige, det 
evig gyldige tilbage. Derfor forstaas han af Menigmand, be- 
undres han af den højt dannede. Han taler et Sprog, der fattes 
af den Enfoldige, henrykker den Vise. Det gør saa uendelig 
faa andre Digterværker. Første Del af Goethes Faust er almen- 
gyldig som hans bedste lyriske Digte, men om hvor meget 
andet af Goethe kan det samme siges? Det græske Drama i 
sin reneste Form kan kun forstaas af Filologer, kan kun nydes 
af uendelig Faa. Ikke blot, at det bevæger sig paa en Bag- 
grund af den homeriske Sagn- og Gudeverden, hvormed dets 
oprindelige Tilskuere var fortrolig, men som er ukendt Land 
for moderne Teatergængere, men dets Konflikter er specifik græske 
og fordrer et Kendskab til græsk SamfundsUv og Tankesæt, 
som de Allerfærreste har. Tag Antigone: En moderne Til- 
skuer kan ikke naturligt interessere sig for Konflikten deri, 
fordi han slet ikke kan forstaa, at det er værdt at modsætte 
sig Statens strengeste Bud, at ofre Livet for at faa et Par 
Skovlfulde Jord kastet paa et Lig. Det maa vides, at for en 
Græker var det, at hans Frændes Lig henlaa ubegravet, den 
frygteligste Tanke; men selv naar vi ved det, kan vi ikke 
sætte os ind i det. — Axel og Valborg er et dejligt Digterværk, 
men en stor Tragedie er og kan det ikke blive, ti det har den 
samme Skavank som Antigone: det er for specielt. Paa et 
bestemt historisk Tidspunkt var der en Lovbestemmelse om, at 
to, der vat blevne holdt over Daaben af den samme Kvinde, 

Theodor Bierfrcund: Shakespeare. 14 



210 

ikke maatte ægte hinanden. Sligt kunde fremkalde en Konflikt, 
der var meget beklagelig for de to, der forelskede sig til Trods 
for den Lov; men vi kan ikke komme i den Situation, for os 
har den ingen Gyldighed. Ved Opførelsen af Axel og Valborg 
overværer vi en Kuriositet, der kan være meget underholdende; 
men vi rives ikke med, da det ikke vedkommer os. 

Det var først gennem et betydeligt Arbejde, at han naaede 
til dette almenmenneskelige Standpunkt. Fra først af tegnede 
han Mennesker i naturlig Størrelse og saadan som han saa 
dem om sig, eller han fortegnede dem og drev dem ud paa 
Randen af Karikaturen, som Richard III. Lidt efter lidt arbej- 
der han sig henimod de almenmenneskelige Konflikter mellem 
ideale Skikkelser, der har menneskelige Proportioner og derfor 
synes almindelige Mennesker. Han naar ikke straks Maalet. 
Meget af Hamlets Samtale med Skuespillerne tilhører Tiden, 
har sikkert interesseret overordentligt ved det Herrens Aar 
1600, men har ingen Gyldighed nu. Men i Othello, i Lear, i 
Coriolan forekommer intet af den Slags. 

Henrik Ibsen har gennemvandret den modsatte Vej af den, 
Shakespeare tilbagelagde. Det var det almenmenneskelige, der 
gav hans bedste Ungdomsdigtning dens Præg. Kampen mellem 
Hakon og Skule er den altid standende Strid mellem den, der 
ikke er fuldt sikker paa sit Kald og derfor har Betænkeligheder 
og bukker under, og den, for hvem der ikke kan være nogen 
Tvivl og som derfor gaar lige frem og fanger Sejren. Scenerne 
mellem Per Gynt og Aase er almengyldige, er ogsaa blevne 
forstaaede overalt, til Trods for deres særlig norske Iklædning. 
Brand er næsten en shakespearesk Figur, overnaturlig stor i 
Styrke og i Svaghed, helstøbt og uligevægtig, ensidig og rig 
paa Facetter, menneskelig og ujordisk. Vi ser ham i en Mængde 
Situationer, altid menneskelig, aldrig virkelig. Alle Scenerne 
med Agnes er dejlige, dybe, uden Plet. Og hvilken overlegen 
Ironi og Verdensvisdom er der ikke i Sammenstødet med Fogden. 
Det var Ibsens almenmenneskelige Periode. Lidt efter lidt 
specialiserede han sig, og hans Succes blev stadig mere og mere 
øjeblikkelig. Han havde set stort paa sine digtede Skikkelser, 
og de var blevne store og rige. Hans Syn blev skarpere, men 
det blev ogsaa mere og mere snevert. Han havde taget sine 
Figurer i de store Omrids ; han syslede nu saa indgaaende med 



211 

deres Sjæleliv, al han mente at kende hver Fiber i dem, hver 
Trevl paa dem, ihdtil Knappen bag paa deres Frakke, som de 
selv aldrig havde set. Han havde som Shakespeare set sunde 
Mennesker, hvoraf En havde en lille Kræftskade, der voksede 
og voksede, til den ødelagde Organismen uden at vedkommende 
selv følte det. Nu saa han kun den syge Side hos Menneskene; 
det var gaaet ham rent af Glemme, at Verden kan ikke bestaa 
af lutter Syge. Hans Figurer er bleven mere og mere Speciali- 
teter, kun gyldige for det Individ, der dissekeres. De er tilmed 
blevet Symboler, Menneskene kendes ikke ved dem som Brødre 
og Søstre; de er ikke levedygtige. Shakespeare byggede Livet 
paa de Sunde, Ibsen vil lægge Torpedoen under Arken, for 
at de Syge kan sprede Smitstoffet fra hans Hospital endnu 
videre om. 

Shakespeare er Legemliggørelsen af den historiske Anekdote, 
som i vore Dage nyder saa ringe Anseelse hos de Lærde. Den er 
Udtrykket for den folkelige og i Hovedsagen rigtige Opfattelse 
af en Person eller en Epoke, sammentrængt i et enkelt slaaende 
Udsagn, der ikke er blevet sagt, men kunde være blevet sagt. 
Et saadant danner sig længe efter at Begivenheden er foregaaet 
eller Manden er død. Traditionen sigtes mange Gange og der 
bliver tilbage en lille Kærne, der for Folkebevidstheden er Sand- 
heden og i det væsentlige er den historiske Sandhed, den som 
de Lærde naar til ved at skrive mange Bind om, at der ingen 
Kendsgerning ligger til Grund for Anekdoten. Naar Niels 
Ebbesen staar for Folkebevidstheden som Danmarks Befrier og 
derfor som en herlig Riddersmand, er denne Opfattelse i det 
væsentlige korrekt, selv om Historikere ved lange Udviklinger 
kan forklare, hvor lidt vi ved om ham og hans Bedrift. 
Sandheden er dog, at Danmark blev befriet, og hvad der sker, 
er blot, at Nationen vil se Bedriften legemliggjort. Paa den 
Maade ikke blot benyttede Shakespeare de historiske Anekdoter, 
men han skabte dem. Da han lader Cæsars sidste Ord være: 
Et tu, Brute, bærer han sig ad som den folkelige Historieskriver. 
De faa Ord belyser Forholdet mellem Cæsar og Brutus bedre 
end en lang Afhandling kunde, og er blevne staaende i Ver- 
dens Bevidsthed som virkelig udtalte Ord. Naar han skaber 
sligt, er det vel ligesaa lidt som naar Folkebevidstheden danner 

slige, med bevidst Hensigt. Det er et Fund. Det geniale be- 

14* 



212 

staar i at fastholde Fundet, instinktsmæssig forstaa, hvor be- 
tydningsfuldt det er. Ogsaa det er genialt at udtrykke det paa 
Latin; derved faar det det rette ægte Præg. 

Det er det samme Instinkt, der fører ham til Plutark, som 
netop former sine Levnedskildringer plastisk over Anekdoten, 
eller lader ham fra først af foretrække Holinshead for Hall, 
hvilken sidste Historiker hans Forgængere benyttede. 

Hans historiske Dramaer — engelske som romerske — er 
folkelig Historieskrivning. De fremstiller ikke Tingen netop som 
de lærde Undersøgelser vil det, ikke som Tingene var, men 
som de kunde have været. Han er ikke pedantisk nøjagtig 
med Tidsfølgen, bytter om paa Begivenhedernes Rækkefølge, 
foretager kunstneriske Forskydninger, men ikke Forfalskninger. 
Han ser ikke med individuelle Øjne, men med Eftertidens Øjne. 
Han former Henrik V som Folkevisen har formet Dronning 
Dagmar. 

Shakespeare blev ved Studiet af Historien sig mere og 
mere det sundeste Livsprincip bevidst, det, at den Enkelte viger 
for det Hele. Han ved vel, at Individet er langt interessantere 
end Samfundet, og at Kunsten til alle Tider ikke har haft noget 
taknemligere Emne end Kampen mellem Mennesket og Menne- 
skene. Men han ved ogsaa, at intet Samfund kan bestaa, hvor 
Enkeltviljen hæver sig over Samviljen. Hin maa bøje sig ind 
under og blive et Udtryk for denne. I vore Dage fordrer de 
degenererede Naturer og deres Ordførere Plads for Individet, 
og bevidst eller ubevidst foresvæver det gamle Hellas dem som 
Idealet: der, hvor den enkelte By satte sig ud over Statens 
Tarv og hvor den enkelte Person satte sig ud over Byens Tarv, 
opelskedes de personlige Egenskaber, de onde som de gode; 
tilsidst var det som i vore Dage Særhederne, der opdyrkedes 
og beundredes paa det Heles Bekostning; derfor endte Menne- 
sker som Stat i Svaghed. Der havde enhver Lov til at snakke 
med, faa sin uforgribelige Mening frem, kritisere alt og alle, 
og det endte hurtigt i Kaos. Shakespeare skrev aldrig om 
Grækenland. Han skrev derimod om det voksende England, 
om det forsvundne Rom. I de Lande havde Enkeltviljen bøjet 
sig for og var gaaet op i Almenviljen. Det var, hvad der 
havde gjort Rom stort, — at Byen, Staten var alt, Personerne 
intet; da under hellensk Indflydelse Romerne begyndte at kæle 



213 

for Individet og at betone dets Ret, begyndte Forfaldet. Elisa- 
beths England, det voksende England, hvilede netop paa den 
Overbevisning, at Alle maa gaa op i Staten, at den Enkelfe 
maa ofres for Helheden. Det er Shakespeares Livsanskuelse, 
og den bliver mere og mere udpræget hos ham og finder sit 
stærkeste Udtryk i Henrik V og i Coriolan. 

Hermed hænger hans Upartiskhed sammen. Han dømmer 
ikke, han lader Tilskuerne dømme eller frikende. Han retter 
Anklagen imod Dramaets Hovedperson, men han fremfører 
samtidig alle de Undskyldningsgrunde, der kan tænkes. Han 
giver dog ogsaa fine Fingerpeg, hvorledes han mener, der bør 
dømmes, men han lægger ikke sin hele Avtoritet i Vægtskaalen 
til Fordel for eller Skade for den Anklagede. Naar han gør 
Shylock til Midtpunktet i Købmanden i Venedig, saa samler 
han al Interessen og al Sympatien om ham; han gør ham til 
en Kæmpe, der rager højt op over alle Omgivelserne ved sin 
Intelligens, sin Lidenskab, sin Alvor; han har Ret paa alle 
Punkter, og dog bliver han slaaet paa alle Punkter, fordi han 
strammer Buen for stærkt og derfor skyder ud over Maalet. 
Femte Akt, der synes saa løst paahængt og tilsyneladende kun 
er der for at udslette det pinlige Indtryk af Retsscenen, har 
sin Moral. Shylock, Kæmpen, men den uregelrette, er fjernet; 
de smaa Mennesker, men de normale, er blevet tilbage; de 
egner sig for Livet. Dog, naar Stykket er til Ende, er det 
Shyloeks Skikkelse, der tegner sig for Tilskuerne, og naar de 
gaar fra Teatret, er det ham. Diskussionen drejer sig om. 
Endnu drøftes han, og der fremsættes endog saadanne Para-^ 
dokser, som at Shylock egentlig er en komisk Skikkelse. Som 
om en saa gennemarbejdet Karakter det ene Aarhundrede kunde 
være komisk og det næste dybt tragisk, som om Stykket over- 
hovedet ikke blev meningsløst ved at Shylock opfattes komisk. 
Aandrigheder, der tages for gode Varer den ene Dag, kan blive 
komiske den næste. 

Lear har al Uretten og Døtrene al Retten; men det vilde 
den almindelige Tilskuer ikke erkende, og der kan udspinde sig^ 
endeløse Diskussioner deraf. Det bevæger Menneskene langt 
mere at være med til at fælde en Dom i en vanskelig Sag, end 
at være passive Vidner til en Domsafsigelse, hvor alle Enkelt- 
heder er klart belyste og ingen Tvivl mulig. 



214 

Fingerpeg giver han f. Eks. i Coriolan. Tragedien ender 
ikke i Rom, men i Gorioli. Romernes Mening om Coriolan 
efter hans Død lærer vi ikke at kende. Det er hans Fjende 
og Drabsmand, der, efter at have traadt ham mider Fod, holder 
en meget behersket Tale til hans Ros; han er større end 
Coriolan, ti han ikke blot overvinder denne ved sin Selvbeher- 
skelse og Forudseenhed, men sig selv. 

Han kendte ikke til at foragte sit Publikum, laa aldrig paa 
Krigsfod med det, men smigrede det heller ikke. Han vilde behage 
det og derved vinde det. Han skrev ikke for en Del af det, ladende 
haant om den anden Del. Dér var noget for enhver, for den kritik- 
løse Haandværker kaade Løjer, kraftige Optrin, stærk Handling, 
for den kræsne Smagsdommer Psykologi, Poesi, Aandfuldhed, 
Vid. Den sjældne Teatergæst fulgte spændt Hamlets Kamp 
med Omgivelserne, græd over Desdemona og hadede Jago, be- 
undrede Brutus og Percy, gøs over Lady Macbeth og jublede 
over Falstaflf. Den, der kom tit og kunde Stykkerne udenad, 
nød den store Menneskekundskab, den dybe jordiske Visdom, 
den straalende Poesi og det blinkende Vid, og tildels maaske 
ubevidst den overlegne Kunst. Han hverken leflede med sit 
Publikum eller stødte det fra. sig, han bød det hver Gang det 
bedste, han formaaede; men det var det bedste, et Menneske 
formaaede. Den, der altid byder gode Varer og har Tid til at 
vente, ham vil Publikum komme til, og det vil blive hos ham, 
fordi det har Tillid til ham. 

Han er klar. Der er ingen forlorne Dybsindigheder, der 
skal dække over Tanketomhed hos ham. Naar et af hans 
Dramaer gaar over Scenen — helst lidt hurtig spillet, som de 
blev paa hans Tid — falder man ikke i Staver eller giver sig 
til at grunde over en enkelt Replik. Man rives med og synes, 
man forstaar alt. Er det færdigt, staar alt tydeligt for En. 
Og dog, naar Stykket er forbi, har En faaet en Ting ud af 
det, en Anden en anden. Hver af Karaktererne, der syntes 
ved første Syn saa helstøbte, viser sig indviklede. De bliver 
Genstand for Drøftelse, Interessen holdes vedlige, og jo oftere 
de bliver undersøgt og jo flere, der undersøger dem, des van- 
skeligere bliver det at blive enige om dem. Endnu staar de 
med faste Omrids og samtidig som Gaader. 

Shakespeares Drama stiller slet ingen Fordringer til Tilskuernes 



215 

Viden. Det er afsluttet, hviler paa sig selv, har ikke Rødder 
udenfor sig selv. Det græske Drama har Homer eller den 
græske Gudetro til Baggrund, fordrer temlig indgaaende Kend- 
skab til disse to hos sit Publikum, er med mango Traade for- 
bundne til dem, og kunde kun fuldt ud værdsættes af det 
Publikum, for hvilket det var skrevet, kan nu kun med Besvær 
tilegnes af Filologer og særlig dannede Mennesker og har aldrig 
slaaet Rod i nogen anden Tid eller Land end de, for hvilke 
det blev skrevet. Selv i Rom, der dog hentede al sin Kultur 
fra Hellas, var og blev det en fremmed Plante, der vanrøgtedes 
og skød vantrevne Skud, blev beundret af nogle faa, men mod- 
taget med Kulde af Mængden. De græske Guder var Realiteter, 
de romerske Abstraktioner, den romerske Scenes Bygning 
var forskellig fra den græske — og den største græske Digtning 
blev uforstaaet. Hverken Shakespeares engelske Historier eller 
romerske Dramaer kræver nogensomhelst Forudsætninger hos Til- 
skuerne. All, hvad der behøves til Forstaaelsen, er givet i Dramaet 
selv. Henrik IV gør ligesaa stærkt hidtryk paa en Nordbo og 
en Tysker som paa en Englænder, forstaas fuldt saa godt af 
en Dansk Aar 1900 som af en Londoner Aar 1600. Den, der 
vil læse Dante, maa studere ham med Kommentar, hvad der 
gør et stort Skaai* i Nydelsen; og saa forstaar man dog langt 
fra alt, og meget af det, man forstaar, vedbliver at være 
fremmed for En. Skal det græske Drama spilles, sker det 
helst for en Kres af Indbudne, og man søger saa vidt muligt 
at indrette Scenen som den var i det gamle Grækenland. De 
Forsøg, der er bleven gjort paa at opføre shakespeareske 
Stykker paa en Scene, der var indrettet som en elisabethsk 
Skueplads, har kun Kuriositetens Interesse; det har ikke for- 
højet Nydelsen for et eneste naturligt Menneske at overvære 
Eksperimentet. Bliver en eller to af Hovedrollerne i et shake- 
spearesk Skuespil udførte af store Skuespillere, kan det gøre 
stærkt Indtryk, om Scenen er i en Lade, men det vinder ved 
at udstyres med alle mulige moderne sceniske Virkemidler; 
saavel dets Indre som dets Ydre er afpasset for alle Tider og 
for alle Krese. 

Hvor meget af Shakespeares Kunst var bevidst? Alt og 
Intet. Jeg har bestræbt mig for at paa vise, hvorledes hans 
Kunst stadig øgedes, hvorledes hans Karakterfremstillinger, f. Eks. 



216 

hvad Titelfigurerne og Kvinderne angaar, alle, hvor forskellige de 
end er i Enkeltheder, er anlagte efter samme Skabelon, en 
Form, der i sit Indre bliver fastere og sikrere, samtidig med 
at det Ydre bliver mangfoldigere og rigere. Naar sligt er 
gennemgaaende og udarbejdes til større Finhed og Styrke, maa 
det ske med fuld Bevidsthed. Kunstneren maa vide, at han 
ser, tænker og føler paa en bestemt Maade; han maa da gribe 
disse Ejendommeligheder og holde dem fast, undersøge deres 
Værdi og fuldkommengøre dem. Det gør han med Overlæg. 
Noget andet er det ubevidste, det han ikke selv kan gøre for: 
at hans Hjerne og Karakter er saadan beskafne, at han iagt- 
tager, tænker og arbejder netop paa en bestemt Maade. 

Havde Shakespeare nogen Anelse om, at han skrev for 
Evigheden? Det er ikke godt at vide. Om sine Sonetter siger 
han, at de skal overleve forgyldt Marmor, men det er kun et 
af de mange Udtryk, han har tilfælles med de andre Sonet- 
digtere. Hans tilsyneladende Ligegyldighed for sine Værkers 
Fremtidsskæbne taler derimod. Saa taler maaske derfor den 
Omhu, han anvendte paa sine Værker, og hans aabenbare Be- 
stræbelse for ikke blot hver Gang at levere det bedste, han 
formaaede, men at give noget bedre end det, han sidst havde 
givet. Og dog, det er jo en Trang hos Kunstneren, som han 
tilfredsstiller for sin egen Skyld, og som han maa følge uden 
egentlig Tanke paa, om han vinder Bifald eller om hans Værk 
vil overleve ham. Ser dog enhver Kunstner Andres Værker 
gaa til Grunde og kun enkelte rent tilfældige Stumper reddes 
ud af Tidens Skibbrud. Da Michel Angelo mod sin Vilje og til 
Trods for sine Protester malede Loftet i det sikstinske Kapel, skæn- 
kede han ikke blot Verden den ypperste Skønhedsaabenbaring, 
den ejer, men han satte alle sine Kræfter ind paa Arbejdet. 
Og dog kunde han ikke vide, hvor længe det skulde staa. 
Andre Billeder havde maattet vige Pladsen, for at de, der nu er 
der, kunde anbringes, og det var kun et godt, men ikke et 
kunstnerisk Paafund, der reddede Michel Angelos Dommedag fra 
Undergang. Shakespeare har næppe lagt Vægt paa Efter- 
verdenens Dom. Han vidste, at alt, hvad der blev tilbage af 
selve Julius Cæsar, var en Haandfuld Støv, der maaske kunde 
klines ind i en Bondes Hytte for at holde Nordenvinden ude. 
Naar det var alt, hvad var saa Udødelighed for Mennesker og 



217 

Værker? For ham gjaldt det om al leve Livet, at være stærk 
som det, men ikke om at være stærk som Døden. Hvad der 
laa ud over den, bekymrede ham ikke. Livet laa indesluttet 
af en Søvn (was rounded by a sleep). Kun en af hans mange 
Skikkelser, Hamlet, den der er mindst levedygtig af dem alle, 
beskæftiger sig med, hvad der muligvis kan ligge hinsides Døden. 
Ingen af de andre grubler derover eller handler med den Mulig- 
hed for Øje, at der er en Tilværelse efter denne. De kæmper 
alle for Stillingen her i Livet, ikke for Eftermælet. Det gælder 
om at vinde Agtelse og Ære; det er fælt at leve uden den, 
saa er Døden, Søvnen, bedre. 

Hans Tro eller Mangel paa Tro paa et Liv efter Døden, 
ved vi intet om. Men saa hans egen Stilling overfor Livspro- 
blememe, kender vi noget til den? Hans Stilling overfor 
Kirken? Engelske Biskopper har bevist med Citater af hans 
Værker, at han sluttede sig ærligt til den af Elisabeth opret- 
holdte Statskirke og at, om han end ikke var en glødende 
Kristen, var der dog intet ivejen med hans Kristentro. Kato- 
hker har paa samme Maade bevist, at han var en skjult Til- 
hænger af Romerkirken, men manglede Mod til aabent at be- 
kende Farve. Nu er det ogsaa blevet bevist, at han var en 
kirkeøendsk Agnostiker, der gjorde skarp Front mod Prote- 
stantismen og gik angrebsvis tilværks mod Puritanismen. 

— Hans politiske Opfattelse? Man har paastaaet, at han 
var renlivet monarkisksindet; man har ogsaa paastaaet, at 
han græmmede sig over. at Essex strandede i sit taabelige 
Anslag mod Elisabeth. Af Richard II vil det kunne bevises, 
at han sværmede for den legitime Ret, og at han billigede, 
at en Usurpator stødte Guds Salvede fra Tronen. I Midten af 
dette Aarhundrede blev han fremstillet som Liberal. Det sidste 
ny .er, at han hadede Menneskene med et Sehopenhauersk 
Had, foragtede dem med en Nietschesk overmenneskelige Foragt. 

— Nogle paastod, at han havde været i Slagterlære og siden 
passet Heste, Andre, at han maatte have arbejdet paa et juridisk 
Kontor i sin Ungdom. Han blev længe gjort uvidende; derpaa 
erklærede man, at han kunde umulig have haft en saadan 
Viden, som den han lægger for Dagen i sine Værker, hvorfor 
disse heller ikke skyldtes ham, men en Filosof, der ovenikøbet 
havde skrevet dem med Ghiflferskrift. 



218 

I den foregaaende Undersøgelse har jeg undgaaet alle slige 
Paastande om hans personlige Meninger; Shakespeares Værker 
er som Biblen, man kan bevise alt ud af dem. Jeg har holdt 
mig til ham i Forholdet til hans Kunst, hvor man dog har et 
Grundlag, og jeg har draget en Del rette Linier igennem en 
Række af hans Dramaer, vist, at han havde visse kunstneriske 
og etiske Principper, som han uvægerlig fulgte, og at han havde 
ikke een Mening om nogen Ting, men saa enhver Sag fra alle 
dens Sider, hvilket maaske var det vigtigste, han havde lært 
af Montaigne. I sin Kunst saa han alt fra flere Sider, i sit 
Liv handlede han vistnok, saadan som alle Mænd, der skaffer 
sig en sikker Plads, som den, der kun ser Sagen fra een Side, 
den der er fordelagtigst for dem selv. Jeg har søgt at vise, 
at der var bestemte Træk, der altid gik igen i hans Kunst; 
jeg har hertil benyttet hovedsagelig de mest kendte Skuespil, 
men Enhver vil kunne undersøge de øvrige Dramer og over- 
bevise sig om, at jeg ikke har lagt dem paa en Prokrustesseng 
eller draget mine Slutninger ved at udpille Citater, der tilfældig 
passede til mit Formaal. 



MISMOD 



And il shall go hard, 
But I will delve one yard below their mines, 
And blow Ihem al the moon. 

Hamlel III. iv. 207. 

Der havde lidt efter lidt dannet sig en Legende om, at 
Shakespeare en Tid lang havde været nedtrykt, melankolsk, 
bitter, menneskefjendsk. Der laa slet intet bevisligt til Grund 
for denne Antagelse. Men man kunde ikke forklare sig, at han, 
der i sin Produktion havde blandet Komedier, Historier og 
Tragedier sammen, med et syntes udelukkende at hellige sig 
Sørgespillet. En Række af Tragedier, den ene mørkere, vold- 
sommere og lidenskabeligere end den anden, udgik fra ham. 
Og midt i denne Periode eller som dens Afslutning skulde da 
komme et Tidsrum, hvor Shakespeare tabte Ligevægten, hvor 
hans Bitterhed og Menneskekendskab tog Magten fra ham, saa 
han saa sort, blev kynisk, skældte ud, og gik tilbage i sin 
Kunst. Han fik dog Luft, blev befriet for al sin Galde ved at 
sige Menneskene Sandheden, vise dem den nøgne Virkelighed. 
Krisen var forbi. Han var dog kun som en svag Rekonvale- 
scent, der maa støtte sig til og hjælpes af Andre, til han selv 
vinder Kræfter. I denne sørgelige Periode skrev han Othello, 
Macbeth, Lear, Antonius og Kleopatra, Troilus og Gressida, 
Coriolan, Timon fra Athen, alle alene; dernæst sammen med 
Andre Perikles, To ædle Frænder og Kong Henrik den Ottende. 
-— Derpaa kommer Harmonien tilbage til hans Sind, og han 
afslutter sin Digterbane med de tre underfulde Lystspil, Gymbe- 
line. Et Vintereventyr og Stormen. De er den skønne Solned- 
gang efter Uvejr. 

Efterat Georg Brandes med en kunstnerisk Overlegenhed, 
der .næsten tager Vejret fra En, har behandlet Shakespeares 



220 

Liv og Værker ud fra Mismodsteorien som fastslaaet Kends- 
gerning, truer Legenden med at blive ophøjet til Dogme. 

Det er da værd at undersøge, om den i Virkeligheden har 
noget paa sig, eller om den blot er et Fantasifoster. Naar jeg 
i det Følgende drager til Felts mod Brandes Bog om Shake- 
speare, er det ikke, fordi jeg ikke beundrer dette Værks mange 
gode Sider, klare Overskuelighed, Liv og Aandfuldhed, men 
fordi jeg mener, at danske Læsere vil have mere Interesse af 
en Imødegaaelse af hans Meninger end af en Bekæmpelse af 
tyske og engelske Kritikeres Teorier. Og saa, fordi jeg siger 
med Henrik Percy: 

Blodet varmes mere 

ved Kamp med Løver end ved Harejagt. 

Brandes har villet forsøge ud af de faa biografiske Data 
og de til os komne Værker at opbygge Shakespeares Liv, det 
ydre som det indre. Han mener, at man ud af Sonetterne og 
Dramaerne kan konstruere Shakespeares Liv. 

Med meget stor Kunst — en Kunst som Brandes vist 
aldrig har overtruflfet — bygger han Værk ovenpaa Værk, viser 
hvorledes det ene logisk maa følge efter det andet, og hvorledes 
hvert enkelt svarer til Shakespeares af Forfatteren angivne 
øjeblikkelige Sindsstemning. Der er hele den lykkelige unge 
Periode, hvor han, der er brudt ud fra Smaabyens Tranghed, 
føler Vingerne vokse, føler Kræfterne til at tage Kampen op 
med Rivalerne og overvinde dem, bader sig i det Solskin, som 
baade Publikums Velvilje og unge Adelsmænds Venskab 
skaber om ham, nyder smukke Kvinders Gunst, og begyn- 
der at tjene Penge. Det er den Tid, da han omkalfatrer 
Andres Stykker efter Bestilling, da han skildrer unge Fruer som 
Rappenskralder — med Tanken paa sin egen Hustru, der sad 
hjemme i Stratford — da han leger med Kærligheden og skaber 
sine egne elskværdige Klowner. Lidt efter lidt vokser hans 
Evner og hans Menneskekundskab øges. Han forsøger sig i 
det tragiske, men der er intet knugende over Romeo og Julie ; 
det er et Spejlbillede af Shakespeares egen Sjæl, der er let og 
lykkelig. Livet straaler ham jo imøde og han suger det ind i 
tulde Drag. Han skaber sine historiske Skuespil. Først den over- 
naturlig store Richard III, der bøjer Mænd som Kvinder under sin 
Vilje. Foragten for Kvinder, der allerede tidligere har faaet sit Ud- 



221 

tryk, øges her. Saa kommer Kong Johan, hvor Digteren har de 
stolte Ord om Englands Storhed; Armadaens Nederlag var jo 
ikke langt borte. Her slaar Digterens Hjerte dels som engelsk 
Borger, dels som Fader; Brandes har lagt Mærke til, at omtrent 
ved den Tid er hans eneste Søn død ; denne bringes paa Scenen 
som Prins Arthur, dette al Digtnings skønneste Barnebillede, 
og Digterens egen Sorg finder Udtryk i Constances Klager. 
(Men hvem har saa staaet Model til Kong Edwards Børn og 
deres Moders Sorg i Riehard III?) Men en Smule Fadersorg 
fortager sig jo hurtigt, og Shakespeare er for Øjeblikket optaget 
af Pengeanbringelse, hvorfor han digter Købmanden i Venedig. 
Da han nu lader sig rive med af den stærke patriotiske Be- 
vægelse, der gaar igennem det engelske Folk, frembringer han 
Henrik IV med Heltene Prins Henrik og Hotspur, hvem han 
forlener med alle mandige Egenskaber. Hos Digteren vokser 
Nationalfølelsen til et usundt „Fædrelanderi", og han vil samtidig 
fejre sin bevaagne Beskytter Essex, hvorfor Henrik V bliver til. 

— Digteren søger meget paa Værtshus, og Falstaflf med hele 
sit Kompagni indføres som Modvægt til den historiske Alvor 

— Men fremfor alt er Shakespeare fuldkommen lykkelig. Han 
har gjort Bekendtskab med fornemme, unge, spirituelle Kvinder, 
og det er dem, der hovedsagelig opfylder hans Tanker. Derfor 
opstaar nu saa mange glade skønne Jomfruskikkelser; Tonen 
er Elskovsleg, Lystighed og Latter, Sang og Dans, Sjælefred og 
Harmoni og Lykke, højst iblandet med en Smule Vemod og 
Længsel efter en endnu skønnere Verden. Men Livsglæde er 
Ledemotivet. 

Dette ser altsammen nydeligt ud. Der gaas ud fra, at 
Digteren er et Stemningsmenneske, som, hver Gang han har 
fuldendt et Skuespil, gribes af en ny Stemning, der straks om- 
sættes i dramatisk Form. Han har ingen Emner at vælge 
imellem, ingen Tanker, han tager op til Behandling, efter at 
de i lang Tid har ligget og modnedes i hans Sind, intet Stof, 
som har ligget og gæret og ikke kunnet komme frem af Mangel 
paa Tid. Han digter kun paa Impulser. 

Brandes Bog er et Fantasislot, baaret af Søjler, der straaler 
i skønne Farver; men de er hule; rører man ved dem, smuldrer 
de hen. Bygningen svæver i Luften og har ingen Forbindelse 
med Virkeligheden. 

Jeg citerer Brandes nu: 



222 

„Men den Tid nærmer sig, da Lystigheden, ja selve Livs- 
glæden slukkes i hans Sind. -^ Han skriver ikke Lystspil mere, 
men lader en Sværm af sorte Tragedier slaa ned paa den Scene, 
der nylig genlød af unge Pigers Latter. — Alle hans Indtryk af 
Livet og Menneskene bliver fra nu af mere og mere smertelige. 

— Det politiske Liv som hans private Oplevelser begyndte nu 
at indgive ham dels Medlidenhed med Menneskene, dels Rædsel 
for Menneskene som vilde, skadelige Dyr, dels endelig Afsky 
for Menneskene, som dumme, falske og lave. Disse Følelser 
samler sig efterhaanden til en dyb og storstilet Menneskeforagt 

— indtil efter otte lange Aars Forløb et Omslag indtræder i 
hans Grundstemning. — — I Julius Cæsar hersker endnu kun 
mandig Alvor. — I Hamlet raader Shakespeares voksende Tung- 
sind og stigende Bitterhed. — Hvad der i disse Aar saa vold- 
somt har slaaet ham, det er Jordelivets Elendighed, Ulykken, 
ikke som himmelsendt Skæbne, men som iværksat af Dumhed 
og Ondskab i Forening. — Det er særlig Ondskaben som Magt, 
der nu er fremtraadt for ham i hele sin Vælde. -— Macbeth er 
Shakespeares første Forsøg efter Hamlet paa at forklare Livets 
Tragedie som fremgaaet af Brutalitet og Ondskab i Forening. 

— Det er ganske det samme vi ser i Forholdet mellem Othello 
og Jago. — Othello var en Monografi, Lear er et Verdensbillede 

— — Alverdens Kval og Rædsler formede til fem, ikke lange 
Akter. Indtrykket er dette : en Verdensundergang. Shakespeare 
er ikke nu tilsinds at skildre andet. — Dette fgrklarer hans 
næste Værk : Antonius og Kleopatra — Ved det Tidspunkt, da 
Shakespeare har forfattet Antonius og Kleopatra, er hans Me- 
lankoli stegen til Pessimisme. Foragt bliver en staaende Stem- 
ning hos ham, en Menneskeforagt i største Stil, men en frugtbar 
Foragt, en mægtig, der udslynger Lyn i Lyn. Værker som 
Troilus og Gressida eller Coriolanus rammer snart Forholdet 
mellem Kønnene, snart de politiske Forhold, indtil Alt, hvad 
Shakespeare i disse Aar har oplevet og udstaaet, tænkt og lidt, 
sammentrænges til den ene store desperate Skikkelse Timqn fra 
Athen, Menneskehaderen, hvis vilde Rhetorik er som en mørk 
Essens af tungt Blod og Galde, udsondret for at lindre Kval." 
(I S. 471—477). 

Dette er i Forfatterens egne Ord et Resumé af, hvad hans 
Bog bringer. Der er lagt megen Vægt paa den stigende 



223 

Bitterhed hos Digteren, som tilsidst bliver den ham udelukkende 
beherskende Følelse. Sonetterne danner saa at sige Grundlaget 
for hele denne Bygning af Mismod. Brandes, følgende Tylers 
Hypotese om, at Mary Fitton er den mørke Dame, Pembroke 
Vennen og Shakespeare selv det bedragne Jeg, gør dette 
ulykkelige og nedværdigende Kærlighedsforhold til Hængslet for 
Digterens Liv. Fra nu af ser han anderledes paa alt. Og 
Brandes kalder til sin Hjælp Episoder fra Hoflivet, der skulde 
have influeret Shakespeare, saa han vendte sig med Væmmelse 
fra Hoffet, samtidig med at han tilbad Aristokratiet, fra hvem 
al Raaddenskaben kom. Brandes fremstiller Puritanismens 
voksende Magt, og hvorledes den lægger Skuespillet alle Hin- 
dringer i Vejen, hvorfor Shakespeare i den ser sin værste Fjende 
og bag den kun ser Hykleriet. — Brandes giver et Par livlige 
Billeder af samtidige Digtere, der staar som Rivaler og Venner, 
tildels Medarbejdere af Shakespeare, men som dog sammen med 
lavere Aander kun styrker Digteren i hans Opfattelse af Digtere 
som foragteligt Krapyl. Lidt efter lidt bliver der slet ikke noget 
tilbage i Livet, der er værd at elske eller agte. Skurke, Løgnere 
og Usselrygge er det. Verden bestaar af. 

Og hvad er da Grunden til al denne Elendighed? — 1 
første Række en troløs Kvindes Svig, siger Brandes. — Ganske 
vist har Shakespeare, før det formodede Elskovsforhold begyndte, 
skildret en Række tungerappe, lidet sympatiske Kvinder og 
elskovsglødende unge Piger. Ganske vist har han under For- 
holdet og efter dets Ophør skabt de reneste, trofasteste, klogeste, 
lystigste Ungpigefigurer, nogen Literatur ejer, Portia, Rosalind^ 
Beatrice, Helena. Ganske vist har han flere Aar efter Forhol- 
dets Ophør digtet Antonius og Kleopatra, hvor han har skabt 
to Skikkelser, saa glødende af Elskov, saa baarne af Poesi og 
Skønhed, saa spænstige og kraftige, som nogen i hans rige 
Galleri, der staar frem som to vældige Silhouetter mod den 
livlige Baggrund af Orienten og Rom, frembragt et Drama, der er 
som et Pust af Ild, som en Flamme, der slaar op mod Himlen, 
fortærer de to og bærer dem til Elysium. Ganske vist har han 
i denne Periode af voksende Menneskeforagt og Kvindehad 
fremtryllet saa vidunderligt ømme, hengivne Væsner som Des- 
demona og Gordelia, og siden efter Hustruer som Imogen, 
Hermione og Katharina af Aragonien, uberørte Piger som 



224 

Perdita og Miranda. Det hjælper ikke: Shakespeare væmmedes 
ved alt menneskeligt, men Kvinden var det modbydeligste af 
Alt! Ingen Boccaccio kunde foragte og hudflette hende mere, 
ingen middelalderlig Munk frygte hendes Tillokkelser stærkere 
eller advare alvorligere mod hendes Rænker. 

Beviset for alt dette: Sonetterne og Cressida. 

Sonetterne udkom 1609, men de er skrevne langt tidligere. 
Hvordan og af hvem de er blevne samlede, vides ikke. Bog- 
trykkerens Navn kendes, og han henviser til en mystisk W. H. 
som „the only begetter** — hvad der skal forstaas ved dette 
Udtryk, er ikke ganske klart, og hvem der menes med W. H., 
har været Genstand for mange lærde Undersøgelser og dristige 
Hypoteser. Brandes støtter sig til Tylers Bog om Sonetterne, 
hvori fremsættes en Formodning om og Bevisførelse for, at 
W. H. er William Herbert, Jarl af Pembroke. 

Sonetternes Tilblivelse skulde da skyldes følgende rystende 
Tildragelse: Shakespeare gør Bekendtskab med en yngre Hof- 
dame hos Elisabeth, der kaldtes Miss Mary Fitton, til Trods 
for, at hun havde været gift. Digteren føler sig smigret over, 
at hun, der ikke tog det saa nøje med sine mandlige Bekendt- 
skabers Stand, viser ham Opmærksomhed, og han forelsker 
sig i hende. Hans Elskov bliver gengældt, og han er baade 
stolt og lykkelig. Da kommer i Efteraaret 1597 den unge Jarl 
Pembroke til London. Han gør Digterens Bekendtskab, og der 
udvikler sig et varmt Venskabsforhold mellem de to; fra den 
seksten Aar ældre Digters Side bliver det til en Beundring og 
Underkastelse, der næsten antager en erotisk Karakter. Shake- 
speare skriver en Række Sonetter til Vennen med Opfordring 
til denne til at gifte sig for at forplante sin Skønhed. Vennen 
tager ham paa uventet Maade paa Ordet ved at berøve ham 
hans Elskerinde og ved hende i 1601 blive Fader til en Dreng. 
Dette, at Mary Fitton — den „sorte Dame** — saaledes sveg 
Shakespeare, for at gaa over til at blive Vennens Elskerinde, 
har saa bragt Digteren, ikke til at give slip paa hende og 
vende hende Ryggen, men til at løbe efter hende og trygle 
hende om lidt Kærlighed, lidt Hengivenhed, saadan som den, 
der blev tilovers, kunde være. Han undsiger ikke Vennen, 
anklager ham ikke for Svig ; han beundrer ham, tilbeder ham, 
under ham hans Lykke, er vred paa hende, ikke paa ham. 



225 

Der er kun efterladt os to Anekdoter om Shakespeares 
erotiske Eventyr, og i dem begge er han, som overalt i Livet, 
Sejrherre. Den ene beretter, at Skuespilleren Richard Burbadge 
indfandt sig hos en Borgerfrue og fandt Døren lukket; bag ved 
den lød Digterens Stemme: William Erobreren kom før Richard 
III. — Den anden stammer fra Digteren Davenant, der paastod 
at være en Søn af Shakespeare, som paa sine Vandringer 
mellem London og Stratford tog ind i en Kro i Oxford, hvor 
der var en smuk Værtinde, Davenants Moder. — Om Uheld i 
KaerMghed tier Traditionen. 

Hvis Sonetterne kan læses som en Helhed og i den Række- 
følge, hvori de er komne til os, er de et kunstnerisk formet, 
psykologisk Eksperiment af stor Interesse. Problemet er stillet 
i høj Grad paa Spidsen; men det er menneskeligt; der er intet 
naturstridigt deri. Der er en Lidenskab i mange af dem, der 
gør al anden Elskovsklynk i Sonetform flov og flad ; der er en 
Ømhed i nogle af dem saa sart og fin som den, der skabte 
Prins Arthur og Kong Edvards Sønner; der er et Dybsind og 
et Tungsind, der ikke blot er beslægtet med, men sommetider 
genfindes Ord til andet i Hamlets Monologer; og der er en 
overv'^ældende Billedrigdom. Men der er ogsaa mange af dem, 
hvis Dybsind er uudgrundeligt, hvis Mening det er haabløst at 
finde, hvis Billeder og Tanker er skruede som euphuistiske 
Blomster. En hel Del af dem kan ikke engang med Vold 
passes ind i Trekanten: Shakespeare — Mary Fitton — 
Pembroke. 

Der er meget, der gør Teorien om denne Trekant højst 
vanskelig at hævde. Der er først det, at Ingen af Samtiden 
antyder noget saadant ; og dog er Jarlen af Pembrokes og Mary 
Fittons Forhold temlig godt belyst ved Dokumenter og har givet 
Anledning til megen Sladder. Det intime Venskab mellem 
Digteren og Jarlen er derimod ikke bevist. Og selv om det 
har fundet Sted, passer det ikke ind i Sonetternes Aflfattelsestid. 
Før Efteraaret 1597 er det ikke godt muligt, at W. Herbert 
kan være kommet til London, dels for sin Ungdoms Skyld — 
han var 17 Aar — dels fordi der det Aar fandt Underhand- 
linger Sted om hans Giftermaal med Jarlen af Oxfords Datter. 
Disse afbrødes vel ; men er han kommet til London i Efteraaret 
1597, har han næppe truffet Shakespeare der, da denne var 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 15 



paa Rejse med sit Selskab (Halliwell-Philipps: Tours of Shake- 
speare's Company) og den 13. Decbr. 1597 endnu ikke var 
kommet tilbage. Altsaa stammer Venskabet rimeligvis først fra 
1598; men Meres omtaler Sonetterne i en Bog, udgivet idet Aar; 
og det maa dog have taget nogen Tid at skrive, trykke og 
udgive den. 

Der er Enkeltheder i Sonetterne, der strider mod de histo- 
riske Kendsgerninger fra den Tid. I 13. Sonet hedder det: 

Tou had a father! let your son say so. 

W. Herberts Fader døde 1601, paa en Tid, da de øvrige 
i Sonetten omtalte Omstændigheder ikke mere slog til. Herberts 
Forhold til Mary Fitton falder 1599—1601. I Marts 1601 fødte 
Mary Fitton en Dreng, som Herbert vedkendte sig. Da at op- 
fordre sin Protektor til Børneavl vilde dog være Ironi. 

Sonetterne er heller ikke alle skrevne til den sorte Dame. 
Hvis man tror, at Digteren i Sonetterne tiltaler een Kvinde, 
vilde det være interessant at vide, hvorledes man rimer Son. 
99 og Son. 130 sammen. I den ene skænder han paa Violen, 
fordi den har røvet hans Elskedes Aande; Liljen har taget sin 
Farve fra hendes Haand; Merianens Knopper stjal hendes Haar; 
den røde Rose blussede af Skam, den hvide af Fortvivlelse; 
men een, hverken rød eller hvid, havde stjaalet fra begge og 
dertil føjet hendes Aande; til Straf derfor havde en Orm for- 
tæret den. (Det er den fadeste Goncetti Stil, en Stil Shake- 
speare ved Tiden om 1600 forlængst er kommet ud over.) I 
Son. 130 har hendes Øjne ingen Glans, hendes Læber er ikke 
røde, hendes Bryst er ikke hvidt, hendes Kinder har ingen 
Rødme, hendes Aande er ikke sød — og dog elsker han hende. 

Der kan næppe være nogen Tvivl om, at Sonetterne dæk- 
ker over en længere Aarrække. I 1598 skriver Francis Meres : 
The sweet wittie soule of Ouid liues in mellifluous and hony 
tongued Shakespeare, witnes his sugred Sonnets among his 
private friends. — Allerede 1592 skriver Thomas Nash i Pierce 
Pennilesse: Sometimes (because Love commonly wears the 
liverie of wit) hee (the upstarte) will be an Inamorato Poeta, 
and sonnet a v^hole quire of paper in praise of Ladie Mani- 
better, his yellow faeed mistress. (Det er Nash's Ven Greene, 



227 

der har den berømte Ytring om upstart crow i Groatsworth 
of Wit.) 

Hvor mange, om nogle, af Sonetterne er blevne til for at 
lindre Elskovskval, er ikke nu godt at vide. At de fleste er 
Fantasileg er utvivlsomt for den, der ikke netop har Brug for 
dem til derover at skrive en underholdende og pikant Roman 
med Shakespeare som Hovedperson. Man beklagede i hans 
levende Live, at han skrev for Teatret ; havde han nøjedes med 
at skrive Digte, vilde han være bleven hædret af de Bedste. 
Baade af den Grund, og fordi der var den stærke Efterlignelses- 
trang hos ham, maatte han skrive Sonetter, den mest ansete 
af alle Digtformer. Der var jo den stadige Uro over ham, 
der drev ham til at gøre det, de Andre gjorde; ti selv om han 
var paa det rene med, at hvad han frembragte var Kunst, der 
varer: 

Not marble nor tbe gild ed monuments 

Of princes shall outlive this powerful rhyme — 

var han dog altid utilfreds med sig selv, og han syntes, at 
hans Digtning var ikke mangesidet, ikke facetteret nok: 

All one, ever the same. 

Putting invention in a noted weed, 

That every word doth almost teU his name, 

Og han har ikke kunnet taale, at Nogen har haft noget, han 
ikke havde, uden at han maatte bemægtige sig det, for saa 
igen at dele det ud med begge Hænder: 

Desiring this man^s art and that man's scope, 
With what he most enjoyed con tented least. 

Det er Trangen til Popularitet, der faar ham til at skrive 
dem, og saa Trangen til Efterligning. Derfor begynder han 
vistnok tidlig at digte Sonetter, og hører op, da han bliver sig 
sit Værd fuldt bevidst. Selve Stilen i Sonetterne tyder paa, 
at de spænder over en længere Aarrække, og Indholdet i mange 
af dem er Fælleseje for Datidens Lyrikere. Shakespeare taler 
flere Steder om, at han er gammel og graa (Son. 22, 62, 
63, 73). Han var højst i Trediverne. 

15* 



228 

Daniels Sonetter udkom 1592, og Digteren var da 39 Aar. 
Han skriver bl. a.: 

For all too loDg on earth my fancy dotes, 
While age upon my wasted body steals. 

Gascoigne er 35 Aar, da hans Digte udkommer 1572: 

My wrinkled cbeeks bewray, thai pride of heat is past, 
My staggeriDg steps eke tell tbat nature fadeth fast, 
My quaking, crooked joints are cumbered with tbe cramp, 
Tbe box of oil is wasted well, wbicb once did feed my lamp. 

Ogsaa hos Daniel findes f. Eks. alle Opfordringerne til ikke 
at unddrage Verden Fortsættelsen af et Menneskes Skønhed, 
her adresserede til Delia. 

Om Daniel er Shakespeares Efterligner, er nu umuligt at 
afgøre, da hans Sonetter udkom 1592; men at Shakespeare 
omtrent 1600 skulde kopiere Daniel, synes lidet troligt. 

Nu hænder det jo ogsaa, at mange af Sonetterne viser 
hen til en tidlig Affattelsestid. 

Der er for det første en Del Paraleller i dem til Shake- 
speares to Ungdomsdigte. Naar disse blev skrevne, ved vi 
ganske vist ikke; men de udkom 1593 og 1594, det første dog 
rimeligvis skrevet tidligere, nogle mener 1586 — 87. Prokrea- 
tionstankerne findes allerede i dette; man sammenholde : Son. I 
(1-4) med Venus 171, Son. 3 (7-8) med Venus 757, Son. 6 (7) 
med Venus 163, Son. 11 (s-u) med Venus 133, Son. 13 (U) med 
Venus 168. Men den samme Tanke findes i Ungdomsdramerne, 
f. Eks. Romeo og Julie I. i. 221, 224. Tanken findes desuden i en 
meget grovere Form i Naar Enden er god, (I. i. passim), hvis 
Affattelsestid det altid har været vanskeligt at bestemme. Dog, 
den hele Opfattelse er ældre end Renæssancen. Chancers glade 
Wife of Bath's hele Livsvisdom er bygget paa den. 

Naar saaledes en Mængde Steder i Sonetterne svarer til 
Steder i Ungdomsdigtene og i Ungdomsdramerne, gengiver de 
samme Billeder og Tanker ofte i næsten de samme Ord, og 
disse Tanker er banalt Fællesgods, naar de dertil er skrevne i 
Concettistil, som han yndede i sine unge Efterlignelsesdage, og 
som han halvt er forelsket i, halvt gør Løjer med i Elskovs 
Gækkeri, eller Stilen minder om Richard III med dens gentagne 



229 

Hamren paa et enkelt Ord, der virker trættende som rent 
fysiske Slag paa Trommehinden, ligger det nær at antage, at 
de er nogenledes samtidige. Er der saa andre, uden al Åflfek- 
tation og Jagen efter ydre Virkemidler, i hvilke dybe Tanker 
erstatter flitteragtige Billeder, hvor Visdomsord følger paa Vis- 
domsord som Bølge paa Bølge i Havet, adskilte og dog inderlig 
forbundne, drivende hinanden frem, eller naar en Tanke svarer 
nøje til en Tanke i et Drama, synes det rimeligt at sætte Af- 
fattelsestiderne i Forbindelse. Men deraf konkluderer ogsaa, at 
Sonetdigtningen maa dække over en lang Tid, længere end man 
skulde tro mulig, at en Mand, der levede saa hurtigt som 
Shakespeare, ruger over en flygtig Kvindes Svig. 

Sonetterne er upersonlige som Dramaerne. De er skrevne 
dels for at rivalisere med andre Digtere, dels for at behage den 
unge Adel, og dels som Forstudier til Repliker i Dramaerne. 
Sonetformen tvinger En til at sammentrænge sine Tanker, til 
at give dem Kant og Spids; som Øvelse er Formen for en 
Digter ubetalelig. 

Men er Sonetterne upersonlige, tages Grundvolden væk for 
Teorien om Shakespeares Mismod, der stiger til Fortvivlelse 
over Verdens Ondskab og Foragt for Menneskene, den Stem- 
ning, der, medens han skriver sine store Tragedier, skulde have 
vokset, saa den til Slut tog Magten fra ham og fik ham til at 
se alting sort. Andre Beviser, Brandes anfører for denne Stem- 
ning, er Begivenheder og Forhold, der kun i meget ringe Grad 
vedkommer Digteren, og som i al Fald næppe vilde nedstyrte 
ham i dyb Fortvivlelse og Tungsind; man bliver ikke 40 Aar 
gammel uden at se, naar man er en nogenlunde god Iagttager, 
at de, der kommer ovenpaa i Verden, kun naar den Stilling 
ved at benytte Midler, som alle Andre end de selv fordømmer, 
og at Uret er Magt. Men Shakespeare var ikke et forkomment 
Geni, der var blevet trykket til Side, og som saa klagede og 
jamrede over Verdens Ondskab. Han var en meget praktisk 
Mand, der ogsaa brugte Albuerne, indtil han havde faaet sit 
paa det Tørre. At hans Sind, da den første Ungdom var forbi 
og dermed den instinktmæssige Glæde over det glade og fri 
Liv i London, selvfølgelig ogsaa blev alvorligere og stemtes til 
Alvor, er kun naturligt. Men Brandes vil lade disse Værker 
være blevne til under en tiltagende Forstemthed og dermed 



230 

følgende Svaghed. Aldrig havde Shakespeare været stærkere 
end da de store Tragedier blev til, aldrig havde han spændt 
sine Nerver eller vovet en Kraftanstrengelse som da, og aldrig 
havde han set klarere. Ti det maa man lægge Mærke til: de, 
der gaar under hos Digteren, de har ogsaa fejlet; kun Børn 
er skyldfri. Kunsten fordrer, at det er de bedste, der gaar 
tilgrunde i Kampen med de onde, og Shakespeare forstod sin 
Kunst. Og han kendte Livet, og saa, at der gik det saadan 
til. Han dømmer ikke, han holder et Spejl op for Livet og 
viser os, hvad vi alle kan se, kun i forklaret kunstnerisk Form. 

Det er i denne Sjælstilstand af Foragt for. Harme over 
og Væmmelse ved Livet, at Shakespeare, lige efter at have 
fuldendt den elskovshedeste af alle Tragedier, Antonius og 
Kleopatra, skulde have skrevet Troilus og Gressida, dette løjer- 
lige Værk, der snart betragtes som Tragedie, snart som Komedie, 
snart som Farce. Det skal være en Tragedie, hvori der ingen 
Taarer fældes, en Farce, hvori der ikke forekommer en lystig 
Situation, en Parodi paa Homer, fordi denne var blevet over- 
sat af Chapman, hvem Shakespeare formodes ikke at have 
kunnet lide. 

Har Shakespeare skrevet Troilus og Gressida? 

Det eneste virkelige Bevis for hans Forfatterskab er, at 
det er trykt i Folioudgaven 1623, Grundlaget for alt Shake- 
spearestudium. Man skulde kunne gaa ud fra, at hans Venner 
og Kolleger, Heminge og Gondell, der var Medlemmer af hans 
Troupe, maatte vide Besked med, hvad Stykker, han havde 
indleveret til sit og deres Teater. Undersøges Sagen nøjere, 
viser det sig, at de har været i lige saa stor Tvivl, i al Fald 
med Hensyn til Stykkets Klassifikation, som næsten alle Kom- 
mentatorer. De har indsat det, skudt det ud, indsat det igen. 

Folioudgaven 1623 er delt i tre Afdeliger: Komedier, Hi- 
storier, Tragedier. De to første Afdelinger begynder med Side 
1 og er paginerede fortløbende. Tredie Afdeling begynder med 
to upaginerede Sider, hvorpaa staar Prolog til og Begyndelsen 
af første Akt af Troilus og Gressida; Stykket fortsættes med 
Side 79 og 80, hvorpaa der kommer 26 upaginerede Sider, 
hvoraf den sidste er blank. Saa følger Goriolan paa S. 1, og 
alt er i Orden for denne Tragedie samt for Titus Andronicus, 
Romeo og Julie og — med nogle Uregelmæssigheder — Tiraon, 



231 

der optager tilsammen 98 Sider. Derpaa begynder Uregelmæs- 
sighederne igen. Timon efterfølges af to upaginerede Sider, 
den første med Personlisten til Timon, den anden blank. Der- 
paa et stort Hul, og Julius Cæsar begynder S. 109. I dette 
Hul passer T. og G. nøjagtig ind, naar det overflødige Blad 
med Personlisten til Timon fjernes. Saadanne Uregelmæssig- 
heder findes intet andet Sted i Folioen. Stykket er ikke opført 
i Indholdsfortegnelsen, hvad alle de andre Dramaer er med 
Sideangivelse, endog saaledes, at hvor Pagineringen er urigtig 
i Bogen — midt i Hamlet springes der fra S. 156 til S. 257 — 
ses Fejltagelsen i „ Katalogen **, som Indholdsfortegnelsen kaldes. 
Heraf kan sluttes, at Udgiverne har været i Vilderede. De har 
først sat Stykket midt blandt Tragedierne, rimeligvis fordi Patrokles 
dør, ligesom de har gjort Gymbeline til en Tragedie, fordi den 
onde Dronning og Gloten dør. — De har unægtelig manglet 
„den uundværlige psykologiske Finsans, som ikke faa lidet 
skarptskuende Shakespeare -Biografer** til Brandes Beklagelse 
savner. (III. s. io5.) — Da Troilus og Gressida paa Kvarto- 
udgavernes Titelblad kaldtes Historie, har Udgiverne flyttet det 
hen mellem de historiske og de tragiske Skuespil. De kunde 
lige saa gerne have sat det mellem Komedierne, ti det „er jo 
dog den af Shakespeares Frembringelser, der kommer Gervantes' 
Don Quixote nærmest". (Brandes III. io5.) 

I 1609 — samme Aar som Sonetterne og trykt i samme 
Officin — udkom en eller to Kvartudgaver af Troilus og Gres- 
sida. Selve Teksten i begge er nøjagtig ens, kun Titelbladene 
er forskellige, hvad der viser, at vi i Virkeligheden kun har 
een Udgave for os. Der kan strides til Dommedag om, hvilket 
af Titelbladene, der er ældst. Paa dem begge udgives William 
Shakespeare som Forfatteren. Paa det ene er Titlen lang og 
reklameagtig, paa det andet kortere og finere, men med det 
mere betydningsfulde Udsagn, at Stykket var spillet paa Globe- 
teatret af kongelig Majestæts Tjenere — d. e. Shakespeares 
Teater og Selskab. Den sidste Angivelse maa vel være sand, ikke 
fordi Kvartoens Udgivere, der mulig havde stjaalet Stykket, ikke 
ogsaa skulde kunne lyve om det; men fordi Folioens Udgivere 
dog næppe havde medtaget det, om det ikke havde været 
spillet paa deres Scene. Efter Titelbladet følger et mark- 
skrigersk Trompetstød om „Komediens** høje Værd og en Ud- 



232 

talelse, der kan lyde som en Profeti: „Iblandt alle hans Ko- 
medier er der ingen vittigere end denne. — — Og tro dette, 
at naar han er borte og hans Komedier ude af Handelen, vil 
I slaas om dem og indføre en ny engelsk Inkvisition.***) 

Mange af Shakespeares Dramaer var udkomne i Pirat- 
udgaver; ingen af dem havde behøvet slig højlydt Ros; de 
vilde finde deres Publikum uden det. Først en Piratudgave af 
Othello 1622 har et Forord, men mere beskedent, skrevet af 
Bogtrykkeren, der ogsaa priser vor udødelige (everliving) Digter; 
men da havde denne ligget seks Aar i sin Grav og var blevet 
overfløjet i Publikums Gunst af yngre Dramatikere. I 1609 
havde hans Varer næppe trængt til saa skingrende Reklame. 

Udgiverne fortsætter i deres skruede Forord: „Tag dette 
som en Advarsel og med Fare for at miste Eders Fornøjelse 
og Eders Dømmekraft tilbagevis det ikke, eller lid det mindre, 
fordi det ikke er blevet tilsølet med Mængdens røgede Aande; 
men tak Eders Skæbne, fordi det er sluppet ud iblandt Eder. 
Ti havde de store Besiddere faaet deres Vilje, kunde I have 
bedt om det snarere end blive bedt.** 

Dette ser meget mistænkeligt ud. Det er altsaa udkommet, 
før det blev spillet! Men hvorledes kan de lo Boghandlere 
Bonian og Walley være kommet i Besiddelse af det? Ellers 
antager man, at Piratudgaverne ^blev til ved, at Stenografer 
nedskrev Stykkerne under Opførelsen, eller at, i enkelte Tilfælde, 
Rollebøgerne blev brugte til at sammenflikke de uretmæss^e 
Udgaver efter. Men her skulde man have faaet fat paa selve 
Shakespeares Manuskript og trykt det mod hans Vilje! Saa 
svag var altsaa den Mand blevet, der lige havde skrevet An- 
tonius og Kleopatra og skulde til at skrive Coriolan, og som 
hjemme i Stratford styrede sine Pengesager fortræffeligt, at han 
ikke skulde kunne passe paa sine vigtigste Ejendele? 

Det kunde jo tænkes, at en ung dramatisk Forfatter havde 
søgt at faa-sit Stykke spillet, men ikke opnaaet det, og at han 
saa har overladt det til de to Boghandlere, for overhovedet at 
faa det ud. De har da sat Shakespeares Navn paa det og 
lavet denne pompøse Fortale, der maaske kunde imponere 



^) I det Herrens Aar 1864 solgtes et Eksemplar af Kvartoen 1609 for 
£. 114. = Kr 2070. 



233 

nogle faa Købere og Yndere af dramatisk Literatur, og har 
imponeret „ikke faa lidet skarptskuende Shakespeare Biografer, 
der mangler den uundværlige psykologiske Finsans". — Dette 
er en Teori saa god som enhver anden med Hensyn til Troilus 
og Cressida — hvilket ikke vil sige meget. 

Ti nu kommer Humlen: Dette Stykke, som Shakespeare 
skal have skrevet 1608 eller 1609, da han kun manglede et 
Skridt i at være paa Højdepunktet af sin Sjælekval, Menneske- 
foragt o. s. V. synes allerede at være blevet spillet 1603 af 
Shakespeares Selskab, der dengang hed Lord Kammerherrens 
Tjenere. I Boghandlerregistret staar: Feb. 7ih 1602 [3]. Mr. 
Roberts. The Booke of Troilus and Gresseda, as yt is acted 
by My. Lo. Ghamberlen's men. When he hath gotten sufficient 
authoritye for yt. 

Denne tilstrækkelige Bemyndigelse har Hr. Roberts ikke 
kunnet faa, eller af anden Grund er Dramaet ikke blevet trykt 
dengang. Det er naturligvis tænkeligt, at det ikke er det her 
omtalte Drama; men det er dog det rimeligste, at det er. 

Det vil maaske bemærkes, at i Boghandlerregistret af 1603 
findes Shakespeares Navn ikke. Men i 1609 udgav to driftige 
unge Forlæggere de to Kvartoudgaver og benyttede Shake- 
speares populære Navn til at hjælpe paa Salget. I vore Dage 
kunde sligt ikke gøres, men dengang gik det dejligt. 1 Shake- 
speares levende Live blev der udgivet under hans Navn seks 
Dramaer, der ikke har noget med ham at gøre, deraf de tre 
med hans fulde Navn paa Titelbladet: Sir John Oldcastle 
(skrevet af Anthony Munday), The London Prodigal, The York- 
shire Tragedy; de tre med hans Forbogstaver paa Titlen: Lo- 
erine, The Puritan, Gromwell. Af disse ansaa A. W. Schlegel 
de tre, 1. 3. 6., for ægte. — Desuden er der i Boghandler- 
registrene indskrevne under Shakespeares Navn seks Dramaer, 
der nu ikke eksisterer: History of King Stephen, Duke Hum- 
phrey, Henry I og Henry II, Iphis and Janto, History of Gar- 
denio. Efter Digterens Død blev det en yndet Sport at sætte 
hans Navn paa mere eller mindre mislykkede Stykker; de be- 
kendteste er Perikles og To ædle Frænder. 

Skulde Dramaet end være af Shakespeare, er det ialfald 
ikke shakespearesk i nogen Henseende. Stykket omfatter mindst 



234 

to Handlinger, et Træk fælles for hele den Tids dramatiske 
Kunst. Shakespeare slynger, som tidligere paavist, altid disse 
sideordnede Handlinger ind i hinanden og opnaar efterhaanden 
en overordentlig Færdighed i at gøre dem uadskillelige. Den 
Kunst kan ingen anden end han og Ben Jonson øve. De andre 
Digtere, med Fletcher i Spidsen, lader to Handlinger løbe 
paralelt, men forener dem ikke. Netop saaledes er Troilus og 
Cressida formet. Der er en Hovedhandling og en Bihandling, 
og der er den Mærkelighed, at hin indtager en betydelig mindre 
Plads end denne. Forholdet mellem de to Titelfigurer maa 
vel anses for det vigtigste, men afgøres i tre, fire Scener, og 
uden at det interesserer noget andet Menneske end den gamle 
Farbroder og Kobler Pandar. Bihandlingen spreder sig over 
mange Ting, Akilles Vrede, de græske Føreres Vrede over hans 
Hovmod, Hektors Udfordring til Tvekamp, Udpegningen af Ajaks 
som den, der skal kæmpe med ham, og deres Forsoning, samt 
tilsidst Akilles' infame Mord paa den værgeløse Hektor. — 
Disse to Handlinger krydses aldrig, endsige indvikles i og støtter 
hinanden. 

Dette er ikke undgaaet Dramaets Beundrere, og man har 
derfor ment, at det var blevet til i forskellige Perioder. Fleay, 
der har gjort sig fortjent af Shakespearestudiet ved at tælle 
alle Linier, Endelser og Rim samt rubricere Versene og derved 
givet et, om end temlig løst. Bidrag til Bestemmelsen af Dra- 
maernes Tidsfølge, har ment, at Troilus og Cressida var blevet 
digtet i tre Afdelinger, uafhængig af hverandre, med lange 
Mellemrum. Troilus Scenerne (I. i. i-io?., I. n., III. i. i-ieo, IIL ii., 
III. in.i-33, IV. I, IV. n., IV. ni., IV. iv. i-ui, IV. v. 12-68, V. n. (?), 
V. m. b7-ii5) skulde være skrevne mellem To Herrer fra Ve- 
rona og Romeo og Julie. Hektor Scenerne (I. l los— 119, I. 

m. 213-309., II. n., III. I. 161—172, IV. IV, U2-160, IV. V. 1—11, IV. V, 64-276, 

V. r., V. m. 1-97, V. V.) skulde være blevne til noget senere. 
Tredie og seneste Del (I. m, 1—212, I. in. 310-392, II, i., II. iil, 
III. m. 34-316, IV. V. 277-293, V. 1., V, IL, V. IV.), altsaa de uendelige 
Raadslagninger i den græske Lejr og Scenerne med Thersites, 
skulde være skrevne samtidig med de store Tragedier! Stykkets 
tre sidste Scener skulde slet ikke skyldes Shakespeares Pen. — 
Brandes afviser fuldstændig denne Hypotese: saadan bliver et 



235 

DigteiTærk ikke til. — Mulig dog et saadant Digterværk kunde 
blive til paa den Maade. 

Vidnende om en betydelig Indsigt i Shakespeares dramatiske 
Tankegang er den Idé, at Julie og Gressida skulde være blevne 
undfangne omtrent samtidig. 

Man maa ogsaa kende godt til Shakespeares Kunst, for 
ikke blot at beundre Thersites, men for ikke at lægge Mærke 
til, hvorledes han passer ind i Stykkets Økonomi: han er fuld- 
stændig overflødig i Bihandlingen og har slet intet med Hoved- 
handlingen at gøre. Ikke desmindre er hans Rolle næsten lige 
saa stor som Troilus'; denne har 415 Linier, Thersites 288. 
Men da Thersites taler Prosa og Troilus for en stor Del Vers, 
mindskes Afstanden betydeligt mellem dem, og Forholdet bliver 
omtrent som tre til fire. Det er som om Graverne havde om- 
trent halvt saa meget at sige som Hamlet, Roderigo to Tredie- 
dele af Othello, Narren to Trediedele af Lear, Lægen en Tredie- 
del af Lady Maebeth (Ulriei). 

Men Stykket er ikke dramatisk, hverken som Helhed eller 
blot i dets to Afdelinger. Der er intetsteds nogen Intrige, 
Konflikt, Spænding eller Stigning. Intet sker af Nødvendighed, 
intet Led udvikler sig af det andet. Der foregaar lidet, og det 
lidet, der sker, kunde ligesaa godt være afløst af noget helt 
andet, da det aldrig forberedes. 

Vi er først i Troja. Pandar, Gressidas Onkel, søger at 
gøre Prins Troilus lysten efter hende, hvad der slet ikke be- 
høves, da han er op over Ørerne forelsket i hende. — Endnu 
føres de dog ikke sammen. — Derpaa optræder Troilus' Broder 
Aleksander og Gressida. Hun er selv Troer og færdes ved Hoffet, 
men kender ikke Helena af Udseende! Hun kommer nu i en 
uendelig lang Snak med sin Onkel Pandar, der vil gøre hende 
forelsket i Troilus, uden at man ser nogen Grund til hans Be- 
stræbelser. De bruger 300 Linier til at drøfte en hel Del Per- 
soner, som intet har med Stykket at gøre, særlig Prinserne af 
Troja, hvem hun heller ikke kender. Jævnlig indfletter han 
nogle rosende Ord om Troilus for at ægge hende. Men hun 
bryder sig ikke om Troilus. Da deres Samtale — der er en 
kedsommelig Samling af dumme Raaheder og Slibrigheder — 
er endt, fortæller hun Tilskuerne, at hun elsker Troilus. — I 
anden Akt er der en lang Forhandling om Krigen, særlig om 



236 

hvorvidt Helena skal udleveres. Troilus finder det uværdigt, 
og en af hans Brødre fraraader ham derfor at ægte Gressida; 
men han siger, at idag tager han hende til Brud, skønt han 
synes endnu aldrig at have talt med hende. Først langt hen 
i tredje Akt føres de to sammen af Pandar. Troilus er over 
al Maade forelsket; hun er kold og knibsk, vittig paa sin 
Maade, og vil ikke vide noget af ham; pludselig elsker hun 
ham højere end han hende. De sværger hinanden Troskab; 
dog, hun mistror ham og frygter, at han vil blive falsk, et 
højst snedigt Paafund af Forfatteren, der snart derefter lader 
hende blive falsk. Uden videre Omsvøb gaar de ind i det 
Sengekammer, Pandar holder beredt til dem. 

Det er Elskovsscenen i Stykket (III. n.), den, der nærmest 
skulde sammenlignes med de store Møder mellem Romeo og 
Julie, Havescenen og Balkonscenen. Hvilken Forskel, ikke 
blot i Forholdets Art, men i Kvaliteten af Poesien. Vilde 
Shakespeare, enten den Scene var udarbejdet lige efter Romeo 
eller lige efter Kleopatra, ikke have lagt Skønhed og Glans og 
Poesi over dette Elskovsmøde? Var der nogensomhelst Grund 
til ikke at gøre det? Vilde hendes Falskhed ikke netop være 
blevet saa langt mere odiøs, om han havde gjort det? Men 
der er ikke een skøn Linje i det hele Optrin. Og der er slet 
ingen dramatisk Bevægelse eller sjælelig Udvikling, kun el 
pludseligt Omslag. 

I følgende Scene (III. in.) beslutter de græske Generaler at 
sende Diomedes til Troja for at udveksle den fangne Antenor 
mod Kalkas Datter Gressida. Derefter kommer Feltherrernes 
dumme Optræden overfor Akilles. 

I fjerde Akt kommer Diomedes til Troja, hvor han bliver 
huldsalig modtaget af Prinserne; han og de overbyder hver- 
andre i høflige Talemaader og Forsikringer om gensidig Be- 
undring, samtidig med at de erklærer, at naar de mødes i 
Kamp, vil de paa det frygteligste ødelægge hinanden. De er 
straks villige til at udlevere Gressida. — Denne har tilbragt 
een Nat med Troilus; Pandar har staaet paa Vagt udenfor 
hendes Dør, som Ammen i Romeo og Julie, kun at han hverken 
beskytter eller advarer dem. De to Elskende skal skilles ved 
Morgenens Frembrud, uden nogen optænkelig Grund; man sam- 



237 

menligne deres korte Samtale med den mellem Romeo og 
Julie, da disse skal skilles efter deres Brudenat: 

Troilus: Bliv inde, Søde, Morgenen er kold. 
Gressida: Min søde Prins, saa lad mig bede Farbror 
Slaa Skodderne fra Porten. 
Troilus: Lad ham sove; 

tilsengs, tilsengs; lad Søvnen nu begrave 
de Øjne smaa og binde dine Sanser 
saa sødt som Barnets, der er uden Tanker. 
Gressida: God Morgen da. 

Troilus: Jeg beder, nu tilsengs. 

Gressida: Er Du da ked af mig? 
Troilus: O Gressida! 

hvis ej den travle Dag, opvakt af Lærken, 
nu havde vækket Kragepakket op, 
og Drømmenatten ikke mer vil dølge 
vor Lyst, saa gik jeg ikke fra dig. 
Gressida: Natten 

var alt for kort. 
Troilus: Den lede Heks! hun dvæler 

iblandt Giftblandersker, saa kedsom lang 
som Helved; men fra Elskovs Favntag flyr hun 
paa Vinger, mer blinkfyragtige end Tanken. 
Du kan forkøle dig; saa faar jeg Skylden. 
Gressida: O, tøv dog lidt! — I Mænd vil aldrig tøve! 

(IV. n. 1-16.) 

Den, der har skrevet disse Linjer, skulde være den samme, 
som har digtet følgende kyske Vers: 

Julie: Vil Du alt gaa? der er jo langt til Dag. 

Det var jo Nattergalen, ikke Lærken, 

som nylig skuffede dit bange Øre; 

den synger hver Nat her i det Granattræ; 

tro mig, du Kære, det var Nattergalen. 
Romeo: Nej, det var Lærken, Morgenens Herold, 

ej Nattergalen. Ser Du, Elskede, 

i Østen de misundelige Striber 

paa Kanten af de skille Morgenskyer*? 

Udbrændt er Nattens Lys; den muntre Dag 

staar paa sin Taa bag Bjergets lette Taager. 

Nu maa jeg gaa herfra og frelse Livet, 

hvis ikke blive her og finde Døden. 
Julie: Det Lys er ikke Dagens Lys, det ved jeg. 

Det er et Luftsyn, sendt af Solens Aande. 



Romeo: 


Ammen 


Julie: 


Ammen: 


Julie: 


Romeo: 



238 

Det skal inat din Fakkelbærer være 
og lyse paa din Vej til Mantua. 
O, tøv dog lidt! det haster ej endnu. 
Romeo: O, lad dem gribe, lad dem dræbe mig! 
Er det din Vilje, saa er jeg tilfreds. 
Velan! det Graa er ikke Morgnens Øje; 
det er det blege Genskin kun af Maanen; 
det er ej Lærkens Slag, hvis Dirren fylder 
den høje Himmelhvælving over os. 
Jeg tøver gerne, nødig vil jeg gaa. — 
Kom, Død! velkommen; Julie vil det saa. — 
Mit Hjerte! tal! det er ej Morgengry. 
Julie: Ak jo! det er! det er! bort! skynd dig! fly! 

Det lysner mer og mer! o! skynd dig, fly! 
Det mørkner mer og mer med Sorgens Sky. 
(kommer ind): Min Frøken. 
Amme. 

Eders Moder kommer. 
Nu vogt Jer, vær forsigtig! Dagen gryr (gaar). 
Nu kommer Lyset ind, men Livet flyr. 
Farvel! Farvel! — Endnu et Kys, det sidste! 

(Romeo, og Julie HI. v.) 

Man sammenligne disse to Elskovsscener! Der kan ind- 
vendes, at den ene er skrevet i den ungdommelige Lykkens 
Periode, den anden under Mismodet; men den Tid, Shakespeare 
skrev Antonius og Kleopatra var jo efter Brandes' Teori en 
Fortvivlelsens Stund, da han saa alting sort, fordi en grim, 
letfærdig Kvinde havde drevet sit Spil med ham for flere Aar 
siden, hvorfor han skabte en Kvinde, der var gudbenaadet 
med mer end Skønhed, og digtede saadanne Ord: 

Antonius (til Anføreren Scarus): Giv mig din Haand. 

Kleopatra kommer ind med Følge. 

Antonius: For denne Fe vil jeg 

din Daad lovprise, — hendes Tak skal lønne 
dig med Lyksalighed. — Du Verdens Dag! 
Læg Du min panserklædte Hals i Lænke; 
spring som Du er i al din Pragt igennem 
det faste Harnisk i mit Hjerte ind, 
og lad dets Pulsslag i Triumf dig bære! 
Kleopatra: Du Herrers Herre! grænseløse Manddom! 

Du kommer atter smilende og fri 
fra Verdens store Net? 



239 

Antonius: Min Nattergal! 

Ja, vi har pisket dem tilsengs. — Barnlille! 

vel blander Graat sig i vort Brune; dog 

end kan vor Hjerne føle vore Nerver 

og vinde Leg for Leg mod Ungdomskraften. 

Se denne Mand! byd naadefuldt hans Læber 

din Haand. 

(Antonius og Kleopatra IV. vm.) 

Scenen i Troilus fortsættes paa den skamløseste Maade 
med Pandarus, indtil Æneas lader Troilus kalde og meddeler 
ham, at man vil udlevere Gressida, hvilken Beslutning Elskeren 
paahører med megen Ro. Derpaa optræder Pandar og Gressida, 
der nu faar at vide, at hun skal forlade Troja. Hun bliver 
fuldstændig hysterisk og sværger, at hun vil aldrig forlade 
Troilus eller Troja. — Paris overdrager til Troilus at sige til 
Frøkenen, hvad hun har at gøre, og han lover at bringe hende 
til Grækeren selv! Atter lidt Hysteri fra Gressidas Side over- 
for Pandar; hvorpaa kommer en lang Afskedsscene, hvor de i 
100 Vers forsikrer med de samme Ord hinanden om deres 
Troskab og mistror hinanden. — Diomedes kommer for at 
hente hende og viser sig straks meget galant: 

Troilus: Velkommen, Diomedes, her er Frøkenen. 

^_^ ^^^ ^^^ • 

Vis hende Høflighed; jeg sværger Græker, 
hvis nogentid mit Sværd staar dig paa Struben, 
nævn Gressida, da er dit Liv saa trygt, 
som Priamus er i sit Ilion. 
Diomedes: Min skønne Frøken Gressida, tillad mig, 

den Tak, som Prinsen venter, kan Du spare; 
dit Øjes Glans, den Himmel paa din Kind 
er dine Talsmænd; over Diomedes 
skal Du som Herskerinde altid byde. 
Troilus: Du viser dig kun lidet høflig. Græker; 
idet du priser hende, haaner du 
min Bøns Betydning. Hør mig, Grækerfyrste, 
hun overgaar din Ros saa højt, som du 
uværdig er at kaldes hendes Tjener. 
Jeg byder dig, vis hende høflig Adfærd, 
fordi det er mit Bud; hvis ej du gør det, 
da, ved den skrækkelige Pluto, om 
den store Klods Akilles var din Vogter, 
jeg skærer Halsen over paa dig. 



240 



Diomedes: Roll 



F» 



Prins Troilus; tilstaa mit Kald og Ærind 
den Ret at tale frit; naar jeg er hjemme, 
saa skal jeg svare som mig tykkes bedst. 
Og vid, min Prins, jeg lyder intet ^Bud*; 
hun skal vurderes efter eget Værd; 
men naar du siger: „saadan skal det være,*^ 
saa bliver Svaret: Nej, paa Tro og Ære. 
Troilus: Til Porten! — Græker, vid for dette Pral 
du mangengang dit Hoved skjule skal! — 
Min Frøken, giv mig Ilaanden; mens vi vandre, 
vil om os selv vi tale med hverandre. 

(Troilus, Greasida og Diomedes gaar.) 

(IV. IV. 111-141.) 

Denne Lidenskab minder unægtelig i høj Grad om Romeos 
og Antonius'! 

Derefter kommer den fæle Scene, hvor Cressida i Græker- 
lejren lader sig kysse af alle de Mandfolk, der byder sig til. 
Dette Kysseri forsvarer Brandes med, at saa var Skik i Eng- 
land. Muligt; men ikke Skik i Shakespeares Dramer. Romeo 
kysser Julie paa Ballet; men Mercutio kysser hende ikke. 
Og hvilke Ulykker kommer der ikke af, at Gassio har hilst 
Desdemona Velkommen med et Kys? Hvem andre end Antonius 
kysser Kleopatra? 

Kun en Gang til optræder Cressida — nemlig sammen 
med Diomedes (V. n.). Det er denne Scene, Brandes finder 
beundringsværdig. Hver sin Lyst. Den er bygget lige saa 
udramatisk som alle de andre, til Trods for sin Længde. 

Diomedes kalder paa Kalkas — man tænke sig en Præst, 
der nyder stor Anseelse blandt Grækerne og fluks faar sine 
Ønsker opfyldt. Kalkas kommer. Følgende Ordskifte finder 
Sted: 

Kalkas: Hvem kalder? 
Diomedes: Diomedes. — Er det ikke Kalkas? 

— Hvor er din Datter? 
Kalkas: Nu skal hun komme ud til dig. 

Han spørger ikke om, hvad han vil. Saa uceremonielt 
gaar det altid til hos Shakespeare! Han motiverer ingenting. 

Den Teknik, der nu benyttes, er ogsaa i høj Grad shake- 
spearesk, det vil sige fra hans unge Dage. Det er det, der 



241 

])estaar i at lytte til en Samtale. Ulysses og Troilus kommer 
ind og hører efter, hvilket ogsaa Thersites, der intet har med 
Handlingen at skaffe, gør. Saa optræder Cressida og Diomedes. 

Diomedes: Hvor gaar det, 

min Myndling? 
Cressida: O, min elskede Beskytter! 

Hør! lad mig sige dig et Ord. 
Troilus (afsides): Ha! saa fortrolig. 

I den Dur gaar det videre en hel lang Scene igennem. 
Cressida lokker, lover og viger, Diomedes trænger paa; naar 
han ikke straks faar, hvad han ønsker, vil han gaa sin Vej. 

Cressida: Diomedes. 
Diomedes: Nej, god Nat! 

Jeg vil ej være mer din Gæk. 

Vel, saa god Nat. 
Cressida: Nej, Du gaar bort i Vrede! 

Beskytter! Græker! 

Diomedes: Javist! Farvel! Du gækker mig. 
Cressida: O nej! 

det gør jeg ikke; kom endnu engang. 
Diomedes: Men vil Du da? 
Cressida: Ja sandelig, jeg vil; 

hvis ikke, tro mig aldrig mer! 
Diomedes: Saa giv mig 

et Pant til Sikkerhed. 
Cressida: Jeg henter et. 

Dette maa nu tænkes ledsaget af passende, ikke altfor 
lidenskabelige Gebærder, som Klappen paa Kinden, Tagen 
under Hagen o. s. v. Imens staar Troilus og Ulysses og ser 
til og kommenterer, meget filosofisk. Der er unægtelig den 
rette shakespeareske Lidenskabelighed over disse tørre Gen- 
tagelser, dobbelt iøjnefaldende, naar man betænker, at det var 
den sorte Dame, han tænkte paa, hun der var en ren Satan 
af Vildskab. 

Cressida (kommer tilbage): Tag, Diomedes, dette Skærf. 

Du ser paa dette Skærf? ja, se derpaa! 

Han elsked mig! — Jeg Falske! — Giv mig det! 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 16 



242 

Diomedes: Hvis var det? 
Gressida: Lige meget; det er mit. 

Jeg vil ej møde dig imorgen Aften. 
O Diomedes! kom ej mer herhen! 
Diomedes: Giv mig det nu! ^ 

Gressida: Hvad? dette? 
Diomedes: Ja, just dette. 

Gressida: O alle Guder! søde, søde Pant! 

Nu er din Herre i sin Seng og tænker 
paa dig og mig; saa sukker han og tager 
min Handske, kysser den med øm Erindring, 
som jeg nu dig. — Nej, riv det ikke fra mig, — 
hvo dette tager, tage først mit Hjerte! 
Diomedes: Dit Hjerte har jeg faaet alt, og dette 

maa følge med. 
Troilus (skjult): Jeg svor Taalmodighed. 

Gressida: Du faar det ikke, Diomedes, nej! 
et andet vil jeg give dig. 
Diomedes: Til dette 

staar just min Hu. Hvis var det? 
Gressida: Lige meget. 

Diomedes: Naa sig mig nu, hvem det har tilhørt. 
Gressida: En, 

der elskede mig mer end Du vil gøre.*) 
Men da Du har det, tag det saa. 
Diomedes: Hvis var det? 

Gressida: Ved alle Lunas Terner hisset oppe 

og hende selv, det siger jeg dig ikke! 
Diomedes: Imorgen bærer jeg det paa min Hjelm, 

til Haan for den, der ej tør kræve det. 
Troilus (afsiaes): Om Du var Djævlen, bar det paa dit Horn,**) 
det skulde blive krævet. 
Gressida: Lad saa være! 

Det er nu sket! det er forbi! dog nej! 
jeg holder ej mit Ord! 
Diomedes: Ja, saa Farvel! 

Du skal ej gække Diomedes mer. 
Gressida: Gaa ikke! næppe siger man et Ord, 
før straks Du farer op. 
Diomedes: Jeg lider ikke 

det Gækkeri. — 
Skal jeg komme? Naar? 



*) Denne Replik nyder Brandes' særlige Bevaagenhed. 
**) Da Diomedes ikke er gift, synes dette Billede ikke videre træffende. 



243 

r 

Cressida: Ja, kom. — O Himmel! 

Hvor jeg dog har en Nød! 
Diomedes: Farvel saalænge. 

Hvis dette ikke er uforfalsket glødende shakespearesk 
Elskovspoesi, dito Psykologi og Kval, saa gad jeg vide, hvad 
det er. Naar man sammenligner denne med den sidste Lytte- 
scene, Shakespeare skrev, Othello IV, i., vil man let overbevise 
sig om Ligheden mellem de to. I Othello er det den ulykke- 
lige Ægtemand, hvis Hustru ikke har sveget ham, der af Jago, 
hans Fortrolige, bliver stillet paa Lur, for af Cassios egen 
Mund at høre Beviset mod hende; han opfanger kun et Ord 
nu og da; Cassio taler om sit Forhold til en ganske anden 
Kvinde, og hvisker; men den skinsyge Othello tror at høre, 
hvad der ikke bliver sagt, og hans blinde Raseri stiger uop- 
hørlig; det Optrin er et uundværligt Led i Tragediens Økonomi 
og bruges som den sidste Bekræftelse paa Sandheden af Jagos 
Løgne. — Noget anderledes med Scenen i Troilus og Cressida. 
Det er alle Elskovsreplikerne, der er pillede ud; man vil se, 
at i dem er der ingen dramatisk Stigning, som f. Eks. i Sam- 
talerne mellem Romeo og Julie. Men Scenen tjener til ingen 
Verdens Ting. Troilus vidste, da han gik derhen, at han blev 
bedraget — Vorherre maa vide hvorfra — og han faar sin 
Vished bekræftet; han bliver ved at ville bryde sin Taalmodig- 
hed, og han gør det ikke; han faar Lejlighed til at komme 
med nogle filosofiske Bemærkninger og Udbrud om Kvindens 
Troløshed; tilsidst sværger han at ville dræbe Diomedes, hvad 
han ikke opnaar. Cressida glider fuldstændig ud af Historien, 
der overhovedet ingen Ende har, fordi den ingen Begyndelse 
eller Midte har, ingen Knude, der kan løses eller overhugges, 
ingen dramatisk Konflikt indeholder. 

Det er nemlig en Klodsmajor, der har skrevet Dramaet. 
Han har ikke kunnet skaffe det vigtigste frem i første Plan, 
har heller ikke kunnet faa Hovedhandlingen til at fylde mere 
end nogle faa Scener. Saa har han maattet lade Bihandlingen 
brede sig. Men heller ikke denne er paa noget Punkt drama- 
tisk, foregaar i Spring med pludselige Omslag. Og for at faa 
Fyld — ti den optog heller ikke megen Plads — er der da 
tilsat de endeløse filosofiske Drøvtyggerier om Rang og Stand, 
om Æresfølelse, om Verdens Utaknemlighed og Glemsomhed, 

16* 



244 

ja efter Brandes' Paastand endog om Publikums Dumhed — 
det Publikum, Shakespeare skyldte sin Velstand. 

Det hele Drama løber ud i Sandet. Der er altid Afslut- 
ning paa et shakespearesk Drama. 

De enkelte Optrin er ikke mere dramatiske end Helheden. 
Som et Eksempel tage man den lange Scene, I. ni. Den er 
paa 392 Vers, hvad der er meget hos Shakespeare. Han 
spilder intetsteds saa mange Vers paa det rene Intet. Othellos 
III. III., den mægtigste og vigtigste i hele Tragedien, har 470 
Vers, hvoraf ikke fem kunde stryges eller forkortes. Julius 
Cæsar III. i. tæller 296 Vers; deri er Cæsars Vandring til 
Kapitolium, hans Forhandlinger med de Sammensvorne, hans 
Drab; Forkyndelsen af Republikens Genopstaaen; Antonius' 
Optræden; han bliver budt velkommen af Brutus og opfordret 
til at slutte sig til dem; han smigrer de ny Magthavere, klager 
over Cæsars Lig, faar Lov at holde Ligtalen; bliver alene og 
forudsiger Borgerkrigen; saa kommer en Tjener, ved hvem han 
sender Bud til Octavian med Advarsler og Raad; derefter for- 
bereder han Tilskuerne paa sin store Tale. Der er den stadige 
dramatiske Stigning og faa overflødige Ord, skønt den unge 
Digter endnu ikke har lært sig Knapheden som i Othello. — 
Den følgende Scene i Julius Cæsar viser det store Omslag hos 
Folket: Brutus taler, og Folket giver ham Ret; saa kommer 
Antonius' vidunderlige Tale, der er et Drama i sig selv, under 
hvilket Tilhørerne først hujer ad ham, saa lytter, saa bringes 
til at vakle, drages over paa Antonius' Side, tilkendegiver ham 
deres Bifald, hidses og ægges, og tilsidst i vildt Raseri styrter 
sig over Brutus og hans Parti, mens Antonius koldt triumferende 
staar tilbage. Scenen er paa 275 Vers. Saa meget i saa lidt. 

Og nu her. Aktens to første Scener, henholdsvis 120 og 
320 Linjer, bringer os ikke af Stedet, men viser os dog Troilus 
og Cressida, uden imidlertid at føre dem sammen. Saa kom- 
mer tredje Scene, der indeholder 392 Vers, altsaa er meget 
lang. Det er de græske Førere, der optræder. De bruger 
først 140 Vers til at fremstille, hvorledes det, at der er Splid 
i et Rige, medfører dets Fald, og at, naar man vil forstyrre 
Rangforordningen, gaar det meget galt; for at bevise dette 
maa Sol og Planeter holde for: hvis der ikke hersker den 
strengeste Orden mellem dem, sker der de frygteligste Ting: 



245 

Jertegn, Krig og Oprør, Havet raser vildt, Jorden skælver, 
Stormen bruser,. Skræk og Omvæltning omstyrter, knuser, 
splitter og rykker Rigernes sammenviede Fred og Enhed op 
fra Grunden. Saadan, naar Standsforskellen rokkes, sygner al 
Bedrift. 

Der er ikke Tale om Drøftelse af dette Spørgsmaal; ti 
alle er skønt enige, G. Brandes er særdeles betaget af den 
bitre Visdom i denne Passiar, samtidig med at han dog ind- 
rømmer, at den intet har med Stykket at gøre. Shakespeare 
vilde i 1609 sikkert have sagt det samme i mindre end 10 
Linjer og vilde ikke have ladet alle Vismændene udtrykke sig 
ens. Det er kun Indledningen til den Oplysning, at Åkilles 
har trukket sig tilbage til sit Telt, og nu følger en lang Ud- 
vikling [70 Vers] af, hvorledes han og Patrokles gør Nar af 
Generalerne; ogsaa i denne Beskrivelse er det umuligt at skelne 
nogen Meningsforskel mellem de to Talende. — Jeg kender 
ikke en eneste Scene i Shakespeares Skuespil, hvor en slig 
Samstemmen i Opfattelse, der er ganske udramatisk, findes. 

Endnu marcherer vi fuldstændig paa Stedet. Da kommer 
Aeneas som Herold fra Troja for at udæske til Tvekamp, ikke 
den tapreste og bedste Græker, men den, der elsker bedst og 
tør forkynde, at hans Dame er skønnere end Hektors! Dette 
Optrin er uimodstaaelig komisk, men er ikke ment saaledes fra 
Digterens Side. Ågamemnon lover, at det skal forkyndes for 
alle Elskere, og hvis der ingen saadanne findes i Lejren, vil han 
selv møde Hektor. Derpaa fremtræder Nestor, hvis Snakke- 
salighed man sammenligne med Polonius', og erklærer at ville: 

møde ham og sige, at min Dame 
var slørre Skønhed end hans Bedstemoder, 
og kysk som nogen i den vide Verden; 
og derpaa tør imod hans Ungdoms Flod 
jeg vove mine trende Draaber Blod. 

Dette giver heller ikke Anledning til Dissens og altsaa 
heller ikke til Konflikt; Trojaner og Græker vandrer bort for 
at drikke et Bæger sammen, de to Velviseste, Nestor og Ulys- 
ses, bliver tilbage for i 80 Vers at fortælle hinanden, hvor 
overmodig Åkilles er, hvad vi har hørt tilstrækkeligt om, og at 



246 

han bør straffes ved, at man paa Skrømt udpeger den dvaske 
hjæmeløse Åjaks som en bedre Mand end han. 

Dermed slutter første Akt. Endnu har der ikke været et 
eneste Sammenstød eller øjnes der en Konflikt eller er blot 
Titelfigurerne førte sammen. — 

At man kunde beundre de lange Taler og tro, at de indeholder 
politisk Visdom, og at man kunde betragte dem som shake- 
spearesk politisk Visdom, naar man blot behøvede at slaa op 
i Henrik IV. ii. iv. v. for at studere fyrstelig Klogskab, som den 
unge Digter tænkte sig den og benyttede den baade til drama- 
tisk Virkning og til sjælelig Analyse, har altid været mig en 
Gaade. I Troilus og Cressida er denne Quasivisdom ikke be- 
nyttet til noget, og ligger daarligt i Munden paa de Talende. 

Dette sidste indrømmes af Brandes i stærkere Ord, end 
jeg raader over, hvorfor jeg citerer dem: „Det er især Ulysses, 
dog ogsaa Akilles, hvem han har lagt dybsindige politiske og 
humane Refleksioner i Munden, og det ganske uden Hensyn til, 
at Akilles ellers er en tanketom Dumrian og Ulysses iøvrigt er 
en ganske usympatetisk, blot snedig Personlighed, opstillet som 
dennes polære Modsætning, kold som denne er varm, erfaren 
som denne er ung, snedig som denne er naiv. De udmærkede 
og dybsindige Ting, som Akilles og Ulysses sige, passe daarligt 
til Karaktererne, slaa undertiden ligefrem i Misforhold til dem 
og komme slet ikke Stykket og dets Farcehandling ved. Men 
det forstaar sig, de er ikke mindre mærkelige derved.*) 

Navnlig den sidste Bemærkning er vellykket, hvor Talen 
er om et shakespearesk Drama. Aldrig lader Shakespeare sine 
Figurer deklamere blot for at skaffe sig selv Luft. Hvad hans 
Mennesker siger, passer altid i deres Mund og til den Situation, 
hvori de befinder sig. Shakespeares Personer fra hans store 
Periode taler knapt og næsten i Fyndsprog, og fremfor alt taler 
de som Mennesker. Figurerne i Troilus og Cressida er slet 
ikke Mennesker, de er dels umulige Deklamatorer^ dels rene 
Teaterdukker. Kleopatra var en Kokette i stor Stil, men der 
rullede det hedeste Blod i hendes Aarer, og alle hendes Kun- 



En Sætning som denne lyder lidt underligt : det Aar 1600, hvor 

han staar ikke netop paa Højden af sin digteriske Kraft, ti den holder 
stadigt ud med ham. (Brandes I. 433). — I Troilus og Cressida staar 
Shakespeare dog vel ikke paa Højden af sin digteriske Kraft? 



247 

ster, alle hendes Luner havde kun det ene Maal: at holde 
Antonius i Aande. Der er ikke en Draabe Blod i Gressida, og 
hendes Omslag er de tarveligste Teaterkneb. 

Med Højrenæssancen, for hvilken Shakespeare er den aller- 
ypperste Repræsentant, har Figurerne i Troilus og Gressida slet 
intet at gøre, saavidt der overhovedet kan være Tale om Men- 
neskeskildring deri. De har den samme Lighed med Shake- 
speares Karakterer, som et Billede af Lucas Cranach har med 
Rafaels Skole i Athen. Her Liv, Skønhed, Kraft, hvor Klæ- 
derne er fyldte ud af blodrige herlige Legemer i naturlige Stil- 
linger, hist Tørhed, Fortegning, Unatur, Mangel paa Kød og 
Blod, nøgen Grimhed. Lucas Granachs Skikkelser er endnu 
middelalderlige, og saa er de i Troilus og Gressida. 

Og som Figurerne er hele Tankegangen middelalderlig 
romanagtig. Dette, at f. Eks. Modstanderne stadig møder i hin- 
andens Lejr, ikke som Fjender eller Spioner, der bliver betragtede 
med Mistanke, men som Riddere, der bliver behandlede efter de 
mest udsøgte Regler for Gæstevenskab, bliver beværtede med 
Mad og Drikke, ikke et Sted, men bliver inviterede rundt, at de 
overdænger hinanden med Ros og Komplimenter og udspørger 
hinanden om deres gensidige Opfattelse af Spørgsmaal som 
Menelaos' Hanrederi og Helenas Værd som Kvinde, er dog alt 
saa naturstridigt og skruet, at det fuldstændig falder udenfor 
Renæssancens Tænkevis og Sæd. Derimod kan indvendes, at 
Forfatteren tog sit Emne fra en eller flere middelalderlige Krø- 
niker og ikke fra Homer, og følgerigtigt maatte medtage den 
middelalderlige Opfattelse. Men saaledes bærer Shakespeare sig 
ikke ad. Han har benyttet mange middelalderlige Historier, 
men han har iført dem alle Renæssancens Dragt, det vil sige, 
han har pustet Liv i dem og gjort dem almenmenneskelige. 

Han, der kunde tage sin Holinshead og skabe Englands 
normanniske Konger ud af dens Sider, saa de blev lyslevende 
Mennesker af Kød og Blod, og som ud af sin Plutark læste sig 
til saa ægte romerske Kvinder som Goriolans Moder og Hustru, 
skulde, idet han betraadte græsk Grund, have mistet hele sin 
Kunst og sin Menneskekundskab, de to Ting, som han havde 
kæmpet for at gøre saa fuldkomne som muligt. Man huske, 
hvad Grækenland var for den Tids Mennesker: den uopnaaelige 
Fuldkommenhed. Og saa skulde han, der altid gjorde som de 



248 

Åndre, blot gjorde det bedre, der aldrig lagde sig ud med 
Nogen, aldrig var i Opposition lil Nogen eller Noget, men blot 
levede for sin Kunst, tro, at Grækenlands store Navne var 
Teaterdukker. Han havde jo dog længe kendt sin Ghaucer, 
der tvende Gange havde efterdigtet Boccacios middelalderlig 
græske Digtninge, først den om Troilus og Greseide og saa den 
om Palemon og Årcite, i Knightes Tale. Fra denne sidste havde 
han i sin Ungdom taget Theseus, Hertug i Athen, og hans 
Hustru, Amazondronningen Hippolita, og sat dem ind i^Skær- 
sommernatsdrømmen; om de er særlig græske, kan jeg ikke sige; 
men de er skønne, harmoniske, ranktvoksne, naturlige Mennesker. 
Hvad i Alverden kunde have bevæget Shakespeare til at 
forandre sin Opfattelse af Grækerne, saa han, der selv var 
vokset i Kultur, i sjælelig Harmoni, i aandelig Finhed og sæde- 
lig Renhed, kunde ville fremstille Oldtidens harmoniske skøn- 
hedselskende Kulturfolk som en Samling Skrydere, Usselrygge, 
Idioter, liderlige Kumpaner, der vader i et Morads af de skam- 
og vidløseste Raaheder? Thersites, en Slags Ræsonnør, vandrer 
Stykket igennem uden at have noget der at gøre, uden at gribe 
ind, blot besudlende Alt og Alle med sin modbydelige stinkende 
Aande, der former sig til Ord, saa væmmelige, saa dumme, at 
der overhovedet ikke længer er Tale om Kunst. Brandes be- 
undrer denne Klown, finder, at Shakespeare i ham har samlet 
alt, hvad der paa den Tid var af Galde i ham og ladet Ther- 
sites spy den ud. Han bestiller ikke andet end at kæde Skælds- 
ord til Skældsord, meningsløst, uden Vid og uden Brod. Jeg 
vil laane et Citat fra Brandes (III. s. 91.): 

„Eller man læse denne Karakteristik af Menelaos. (V i) 
Og denne prægtige, omskabte Jupiter — Studen — det Ur- 
billede og krumhomede Erindringstegn for Hanrejer — det 
tarvelige Skohorn i en Kæde, der hænger ved sin Broders Ben 

— ja, naar Kløgt var spækket med Ondskab og Ondskab prop- 
fuld af Kløgt, hvilken anden Skikkelse end den, han er, kunde 
de saa forvandle ham til? Til et Asen? Det var Ingenting. 
Han er baade Okse og Asen. At være en Hund, et Mulæsel, 
en Kat, et Stinkdyr, en Tudse, et Firben, en Ugle, en Glente, 
eller en Sild uden Rogn — det kunde jeg finde mig i; men 
at være Menelaos — saa gjorde jeg Oprør mod Skæbnen 

— o. s. V." 



249 

Jeg søger forgæves efter Viddet i dette Sludder eller efter 
de rammende Lignelser, som Shakespeare dog vel ikke var 
fuldstændig ude af Stand til at opfinde. Man sammenligne 
dette med Scenen, hvor Prins Henrik og Falstaflf beskriver 
hinanden, da de spiller Konge (Henrik IV. i. ii. iv.) Der vil man 
se Skældsord dyngede ovenpaa hverandre, til de tilsidst danner 
et helt Bjerg; men hvert eneste et rammer, og deraf flyder 
Latteren. De beskriver de to Mennesker fuldstændig; ti vi ser 
baade Forsiden og Bagsiden af Medaillen, da de er skiftevis 
Aktor og Defensor. Noget saadant er der slet ikke Tale om 
med Hensyn til Thersites' Opfattelse af Menelaos. Ikke blot 
modsiges han ikke, men, som Brandes siger, Diomedes (der er 
draget i Krig for Menelaos' Horns Skyld) udtaler sig nøjagtigt 
i samme Åand overfor Paris. Kun taler han paa Vers. 

Hvorfor er nu Shakespeare saa gram i Hu overfor de 
stakkels Grækere, saa han endog rent glemmer alle sine kunstne- 
riske Principer? Svaret lyder: Fordi han er mismodig. For 
endel Aar siden har en Kvinde svigtet ham, og nu er han 
skinsyg paa Digteren Chapman. Han slaar to Fluer med et 
Smæk, hævner sig paa dem begge paa en højst kuriøs og for 
Synderne lidet smertefuld Maade. 

Sagen var nemlig den, at Shakespeare, som ellers ikke synes 
at have kendt Misundelse, var blevet misundelig paa Chapman. 
Denne var en stakkels fattig Digter, der maatte slide for Brødet 
ved at skrive og skrive og i de underdanigste Sonetter dedicere 
sine Værker til Stormænd for at tigge sig et lille Gratiale. Han 
havde ogsaa faaet nogle Penge af Jarlen af Pembroke, han, 
der havde taget den sorte Dame fra Shakespeare. Han havde 
forfattet en Mængde Dramaer, der næppe har gjort megen 
Lykke; ialfald klager han stadig over Tilsidesættelse og Mangel 
paa Paaskønnelse. Hans Hovedværk er Oversættelsen af Homer, 
som endnu i engelske Literaturhistorier nyder stor Anseelse. 

Det er denne stakkels Poet, hvem den rige, populære, 
elskværdige, af alle Muser og Gratier benaadede Digter ser sig 
gal paa. Han maa knuse ham, det koste hvad det vil. 

Det var ret almindeligt, at Digterne dengang som nu den 
ene Dag arbejdede sammen og var Perlevenner, for den næste 
Dag at rage uklar. Saa satte de hinanden paa Scenen og 
udfægtede der mange drabelige Kampe, hvorom man kan læse 
i større Literaturhistorier. 



250 

Shakespeare bar sig langt mere raffineret ad. Han log 
ikke den forhadte Chapman — der haves ikke Skygge af Bevis 
for, at der var Fjendskab imellem de to Digtere — og satte 
ham ind i en lystig Komedie. Han tog heller ikke hans Homer- 
oversættelse og gjorde Halløj med den. Nej! han kastede sig 
over middelalderlige Omdannelser af homeriske Sagn og Figurer, 
som om han dermed kunde bilde Samtiden ind, at saadan saa 
Homer ud. Krøniker om Troilus, udformede af Benoit, Guido 
da Colonna, Chancer og Lydgate, sammenæltede han med an- 
tike Reminiscenser, der heller ikke var fra Homer. „En Parodi 
paa antik eller homerisk Verdensanskuelse er det ikke, snarere 
paa middelalderlig. Fablen er lige saa middelalderlig som 
Tristan eller Lancelot. Skal derfor Troilus og Gressida være 
en Parodi, maa det være paa Romantiken, være en Karikatur 
paa hine eventyrlige Kampe for Kampens Skyld, af hin fantastisk 
opskruede Elskov, der, grundet paa Selvskuffelse, ender i Skuf- 
felse, en Don Quixotisk Ridderlighed,*) der unyttigt fortærer ædle 
Kræfter, men som hos almindelige Mennesker bliver til løgnag- 
tig Dække for Egenkærlighed, Sanselighed, Hovmod og Raahed, 
og opløser den sociale og politiske sædelige Ordning i Kaos," siger 
Hertzberg, der ikke tvivler paa Shakespeares Forfatterskab og 
holder for, at det er et alvorligt Drama, nærmest en Historie, 
der skulde fortsættes. Han henlægger det til hans Mismods og 
Bitterheds Periode, ligesom Brandes, hvorimod Prof. Schiick 
sætter Åffattelsestiden samtidig med Romeo og Julie, ligesom 
tildels Fleay. 

Goethe sagde til Eckermann (Gespråche I. uo): „Macbeth 
betragter jeg som Shakespeares bedste Teaterstykke; deri findes 
den største Forstand paa Scenens Krav. Men vil De erkende 
hans fri Aand, saa tes Troilus og Gressida, hvor han behandler 
Uiadens Stof paa sin Maade." 

Goethe skriver til Eckermann (1. 159): „Han er ingen Teater- 
digter; paa Scenen har han aldrig tænkt; den var hans store 
Aand meget for snever." 

Goethe skriver til Eckermann (I. los): „Overhovedet har 
Shakespeare ved sine Stykker næppe tænkt paa, at de vilde 
foreligge som trykte Bogstaver, som man kunde tælle og sam- 

*) Brandes: det er den af Shakespeares Frembringelser, der kommer Don 
Quixote nærmest. 



251 

menligne og beregne; snarere havde han kun Scenen for Øje, 
mens han skrev; han betragtede sine Stykker som noget Be- 
vægeligt, Levende, der fra Brædderne skulde flyde raskt forbi 
Øjne og Øren, — — og hvorved det kun kom an paa i det 
daværende Øjeblik at virke." 

Saa forskellige Opfattelser havde ogsaa de oprindelige Ud- 
givere d^f Troilus og Cressida. I den ene Kvartudgave lyk- 
ønskes det læsende Publikum til, at Stykket ikke er blevet be- 
sudlet af Mængdens Bifald i Teatret; i en anden Udgave, samme 
Aar, reklameres der med det stærke Bifald, det har vakt. 
Kvartoen (1609) kalder paa Titelbladet Stykket en Historie; i 
den lange Fortale kaldes det en Komedie. I FoUoen (1623), 
hvor det staar mellem Kong Johan og Coriolan, benævnes det 
en Tragedie. 

G. Brandes kalder det en Farce. 

Der er Partier og Perioder, der er tænkt som komiske, 
f. Eks. Heltenes Vandring forbi Åkilles, og Pandar og Thersites. 
De sidste er blot modbydelige. Men den største Del af Stykket 
er sikkert ment alvorligt, baade Elskoven og Generalforsamlin- 
gerne og Hektors Udfordring, Kamp og Død. Her er f. Eks. 
en Scene, som slet ikke kan være Parodi, nemlig Hektors Af- 
sked fra Andromake (V. m.) Den svarer til de dejlige Afskeds- 
scener mellem Henrik Percy og hans Hustru (Henrik IV. i. n. m.) 
og mellem Brutus og Portia (Cæsar II. i). Man sammenligne 
de Scener og spørge sig selv, om det er muligt, at den Mand, 
der har skrevet de to sidste, som ikke blot blev en større og 
større Kunstner, men som, alt som Aarene gik, gav inderlige 
Følelser stadig ømmere og finere Udtryk, har skrevet noget saa 
raat som Hektors Afsked, hvilken han jo blot behøvede at 
overføre fra Homer. Og dette, at den Sang (Ilias VI) ikke 
1609 var oversat af Chapman, gælder til Wandsbeck. Der var 
nok, der kunde Græsk dengang, til at han ad anden Vej kunde 
blive bekendt med det dejlige Optrin. Og Shakespeare staar 
vel ikke saa langt under Homer, at han ikke, selv om han ikke 
havde læst det Stykke i Oversættelse, skulde have kunnet, ved 
Hjælp af en Antydning, gøre noget bedre end denne Afsked, 
der er saa tør som en gammel Pind. 

Og i samme Scene optræder Kassandra, der staar lige saa 
langt tilbage for Aiskylos' Kassandra som Cressida staar under 



252 

Kleopatra. Og hvad er Grunden til. at denne skikkelige Tosse- 
Karen prydes med det store tragiske Navn? Er det, fordi 
Shakespeare er for uformuende eller ikke har kunnet forestille 
sig en Kassandra? Han har dog gjort det. da han i Richard 
III lod Dronning Margaret vandre om, forbandende sine Fjender, 
saa de gyste, og forudsigende Ulykker, der kom over dem. 
Det var Aiskylos værdigt! 

Kassandra er ikke den mægtige græske Profetinde; men 
hun er heller ikke shakespearesk. Han, der tog saa ømt paa 
Sindssyge som nogen moderne Læge og gjorde dem til tragiske 
Figurer, der anretter Ulykker, men rører Hjerter, skulde have 
skabt dette lille Pjog, der bliver betragtet og behandlet af 
Brødrene som halvfjoUet (II. u. 102.) og bliver sendt ind at hente 
Papa til at skænde paa Hektor (V. m. 30.). Hun minder derimod 
ikke saa lidt om slige halvfjoUede Væsner hos Fletcher, f. Eks. 
Fangevogterens Datter i To ædle Frænder. 

Der er uomtvistelig Komik i Stykket, men den er ganske 
ufrivillig. Hvad er mere komisk end Samtalen mellem Paris 
og Diomedes? (IV. i. 51-79.). Grækeren er kommet til Troja for 
at hente Cressida og har truffet Priamos' Sønner. De har over- 
budt hinanden i Venskabs- og Høflighedsforsikringer. Paris 
bliver alene med Diomedes og spørger rent ud: 

Hvem tror Du bedst tortjener Helena, 
jeg eller Menelaos? 
Diomedes: Begge lige: 

Han er vel hende værd, der søger hende — 
foruden Skrupler over hendes Skamplet — 
med slig en Helvedkval, en Verdens Byrde; 
og den er hende værd, der værger hende — 
uden at mærke hendes Skændsels Afsmag. 
Han vilde, som en Pjalt af Hanrej, drikke 
Bundfald og Bærme at den dovne Vinsjat; 
Du vil løsagtig nøjes med at avle 
Livsarvinger af hendes Skøgeskød. 

Først at tillægge Shakespeare en saadan Taktløshed, og 
saa lade de to være lige gode Venner for det, saa at Paris 
beder Diomedes med indenfor. Det vilde dog næppe selv en 
Araber gøre ved sin Gæst. 



253 

Kommer saa Hektor over i Grækernes Lejr for at kæmpe 
en Tvekamp, opgives denne paa Halvvejen, og Kvinderne kom- 
plimenterer hinanden, til Hektor plumper ud med følgende Takt- 
løshed til den ædle Helt Menelaos: 

Hektor: O Du! ved Mars' Panserhandske! Tak. 

Spot ej, fordi min Ed er usædvanlig. 

Din quondam Hustru svor ved Venus' Handske. 

Hun har det godt, men bad mig ikke hilse. 
Menelaos: Nævn hende ej. det Navn er Dødens Kval. 
Hektor: O tilgiv mig, min Tale saarer dig. 

Hvilket maa undre, da Menelaos er vant til at høre gan- 
ske andre Tiltaler af sine Egne. 

Da er det, det gamle Vrøvlehoved Nestor i høje Toner 
beundrer Hektor i Slaget, hvorledes han slaar ned i Grækernes 
Rækker fra sin Stridshingst; naar han har set det, har han 
altid sagt: 

Se, der er Jupiter, der skænker Liv. 

(IV. V. 175-90.) 

Noget saadant Sludder skal anses for bitter Poesi! — 
Hvem der har skrevet Troilus og Cressida? Shakespeare 
er det ikke, og Fletcher heller ikke; dertil er Stykket for kluntet 
og poesiløst, og aldrig gaar Fletcher saa langt ned i Raahed; 
en Pandar kunde han skabe, en Thersites næppe. Hans drama- 
tiske Samvittighed har ikke været saa højt udviklet som hans 
Kendskab til, hvad der gør sig paa Brædderne. Han søgte 
stærke Effekter og han opnaaede dem; Motiveringen tog han 
det ikke nøje med. To til tre Handlinger pakkede han ind i 
det samme Drama; de løb imidlertid ved Siden af hinanden, 
krydsedes maaske, men forbandt sig ikke. Han yndede Over- 
raskelser, alt hvad man ikke kunde forudse, hvad der kunde 
forbavse, forbløffe Tilskuerne. Han fik et stort Publikum, mange 
Beundrere, talrige Efterlignere. Forfatteren til Troilus og Cres- 
sida hører til de sidste. Alle Fletchers uheldige Sider er sam- 
lede her, forgrovede; hans gode Sider, hans Poesi, hans Liv og 
Afveksling mangler. Men det er hans Tankegang, der prægei* 
Stykket. Dog, Forfatteren har ogsaa været en Beundrer af 
Shakespeare; derfor alle de dybsindige Taler, hvormed han har 



254 

villet pynte og fylde sit Værk. Kun Skade, at han har ikke 
kunnet se, hvorledes hans store Forbillede benjrttede sin Vis- 
dom til at karakterisere sin Aands Børn. 

Hvem Forfatteren er, er dels ligegyldigt, dels nu temlig 
umuligt at efterspore. Der var en saadan Vrinmiel af drama- 
tiske Muligheder og Umuligheder den Gang, at rene Efterlignere 
maa tabe sig i Mængden, især naar de sejler under falsk Flag. 

Men, vil man indvende, kunde Shakespeare ikke ligesom 
andre Digtere for en Gangs Skyld skrive noget, der ikke duede; 
han var dog kun et Menneske? Paa den Tid, da dette Drama 
efter alle, ydre og indre Kriterier er blevet til, tør jeg dristig 
sige: Nej, han kunde ikke! Uden under den Forudsætnmg, at 
han er bleven slagen med Blindhed, Lamhed og Galenskab, 
saa han kastede alle de kunstneriske og etiske Principer 
overbord, der stod som urokkelige for ham i hans Teaterdigt- 
ning, og som det havde taget hans bedste Aar at opøve sig 
til, for at efterligne en yngre Kollegas mindre værdifulde Digte- 
maade og letfærdige Tankegang, i hvilken Kappestrid han, Sejr- 
herren overfor alle Andre, trak det korteste Straa. For at tro 
noget saadant, maa der skaffes bedre Beviser end dem, G. 
Brandes har fremført. 

Men Goethe og Øhlenschlæger har dog skrevet meget, der 
kan betegnes som ringe; hvorfor saa ikke Shakespeare? Fordi 
denne var Kunstner, og intet andet, og arbejdede ihærdigt og 
uophørligt paa at fuldkommengøre sig som Kunstner. Han er 
netop ingen Aladdinsnatur, intet blot Naturgeni, men en Slider, 
fra først af udrustet med Spirer til alle mulige herlige Egen- 
skaber som Digter, hvilke han havde faaet paa den Betingelse, 
ikke et Øjeblik at maatte svigte i Striden. Og han stred som 
en Kæmpe, saa som en Øm, hørte som en Los, slæbte til 
Bunke som en Myre, lærte sig til at tænke som en Vis og 
synge som en Enfoldig; opdrog sig til et Væsen, fuldt af Har- 
moni, kendende alle Lidenskaber, selv ejende ingen, iagttagende 
alt, dømmende intet, samlende alle sine Evner paa sin Kunst, 
aldrig spredende dem. 

Goethe var lige saa stor Kunstner, da han var ung som 
da han blev gammel; han forstod at bevare Kunsten paa en 
vidunderlig Maade, men han lod den ikke vokse. Han und- 
fangede sine Værker i Hede, men tog de Tid, blev de til brud- 



255 

stykkevis gennem en længere Aarrække. Han opdrog sig selv 
til en Vismand, til en Filosof, for hvem intet menneskeligt var 
fremmed. For ham kom Kunsten i mange og lange Tider først 
i anden Række. Han fuskede som Dilettant i mange Viden- 
skaber, og han gjorde geniale Fund; men det var Dilettantens 
Opdagelser. Han var en urolig Natur, der aldrig fandt Hvile, 
til Trods for at han forstod at anlaig ge en Maske som den 
uforstyrrelige Olympier. Han gjorde ikke blot biologiske Studier 
og skrev Værker som sin Farvelære, men han oversatte, lavede 
Rejsebreve, skrev Romaner, lyriske Digte i hundredevis. Epi- 
grammer vel i tusindvis. Dramaer i alle Genrer, baade til at 
læse og til at spilles, og saa en uhyre Bunke Lejlighedspoesi. 
Kort sagt, han spredte sine Kræfter. Han arbejdede, udviklede 
sig som Åand, som Menneske. Det gjorde Øhlenschlæger ikke. 
Denne havde geniale Glimt Livet igennem; som Digter var han 
størst som ung; som Aand naaede han aldrig højt. 

Ibsen lever for sin Kunst som Shakespeare gjorde det. 
Men kom Nogen og viste mig et Drama og paastod, at det var 
skrevet af Ibsen samtidig med Gengangere, og det var et 
Makværk, der i slet ingen Henseende lignede den norske Dig- 
ters Arbejder, var løst og kluntet bygget, uden Konflikt, uden 
Begyndelse eller Slutning, med Personer, der alle holdt lange 
Taler om uvedkommende Ting, og at det var bestemt til Ud- 
givelse af Digteren, vilde jeg sige, at det var umuligt, indtil 
det blev uomstødelig bevist, at Ibsen var Forfatteren; og saa 
vilde jeg endda have svært ved at tro det. 

Saadan er min Stilling overfor Shakespeares Forfatterskab 
til Troilus og Cressida. — 

Mismodsteorien, der ved nøjagtig baade i hvilken Række- 
følge og i hvilket Aar de enkelte Dramer blev skrevne, slaar 
fast, at Coriolan følger efter Troilus og Cressida. To større 
Modsætninger kan ikke tænkes: dette, et Mønster paa alt det, 
Shakespeares Kunst ikke er, hint et Mønster paa alt, hvad 
Shakespeares er. Ikke blot at det svulmer, næsten til Over- 
maal, af Kraft, hvor Troilus og Cressida er flovt og dorskt; 
men det er et Drama, støbt i samme Form som Macbeth, fast 
og knapt som det. Det er som Macbeth en Studie over en 
rlgtudrustet, vældig Personlighed, og slet ikke andet. Det har 
ingen Svinkeærinder nogetsteds; hvert Ord tager Sigte paa Helten. 



256 

Han er den, der fylder. Scenen, selv naar lian ikke optrædei* ; 
ti de taler da kun om ham. 

Og paa ægte shakespearesk Vis bedømmes hai:is Hand- 
linger forskelligt af samtlige Optrædende. Ganske vist siger 
Brandes, at de alle har den samme Opfattelse af ham, „som 
den, der er fuldt ud Beundring værd, den, der staar højt 
over Alle og som har ubetinget Ret. De Umyndige i Aanden 
vidner lige saa fuldt som de fineste og klogeste Patriciere for 
Heltens, Storhed/ Dette er urigtigt: af Tjenerne paa Kapitoliuni, 
som Brandes særlig anfører, giver kun den ene ham Ret, den 
anden billiger ikke hans Adfærd. Men hvilken himmelvid 
Forskel er der ikke mellem Volumnia og Menenius, de næst 
Helten betydeligste Personer i Tragedien, i deres Opfattelse af 
ham. Volumnia beundrer ham fuldt ud og holder med ham ; 
hun har ikke blot født ham, men opdraget ham til det, han 
er; han er hendes Billede, og for sent gaar det op for hende, 
hvad hun dog kun halvt forstaar, at han er hendes Karikatur. 
Menenius elsker ham, skatter hans gode Sider, tror paa ham 
som en vældig Kraft, der kan frelse ikke blot Rom, men 
Adelen; men han ser ogsaa tydeligt, at han vil ødelægge alt 
ved sin ustyrlige Hidsighed; derfor er han stadig den mæglende, 
den beroligende, hvor Volumnia er den æggende. 

Og nu Borgerne, Massen, som Brandes lader Shakespeare 
foragte med en Nietschesk Foragt — hvordan stiller den sig? 
Man se i selve Aabningssenen , at anden Borger forsvarer 
Coriolan, før Menenius kommer til; ogsaa der er der altsaa 
Meningsforskel. Det er ikke saadan, at det ene Parti, det der 
bestaar af de Fornemme i Stand og Sind, hæver ham til 
Skyerne, mens de Andre, Pøblen, hader, misunder og forfølger 
ham, fordi han er Geniet. Det gør de ikke, de fleste af dem 
beundrer ham som Helten, men frygter ham som Statsmand, 
som deres øverste Myndighed, og med Rette; og dog giver de 
ham deres Stemmer, halvt modvillige, til Trods for hans over- 
modige Tiltale. Det er Folkets Førere, Tribunerne, der ser og 
handler rigtigt ved at raade dem, de er sat til Ledere for, til 
at nægte at gøre Coriolan, Folkets værste Fjende, til Konsul. 
Midlerne, de bruger, er ikke skønne; ti hvad de siger er halvt 
Løgn, Men dog giver Shakespeare dem tildels Ret i deres 
Adfærd; den, der skal frem, kan ikke tage det saa nøje med 



257 

Midlerne. De bærer Fremtiden, ikke Coriolans Parti, som 
Antonius bar Fremtiden overfor den bedre Brutus. Hvad 
Tribunerne gør, ligner meget, hvad Antonius gjorde ved Cæsars 
Lig. I Julius Cæsar gik Fremtiden over Cæsars Morderes Lig, 
i Coriolan gaar den over Heltens Lig; ti han repræsenterer 
alle de utaaleligste Sider ved et Aristokrati, ved et Militær- 
herredømme. 

Foragter virkelig Shakespeare Masserne saa umaadeligt i 
Coriolan? Han viser os dem som ret disciplinerede, som dem, 
der bøjer sig for deres, af dem selv valgte. Føreres bedre 
Indsigt. Er det saa galt? De bliver skældt ud. Af hvem? 
Af Aristokraterne, der føler, at Magten er ved at slippe 
dem af Hænde og at Folket vil have Del i den. De 
bliver skældt ud for fejge af Coriolan. Med hvad Ret? Ser 
vi dem nogensinde fejge? Følger de ham ikke, løfter ham op 
paa deres Arme og kaster deres Huer i Luften (L vi. 75.) ? 
Roser ikke Feltherren Cominius dem: 

Træk Vejret Børn, godt fægtet! vi har stridt 

som Romere, ej taabeligt holdt Stand, 

ej heller veget fejgt. 

(L VI. 1.) 

Stykket er shakespearesk fra hans allerkraftigste Periode. 
Det er bygget op som Othello og Lear, dramatisk fra Scene 
til Scene, og som i disse er tredie Akt den, hvor de kæmpende 
Kræfter tørner sammen. Det var Jago, der, beregnende Othellos 
Karakter, tirrede ham, til han tabte al Selvbeherskelse og for 
frem som en gal Tyr; det var Lears Døtre, der, beregnende 
deres gamle Faders Karakter, tirrede ham, til han mistede al 
Magt over sig selv, og, da han ikke kunde gøre Ulykke paa 
Andre, styrtede sig selv i Ulykke; det var i Shakespeares 
Ungdom, at han lod Antonius tirre Folket, til det styrtede sig 
over Brutus, der tabte Hovedet og forlod Rom. Den, der 
tirrer og ægger er rolig, hans Modstander er lidenskabelig. 
Her er det Tribunerne, der, kendende Coriolans Karakter og 
frygtende hans Planer, bringer ham til at førløbe sig og driver 
ham ud i Forræderiet. 

Har Troilus og Cressida noget lignende, og er dets tredje 
Akt væsensforskellig fra de andre? 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. j[7 



258 

Stykket er shakespearesk i sin skarpe Individualisering af 
alle Karakterne; ikke to er ens, ikke to siger det samme — 
undtagen maaske de to Tribuner; men de er jo kun eet Hoved 
med to Kroppe. Shakespeares Åand svæver over det hele og 
fordeler Sol og Vind, staar udenfor, tager ikke Parti; han er 
kun Kunstner, rolig, ordnende, beregnende. Ikke mindst med 
Hovedpersonen. 

Brandes siger: „Heltedyrkelse, hel, ubetinget, indtil Sværmeri, 
paa en Baggrund af ligesaa umaadeholden Ringeagt for Hoben, 
dog tydeligt nok for enhver, der kan læse, ikke de gamle 
Dages ydmyge Dyrkelse af fremmed Storhed, men en anden, 
der bunder i mægtig og trodsig Selvfølelse og Overlegenheds- 
bevidsthed." 

Shakespeare skulde altsaa beundre Coriolan endnu mere, 
end dennes egen Moder gør det, skulde identificere sig med 
hum, gøre hans Sag til sin? 

Findes der ikke et Sidestykke til Coriolan i Shakespeares 
Værker? Jo, Henrik Percy. Karaktererne har megen Lighed, 
kun at Digterens Kraft er vokset, saa den er ved at sprænge 
alle naturlige Baand, og hans Figurer er ikke alene blevne 
langt rigere, men ogsaa langt vældigere siden hans Ungdoms- 
digtning. Men det er tidligere udviklet, at Percy næppe var 
Shakespeares Ideal dengang (S. 58. 100.), og Digterens Verdens- 
visdom og rolige Overblik er kun voksede siden da, samtidig 
med at alle Grundelementerne i hans Livssyn er blevne ufor- 
andrede. Coriolan bærer sig jo ad aldeles som Percy. De er 
begge to Vovehalse i Slaget, og de bliver beundrede, saadan 
som Menneskene altid er villige til at beundre det, der glimrer 
i Solen. Helte? Nej! Ti en Helt er taalmodig. De farer op 
ved den mindste Modsigelse eller Modstand. Alt skal rette sig 
efter dem; de kan ikke bøje sig for Nogen. De sprænger 
uden Betænkning deres Parti, for en Ubetydeligheds Skyld. 
De bliver betragtede af deres Stand ikke blot som dens bedste 
Prydelse, men som dens bedste Værn; og da Aristokratiet, 
støttende sig til Krigsmagten, til alle Tider har identificeret 
sig med Fædrelandet, betragtes de som Statens bedste Værn. 
Og hvad sker saa? I Stedet for at det for en Helt maa hedde: 
Staten, Standen, egen Person, vender de Begreberne om, og 
det kommer til at hedde: egen Person, Standen, Staten. Alt 



259 

maa vige for det, de kalder Ære. Naar de føler sig krænkede, 
gør det intet, om deres Stand eller deres Land gaar tilgrunde. 
Men Percy stod Shakespeares Hjerte nænnere end Coriolan. 
Derfor faldt hin i Tvekamp med Digterens sande Helt; derfor 
blev denne slaaet ned, lige efter at han for anden Gang er 
blevet kaldt Forræder. Dramaet er kmistnerisk set ude, da 
dette Navn for anden Gang er slynget ham i Ansigtet. Ti 
selv om Coriolan var kommet tilbage til Rom, vilde hans Saga 
have været endt. Ingen vilde kunne tro ham mere; hans Liv 
vilde blive Uvirksomhed. 

Shakespeare har vel udstyret Coriolan med udmærkede 
Egenskaber, men hans Overmod er drevet ud over alle Grænser. 
Digterens tragiske Figurer truer med at blive for store for 
Scenens Brædder; Fantasien forestiller sig dem lettere, end 
Skuespilkunsten gengiver dem. Lear var allerede næsten for 
vældig en Skikkelse til, at menneskelige Kræfter rent fysisk 
kan strække til at fremstille den. Coriolan svulmer af Kraft 
som Michel Angelos Moses, er overvældende som han. Figuren 
er levende, men den er noget udover menneskelige Forhold. 
Den er voldsom, men ikke egentlig tragisk. Der er et Svælg 
imellem den og Richard III som mellem Dronning Katharina 
i Henrik VIII og Katharina i En arrig Kvinde. Den er saa 
uendelig meget rigere, modnere og mere menneskelig end 
Titanen fra Ungdomsaarene. Men den vækker ikke Sympati 
og Ynk saadan som Lear eller Othello, til Trods for deres 
Fejl, gør det. Saa stor en Kunst der end er an^^endt paa 
den, er den dog kunstnerisk set et Fejlgreb. Den, der bliver 
Forræder mod sit Fædreland — især naar det Fædreland er 
Rom — paa Grund af en rent personlig Krænkelse, kan 
ikke vinde Sympati. Og to Gange slynges Ordet Forræder 
Coriolan i Ansigtet, og begge Gange har den, der siger Ordet, 
Ret. Han bliver ikke Forræder mod Rom i et Øjebliks Hid- 
sighed, da han bliver tirret og saa dømt til Landflygtighed. 
Først da han er udenfor Roms Mure, beslutter han at hævne 
sig. Han gaar over til sin og Roms argeste Fjende, slutter 
Venskab med ham for at faa Hjælp til Hævnen. Han stilles 
i Spidsen for Volskerhæren, gaar mod Rom, tvinger Byen til 
Underkastelse — og saa, af rent personlige Grunde, berøver 

han Volskeme Sejrens Løn. Da Forrædernavnet for anden 

17* 



260 

Gang hæftes paa ham, bliver han rasende; han er nemlig 
fuldstændig utilgængelig for Fornuft. 

Og ham skulde Digteren, om hvem Brandes bruger det 
skønne Ord ^Fædrelanderi**, have gjort til sin Helt og sit 
Talerør! 

Ægte shakespeareske er Stykkets to Kvinder, Heltens Moder 
og Hustru. Der er en Storladenhed over Moderen og en 
ægteskabelig Ydmyghed og udtryksftild Faamælthed hos Virgilia, 
som er fi*a Digterens allerbedste Tid. Og saa er der den 
uplettede sædelige Renhed og moralske Sundhed, som er 
Shakespeares bedste Kendemærke fra hans modneste Periode, 
og som staar i en skærende Modsætning til Gressidas koldt 
lystne Lefleri. Der findes ikke fra Begyndelsen til Enden en 
eneste Raahed eller Slibrighed eller uanstændig Hentydning. 
Ægteskabelig Ømhed og urokkelig Trofasthed præger det køns- 
lige Forhold. Den Mand, der har skrevet V. m.. Mødet mellem 
Coriolan og hans Moder og Hustru, der kommer for at bede 
om Naade for Rom, skulde være den samme, som havde 
digtet Troilus og Cressida. Umuligt! Renere Optrin findes 
ikke i Alverdens Literatur: 

Et Kys, saa langt som min Landflygtighed! 
det Kys, jeg fik af dig, du Elskede! 
og jomfrurent har min trofaste Læbe 
bevaret det til nu! 



Den Mand, der ej vil kvindeblod sig te, 
maa ej sit Barns, sin Hustrus Ansigt se. 



(V. m. 44) 



(V. m. 130.) 



Vis mig saadanne Linier i Troilus og Cressida, og j^ vil 
tro, at Shakespeare har haft Haand i med. 

Eller bevis, at han har haft et apoplektisk Anfald, at han, 
sløvet og svækket, ude af Stand til at tænke sammenhængende, 
af gammel Vane har siddet og fjottet med Pen og Blæk, at 
han saa har glemt alt det af Kunst, han har lært sig, og fuld- 
stændig forandret sin Menneskeopfattelse, i hvilken Tilstand 
han har skrevet Troilus og Cressida. Bevis saa, at han en 
kort Tid er kommet sig fuldstændig, endog med et lille Plus 
af Kraft, har genvunden hele sin Kunst og sin sunde overlegne 
Menneskeopfattelse, og i den Tid har forfattet Coriolan. 



261 

Bevis saa, at han faar et nyt apoplektisk Anfald, langt værre 
end det første, og at han i denne Tilstand smører Timon af 
Athen sammen. 

„Alt, hvad Shakespeare i disse senere Aar har oplevet og 
døjet. Alt, hvad han har lidt af Skuffelser paa Grund af andre 
Menneskers Æreløshed, og Alt, hvad han har tænkt over det 
Udstaaede, har han sammentrængt her, og af dette Ler formet 
denne ene store, desperate Skikkelse, Menneskehaderen, hvis 
vilde Rhetorik er som en mørk Essens af tungt Blod og Galde, 
udsondret for at lindre Kval,** siger Brandes. (III, S. 210.) 

Timon af Athen findes ikke trykt, ej heller nogetsteds 
omtalt, før i Folioen 1623. Dets Plads her kan dog give 
nogen Grund til Mistanke. Det staar som den tredje eller 
den fjerde af Tragedierne, alt eftersom man regner Troilus og 
Cressida med til disse eller ej. Dets Paginering er lidt ejen- 
dommelig. Det begynder med S. 80, 81, 82. Derefter kommer 
igen S. 81, og saa gaar det fortløbende til S. 98. Her er en 
halv Side, hvorpaa Personlisten godt kunde staa, om den var 
nødvendig; den findes forøvrig ved de færreste Dramer; den 
optager nu en hel Side og efterfølges af en blank Side. Saa 
kommer Julius Cæsar paa S. 109. Et saadant Hul findes intet 
andet Sted i Bogen. Naar man nu tæller Troilus og Cres- 
sidas Sideantal efter, vil man finde, at det passer nøjagtigt fra 
S. 80 til S. 109. Heraf fremgaar da, at Udgiverne har tvivlet 
om, at dette var af Shakespeare og saa skudt det ud, efter at 
Trykningen var tilendebragt. Man havde nu det tomme Rum 
og har gerne villet have det fyldt ud. Man har saa grebet til 
en Tragedie, Timon ira Athen, puttet den ind og i Skyndingen 
pagineret den baade rigtigt og galt. Hvad er den blevet trykt 
efter? Efter Shakespeares Haandskrift? Den burde vel Skue^ 
spillerne ved Teatret kende! Men nu træffer det sig saa, at 
faa moderne Kritikere hævder, at Timon, som vi har det, er 
helt Shakespeares. Hvad er derved at gøre? 

Goleridge, Schlegel, Tieek, Gervinus, Ulrici, Kreyssig be- 
tragter hele Timon som Shakespeares. Filologerne Knight*), 
Delius, Elze, Fleay fraskriver ham de svageste Dele. 

Coleridge holder for, at Skuespillerne har ødelagt Timon 



*) Knight var Bogtrykker og en fortræffelig Tekstkritiker. 



262 

— foretrækkende daarlige Vers for gode! — Knight startede 
den Teori, at Shakespeare havde taget et ældre Stykke (der 
findes virkelig et saadant) eller et, der var indleveret til 
Teatret, og overarbejdet det, fordi han interesserede sig for 
Hovedpersonen. — Delius har først (i 1846) ment, at Timon 
var et Ungdomsarbejde, som Shakespeare siden selv har om- 
arbejdet. Denne Teori forlader han i Jahrbuch IL s. 335, hvor 
han kommer til det Resultat, at Planen til Timon hverken er 
udkastet eller modificeret af Shakespeare, men at det hele 
Stykke er udtænkt og udført af en Anonym, og at Shakespeare 
uden Hensyn til Sammenhæng eller Helhedsindtryk har strøget 
Scener og Samtaler, og saa indlemmet Scener og Samtaler, 
der tjener til at udvide den psykologiske Interesse hos Timon! 
Aaret efter (Jahrbuch III. 175.) har han hævdet, at Wilkins var 
Forfatter baade til Timon og Perikles!! — Fleay paastaar, at 
Shakespeare har skrevet Stykkets Kærne, der senere er blevet 
overarbejdet af Toumeur. — Hullmann holder for, at Shake- 
speare har overarbejdet en Andens daarlige Stykke, som saa 
atter er faldet i Hænderne paa en Tredje, der har forefundet 
det ufuldendt. — Tieck satte det meget højt, og betragtede 
det som en Fortsættelse af eller Modstykke til Hamlet, og 
henførte det til samme Kreds som Hamlet og Lear! Det 
vældige Herredømme over Stoffet og den rige, næsten overrige 
Fylde af Kundskab til Verden og Mennesker overbydes i al 
Fald ikke af noget andet af Shakespeares Mesterværker. (Tieck 
udgav som ægte en større Bunke af Gyseligheder, der af Bog- 
trykkere var blevne paaklæbede Shakespeares Navn.) — A. W. 
Schlegel stiller ogsaa Timon højt. Han har overhovedet slet 
ikke tvivlet paa dets Ægthed. — Gervinus gaar ud fra, at 
Shakespeare er Forfatter, finder dog Kompositionen løs og 
ufærdig. — Ulrici bestrider, at Shakespeare i sin modne Alder 
har indladt sig paa at omarbejde Andres Dramer. Mener, at 
han er ene Forfatter, men at det er som med Hamlet, der 
heller ikke var fuldfærdig i første Støbning. — Kreysig tror 
ogsaa paa Shakespeare og tager ikke Anstød af de haltende 
Vers eller de mange Rim midt i Dialogen. — Wendlandt 
(Jahrbuch XXXIII) gaar i Borgen for, at alt er Shakespeares. 
For ham er det en Kladde, som Digteren har udarbejdet i 
Stratford under Indtryk af dyb Misstemning, hans sidste Værk, 



263 

der ikke blev fuldendt, men i hvilket hvert Led er genialt, 
hvor hver Scene staar netop der, hvor den skal staa, 
hvor alt er i højeste Grad dramatisk og konsekvent, og 
hvor Visdommen og Mennekundskaben er saa stor som 
noget Sted. Det skulde være skrevet, efter at han havde 
trukket sig tilbage — altsaa efter Stormen! — træt paa 
Sjæl og nedbrudt paa Legeme, i højeste Grad fortrydelig 
over Menneskenes Utaknemlighed. — (De havde jo vist deres 
Mangel paa Paaskønnelse paa den eneste Maade, de kunde, 
nemlig ved altid at tale godt om ham, ved at tiljuble ham 
Bifald, ved at gøre ham til en rig Mand.) Wendlandt gaar 
endog ud fra Grundstemningen i Sonetterne, som han rentud 
fortæller, at Shakespeare skrev paa i Stratford, en Opdagelse, 
han har gjort, da Ingen kender nogen Shakespearesk Sonet 
skrevet efter 1609, Udgivelsens Aar. — Méziéres synes ikke 
om Stykket, men benytter Lejligheden til at fastslaa, at Shake- 
speare slet intet kendte til græsk Historie eller Tankegang. 

Brandes endelig tager umaadelig højtidelig paa Timon. 
Ti for ham bliver denne Tragedie saa at sige Kronen paa 
Shakespeares Livsværk for den, der studerer hans Sjæleliv. 
Da Carlyle skrev sin Frederik ILs Historie, gjaldt det for ham 
om at bevise, at hans Helt var en Ridder uden Frygt og 
Dadel; da Brandes skrev sin Bog om Shakespeare, gjaldt det 
for ham om at bevise, hvad mange havde sagt før ham, at 
Digteren havde en yderst melankolsk, bitter, menneskefjendsk 
Periode. Tvivl har der været hos begge de to udmærkede 
Skribenter, om at Regnestykket kunde gaa op; for at faa det 
rigtige Facit ud, har de taget al deres Patos og Overtalelsesevne 
i Brug — og endda glipper Beviset. Brandes tror fuldt og 
fast paa Shakespeares Forfatterskab, dog saaledes at han ikke 
er alene. Det er skrevet „under en Sindstilstand, i hvilken der 
hos Shakespeare var langt mere Hang til grublende Fordybelse i 
Menneskehedens Usselhed og til haanlig og skaanselløs Stemplen 
af det Foragtelige som det, det virkelig er, end til nogen 
Vuggen sig paa Indbildningskraftens Bølger. Der er her endnu 
mindre Opfindelse end i Coriolan. Handlingen er ikke blot 
simpel, men tarvelig; — de fleste af Personerne er abstrakte, 
repræsentative. Men alt er anvendt som Fremførelsesmiddel 
for Hovedkarakteren eller rettere for det storartede Udbrud af 



264 

Menneskeforagtens Lyrik, Forbitrelsens og Forbandelsens Patos, 
hvori den gaar op. — I Banketscenen er Shakespeare selv 
tilstede, og man føler Pustet af hans Åand i den Storm, der 
udgaar af Tinions Mund. Fjerde Akt er et mægtigt Værk af 
Shakespeare, hvor han er yppigst og vældigst." 

At Timon af Athen er et daarligt Drama indrømmes af 
de fleste, men Skylden deles ligelig mellem Shakespeares Mangel 
paa Evne til at forme sit Stof eller Ligegyldighed derfor for- 
medelst hans Harme — Harme plejer at skabe Digtere — og 
den Tilstand, hvori Stykket er naaet til os, enten fordi det er 
ufuldendt af Digteren eller lemlæstet og omkalfatret af Andre. 

Har man et virkeligt Kunstværk, vil selv Stumperne af 
det betage. Venus fra Milo mangler begge Armene, er 
koparret, forslaaet over hele Kroppen; man kan ikke engang 
konstruere Armenes oprindelige Stilling, ved ikke hvad Statuen 
forestiller — og dog! Hvilke herlige Torsoer findes der ikke 
rundtom i Evropas Museer, Kroppe, der mangler Hoveder, 
Arme og Ben — og dog fortryller. Der behøves et halvt Ben, 
en Haand, et flækket Hoved til at give os en Anelse om den 
hele Figurs Herlighed. Og saadan er det ogsaa med et 
Digterværk, og med intet mere end med Shakespeares. Der 
gives Udgaver med Udpluk af hans Værker, og hver Side i 
en saadan Bog bærer Vidne om hans vidunderlige dramatiske 
Kunst — ikke blot om hans Poesi. Det er ikke alene det, 
der foregaar, der er dramatisk, men det, der fortælles, er det 
ogsaa. Man tænke blot paa Percys Fortælling om Hofmanden, 
der bringer ham Bud paa Valpladsen; man ser det hele 
foregaa for sig (L 1. 1. so.) Eller Othelles Beretning for Raadet 
om, hvorledes han vandt Desdemona (I. ni. iso.) ; som den frem- 
stilles af Moren, Desdemona og Brabantio virker den som 
noget s.et, oplevet. Saa dramatisk tænkte Shakespeare. 

Men Timon er slet intet Drama i shakespearesk Forstand. 
Der er ingen Stigen, ingen Fremadskriden i Handlingen, ingen 
Knude, ingen Kamp. Det falder i to Dele: i første Del er 
Hovedpersonen en naiv tossegod Ødeland; i anden Del bliver 
han pludselig aldeles rasende og skælder ud paa hele Menneske- 
heden, fordi nogle daarlige Venner ikke vil give eller laane 
ham Penge til at fortsætte sit meningsløst ødsle Driverliv. 



265 

Han kæmper ikke nied Nogen i første Del, kæmper ikke med 
Nogen eller for noget i anden Del. Han trækker sig ud i 
Ørkenen, hvor han bestiller een Ting: at skælde ud og for- 
bande Menneskene, alle iflæng. Der kommer Folk ud at 
snakke med ham; men der foregaar slet intet. Og tilsidst 
gaar han ind i en Hule, hvor han formodes at dø — uden 
nogensomhelst Grund, uden Sygdom og uden at begaa Selv- 
mord. Og det uagtet han nu kunde faa det rigtig godt igen; 
ti Athen trænger til ham. Pludselig faar man nemlig at vide, 
at han er en stor Feltherre, hvad man ikke har anet før. 
Alkibiades staar for Athens Mure, og Senatet bønfalder Timon 
om Hjælp. Men han bare skælder, forbander og dør, fordi 
han ikke mere vil trække Vejret. Og det til Trods for, at 
han nu kunde faa Hævn over Athen; saa stor Feltherre er 
han, at Alkibiades ogsaa trænger til ham og sender Bud efter 
ham. Da er han imidlertid død og borte. Men Alkibiades kan 
forresten godt tumle Athen alene. Byen overgiver sig paa 
Naade og Unaade, uden Sværdslag — bare for at faa Ende 
paa Tragedien — og Alkibiades lover at nøjes med at lade 
alle sine egne og Timons Fjender henrette. Heri ser Brandes 
en stor Væsensforskel mellem de to. Timon forbandede nemlig 
hele Menneskeheden uden at gøre Forskel. 

Fjerde Akts tredje Scene og femte Akts første Scene, der 
særlig skal beundres, er en fæl Prøve paa Stykkets dramatiske 
Bygning. Det er med dem som med Pigerne i Magle-Ølse. 
De enkelte Optrin kan byttes om, uden at det vilde gøre 
nogensomhelst Forskel. Det indrømmes af Alle; men er ikke 
meget shakespearesk. Dog, enten bærer han Skylden, ti han 
er blevet skødesløs; eller han bærer ikke Skylden, ti Skue- 
spillerne har ødelagt Stykket! 

Som om Resten var bedre. Man tage blot Alkibiades. 
Han viser sig i første Akt to Gange i Timons Hus og udveksler 
nogle faa ganske ligegyldige Repliker med sin Vært. Saa ses 
han ikke før III. v: Senatet dømmer en Mand til Døden. Vi 
aner ikke, hvem Manden er eller hvad han har gjort. Pludselig 
optræder Alkibiades og gaar i Forbøn for denne Mand. Af 
hvad Grund han antager sig Mandens Sag, vides ikke; han 
siger blot, at han er en Hædersmand. Han fordrer, at Manden 
skal benaades. Senatet holder paa, at Manden skal henrettes. 



266 

Alkibiades pukker paa Senatets Forpligtelser overfor ham. 
Senatet bliver arrigt og landsforviser ham. — Vil man se, 
hvilken Forskel der er paa Shakespeare og Shakespeare — 
min Shakespeare og Mismodsteoriens Shakespeare — læse man 
Timon III. v. og Coriolan HI. m. — og man afgøre derefter, om de to 
Scener kan være skrevne af den samme Mand i det samme Åar og i 
den samme Stemning. Den ene er nemlig skreven af efter den anden. 
Men Shakespeare skrev ikke sig selv af. — I IV. m. viser Alkibiades 
sig paa Vejen mod Athen, som han vil lægge i Grus. Han 
træffer Timon. Først (v. 50) erklærer han, at han vel kender 
Timon, men ikke hans Skæbne; senere (v. 76) siger han, at 
han har hørt om hans Ulykker. — Saadan skriver Shakespeare 
i sine Tragedier, „naar han er yppigst og vældigst.** — De to 
Helte snakker sammen og skilles saa, mødes ikke oftere og 
har forøvrigt intet med hinanden at gøre. 

Dramatisk bygget er Stykket som sagt ikke; men Skue- 
spillerne eller Hr. Anonymus faar Skyld derfor. Fleay har 
udskilt de Dele, der efter hans Mening tilhører Shakespeare; 
det er: I. l" i-ise, 266-295. II. l, IL n. 1-194, 204—242. III. iv. IV. i. 

IV. m. 1—292, 363—400, 418—452. V. I. 50-232. V. H. V. IV. 

Jeg indser ikke, at det hjælper noget. Ti der er en Grund- 
mangel ved Stykket, som viser, at det ikke skyldes en Drama- 
tiker. Helten er alene. Der er slet ingen Baand, der knytter 
ham til noget Menneske eller nogen Stand; derfor er der 
heller intet Baand at skære over. En saadan Person kunde 
tænkes som den centrale Figur i en Roman, men ikke i et 
Drama. Paa Grund af, at Shakespeares Navn stod paa Timon 
af Athen, har man forsøgt at bringe det paa Seenen. Men 
man har ogsaa indset, at for at det skulde gøre sig, niaatte 
Timon bringes ind i Forhold, der kunde skabe en Konflikt; 
derfor tildigtede Shadwell i forrige Aarhundrede en Kvinde, 
Timons Elskerinde. Naturligvis finder Stykkets Beundrere, at 
det var en Profanation af Shakespeare, at det var en fuld- 
stændig Misforstaaelse af Digterens Mening med Stykket. Dog, 
at hævde dette, viser, at man ikke har gjort sig det klart, 
hvad dramatisk, særlig Shakespeares, Teknik fordrer. 

^Den stærkeste Mand er han, som staar mest alene," lyder 
Slutningsparadoksen i En Folkefjende. Men Dr. Stockmann 



267 

er paa intet Punkt alene. Skuespillet igennem staar der 
Kamp som i intet andet af 'Ibsens moderne Skuespil, Kamp 
indenfor Huset og udenfor det. Og da Dr. Stockmann siger 
Slutningsordene, har iian to Mennesker ved sin Side, og han 
begynder først ret sin Kamp mod hele „den forbandede kom- 
pakte Majoritet.** Ti hvad er En FolkeQende dramatisk set 
andet end en moderne Udgave af Coriolan, undtagen forsaavidt 
Shakespeare gav os Slutningen af Historien, Ibsen brød af paa 
Halvvejen? Men Timon kæmper ikke, hverken for at genvinde 
sin tabte Stilling eller for at hævne sig paa de falske Venner, 
uagtet han som den udmærkede Feltherre nemt kunde gøre 
begge Dele. Han nøjes med i to lange Akter at forbande, at 
skælde ud. Han staar udenfor Athens Mure og forbander 
Byen og dens Beboere i alle mulige Retninger (IV. i.). Ingen 
hører det og Ingen bryder sig derom, og det faar slet ingen 
Følger. Han er som en Hund, der gør ad Maanen. Nej, 
Shakespeare kunde forbande, saa det havde baade Fynd og 
Klem, i Richard III, i Lear, i Coriolan. Der forbandedes der, 
naar man slet ikke havde andre Vaaben. Men Timon be- 
høvede blot at slaa sig sammen med Alkibiades — og der 
kunde være blevet en Tragedie derudaf lig Coriolan. Saa 
fattig var Shakespeare ikke, at han behøvede at skrive den 
om, og Timons Forfatter var ikke fiffig nok dertil. 

Dog, det, det særlig kommer an paa i en shakespearesk 
Tragedie, er Karaktererne. Er de i hans Aand? Maaske er 
det for pedantisk at lægge Vind paa, at de fleste bærer la- 
tinske Navne, skønt Handlingen foregaar i Athen. Shakespeare 
plejede ikke at støde an i saadanne Enkeltheder. Han havde 
dog skaffet sig et Par danske Navne til at pynte med i 
Hamlet; flere har vel ikke staaet til hans Raadighed. Græske 
Navne vilde det have været en let Sag at faa. Allerede i 
Skærsommernatsdrømmen bærer de fornemme Personer græske 
Navne. I Henrik VI havde han rettet ikke saa faa Anstød 
mod Historien. Ti han havde en medfødt Ordenssans. Selv 
den synes han at have mistet, da han naaede til at foragte 
Menneskene. 

De fleste af Personerne er abstrakte, repræsentative, be- 
tegner en Stand eller en Klasse, siger Brandes med Rette. Selv 



268 

dette synes ikke at genere med Hensyn til Shakespeares For- 
fatterskab. Digteren har nemlig kun brugt dem som Ramme 
om Timon. 

Men nu Timon da? Hvem er han, at Shakespeare ikke 
skulde skabe „denne store desperate Skikkelse" i sit Billede 
og identificere sig med ham? Timon er en fuldstændig Nichts- 
wiirdig, der — rimeligvis — har arvet en meget stor For- 
mue. Vi aner intet om hans tidligere Liv, aner ikke, om han 
er ung eller gammel. Han tager sig tilsyneladende slet intet 
for og driver Dagen hen med alt Slags sammenløbet Pak, der 
smigrer ham paa plumpeste Maade og blokker ham for hans 
Penge. Han tror, at alle disse er hans Venner og han elsker 
hele Verden. Han er ikke naiv, men Idiot. Dog, en Gang 
falder Forfatteren ud af Rollen og lader Timon udtale sig som 
den, der ved Besked med, at Verden er Skin og Bedrag: 

Et Billed er jo nsesten Manden selv; 
ti siden Lumpenheden er trængt ind 
i Mennesket, er han kun Yderside. (I. L ise.) 

Timons eneste Beskæftigelse er den, at smide Penge ud 
til Højre og Venstre. Man behøver blot at rose hans Hest, 
og den tilhører En. Han er taktløs i sin Maade at laane Penge 
ud paa. En Ven har laant en Sum, er blevet rig og vil til- 
bagebetale Laanet. Timon nægter at modtage Pengene, skønt 
den Anden jo ikke mere trænger til dem. Dette skal være et 
Bevis paa Timons Ædelhed. Han har en gammel Hushov- 
mester, der ønsker at meddele ham, hvordan det er fat med 
hans Pengesager; ham har han aldrig Tid til at høre paa; ti 
det er jo en hel Del vigtigere at solde med Sykofanterne. 
Rykkerne kommer og Vennerne forsvinder. Da han ingen flere 
Penge har, vil han have sine Gaver tilbage — • særdeles man- 
digt. Dernæst vil han laane Penge — altsaa bedrage, ti han 
maa vide, at han har ingen Udsigt til at betale de laante Penge 
tilbage. Han faar selvfølgelig ingen Penge at laane — havde han 
faaet dem, var han jo kommet i Tugthuset. Han tænker slet 
ikke paa at arbejde og saaledes gøre noget for Føden eller 
genvinde sin Stilling, ved Vaaben eller ved Handel. Han kom- 
mer heller ikke paa Fattigvæsnet, hvor slige Eksistenser plejer 
at havne. Han skaber sig. Det vil sige, uden Forberedelse 
— ganske ushakespearesk — bliver dette skikkeUge Mæhæ 



269 

aldeles rasende, bliver en Menneskehader, „hvis vilde Retorik 
er som en mørk Essens af tungt Blod og Galde", hvilket paa 
almindeligt Sprog vil sige, at han drager ud i Ørkenen, hvor 
han skælder paa Menneskene, stadig i den samme Tonart. 
Alkibiades og Kynikeren Apemantus, Sykofanten og Senatorer, 
Hetærer og Røvere, alle faar akkurat den samme Lektie. Intet 
andet Sted viser en shakespearesk Figur sig saa monoton. 

Coriolan er den store Reaktionære, den forstokkede Re- 
præsentant for dem, der holder fast paa det fra Fædrene ned- 
arvede og tror, at Verden vil styrte sammen, hvis der sker 
nogen Forandring i Forholdet mellem dem, der har, hvortil de 
selv hører, og dem, der ikke har, hvortil de Andre hører. Og 
dog, da Skik og Brug i et eneste Tilfælde er ham til Ubehag, 
skal Skik og Brug væltes overende, for at han personlig kan 
komme frem; ti han føler sig pludselig som Repræsentanten 
for Fremskridtet. Det er ham personlig ubehageligt at vise 
sine Saar frem for Mængden for paa den Maade at vinde dens 
Stemmer, som det fra Arilds Tid var Sæd, og saa har ban den 
vidunderlige Replik: 

Skal Skik og Brug i alle Ting vi lyde, 
saa faar vi aldrig Fortids Støv bortvejret; 
men Fordom taarnes bjerghøjt, ubesejret 
af Sandheds Lys. (II. in. 125.) 

Sligt er ikke alene genialt, men det er fuldt bevidst, at 
tage den Reaktionære paa Kornet, netop i et Tilfælde, hvor 
Coriolan har principielt Ret og subsidiært Uret, som Digteren med 
fuld Bevidsthed rammer Krigeren, der betragter sig som staaende 
over den borgerlige Stat, ved ikke at lade ham taale, at man hen- 
tyder til hans Saar i Senatet, hvor han har sine Venner, men 
lade ham pukke paa dem overfor Folket, naar det ikke vil indrømme 
ham alt, hvad han forlanger. Coriolan er sig ikke det inkon- 
sekvente og derfor saa saare menneskelige i sin Handlemaade be- 
vidst. Det er den samme Psykologi som i Othello: Moren for- 
sikrer, at han er ikke skinsyg af Naturen, og han faar ikke 
alene sig selv, men ogsaa Desdemona og en Kritiker det bildt 
ind. Da han siger det (III. m. iso.), raser Skinsygen i ham, og 
gjorde den ikke det, vilde Jago slet ikke have spillet sit Spil 
med ham. Men det er saa menneskeligt at sige: »Alle andi-e 
Fejl har jeg, men den ene ikke** — netop den, der er den 



270 

mest fremtrædende hos En. Og det er genialt at bruge slige 
Smaatræk. Til sligt kendte Forfatteren af Timon imidlertid 
ikke. Han var ikke Ironiker. 

Goriolans Karakter er uforandret fra først til sidst: han 
foragter et Folkeregimente i første Akt som i sidste, kun at 
hans Had og Lidenskabelighed er stadig stigende — ægte 
shakespearesk. Timon er Allemands Ven i to Akter, Allemands 
Hader i tre, et brat Omslag, men ingen Stigen eller Fald, i 
Venskab eller Had. 

Goriolans Karakter er nøjagtig i Overensstemmelse med de 
øvrige shakespeareske Tragediers Heltes. Fra den første Scene 
ved vi, at hans Sind er voldsomt, og at hans Standshovmod 
er hans alt beherskende Sjælsegenhed. Vi har set, hvor 
umaadelig let han kommer i Affekt, og hvorledes denne hans 
Svaghed — som ægte shakespearesk ogsaa er hans Styrke — 
gradvis stiger, til den ganske behersker hans Følelsesliv og for- 
rykker hans Forestillingsevne. Hvad der gør ham dobbelt 
interessant er, at vi ikke blot ser Spiren hos ham selv, men 
vi ser fra hvem han har den. Det er det eneste Sted, hvor 
Shakespeare behandler Arveligheden; dette er et Plus, som er 
føjet til denne Tragedie. Han er som Lear en Mand, der har 
delvis Ret fra Begyndelsen, men som forskertser denne Ret paa 
Vejen gennem Dramaet ved sin ubændige Voldsomhed. Hans 
Hovmod udvikles rent sygeligt. Han kan ikke skelne Sandt 
fra Usandt, Ret fra Uret. Samfundet fordrer en vis Norm, at 
vi alle til en vis Grad er støbte i den samme Form. De, der 
ikke er det, er de interessanteste, maaske ogsaa de rigeste 
Naturer, og de faar undgælde for dette deres Særpræg eller 
de faar kappe deres vilde Skud, til de bliver glatte som deres 
Omgivelser. Og dette er det tragiske ved Goriolan som ved 
Lear, at han ikke kan underordne sig og derfor maa gaa til- 
grunde. — Men Timon! Der er i de to første Akter slet ingen 
Spire til hans senere vilde Udbrud. Der er ingen Stigen i hans 
Begrebsforvirring, som er lige stor henholdsvis i første og anden 
Afdeling af Stykket, kun af en modsat Natur. Men den er 
ikke tragisk ; ti Timon gaar ikke tilgrunde saaledes som Shake- 
speares Helte. Tværtimod, han triumferer over Menneskeheden. 
Han faar den bedre Del, hvilket er den, at faa Øjnene lukket 
op for Menneskenes Lavhed og Usselhed; han skælder og for- 



271 

bander, mens de Andre ligger paa Knæ for ham og beder om 
hans Hjælp. Han dør, da han ikke gider leve længere — uden 
nogen anden Grund, uden Nødvendighed. 

Der er en Fart over Dramaet Coriolan, som mindst er 
jævnbyrdig med de andre Dramaers, alt trænges sammen paa 
den kortest mulige Tid, og Handling følger umiddelbart paa 
Handling, Optrin paa Optrin. Vers og Billeder jager hinanden, 
næsten snubler over hinanden; der hastes fremad. Der er ingen 
Stilstand, ingen Tid til at trække Vejret. Det er et fortræffe- 
ligt Scenestykke, fordi naar det blev spillet i Dtempo, vilde 
Usandsynlighederne, som unægtelig findes henimod Slutningen, 
bringes til at forsvinde. Timon — og Troilus og Gressida — 
vandrer afsted i den adstadigste Pasgang; baade Handling, 
Vers og Billeder giver sig urimelig god Tid. 

At Timon har sin Forfatters Sympati, derom kan der ikke 
være Tvivl. Men kunde han tænkes at have Shakespeares? 
Denne Digter var jo et Særsyn i sin Tid : han tjente Penge og 
han lagde sine Penge op, anbragte dem i det sikreste af alt. 
Grundejendom ; vi kender en Del af hans Transaktioner og ved, 
at han tabte ikke Penge paa dem. Vi kender derimod ikke 
en eneste god Gerning fra Shakespeares Liv, kender ikke et 
eneste Tilfælde, hvor han har rakt en hjælpende Haand ud. 
Derimod ved vi Besked om mange af de andre Dramatikere, 
hvorledes de uafladelig skrev under paa Veksler for hinanden, 
kavtionerede for hinanden og gik i Gældsfængsel for hinanden, 
for maaske Dagen efter at slaas med Sabler eller Smædedigte. 
Shakespeare var vennesæl mod Alle, men han var ikke intim 
med Nogen. Hvor er Bindeledet mellem ham og Timon? Han 
var flittig og sparsommelig, nøjeregnende, maaske haard over- 
for sine Skyldnere, beregnende i sit Liv som i sin Kunst. Timon 
er ørkesløs, nydelseslysten, sindssvagt ødsel. Dertil er han en 
Pjalt, hvad Shakespeares Helte aldrig er og mindst i hans store 
Tragedietid; Lear, Antonius, Coriolan er overmenneskelig kraf- 
tige; men Timon har hverken Muskler eller Nerver. 

Hvad skulde bevæge Shakespeare til at skildre en saadan 
Skikkelse? Svaret er, at han var oprørt over Menneskenes 
Utaknemlighed. Behøvede han da at skrive en Tragedie til 
om Utaknemlighed? Han havde jo skrevet Lear, dette maaske 
Verdens underfuldest ede Drama. Lear — det var den sande 



272 

Tragedie; han var et Menneske, der fejlede, og derfor blev 
straffet haardt; men hans Fejl var halvt en Dyd; hvad han 
gjorde, har Tusinder af danske Bønder gjort, naar de er gaaet 
paa Aftægt, overgivende alt til Børnene uden at omgærde sig 
tilstrækkelig med bestemte Rettigheder, og de har fortrudt som 
Lear, ogsaa ofte fordi de har stolet mere paa den af Børnene, 
der kunde gaa dem under Øjne, end paa det bedste Barn. — 
Men Timon, han kunde hverken have fornuftige Menneskers 
eller Shakespeares Sympati, og Shakespeare kunde ikke skrive 
et saa daarligt Drama, undtagen under den Forudsætning, at 
han var haabløst apoplektisk, da han lavede det. 

Brandes mener ogsaa, at Shakespeare har været syg; men 
saa kommer Rekonvalescensen. Foreløbig er det dog ikke bedre 
med ham, end at han maa nøjes med at skrive sammen med 
Andre; han kan ikke længere skrive alene. Saa bliver Perikles, 
To ædle Frænder og Henrik VIII til. 

Han var altsaa bleven saa svag, at han ikke mere kunde 
forme en Karakter som tidligere og at han ikke kunde kom- 
ponere et Drama — finde paa en Intrige havde han jo aldrig 
kunnet. Stakkel*). Hvis man nu vil undersøge Kong Henrik VIII, 
vil man finde, at naar man bortfjerner alt, hvad der angaar 
Anne Bullen samt hele Slutningen, altsaa fra Dronningens Død, 
har man et fuldstændigt Drama, komponeret i nøje Overens- 
stemmelse med Shakespeares Metode, fyldt af Figurer, netop 
som han formede dem. Det vilde blive kortere end noget andet 
af hans Stykker, men jeg tør ikke driste mig til at udtale mig 
om, hvorvidt Stykket er færdigt, om det skulde have været 
længere, og i saa Fald hvorledes det vilde være kommet til at 
se ud. Jeg tør ikke sige, om det er en Torso, hvis afhugne 
Dele er blevne erstattede af en Kunstner, som manglede Evne 
til at afpasse sit Arbejde efter Originalen, eller om det er en 
Statue, som der uden Grund er sat nogle overflødige Lemmer 



*) „Lodge har haft den mere udvortes Opfindelsens Gave, som Shakespeare 
med alle sine store Gaver var saa blottet for.'' (Brandes I. s. 434.) 
Shakespeare har opfunden Elskovs Gækken, Skærsommematsdrøm- 
men, Muntre Koner, Hamlet, Stormen. — Er det ikke Opfindelsesevne 
at tage tre usammenhængende Historier og smelte dem sammen til 
Købmanden i Venedig? Har overhovedet nogensinde nogen Digter 
opfundet sit Stof? Har han ikke altid faaet det enten af Bøger eller 
af Livet? 



273 

til. Vi kender for lidt til Shakespeares Arbejdsmetode til at 
kunne afgøre, om han gjorde saadanne Udkast og saa udvidede 
eller beskar sit Arbejde, som Forholdene forlangte. Han skrev 
næppe currente calamo som Walter Scott, der midt under Ud- 
arbejdelsen af Woodstock lagde Pennen bort en Dagstid, da han 
ikke vidste mere end Manden i Maanen hvad der skulde komme 
efter det, han havde skrevet. (Dagbog ^^/g 1826.) Da Shakespeare 
skrev Henrik VIII var han kraftig og beregnende som nogensinde 
og behøvede ikke at søge Hjælp hos en Elev. Udvidelsen kan ikke 
være sket under hans Opsyn: han vilde have fremkaldt en 
Kamp mellem de to Kvinder; han vilde ikke have ladet de to 
Handlinger løbe paralelt uden at vikle dem ind i hinanden; 
men vi ser slet ingen Konflikt; Katharina nævner ikke Anne 
Bullens Navn. 

Saa er der To ædle Frænder. Jeg har i en selvstændig 
Afhandling*), Spiren til denne Bog, undersøgt Spørgsmaalet om 
Shakespeares mulige Andel i dette Drama og er kommet til 
det Resultat, at han har slet ingen. Han kan ikke have ud- 
kastet det, ti hele Bygningen af det er saa helt stridende mod 
hans dramatiske Arkitektur: to Handlinger, der knap berører 
hinanden, men løber parallelt. Han kan ikke have formet 
Menneskene i Stykket, da deres Karakterer er netop det, hans 
aldrig er: Mændene er standhaftige, overbyder hinanden i Ædel- 
hed, har aldrig elsket Kvinder, før de ser Emilia; denne er, 
som tidligere paavist (S. 196), en uforfalsket Fletchersk Kvinde- 
skikkelse. Saa er der den utrolige Masse Reminiscenser fra 
shakespeareske Dramer. Shakespeare havde aldrig været bange 
for at tage fra Andre, men han laante ikke hos sig selv, og 
naar han tilsyneladende gentog sig, det være sig med Karak- 
terer, Situationer, Billeder, var det altid en Forandring og en 
Forbedring, f. Eks. Brutus og Hamlet, den arrige Katharina og 
Lady Anne, Dronning Katharina og Hermione — Afskeden mellem 
Henrik Percy og hans Frue, mellem Brutus og Portia — eller 
Udtryk for den samme Tanke, f. Eks. et Kvindeansigt i Døden: 



*) Palemon og Arcile. (1891.) 

Theodor Bierfreund; Shakespeare l's; 



274 

alas, she*s cold; 
Her blood is settled, and her joints are stifif. 
Life and those lips have long been separated. 
Death lies on her like on untimely frost 
Upon the sweetest fiower of all the fiield. 

(Romeo og Julie IV. v. 26.) 

If they had swallowed poison, Hwould appear 
By extemal swelling: but she looks like sleep, 
As she would catch another Antony 
In her strong toil of grace. 

(Antonius og Kleopatra V. n. 348.) 

How found you him? 

Stark as you see, 

Tbus smiling, as some fly had tickled slumber, 

Not as death's dart, being laughed at: his right cheek 

Reposing on a cushion. 

(Cymbeline IV. n. 209.) *) 

Forfatteren af To ædle Frænder har smykket sig med en 
Mængde Fjer, som han har udrevet af Åvons Svane, krammet 
dem, til de mistede deres hvide Skønhed, og saa sat dem paa 
sit eget kluntede Gaaseskrog, hvor de ikke engang pyntede. 
Brandes er naaet saa vidt, at han indrømmer dette, samt at 
hverken Handling eller Karaktertegning er shakespeareske. Dog 
hævder han, at Shakespeare har haft Del i Skuespillet. Om 



*) hun er kold, 

alt Blod er stanset! hendes Lemmer stive! 
det er alt længe siden Livet boede 
paa hendes Læber. — Døden hviler nu 
paa hende som en Frost i Vaareu paa 
den yndigste af alle Markens Blomster. 

Hvis det var Gift, saa var de svulmet op; 
men hun ser ud som Søvnen — som hun tænkte 
at fange i sin Skønheds stærke Net 
en ny Antonius. 

Sig, hvorledes fandt Du ham? 
Stiv. som I ser, og smilende, som om 
en Flue havde kildret ham isøvne, 
ej som han havde let ad Dødens Pil; 
sin højre Kind han hviled paa en Pude. 



275 

han hist og her har strøget et Ord eller sat et andet ind, er 
ganske umuligt at afgøre ; den tarveligste Poet dengang tænkte 
glimtvis i skønne Billeder; man behøver blot at blade i Charles 
Lambs Skatkammer for saadanne, Specimens of English Dra- 
matic Poets, for paa hver Side at finde Billeder, Stemninger, 
Tanker, Udbrud, som Shakespeare ikke havde behøvet at 
skamme sig ved ; det var det uudtømmelige Forraad, han havde 
af slige, den dramatiske Brug, han gjorde af dem, det at de 
altid passede i den Talendes Mund, der dannede Skellet mellem 
ham og dem. Et Udtryk som det af Brandes som ægte shake- 
spearesk anførte: 

Dowagers, take hånds; 
Let us be widows to our woes; delay 
Commends us to a famishing hope — 

kan jo lyde helt godt, hvis man blot vidste, hvad det betød, 
baade i sig selv og i Sammenhængen. Det staar i første Akts 
første Scene, som Brandes særlig finder præget med Shake- 
speares Stempel. Lad os se et Øjeblik paa det Optrin : Theseus 
og Hippolita, de samme som i Skærsommernatsdrømmen, er paa 
Vej til Templet for at blive viede ; her er en Anakronisme som 
der kunde gøres noget ud af; Mage findes ikke i samtlige 
Shakespeares Dramer. De stanses af tre Dronninger, der knæler 
for at anraabe Theseus om at drage i Krigen, lige straks, for 
at deres paa Valpladsen faldne Mænd kan blive begravne. I 
Richard III, (IV. iv.), var der tre Dronninger, der kastede sig 
paa Jorden i deres Kval og udstødte Klager og Forbandelser; 
der var en Magt over Optrinet, der gjorde det sublimt og for- 
hindrede det fra at blive parodisk. Det var den unge Shake- 
speare. Optrinet i To ædle Frænder er kun komisk, skønt dets 
unge Forfatter har tænkt sig det sublimt. Dronningerne knæler 
ikke samlede for Theseus; nej! de vælger hver sin, Theseus, 
hans Brud og hans Svigerinde. De to Damer er hurtig over- 
beviste om Nødvendigheden af at udskyde Bryllupet, men 
Theseus vakler tilsyneladende. Da slutter de to Damer sig til 
de tre Dronninger og alle fem Kvinder ligger knælende om- 
kring Brudgommen! Det Syn kan han ikke staa for, og da 
der dog næppe bliver noget af Bryllupslyksaligheden, naar Bruden 

foretrækker, at nogle hende ubekendte døde Konger kommer i 

18* 



276 

deres kolde Grav, fremfor at en levende Helt hviler ved hendes 
varme Favn, bider han i det sure Æble og erklærer, at Mænd 
bør undertrykke deres Sanselighed for at bevare Menneske- 
navnet! — Shakespeare! 

Den hele Ide med, at man skal ofre noget for at nogle 
Lig kan blive begravne, passer lidet ind i Shakespeares Dra- 
matik. Derover kunde man i Athen bygge et Sørgespil, der 
har kunnet opbygge Filologer i Aarhundreder, men ikke kunde 
gribe et shakespearesk Teaterpublikum. Han havde det sikre 
Instikt — som de fleste andre Digtere manglede — at gribe 
det, som var let forstaaeligt og almengyldigt, at lade det ligge, 
som behøvede Forudsætninger eller Forklaringer for ikke at 
lade Tilskuerne ligegyldige. — 

Lad os derefter betragte Perikles. — Der har været to om 
dette Værk, derom hersker ingen Tvivl hos Kritikerne. Hvem 
der er den ene, den, der har skrevet de to første Akter, er 
der Ingen, der ved; man har gættet paa George Wilkins. Men 
hvem er den anden, den, der har forfattet Størstedelen af de 
tre sidste Akter? Shakespeare; lyder det i Kor. Brandes 
blander sin vægtige Stemme i Koret, og det er ikke Smaa- 
aander, hvem han slutter sig til. Det er engelske Shakespeare- 
kendere, tyske Filoger og betydelige Digtere, først blandt dem 
Tennyson, der yndede at læse de shakespeareske Partier højt. 

Beviserne for Shakespeares Medarbejderskab er dels ydre, dels 
indre. De ydre er dels Udtalelser om Stykket, dels de i Tryk- 
ken befordrede Udgaver deraf. Samtidige nævner, saavidt jeg 
ved, ikke Shakespeare som Forfatteren, omtaler kun, at Stykket 
gjorde Lykke. 1629 taler Ben Jonson meget haanligt om Pe- 
rikles, uden at nævne Shakespeare, hvem han seks Aar tidligere 
havde besunget som Avons Svane. 1646 — 30 Aar efter 
Digterens Død — nævner Sheppard Shakespeare som Forfatter 
og sammenligner ham med Sofokles og Aristofanes, fordi han 
havde skrevet Prinsen af Tyrus, og 1677 siger Dryden, at Pe- 
rikles var Shakespeares første Barn. Men Dryden løb ofte med 
Limstangen, naar det gjaldt literære Angivelser. Desuden kan 
saa sildige Angivelser selvfølgelig ikke gøre Fordring paa 
Respekt. 

Et afgørende Kriterium skulde det være, at Shakespeares Navn 
staar paa Titelbladet af den Udgave, Gosson forlagde 1609. 



277 

Dette betyder slet intet. Shakespeare har jo ikke selv besørget 
nogen Udgave af sine dramatiske Værker. Efter den gængse Teori 
burde der have staaet to Navne paa Titelbladet; det gør der 
ikke, altsaa lyver det. Desuden, man tog det jo ikke saa nøje 
med at lyve en Digter et Værk paa i de Tider, og navnlig 
med at sætte Shakespeares Navn paa Dramaer, som intet havde 
med ham at gøre. — Hvad der taler imod hans Forfatterskab 
er, at Perikles ikke er optaget i Folioen 1623. Jeg tillægger 
ikke Folioen 1623 afgørende Avtoritet med Hensyn til, hvad 
Shakespeare har skrevet eller ikke skrevet. Men et Vink er 
det dog altid, at Heminge og Gondell ikke har optaget Stykket. 

Brandes gør her gældende, at Piratudgaverne var rets- 
beskyttede, men Forfatteren eller hans Repræsentant retløse, 
og at derfor, da Perikles forelaa i en ulovlig Udgave, kunde 
Folioens Udgivere ikke aftrykke Stykket. Mon det holder Stik? 
Heminge og Gondell optrykte jo saa mange af de uretmæssige 
Udgaver: Richard II udgives 1598 af Andrew Wise, Henrik 
IV, I., 1598 at Wise, Stor Staahej 1600 af Wise i Forening 
med Apsley, Skærsommernatsdrømmen 1660 af Fisher, og Kong 
Lear 1607 af Butter og Bushby. Othello kommer først 1622 
i uretmæssig Udgave. Købmanden i Venedig har to forskellige 
Forlæggere. Første Udgave af Romeo og Julie udkom uden 
Forlæggernavn og uden at være indført i Boghandlerregistret. 
Hvorledes faar Folioens Udgivere disse mange Forlæggere sam- 
lede under en Hat? Kun Gosson rugede over sin Skat Perikles, 
der ikke kunde vristes fra ham, men som dog siden flere Gange 
skiftede Forlægger, og vel at mærke flere Gange havde været 
indført uden Shakespeares Navn i Boghandlerregistret — 20. 
Maj 1608 af E. Blount, der samme Dag indskrev Antonius og 
Kleopatra. Blount er Medudgiver af Folioen 1623, hvor Pe- 
rikles ikke findes. Det ser mærkværdigt ud. Perikles optages 
først iblandt Shakespeares Værker 1664, da Alle, der kunde 
vide Besked, maa formodes at have været døde. 

Af ydre Grunde behøver Perikles altsaa ikke at tillægges 
Shakespeare, Saa kommer de indre. Spørgsmaalets Afgørelse 
bliver her vanskeligere, fordi saa meget beror paa Skøn. Og 
hvad er det, der skal skønnes over? Over Dramaets Stil, Byg- 
ning, Indhold og Karaktertegning. Er disse shakespeareske? 
Med Hensyn til Stilen siger Tennyson ja, med Hensyn til Ind- 



278 

hold siger Brandes ja. Det turde være noget formasteligt at 
sætte min Mening op mod saadanne Dommere. „Hvorledes 
gik det ikke Årius, da han satte sig op imod sin Bisp?" Med 
Hensyn til Bygningen tier Alle, fordi en indgaaende Under- 
søgelse af det shakespeareske Dramas Bygning aldrig før er 
forsøgt. Timon og Troilus stod i Vejen for en saadan. Først 
ved at udskyde dem som uægte, kan man faa den shake- 
speareske dramatiske Arkitektur frem i sin Renhed. Det viser 
sig da, at Shakespeare havde en bestemt Metode, udprægede 
kunstneriske og etiske Principer. At tro, at han kaster disse 
overbord, fordi han for en Stund mister sin Kraft, er voveligt, 
hdet stemmende med Erfaringen. En Digter kan have en svag 
Periode, hvor hans Værker taber deres Friskhed, Liv, Glans, 
kort sagt, hvor Poesien forsvinder. Men har han oparbejdet 
sig et kunstnerisk System, vil dette ikke forandres. Det er jo 
kun Mekaniken, Stilladset; det vil han netop, naar han føler 
Poesien svinde, tømre fastere end før; det har han lært, det kan 
han gøre; Poesien har han faaet, den raader han ikke over. Ben 
Jonson havde ogsaa et fast kunstnerisk System; han blev 
gammel og sengeliggende, maatte skrive for Brødet; hans sidste 
svage Stykker er byggede ganske som de fra hans Velmagts- 
dage. 

Der er først Stykkets Stil, Diktionen, baade den prosaiske 
og den poetiske. Der er ikke megen Prosa i Stykket, og om 
den strides de Lærde. Vi kan rolig lade den ligge. Men de 
poetiske Partier falder i flere Dele: der er først Prologen og 
alle de ubehjælpsomme Bindeled mellem Akterne. De frem- 
siges af en Person, i den gamle Digter Gowers Lignelse. Denne 
var en Ven af Chancer, levede altsaa i det 14. Aarhundrede, 
og har skrevet tre uendelig lange Bøger, en paa Fransk, en 
paa Engelsk, en paa Latin. Af den engelske Bog, Confessio 
Amantis — den mest søvndyssende Bog paa Jorden, et for- 
tvivlende Pulterkammer for alle mulige Ammestuehistorier 
allevegne fra — er Historien, hvorover Perikles er bygget, 
formentlig taget. Nu har Digteren i Prolog og Bindeled, der 
er i berettende, fortællende Form, med ikke ringe Held efter- 
lignet Gowers Vers, baade i Bygning og i Brugen af gammel- 
dags Ord og uddøde grammatiske Former. I de dramatiske 



279 

Partier — der kun er dramatiske, forsaavidt flere Personer 
taler sammen — er derimod benyttet den almindelige drama- 
tiske Verseform, den rimfri femfodede Jambe. En Del af disse 
Vers — hovedsagelig fra tredje Akts Begyndelse — tillægges 
saa Shakespeare. „Versene er underfulde*, siger Brandes. 
Jeg finder, de er tarvelige. Et Par Gange er der en Mindelse 
om den store Digter, men saadan som en Efterligning kan 
give, naar den benytter hans Udtryk. Enhver betydelig Digter 
har sin egen Stil; men enhver Stil kan efterlignes. Det er 
dog i vore Dage blevet godtgjort, at endel Goetheske Digte, 
udgivne af ham og optagne i hans Værker, i Virkeligheden 
hovedsagelig skrev sig fra en forelsket Beundrerinde, og kun 
siden var eftergaaede af ham selv. Diktionen i Perikles synes 
mig kun en delvis taalelig Efterligning af den ægte Digters 
Sprog. Den ubekendte Forfatter har efterlignet Gower; hvor- 
for skulde han saa ikke ogsaa kunne prøve at eftergøre sin 
største Samtidige. Det vilde have været urimeligt, om man 
ikke havde gjort det. Men hvorledes? Hvor beundrer man 
Versenes dybe Orgelklang eller smeltende bløde Vellyd, hvor 
finder man dem som de Klæder, der bøjer sig om dybe Tanker 
eller ømme Følelser, hvor jages man afsted i aandeløs Hast, 
saadan som var Særtegnet for Digterens Vers i Tiden, da han 
skabte Coriolan? Man trættes istedetfor at rives med. Og 
hvor er Viddet blevet af? Efter Brandes' Teori er Stykket 
skrevet efter Mismodsperioden; men hvor er Glæden, hvor 
Lystigheden, eller dog Satiren, Saltet, Kryderiet? Hvorfor 
ler vi ikke i Bordelscenerne — jeg mener ikke, hvor 
Marina taler, ti der smiler man — men hvor Madamen og 
hendes Hjælpere optræder. De er dog ikke andre end den 
mageløse Madam Mør fra Lige for Lige og hendes Slæng. Lige 
for Lige er jo skrevet, da Digteren var fortvivlet over Verdens 
Ondskab; og dog ler man ad denne Umoralitetens Yngel; 
Madam Mør er fornøjelig og godmodig som selve Dorthe Lagen- 
splitter, og Politibetjenten er en revideret Udgave af den her- 
lige Retfærdigheds Haandhæver fra Stor Staahej for Ingenting. 
Bordelscenerne er en Kopi af dem i Lige for Lige, men Lunet 
mangler, og ikke fordi Shakespeare nu saa med strengere 
Øjne paa saadanne Huse, eller fordi han havde mistet Humøret, 
men fordi han ikke har gentaget sig selv. 



280 

Der er intet ivejen for at tillægge een Forfatter Æren for 
hele Pericles. 

Og nu Stykkets Bygning? Naturligvis kan man altid sige, 
at den raadede Shakespeare ikke over, da Planen for Stykket 
forelaa, og han blot overarbejdede det, enten det nu var, fordi 
han vilde vise en ung Ven og Beundrer en Tjeneste, eller 
fordi han forstod, at det vilde blive et Kassestykke, eller fordi 
han følte sig betaget af Heltinden Marina. 

Michel Angelo havde engang fundet en vældig Marmorblok 
henslængt i Gruset. En Eludderhas havde skullet hugge en 
stor Figur af den; men havde kun opnaaet at skamslaa Mar- 
moret; saa bad han om Blokken, fik den og huggede David, 
der endnu bærer Spor af Forgængerens Mejsel og næppe er 
blevet, hvad den kunde være blevet, om Kunstneren havde 
haft en firkantet Blok lige fra Garrara. Saaledes havde Shake- 
speare ogsaa taget raat tilhugne Dramaer, som Åndre havde 
skamferet, og sat Skik paa dem, uden dog at udslette Mær- 
kerne af Forgængernes Penne. Men det var i deres Ungdom, 
da det ikke var saadan at faa nyt Stof at arbejde i. Billed- 
huggeren gjorde det aldrig siden, da Carraras Marmorbrud stod 
til hans Raadighed. Hvorfor skulde Digteren dog spilde sin 
Tid paa at forbedre Makværk, naar han kunde skabe Vidundere 
af nyt Materiale, der var hans? Derfor har Nogle ogsaa ment, 
at Perikles var skrevet i Digterens Ungdom. Men det mod- 
bevises af Diktionen; Versformen eksisterede ikke i hans Ung- 
dom, udvikledes først senere af ham selv. 

Perikles er ikke mere dramatisk end f. Eks. Niels Lyhne. 
Titelfiguren bevæger sig igennem en Mængde usammenhængende 
og uforberedte Scener, hvor der stadig træffes ny Mennesker, 
der kun i det Øjeblik bringes i Forbindelse med den. Saa 
udramatisk har Shakespeare ikke tænkt paa noget Punkt af 
sin Løbebane. Han bragte dramatisk Skik paa Partier af 
Henrik VI og En Arrig Kvinde, da han var ung og uøvet, og 
1608, da han staar i Zenith af sin Kunst, skulde han ikke 
kunne have gjort det, om Emnet havde behaget ham. 

Perikles kommer til Antiochia. Der regerer en Konge, 
som staar i Blodskamsforhold til sin Datter. Mange Bejlere 
søger at vinde hende; men det gælder om at gætte en Gaade, 



281 

hvis Løsning er Opklarelsen af Skammen. Perikles gætter den, 
men betakker sig for en saadan Brud og flygter hjem til Tyrus. 
Kong Antiochus sender en Snigmorder efter ham. Saa hører 
vi ikke mere om den Konge og hans Datter. Pericles frygter 
for at blive i Tyrus og begiver sig tilsøs. Naar et Land, 
Tharsus, hvor der er Hungersnød. Hilser paa Guvernøren og 
hans Kone og uddeler Fødevarer. Sejler saa videre. Lider 
Skibbrud og kastes op paa en Strandbred, nøgen. Træffer 
nogle Fiskere, der trækker Vaad og haler et Harnisk op. Det 
viser sig at være hans, og han faar det. Gaar til Pentapolis, 
hvor der er Turnering. Seks Riddere vandrer over Scenen, 
han sidst. Turnering. Han vinder Prisen. Festmaaltid, hvor 
han tiltrækker sig Prinsessens, Thaisas, Opmærksomhed. Hun 
spørger ham, hvem han er, og han siger det. Han danser 
med hende. Er Kongens Gæst Natten over. — Dernæst en 
Scene i Tyrus, hvor Guvernøren, indsat af Perikles, skal vælges 
til Fyrste; han sætter sig derimod og sejler bort for at søge 
sin Herre, et ret besværligt Hverv. — Vi er atter i Pentapolis. 
Kong Simonides erklærer de fremmede Riddere, at det første 
Aar vil hans Datter ikke gifte sig, hvorpaa de tøfler af. Saa 
erfarer- vi, at hun elsker Perikles, og at hendes Fader billiger 
Valget. Perikles optræder, og Simonides bebrejder ham i de 
stærkeste Udtryk, at han har besnæret hans Datter. Pericles 
gaar i Fælden og sværger, at han aldrig har tænkt paa hende. 
Thaisa optræder. Perikles tager hende til Vidne paa, at han 
aldrig har talt om Kærlighed til hende. 

Thaisa: Og om I havde, hvem vilde føle sig krænket over, at I vilde 
gøre mig glad? « 

Faderen gør et Par Indvendinger paa Skrømt, viser sig 
pludselig som den, der ønsker Partiet, og spørger om de er 
tilfredse. 

Thaisa: Ja, hvis I elsker mig. 

Perikles: Saa højt som mit Liv eller som det Blod, der nærer det. 
Simonides: Er I enige? 

Begge: Hvis Eders Majestæt behager. 

Simonides: Det behager mig saa godt, at jeg vil faaEder gifte, og der 
paa saa hurlig som mulig i Seng med Eder. 



282 

Det var den Elskovsscene; men heri skal Shakespeare 
ikke have nogen Andel. Nu tager han fat. „Nu høres Shake- 
speares egen Røst med den utvivlsomste Ægthed og rentud 
kongelig Magt**. (Brandes III. s. 237.) 

Det vil sige, tredje Akt begynder. Det unge Par er paa 
Vejen til Tyrus, tilsøs. Uvejr. Thaisa forløses og dør. Barnet 
bringes paa Dækket af Ammen — højst uforsigtigt i det Vejr. 
Perikles holder en kort Velkomsttale til det. Søfolkene fordrer, 
at Thaisas Lig skal kastes overbord. Perikles indvilger. 
Hun lægges i en Kiste og forsvinder i Dybet. Derpaa styres 
der mod Tyrus efter Perikles' Ordre. Et Sekund efter befaler 
han at sætte Kursen mod Tharsus. 

Hvorledes man kan opfanatisere sig selv i Forsvaret for 
en daarlig Sag, viser følgende Ord: „Der er i disse Scener 
et saadant Magtpust af fraadende Vande, en saadan Rullen af 
Torden og Glimten af Lyn, at Intet i engelsk Poesi, end ikke 
hos Shakespeare selv i Stormen, end ikke i Byrons og Shelleys 
Naturbeskrivelser, staar derover. Det blæser og tuder, hvæser 
og larmer under denne Søstorm, saa Baadsmandens Pibe hvis- 
lende taber sig i Uvejrets Rasen.***) Man venter sig nu mindst 
Scener som Lear paa Heden. Her er det hele: 

Første Sømand: Lind Buglinen der! — Du vil ikke, vil Du? Blæs, 
til Du revner. 

Anden Sømand: Blot aaben Sø, saa bryder jeg mig ikke om, om Salt- 
vandet og Skybølgen kysser Maanen. 

Første Sømand: Prins, Eders Dronning maa overbord; Søen gaar høj, 
Vinden brøler og vil ikke løje af, før Skibet er klar af den Døde. 

Perikles: Det er Eders Overtro. 

Første Sømand: Undskyld; hos os tilsøs er det altid blevet iagttaget; 
og vi holder fast ved Sædvane. Derfor udlever hende; ti hun maa 
overbord med det samme. 

Perikles: Som I synes. — Stakkels Dronning. 

(III. I. 43—65.) 

Mere er der ikke! Det er paa sUgt Shakespeare blev 
Shakespeare! 

Næste Scene, stadig Shakespeare, er vi i Ephesus. Der 
har været Stranding, og nogle skibbrudne, Stykket uvedkom- 
mende. Søfolk optræder. Efter nogen hensigtsløs Snak kommer 



*) Mon dette ikke er en Note, der skulde have været brugt til noget andet? 



283 

der Melding om, at en Ligkiste er dreven i Land. Det viser 
sig at være Thaisa, der lever op! Færdig. 

I Parentes maa det være tilladt at bemærke, at Shake- 
speare har mange Usandsynligheder i sine romantiske Komedier 
— men det rene Vrøvl? 

Perikles kommer til Tharsus og tager ind hos Guvernøren 
og hans Frue, der synes rigtig rare Mennesker. — Man huske, 
at det er stadig Shakespeare. — De har en lille Datter. 
Perikles lader sin lille Datter og hendes Amme blive tilbage 
hos Guvernørens — Himlen maa vide hvorfor; men det er 
ligegyldigt, thi Shakespeare er ikke den, der giver Grunde. 
Pericles sværger, at hans Haar skal ikke klippes, før hans 
Datter Marina skal giftes, skønt det klæder ham daarligt at 
bære det langt. Hvorfor han aflægger et saadant Løfte? Intet 
er gaadefuldere. Derpaa drager han afsted — stadig tilsøs. 

Dernæst er vi i Ephesus. Thaisa er levende, og da hun 
aldrig mere skal se sin Husbond — hvorfor? — bliver hun 
Vestalinde hos Diana! Scenen slutter med følgende Vers, der 
har den ægte shakespeareske Klang: 

My recompense is thanks, Ihat is all; 

Yet my good will is great, though the gift small. 

(III. IV. 10.) 

Vi er atter i Tharsus. Guvernørens Kone er nu blevet 
et rent Skarn, der lejer en Snigmorder til at gøre det af med 
Marina, som er blevet voksen. Grunden? At hun er 
kønnere end Guvernørens Kones Datter, som ikke viser sig. 

Nu optræder endelig Marina, „dette sarte Billede af ung- 
dommelig Ynde og overlegen Renhed, som det har syntes 
Shakespeare en fængslende Opgave at udføre". 

Tellus vil jeg plyndre for sin Dragt, 
Og strø din Grav med Blomster: de gule, blaa 
Den blaa Viol og Morgenfruer smaa. 
Skal som et Tæppe hænge paa din Grav, 
Mens Sommerdage vare. — Jeg arme Mø! 
Født i en Storm, dengang min Moder døde. 
For mig er Verden som en evig Storm, 
Den river mig fra Venner. 

(IV. 14-22.) 



284 

Graven, hun vil bestrø, er formodentlig Ammens. Man 
sammenligne disse Ord om Blomster med hvilkesomhelsl i 
Shakespeares Dramaer — han forstod sig nemlig paa den 
Blomsterne iboende Poesi — f. Eks. Hamlets Moders Ord, da 
hun strør Blomster paa Ofelias Grav (V. i. 26?.), eller hvad 
Perdita siger, da hun taler med Kongen i Vintereventyret 
(IV. IV. 70 o. 8. V.), og man dømme. 

Guvernørens rare Kone foreslaar hende at gaa en Tur 
med Snigmorderen. Denne og Marina bliver alene. Han vil 
myrde hende. Da kommer nogle Sørøvere og trækker af med 
hende. Snigmorderen ved, hvem Sørøverne er, hvad forøvrigt 
er ganske ligegyldigt. Han beslutter først at gaa hjem og sige, 
at han har dræbt hende. Han bliver dog: det var jo muligt, 
at de blot voldtog hende, saa han kan slaa hende ihjel bag- 
efter. Det gør de imidlertid ikke. De sælger hende til et 
Skøgehus i Mytilene. 

Nu kommer de af Brandes saa meget beundrede Bordel- 
scener. De er den rene Kopi af dem i Lige for Lige. Der er 
dog en Forskel. Dengang han skrev denne Komedie, var Shake- 
speare fortvivlet, vred, fuld af Menneskeforagt: derfor gjorde han 
disse Scener komiske. Da han skrev Perikles, var hans Sind blevet 
lyst, derfor blev disse kedelige. Forstaa det, hvem der kan. 

Jeg hævdede i 1891, at Shakespeare aldrig gentog sig 
selv. Brandes indrømmer det samme. (L 447. l. lo fr. n.) Her er 
j^aa flagrant en Gentagelse som nogen kan være. 

Marina skal lokkes og tvinges til at sælge sig til Enhver. 
I den lange Scene tager hun Del i følgende Ordskifte: 

Værtinden: Hvorfor jamrer Du, Smukke? 

Marina: Fordi jeg er smuk. 

Værtinden: Se se! Guderne har været gode mod dig. 

Marina: Jeg anklager dem ikke. 

Værtinden: Du er faldet i mine Hænder, hvor Du rimeligvis skal leve. 

Marina: Desto større var min Brøde, at undslippe hans Hænder, hvor 

jeg rimeligvis vilde være død. (Man erindre, at hun blev revet bort 

af Røvere!) 
Værtinden: Du vil leve i Glæde. 
Marina: Nej. 
Værtinden: Jo, Du skal, og faa en Smag af alle Slags Herrer. Du faar 

det godt. Stopper Du Ørerne til? 
Marina: Er I en Kvinde? 



285 

Værtinden: Hvad skulde jeg være, om jeg ikke var en Kvinde? 
Marina: En ærlig Kvinde eller ingen Kvinde. 

Værtinden: — — Du er et ungt Skud og maa krøges efter min Smag. 
Marina: Guderne forsvare mig. 

Værtinden og Kobleren taler sammen om, hvorledes han 
har raabt ud i Gaderne om Marinas Skønhed og Jomfruelighed, 
og at hele den mandlige Befolkning er i Oprør. Hun skal nu 
indvies i Husets Mysterier. Dertil svarer hun blot: 

Marina: Jeg forstaar Eder ikke. 

Atter et Ordskifte mellem hendes Plageaander. Tilslut 
siger 

Værtinden: Kom med; følg mig. 

Marina: Hvis Ild er varm, Knive skarpe eller Vand dybt, vil jeg bevare 
min Jomfruelighed. 

(IV. n) 

Dette er Shakespeares Ideal af kvindelig Højhed! „Ma- 
rinas Repliker her er bestandig slaaende, besjælede som de er 
af en overlegen Højhed, der minder om den, der præger Jesu 
Svar paa hans Plageaanders og Forfølgeres Spørgsmaal.** (Saa- 
dan staar der hos Brandes III. s. 248.). 

Atter Tharsus. Guvernøren har faaet at vide, at hans 
Kone har ladet Marina dræbe. Han synes, det er gruligt, men 
hun haaner ham, som Lady Macbeth haanede sin blødsødne 
Gemal. De bygger et Monument over Marina, og hen foran 
dette føres Perikles, der jamrer, bedækter sit stadig uklippede 
Hoved med Sæk og Aske og afrejser. 

Atter Skøgehuset. Marina omvender efter Sigende Husets 
Kunder til et dydigt Levnet; vi ser desværre ikke, hvorledes 
det gaar til. Hendes Overordnede er rasende over hendes 
Halsstarrighed. Da kommer Byens Guvernør, Lysimachus. 
Efter en kort Samtale mellem Kobleren og ham kommer 
Marina.*) 



*) Da Perikles ikke er oversat paa Dansk, hidsættes hele Samtalen mel- 
lem Lysimachus og Marina. 



286 

Kobler: Først, Du maa vide, at ban er en bcederlig Mand. 

Marina: Jeg baaber» han er det, at jeg kan bædre ham. 

Kobler: For det andet er ban Hersker i dette Land, en Mand, hvem jeg 
er forphgtet. 

Marina: Hvis han hersker over dette Land, er I ham ganske vist for- 
pligtet; men hvor hæderligt ban besørger det, ved jeg ikke. 

Kobler: Hør, uden fler Jomfrukunster — vil Du væi e venlig imod ham ? 
Han vil fore dit Forklæde med Guld. 

Marina: Hvad han vil gøre i Naade, vil jeg modtage med Tak. 

Ly si machus: Er I færdig? 

Kobler: Hun er ikke faldet ret i Gang endnu. I maa have nogen Umage 
med at tumle hende. — Kom, lad os lade de to alene. — Gaa nu. 

(Værtinden, Kobler og Boniter ud.) 

Lysimachus: Naa, min Smukke, hvor længe har Du været ved den Be- 
stilling? 

Marina: Hvilken Bestilling? 

Lysimachus: Jeg kan ikke godt nævne den, uden at støde. 

Marina: Min Haandtering kan ikke støde mig. Behag at nævne den. 

Lysimachus: Hvor længe har Du drevet denne Haandtering? 

Marina: Saa længe jeg kan huske. 

Lysimachus: Begyndte Du saa ung. Var Du allerede et Legebarn, da 
Du var fem eller syv Aar. 

Marina: Tidligere, hvis jeg nu er det. 

Lysimachus: Det Hus, Du bor i, siger, at Du er til Købs. 

Marina: Og I ved, at dette er et saadant Hus, og kommer her dog? Jeg 
hører sige, at I er en hæderlig Mand og Guvernør her i Byen. 

Lysimachus: Har din Principel aabenbaret dig, hvem jeg er? 

Marina: Hvem er min Principal? 

Lysimachus: Naa, din Urtegaardskone ; hun, der lægger Skammens og 
Lastens Frø og Løg. O, Du har hørt om min Magt og gør dig der- 
for mere kostbar, for at jeg skal blive alvorligere i min Bejlen. Men 
jeg forsikrer dig, at min Højhed skal ikke se dig eller smile til dig. 
Naa, naa! bring mig til et lønligt Sted. Kom saa. 

Marina: Hvis I var født til Ære, vis det nu; hvis I er hævet til den, 
vis, at den, der fandt Eder værdig til den, handlede klogt. 

Lysimachus: Hvad nu? hvad nu? — Videre; — vær fornuftig. 

Marina: Jeg, som er en Mø, skønt en højst ugunstig Skæbne har anbragt 
mig i denne Sti, hvor Sygdomme, siden jeg kom, er blevne solgte til 
højere Pris end Lægemidler — o, gid Guderne vilde udløse mig fra 
dette vanhellige Sted, selv om de forvandlede mig til den usleste Fugl, 
der flyver i den renere Luft! 

Lysimachus: Jeg havde ikke troet, Du kunde tale saa godt; havde 
aldrig drømt, Du kunde. Var jeg kommet hid med et fordærvet Sind» 
vilde dine Ord have forandret det. Se, her har Du Guld. Hold ud 
paa den Vej, hvor Du gaar, og Guderne styrke dig. 

Marina: De gode Guder bevare Eder. 



287 

Ly si machus: Nu maa Du tro, at jeg kom uden onde Hensigter. Selve 
Døre og Vinduer her lugter ondt for mig. Farvel, Du er dydig, og 
jeg tvivler ikke paa, at Du har faaet en ædel Opdragelse. — Se, her 
har Du mere Guld. Forbandet være han gid han dø som en Tyv, 
der røver Dig din Godhed. Hvis Du hører fra mig, vil det være til 
dit bedste (IV. v.). 

Se, det var jo en hurtig Omvendelse. Det gik en hel Del 
lettere end for stakkels Arthur eller for Desdemona. Men der 
kommer desværre foreløbig intet ud af det. Guvernøren gaar 
og lader hende blive tilbage, han rører ikke en Finger for at 
hjælpe hende — og dog er dette det eneste Møde — det store 
Elskovsmøde! — imellem de to, der tilsidst faar hinanden. 

Mismodsteorien beundrer Marina, Heltinden, og mener, 
at det er for hendes Skyld, Shakespeare har omkalfatret et 
Makværk. Den har en Hypotese om, at Digteren har mødt en 
ung Kvinde, som for ham bliver Idealet af Kvindelighed, som 
bliver hans Muse for Resten af hans Digterliv, hvem han uop- 
hørlig idealiserer, og som river ham ud af Mismodet og Bitter- 
heden, gør Livet værd at leve for ham og forsoner ham med 
Menneskene. Første Gang hun virker ind paa ham, skulde da 
være, da han skaber Marina. Tænk om Digterkongen, Verdens 
største Geni, Kvindedyrkeren fremfor nogen, træt og mismodig, 
følende sig gammel, mødte en Katarina, en Hermione, en 
Imogen eller en Miranda paa sin Vej, hvor maatte det ikke 
lyse op i ham, og tænk al den Varme, der kunde være 
opsparet i ham; hvor vilde han ikke kæle for et saadant Væsen 
og værne om det! Han har maaske mødt en saadan Kvinde, 
og han har frembragt de dejligste Kvindeskikkelser, som Poe- 
sien kender. Men Marina! hvad Lighed har hun med disse? 
Hun har nogle Ord om Blomster, der slet intet Slægtskab har 
med Perditas. Da hun skal myrdes, har hun en Slags For- 
svarstale, der dunkelt minder om Arthurs indtrængende Forsvar 
overfor Hubert i Kong Johan. Men hvilken Afstand! Hun er 
endnu mere lydefri end Dronning Dagmar — hun er som en 
Ingenue fra et fransk Drama. — „Jeg har engang traadt paa 
en Orm imod min Vilje — men jeg græd over det." — 
Shakespeare! 

Hvis en shakespearesk Heltinde lider, er der en Grund til, 
at hun lider. De være sig aldrig saa rene eller uskyldige, de 



288 

har selv en Andel i den Skæbne, der rammer dem. Cordelia 
forstaar ikke at behandle sin Fader, Imogen sætter sig op imod 
sine Forældre, Desdemona fører sin Fader bag Lyset og handler 
uklogt overfor Cassio. Forfølgelsen mod Marina er ganske 
grundløs. Og den unge Kvinde, som havde bragt Lys og 
Glæde til Shakespeare, hende skulde han kunne nænne at 
anbringe i et Bordel — og det skulde være den første Brug, 
han gør af sin ny Modei. Er det tænkeligt? Heltinden i et 
Drama, naar hun stod ham saa nær, som Marina efter Mis- 
modsteorien staar Digteren, er dog for ham et levende Men- 
neske. Jeg tror ikke, det var muligt,' at en Mand i Fyrrerne 
kunde bære over sit Hjerte at anbringe den af ham beundrede, 
rene unge Kvinde i et utugtigt Hus — han vilde selv i Fantasien 
vige tilbage for slig Berøring. 

Men sæt, han gjorde det, fordi han vilde vise, at den fuld- 
stændige Renhed kunde gaa utilsølet gennem den værste Uren- 
hed. Vilde saa ikke den Digter, der havde kunnet afvæbne 
Hubert, vilde han ikke have kunnet lægge saadanne Ord paa 
hendes Læber, at selv en gammel Rufferske vilde have lagt sin 
bedste Kaabe for hendes Fod, naar hun forlod Huset ? Og hvad 
sker? Stedets Guvernør kommer for at tilkøbe sig Kærlighed, 
og da hun siger, at hun er Mø — af hvilken Grund han netop 
er kommen, — giver han hende noget Guld, derpaa mere 
Guld, og raader hende til at være en god Pige. — Hvis det 
nu havde været en stor Digter, der havde skrevet dette, og 
ovenikøbet En, der var blevet genfødt i en frisk Elskov, vilde 
han saa ikke have vist os, hvorledes Guvernøren blev betaget 
af Marinas Renhed, og vilde han ikke have skabt en Kærlig- 
hedsduet, som han har skabt saa mange ? Og hvad har Digteren 
gjort? Han lader Guvernøren gaa, efterladende hende uden 
Beskyttelse i et Hus, hvor man lige efter hører, at hun er ud- 
sat for at blive voldtaget. Det bliver kun ved en meget løs 
Trusel; ti hun giver sig i Snak med Voldtægtsmanden, og 
denne lover at anbefale hende i Byen, saa hun kan faa Elever 
i Haandarbejde og Musik! — Tænke sig en shakespearesk 
Heltinde, der søger Guvernanteplads med Anbefaling fra et 
Skøgehus! — Og som saa lover, at hvis hun ikke kan udføre 
de Arbejder, hun paatager sig, vil hun komme tilbage til 



289 

Skøgehuset, frivillig, og hengive sig til den laveste Karl, der 
søger det (IV. iv. 200). — — Shakespeare! ! ! 

Perikles sejler stadig rundt, skønt det skulde synes, han 
maatte have faaet nok af at sejle. Hans Haar vokser endnu og han 
er stum af Fortvivlelse. Han kommer til Mytilene, hvor Marina 
ernærer sig ved at synge, under Protektion af Skøgehusets 
Værtinde (?). Lysimachus kommer ud til Perikles Skib, og der 
gaar Bud efter Marina, for at hun kan opmuntre ham. Hun 
fortæller den lange Historie om, hvordan hun er blevet om- 
tumlet her i Livet og hvem hun er — alt det, vi kender saa 
godt. Det mærkelige er, at skønt hun ved, hun er Perikles 
Datter og en Prinsesse, har hun ikke sagt det til Nogen. 
Perikles vaagner af sin Fortvivlelsens Døs. Kort Genkendelses- 
scene. Derpaa falder Perikles isøvn — og Alle forlader ham! 
— er det ikke dramatisk? — for at Diana kan vise sig og 
fortælle, at han skal drage til Ephesus, og der faa at vide, 
hvad der er blevet af hans Dronning. Han vaagner. Beslutter 
at gaa til Søs med Marina, Lysimachus og Følge, Dog først 
maa man nyde følgende ægte shakespeareske Dialog: 

Perikles (til Lysimachus) : Skal VI forfriske os paa Eders Kyster og give 
Eder Guld for saadanne Levnetsmidler, som vort Forehavende træn- 
ger til? 

Lysimachus: Af ganske Hjerte! og naar I kommer iland har jeg en 
anden Bøn. 

Perikles: I skal faa den opfyldt, om det saa var at bejle lil min Datter; 
for det synes, I har været god mod hende. 

Lysimachus: Herre, giv mig Eders Arm. 

Perikles: Kom, min Marina. (Alle gaar.) (V. i. 257.) 

Der er ikke mere om det Kærlighedsforhold. Lysimachus 
har ikke beskyttet hende, han har ikke før ved Tegn eller 
Gerning eller Ord vist, at han elskede hende; Marina har ikke 
ved Tegn eller Gerning eller Ord vist, at hun elskede ham, og 
dog i næste Scene (V. n. 80) erklærer Perikles, uden at de Unge 
har talt et Ord sammen, at de er hans Søn og Datter. 

At tro, at det er Shakespeare! 

Og Slutningsscenen (V. n.) synes den fadeste Efterligning af 
Slutningen i Et Vintereventyr. Hvilken Poesi, hvilken over- 
naturlig Skønhed, hvilken fortryllende Naivitet er der ikke over 
dette, i Virkeligheden saa ganske urimelige, Optrin, hvor Her- 

Tbeodor Bierfreund ; Shakespeare. 19 



290 

mione, den rene, der har elsket sin Husbond og derved er 
blevet den hermelinshvide, træder ned fra Soklen og omfavner 
sin angrende skinsyge Mand, medens hendes herlige Datter og 
dennes Elsker knæler for Forældrene. Hvor tørt og poesiløst 
og ømhedsfattigt er ikke Mødet imellem Perikles og Thaisa, der 
ikke vil tro, hvad de ser. 

Stykket er barnagtigt i en hvilkensomhelst Henseende. Ben 
Jonson havde Ret, da han i et Vredesanfald skrev: 

No doubt some mouldy tale 

Like Pericles; and stale 

As the Shrieve's Grust and nasty as his fish, 

Scraps out of every dish 

Thrown forth and raked in to the commen tub, 

May keep up the play-club: 

There sweepings do as well 

As the hest ordered meal. 

For who the relish of these guests will fit, 

Needs set them but the almsbasket of wit. 

Der er hverken Poesi eller dramatisk Teknik eller gode 
Vers eller Karaktertegning eller Humor eller Pathos eller Liden- 
skab eller Ømhed i denne tarvelige mugne Bænkevelling, lavet 
sammen af gamle Historier, rørt ud med stjaalne Enkeltheder 
fra Et Vintereventyr. 

Kunde Shakespeare ikke ud af denne Historie have lavet 
et Drama? Utvivlsomt, Ti hvad Materialer havde han til Et 
Vintereventyr? En lige saa urimelig og udramatisk Historie 
af Greene som den gamle om ApoUonius af Tyrus, der blev til 
Perikles. Men se, hvor han laver Drama af den. Stykket 
falder i to Afdelinger, imellem hvilke der ligger seksten Aar. 
De første tre Akter jager hen over Scenen som selve Kongen 
af Siciliens ugrundede Skinsyge, der fylder dem alle — halvt 
tragiske som Shylokscenerne i Købmanden. Leontes er skinsyg 
paa sin Ven Bøhmerkongen, uden Grund. Men da han er 
skinsyg, ser han Grund i alt, hvad Vennen og hans Hustru 
siger og gør. Vil Vennen rejse, er han misfornøjet og beder 
sin Hustru overtale ham til at blive. Og da det, som ikke 
lykkedes ham, lykkes hende, styrkes hans Mistanke ; da Vennen 
saa flygter, øges den; da hun er frugtsommelig, stiger den til 



291 

blindt Raseri. Han lader hende indespærre, lader Barnet sætte 
ud. Barnet bliver bragt ombord paa et Skib, der i en Storm 
slaas ind mod Bøhmens Kyst. Det alene reddes og optages 
af Bønder, hos hvem det vokser op. Det hele er et fuldendt 
lille Drama for sig, hvor det ene Hjul sætter det andet i Be- 
vægelse, og Drivkraften er Leontes Jalousi. — Anden Afdeling 
er Helbredelsen af Leontes Skinsyge. Barnet Perdita er vokset 
op til at blive den dejligste Eventyrprinsesse i Hyrdindedragt. 
Bøhmerprinsen forelsker sig i hende og hun i ham. Ingen af 
dem aner, hvem hun er. Da kommer Bøhmerkongen og vil 
skille dem ad; men intet paa Jorden skiller to shakespeareske 
Elskende ad. Prinsen har hørt om Faderens gamle Venskab 
med Leontes. De Unge flygter til ham, og han, der tror at 
have dræbt sin Hustru og hvis Søn er død, angrer og tager 
imod dem. Bøhmerkongen følger dem og naar ogsaa til 
Leontes. Det gamle Venskab knyttes igen. Da er det Tid for 
Hermione at aabenbare sig. Og alle de skilte samles i den 
reneste Lykke. — To smaa Dramaer, inderlig nøje forbundne, 
hvor sidste Scene føjer sig ind i første og slutter Kæden, i 
hvilke alle Led griber fat i hinanden, førende logisk det ene 
til det andet. 

Og dog, det er jo mindst derpaa, det kommer an. Det 
er heller ikke paa den egentlige Karakterskildring, Stykkets 
Værd beror. Det er fine, men ikke saa dybtgaaende Sjæle- 
studier som i en Tragedie. Leontes Skinsyge er i sin Slags 
ægte som Othellos, men vi føler hele Tiden, at den er ikke 
virkelig ulykkebringende som den. Hermiones ægteskabelige 
Renhed, hustruelige Ydmyghed og dronninglige Værdighed staar 
Maal med Katarina af Aragoniens; men Kampen gælder ikke 
et virkeligt Menneskeliv, føres kun paa Skrømt. Tragedien er 
et Udsnit af Livet i overnaturlig Størrelse, Komedien er en 
Fantasmagori. 

Et Fantasispil, to Timers lette Tidsfordriv er Et Vinter- 
eventyr. Hvad Shakespeare vilde her, var ømme Følelser, 
aandigt Vid, musikalske Vers — med et Ord: Skønhed. Men 
for at naa det, maatte det tekniske Maskineri være fuldstændig 
i Orden. Det dækkedes saa med den skæreste Poesi, med 
uskyldig Livsglæde, med Sang og Dans og Spil, med landUgt 
Arbejde, landlig Leg og landlige Gavtyvestreger, med Havets 

19* 



292 

Brusen og Blomsters Duft, men først og sidst med Elskov. Ti 
Elskov er alt, hvad Stykket handler om, som den fylder alle 
Shakespeares Komedier i hans Manddomsaar. Og en Elskov, 
der er saa hvid og pletfri som Sne, som ikke engang aner, at 
der eksisterer noget saa modbydeligt som Skøgehuse i denne 
Verden. Der findes ikke et anstødeligt Ord, ikke en Tanke, 
som ikke en Helgeninde kunde tænke, i hele Eventyret. 

Det er i dette Stykke (IV vi. 216), at Shakespeare bruger 
de Ord, der kunde staa som Motto over hele hans Manddoms- 
digtning: Forewam him, that he use no scurrilous words in 
his tunes. (Advar ham om ikke at bruge noget usømmeligt 
Ord i sine Sange.) 

Det var noget saadant, den, der forfattede Perikles, havde 
tænkt sig; derfor tog han ligesom Shakespeare en tarvelig 
gammel Historie, og derfor tog han forskellige Pluk fra Shake- 
speares Dramaer, især fra Lige for Lige og fra Et Vinter- 
eventyr. 

Men dette forudsætter, at dette sidste maa have foreligget 
før Perikles, altsaa før 1608. Det vil sige, istedetfor at være 
Shakespeares næstsidste Drama, skrevet omtrent 1G12, maatte 
det sættes tilbage til senest 1607 — 8, hvilket igen betyder, at 
det skulde stamme fra den Periode, hvor de store Tragedier 
bliver til. Dette vilde vende op og ned, ikke blot paa Mismods- 
teorien, men ogsaa paa den almindelige shakespeareske Kro- 
nologi. Denne gaar jo ud fra, at han en Tidlang slet ikke 
skrev andet end Tragedier. Den støtter det i Virkeligheden 
ikke paa noget. Der er dog en vis Sandsynlighed for, at han, 
naar han havde fuldendt et af sine oprivende Skuespil, der 
maa have fordret en ganske overordentlig Nerveanspændelse, 
har hvilet ud i en af sine gratiøse Komedier, som det maa 
have været en Leg for ham at frembringe. Desuden, det rent 
pekuniære har spillet en Rolle. Til alle Tider har Teater- 
direktører foretrukket Komedier for Tragedier, fordi Publikum 
foretrækker det lette for det højtidelige, hellere vil le end 
græde. 

Med Shakespeares Naturel, som det var ham givet og som 
han har oparbejdet det, er der intet usandsynligt i, at han har 
kunnet arbejde vekselvis paa en Tragedie og en Komedie. Han 
havde kunnet gøre det som ung, før han endnu blev den 



293 

rutinerede Teaterdigter; hvor meget mere da ikke senere, da 
han var Herre over sin Kunsts Midler i alle Retninger. Og 
han, der antages at have skabt omtrent samtidig en Brutus og 
en Hamlet, altsaa ogsaa en Gertrud og en Portia, skulde han 
ikke samtidig kunne skabe en Hermione og en Desdemona, en 
Leontes og en Othello, en Polixenes og en Cassio? Hvad 
Væsensforskel er der paa Paulina, der forsvarer Hermiones 
Uskyld overfor Leontes, og Emilia, der har samme Hverv med 
Hensyn til Desdemona overfor Othello? De to Børn i Macbeth 
og i Et Vintereventyr — hvorfor kunde de ikke være op- 
staaede omtrent paa samme Tid og under samme Stemning? 

Der staar saa kun Idyllen og Komiken tilbage. I intet af 
hans Værker, ikke i hans allervoldsomste Tragedier, mangler 
Idyllen. Hvad er Desdemona andet end Idyl i Beretningen om, 
hvorledes hun og Othello fandt hinanden, og hvad andet hendes 
sidste Øjeblikke før hendes sidste Møde med den, for hvem hun har 
sveget sin Fader, sin Race og sin Sandhedskærlighed, de Øje- 
blikke, da hun synger den søde gamle Vise om Pigen, der sad 
og græd under Figentræet? 

Og Komiken? Fordi han af rent kunstneriske Grunde 
havde strøget den glade vrøvlende Lystighed af sine Tragedier, 
var. det saa saa sikkert, at han ikke kunde indføre den, naar 
han vilde og havde Brug for den? Den Bonde, der bringer 
Kleopatra Giftslangen (V. n.), er af den gamle Slægt at 
Klowner. 

Shakespeare havde lært sig alt; han glemte intet af, hvad 
han havde lært. Han kunde rase, kunde elske, kunde le, alt 
som Tiden og Stedet var inde til hver Ting, saadan som Zeus 
Kroniden kunde slynge Tordenkilen, kunde være huldsalig mod 
Guder og Menneskers Døtre, kunde deltage i festligt Lag og le, 
saa Olympen skælvede. 

Shakespeare var Olymperen, almægtig i Digtningens vidt- 
strakte Rige — men han kunde ikke skrive Troilus og Cressida, 
Timon fra Athen eller Perikles. 

15. Marts 1898. 



EN PERSONLIG EFTERSKRIFT 



Denne Bog er da skrevet for at fastslaa, hvilke Dramaer 
Shakespeare har skrevet. Det er ikke uden Betydning at vide 
det. Ti vel kan man sige, at Timon og Troilus og Gressida 
læses kun af Faa, og af endnu Færre mere end en Gang, og 
at den umiddelbare Læser afviser dem. Men de staar nu en- 
gang i alle Udgaver af Shakespeares Værker, de er altid 
blevne betragtede som hans, og i nyere Tid er de endog 
blevne gjorte til det Hængsel, om hvilket Shakespearestudiet 
har drejet sig. Naar Shakespearelærde gaar ud fra, at de er 
segte, og endog forsikrer, at de er Storværker, maa Begreberne 
hos den almindelige Læser forvirres. Men naar det drejer sig 
om Verdens største og mest læste Digter, er dette ikke betyd- 
ningsløst. Han bliver en overordentlig Magt, ikke blot intel- 
lektuelt, men moralsk. Naar i Millioner af Hjem, ikke alene 
blandt alle angelsaksiske Folk, men blandt alle germanske, 
Shakespeare er den bedste Ven, da skyldes det, at man ikke 
blot søger Nydelse hos ham, men Styrke og Modstandskraft. 
Da danner der sig ogsaa hos hver af disse utallige Læsere et 
Billede af Digteren, og det er ikke ligegyldigt, hvorledes dette 
er. I Virkeligheden er jo en Digterbiografi ikke af mere Værdi 
end ethvert andet Menneskeliv. Det er, fordi Digteren kommer 
i Berøring med og faar Indflydelse over saa mange Mennesker, 
at hans Liv og hans Livsværk kræver Undersøgelse og Frem- 
stilling. Han er Fører for saa mange, men derfor skal han 
ogsaa staa saa klar som mulig. Han skal bygges op som en 



295 

Statue, der kan beskues fra alle Sider. Han skal have, hvad 
der er hans, hverken mere eller mindre. Alt, hvad der virke- 
lig vides om ham, skal drages frem for Lyset ; intet skal stikkes 
under Stolen. Hans Livsførelse og hans Værker skal holdes 
sammen og belyse hinanden, og det, der er vigtigst og ejen- 
dommeligst, skal fremdrages. Det vil da vist altid vise sig, at 
den store Digter er den store, stærke Mand. Men har man 
ikke Data til at bygge hans Liv op af, da maa man ikke fan- 
tasere sig det til. Det er umuligt, selv ud af det righoldigste 
Materiale, at fremstille et virkeligt paalideligt Menneskeliv; 
men har man kun nogle ganske faa, tilmed rent udvortes 
Kendsgerninger at holde sig til, er det ganske haabløst. Der 
kan da kun være Tale om mulig ud af hans Værker at frem- 
stille hans aandelige Fysiognomi. Men for at gøre dette, er det 
nødvendigt at vide nøjagtig, hvilke hans Værker er. 

En Forfatterpersonlighed maa være meget udpræget, for 
at det bestemt kan afgøres, om et Værk er ægte eller ej. 
Shakespeares ansaas ikke for at være det. Der syntes ikke at 
være nogen faste, klart optrukne Linier at følge. Hverken i 
Dramaernes Bygning eller Karakterernes Udformning eller 
Intrigernes Gang eller etiske Lærdomme syntes der at være 
noget System. Hvor var Ligheden mellem Henrik IV, Henrik 
V, Othello som Dramaei'? Hvad havde Hamlet, Lear og Mac- 
beth tilfælles? Hvilede Kleopatra og Desdemona, Julie og 
Perdita paa noget fælles Grundlag, var der noget enkelt 
Synspunkt, hvorfra de alle kunde ses? Og kom saa i al 

• 

Fald ikke en Figur som Gressida og ødelagde den Enhed, der 
kunde være? 

Det syntes, som det var det blinde Tilfælde, der raadede. 
Shakespeare var den gudbenaadede Digter, gennem hvis usko- 
lede Mund Guden talede. Han fandt en eller anden Historie, 
som tiltalte ham og som der kunde laves et Drama af, og saa 
tømrede han et Skuespil sammen; om det blev udmærket eller 
daarligt, logisk eller urimeligt, beroede ikke paa ham, men paa 
Tilfældet. 

Kun en Ting var vis: han havde som ingen anden 
moderne Digter Magt over Menneskene. Han blev skubbet 
noget til Side af sine nærmeste Efterfølgere, men han blev ikke 
glemt. Hans Stykker blev stadig opført og hans Værker ud- 



296 

kom enkeltvis og samlede med kortere og kortere Mellemrum. 
Hans Ry voksede langsomt, mens hanis Rivalers aftog. 

I det syttende Aarhundrede var det nærmest Hoffet, der 
angav Tonen i Kunsten, og det franske Drama, den stive, 
regelrette Tragedie og den letfærdige Komedie blev sat i Højsædet. 
Men alvorlige Aander holdt fast ved Shakespeare. I 1709 kom 
den første virkelig videnskabelige Udgave af hans Værker. I 
Løbet af Aarhundredet blev hans Storhed fastslaaet. Hans 
Ry gik ud over hans Lands Grænser. I Frankrig har der 
maattet kæmpes om og om igen for at skaffe ham Borgerret; 
han staar endnu som en Fremmed, hvem man bøjer sig for, 
hvem man tror at efterligne, men hvis Aand er for forskelUg 
fra den galliske, til at han ret kan bhve som en af deres Egne. 
I Tyskland blev han modtaget med aabne Arme. Han revolu- 
tionerede Aanderne. Lessing, Goethe og Schiller og Alt, hvad 
der er kommet efter dem, har siddet ved hans Fødder, som 
Beundrere, som Lærlinge. Hvor Udt man forstod Shakespeare, 
derom belærer baade Goethe og Schiller os. Hin skrev Goetz 
von Berlichingen og troede at digte i Shakespeares Manér; 
denne bearbejdede Macbeth og strøg Portnerens Monolog, uden 
at forstaa Digterens Hensigt med den. Shakespeare blev over- 
sat, fortolket, lemlæstet, efterlignet, og vandt stedse frem. Han 
blev bragt paa Scenen og virkede rent umiddelbart, skønt eller 
maaske fordi han hverken havde Teknik eller System. Han var 
Geniet, der intet havde lært, men havde alt af Musernes Naade. 
Og Geniet erobrede Verden. 

Nu begyndte der et Shakespearestudium, som der var et 
Homerstudium; hans Værker blev kommenterede som Sofokles 
blev det, som Plautus og Terents eller Vergil. Der blev givet 
Forklaring af de vanskeUgste Ord, Teksten blev rettet. Kilderne 
til de enkelte Dramaer blev eftersøgte og fundne i gamle 
Bøger. Naturligvis nød disse Forskninger og Studier ikke den 
samme Anseelse som de, der beskæftigede sig med de antike 
Værker. En Tale af Cicero var selvfølgelig en hel Del mere 
værd end Kong Lear, et Kapitel af Gallerkrigen vægtigere end 
Kong Henrik IV, en Komedie af Plautus mere opdragende end 
Købmanden i Venedig. Dog, Shakespeare blev læst og tilegnet 
af en stadigt større og større Mængde, og studeret af en sti- 
gende Skare Forskere. 



297 

Hans Værk blev undersøgt fra mange Sider og Forstaael- 
sen blev større. Man vilde vide Besked baade med hvem han 
var og hvad han havde udrettet, og hvordan han var naaet 
saa vidt. Der blev udrettet et umaadeligt Arbejde for at 
belyse hans Livsforhold. Det var kun lidt og ubetydeligt, der 
kom frem. Men det kunde man sige sig selv, at han ikke 
havde skrevet alle sine Arbejder paa en Gang, de maatte være 
blevne til lidt efter lidt. Men i hvilken Orden? Hvorledes 
skulde Rækkefølgen fastslaas ? Hvor hørte Hamlet hjemme eller 
Lear eller Vintereventyret? Hvad var først: Henrik IV eller 
Henrik VIII? Var Julie og Cressida blevne til samtidig eller til 
forskellige Tider? At Lear stod højt over Titus Andronicus var 
ikke svært at se — men hvorfor? 

Man rettede sin Opmærksomhed paa Stilen, og her var 
fundet en ganske udmærket Ariadnetraad. I nogle Stykker 
var Versene langt friere, rigere, bøjeligere, mere fuldtonende 
end i andre, og de fineste Vers var som Regel i de bedste 
Dramaer. Man tog fat paa Undersøgelsen fra mange Kanter, 
det forholdsvise Antal af kvindelige Endelser eller af Rim, den 
større eller mindre Hyppighed af brudte Linier eller af Vers, 
hvor Perioden ikke afsluttedes med Linien, blev beregnede, og 
der viste' sig ganske bestemte Forhold. Der kunde virkelig 
opstilles et Skema, hvorefter Shakespeares Værker kunde ordnes 
rent mekanisk, og som havde stor Rimelighed for i Hovedsagen 
at være korrekt. Det var jo ganske vist lidt mærkeligt, at 
saadanne Skuespil som Troilus og Cressida og Timon af Athen 
maatte anbringes i Tiden for de store Tragediers Affattelse. 
Det faldt vel Nogle for Brystet; men der var ingenting at gøre 
ved den Ting; den mekaniske Eftertælling lod ingen Tvivl. 
Saa maatte der Forklaringer til. Selv Homer havde dog under- 
tiden sovet, hvorfor saa ikke Shakespeare? Han havde haft 
en Svagheds Periode, og han havde jo altid været temmelig 
ligegyldig for Formen; blev det godt, var det godt, og blev det 
ikke, kunde han ikke se det. Der var nu ogsaa dem, der paa- 
stod, at det var to udmærkede Arbejder, at særlig Timon var 
gribende og stort som selve Kong Lear. Det eneste, Shake- 
speare virkelig havde været omhyggelig med, var at tælle 
Rimene og de kvindelige Endelser og sørge for, at hines Antal 
gradevis aftog, medens disse tiltog i samme Forhold. Man 



298 

fortsatte sine Undersøgelser over Stilen, og det viste sig, at 
denne vai- ujævn, flere Steder frembød Spor af, at mere end 
en Digter havde arbejdet paa et Værk. I Ungdomsarbejderne 
havde det været umiskendeligt, at Shakespeare havde enten 
Medarbejdere eller Forgængere, særlig i Henrik VI og Arrig 
Kvinde. Andre Digteres Stil kunde bestemt paavises. Saa 
vaktes der Mistanke med Hensyn til Henrik VIII. Der kunde 
ikke være nogen Tvivl om, at der var to Stilarter i det Drama. 
Kendskabet til det elisabethske Drama var blevet indgaaende. 
Der var Forskere, der blot af Versets Bygning kunde bestemme 
nøjagtig, hvem der havde skrevet et Drama. Fletcher blev 
udpeget som Shakespeares Medarbejder, og der er vist Ingen, 
der tvivler om, at det er rigtigt. Senere har Boyle slaaet et 
Slag for Massinger som Forfatteren til den shakespeareske Del. 
Denne Afgørelse vilde baade lette og vanskeliggøre Studiet. 
Imidlertid, Boyle har ikke vundet Tiltro. Men der var jo et 
Drama, paa hvis Titelblad Fletcher var opført som Shakespeares 
Medarbejder: To ædle Frænder. Spalding paatog sig i 1833 
at skille de to Mænds Bidrag ud fra hinanden. Hans Metode, 
der blev meget beundret, var hverken meget videnskabelig 
eller logisk. Den rigtige Verseprøve var endnu ikke opfundet 
eller systematiseret. Han maatte med Hensyn til Versene gaa 
efter Følelsen. Visse Partier af Stykket roste han stærkt, 
navnlig for Karaktertegningen; men han sammenlignede ikke 
Karakterne med shakespeareske. Derimod sammenlignede han 
Episoder, Billeder, Sentenser, Udtryk og enkelte Ord med saa- 
danne hos Shakespeare, og hvergang der var et Optrin, en 
Beskrivelse, et Stemningsudbrud, der mindede om et lignende 
hos Shakespeare, tilskrev han denne det, istedetfor af den 
Grund at fraskrive ham det. Saa var der nogle sjældne Ord, 
der kun fandtes een eller faa Gange hos Shakespeare, men da 
de ogsaa fandtes i To ædle Frænder, blev de tillagte ham, 
uden at undersøge, om de ikke ogsaa fandtes hos andre Sam- 
tidige. Nu traf det sig endog saa, at en ikke ringe Del af 
disse Sammenstillinger var med Eksempler hentede fra Troilus 
og fra Timon. Dette kunde selvfølgelig ikke anfægte Spalding; 
for mig var det kun et Bevis mere for Værdiløsheden af slige 
Sammenstillinger. Fleay, den rigtige Verseprøver, tog Sagen op 
til Behandling, og kom ad sine Veje til omtrent samme Resul- 



299 

tat som Spalding. Han talte efter og anbragte To ædle 
Frænder omtrent i samme Rubrik som de store Tragedier og 
Troilus og Timon. Der maatte ogsaa de tre sidste Akter af 
Perikles henføres. 

Rækkefølgen blev altsaa omtrent saaledes, efter at forskel- 
lige Fortolkere havde flyttet lidt om paa Værkerne: Macbeth, 
Othello, Lear, Antonius og Kleopatra, Troilus og Cressida, 
Coriolan, Timon af Athen, To ædle Frænder, Henrik VIII, 
Perikles. 

Ser man paa denne Opstilling, forstaar man, at det var 
svært at finde et Grundsynspunkt for Shakespeares Virksomhed 
i denne hans største Periode. Og dog, der maatte jo en For- 
klaring. Saadan voksede lidt efter lidt Mismodsteorien op. 
Ifølge den bliver han vemodig, tungsindig, forstemt, vred, bitter, 
hadsk, fortvivlet, aandelig og legemlig kraftløs, for saa at 
genvinde sine Kræfter og se lyst paa Livet som før. — 

Troilus og Gressida og Timon var altid den Sten, hvor- 
over jeg snublede i min Beundring for Shakespeare. Gerne 
vilde jeg skyde dem ud af hans Værker; men jeg vidste blot 
ikke hvordan. Ti hvorpaa kunde man kende Shakespeare? 
Det havde Ingen lært mig. Mange store og smaa Kommen- 
tarer var der ; de regnede Stykkerne op, bestemte naar de var 
skrevne, analyserede dem enkeltvis, opregnede Kilderne, dvæ- 
lede ved Tankerigdommen, Poesiens Skønhed, Psykologiens 
Rigtighed ; men om der laa et Princip til Grund for Dramaernes 
Bygning eller Karakterernes Udformning, om der var noget 
bestemt, Shakespeare vilde eller instinktmæssig gjorde, derom 
fik jeg ingen Besked. Filologiske Granskninger og Versunder- 
søgelser hjalp mig ikke. Jeg syntes, at Versene i Troilus var 
vidt forskellige fra dem i Antonius og Kleopatra; men de 
Vidende paastod, at de var skrevne samtidig af den Samme,* 
og jeg havde kun min Følelse til at lede mig. Var ikke 
Kleopatra en Kokette og var ikke Gressida det samme? Var 
ikke det ene Drama lige saa løst bygget som det andet? Og 
dog — det ene var som det store friske Hav og det andet 
som den stillestaaende ildelugtende Karudsdam. Men var det 
noget Bevis? 

Jeg havde beskæftiget mig meget med det elisabethske 
Drama. Saa gik der lang Tid, hvor jeg maatte opgive den 



300 

Sysselsættelse. Under et Ophold i Alperne faldt Dante mig i 
Hænderne, og jeg blev belaget af dette Genis Vælde. Dette 
Møde førte mig til at ønske et nøjere Kendskab til tidlig ita- 
liensk Renæssance. Jeg studerede Boccaccio og Petrarca. Der- 
fra førtes jeg over til middelalderlig fransk Digtning, hvoraf 
disse tre store Italienere var fremgaaede. Englænderen Ghaucer 
(t 1400) kendte jeg iforvejen. Jeg saa nu, hvorpaa han byg- 
gede. Jeg saa, hvilke Rødder hans Digtning havde i fransk og 
italiensk Digtning. Særlig interesserede Indledningsfortællingen 
til Canterbury Historierne, Knightes Tale, mig. Den var taget 
fra Boccaccio, og den var benyttet to Gange i elisabethsk 
Drama, begge Gange af Shakespeare, i Skærsommernatsdrømmen 
og i To ædle Frænder. 

Alt dette var selvfølgelig vel kendte Sager ; men ved at jeg 
selv fandt og sammenstillede disse Ting, virkede de paa mig 
som en Opdagelse. 

Jeg tog atter To ædle Frænder for mig. Før jeg var 
halvt igennem Stykket, var jeg overbevist om, at Shakespeare 
intet havde haft dermed at gøre. Emilia, den kvindelige Hoved- 
person, var ikke hans Skabning. 

Ved Studiet af de tre italienske Digtere var det, der 
særlig interesserede mig, deres Stilling overfor Kvinden. 
Deres Opfattelse af Kvinden var det, der særtegnede dem, gav 
dem Præget. 

Kærligheden hos Dante var af en saadan Art, at den, 
udsprungen af en sanselig Attraa efter en bestemt jordisk 
Kvinde, lod ham leve i Mindet om den Elskede og i Længsel 
efter hinsides Graven at møde hende og evig, i Renhed og 
Kyskhed, efterat have afstrøget al Jordelivets Smuds, føre et 
aandeligt Samliv med hende. Petrarcas var en Kunstnerkær- 
lighed uden Genstand, en ydmyg tilbedende Hylden af Kvindens 
Skønhed, en Knælen for det uopnaaede fjerne Ideal. Boccac- 
cios Elskov var af en fuldstændig jordisk Art; for ham var 
Besiddelsen af Kvinden alt.*) 

Der vilde ikke kunne tænkes et Samarbejde mellem Dante 
og Boccaccio. Det væsentligste, Nerven i deres Kunst, var for 



*) Se min Bog: Kulturbærere. Studier i middelalderlig Digtning. 1892. 



301 

forskelligartet. Den yngre kunde beundre og kommentere sin 
ældre Kunstbroder, men de to kunde ikke have slaaet sig 
sammen om at skrive et fælles Værk. Den ældre Digter vilde 
ikke have indladt sig derpaa. 

Disse Undersøgelser gav mig Nøglen til Shakespeares og 
Fletchers Kunstnerpersonligheder. Jeg havde fundet en ny Vej 
til at skille de to Mænds Værker fra hinanden. I 1891 ud- 
sendte jeg en lille Bog, Palemon og Arcite, der var en Under- 
søgelse af Forfatterskabet til To ædle Frænder. Shakespeare 
frakendtes enhver Andel deri. Argumentationen var hoved- 
sagelig baseret paa Forskellen mellem de to Digteres Kvinde- 
typer. Det var en Prøveballon. Den var ikke tilstrækkelig 
stor eller tilstrækkelig fyldt. Den faldt til Jorden. Kun Georg 
Brandes skarpe Øje saa den. Han indrømmede Rigtigheden af 
mit Ræsonnement med Hensvn til Emilias Karakter; men han 
saa ikke Rækkeviden af mine Slutninger, saa navnlig ikke, at 
var Emilia ikke undfanget eller udført af Shakespeare, var 
Gressida det heller ikke. 

Nu havde jeg altsaa fundet een rød Traad igennem Shake- 
speares Værker. Dog, Digtene, særlig Sonetterne, kom ikke 
ind under Teorien; i dem var Kvinden hverken kysk eller be- 
standig. Der var altsaa et Svælg mellem dem og Dramaerne. 
Men det kunde bero paa, at de to Digtformer henvendte sig 
til to forskellige Samfundslag: Dramaerne til det store brede 
Lag, der skulde opdrages. Sonetterne til en lille Kreds af 
literære Lækkermunde. Derfor Dobbeltheden. Shakespeares 
Instinkt viste ham de Veje, han skulde gaa for at vinde Alles 
Bifald; men hans Forstand retledede ham. Han indsaa, at 
denne Dobbelthed kunde ikke gaa i Længden ; han blev sig 
sin Ejendommelighed mere og mere bevidst; han opgav tidlig 
den tilsyneladende subjektive Digtning og kastede sig med hele 
sin Kraft over den rent objektive. 

Det var en Traad til, jeg havde faaet fat i. Shakespeare 
ikke blot kunde, men han vilde ogsaa, og han vidste, hvad 
han vilde. Han var altsaa klog, og han var ganske nøgtern. 
Om denne Egenskab bar det, vi kendte til hans Livsførelse, 
Vidne, og det Vidnesbyrd bekræftedes af hans Ungdomsdra- 
maer. Intet kan være mere nøgternt end Elskovs Gækkeri eller 



302 

Tvillingerne. Hans Fantasi løb ikke af med ham; hans Klog- 
skab, hans Beregning var stærkere end den. 

Det kunde ikke være Tilfældet, der havde gjort hans 
Dramaer til de virkningsfuldeste, Literaturen har. Det viste 
sig ogsaa ved Undersøgelsen af dem, at de var byggede op 
med megen Omsigt. Det er sjældent, at en stor Digter kan 
bygge et godt Teaterstykke. Den Kunst er som Teaterskræderi ; 
den kan læres; de smaa Aander har lettere ved at tilegne sig 
den end de store, rige. Operaen Faust staar som Drama 
himmelhøjt over Goethes. Goethe lærte aldrig at skrive et 
Teaterstykke. Shakespeare havde Tid til at gaa i Lære, først 
hos de Andre, saa hos sig selv. 

At de fleste af hans Skuespil var byggede op med Indsigt 
og Omhu, var ikke vanskeligt at komme efter. Men hvorfor 
havde han ingen fast dramatisk Form — eller havde han en 
saadan? Der forelaa 37 Skuespil, og der var omtrent 37 
dramatiske Former. Altsaa alligevel Tilfældet, der raadede. 
Strengt alvorlige Tragedier, komiske Tragedier, alvorlige Ko- 
medier, kaade Farcer, retlinede historiske Skuespil, hvor der 
kun holdtes politisk Dom, Historier, hvor Alvoren overdøvedes 
af Latteren. Hvor var Systemet? Hvad Lighed var der 
imellem Tvillingerne, Købmanden i Venedig og Et Vintereven- 
tyr, mellem Othello og Lear, mellem Richard II og Henrik IV ? 
Hvad betød Inddelingen i Komedier, Historier og Tragedier? 
Stammede denne Inddeling fra Shakespeare? Hvorfor var Gym- 
beline en Tragedie og Et Vintereventyr en Komedie? Hvad 
var Troilus og Gressida? Hvad Forskel var der paa en 
Tragedie og en Historie? Var en Historie et Udsnit af Eng- 
lands Historie? Var Macbeth da blot paa Grund af sit skotske 
Stof en Tragedie? Eller Coriolan en Tragedie, fordi Emnet var 
taget fra Roms Historie? 

Da fandt jeg den Traad, som vist Ingen havde haft fat i 
før. Shakespeare havde haft en Æstetik. Han havde selv 
skabt denne Inddeling. Han havde holdt de enkelte Arter 
af dramatisk Digtning ude fra hinanden. Hans Udgivere 
havde ikke forstaaet hans Hensigier og havde blandet dem 
sammen. 

En Komedie var det fri Fantasispil, hvor kun Digterens 
eget Lune satte Grænsen. Den skulde ikke være Livet, men 



303 

Drømmen. Den foregik intetsteds og overalt. Digteren var 
ikke bunden til Sted eller Tid. Intet var umuligt eller usand- 
synligt, naar man blot i Øjeblikket kunde faa Folk til at tro 
paa det. Komedien kunde være lystig eller alvorlig, derpaa 
kom det ikke an. Kun Lystigheden var ægte. Alvoren var det 
ikke. Det blev altid maget saa, at der kunde skimtes en 
lykkelig Udgang. Derfor kunde det aldrig være Shakespeare 
selv, men hans Udgivere, der havde sat Cymbeline ind blandt 
Tragedierne. 

Komedierne var først og fremmest Intrigestykker — derfor 
Shakespeares lykkeligste Teaterstykker. De egner sig fremfor 
nogen af hans Arbejder til Opførelse, stiller ikke overmenneske- 
lige Fordringer til Skuespillerne, bringer Tilskuerne ublandet 
Nydelse. — Troilus og Cressida? 

Opløsningen fandt Sted rent mekanisk, uden tvingende 
Nødvendighed; men der var altid en Opløsning. — Troilus og 
Cressida ? 

En Historie var et Værk, der hvilede paa Virkeligheden 
og forestillede Virkeligheden. Stoffet var givet og Kilderne 
blev i det væsentlige fulgt. Hverken Personer eller Begiven- 
heder var opdigtede, Tid og Sted var nøje angivne. Der var 
ingen Intrige; der var en historisk Ramme, indenfor hvilken 
Mennesker blev sat for at blive studerede og bedømte. Det 
var bestemte Menneskers Livsløb, der blev oprullede for Til- 
skuerne. Der var ingen Usandsynligheder eller Urimeligheder, 
ingen Fantasiens Sving, der rykkede Tilskuerne bort fra Jor- 
den. Digteren følte sig bundet af sit Stof. Der kunde være 
blandet Lystighed i Alvoren; men Alvoren var alvorlig ment; 
der holdtes Dom. De engelske Kongedramaer var Historier, 
men de tre Romerdramer, der altid opførtes som Tragedier, 
var ogsaa Historier. De er ogsaa byggede ganske som de 
engelske Kongedramaer. 

En Tragedie var som en Komedie et frit Digterværk, hvor- 
til Shakespeare som til et Lystspil tog det af sit Stof, han 
havde Brug for, og benyttede det, som han fandt for godt, 
henlæggende Handlingen til den Tid, der passede ham. Den 
dramatiske Intrige var ligesaa vigtig som i Komedien, og der- 
for opdigtede han alle de Personer, han havde Brug for. Han 



304 

stod ganske frit i enhver Henseende. Men her var ingen 
Urimeligheder. Handlingen foregik her paa Jorden. Paa be- 
stemt Sted og til bestemt Tid. Intrigen sattes i Gang, Hand- 
linger og Skæbner spillede ind i hinanden, Nødvendigheden 
drev dem fremad, hvad der skete maatte ske, Katastrofen 
maatte komme som og naar den kom, kunde ikke afværges. 
Der var ingen mekanisk Kraft, der stansede eller fremskyndede 
den. Alvoren var ægte, og der skimtedes ingen Mulighed for at 
slippe fra den. Derfor er der kun seks Tragedier. Titus 
Andronicus, Romeo og Julie, Hamlet, Macbeth, Othello og 
Kong Lear. — Timon af Athen er ingen Tragedie; ti intet sker 
af Nødvendighed. Troilus og Gressida er af samme Grund 
ingen Tragedie; den er ingen Komedie, da Intrigen hverken er 
villet usandsynlig eller urimelig. 

Fra først af maa Shakespeare have holdt disse tre Arter 
af dramatisk Digtning ude fra hinanden. Tvillingerne, Richard 
III, Titus Andronicus bærer hver for sig det samme Præg 
som Vintereventyr, Coriolan, Kong Lear. Han forandrede ikke 
sit System, modificerede det kun. Hvad der kunde føres over 
fra den ene Digtart til den anden, overførte han. Han 
blandede Komiken ind i Tragedien — som i Romeo og Julie. 
Han blandede Tragedien ind i Komedien — som i Købmanden 
og i Lige for Lige. Han overførte Tragediens Teknik paa 
Historien — som i Coriolan. Arterne staar renest i hans 
Ungdom; men har man faaet Øjet op for den Kendsger- 
ning, at Shakespeare havde bestemte, æstetiske Principer, 
er det let at følge hver Strøm, selv om de synes at blandes 
og flyde over i hinanden, hvad de ikke gør. Hans Dramaer 
var støbt i mange Former, men alle Former kunde let hen- 
føres under tre. 

Det var atter en Traad, jeg havde faaet fat i. 

Hvad der gjaldt om Dramaernes Form og Bygiiing, gjaldt 
imidlertid ogsaa om de optrædende Mennesker. Fra først af 
var de retlinede; de blev mere og mere sammensatte, mæg- 
tigere, dybere og sandere, men ogsaa vanskeligere at forklare. 
Komedierne var Leg, Tidsfordriv; det var kun Skygger, let 
skitserede Mennesker, der befolkede dem. Det kom ikke an 
paa Karaktertegningen, kun paa Lystigheden og Handlingen. 



305 

Det var i Historierne, han studerede menneskelige Sjæle, Hand- 
linger og Motiver. Hvad han havde lært sig under Udarbej- 
delsen af Historierne, hvor han arbejdede under Baand, ud- 
dybede han i fuldstændig fri Studier i Tragedierne. Sin Ar- 
beidsmetode fra de tragiske Figurer overførte han saa paa 
Komedierne. Shylock er formet ganske som en tragisk Skik- 
kelse; men han er Centrum i et Lystspil; derfor dømmes han 
ikke til Døden, derfor er Dommen og dens Motivering urimelig, 
derfor afsluttes Skuespillet ikke med hans Undergang, men med 
de Andres Lykke. 

Naar jeg saa undersøgte hans Værk, viste det sig, at 
hvor hans Vækst var betydehgst, var i Udformningen af Ka- 
rakterer. Der har han fra først af været mindst klar over, 
hvilke Veje, han vilde gaa. Det var saa rimeligt: Menneske- 
kundskab erhverves kun langsomt. Han begyndte med at tage 
Parti for eller mod sine digtede Skikkelser; han blev mere og 
mere upartisk overfor dem. Ikke blot, at han selv var klar 
over, hvoreldes de enkelte Figurer skulde opfattes; men han 
understregede sin Opfattelse overfor Publikum, retledede det 
umiddelbart. Han dømte og frikendte paa faa, men klare 
Præmisser, lod endog de Anklagede udtale Dommen over sig 
selv. Senere fremstillede han først og fremmest alt, hvad der 
kunde tale til den Anklagedes Forsvar ; han var ikke Anklager, 
ikke Forsvarer, ikke Dommer; han samlede Materialet, for at 
Tilskuerne kunde fælde Dommen, men han gjorde i de fleste 
Tilfælde Domsafsigelsen meget vanskelig. Ret og Uret var 
blandet sammen overalt. 

Han lod sine Karakterer udvikle sig. Da han var ung, 
stillede han dem hen fuldt færdige i Stykkets Begyndelse; 
senere blev ikke blot Karakterens Udformning, men Fremstil- 
lingen af dens gradvise Udvikling Formaalet for hans Kunst. 
Spiren til alt det efterfølgende laa i første Scene; Udviklingen 
skete ikke i Spring eller med forbløffende Overraskelser; den 
var nødvendig. 

Da jeg var kommet saa vidt, fandt jeg den Traad, der 
syntes mig at lede til Shakespeares allerdybeste Ejendomme- 
lighed. 

Det var ikke de ydre Handlinger eller Begivenheder, der 

Theodor Bierfreund: Shakespeare. 20 



306 

interesserede ham selv; disse blev kun benyttede som dyna- 
miske Midler. Det var Sjælelivet, han studerede; men hvilket 
Sjæleliv, det sunde eller det syge? Fra hans første Skridt 
paa Digterbanen til hans sidste var det det syge, det abnorme. 
Helten i Titus Andronicus er sindssyg som Lear er det. 
Forskellen er kun, at hos hin er det en uvidende, videbegærlig 
Dreng, der tumler med patologiske Eksperimenter, hos denne 
er det den rolige, overlegne Læge, der behandler en vanskelig 
Patient. Den unge Student ser Udslagene af Vildelsen, men 
kender ikke Aarsagerne, har ikke Forklaringen; den gamle 
Læge kender Livets Vilkaar, ved hvilke Virkninger Fejl- 
tagelser, Skuffelser, bristede Forhaabninger, Stød og Slag har 
paa bestemt konstituerede Sjæle; han kender det altsammen 
og kan forfølge Sygdommens Gang Skridt for Skridt; han 
kender ogsaa Lægedommen; men han ved, at Livet kan ikke 
altid skaffe Betingelserne for Helbredelsen. Den store Læge 
hader eller foragter ikke sine Patienter; han behandler 
dem, studerer dem, angiver Aarsagerne til deres Lidelser; 
men han græder heller ikke over dem, smelter ikke hen 
i Rørelse, bevarer sin Ro, sin Sindsligevægt. Han gaar 
heller ikke i Rette med Samfundet, fordi det mishandler 
dem, der mangler Ligevægt i Sjælen, og driver dem ud i 
Afsindet. 

Shakespeare var i sine Tragedier den store Læge, der i 
overlegen Ro og tiltagende Lidenskabsløshed iagttog Fænome- 
nerne og fremstillede Livets Kaar. Hans Tragedier er de yp- 
perste kliniske Forelæsninger. 

Timon af Athen har jeg altid fundet var en meget tarve- 
lig Forelæsning. 

Jeg havde da efterhaanden faaet samlet i min Haand 
forskellige Traade, der gik igennem Shakespeares Kunst. 
Havde jeg først nogle enkelte Traade, var det let at skaffe 
mange. 

Det viste sig altsaa, at han havde kunstneriske og etiske 
Principer, som han ufravigelig fulgte, som blev stærkere og 
mere ubrydelige alt som han blev ældre, som kunde tilsløres, 
men altid let kunde afdækkes. Hvor de ikke var at finde, 
der var Shakespeares Værk ikke. De var som Nøglen, der 



307 

lukkede op, maaske ikke saa meget til Forstaaelsen af de 
enkelte Værker som til Forstaaelsen af Digterens Livsværk. 
De er som Prøvestene, der afgør, om et Drama er det ægte 
Guld eller kun dækker sig med Guldets Navn. 

Shakespeare, mener jeg, satte kun ægte Penge i Omløb. 

Den 26. August 1898. 



GTLDEimALSKB 
•MBOGHANDKL«« 




•MMBHSKPORUOa 



FORUOSTRTKKRRI 




This book should be returned to 
the Library on or before the last date 
stamped below. 

A fine is incurred by retaining it 
beyond the specified time. 

Please return promptly.